Kaalund, H. V. BJØRNEJAGT.

BJØRNEJAGT.

Jeg véd en pudsig Maade
at fange Bjørne paa;
den er simpel og praktisk
og let at forstaa.
Han, som har hittet paa den
- jeg skulde nok tro:
han forstod sig paa Bjørne
paa Fire og paa To!

Man trænger ind i Skoven,
hvor Bjørnen har sin Sti,
og søger dér en Stamme
med vilde Bier i.
Saasnart den er funden,
man binder til en Gren,
som rager ud fra Toppen,
et Tov med en Sten.

Men frit maa det hænge,
og Stenen - dygtig stor -
maa dingle foran Hullet,
hvor Bierne boer;
310 dem generer den ikke,
men Bjørnen desmér,
naar han kommer for at slikke
paa sin Bjørnemaner.

I det tidlige Daggry,
naar han vaagner af sin Lur,
maa man være paa Pletten,
før han gaar sin Morgentur.
I den nærmeste Trætop
kan man vælge sig en Plads.
Det varer næppe længe,
før man hører hans Bas.

Saa begynder Komedien:
der er han! giv Agt!
- Der er slet ingen Fare
ved denne Slags Jagt. -
Til de vilde Biers Rede
han véd den lige Vej.
- Det er klart: han er vant til
at gaa paa den Galej!

Han entrer op i Træet,
som en Pjerrot - lidt plump.
Hvor smisker han fornøjet!
Hvor logrer Halens Stump!
311 - Nu er han ved Maalet
og klemmer sig fast
ved Hjælp af sine Bagben,
som en Ulk til en Mast.

Men Stenen er i Vejen -
den Tingest maa væk!
Den generer hans Snude;
han gi'er den et Smæk!
Men midt paa Snudetippen
faar han Smækket igjen.
- Han studser og nyser,
vor tykke, lodne Ven.

Saa bliver han arrig
og slaar et vældigt Dask,
- men faar det tilbage
midt i sin Pandebrask.
Det gnistrer for hans Øjne;
han finder Spøgen grov.
- Han har aldrig hørt Tale
om Ligevægtens Lov!

Med hans Kundskab i Fysiken
er det daarligt bevendt;
Pendulsvingningslæren
er ham ganske ubekjendt;
312 han har aldrig brudt sit Hoved
med Tyngdens Theori,
men stolet paa sit eget
naturlige Geni.

Saa rejser han Børster
med Hævnens vilde Tørst,
og saa begynder Kampen
for ramme Alvor først.
I Luften flyver Stenen
for hans Dommedagsslag!
Men han faar dem tilbage
o Vé! - som Snudedrag!

Man skulde tro, han vilde,
trods sit blinde Raseri,
indbanke i sit Hoved
lidt Filosofi.
Men Nemesisideen
er saa svimlende høj -
doceret af en Kampesten,
den falder noget drøj!

Han fnyser, han skummer,
han bløder af Saar,
men med Renter betales
hvert Slag, som han slaar.
313 Hans arme Bjørnehoved
er ømt som en Byld.
Han aner ikke - Tossen -
det er hans egen Skyld.

Saa maa tilsidst han bøde
med Livet og sin Vams:
han tærsker sig til Døde,
den taabelige Bams;
saa dratter han fra Træet
ifølge Tyngdens Lov,
- mens Stenen hænger rolig
deroppe i sit Tov!