INDLEDNING.
SOMMERFUGLENE

✂ En Sommerfuglesamling er disse mine Sange.
De flagred i mit Indre, dér tog jeg dem tilfange.

✂ Jeg vilde dem med Jubel i Verden udsende;
men ak, da var de døde - jeg kunde dem ej kjende.

✂ Dog synes mig nu, da jeg atter dem bringer,
som spiller af min Ungdom et Skjær paa deres Vinger.

✂ Sé; derfor har jeg draget dem frem for Lysets Straale,
de blege Falæner, og stukket dem paa Naale.

✂ Ja, stukket dem paa Naale! Og nu vil Verden dømme
fra disse døde Sange til mine Digterdrømme.

✂ Og den vil tro mig fattig, og den vil haanligt tænke:
"Er det din hele Rigdom, det Bedste, Du kan skjænke?

✂ Det er jo kun Frostmøl fra din Vaar den forsvundne,
kun Tusmørkesværmere i Dæmringen fundne;

✂ selv, efter lange Aar, Du atter Dig nærmer,
og er kun hvad Du var - kun en Tusmørkesværmer."

✂ O nej! o tro det ikke! o vent til de næste!
De rører sig derinde! der gjemmer jeg de bedste.

✂ Som Pupper har jeg baaret dem skjult i mit Hjerte,
som vingeløse Orme, som Tvivl og som Smerte.

✂ De krøb mig ind i Sjælen med Livets Strid og Jammer -
og hvad jeg led, det véd kun mit ensomme Kammer.

✂ Men af de stille Pupper og af de blege Larver
kan blive Sommerfugle med alle Livets Farver.

✂ Jeg synes, jeg mærker, Forvandlingen er omme;
jeg venter kun den varmende Solstraales Komme.

✂ Som store Sommerfugle de røre sig derinde,
med alle Livets Farver, med Vinger, som skinne.

✂ Maaske skal det mig lykkes engang dem at fange;
maaske skal ud de flyve som jublende Sange!