EPISTOLA DXII.

✂ Jeg merker af din sidste Skrivelse, at den selsomme Drøm, som du nyeligen har haft, har bragt dig udi nogen Bekymring. Du maa slaae saadant af dine Tanker. Jeg for min Part reflecterer nu omstunder aldeles intet meer paa Drømme, saasom jeg af Erfarenhed har merket, at de allerselsomste, og de, som meest kunde foraarsage Eftertanke, af ingen Betydelse have været. Hvad man meest tænker paa om Aftenen, derom drømmer man om Natten: Forgangen Vinter havde jeg en selsom og latterlig Drøm, som jeg ikke kunde tilskrive anden Aarsag. Jeg læsede paa Sengen Fontenelles Samtaler imellem de Afdøde, og, saasom jeg derpaa faldt udi Søvn, havde jeg efterfølgende Drøm, som varede indtil Midnat. Mig syntes at jeg var kommen udi de Dødes Boeliger, og at den første, som der kom mig i Møde, var den Engelske Spectator, hvilken jeg i min Ungdom havde seet udi London, og grandgiveligen kiendte igien. Han spurdte mig hvorledes Tilstanden var paa Jorden: Jeg svarede, at Verden gaaer sin gamle skeeve Gang, og at Mennisker leve ligesom de tænke aldrig at døe. Men, sagde jeg, siig mig, Kiærel efterdi jeg, endskiønt ey vidende ved hvad Leylighed, er kommen til disse underjordiske Boeliger, hvorledes Tilstanden er paa disse Steder? om de Afdøde endnu have samme Inclinationer, som de have havt udi Livet? om de leve udi Societet og under Regiering? thi ingen kand give mig bedre Underretning derom, end Spectator, med mindre han har tabt sin gamle Tilbøyelighed: han svarede dertil: Jeg har intet tabt af min forrige Inclination; thi jeg har siden min Indkomst til de Afdødes Boeliger efterforsket, og endnu bliver ved at efterforske alting. Vi leve her udi et stort Societet, i agttagende de Love, som ere forfattede af den store underjordiske Regent Minos. Den samme anseer 267 hverken Stand eller forrige Værdighed, men uddeeler Embeder alleene efter Personernes Beqvemhed dertil. Personerne selv søge ey heller andre Forretninger end saadanne, hvortil de, medens de vare paa Jorden, have haft meest Lyst og Tilbøyelighed, hvilket foraarsager at alting bliver vel forrettet. Jeg forundrede mig over denne hans Tale, og maatte tilstaae, at ingen Anordning kunde være priiseligere, saasom jeg vidste hvad Uheld der flød af de overjordiske Sædvaner, og hvor ofte de vigtigste Ting bleve ilde administrerede, efterdi man hos os seer meere paa Stand, Fødsel og Formue end paa naturlig Beqvemhed. Jeg bad ham derpaa at føre mig lengere ind udi Staden, og ubesværget at undervise mig udi et og andet, som korn mig for Øynene. Han førde mig strax igjennem en bred Gade til en større Plads, hvor jeg saae tvende Slotte, af hvilke det ene var fuldfærdiget; men det andet stod endda under Bygning. Jeg spurde, hvi man anlagde tvende Slotte saa nær ved hinanden, hvortil han svarede: Det første Slot, som er fuldfærdiget, og hvis Bygning er saa konstig og glimrende, er anlagt af den forrige General-Bygmester Cartesio efter den Modell, som han i levende Live havde forelsket sig i paa Jorden. Arbeydet er en Tid lang af alle bleven priset, og har været anseet som et Mesterstykke udi Bygnings-Konsten, Men, saasom man omsider har merket at Grunden, hvorpaa det er anlagt, er saa usikker, at man frygter, at det med Tiden plat kand nedfalde, har man stævnet Cartesium for Bygnings-Commissionen, af hvilken Bygningen efter nøye Efterforskning er befunden uforsvarlig; saa at bemeldte Cartesius er dømt fra sit Embede, med hvilket nyeligen er beklædet Isac Newton, som er beordret at bygge et nyt Pallads, hvilket er det samme, som du seer at staae udi Bygning. Det er ellers ikke at beskrive, hvilke Bevægelser denne Dom har foraarsaget; Thi den forrige Bygmester har endnu mange Tilhængere, hvilke endnu admirere hans Arbeyde, og derfore holde Dommen at være ilde grundet. Saasom det fuldfærdigede Slot stak mig meget udi Øyene,

