KAALORMEN.

✂ Om Landsbyhaverne Kampen stod;
tre Gange var Byen taget
og atter tabt i Strømme af Blod.
Det led mod Enden af Slaget.

✂ Blandt Dynger af Lig en Saaret laa
og vented stille paa Døden;
kun Kampens Rædsel han om sig saae:
der var ingen Trøst i Nøden!

✂ Han havde forglemt sit Fadervor
og prøved forgjæves at bede -
Læberne mumled de døde Ord,
og Tvivlen holdt Sjælen nede.

✂ - Da faldt hans Blik paa en lille Orm,
kun halv saa stor som en Finger;
den var i Færd med at skifte Form,
endnu et Kryb uden Vinger.

✂ Den agted ikke de drønende Skud,
ej Skriget og Hestenes Trampen,
men fulgte rolig Naturens Bud,
som om den var fjernt fra Kampen.

✂ Det var en Larve - den havde Hast,
den sad og spandt sine Traade
og knyttede sig til Bladet fast
og vented Forvandlingens Gaade.

✂ Den skulde forvandles til Sommerfugl,
som Puppe skulde den hænge:
- et Ormelig under Bladets Skjul -
den vidste ikke hvor længe.

✂ Den gav sig tryg til sin Skaber hen,
af Slagets Rædsel omringet:
Der kom vel en Gang en Dag igjen,
da den vaagned til Liv - bevinget!

✂ - To bristende Øjne saae derpaa,
de lyste i Døden milde.
Det var Soldatens, som saaret laa.
I ham blev det ogsaa stille!

✂ Den lille Orm med den faste Tro,
den blev hans Lærer i Døden;
den slog for hans bævende Sjæl en Bro
mod Opstandelses-Morgenrøden!