Kaalund, H. V. REVOLUTIONSTIDEN.

REVOLUTIONSTIDEN.
(1848.)

1.

Giganten var styrtet; paa ensom Ø
maatte han, som rystede Verden, dø.
Og der var Fryd i Filistrenes Lejr,
nu havde man vundet den store Sejr;
nu havde man lænket med sejge Baand
Omvæltningens higende Kæmpeaand;
154 nu vared vel Freden til evig Tid;
nu blev det ej mér end til Pennestrid.
- Og Dagene kom, og Dagene gik,
og der blev blandet en Dvaledrik,
og der blev øst med et bundløst Sold
og præket om Fred og Maadehold;
men Misfornøjelsens Djævel sneg
sig over Jorden og drev sin Leg;
den listed sig ind i Hytte og Slot
med ængstende Tvivl og isnende Spot;
den rokked ved Alt, den gnavede skjult,
saa Alt blev tomt og underlig hult.
Og Tiden ligned en sminket Gjæk,
der skjulte med Smil de slappe Træk:
Den mærked Øxen ved Træets Rod,
den aned Vulkanen, hvorpaa den stod.
- Og der blev født en Slægt uden Ro,
en Slægt uden Tillid og Barnetro;
den hvirvled sig i den vildeste Dans,
den gabede midt i Blændværkets Glans;
hvad Tænkerne skrev, hvad Skjaldene sang,
det havde for den ej Livsfyldens Klang;
den lytted med Forventningens Ve,
som skulde nu brat det Mægtige ske!
Den vented og vented paa Skjæbnens Dom,
den raabte: Kom ind! men Ingen kom;
Den nye Messias, den nye Profet,
som Sværmerne spaaede, blev ikke set.
155 og Ingen tændte det Sandhedslys,
hvortil man trængte i Tvivlens Gys.
Hvad hjalp den grublende Menneskekløgt?
De Vises Sten blev forgjæves søgt,
det syntes Alt som et Kredsløb dumt,
hvori det Krumme blev evigt krumt.
Det var, som Livet i Fredens Skjød
var viet ind til en langsom Død,
det var, som skulde dets Pulse staa -
hvad eller Gjenfødelsens Time slaa.

Den kom, den kom, den anede Stund,
den brast under Foden, den hule Grund;
den mørke Sky har sit Lyn udsendt,
og Freden, "den evige Fred", er endt
I Oprør sig vælter Tidens Flod,
dens Bølger er røde af Menneskeblod;
dens usleste Bundfald af Had og Nag
er steget for Lyset og kommet for Dag;
og alle de Suk, som i Stilhed lød,
om gammel Uret og gammel Nød,
om svegne Løfter og skuffede Haab,
nu svulme til et Befrielsesraab -
et Raab, der henfarer med Stormens Sus,
saa Throner vakle og styrte i Grus;
og Folkevilliens Kæmpe stor
opløfter vild sit Hoved fra Jord;
156 den knejser i Sky med Titanens Trods:
"Jeg vil ej behandles som død Kolos;
imens I fejred Blændværkets Fest,
stod jeg derude i Slud og Blæst.
Nu vil jeg smage den Lykke engang,
hvorom saa fristende Ordene klang.
Til Lykkens Ø fører vel en Bro,
hvis ellers jeg kan mine Drømme tro,
og kan jeg ikke derover naa,
velan, lad da Dommedagskampen staa!"

Det vakler, det brager ved Kæmpens Gang,
og Dødsskrig sig blande med Sejerssang.
Den højeste Stordaad, den plumpeste Vold
opløfter Sjælen og isner den kold.
Og Alt sig blander saa sært iflæng:
Hist strækker sig Betler i Kongeseng;
mens Jordens Mægtige husvilde gaa,
tage Tiggerens Børn deres Guldkroner paa.
Ydmyget er Alt, som knejste i Sky;
det Gamle er styrtet, men hvor er det Ny,
det Ny, det Ny, som blev forberedt?
- en Herlighed, som Ingen har set!
Det er, som vi staa mellem Verdner to
og har kun en Spindevævstraad til Bro.
Vi sé omkring os et Syndflodshav,
men ikke den Jord, som skal stige deraf
157 med klarere Lys, med renere Luft,
vi mærke ikke dens Blomsterduft,
vi famle endnu i Mulm og Nat.
- Hvor findes det frelsende Ararat?

2.
TIL DE GAMLE.

Føler Du, Gamle, Dig trættet og tung,
spørger Du Nyt kun derhjemme i Stolen?
Var ogsaa Du begejstret og ung,
steg din Aand som en Ørn imod Solen?
Sværmed engang Du for Frihedens Sag?
Har Du den mægtige Kejser beundret,
lyttet med Fryd til de tordnende Brag,
da i hundrede Slag
over Verden med Sejer han dundred?

Ser Du nu, mæt af Erfaring og Aar,
tvivlende til ved den brogede Færden?
Længes Du under de graanede Haar
efter Fred midt i Ufredens Verden?
158 Viser man ikke din Alder Respekt,
kommer man ej dine Ønsker imøde,
vender sig bort den opvoxende Slægt,
har dit Ord ingen Vægt,
vinker Savnet Dig hen til de Døde?

Endt er din Ungdoms begejstrede Drøm.
Fremmed forlængst for hver ny Aabenbaring,
kæmper Du svag mod den rivende Strøm
som et Barn med din Oldingserfaring.
Roser man Tiden, Du kalder det Vind,
finder, at Alt i din Ungdom var bedre:
Da var der Alvor i Daad og i Sind;
hvor den Unge kom ind,
stod han taus blandt ærværdige Fædre.

