EPISTOLA XCIII.
Til **✂
Min Herre skriver, at det er ham kiært, at N. N. er hiulpen til et Embede,
hvorved han kand have sin rigelige Udkomst. Det er mig ogsaa kiært; men end
kiærere, naar jeg hører, at et Embede er hiulpen til en beqvem Embedsmand,
hvorved det vel kand forestaaes: Thi enhver Regent, endskiønt mange
Regierings-Regler af ham bleve forsømte, kunde holdes for en kostbar Øvrighed,
naar udi Bestillingers Distribution man ikke leedede efter Embeder, for dermed
at hielpe Personer, men efter Personer, for dermed at forsyne Embeder. Thi,
ligesom intet er større Styrke for et Huus, end at det er forsynet med beqvemme
Tienere til hver Huusgierning; Saa er og intet større Styrke for en Stat, end at
hvert Embede er vel besatt. Naar en Huusfader vil have en Fuldmægtig, en Kok, en
Kiældersvend, en Kudsk, søger han ikke efter den, som meest trænger til Brød,
men efter den, som er beqvemmest til en Huus-Forretning, som er leedig; Thi at
hielpe en Nødlidende er priseligt, men Hielpen maa ikke skee paa den Maade.
Publiqve Bestillinger maa ligeleedes ikke bortgives til Mænd, men Mænd til
Bestillinger; De maa ikke være Gaver og Almisser, men Belønninger: Man maa ikke
sige, see! her er en god Mand, som maa hielpes, men, see! her er en vigtig Bestilling, som maa forsynes. Men,
at saadant gemeenligen ikke skeer, vise alle Landes og alle Tiders Historier.
Embeder, som burde heede Byrder, blive overalt kaldne Beneficia; hvorudover man
siger ikke, at Embedet er beneficeret med en Mand; hvilket i alle Sprog nu er
uforstaaeligt; men at Manden er beneficeret med et Embede. De fleeste
Solicitanters Ansøgninger give og saadant tilkiende; thi de præludere og endes
gemeenligen med de Ansøgendes Nødlidenhed og slette Tilstand; hvilket bør være
lige saa liden Motif til at erholde et publiqve 98
Embede, som om een søger at blive en Herres Kudsk, alleene paa
det Fundament, efterdi han er en fattig Mand: Thi Huus-Herren spørger ikke om
hans Tilstand, men om hans Capacitet at styre en Vogn-Hest; Han spørger ey
heller om hans andre Qvaliteter: thi han kand være en god Huus-Fader, der vel
styrer sin Hustrue og sine Børn, men kand derfor være gandske ubeqvem til at
styre Heste. Det heeder: Hic Rhodus, hic Salta. Jeg bekiender vel, at det er
ikke saa let for en Regent, der haver et stort Land at forestaae, at opfylde
denne Pligt, som for en Huus-Fader, der er kun Regent udi Mignature, og til en
liden Oeconomie behøver kun faa Tienere. Men, som en høy Regent haver større
Oeconomie, saa haver han og fleere Fuldmægtige og Stats-Ministre, hvis fornemste
Pligt det kunde blive at udfinde Middel til at hæve de Vanskeligheder, som
derved møde. Intet kunde være større Styrke for en Stat; en Regent vilde glæde
sig ved at see alle Embeder udi Landet vel forsynede; og enhver Embedsmand vilde
opmuntres til at efterleve sin Pligt, og at svare til den Tillid, som
Regieringen havde ladet see til hans Person, ved at betroe ham et Embede, som
man havde holdet ham frem for andre beqvem til at opfylde. Om denne Regel røres
dog lidet eller intet af dem, der have skrevet vitløftige Bøger om Regenteres
Pligt. Jeg finder ellers udi samme Bøger nogle andre Poster ikkun løseligen
omtalede, hvorvel de ere af stor Vigtighed i Henseende til de Conseqvencer, sorn
flyde deraf. Een er denne, at, naar Tiderne udfordre, at en almindelig
extraordinaire Skat maa paalegges, der da fornemmeligen tilsees, at alle efter
Proportion og Tilstand bære lige Byrde; thi Erfarenhed viser, at hvor stort et
Paalæg end er, saa skikker enhver sig der udi, naar det er lige for alle. Tvert
imod, hvor liden og maadelig en Byrde er, synes den tung og utaalelig, naar eens
Naboe eller Medborger derfor dispenseres. Man mærker saadant daglig ved
Hoverie-Bønder, hvilke med Taalmodighed bære store Byrder, naar de ere
almindelige; men deres Skuldre blive forsvage til at bære de mindste, naar de
see een eller 99
anden af deres Naboer
gandske befriede: thi da bliver Fluer til Elephanter, og Skaalpund til Lispund.