✂ bad jeg min Veyviser at lade mig see dets indvortes Prydelser. Han sagde sig gierne at ville føye mig derudi. Men saasom Slots-Fogden, som fordum havde været Konge i Spanien med det Navn Philippus 2. fast aldrig lod sig see, men sad ideligen udi sit Kammer med Pennen i Haanden, og man uden hans Tilladelse ikke kunde komme ind udi Slottets Værelser, maatte jeg lade mig nøye med Slottets udvendige Beskuelse. Denne Tale opvakte stor Forundring hos mig: hvi, sagde jeg, kand dette være mueligt? Ingen Forvandling kand være selsommere, og intet Syn forunderligere, end at see een af de mægtigste Monarker omskabt til en Slots-Forvalter under Jorden. Han svarede: jeg har jo forhen sagt min Herre, at her ansees hverken Stand eller Fødsel, rnen at Embeder gives allene til dem, som findes meest beqvemme dertil. Man veed at Philippi tvende Hoved-Qvaliteter vare, medens han regierede paa Jorden, at støve efter Kietterie, og at give Lister og Register over alting; hvorudover han ved sin Ankomst til dette Sted først blev giort til Hof-Jæger; Men, saasom man fornam, at han jog for stærkt, og uden Forskiæl fældede saa vel tamme som vilde Dyr, skildte man ham ved saadant Embede, og giorde ham til Inventarii-Skriver, hvilket Embede han endnu beklæder, siddende ved sit Comtoir med Pennen i Haanden fra Morgenen til Aftenen. Jeg maatte derfore lade mig nøye med at have seet den udvortes Bygning. Min Veyviser førde mig derpaa til en anden stor Plads, hvor den underjordiske Keyser udi nogle 100de Aar tilforn havde resideret: Der saae jeg en skrækkelig Steen-Dynge: Jeg spurdte: hvorfra all den Steen og Grus var kommet? Det er, svarede han, Levninger af det gamle Slot, som er nedrevet: Det var anlagt af Aristoteles, hvis Disciple have stedse søgt at holde det ved lige. Bygningen har længe været som et Mynster udi Architecture, og intet Arbeyde har været agtet uden det var giort efter samme Plan: ja det var regnet for en Daarlighed at vige en Fod-Bred derfra. Dette varede indtil Renati Cartesii Tider. Samme Mand tog sig for udi Bygnings-Konsten at 269
sætte alle Præjudicia til Side, og at see med egne Øyne. Han merkede da ved upartisk Eftersøgning, at den gamle Architecture var vanskabt og urimelig og dristede sig til offentligen at lære derimod med saadan Eftertryk, at Øynene aabnedes paa een efter en anden; saa at inden kort Tid den gamle Architectur blev reent forkastet, og fast ingen drister sig til at forsvare den meere. Nu omstunder bemænger Aristoteles sig ikke meer med Bygninger. Men øver sig allene udi Skilder-Konsten forfærdigende Stykker, som nogle formedelst Arbeydets Finhed og Subtilitet admirere, skiønt han er ikke lykkelig udi Efterlignelser; Thi endog de allerkonstigste Stykker ere saa mørke og uforstaaelige, at fast ingen kand see, hvortil han sigter, eller sige, hvad de betyde: Jeg merker da heraf, sagde jeg, at han her er den samme, som han har været paa Jorden, og at hans Arbeyde her har haft samme Skiebne. Det nedfaldne Slots Grus vrimlede af Svin, hvilke udi Skabningen lignede vore Svin. Den Forskiæl allene var at disse kunde tale: da jeg forundrede mig derover, sagde min Veyviiser at de fordum havde været Capuciner-Munke; men her vare blevne forvandlede til Svin, og det efter eget Forlangende; Ligesom