EPISTOLA CVII.

✂ Du skiemter ideligen med vor tilf elles Ven, og beleer hans indbildte Syge. Jeg undrer mig ikke over, at andre, som i Medicine ere ukyndige, føre saadan Tale: men det er sel- 104 somt at høre dig som en erfaren Medicus bifalde Almuens Domme herudi. Jeg drister mig til at sige, at ingen bilder sig ind at være syg, han jo virkeligen og er det; thi deslige Imaginationer kand ikke avles, naar Legemet er sundt og vel constitueret. Man laster jo ikke en Febricitant, efterdi han seer Spøgelser, og lader sig skrække af sin egen Skygge, item af Ting, som ey existere: naar saadant mærkes, kalder man det en Virkning af Febren, som man med Medicamenter maa søge at curere, saasom Erfarenhed viser, at Imaginationen tilligemed Sygdommen ophører. Der fortælles om den bekiendte Hobbesio, at, endskiønt han i sine Skrifter ideligen haver søgt at bestride Overtroe, og skiemtet med dem, som have ladet sig skrække af Ting, som ingen Realitet have, han dog ikke torde gaae alleene udi Mørke. Saa ofte han i den Henseende blev beleet og lastet, som den der ved sin Opførsel kuldkastede sin egen Lærdom, svarede han med Poëten: Video meliora, probóqve; deteriora seqvor. Det er: Jeg veed bedre, men et Vitium udi mit Blod foraarsager saadan Imagination, og driver mig til at skrækkes for det, som jeg veed er ikke til, og ligesom at troe det, som jeg aldeeles ikke troer. Dette og andre Exempler vise, at Phantasier og indbildte Sygdomme ere virkelige Sygdomme, som reyse sig af Blodet og Vædskerne, og at derfore Magister Petronius udi Comoedien med Grund deriverede Lucretiæ Vegelsindighed af samme Kilde. Jeg veed vel, at Folk udi Almindelighed tilskrive saadant Siælen, som de kalde Vitium Animi, og derfore søge ved Bebreydelser og Erindringer at corrigere det, sigende: Troe, at du er frisk, saa er du og frisk. Men, saasom Erfarenhed viser, at mange Patienter, som laborere af den saa kaldte indbildte Syge, selv søge, skiønt forgieves, at bestride saadan Indbildning; saa er det klart, at den ikke reyser sig af Villien; men at her er vitium Corporis og en virkelig Legems Svaghed, som lader sig fordrive heller ved Tincture og Piller end ved Prædikener, heller ved Senes Blade end ved Seneca. Enhver haver kun at examinere sig selv, saa vil han finde, at herudi er en 105 Demonstration, saasom han maa tilstaae, at Imaginationen virker meer og mindre, ligesom Legemet er bedre eller slettere disponeret. Hvorudover de Bebreydelser, som giøres til indbildte Syge, ofte ere lige saa ilde grundede, som de, der giøres til Febricitanter, og den Talemaade: Troe, at du est frisk; er her lige saa grundig, som: Troe, at du haver friske Tænder, saa haver du ey heller Tandpine. En som laborerer af den saa kaldte Indbildnings-Syge, græmmer sig stedse og er misfornøyet; hvilket viser, at den ikke flyder af Villien; thi ingen græmmer sig over det, som han selv vill: Tvertimod en Mands Villie er, som man siger, en Mands Himmerige. Hvo vil være bedrøved, naar det staaer i hans Magt at være glad? Og hvo vil være syg, naar det staaer i hans Villie at være frisk? Jeg kommer ihu, at jeg engang qvælede mig med en Mistanke mod nogle af mine Bekiendte. En Ven, som jeg aabenbarede samme Mistanke, visede mig, at den var ilde grundet; men alt omsonst. Jeg satt mig udi disse Griller paa en Hest, da jeg efter en Times Riden mærkede, at min Scrupel havde bestaaet i pur Indbildning, for hvis Befrielse jeg havde Hesten meer at takke end min Vens grundige Harangue. Jeg mærkede da, Mistanken at forsvinde, saa snart Maven ved denne Bevægelse kom i sin rette Stand igien. Der ere derforuden adskillige andre Feyl og Skrøbeligheder, om hvilke man ligeledes kand dømme, uden at synde mod den moralske Orthodoxie. Jeg haver kiendt en Gnier, der efter en udstanden Feber er bleven gavmild; Hvoraf jeg slutter, at et hovmodigt Menneske kand og ved Salivation blive ydmyg, og ens Ødselhed kand ved samme Middel forvandles til Oeconomie. Jeg haver mærket sagde Henric udi Mascaraden, at man ved Dantz kand fordrive Løsagtighed; Thi mangen Gang naar jeg tager en Jomfrue op at dantze med, er jeg saa forliebt som en Spanier; men ofte, naar Dantzen er til Ende, er jeg saa kydsk, som en West-Frisér: saa at jeg slutter, at Cupido gaaer ud ved Bevægelse og stærk Sveed. Jeg vil dog ikke poussere disse Tanker videre; men gierne tilstaaer, at adskillige Skrøbe- 106 ligheder ved Lærdom og Formaninger kand corrigeres. Men, saasom Orthodoxe Moralister selv tilstaae, at Vredagtighed reyser sig af Galden, Løsagtighed eller Venus à Gerere et Baccho, det er, af Overflod i Mad og Drikke etc. saa er det klart, at hvis de ville ansee dette mit Paradox som Kietterie, de da giøre til Kietterie en Lærdom, som er en Conseqvence af deres egne Principiis. Jeg forbliver etc.