EPISTOLA CL.

✂ Eders Indsigt udi politiske Sager gaaer vidt; thi jeg mærker, at I have ikke alleene Fædernelandets udi Særdeeleshed, men og heele Europæ almindelige Velfærd for Øyene. N. N. en af Societetets værdige Lemmer skriver mig til, at I nu omstunder arbeyde paa at udfinde et sikkert Middel, hvorved Tvist og U-eenighed mellem Riger og Republiqver kunde ophøre, og en almindelig bestandig Fred udi Christendommen kunde tilveye bringes. Samme brave Provincial-Statsmand forlanger ogsaa at høre mit Betænkende derover; hvilket jeg ikke veigrer mig ved, dog saaleedes, at jeg underkaster det Collegii Correction, og derved acqviescerer. Jeg forkaster ikke aldeeles Abbé St. Pierres bekiendte Forslag, skiønt det af mange er bleven vraget og beleed. Jeg holder for, at det i visse Maader kand antages, men med fornøden Correction. Mine 141 ringe Tanker ere, at man først giør Begyndelse med at afskaffe paa eengang de mange Krigs-Raad, hvoraf alle Lande vrimle. Derved spares baade mange Bekostninger, som anvendes paa slige Betienteres Underholdning, og en Vey kand banes til en almindelig Fred udi Christendommen: thi, naar ingen bliver meer salarered for at give Raad udi Krigs-Sager, og Regentere i saa Maade blive Raadvilde, er strax en god Begyndelse giort, og en stor Knude er løset. Dette fornødene Præliminaire haver Abbé St. Pierre ikke i Agt taget, da dog Grundvold til Reformation derved maa legges. Thi, ligesom en fornuftig Medicus, førend han skrider til at fordrive Sygdommen, søger først at rense Maven, paa det at Medicinen desbedre kand virke: Ligeledes maa Politici gaae til Verks, naar de ville reformere Staten; thi Lægekonst og Stats-Videnskab have saadan Rapport med hinanden, at de ere som Sødskende-Børn: og er det derfore, at man paa mange Steder seer Doctores Medicinæ at bruges udi vigtigste Stats-Forretninger. Efterat saaledes en god Grundvold er lagt, og Tønder til Ilden er dæmpet, holder jeg for, at man kand skride til Abbé St. Pierres Forslag, ved at stifte et almindeligt Collegium af Freds-Raad. De sammes Jurisdiction skulde dog alleene bestaae derudi, at de skulde kiende udi Tvistigheder, om de vare gandske uden Grund, eller om de vare saadanne, som kunde ventileres for en Ret. Hvis de funde en af de stridige Parter at ville føre Kriig uden mindste Grund og Skin af Ret, skulde de med kloge og kraftige Argumenter give alle Lande saadan Ugrund tilkiende; hvorved Tvistighederne strax vilde udi Fødselen qvæles: thi de fleeste vilde undsee sig at paastaae Prætensioner, hvortil saa mange og fornuftige autoriserede upartiske Dommere ikke have kunnet finde mindste Skin. Hvis derimod Tvistigheder, som de fleeste ere, befandtes Problematiske, skulde de skriftligen give hvert Parties Argumenter tilkiende, og derpaa raade dem til Forliig. Hvis imod Formodning intet dermed kunde udrettes, skulde Sagerne afgjøres ved Tærning-Kast. Jeg tvivler ikke paa,