Dominicaner-Munke alle agerede Fyrbødere, efterdi de udi det forrige Liv havde været Lemmer af de hellige Inqvisitioner, og ladet sig bruge til at optænde Baal for Kiettere. Medens vi saaledes talede med hinanden, agede en Vogn os forbi, hvorpaa sad en Mand, som blæsede udi et Horn. Da jeg spurte min Veyviser, hvad saadant betydede? sagde han, at det var den agende Post, og at Manden, som blæsede i Hornet var Carolus 5. Hvad, sagde jeg da, er det Carolus 5. som hærskede over den halve Deel af Europa? han svarede, det er den selvsamme. Han følger her sine gamle Tilbøyeligheder, og derfor har beqvemmet sig til saadan Forretning. Hvis min Herre har læset hans Historie, saa har han vel merket, at han var som et Perpetuum mobile, og aldrig kunde blive paa et Sted, men flakkede ideligen om fra et Rige til et andet saa vel til Vands som til Lands, saa at 270
det er ikke meer urimeligt, at han her efter Døden er bleven agende Post end hans Søn er bleven Inventarii-Skriver. Han førdte mig derpaa videre om for at vise mig alt hvad som var merkværdigt udi Staden, og saae jeg da heel selsomme, ubegribelige og vanskabte Ting: Det meeste deraf er gaaet mig af Ihukommelse. Dette erindrer jeg endnu blant andet at jeg blev en Mand vaer, ridende paa en anden Mand. Jeg brast derpaa i Latter, og spurte hvad det skulde betyde? Han sagde da, at det var Kong Waldemar, som reed paa Magnus Smeck: Saadant, sagde jeg, er heel u-anstændigt, hvortil han svarede: de følge endnu begge deres gamle Tilbøyeligheder, Kong Waldemar reed jo stedse paa Magnus, medens de levede sammen paa Jorden. Jeg saae derpaa et Fruentimmer med en Svøbe udi Haanden, som ledede en gammel Mand frem efter en Grime, som han havde udi Munden. Min Veyviser sagde, at det var Agrippina som trak Keyser Claudium efter sig. Adskillige andre Ting, som jeg paa denne Vey saae, vare af samme Natur: Men, saasom de ere gaaet mig af Ihukommelsen, kand jeg intet derom anføre: Efterat min Veyviser havde ført mig allevegne om udi Staden, toge vi Veyen til Slottet igien. Da vi vare komne nær ved Slots-Porten, blev jeg vaer en anseelig Mand udi prægtige Klæder med en Flue-Smække udi Haanden, hvilken uden at hilse os gik igiennem Porten ind paa Slottet. Min Veyviser sagde, at det var den Romerske Keyser Domitianus, hvilken havde Titel af Hoffets Kammer-Jæger, og selv ved sin Ankomst til de underjordiske Boeliger havde giort Ansøgning om saadant Embede, efterdi hans største Lyst, medens han var paa Jorden, havde været at jage efter Fluer. Efterat jeg længe havde staaet i Forundring, og udi dybe Tanker over alt dette, som jeg havde hørt og seet, bad jeg min Veyviser at underrette mig noget om Hoffets Tilstand, hvortil han fandtes villig, og giorde en kort Beskrivelse derover saaledes: Monarchen Minos haver et stort og prægtigt Hof: Hans Premier-Minister er den Athenienske Philosophus Socrates. Den store Canceler er 271
den Spanske Cardinal Ximenes. Det Keyserlig Raad bestaaer af 5 Personer, nemlig Pericles, Fleury, Michel d'Hopital, Oxenstierna, Erkebisp Absalon. Financerne forestaaes af tvende Skatmestere, nemlig Phocion og Aristides. Pave Julius 2. er General-Felt-Marskalk, og de andre høye Krigs-Officierer ere Cyrus, Scanderbeg, Trajanus, Julius Cæsar, Alexander Magnus og andre. Da jeg spurte, hvorfore man ey heller havde giort Cæsar eller Alexander til General-Felt-Marskalk, sagde han, at de samme vare vel store Krigs-Mænd, men ingen af dem havde haft større Begierlighed til Krig end bemeldte Pave: han blev derpaa ved at opregne de øvrige