EPISTOLA XCI.

✂ Du laster mig for min Thee- og Caffé Drik, som du holder for at være skadelig for min Helbred, og at svække min Mave. Jeg derimod er af andre Tanker, helst i Henseende til Café, hvormed jeg bilder mig ind at kunne formilde alle 94
Svagheder, saa at jeg bruger den ogsaa mod Tandpine. Denne Cur vil vel komme dig latterlig for: men jeg taler af Erfarenhed, kand ogsaa give naturlig Aarsag til saadan Virkning. Min Tandpine kommer gemeenligen af heede og skarpe Dunster, som stige op af Maven, og gravere saa vel Tænder som Hoved. Café styrker Maven, hindrer Dunsterne at opstige, og Conseqventer stiller saa vel Tand- som Hoved-Pine, hvilket jeg saa ofte haver erfaret, at jeg gandske er bleven overbeviset derom. Hvis ingen anden Nytte var ved Thee og Café, var dog denne, at Drukkenskab, som tilforn gik saa meget i Svang, derved temmelig er kommen af Brug. Nu kand vore Hustruer og Døttre giøre 10 Visiter en Eftermiddag, og komme gandske ædrue tilbage. Dette kunde ikke skee i gamle Dage, da man intet andet havde at byde de Besøgende, uden Gylden-Vand, Sek, Spanskbitter-Viin, Luttendrank, og andet, hvoraf et Fruentimmer maatte i det mindste pimpe lidt paa hvert Sted, saa at, naar man lagde alle de smaa Doses sammen, som toges i hver Barsel-Stue, det omsider kunde beløbe sig til noget: I det ringeste finge de Smag paa visse stærke Liqveurs, hvorom de nu ingen Idée have, og derfor ingen Lyst kand faae dertil; Thi, hvor ingen Aspectus er, kand ingen Usus blive, og man kand ikke faae Lyst til en Ting, førend man faaer Smag derpaa. Du forlanger ellers at vide, hvorlænge Thee og Café haver været i Brug blandt Europæer, item Historien derom. Hvad Café-Bønner angaaer, som Tyrkerne kalde Cahueh eller Caoua, da voxe de paa Træe udi Arabien af samme Navn, og er det saadanne, som kaldes Levantske Bønner. Fra Indien haver man nu ogsaa begyndt at føre dem; men de samme ere nær ikke saa gode som de Levantske. Bønnernes Brug paa de fleeste Europæiske Steder henføres til mod Enden af det 17 Seculum. Her udi Norden er den sildere indbragt; thi jeg hørte i min Barndom intet derom talt: Og mange betienede sig i Begyndelsen af brændte Bygkorn, som man paa Thee-Huusene skiænkede for Caffé, efterdi Folk ingen Forskiel endda kunde giøre paa 95
Smagen. Der siges, at disse Bønners Kraft blev først mærket af en Munk, for hvilken en Hyrde, som vogtede Geeder og Cameeler ved de Steder, hvor Bønnerne voxe, tilkiendegav, at, naar samme Creature deraf aade, vaagede de, og stimede derpaa den heele Nat. Hvorudover han, som Prior for Munkene, lod deres Brug indføre udi Klosteret, for at hindre, at Brødrene ikke efter Sædvane skulde forsove deres Morgen-Lovsange. Der ere ellers adskillige Tvistigheder om disse Bønner: Nogle tillegge dem stor Dyd, andre igien holde dem heel skadelige. Blant dem, som meest declamere derimod er vor bekiendte Medicus Simon Pauli udi hans Commentarier mod Thee og Tabac. Thee haver udi Europa været længe bekiendt; dog ikke førend langt hen udi forrige Seculo: Thi jeg finder, at Olearius og Mandesloe udi deres Reyse-Beskrivelser taler derom, som en tilforn os u-bekient Urt, hvis Dyd prægtigen beskrives, skiønt den saavel som Café ogsaa haver sine Fiender; hvilket blant andet sees af den Medicinske Dissertation de tribus impostoribus Thee Café et Chocolade. Hvad Tabac angaaer, som Americanerne kalde Petun, og mod hvilket ovenmældte Simon Pauli declamerer, da blev det først af Spanierne bekiendt udi den Amerikanske Province Jucatan, og udi Frankerig blev den først presenteret til den store Prieur, og til Dronning Catherine de Medicis ved den Franske Ambassadeur Jean Nicot, hvorudover det fik Navn af den Nicotianske Urt, og endnu paa Latin heeder Herba Nicotiana. Det førte ogsaa en Tiid lang Titel af Herbe au grand Prieur, eller Herbe à la Reine. Urten haver, foruden Simon Pauli, haft adskillige Anfægtere. Jeg haver udi den Persiske Konges Schak Abas Historie talet om det artige Middel, hvoraf han betienede sig, for at vende sine Undersaatter derfra. Kong Jacob I. udi Engeland haver skrevet en Tractat imod Tabac. Og Pave Urbanus 8. lod udgaae en Bulle, hvorudi de excommuniceres, som bruge Tabac udi Kirken; hvilket ikke kand forstaaes uden om Snus-Tabac. Det blev tilforn alleene ført fra Indien: nu derimod plantes Tabac paa ad- 96 skillige Steder udi Europa, hvorpaa haves stor Aftrek, saasom det ikke alleene røges og bruges for Næsen, men end og paa visse Steder tygges, sær af Norske Bønder, som udi dets Tyggen finde en Himmel-Smag. Andre tale prægtigen om denne Urts Dyd og Herlighed. Vi have paa Dansk et Vers til Tabacs Berømmelse, som er et Mesterstykke udi den Danske Poësie. Jeg for min Part, saasom jeg ikke disputerer nogen sin Smag, saa hverken roser eller laster jeg dem, der finde Behag derudi. Om dets Brug haver den gode Virkning, som nogle foregive, kand jeg ikke sige. Det alleene maa man tilstaae, at udi Røgen er ingen naturlig Angenemhed, item at Stuer derved skidnes og Klæder fordærves, ikke at tale om, at mange U-lykker og Ildebrande ere foraarsagede af Tabacs-Piber: hvorudover man blant Gaards-Articler og Fogde-Instruxer gemeenligen lader indføre den Artikel, at ingen paa Gaarden maa smøge Tabac, skiønt den sielden bliver efterlevet; thi Begierlighed dertil haver hos de fleeste taget saadan Overhaand, at hverken Straf eller Trusler kand holde dem derfra. Paa intet Sted giøres deraf større Misbrug end udi Holland; hvilket man fornemmeligen mærker hos reysende Folk paa Trækskøiter: thi man hører saa snart ikke, at en blæser sin Pibe reen, førend Fyrtøyet slaaes derpaa igien. Af Snus-Tabac giøres og stor Misbrug; saa at adskillige have lige saa mange Tabacs-Daaser, som Lommer, og seer man dem ikke saa snart at giemme een, førend de i en anden Lomme gribe efter en anden. Deraf haver jeg selv giort Exces, som jeg dog paa nogen Tiid haver søgt at moderere; hvilket jeg giør i alting, end ogsaa udi Café, som du raader mig fra. Thi jeg bruger gemeenligen ikke meere end 4 à 5 Skaale om Dagen. Jeg forbliver etc.