✂ at de gode Herrer vilde støde sig over dette sidste Middel, og holde for, at det var sikkere, efter Abbedens Forslag at fælde Dom udi Sagerne, end at lade dem komme an paa et blindt Tærning-Kast. Men haver Taalmodighed, og hører, hvorpaa dette Paradox er grundet. Man kand vel sige, at det er u-rimeligt at lade Sager af største Vigtighed, og Prætensioner, som man holder for retmessige, ankomme paa den blinde Lykke: men mon en Krigs-Udfald er ikke lige saa uviss? Hvo som tvivler derom, haver kun at blade udi Historier, for at blive overbeviset om, at Kriig og Feltslag er ikke andet end Tærning-Kast. Efterdi nu saaledes er beskaffet, og det eene med det andet er ikke andet end at sette sin Ret paa Spill; er det da ikke bedre at underkaste sig det Spill, som er mindst blodigt og kostbart? Der er derfore intet bedre Middel til at conservere en almindelig Fred, end enten at lade Tvistighederne paakiendes af en tilfælles og autorisered Ret, eller at lade den decidere ved Tærning-Kast. Det sidste er dog sikkere, og haver bedre Virkning end det første; Thi man seer af daglig Erfarenhed, at enhver, som for Retten taber en Sag, beskylder Dommeren enten for Uvidenhed eller Partiskhed; Saa at det er troeligt, at, hvis der ingen Ret var uden Appel, saa appellerede de stridende Parter saa længe som de havde Ævne dertil. Anderledes er det ved Tærning-Kast eller andet Spill af Hazard: enhver acqviescerer derved, og tilstaaer, at hvad hans Contra-Part haver vundet, er en lovlig og retmessig Acqvisition. Det var at ønske, at man betienede sig og af samme Middel udi Indenlandske Tvistigheder og Tretter imellem enhver Stads Borgere indbyrdes. Thi, ligesom det er ligesaa uvist, hvorledes Dommen vil fældes udi en Sag, helst for en tallriig Ret, som hvad Øyen der vil falde paa Tærningerne, saa er jo best at terminere Sagerne paa den korteste og mindst kostbare Maade. Jeg siger, helst for en tallriig Ret, hvor det kommer meest an paa Slumpe-Lykke, efterdi Dommene der grunde sig ikke paa Stæmmernes Vægt, men Antall (suffragia non ponderantur, sed numerantur). Hvor ofte 143 kand det ikke hende sig, at een, som enten ikke fatter en Sag, eller sidder og sover, medens den ageres, dog ved sin Stemme, naar Vota ere lige, udvirker Dommen. Det heeder jo ogsaa ofte, som der staar i Comoedien: Jeg er af Meening med Niels Skriver, førend Niels Skriver haver voteret. Jeg erindrer mig her et Svar, som en vis Dommer engang gav een, der besværgede sig over Rettens Dom: Vi sidde ikke her, sagde han, saa meget for at skaffe Folk Ret, som for at giøre Ende paa Sagerne. Dette og andet foraarsager, at enhver der taber sin Sag, declamerer mod Retten, helst naar han haver vundet den for en Under-Ret; hvilket ofte skeer. Hvis man nu lader det komme an paa Tærning-Kast, saa bliver vel Hazarden den samme, men Tiid og Omkostninger spares. Alt hvad, som herimod kand siges, er at det Juridiske Studium i saa Maade reent vilde undergaae: Men det er jo ligesom man vilde sige: hvis en almindelig Fred kunde tilveyebringes udi Verden, vilde Ingenieurs, Canon-Støbere, Sværdfeigere etc. tabe deres Næring; Eller: hvis man kunde hindre Tyverie, vilde Nogle, Dorre, Laase blive til ingen Nytte, og Conseqventer Grov- og Klein-Smede derved vilde lide Nød. Hvad andre Indvendinger herimod kand giøres, haaber jeg let at besvare: Dog staaer jeg fra min Meening, hvis den ingen Bifald finder hos de gode Herrer, som see dybere ind udi Stats-Sager, end vi Kiøbsted-Folk, hvilke føre Titler af Etats-Raade, og have Navn af de Værdigheder, som Eder virkeligen tilkomme. Jeg haaber dog, at Publicum engang skiønner paa Eders Meriter. Jeg forbliver etc.

✂ P. 5. Med sidste Post er intet Nyt af Vigtighed, end det som jeg haver læset udi en skreven Avis, nemlig, at den Engelske Amiral Hadock haver optaget en Fransk Fregatte udi Mare del Zur. Den Frygt, som I gode Herrer haver giort Eder over den Tyrkiske Keysers Bevægelse, kand I reent sette til Side: thi Sultanen tenterer intet mod Christendommen saa hastig; det skal jeg være Mand for. Jeg er ellers eenig med Eder udi den Dom, som I have 144 fældet over de Franske Generalers Conduite i denne Campagne. Den gode Kong Ludvig XIV. skulde nu see op, saa vilde der blive et Fandens Examen. En af Eders Lemmer haver ellers nyeligen ladet mig vide, at endeel gamle Aviser ere bortstaalne af Eders Archiv, nemlig en Tome, som indeholdt Aviserne for det Aar 1699. og som var af stor Vigtighed. Jeg skal anvende all Fliid paa at forsyne Eder med samme Aviser igien. Jeg haver ladet spørge derom hos Christian Cassubens Arvinger; men forgieves: Thi man lader alting forkomme, og der er her saa liden Curiositet blant Folk, at man kand frygte for et Barbaries igien og det Politiske Videnskabs totale Undergang, efterdi det fornemmeligen acqvireres ved Avisernes Læsning. Jeg forbliver etc.