DEN LILLE EVADATTER.

✂ Overgiven er Du, ellevild
som et Barn, og dog, Du lille Slange,
med de store brune Øjnes Ild
prøver skjelmsk Du Hjerter alt at fange.

✂ Neppe har Du Legen glemt endnu:
Nylig døbte jeg jo selv din Dukke.
Dog maa ikke mer jeg sige Du,
Frøken skal jeg kalde Dig og bukke.

✂ Kan dit lille Hoved ej forstaa,
at jeg gaar omkring saa ligegyldig
og behandler Dig som andre Smaa,
Dig, hvis unge Barm alt svulmer fyldig?

✂ Dejlig er Du! Ja, jeg ser det nok.
Spørg kun Spejlet ad med stjaalne Blikke,
mens Du retter paa din sorte Lok -
Billedet i Spejlet lyver ikke!

✂ Frisk som en bedugget Rosenknop,
blussende i yndig Pigerødme,
lukker Du to Rosenlæber op,
bag hvis Smil man aner Kyssets Sødme.

✂ Straalet har Du paa de Voxnes Bal,
hele Natten var Du engageret,
og en Kandidat, som venter Kald,
siger man blev dødelig charmeret.

✂ O, men Du, hvad havde Du vel Sans
for hans Foredrag i Æsthetiken!
Sylfelet Du fløj afsted i Dans
gjennem Salen, baaret af Musiken.

✂ Neppe femten Aar og alt koket!
Alt en ægte, lille Evadatter!
Husker Du den stakkels Søkadet,
ham, hvis Suk Du lønner kun med Latter?

✂ Daglig gaar dit Vindve han forbi;
kold og grusom sidder Du deroppe,
har kun Kys og Kjærtegn for Joli,
for din Tantes fede Yndlingsmoppe.

✂ Ogsaa jeg skal hildes i dit Garn -
ikke sandt, Du smukke, lille Slange,
jeg, der kun vil se i Dig et Barn,
jeg, der ikke tér mig som de Mange?

✂ Mener Du, at jeg kan ikke se,
at den lattermilde, skjælmske Pige
er forvandlet til en dejlig Fe
med et Tryllescepter uden Lige?

✂ Synes det Dig Oprør mod din Magt,
at ej disse Øjne, dunkelbrune,
disse sorte Lokkers rige Pragt
kan berøve mig mit gode Lune?

✂ Ja, jeg véd det! Derfor er Du
naar jeg kalder Dig min lille Glut,
spørger, om Du være vil min Kone.

✂ Mellem os er der en stille Krig,
ingen af de Andre kan det mærke.
Vogt Dig, Lille, slut med mig Forlig,
jeg er dog i denne Kamp den Stærke!

✂ Jeg har læst forlængst Romanen ud;
spille Helt deri kan ej mig more.
Fra den lille Eros, Legens Gud,
har jeg løftet Blikket mod den store.

✂ Skudfast er jeg mod den lilles Pil;
vaaget har jeg, bleg, i Nætter sorte,
for at vinde dette glade Smil.
Jeg har vævet selv min Sejersskjorte -

✂ ej af Drømmeri fra min Ungdomstid,
mens jeg flagred let paa Glædens Vinge -
jeg har vævet den i Verdens Strid,
Maskerne deri er Tankeringe.

✂ Mistet har jeg dog i Livets Dyst
ikke Sansen for dets Fryd og Smerte;
bag det kolde Panser om mit Bryst
slaar endnu et varmt, bevæget Hjerte.

✂ Jeg kan elske, jeg kan lé som før -
det er netop Kunsten, maa Du vide!
Tusinde, som saae bag Drømmens Slør,
fandt kun Tomhed paa den anden Side.

✂ Tro dem ikke! Livet er ej hult,
brister end dets skjønne Illusioner;
bagved Sløret ligger Templet skjult,
hvor den sande, store Eros throner.

✂ Har man naaet den stores Helligdom,
kan man lege med den lilles Bue;
derfor gaar jeg nu saa rolig om,
kan med Smil Dig ind i Øjet skue.