EPISTOLA CCCXCIII.

✂ Min Herre skriver, at han ingen Behag haver fundet udi mit Portrait, som er sat for den Franske Oversættelse af de Moralske Tanker. Portraitet befalder mig ikke selv: Thi jeg haver ligesaa liden Behag udi Diogenes som udi hans Hund; jeg giver mig og ikke ud for en Philosophus; og, hvis jeg skulde lade mig overtale til at antage nogen philosophisk Sect, blev den Cyniske den Sidste, som jeg beqvemmede mig til. Jeg antog heller den Cyrenaiske, og lod mig indrullere blandt Aristippi Disciple, hvis Philosophie er at leve uden Affectation, det er, udi Levemaade og Klædedragt at conformere sig med andre Mennesker. Saadant haver jeg ved een og anden Lejlighed tilkiendegivet, hvoraf jeg slutter, at Opleggeren, som er falden paa saadan Concept, ikke maa have læset mine Skrifter med Agtsomhed. Jeg vrager ikke, hvad som andre holde for Velstand, og jeg skikker mig udi Væstand. Jeg forkaster ikke Penge, og jeg legger mig ej heller syg for dem. Hvis min Herre vil forære mig tusind Daler, bliver jeg ikke vreed over saadan Gave; og, hvis jeg mister dem igien, gaaer saadant Tab mig ikke til Hiertet. Jeg klæder mig efter Moden, og derudi følger Strømmen. At jeg ikke æder og drikker som de fleeste, foraarsager mit Legems Constitution, eller min Mave, som tvinger mig imod min Villie at singularisere: Thi jeg holder det philosophisk ikke at leve anderledes, men bedre end meenige Almue. Min Herre seer deraf, at enhver, der haver saadant Principium, kand ikke passere for Diogenis Discipel, der stedse gik imod Strømmen, og holdt det for en philosophisk Pligt at singularisere, og udi Levemaade ligesom gav tilkiende, at han havde renonceret paa sin egen Skabning. Det er jo ingen Philosophie at skabe sig til et Dyr, for at være meer end et Menneske. Min Herre seer saaledes, at Diogenes er ikke den Philoso- 231
phus, som jeg skiøtter om at parres med, en Deel saasom jeg aldeeles ikke bifalder hans Lærdom, en Deel ogsaa, saasom jeg ikke kunde practicere den, endskiønt jeg vilde. Thi een, der haver saadant delicat Legem, som mit er, kand med all sin Theorie ej føre nogen Philosophie til Praxin. Man kand vel nogenledes tvinge sine Affecter; man kand ogsaa vide hvilke Regler, som recommenderes at i agt tage dertil: Men, hvor Blodet er hidsigt, og Vædskerne udi Legemet skarpe, hielper saadanne Reglers Iagttagelse ikkun lidet. Naar Ilden kommer i Krudet, maa det springe, og naar Vædskerne ved een og anden Hændelse begynde at fermentere, ville de blive ved, indtil de have udkaaget. Jeg veed vel, at adskillige herudi ikke ville bifalde mig. Der findes og visse Mennesker, som vidne med deres egne Exempler, at de ved saadanne Reglers Iagttagelse ligesom have overvundet sig selv, og bekommet en anden Natur. Det kand være, at der findes saadanne Kiemper: det kand ogsaa være, at mange bryste sig af Sejer uden Striid. Det er ellers meget troeligt, at hvis een eller anden saalænge haver stridet med sine Affecter, at han haver gandske undertvunget dem, saa maa Passionerne ikke have været udi nogen høj Grad. Thi det var vanskeligere for Alexander M. at overvinde een af sine herskende Passioner, end at undertvinge heele Orienten. Jeg for min Part haver hos mig selv fundet saadant at være et forgiæves Arbejde, og derfore anhører som Stortalenhed, hvad derom siges. De fleeste, som bryste sig af saadanne Sejervindinger, og som igiennemhegle andre, efterdi de ikke vilde følge deres Exempel, ere dog saa forsigtige, at de gemeenligen ikke tale om de Fejl, som ere deres egne Hoved-Passioner, men declamere alleene mod saadanne, hvortil de enten selv ingen Tilbøjelighed have, eller som hos dem ere let at bestride. Saaledes bebrejder den Giærrige sin Næste alle Slags Passioner, uden Begierlighed efter Penge: En Advocat rører i sine Straffe-Præ dikener ikke om Trættekiærhed; og en Fanaticus, som stedse tordner mod Spill, Dantz og anden Tidsfordriv, som ikke 232 ere hans egne Hoved-Passioner, prædiker sielden mod Overflod udi Mad, mod stærk Drik, og andet deslige, hvortil han selv i høj Grad inclinerer. Jeg forbliver etc.