Kaalund, H. V. EVENTYRET.

EVENTYRET. (Til en Radering af Retsch: Pigen med Hexemasken).

Lig en gammel tandløs Krykkemo'er
vandrer Eventyret om i Verden
og fortæller Hver, som kun vil lytte,
underlige Ting, saa vore Haar
rejse sig af Gru; dog fængsles vi
midt i Skrækken; thi bag Hexemasken,
bag de grimme, haarde, skarpe Træk
røber sig det Skjønne som en dejlig
overgiven Pige: det er Feen,
Eventyrets lunefulde Fe,
det er hende, som Du sér bag Masken.

Tydelig jeg mindes, da jeg sad
som en lille Pog og grunded paa,
hvad der blev fortalt mig om den grumme,
barske Trold, og om den vilde Havmand,
og om Spøgelset, som paa sin Helhest
red i Luften, medens Lygtemænd
dansed lystig omkring Galgebakken. -
Rædsel greb mig; i min Barnesjæl
vaagned Anelsen om fjendske Magter,
som i Mørket færdes, og jeg bad
angst min Moder om at tænde Lys.

50

Nu er Lyset tændt for mig; mit Indre
ængstes ej af .Mørket som tilforn;
Livet selv, det brogede, nu tykkes
mig et mægtigt Eventyr, fortalt
af den gamle Oldemoder: Tid.
Under Masken med de skarpe Træk
og de dybe Rynker véd jeg skjuler
evig Skjønhed sig; hvorhen jeg skuer,
overalt jeg skimter Guddomstanken,
ren, uskyldig som den unge Pige,
der for Spøg sig lyver styg og gammel,
for at sé, om og vi store Børn
mægter at gjenkjende hende. - Ofte
skuffer os Forklædningen; vort Øje
sér kun Puppen, ikke Sommerfuglen,
den udødelige Psyche, skjult
i sin hæslige, sin laante Støvdragt.

Alt det Synlige, det, som vi kalde
virkeligt, hvad er det mere vel
end en Maske, en uhyre Maske,
som med sine haarde, kolde Træk
skræmmer os tilbage! Faa fik Evne
til at løfte den; men dertil stræber
Kunstneren og Skjalden, dertil stræber
hver, som skue vil det sande Livs
rige Skjønhed Ansigt tæt til Ansigt.

51