Herudover tager en Landmand nøye i Agt, ingen Bonde at befrie for ringeste
Hoverie, med mindre han betaler Arbeydet rned Penge. Udi Byrders Paaleg møde vel
Vanskeligheder, saavel som udi Embeders Uddeeling: men Regelen maa i Agt tages,
saavidt som mueligt. Det var at ønske, at alting kunde veyes ud efter Lod og
Qvintin; thi i saa Maade kunde en Øvrighed uden Møye og uden Undersaatternes
Klynken erholde alting. Saasom nu Dispensationer udi almindelige Paaleg føde
Fortrædeligheder, og enhver Borger bilder sig ind, at all den Byrde, som tages
fra sin Medborger, legges paa sig, saa kand man sige, at enhver giør ilde, som
anholder om saadan Dispensation: thi han giver dermed tilkiende, at han vel vil
være deelagtig udi alle Fordeele, men ikke udi Byrder; hvilket er mod alle
Societeters Love. Og bekiender jeg for min Part, at, hvis i saadant Fald
Dispensation mig blev tilbuden, jeg ingenlunde vilde eller kunde beqvemme mig
til dens Modtagelse. Dog kand her, som i andre Ting, være Omstændigheder,
hvorved saadant kand forsvares. Thi een kand ved en særdeeles Merite eller
Tieneste være bleven Publici Creditor; og derfore kand imodtage saadan Befrielse
udi almindelige Paaleg, som en Belønning, og ansee den som en Liqvidation:
skiønt man kand sige, at det er sikkerst og raadeligst, at Belønningen skeer paa
all anden Maade, end saadan, som opvækker andres Fortrydelse, og setter et heelt
Societet i Fermentation; Thi, endskiønt en Ting kand være den samme, saa
foraarsager dog Maaden, paa hvilken den skeer, at den ikke bliver den samme.
Derpaa grunde sig de mange Inventioner man haver udi Byrders Paaleg, og de mange
Navne man setter paa Skatte; hvilke mange ansee, som idel Pedanterie, da dog
derudi er en stor Politiqve, saasom Erfarenhed viser, at de fleeste Mennesker
ville tracteres som smaa Børn, og at man uden Møye kand bringe dem til at
undergaae Byrder, naar de paalegges under visse Navne. Saaleedes, naar for
Exempel, en settes 100 i Skatt for 20
Rdlr. kand han krympe sig derved; men naar den samme Sum deeles, saa at en Part
settes paa Peruk, en anden paa broderede Veste, finder han sig bedre derudi,
saasom han indbilder sig, at det er ikke ham selv, men Peruken og Vesten meened.
Ellers er udi alle extraordinaire Skatter intet bedre Middel, end at taxere
efter Ting, som alleene bruges til Vellyst og Overdaad, item paa Titler, som
søges af pur Vanitet; thi derved slaaes to Fluer med een Smække: thi Penge
bringes i den publiqve Gasse; og Borgere kand i Fremtiden blive meere tarvelige
og mindre forfængelige. Min Herre seer af disse Anmærkninger, at jeg ogsaa kand
tale om Stats-Sager, naar jeg vil ryste mine Ærmer: Han maa selv dømme om de ere
vel grundede, eller om de bør settes i Classe med Herman von Bremens Maximer.
Jeg forbliver etc.