EPISTOLA CXLIV.

✂ Alle Mennesker have naturligen Idée om Retfærdighed, endskiønt U-ret ved positive Love ikke forbydes. Thi, endskiønt ingen Lovgiver havde dicteret noget derom,

✂ vilde dog alle erkiende sig pligtige til at iagttage dette store Naturens Bud: Qvod tibi non vis fieri etc. Det er: Du maa ikke giøre mod andre, hvad du vil andre skulle ikke giøre mod dig. Men, som ingen Sandhed er saa klar, at den jo haver sine Anfægtere; saa haver man seet dristige Philosophos at negte, saadant at være Naturens Bud, item at foregive, at det ikke er indprentet af Naturen, men at det flyder alleene af Underviisning, Optugtelse og dicterede Love. Ingen haver udført dette vidtløftigere end den bekiendte Hobbesius. Adskillige andre have fulgt hans Fodspor, og synes det, at den berømmelige Locke trækker ogsaa paa samme Linie: Thi han siger paa et Sted udi hans Philosophical Essays: Et hvert medfødt Principium bør udi sig selv være saa klart, at man ingen Prøve behøver for at vise dets Sandhed, eller nogen Underviisning for at giøre det antageligt. Saaledes kand man holde dem for at have ikke mindste Gnist af menneskelig Fornuft, der enten forlange eller stræbe at give Raison, hvi det er u-rimeligt, at den selv samme Ting kand være og ikke være paa eengang. Denne Proposition fører en Klarhed med sig, som behøver ingen Prøve: Saa at enhver, der forstaaer Sproget, forstaaer strax Tingen i Kraft af det Lys og den Klarhed, som den fører med sig. Men, siger samme Autor: Dersom man proponerer denne moralske Regel, som er Kilde og Grundvold til alle Dyder, nemlig: Giør ikke mod en anden, uden hvad du vil han skal giøre rnod dig; hvis man proponerer den til en Person, der aldrig tilforn haver hørt tale derom, vil han dog, endskiønt han begriber Talen, spørge om Aarsagen dertil, og den, som fører Talen, vil holde sig forbunden til at forklare Aarsagen. Sees deraf, siger han: at denne Lov er ikke naturlig og medfød; thi, hvis saa var, behøvede man ikke at bevise den, den kunde ey heller ved Underviisning giøres klarere end den var, men den maatte strax antages som en u-imodsigelig Sandhed, hvorom ingen kand tvivle, saa snart han hører Tingen nævne. Moralske Reglers Sandhed grunder sig derfor paa noget Foregaaende, hvorfra den maa ledes

