EPISTOLA CCLVII.
Til **✂
Du skriver, at du nyeligen var udi et Sælskab, hvor jeg var Materie til
Discours, og at man tillagde mig lutter Skrøbeligheder og Fejl, saavel paa
Legemets som paa Sindets Vegne. Det kand hende sig, at udi det første Sælskab,
som du bivaaner igien, du kand faae at høre en Liste af ligesaa mange Legemets
Herligheder og Sindets gode Egenskaber, og begge stridende Partier kand have
Ret. Thi det synes, som jeg er skabt, for at forvirre saavel Medicos som
Moralister. Du vil vel hertil sige, at det er en mørk Tale for dig: Du haver
derudi Rett. Hvi skulde den ikke være mørk for dig, da den er mørk for mig selv.
Der ere 3 Studia, som jeg 194 meest
haver lagt Vind paa, men hvorudi jeg haver giort mindst Fremgang. Hvorlænge jeg
haver spillet paa Violin, haver jeg dog ikke lært at stryge ret: Hvormange
Græske Bøger jeg haver læset, haver jeg dog intet lært til gavns; og hvormeget
jeg haver studeret paa at kiende mit Legems Constitution, bliver jeg dog ikke
klog derpaa. Thi jeg kand sige, at der er intet, som jeg meere studerer paa, og
dog mindre begriber, end mig selv. For Sindets Egenskaber kand jeg vel
nogenledes giøre reede, og give Aarsag til apparente Contrarieteter, men til
Legemets aldeeles ingen. Naar jeg betragter min høje Alder, og derhos den
Tilstand, jeg udi mange Ting befinder mig udi, synes det at jeg haver en herlig
Legerns Constitution; jeg kand ej heller overtale andre til at troe anderledes:
Naar jeg derimod betragter, hvad jeg lider, maa jeg beklage mig selv, og enhver
som hører mine Lidelser at opregnes, stemmer i dermed; men derhos sige: Hvi kand det være mueligt? Mit Syn er saadant, at jeg
paa 10 Skridt nær ikke kand skille en Person fra en anden, og dog kand jeg udi
tusmørke læse den fineste Stiil uden Briller. Min Gang er saadan; at undertiden
ingen kand følge mig, undertiden igien kand jeg ingen anden følge. Jeg finder
gemeenligen hos mig indvortes Heede, men ingen, som mig er bekiendt kand taale
mindre Kulde. Om Vinteren kand hverken Støvler eller Strømper, end ikke
Fod-Poser holde mine Fødder varme, og om Sommeren kand jeg fast ikke taale at
skiule dem under et Lagen. Nu haver jeg for meget Acidum eller Syrlighed, nu
igien for lidet. Til disse Ting kunde jeg vel, skiønt ikke uden med
Vanskelighed, hitte paa at give nogle Aarsager; men der er andre Ting, hvorudi
jeg ingen reede kand hitte. Jeg er aldrig bedre, end naar jeg haver liden Søvn,
og haver aldrig bedre Appetit, end naar jeg haver haardt Liv. De hos andre Folk
ønskeligste Sedes, ere hos mig Forbud paa Sygdom, i det ringeste til en stærk
Hoved-Pine. Et Glas Viin, som opmuntrer andre, giør mig traurig, og Caffée, som
foraarsager Tungsindighed hos andre, giør mig glad. Naar jeg en Tiid lang 195 haver været plaget med Hoved-Pine,
og tænker at bruge noget derfor, staaer jeg op om Morgenen, og mærker, at det er
ikke Hovedet, men Brystet, som behøver Medicine; og, naar jeg lader hente en
Recept for Brystet, finder jeg undertiden strax derefter, at jeg ikke behøver
uden Mave-Draaber. Saa at den Striid jeg fører med mine Sygdomme, er ligesom den
Kamp Hercules havde med Acheloo, og mine Svagheder tiene fortreffeligen til at
faae en Doctor til at løbe April. Hvis din Orthodoxie tillader dig ikke at fæste
Troe til alt dette, fortænker jeg dig ikke aldeeles derfor: Men de Folk, som jeg
dagligen haver Omgiængelse med, og de Doctores, som jeg een og anden Gang haver
betient mig af, kand vidne, at det saaledes forholder sig; og hvad kunde vel
bevæge mig til at giøre over mig selv en saa sælsom Afrissning? Hvad Sindets
Egenskaber angaaer, da synes de ikke mindre stridige; dog kand jeg nogenledes
giøre reede derfor. Jeg siger, at derudi findes ligesaa store Contrarieteter.
Thi een afmaler mig som særdeeles karrig, og derudi synes at have Ret, saasom
han med adskillige Argumenter kand bevise sin Sigelse at være vel grundet. En
anden roser min Gavmildhed: Den samme synes ogsaa at have Ret, saasom han kand
anføre lige saa mange Beviisligheder til sin Sigelses Bestyrkelse. Den første
grunder sit Portrait paa min tarvelige Levernaade, som udi Alting er afpasset,
item paa den Attention jeg haver til mine Sager. Den anden grunder sin Dorn paa
adskillige Udgifter, som han af mig seer at skee udi Ting, hvori andre ere
paaholdne, og hvorudi jeg løser Pungen, naar andre slaae Knuder derfor. Heraf
kommer det, at man i een Gade siger: See der gaaer den Gnier,
som giør ingen Mand godt; men udi en anden: GUd lade
den Mand leve, som er saa god imod Fattige! Begge have Ret; thi mange
gaae tomhændede fra mig, som nyde noget hos andre; og mange gaae tomhændede fra
andre, som nyde noget af mig. Jeg viser gemeenligen de Folk bort, som dagligen
besøge mig med Bettel-breve, og derimod leeder efter andre, som aldrig have
bedet mig om noget, men som jeg 196
haver udforsket at kunne have meest Aarsag dertil. Enhver, som med mig haver det
Principium, qvod liberalitas exercenda sit cum judicio, det er, at man maa deele
Gaver ud med Skiønsomhed, kand ikke andet end underkastes lige stridige Domme.
