Holberg, Ludvig Epistola 21

EPISTOLA XXI.

Til **

Jeg haver efter min Herres Begiering igiennemlæset Mandevilles Skrift, kaldet: Fable of the Bees, eller Fabel om Bierne. Jeg tilstaaer gierne, at det er sindrigt, men tilligemed ligesaa ugudeligt som ugrundet. Thi, endskiønt Autor havde kundet bestyrke sin Thesin med Argumenter, som vare vanskelige at igiendrive, saa var det dog forargeligt og strafværdigt at prædike om Lasters Nødvendighed, og at udstrøe en Lærdom, hvorved Mennesker kand giøres værre, end de virkeligen ere: Men man kand 40 sige, at Lærdommen er baade i sig selv forargelig, og daarligen udført; saa at den meget let kand igiendrives. Han bygger sit heele Skrift om Lasters og Udyders Fornødenhed paa en Fabel om Bierne, af saadant Indhold. Der forestilles en Biekube, hvorudi Bierne levede udi største Overflødighed af alting, men som tilligemed vare nedsiunkne udi alle Slags Laster, som Gierighed, Ødselhed, Hofmod, Misundelse, Forfængelighed etc. Af de U-ordener, som deraf fløde, bleve Bierne omsider kiede, og begierede Raad derimod. Jupiter bønhørede dem, og ved Mercurium lod udjage alle Slags Laster, og i deres Sted indføre lige saa mange Dyder. Ved denne Execution fik Biernes Republiqve strax en anden Skikkelse. Prisen paa alle Vahre faldt: Dommere og Advocater havde intet meere at bestille: Domhuuse stode ledige: med et Ord: Handel, Næring, Konster og Videnskaber ophørede; hvilket foraarsagede, at Biekuben geraadede i yderste Fattigdom, saa at Bierne omsider flygtede derfra, og krøbe ind udi et huult Træe, hvor intet af deres forrige Lyksalighed blev tilbage, men de levede siden udi bestandig Dyd og Armod. Herover giør Autor vidtløftige Forklaringer, og stræber at vise Lasters Fornødenhed til et Societets Velstand og Vedligeholdelse. Jeg vil forbigaae at anføre de Argumenter, hvormed han stræber at bestyrke dette forargelige Paradox; men alleene melde om en Ting, hvor af man kand dømme om det øvrige. Han siger, at Tyverie haver ogsaa sin Nytte, og at naar En stiæler 1000 Pund fra en riig Mand, som holder paa dem, erhverver et Societet lige saa stor Fordeel, som om en Erke-Bisp legerede eller bortskienkede lige saadan Sum til Fattige: Efterdi Pengene paa begge Maader komme ud iblant Folk, og bringer Societetet udi Activitet.

Man tilstaaer gierne, at en Stad, som London eller Amsterdam, der i Henseende til Handel, Rigdom og Indbyggernes Mængde holdes for at være udi en florerende Tilstand, vilde tabe sin Anseelse, (skiønt ikke bringes udi Armod) som anførte Biekube, hvis Gierrighed, Vellyst,

41

Avind etc. paa engang ophørede. Men Spørsmaalet bliver, om den derved blev forverred; Spørsmaalet bliver, om det Societet kand kaldes blomstrende, hvorudi visse Borgere samle stor Rigdom og Liggendefæe, som ere dem til Byrde, og hvor udi andre leve udi yderste Armod. Saaleedes er Tilstanden udi almindelighed udi alle de saa kaldede florerende Stæder, som ansees som Zirather paa Jorden; Thi man seer der alle Indbyggere at leve udi en bestandig Trældom og idelige Bekymringer: De Rige plages af Frygt, og de Fattige af Misundelse; saa at man veed ikke, hvilke man meest maa beklage, enten dem, som have for meget, eller dem som have for lidet. Finder man udi de rige og mægtige Stæder fleere Konst-Stykker og prægtige Bygninger, saa finder man og fleere Kage, Galger, Steile og Hiule. Lader os forestille os tvende Societeter, eet som de gamle Esseners, Gymnosophisters etc. Et andet af de saa kaldne duelige Borgere, som nu findes udi de anseeligste Europæiske Stæder: Udi det eene vil man finde fornuftige Mennesker udi Hverdags Klæder og smaa Boliger; Udi det andet vilde og skadelige Dyr, men udvortes Smykker. De første ere Zirather udi en Philosophi, og de sidste udi forfængelige Menneskers Øyen. De første ere, som sunde Kierner under en grov Hinde; De sidste som raadne under en smuk Skall. Man maa ikke dømme om Menneskers Tilstand efter udvortes Anseelse, Rigdom, Bygninger, Konst-Stykker, Handel og adskillige Videnskaber tiene heller til Beviis paa Væstand og Ulyksalighed. En fortificeret Stad tilkiendegiver Frygt for Fienden. En stor Deel Videnskaber, som med Fliid øves, bebreider Mennesket dets Forfængelighed, og et hvert prægtigt Raadhuus i en Stad er som et Vandheld, og som en Bylde paa et Legem: Thi finder man udvortes Forgyldning, Marmor, udhugget Arbeyde og andre Zirather, saa finder man indvortes, Pinebænke, Fængsler og andet, som viser, at Staden i Almindelighed duer ikke meget. Jeg veed nok hvad herimod kand indvendes, nemlig, at alt det, som jeg setter saa slet Priis paa, er dog udi det men-

