Holberg, Ludvig Epistola 467

EPISTOLA CDLXVII.

Til **

Min Herre forundrer sig over den milde Dom, som jeg fælder over Autor til det Skrift kaldet L'homme Machine. Jeg fælder ingen mild Dom over saadan Autor, der forkaster baade Religion og Morale. Jeg siger alleene, at, eftersom det synes, at hand af alt for subtile Speculationer kand være forledet til saadanne selsomme Meeninger, hvorved hand er ligesom druknet udi sin Viisdom, hand da er mindre lastværdig end visse Skribentere, der af Kaadhed drive Spot med Religionen, og intet troe, efterdi de intet ville troe. Den første kand lignes ved en beskienket Mand, hvis Hierne af for hidsig Drik er kommen udaf lave, eller med en, der af for megen Læsning har faaet Skade paa Synet; De sidste derimod kand lignes ved dem, der have Øyne, men ikke ville see, og der have Forstand, som de ey ville bruge. L'homme Machine er vel et af de vederstyggeligste Skrifter, som nogen Tid er kommet for Lyset: Men man seer adskillige Argumenter, hvorvel ilde grundede, at have noget Skin. Man maa vel tilstaae, at den Lærdom, som grunder sig paa Erfarenhed, er den sikkerste Rette-snoer. Man maa med Autor tilstaae, at hundrede Vildfarelser reyse sig af antagne definitioner, og af Argumenter a priori. Man maa ogsaa tilstaae, at Organa, Blod og Vædsker contribuere til det, som man kalder Fornuft, og at de udvirke Affecter og Tilbøyelig- 250 heder, og naar saa er, seer man, hvad som har forført Autor, og som har bragt ham til de farlige Meeninger at nægte Siælen og dens Virkninger, at giøre den til et Chimere og non ens, og at tilskrive Legemet alt, hvad som tillægges Siælen: Men, endskiønt man tilstaaer Blodets og Vædskernes Virkninger udi et Menniske, saa flyder dog deraf ikke at Siælen bliver til intet, og at efter hans Sigelse Organisationen er Menniskets Merite: Thi, u-anseet alle de Experimenter, som hand anfører, og hvormed hand søger at viise, at ligesom Legemet er dannet saa er hvert Menniskes Villie og Tilbøyelighed, seer man dog noget hos Mennisket, som ikke kand henføres til Mechanismum, nemlig Strid mellem Kiød og Aand, som Skriften siger, efterdi et hvert Menniske kand sige: Video meliora proboqve, deteriora seqvor. Det er: jeg seer og samtykker det gode, men følger det onde: Man seer og, at Mennisket udi den største paroxysmo, som Blodets Fermentation og Hiernens Forvirrelse foraarsager, ofte kand moderere en Affect eller i det ringeste dømme, at den bør modereres. Frihed til at tænke, kand ved Legemets U-orden vel Baand paalægges, den kand dog ikke gandske qvæles, hvilket og viises af Erfarenhed, som Autor beraaber sig paa, saa at her kand anføres Erfarenhed til Beviis paa det eene saavel som paa det andet. En saadan Frihed er noget Antimachinistiskt, og som viiser, at et Menniske bestaaer af andet end af en pur Materie alleene: Ligesom nu Erfarenhed viiser, hvad Legemets Dannelse udvirker, saa viiser ogsaa Erfarenhed, at udi et Menniske er noget, som strider derimod, og at derudi er en Dualitet eller dobbelt Kilde: Thi, hvis det ikke var saaledes, burde ingen Strid være, men alting maatte drives ligesom et Skib blindt af Vinden, naar ingen Styrmand sad ved Roret. Legemets Dannelse maa derfore lignes ved Vinden, der driver Skibet til Skiær og Klipper, og Siælen ved Styrmanden, der søger at forekomme Skibbrud. Man seer heraf hvorvidt Autor extravagerer. Alt hvad man ham kand tilstaae er dette, at udi Misgierningens Refselse Straffen kand skærpes og for-

        

251 mildes efter Misdæderens Constitution: Og, at endskiønt en Misgierning er hos tvende Personer lige stor, saa er den dog ikke lige strafværdig, efterdi en har hæftige Affecter at bestride, men den anden synder af fri Villie. Jeg forbliver etc.