Betientere, som beklædede de mindre Poster. Han sagde, at Pave Alexander 6. var Inspector over det Keyserlig Serail, hvorudi Hoffets Maitresser vare indsluttede. Da brød jeg ind udi hans Tale igien, og sagde, at det var at betroe Faarene til Ulven: Sant nok, svarede han, han fik den Post efter idelig Ansøgning, dog havde man den Præcaution at lade ham castrere førend Embedet blev ham betroed. Han fortfoer derpaa, og sagde, at Cornelius Sylla var Hoff-Chirurgus, saasom han udi forrige Liv havde signaliseret sig ved Aareladen. Pave Sixtus 5. var General-Gevaldiger, og førte den Titel af Justitz-Major. Keyser Nero var en Tid lang Capel-Mester: Men efter Ansøgning blev siden Hoff-Slagter. Diogenes var Hoff-Nar, som diverterede Keyseren med Grimacer og Skiemt, men tilligemed sagde mange Sandheder. Just da han talede dette, kom en udi fuld Galop ridende, som ogsaa blæsede udi et Horn; den samme var den ridende Post. Min Veyviser sagde da, vi faaer en Hob Nyt at vide med denne Uges Aviser: Har man ogsaa Aviser her, sagde jeg? Ja vist, svarede han. De forfattes af den gamle Græske Poët Homero, hvis Amanuenser ere Varillas, Lyscander, Rudbeck og Strelow. Samme Aviser ere sandfærdige og efterrettelige; thi det er paa dem som den Keyserlige Historie-Skriver Gregorius Leti grunder sine Historier. Homerus havde ogsaa tilforn at bestille med Almanakerne: men nu ere de overdragne til den 272
gamle Franske Prophet Nostradamo. Videre sagde han: den Keyserlige Hoff-Medicus, som tillige med er Stads-Physicus er ... Da faldt jeg ham ind udi Talen igien, og sagde: Jeg meenede, at her ingen Sygdom regierede, og at man derfor ingen Medicus behøvede. Han svarede: det er sant nok: vi vide ikke her af de Sygdommer, som Mennisker paa Jorden ere underkastede. Den eneste Plage, som man her er underkastet, er denne, at visse iblant os ingen Søvn kand have om Natten, og de, som deraf laborere, betiene sig af ovenmeldte Stads-Physicus, som fordum var Barbeer udi Jylland, og havde det Navn af Geert Westphaler. Den samme betiener sig hverken af Urter eller Piller, men dysser sine Patienter i Søvn med lang og vidtløftig Snak, som han pleyede at giøre paa Jorden. Andre Sygdommer ere her ikke bekiendte, undtagen visse Sindets Svagheder, som ikke kand cureres, hvorudover man indslutter dem, som deraf laborere, ind udi Stadens Dollhuus. Derudi findes en stor Mængde, som er vidtløftig at opregne. De fornemste af dem ere Pyrrho, Arcesilaus, Zeno Eliates og andre sceptiske Philosophi. Item Theod. Stylita, St. Franciscus, Ignatius Lojola, og andre Fanatiske Personer, som udi den Romerske Kirke tilbedes som Helgene. Jeg kand ikke beskrive, hvor forundret jeg blev over alle disse Beretninger. Jeg greb derpaa efter min Veyviser, og vilde til Afskeed omfavne ham for at tilkiendegive min Taknemmelighed: Men jeg fandt ikke uden Skygge i Steden for Legemet: Personen forsvandtes tilligemed den heele Stad, saa at jeg udi et Øyeblik saae mig staaende ved Udgangen af de underjordiske Boeliger, hvor den forskrækkelige Port-Hund Cerberus stod, og vogtede paa mig, for paa egen og andre Hundes Vegne at revse mig, efterdi jeg haver talet og skrevet saa ilde om Hunde. Han glemte og ikke at fuldbyrde sit Forsæt, men, efterat han af sin 3 dobbelte Strube havde heilet mig igiennem, slog han mig ned til Jorden og skamferede gandske mit Legeme. Udi denne Pine og Forskrækkelse vaagnede jeg op udi fuld Sveed, og glædede mig derved, at det havde 273 kun været en Drøm, hvilken jeg merkede Aften-Læsningen havde foraarsaget. Jeg forbliver etc.