DEN SANDE FRYD.
✂
Kom, glade Overgivenhed
og Fryd for Ingenting,
o, kom og tag mig atter med
til Dans og Leg og Spring!
✂
Min Kind har Skjæg, dyb er min Røst,
og jeg er stiv og sat;
kom, overgivne Barndomslyst,
flet Blomster om min Hat!
✂
O drag mig ud til Skov og Eng -
jeg kjedes ved min Bog;
drag mig, som naar den vilde Dreng
Du før til Frihed drog.
✂
Ja gjør mig glad og let og mild,
som fordum Du mig fandt,
før Verdens Alvor gjør mig til
en mørk og stiv Pedant.
✂
Nu spørger koldt mit Hoved, om
min Glæde har en Grund,
hvis ej, da er den Latter tom,
som lyder fra min Mund.
✂
O, hvad skal Fryd med ydre Grund!
Alverdens Sorg som Fjer
bortvifter glad jeg med min Mund,
naar jeg som Barnet ler.
✂
Hvad hjap det vel, om Jordens Guld
man lagde i min Haand?
Det blev kun Muld som andet Muld
for en mismodig Aand.
✂
Og steg jeg end til Ærens Top,
fandt jeg min Glæde dér?
Uhyre svulmer Ønsket op
og raaber altid: Mer!
✂
Sé, Verdens Herre sér sig midt
i Pragten arm omkring -
den sande Fryd behøver lidt,
den ler ad Ingenting.
✂
Naar Barnet jubler sjælefro,
spørg det engang: for Hvad?
Alt hvad det véd, er, at det lo,
fordi dets Sjæl var glad.
✂
O, kom min gamle Glæde, Du!
Jag mine Griller hen;
jeg vil jo være nøjsom nu,
gjør mig til Barn igjen!
✂
Man bliver en Forstening stiv
i Tidens kolde Elv;
giv mig de Indfald, fuld' af Liv,
som sprudle af sig selv.
✂
Giv mig den friske Barndomslyst
og Fodens lette Il,
det raske Blod, det aabne Bryst
og glade Ungdomssmil.
✂
Kom, tag mig atter, tag mig med
til Dans og Leg og Spring,
min gamle Overgivenhed
og Fryd for Ingenting!