Aarsagen til min Tarvelighed udi Mad, Drikke og Levemaade haver jeg ved anden
Lejlighed udi mine Skrifter tilkiendegivet, hvorfore jeg her intet videre derom
mælder. Videre: Ligesom jeg af nogle kaldes karrig, af andre liberal; saa
tillegge nogen mig Dovenhed, andre Arbejdsomhed: Og erindrer jeg mig nogle gange
offentligen at have faaet Reprimande for Forsømmelse paa samme Tiid, som andre
have formanet mig til at moderere min Iver til Arbejde, som svækkede mine
Kræfter, og forøgede mine Svagheder. Disse stridige Domme grunde sig paa min
Efterladenhed udi visse, og min Arbejdsomhed udi andre Ting. Jeg haver fordum
stedse været efterladend udi visse Academiske Exercitier, som jeg haver holdet
for at være af liden Nytte; det er og med stor Møye, at man kand bringe mig til
at svare paa et Brev, som mig bliver tilskrevet: men jeg er derhos dog aldrig
ledig for Arbejde; og er dette mærkeligt, at jo vanskeligere et Arbejde er, jo
mindre besværger det mig. Paa de samme Tider, som jeg haver fundet mig besværget
ved at skrive to eller tre Compliments-Breve paa een Post-Dag, eller ved at
corrigere et Ark, som skulde trykkes, haver jeg skrevet nogle 100de Latinske
Epigrammata, som andre holde for det stærkeste Arbejde. Nogle laste min alt for
store Lyst til Fruentimmer-Sælskab: Andre derimod bebreide mig min Koldsindighed
mod samme Kiøn. Jeg nægter ikke, at jeg jo altiid haver fundet Behag udi
Fruentimmer-Sælskab, og det formedelst de Aarsager, som jeg udi mine Skrifter
haver tilkiendegivet. Saadan idelig Omgiængelse giver Anledning til den første
Critiqve. Men, saasom jeg omgaaes dem ikke for andet end for Sindets Recreation,
og tracterer dem ikke anderledes end som smukke Skilderier, saa gives deraf
Anledning til den sidste Critiqve. Jeg haver tvende Hoved-Gaarder paa Landet:
Paa den eene var det 197
første Rygte
udspredet; hvorudover, naar jeg besøgte en af mine Bønder, som havde en ung Kone
eller smukke Døttre, meenede Bonden, at jeg kom for udi dem at giøre mig betalt
for resterende Landgilde. Paa den anden Gaard hørte jeg ved min første Ankomst,
en almindelig Tale at være udspredet, nemlig, at jeg havde naturlig Af skye for
Qvinde-Kiøn; hvorudover, ligesom paa det eene Gods Qvinderne bleve skikkede udi
Ambassader, for at erholde et og andet, som forlangedes, saa agerede Mændene
selv Ambassadeurs eller Sollicitanter paa det andet Gods. Nogle holde mig for en
overmaade lystig Mand, andre derimod tillegge mig en særdeeles Austeritet: De
første grunde deres Dom paa mine lystige Skrifter; de andre paa min Omgiængelse,
og paa mit daglige Levnet, hvilket er saaledes indrettet, at faa Mennesker
derudi kand efterfølge mig. Thi jeg gaaer lidet ud om Dagen, alleene for at tage
Luft, og er om Aftenen i mit Cabinet det heele Aar igiennem, og det uden at see
noget levende Creatur, undtagen naar min Dør staaer aaben, at en Kat kand liste
sig ind, for hvis Compagnie jeg dog betakker mig, og strax viser den Dørren
igien. Saasom mit Legems Constitution forbinder rnig til en egen Levemaade, saa
foraarsager den ogsaa, at jeg udi adskillige Ting haver en egen særdeeles Smag,
saa at jeg tidt vrager hvad som andre admirere. En vis Herre visede mig en Rad
af pyntede Fruentimmer, hvis alamodiske Fiskebeens-Skiørte skinnede som prægtige
Zirather i hans Øjen. Jeg sagde da, at, hvis jeg nu paa min gamle Alder skulde
lade mig forføre til Elskov, maatte det være af en Stue-Pige, der haver en meere
naturlig Dragt. Videre, nogle tillegge mig en Lunkenhed udi Religion, efterdi de
see mig at forsornrne Kirke-Gang: Andre domme anderledes, efterdi de see mig
ikke at forsømme Kirke-Gang. Begge have ogsaa Ret: Thi hine see mig alleene her
udi Staden om Vinteren, da jeg formedelst Kulden ej kand komme i Kirke. Disse
derimod see mig alleene paa Landet om Sommeren, da Kulden ikke hindrer mig.
Efter saadan given Afrisning maa ingen forundre sig over at høre saa 198 stridige Domme fældede over min Person: Thi
enhver kand have Ret, som seer mig alleene i den eene Ende; og, naar nogen ikke
vil fatte, hvorledes Caractererne baade kand være rigtige og u-rigtige, saa kand
man bede dem at vende Bladet om, for paa den anden Side at see Forklaringen. Jeg
forbliver etc.