EPISTOLA LXXVIII.
Til **✂
Det synes, at min Herre legger mig til
Last, at jeg prædiker saa ofte om Tolerance. Jeg meener at man kand
ikke for ofte slaae paa den Stræng. Man seer hvilken fortreffelig
Virkning de Bøger have haft, som mod Enden af forrige og udi
Begyndelsen af dette Seculo ere skrevne udi
84
den Materie. Man seer, at de Roman-Catholske selv skiemrne sig ved
deres Forfædres Nidkierhed, og er det troelig, at, hvis de herlige
Skrifter om Tolerance vare Spanier og Portugiser bekiendte, samme
Nationer vilde blive ligesaa tamme som visse andre Folk af den
Romerske Kirke. Udi vor Norden ere saadanne Skrifter endnu høyt
nødvendige: Thi man seer, at Kiettermagerie haver for faa Aar siden
været regnet for en høy-christelig Dyd, og at det Mundheld, malus
Christianus potest esse bonus Theologus, haver været agtet som et
grundigt Axioma. Aarsagen dertil er i mine Tanker, at de omtalte gode
Bøger her ere sildere bleven læsede end udi visse andre Lande. En
ivrig Kiettermager, naar han angribes af den største Enthusiasmo,
eller Nidkiærhed i at forfølge Kiettere, haver kun at forestille sig
dette: End om jeg blev
Borger udi et andet Land, hvor min Orthodoxie blev holdet for
Kietterie, og hvor jeg saae mig forfult for det, som jeg nu forfølger
andre /or, mon jeg
da ikke vilde fordømme det Principium Intolerantiæ, som jeg hidtil saa
meget haver forelsket mig udi? Det Axioma, qvod tibi non vis
fieri etc. vilde strax moderere, om ikke gandske stille, hans
Enthusiasmum, og giøre ham til et andet Menneske. Han vilde udi store
Vildfarelser blive tolerant, og udi smaa syncretist, ja holde dem
alleene for Kiettere, som føre et u-christeligt Levnet. Men dette
overveyer Mennesker ikke alle Tider; hvorudover man seer mange, som
ikke tage i Betænkning at leve i Communion med en Tyv, en Bedrager, en
Horkarl, at separere sig fra dem, der ikke begribe en Ting paa samme
Maade, som de selv. Thi det heeder med det første: Vi have alle en Daab, og underskrevet en
Bog. Det forunderligste er, at saadant skeer ofte udi
indifferente Ting: Ligesom det kunde være høyligen Magtpaaliggende,
enten man communicerer paa Knæe, eller siddende, enten man forretter
Tienesten udi hvide eller sorte Klæder, enten Kirkerne forestaaes af
Biskopper, eller af simple Præster alleene. Om een troede, at Arius
var lærdere Theologus end den Alexandrinske Biskop, skulde 85
jeg derfor separere mig fra ham? Og
om een troer, at de Romerske Paver nedstamme lige fra St. Peder,
skulde jeg derfor alleene hade ham? Skulde jeg skye at leve i
Communion med ham, alleene fordi han ikke var eenig med mig udi en
Successions-Orden eller et Slegte-Register? Deslige Ting seer man dog
at have foraarsaget Separationer udi Christne Meenigheder. At
Intolerance haver regieret lige saa stærkt blant vor Nordiske
Geistlighed, sorn udi noget andet Land, kand vises af adskillige
Historiske Exempler. De tvende store Mænd, Holger Rosenkrands og Johan
Paul Resen blev actionerede alleene for nogle Expressioner af liden
Betydelse, og alleene, efterdi de differerede fra Orthodoxis udi
Stiilen, skiønt de vare eenige med dem i Materien. Georgius Dibvadius
blev anseet, som en Kietter, efterdi han havde roset nogle Engelske
Theologos, item Calvinum, som han havde satt i Classe med
Luthero. Conradus Aslacus blev og svertet formedelst saadan Sag,
skiønt han i det øvrige ikke veeg en Fodbred fra den Augsburgiske
Bekiendelse. Af hvilke og andre Exempler vises, at den Nordiske
Geistligheds Hidsighed haver fast været lige saa stor, som paa de
Stæder, hvor Inqvisitionen er indført. Saadan Iver haver ogsaa varet
her længer, end udi adskillige andre Protestantiske Lande, hvor man
seer, at Engelske og Franske Skrifter om Tolerance efterhaanden meer
og meer have udrøddet det gamle Surdey, og haft saadan Virkning, at
det som forhen haver været holdet for en Christelig Dyd, nu bliver
anseet som en Vederstyggelighed. Saavidt jeg haver kunnet mærke, ere
endnu hos os Levninger tilbage af den gamle Surdey; Hvorudover jeg
holder for, at de Prædikener om Christelig Tolerance og Sagtmodighed
ikke kand for ofte igientages. GUD give, at det vilde blive en
Hovet-Troens-Artikel hos os, at de fornemmeligen maatte blive anseet
for Kiettere, hos hvilke var ingen Conformitet med andre GUds Børn udi
Sæder og Christelige Dyder, og at man vilde dømme mildere om visse
brave Mænd, der have søgt at opmuntre Christne til Fred og
Samdregtighed, og 86 viset,
hvor forargeligt det er at separere sig fra hinanden for visse smaa
stridige og undertiden lige gyldige Meeninger. En Melanchton, en
Grotius, en Clericus ere derfor blevne svertede med det forhadte Navn
af Syncretister; og en Duræus, som udi saadant helligt Forsæt reysede
fra Land til Land, vandt intet andet derved, uden at blive forhadt og
beleed. Jeg tvivler ikke paa, at jo min Herre med mange andre vilde
holde disse mine Erindringer ilde grundede, og maaskee forargelige.
Men den Tiid kand komme, at de vilde ansee dem med gandske andre Øyen,
og dømme at adskillige brave Mænd, som ere sværtede med forhadte
Navne, bør ansees som Troens Støtter og Pillere, efterdi de have
viset, hvorudi den sande Christendom bestaaer, og lært os ikke alleene
at troe, men end og at leve som Cristne, det er, at have Medlidenhed
med dem, som udi got Forsæt virkeligen vildfare, og at leve udi
Communion med dem, som ikke ere eenige med os udi indifferente
Meeninger. Thi intet zirer et Societet meere end Eenighed og broderlig
Kierlighed; Og intet er falskere Principium end dette, at saadan Fred
og Eenighed ikke kand have Sted udi de Lande, hvor Samvittigheds
Frihed tillades: Thi det er klart, at U-roeligheder og indbyrdes Krige
reyse sig lige saa lidt af differente Meeninger i Religion, som af
different Smag udi Mad og Drikke; men de reyse sig alleene af
Forfølgelser, og deraf, at den eene Borger vil tvinge den anden, til
at finde Smag udi det, hvori han haver naturlig Afsmag, det er, at
nægte sit eget Lys og sine egne Sandser. Jeg haver ofte givet
tilkiende, at udi dette farlige Seculo er fornødent at sette curieuse
Spørsmaal til Side, og at arbeyde paa Christelige Secters Foreening:
thi det heeder nu: Cananiterne ere udi Landet, Hanibal eller Deismus
ere ved Porterne, hvorudover indbyrdes Tvistighed og Borgerlige Krige
maa ophøre. Jeg forbliver etc.