Kaalund, H. V. SOMMERFUGLENE

INDLEDNING. SOMMERFUGLENE

En Sommerfuglesamling er disse mine Sange.
De flagred i mit Indre, dér tog jeg dem tilfange.

Jeg vilde dem med Jubel i Verden udsende;
men ak, da var de døde - jeg kunde dem ej kjende.

Dog synes mig nu, da jeg atter dem bringer,
som spiller af min Ungdom et Skjær paa deres Vinger.

Sé; derfor har jeg draget dem frem for Lysets Straale,
de blege Falæner, og stukket dem paa Naale.

Ja, stukket dem paa Naale! Og nu vil Verden dømme
fra disse døde Sange til mine Digterdrømme.

4

Og den vil tro mig fattig, og den vil haanligt tænke:
"Er det din hele Rigdom, det Bedste, Du kan skjænke?

Det er jo kun Frostmøl fra din Vaar den forsvundne,
kun Tusmørkesværmere i Dæmringen fundne;

selv, efter lange Aar, Du atter Dig nærmer,
og er kun hvad Du var - kun en Tusmørkesværmer."

O nej! o tro det ikke! o vent til de næste!
De rører sig derinde! der gjemmer jeg de bedste.

Som Pupper har jeg baaret dem skjult i mit Hjerte,
som vingeløse Orme, som Tvivl og som Smerte.

De krøb mig ind i Sjælen med Livets Strid og Jammer -
og hvad jeg led, det véd kun mit ensomme Kammer.

Men af de stille Pupper og af de blege Larver
kan blive Sommerfugle med alle Livets Farver.

Jeg synes, jeg mærker, Forvandlingen er omme;
jeg venter kun den varmende Solstraales Komme.

5

Som store Sommerfugle de røre sig derinde,
med alle Livets Farver, med Vinger, som skinne.

Maaske skal det mig lykkes engang dem at fange;
maaske skal ud de flyve som jublende Sange!