✂ ved Middel af Underviisning; hvilket ikke var fornødent, hvis disse Regler af Naturen vare indprentede, eller klare udi sig selv. Saa vidt denne store Philosophus: hvoraf sees, at han holder for, at Naturens Lys giver os ingen Idée om Dyder og Lyder, men at den erhverves alleene ved Underviisning. Andre have bemøyet sig at bevise dette Paradox ved Exempler. De sige: Viis tvende Børn en Ting, som de begge attraae; giv det yngste og svageste Barn, for Exempel, et Æble, og forlad dem derpaa; see saa til, om det ældste og stærkeste Barn ikke strax med Magt vil rive Æblet af det andet Barns Hænder. De vise videre, at der findes heele Nationer, sorn slagte og æde deres egne Børn, og andre, som giøre sig en Ære af at røve og stiæle. De vise, at Fribytterie udi gamle Dage var anseet, som en heroisk Gierning, og at en riig Mand giorde sig en Ære af at kaldes nokvh'iioz, det er een, som ved Rov er bleven bemidlet. Naturen, sige de, er derfore mod Loven, eller Loven mod Naturen: Thi Naturen kand ikke andet end giøre onde Lemmer udi et Societet; men Loven stiftes, for at tvinge Naturen, og at giøre gode Borgere. De Principia, som ere dicterede af Naturen, hvilken er allevegne og altid den samme, kand ikke have en guddommelig Oprindelse, efterdi de bringe Mennesker paa Udveye, som GUD forbyder at tage. Naturen er een udi alle Mennesker, og, hvis den kunde forandres, blev Mennesket ikke rneere Menneske: Den er dets troe og bestandige Compagnon, og den anseer ikke Underviisning uden som en Fiende, der lader sig indfinde, alleene for at forstyrre dens Roe, og at tvinge dens Lyst. Saadanne og andre glimrende Argumenter bruges til at kuldkaste et Axioma, som stedse haver været agtet u-imodsigeligt. Men man kand sige, at de ere ligesaa ugrundede, som de ere glimrende. Hvad Monsr. Lockes Beviisligheder angaaer, nemlig, at alt, hvad som behøver Underviisning, kand ikke være medfød eller af Naturen indprentet; da kand man vel tilstaae, at han saavidt derudi haver Ret: Men man kand derhos sige, at de store Hoved-Pligter ere saa kiendelige, at det koster 139 ikkun at nævne dem, for at vise, at Mennesker ere forbundne til deres Iagttagelse. Thi, ligesaa let, som et Menneske begriber, at en Ting kand ikke være og dog være paa eengang; saa let fatter det ogsaa det store Bud: Giør ey mod en anden, uden hvad du vil, han skal giøre imod dig. At visse Mennesker enten af Ondskab ikke ville, eller af en fordervet Vane ikke kunde begribe det, giør intet til Sagen. Thi man seer mange at negte GUds Existence, endskiønt intet er lettere at fatte, end at den konstige og forunderlige Verdens Skabning ikke kand være af en Hændelse; men at man maa erkiende en almægtig Bygnings-Mester. Man kand saaledes sige, at enhver, der ikke begriber det omtalte store Bud at være naturlig, er gandske u-naturlig selv; saa at, naar han det ikke vil troe uden foregaaende Beviislighed, saa kand han ey heller uden foregaaende Underviisning tilstaae, at en Triangel er ikke en Circul, eller at han selv er til. De Exempler, som herimod anføres, vise alleene, at ond Lærdom og fordervet Vane haver giort kroget, hvad som Naturen haver dannet ret, og haver giort Lys til Mørkhed. Hvad som anføres om tvende Børn, passer sig her ikke; thi Børn vilde ogsaa vide Raison til, hvi den samme Ting ey kand være og ikke være paa een Gang, item til adskilligt andet, som fører yderste Klarhed med sig. At visse Folk slagte og æde hinanden; at andre holde Rov og Fribytterie for en Dyd, viser ikke andet, end at de af falsk Lærdom ere forførte til at skille sig ved all Humanitet, og at fornegte deres egen Natur. Saaledes holdte Lacedæmonierne Tyverie for en Dyd, efterdi Lycurgus ved en Lov havde opmuntret dem dertil. Man seer jo utallige Mennesker af Religion og af Ærbødighed for deres Lærere at negte deres egne Sandser, at sige, de see, de føle og høre, hvad de ikke see, høre og føle. Forestill dig, at, naar een seer sin Velgiører af sig med Vold at berøves det, som er ham kiært, og at han derover inderligen bedrøves, om det ikke naturligen og uden videre Underviisning maa rinde Volds-Manden i Sinde, at saadant er en ond Gierning. Alle de Exempler derfore,

✂ som anføres til at bestyrke dette Paradox, giøre intet til Sagen; thi det er og bliver et ugrundet og forargeligt Paradox; med mindre man kand sige, at der behøves foregaaende Information til at faae Mennesker til at begribe, at Brød kand ikke være Kiød, item at Verdens konstige Skabning kand være af en Hændelse; hvilket man dog seer adskillige forstokkede Mennesker at sige. Der fortælles om Petro Alexiowitz, at da han hørte een at tvivle om Skabningen, spurgte han ham, om han troede, at et Uhrverk kunde være giort af sig selv; og da den anden endnu blev ved sin Tvivlsmaal, sagde han: Saa maa du være en Slyngel! og kand man sige, at ingen fornuftigere Conclusion kunde giøres; thi det heeder: Contra negantem principia non aliter disputandum. Jeg forbliver etc.