EFTERAARSNATUREN.
✂
Saa vidt mit Øje skuer,
jeg ser en øde Egn,
hvorover Himlen truer
med Storm og med Regn;
paa Moseranden gyser
en Krøbling af Pil,
mens Aftenrøden lyser
med døende Smil.
✂
Henover Himlen jager
et Chaos af Skyer;
en Flok af hæse Krager
for Uvejret flyer;
den kolde Høstvind hvisler
blandt tørrede Straa;
kun Hedegræs og Tidsler
blandt Højene staa.
✂
Om Mosen Viben svæver
med klynkende Skrig,
og hist og her kun hæver
en Lerhytte sig;
66
ej Lærken slaar sin Trille
i Aftenens Skjær;
der er saa dødt og stille
blandt Bakkerne her.
✂
Rundt om mig Heden breder
sit stivnede Hav.
Det er mig, som jeg træder
paa Jorderigs Grav;
i vilde Bølger formet
den sørgende staar,
som over den det stormed
i Tusinder Aar.
✂
Dog blandt de nøgne Banker
jeg vandrer med Lyst:
Med alvorsfulde Tanker
de fylde mit Bryst.
Som Fuglen fri afryster
hver Lænke jeg her,
og skjælver ej som Kryster
for Smaasorger mer.
✂
Her føler jeg, at Meget
er Daarskab og Tant,
som Verden har udskreget
for Stort og for Sandt;
67
her ser jeg ned. paa Tiden
med sejrende Aand,
ej mer en Tommeliden
i Lysternes Baand.
✂
Fraoven kan jeg høre
i Stormen en Røst.
Den suser for mit Øre
med gysende Lyst,
mens dunkle Drømme farer
paa luftige Sti
som vilde Aandeskarer
mit Øje forbi.