NISSERNE PAA VANDRING.

✂ De stakkels Smaanisser, de undes ej Ro;
slet Ingen har nu den gamle Tro,
at Lykke de bringe til Huset;
selv passer Bonden sin Hest og Ko
og skaffer sig Most til Kruset.

✂ I Stæderne hersker den travle Kløgt,
dér blive de store Fabrikker bygt,
med Gas man Gaden belyser.
For Stædernes Liv har Nisserne Frygt,
dem Larmen og Færdselen kyser.

✂ Forjagne, fordrevne fra By til By,
forgjæves de søge sig Hus og Ly;
de kan ej Oplysningen taale,
for Bøger og Lærdom i Skjul de ty
og blinke for Solens Straale.

✂ Alt længe maatte de lyssky Smaa
fra Sted og til Sted forjagede gaa,
et hjemligt Skjul at oplede;
saa kom de en Nat til en By, der laa
forfalden midt paa en Hede.

✂ Dér kjendte man ej til Skolegang;
dens Huse var smaa, dens Gade trang,
dens Folk vankundigt og sløvet;
i Stuer og Kamre Spindelvæv hang,
og tykt laa paa Hylderne Støvet.

✂ Sé, det var just efter Nissernes Smag;
de smuttede ind under Skur og Tag
som tusinde Vandringsrotter
og slog sig til Ro og lagde Beslag
paa Gryder, Pander og Potter.

✂ Og der blev en Myldren i hvert et Hus,
Smaanisserne smutted omkring som Mus;
snart hamred de nede i Tønden,
snart vælted en Kjedel, snart klang et Krus,
snart raslede Lænken i Brønden.

✂ Om Natten snurrede Rok og Hasp,
og der blev filet med Smedens Rasp
og hamret paa Hesteskoen;
naar Uglen tuded i Gran og Asp,
stod Nisseballet i Loen.

✂ Paa Rivejern og paa Spækkebrædt
de spilled til Dandsen nok saa net
og blæste Trompet i Tragten;
der dandsedes Ril og Menuet,
mens gamle Nisser slog Takten.

✂ Forbauset hørte den Herremand,
at Nisserne fra det hele Land
sig havde bosat i Egnen;
til Nissebyen han drog paa Stand,
ham fulgte Præsten og Degnen.

✂ Der skulde rejses et Skolehus;
man bragte Tømmer, man bragte Grus,
men Værket fik ingen Ende,
det larmed i Grunden med Sus og Brus,
og Murene faldt overende.

✂ Det voldte de Nisser ved Midnatstid;
saa mange de vare, de stimlede did
med Hammer og Hakke og Spade;
at Bønderne vaktes til Kundskab og Flid,
det kunde de ej tillade.

✂ Og der blev bygget i Aar og Dag,
men endnu havde ej Skolen Tag.
Det voldte Smaanisserne Glæde;
endnu laa Bonden og sov i Mag,
endnu var Marken en Hede.

✂ Da viedes Huset af Præst og Degn;
paa Muren gjorde man Korsets Tegn,
at Engle den skulde beskytte:
da jamred det trindt i den hele Egn;
thi da maatte Nisserne flytte.

✂ Paa Vandring maatte de atter gaa;
i Skolen sendtes nu Bondens Smaa,
af Dvalen vaktes de Sløve;
Smaanisserne peb i hver en Vraa.
De turde ej længere tøve.

✂ Saa brød de da op en Morgenstund,
før Lærken vaagnede af sit Blund;
der blev ingen Nisse tilbage.
Kun Storken paa Taget og Bondens Hund
og Hanen saae dem bortdrage.

✂ Og Kattene listed et Stykke med,
de sagde Farvel ved Byens Led,
vemodig var Afskedsstunden;
saa vandrede Nissefolket afsted
og svandt bag Heden, i Lunden.

✂ Derinde monne sig Bækken sno;
- ved Sivene under den hvalte Bro,
blandt mosbevoxede Rødder,
en Hyrde laa og slumred i Ro,
da vakte ham Larmen af Fødder.

✂ Saa vevre, saa lette, saa trippende smaa
han hørte dem hen over Broen gaa, -
han kunde det vel forklare!
Det var, som det ej skulde Ende faa,
thi stor var Nissernes Skare.

✂ Nu flakke de husvilde trindt paa Jord,
og hvor de søge, i Syd og Nord,
er alt det Gamle forandret -
i Duggen vi sé kun et myldrende Spor,
som viser den Vej, de har vandret.