        

42 neskelige Kiøns nærværende Tilstand nyttigt og fornødent, og at et hvert Societet, der renoncerede paa de anførte Forfængeligheder, vilde med liden eller ingen Umage af deres mægtige Naboer blive undertrykkede: Thi man bygger Skibe og Flaader, for dermed at drive Handel; Man driver Handel, for derved at samle Midler; Man samler Midler, for dermed at hverve Tropper udi Krigs-Tider, og man befæstiger Stæder, for ikke at blive overrumplet: Hvorudover udi alt dette er en Nødvendighed; og man derfore kand sige, at ved Laster og Forfængeligheder et Societets Velstand og Sikkerhed in statu qvo forfremmes. Men dertil kand svares tvende Ting: Først, at jeg herved ikke forstaaer et Societet udi Særdeeleshed, men alle udi Almindelighed. Spørsmaalet er ikke, om det er raadeligt at renoncere paa Rigdom og de Midler, hvorved Rigdom erhverves, og ved en frivillig Fattigdom at svække et Societet saaleedes, at det vilde blive onde Mennesker til Bytte. Spørsmaalet er ikke, om det er raadeligt at være u-bevæbnet blant Røvere: Her spørges alleene i Almindelighed om Laster og Udyder befordre det menneskelige Kiøns Velstand og Lyksalighed: hvilket man aldeeles ikke kand sige. Thi naar alle Societeter dreve Feil og Laster udi Landflygtighed, blev det, som nu udi det menneskelige Kiøns fordervede Tilstand holdes for Velfærd, forvandlet til Væstand, og det som holdes for Zirath, forvandledes til Vanheld; Saa at det derfore er daarligt udi Almindelighed at statuere Lasters Fornødenhed: hvilket synes at være Mr. Mandevilles Thesis. Men om han end vil sige, at det ikke er hans Meening, men at han grunder alleene sin Thesin paa det menneskelige Kions fordærvede Tilstand, og Conseqventer, at det er nødigt at tude med Ulve, at stiæle med Tyve, og røve med Røvere; Da for at binde sig gandske stricté til hans Thesin, kand man 2.) dertil svare, at et Societet uden Feil og Laster kunde meget vel ikke alleene beskytte sig mod andre, men og leve udi bestandig Flor, Sikkerhed og Frihed. Den Lacedæmoniske Lovgiver Lycurgus haver ved sin Stif-

        

43 telse viset, at et Land uden saadanne Laster, om hvis Nødvendighed Mandeville prædiker, ikke alleene kand beskytte sig mod andre, men og blive anseelig. Udi Lacedæmon bekymrede ingen sig om at samle Penge, efterdi de vare af ingen Nytte. Udaf Penges Foragt fløde mange andre Ting: Derved udrøddedes Tretter og Processer, Misundelse, Had og andre Laster. Kort at sige: Staden var gandske ikke indrettet efter Mr. Mandevilles Catechismum, og derfore kunde holdes for at have været af ingen Betydning. Men med all dens Fattigdom og dens Vankundighed udi mange Videnskaber beskyttede den sig ikke alleene mod dens Naboer, men blev anseet som en Dronning blant alle Græske Stæder. Saasom Lacedæmonierne ingen Begierlighed lode see i at udvide Stadens Grændser, saa bleve de ikke alleene u-anfægtede af deres Naboer; men de andre Græske Stæder antoge dem udi deres Tvistigheder til Dommere; saa at Lacedæmon gemeenligen var anseet som et tilfælles Tribunal for heele Grækenland. Hvad kunde vel bevæge de andre Græker til at føre offensive Krige mod dem, der renoncerede paa Herredom, paa Rigdom og deslige andre Ting, som er alleene Tønder til Krig og Fiendtlighed; og, om nogen havde faaet Lyst til at angribe Staden, havde de ved at nærme sig dertil, fundet tappere og ærekiære Borgere, der alle indtil Børn og gamle Folk havde opofret sig for Republiqven, og død med Sværdet i Haanden; Ja man havde ved Stadens Erobring intet vundet, uden nogle smaa Huuse og Hytter, item nogle faae Kobber-Penge, som alleene vare i Brug, i Steden for Guld og Sølv-Mynt. Staden var saaleedes, u-anseet dens Fattigdom, dens Vankundighed udi de fleeste Græske Videnskaber, og dens Mangel paa udvortes Prydelse, anseelig, florerende, stærk, ja fast u-overvindelig. Den var formedelst ovenmeldte Aarsag sikker for udvortes Fiender, efterdi ingen hverken kunde eller vilde angribe den: Den var befriet for indvortes Uroelighed, efterdi ingen Materie gaves til Tvistighed. Den var udi Agt og Ære i Henseende til dens Upar-

