ELEFANTEN.

✂ Den var bragt over Sø og salten Vand
fra en Havn et Sted i Levanten.
Nu hejsed de den fra Skibet i Land
med lystig Opsang af alle Mand;
i Evropa stod nu Giganten.

✂ Hvad Under, den var i snavs Humør
efter al den Skvulpen paa Rejsen!
Kosten ombord havde været tør;
den var vant til at knase paa Sukkerrør,
og nu denne Hiven og Hejsen!

✂ Den vidste jo godt: den kunde dem slaa
til Jorden Alle med Snablen,
de Lilleputter, den om sig saae;
det var det, den stod og grundede paa -
der var noget Voldsomt paa Stablen!

✂ Ført fra Asien, sit skjønne Hjem,
fra Bananers og Palmers Skygge,
den skulde nu vises for Penge frem;
- den var jo saa from og lærenem,
et Skabningens Mesterstykke.

✂ - Det var i Livornos Havn, jeg tror,
jeg husker det ikke saa nøje.
Trængslen omkring den var meget stor,
Gadedrengene jubled i Kor;
af Vrede funkled dens Øje.

✂ Da tordned med Et en Kanonsalut
i Havnen fra Citadellet -
306 da var Elefantens Taalmodighed brudt:
Torvet den rydded i et Minut,
med et Slag sin Vogter den fælded.

✂ Snablen den brugte som Krigstrompet,
saa stormed den op ad Gaden.
Dér vidste man ej, hvad nys var skét;
Mage til Syn var aldrig sét:
den erobred i Stormløb Staden!

✂ Den for afsted i dundrende Trav
over Torve og ned ad Stræder,
trampende ned, hvad Plads ej gav,
knækkede Lygtepælene af,
forfulgt af Skrigen og Eder.

✂ Rundtom blev Byen som folketom,
thi forud iled nu Rygtet.
Man vidste jo ej, fra hvad Kant den kom.
Der var ingen Tid til at sé sig om -
i Husene ind man flygted!

✂ Fra Vindverne knalded det Plaf i Plaf:
de vilde skyde Uhyret,
men Huden var tyk. Naar Kuglerne traf,
de tirred den kun, mens de prelled af,
og vildere rasede Dyret.

✂ Men sé: nu standsed den ved en Bod:
- der var Noget, som laa den i Vejen,
som trillede rundt foran dens Fod.
- En Stund Elefanten forundred stod
og betragted det næsten forlegen.

✂ Det var et Barn - et uskyldigt Nor,
som ej var reddet i Tide!
med Snabelen tog den det op fra Jord,
og som den kunde være dets Mo'er,
den lagde det varsomt til Side.

✂ Saa fór den om Hjørnet og stak i Fart
gjennem Porten ind i Kastellet;
der stod en Skildvagt med Knebelsbart,
men før han fik sit: "Hvem dér?" besvart,
han laa paa Ryggen og sprælled.

✂ Ved alle de mange Kugler at sé,
som laa i Bunker derinde,
fik Elefanten en snild Idé;
- nu skulde Byen en Ulykke ské
og lære Respekt for sin Fjende!

✂ Saa snapped den Kuglerne én for én
og hvirvled dem ud over Byen!
308 den brugte sin Snabel, den var ej sen
- der skulde ej blive Sten paa Sten!
de fløj som Bomber mod Skyen.

✂ - Gud véd, hvordan det Hele var endt,
hvis ikke et Skud fra Siden
havde lidt Bly den i Hjernen sendt;
- den havde dem Alle endevendt.
Nu blev den et Offer for Striden.

✂ Den blev skeleteret og pillet ren
og samlet Knokkel for Knokkel.
- Til Danmark førte en Lærd dens Ben;
i Museet staar den: en vældig En,
et Kæmpeskelet paa en Sokkel!

✂ - Saa gaar det de Store i Kamp med de Smaa:
de Sidste faa Magten i Længden.
Saa vil det altid i Verden gaa:
Kravlet kommer dog ovenpaa. -
Respekt for de Smaa - for Mængden!