Underligt hasted Dig Tiden afsted,
Barnet fast blev Dig for klog paa sin Skamle;
Tidsstrømmen rulled, Du fulgte ej med,
Du holdt fast ved det Vante, det Gamle.
Mod din hellige Enfold, din Fædrenetro
satte kjækt man Systemer paa nyeste Mode,
dunhaget Dreng hørte Græsset at gro;
naar de Vittige lo,
lo de ikke som Rahbek og Tode.
159 Sig mig, Du Gamle, hvad tykkes Dig nu?
Bliver Dig Verden alt værre og værre,
synes Dig Jorden slagen med Gru
og forladt af sin Skaber, sin Herre?
Rammer det Dig med Aarhundreders Vægt,
det Uhyre, som sker; tror Du, Verden skal bløde,
bløde af Saar, som Du mente var lægt,
og den levende Slægt
for sit Letsind forfærdeligt bøde?

Gamle, fornem dog et trøstende Ord,
hør det, det lyder til Dig fra de Unge:
Sejre forvist skal Lyset paa Jord,
det er sagt med Profeternes Tunge.
Han, som før Dagenes Fødsel var til,
i de rullende Tider bag Stjernerne vaager.
Livet er intet Tilfældighedsspil -
der maa ske, hvad der vil,
det skal dages, trods Uvejr og Taager!

Vakler end alt i det flygtige Døgn,
vælter sig vildt Nationer i Krampe,
styrte forvist skal hver knejsende Løgn,
om end først efter rasende Kampe!
160 Taalmod, Du Gamle! Striden er lang,
Mange maa lide, og Mange maa sukke;
Menneskets Slægt skal dog juble engang
den Lyksalighedssang,
som i Paradis lød ved dens Vugge!

Fred om din Alder! Fred om din Tro!
Højt over Uvejret Stjernerne tindre.
Røver Dig Verden din Alderdomsro,
luk da Øjet og ty til dit Indre;
vend dér dit Syn imod Evigheds Hav.
Herren er Herren, hans Navn være lovet!
Tager han end, hvad paa Jord han os gav -
over Menneskets Grav
løfter Menneskeslægten sit Hoved!

3.
TIL DE UNGE.

Du, som med det kjække Sind,
med de stolte Kæmpeplaner
styrter Dig i Kampen ind,
er den Sejer, som Du aner,
Broder, mér end Hjernespind?
161 Er Du mér end Tidens Gjæk?
Sé den Gamles slappe Træk -
Kæmper blive kan til Dværge,
Mus er født saa tidt af Bjerge;
Du med dine stolte Planer,
Du vil flytte Bjerge væk!

Herlig, herlig er din Drøm:
Verdensfrihed, Verdenslykke!
Gjenfødt skal nu Livet dykke
op af Tidens vilde Strøm
og bortkaste karsk sin Krykke,
Glædestempler skal det bygge,
blive som en festlig Leg -
Ingen, Ingen sidde bleg
i den kolde, mørke Skygge.

Nærmer sig alt Sejrens Dag,
jubler Du den alt imøde?
Sank i Graven med de Døde
tusindaarige Bedrag?
Krymper sig for Sandheds Vælde.
Løgnen i den sidste Strid?
Staa vi for en gylden Tid
uden Herskere og Trælle?

162

Aander Du dens rene Luft,
falder fra dit Øje Bindet?
Tør nu Ingen mér forblindet
sætte Vanvid mod Fornuft?
Har det Evige maaske
sig paany da aabenbaret?
Er hvert Spørgsmaal alt besvaret,
kan den vantro Thomas sé,
lægge Fingren selv i Arret?

Broder, det er Sværmeri!
Bag de skjønne Illusioner
lér den bittre Ironi.
Paa Tyranners knuste Throner
er dog Verden ikke fri;
der er blodig Had og Trods
mellem Jordens Millioner -
ak, og ingen ny Forsoner
vandrer kjærlig mellem os!

Ham, som Fredens høje Ord
talte her i Støvets Zone,
ham gav man en Tornekrone,
han blev ikke hørt paa Jord.
Fremad bruste Tidens Elv,
Riger sank, og ny blev grunded,
163 Lykken blev dog aldrig fundet:
"Elsk din Næste som Dig selv",
denne Sejr blev aldrig vundet.

Man har kæmpet, man har lidt,
man har prøvet, man har vraget;
men fra Lykken ligevidt
staar man, skuffet og bedraget -
Du vil gjøre Kæmpeskridt,
Du vil brat en Verden forme,
uden Kampe, uden Storme,
give Hver, som savner, Sit!

Broder, det er Sværmeri!
Kampen raser paa vor Klode -
hæv os, styrk os, gjør os gode;
da, først da er Verden fri.
Ak, thi, Broder, Tidens Orm,
Verdensnøden, Verdensskaden
ligger ej paa Overfladen,
ej blot i den ydre Form.

Søg den i dit eget Bryst,
dér skal Du Tyrannen fælde;
kun ved Kjærlighedens Vælde
kan Du ende Verdens Brøst,
skabe Mennesker af Trælle;
164 alt det Andet slaar ej til,
ender Kampen ej herneden,
renser Klinten ej fra Hveden,
er kun Tant og Gjøglespil.

Ogsaa jeg er ung som Du,
deler Savn som Du med Tiden,
jeg maa med som Du i Striden;
frem til Lyset staar min Hu.
Det skal sejre, ja forvist,
Mørket mér og mér fortrænges!
Ogsaa jeg fra Støvet længes,
har som Du ej Ro og Rist.

"Fremad mod det fjerne Maal!"
være Løsnet paa vor Klode.
Frem mod Lyset, men med Taal;
lang er Kampen for det Gode.
Længe vil endnu vi rave
frem ad Banen Skridt for Skridt -
Broder, naar Enhver faar Sit,
smuldre vi i vore Grave.

165