EPISTOLA XLIV.

✂ Jeg ønsker dig til Lykke formedelst din Forfremmelse til Dommer-Embedet. Du selv giver tilkiende Bekymring derover, og meener, at du for tilig er bleven Assessor udi en Ret. Jeg priser din Bekymring; thi den viser, at du kiender dig selv, og at du haver Embedets Vigtighed for Øyene; og hvad din Ungdom angaaer, da støder jeg mig ikke derover, saasom Erfarenhed viser, at unge Personer ere allerbeqvemmest udi de Rette, hvor Dom strax skal afsiges: Thi, saasom de hastigere fatte Historien af en Sag, end de gamle, og Ihukommelsen hos dem er bedre, saa kand de altiid nogenledes acqvitere sig, da de Gamle derimod, som hverken have den hastige Perception, som i saadanne Rette udfordres, ey heller Ihukommelse til at beholde alle Sagens Momenta i Hovedet, som efter Orden skal opregnes, ofte, naar Dom skal afsiges, blive stumme, og maa referere sig til andres Vota. Forsøg ikkun at fortælle en vidtløftig Historie for en Ung og for en Gammel tillige, og see saa til, om den første ikke skal recitere den langt bedre end den sidste. Efterdi nu dette er af saadan Beskaffenhed, saa kand en ung Dommer, hvis Begreb og Ihukommelse er i sin Vigueur, gemeenligen udi en Ret, hvor Sagerne ikke optages til Doms, sige noget, da en gammel derimod, som ikke paa staaende Foed fatter Sagens Historie, kand med all sin Skiønsomhed sige slet intet. Samme Beskaffenhed foraarsager, at de stærkeste Landsdommere kand blive de sletteste Assessores udi deslige Rette, ligesom de, der holdes for de dueligste Assessores, kand blive de sletteste Landsdommere. Jeg siger dette gemeenligen, saasom der er ingen Regel uden Exception. Men, saasom Regelen er fast almindelig, saa glæder jeg mig lige saa meget over at høre, at en Ung er bleven Assessor udi saadan Ret, som at en gammel Mand er 58 bleven Landsdommer eller Herredsfoged. Dette, som jeg her haver antegnet, angaaer alleene Dommeres Capacitet. Der udfordres ellers adskillige andre Qvaliteter, som pryde en Dommer, og som i lige Grad kand findes hos Unge og Gamle. Saadanne Qvaliteter ere 1.) Ærlighed, saa at en Dommer, hverken af Venskab, Ære eller Penge lader sig drive til at forvende Retten. 2.) Upartiiskhed, saa at han ingen Forskiel giør imellem Fattige og Rige, men haver alleene Sagen i sig selv for Øyene; og er denne Erindring desmeere fornøden at giøre, efterdi der findes mange Dommere, som af lutter Ærlighed synde imod samme Dyd, saasom de af Medlidenhed mod Fattige meene, at det er en Dyd at favorisere de samme. 3.) Koldsindighed, som bestaaer derudi, at de ikke confundere en Advocats med en Dommers Character; hvorved de røbe sig, som ved alt for meget vidtløftige, udpyntede, og med Berømmelser opfyldte Vota give tilkiende, hvilket Partie de meest ynde. En ret Dommers Mundheld maa være dette: Det er mig lige kiært enten min Ven eller min Fiende vinder Sagen, naar Retten maa have sin Gang. Hvis du disse Regler i Agt tager, vil jeg ikke alleene gratulere den nye Dommer med sit Embede, men og Embedet med sin nye Dommer. Jeg forbliver etc.