↩

KEJSEREN OG DEN FATTIGE KONE.

✂ En Kejser lod bygge et Tempel til Guds Ære,
de stolteste Søjler skulde Hvælvingen bære.

✂ Saa herlig en Bygning var aldrig sét tilforn;
alt hæved sig mod Solen det vældige Taarn.

✂ Blytækkeren deroppe paa dets øverste Spidse
saae ud, som berørte han Himlen med sin Isse.

✂ Naar fra sit høje Stade til Jorden han saae,
ham syntes Folk dernede saa underlige smaa.

✂ Selv Kejseren, den mægtige, blev ganske lillebitte;
Blytækkeren ham kunde blandt Vrimlen neppe hitte.

✂ Ham, hvem man kaldte stor, hvis Magt var uhyre,
han tog sig ud dernede kun som en lille Myre.

✂ Paa Pladsen foran Templet han knejste paa Stolen;
hans Guldkrone blinked, naar han vendte sig i Solen.

✂ Det frydede den mægtige Kejser at sé,
at Smeden brugte Hamren og Mureren sin Ské.

✂ Det fryded ham at sé, hvordan Oxerne slæbte;
det fryded ham, at rastløs man med Bygningen stræbte.

✂ Saa lod han paa Muren en gylden Indskrift sætte,
som skulde hele Verden hans Idræt berette;

✂ Som skulde berette med forfængelig Bram,
at Hæderen for Templet kun tilhørte ham.

✂ Men næppe var paa Muren den gyldne Indskrift sat,
da skete et Mirakel i den stille, dunkle Nat.

✂ Den næste Morgen tidlig med Undren man saae
et andet Navn i Guld over Kejserens staa.

✂ Ja, over Kejsernavnet med Scepter og Krone
stod Navnet paa en gammel, en tiggefærdig Kone.

✂ Da Kejseren erfo'r det, sit Bud han udsendte
og lod den stakkels Gamle frem for sin Throne hente.

✂ "Ha, gamle runkne Hex! hvordan er det fat?
Har Du med Tryllekunster dit Navn paa Muren sat?

✂ Vil snedigt Du med Trolddom min Hæder Dig tilvende,
da, ved min Kejserkrone, Du skal paa Baalet brænde!"

✂ "Ak Naade, Herre Kejser," saa bad den Gamle blidt,
"min Brøde kjender Gud, jeg bekjender den frit!

✂ I Himlen at ære, jeg fulgte dit Exempel -
Du ejer store Skatte, Du bygged Gud et Tempel;

✂ Men fattig som jeg er, en stakkels gammel Enke,
hvad skulde vel i Verden jeg have at skjænke?

✂ Jeg grunded i min Hytte sørgmodig derpaa,
saa gik jeg ud paa Vejen og samlede Straa.

✂ Jeg samled Straa og Korn, som fra Høstvognen faldt,
til Oxerne ved Templet jeg skjænkede det Alt;

✂ Til Oxerne, som slæbte den store Marmorblok;
de aad det af min Haand, og aldrig fik de nok.

✂ Tilgiv mig min Brøde, tilgiv den, Herre Drot!
jeg stakkels Enfoldige, jeg mente det saa godt."

✂ Da Kejseren fornam den gamle Kvindes Ord,
da bøjed han sit Hoved og knælede paa Jord.

✂ Nedkastet i Støvet paa sit Ansigt han bad:
"Almægtige Gud, mig mit Hovmod forlad!

✂ Nu fatter jeg, hvi Navnet paa den fattige Kone
staar højt over mit, som prydes af en Krone.

✂ Dig kan man ej bedrage med Verdens falske Skin,
Du elsker kun det fromme, det ydmyge Sind!

✂ Jeg bygged Dig et Tempel; men hun gjorde mere,
da hun et Halmstraa ofred til Himmelens Ære!"

Kaalund, H. V. KEJSEREN OG DEN FATTIGE KONE.