        

44 tiskhed og Retfærdighed; ja den havde erhvervet Herredom over Grækerne, just efterdi den foragtede det. Et saadan Societet kand siges ret at blomste: og varede den Tilstand udi nogle hundrede Aar, indtil Lacedæmonierne begyndte at vanslægte fra deres Forfædres Dyder, og aabnede Stadens Porte for de Laster, hvis Fornødenhed Mr. Mandeville viser til et Lands Magt og Velstand: Thi Staden blev ikke liden, førend den begyndte at ville blive stor. Man seer saaledes heraf, at Mr. Mandevilles Lærdom om Lasters Fornødenhed til en Stats Velstand er et ugrundet Paradox. De samme Dyder, som have erhvervet Lacedæmon Tryghed, Velstand og Anseelse, kand have lige Virkning udi andre Societeter, ja virke med end meere Succes, naar Indretningerne blive end grundigere, end Lycurgi. Jeg tilstaaer gierne, at adskillige Konster og Videnskaber vilde med Feil og Laster reent uddøe. Trættekiærhed og Tvistighed de meo et tuo haver lagt Grundvold til det Juridiske Studium, og skiærpet det samme. Menneskets u-ordentlige Levnet, som foraarsager Sygdom haver forfremmet Medicinen. Overvold og Ondskab haver lært os at anlægge Fæstninger og at fortificere Stæder, og dagligen raffinerer Mathematiske Videnskaber. Hovmod haver bygget prægtige Palatzer, ja end og Kirker og Hospitaler, og lært os Architecture. Gierighed haver underviset i Navigation, lært os at bygge Skibe, og tilveyebragt os Kundskab om langt bortliggende og ubekiendte Nationer etc. Men dertil kand svares, at alle disse Herligheder bestaaer kun udi puur Indbildning, og deres Nytte grunder sig alleene paa en Slags Nødvendighed, som Menneskets onde Inclinationer udpresse: Thi, naar Lasterne ophøre, blive disse Videnskaber og Studia til purt Sladder, og til Ting af ingen Betydning. Saa snart, for Exempel, Tvistigheder ophøre, bliver det Juridiske Studium af ingen Vægt meere: og hvad U-lykke kunde det være, at nogle 100 Advocater forvandledes til lige saa mange Agermænd. Det samme kand og siges om de andre Videnskaber: Naar Sygdomme, som reyse sig af u-ordentlig

        

45 Levnet ophøre, er det en Daarlighed at studere visse Parter udi Medicinen, som ere til ingen Nytte. Det haver samme Beskaffenhed med Fortification og Bygnings-Konster, hvilke ingen Konster blive meere, naar Fiendtlighed, Hofmod og Forfængelighed tage Afskeed. Hvad Søemandskab angaaer, da tilstaaer jeg vel, at det er behageligt ved Seylads at erhverve sig Kundskab om fremmede og langbortliggende Nationer, og at derfore det Videnskab ingen Tiid kand siges at være unyttigt: Men Videnskabet ophørede just ikke i den uskyldige Stand; Man kunde blive ved at seyle til fremmede Steder, alleene for at erhverve Kundskab derom. Dette kunde blive det eeneste Sigte af saadanne Reyser, da Sigtet nu fast alleene er at berige sig, og at føre ufornødene, ja ofte for Menneskets Sundhed skadelige Vahrer hiem med sig igien: Thi Naturen haver tilstrekkeligen forsynet hvert Land med fornødne Producter, og saadanne som ere dets Indbyggere meest tienlige. Endeligen er herved at mærke, at naar Menneskerne bleve befriede fra unødige Occupationer, og Videnskaberne bleve faa, vilde man i de vigtigste Videnskaber, som bleve tilbage, giøre en større og meere fuldkommen Fremgang. De Videnskaber, som i saadan uskyldig Stand kunde excoleres, vilde være Theologie, Physica, Astronomie, Agerdyrkning, og nogle andre, som befordre Sindets Fornøyelse, og tiene til det menneskelige Kiøns Nytte, samt Livs og Sundheds Conservation. Man vilde i saa Maade finde grundigere Theologos, og grundigere Naturkyndige, end de som nu omstunder ere, eller kand blive. Den heele Jord, hvoraf en stor Deel formedelst Menneskets andre Occupationer og Mangel paa Agermænd ligger udyrket, vilde forvandles til en Urtegaard, og bære baade fleere og bedre Frugter. Med et Ord: Man vilde for mange i adskillige Videnskaber halvlærde finde udi visse Videnskaber grundlærde Mennesker: Og de som røre nu ved Barken af en Ting, vilde trænge ind i Marven deraf. Naar man alt dette overveyer, seer man, at Monsr. Mandevilles Catechisation er daarlig og ilde grundet; Og

        

46 kand man sige, at hvis han ikke er bedre Doctor udi Medicinen end udi Morale, er det usikkert at underkaste sig hans Cuur. Jeg forbliver etc.