EFTER UVEJRET.

✂ Renset er Luften. Naturen som gjenfødt sig fryder,
Tordenen flyer;
prægtigt i Guldglands den straalende Sol gjennembryder
splittede Skyer.

✂ Og gjennem dunkle Alléer og skyggende Lunde,
aandende Duft,
vandrer jeg ene, ombølget af Nordhimlens sunde
herlige Luft.

✂ Tørstig min Læbe den drikker, hver Nerve forfrisker
køligt dens Bad.
Hør, hvor de spøgende Vinde om Kjærlighed hvisker
bag hvert et Blad.

✂ Sé, hvor en Krands af Regnens Juveler omslynger
Liliens Knop;
højt i den rensede, lyseblaa Æther sig gynger
Sølvpilens Top.

✂ Gjennem den bølgende Rug, over Rapsmarker gule
dandser en Hind;
Skovmusen foran sin lille mosdækkede Hule
soler sit Skind.

✂ Dér, hvor i Bølgen de tindrende Solstraaler spille,
ror jeg fra Land
sagte i Baaden, blandt Aakander, ud paa det stille,
spejlklare Vand.

✂ Mellem to Himle jeg glider; forneden og oven
sér jeg det Blaa;
Baaden hensvømmer som Skyen, imens jeg paa Voven
drømmer derpaa.

✂ Hil Dig, Du yndige Sø og Du lyseblaa Himmel,
græsgrønne Jord!
Verden, hvor er Du med al din utallige Vrimmel
herlig og stor.

✂ Skjønne Natur! maa jeg raabe, og Ekko mig svarer:
Skjønne Natur!
Henover Søen til fjernere Skove det farer:
skjønne Natur!

✂ Saa skal det svinde, hvert Kummerens Uvejr, som truer
skummelt mit Fjed;
lutret engang for det Støv, som mig fængsler, jeg skuer,
Herre, din Fred!

✂ Skjælvende jeg Dig tilbad, da Du nys i din Vælde
hæved din Røst,
nu som det gladeste Barn maa jeg jublende hælde
mig til dit Bryst.