EPISTOLA CDXCIV.

✂ Jeg har læset det mig tilskikkede Skrift om Menniskets ubillige Forhold og Opførsel imod uskyldige Dyr, og dets Utaknemmelighed mod dem, som have beviiset store Tienester. Jeg seer at Autor derudi har afmalet saadant Forhold med sorteste Farve, og betient sig af alle de Argumenter, som af andre have været anførte. Men, saasom jeg intet Nyt derudi finder, bliver jeg ved mit forhen fatted Forsæt, nemlig her udi at gaae en Middel-Vey, saaledes, at jeg laster ikke uden dem, der alleene af Kaadhed for Tidsfordriv pine og plage uskyldige Dyr, og derimod seer igiennem Fingre med dem, som til Føde slagte tamme, og for deres egen Sikkerhed omkomme vilde og skadelige Dyr. Hvad, som har bevæget mig til at fatte saadant Principium, har jeg ved anden Leylighed tilkiendegivet, hvor- 254
fore jeg herom intet videre vil mælde. Det er i den Henseende, at jeg tager ikke i Betænkning at æde enten Oxe eller Kalve-Kiød, eller anden Spiise, som haves af uskyldige Creature, saasom udi saadant Offer er en slags Fornødenhed. Det er ogsaa udi samme Henseende, at jeg giør mig ingen Samvittighed af at jage efter Fluer og andet Utøy, efterdi de incommodere, og ligesom erklære mig offentlig Krig. Dette alleene holder jeg for at Executionen maa skee paa den korteste og Lemfeldigste Maade. Thi et er at skyde en Fugl ihiel, et andet er at martre den langsom, eller, som en vis Keyser, at prikke dens Øyne først ud, hvorved man lader see Prøve paa et haart og blodgierrigt Hierte. Jeg holder ogsaa for at visse Creature, sær Heste og Hunde, som ved lang Tieneste og Troeskab have signaliseret sig, ikke uden Eftertale udi deres Alderdom bør forlades, og derfor heller berømmer end beleer dem, der lade see Taknemmelighed mod saadanne Creature. Jeg laster derfor ikke den store Macedoniske Konge, efterdi hand oprettede et Monument for sin Hest Bucephalo. Jeg dømmer og ikke anderledes om Reinhold Roses Testament, hvorved blev beskikket, at hans troe Hest, som hand havde betient sig af udi adskillige Feltslag, skulde gives en Pension tilligemed Frihed fra Arbeyde, og en Eng til Græsgang. Historien viiser ellers adskillige andre Exempler herpaa, hvoraf nogle ere velgrundede, saasom de viise Prøve paa Taknemmelighed. Andre derimod ere latterlige. Blandt de sidste kand regnes Keyser Caligulæ Gierning. Samme Keyser lod og oprette et Marmor Pallads for en Hest, og tillagde den en Førstelig Underholdning. Dermed lod hand sig end ikke nøye, hand vilde beskikke samme Hest til Romersk Consul, og give ham Rang udi det store Raad. Med saadan Høytid var Hesten ikke tient; thi den viiser heller Prøve paa Raserie, med mindre man vil holde for at Gierningen skeede alleene for at drive Spot med Senatet, hvoraf denne Keyser var en svoren Fiende: Man kand dømme lidt mildere om det Testament som Madame de Puis giorde til sin Kat. Ved 255 samme Testament blev Katten tillagt en Pension og ancrdnet, at man til den skulde aflægge ugentlige Visiter. Det var fornemmelig i Henseende til det sidste, at Testamentet af Dommerne blev underkiendt, og at Katten tabte sin Process. Slige Testamentere ere lige saa daarlige som visse andre ere opbyggelige, og tilkiendegive Taknemmelighed mod troe Creature, som have beviiset deres Herrer Tienester. Derfore seer man at samme Testamenter ere blevne kiendte gyldige, ligesom visse Herrer ere formedelst deres Utaknemmelighed mod slige Creature enten blevne straffede, eller tilholdte at underholde dem i Alderdommen: Thi hvad kand være større Prøve paa et Menniskes haarde Gemyt end efter mange Aars Tieneste at fordømme en gammel Hest som ofte har reddet ens Liv, til en Mølle, item at sætte en troe Hund udi en Lænke, eller at skyde ham ihiel, naar den formedelst Alderdom ingen videre Tieneste kand giøre. Jeg forbliver etc.