KOKOSNØDDEN.

✂ En Kokosnød
paa Havet flød,
omtumlet vildt af Voven.
Fra Asiens Kyst
en Storm i Høst
den rev fra Kokosskoven.

✂ "Ak," klaged den,
"hvor skal jeg hen?
Hvi blev min Kjærne moden?
Blandt Hval og Haj
jeg kan jo ej
i Dybet fæste Roden."

✂ Men Herren lo:
han klæder jo
hver Rose og hver Lilje.
Det mindste Frø
kan ikke dø,
naar ej det er hans Vilje.

✂ Bag Havets Vand,
dér, vidste han,
laa Øen i det Fjerne;
med frugtbar Grund,
men uden Lund,
den vented paa sin Kjærne.

✂ Og Nødden drev
op paa dens Rev
fra Verdenshavets Vove;
den fæsted Rod,
og Øen stod
snart dækt med Kokosskove.

✂ Hver Skipper, som
til Øen kom,
fandt den ej mere nøgen:
i Palmers Ly
steg højt mod Sky
fra Hytten Aftenrøgen.

✂ - Hvert Sandheds Ord,
udtalt paa Jord,
med Nødden er at ligne:
det er et Frø
paa vilden Sø,
men Gud kan det velsigne.

✂ Som hin en Kyst,
et aabent Bryst
kan det i Verden finde;
og véd Du vel,
om ej en Sjæl
det kan for Himlen vinde?

✂ Tal Ordet ud
og stol paa Gud,
lad Strømmen det bortrive!
Et Palmetræ
til Slægters Læ
kan Sandhedsordet blive!