EPISTOLA CCX.

✂ Jeg var forgangen Uge udi et Sælskab, hvor der hæftigen blev disputeret, om Mr. Bayle eller hans Modstandere haver ret udi den Tvistighed angaaende Virkninger af Vantroe og Overtroe, som endnu varer, og maaskee endnu længe vil holde ved, saasom begge Partier have Forraad paa Argumenter og Exempler, som tages af Historier og daglig Erfarenhed, for at bestyrke deres Meeninger. Man veed, at Mr. Bayle vidtløftigen haver søgt at vise, at et Societet kand bedre bestaae af Vantroende end af overtroeske Borgere, og at Superstition fører større Uheld med sig, og giør et Menneske verre end ingen Troe. Efter at begge Partier udi ovenmældte Sælskab længe havde bombarderet paa hinanden, og opkaaget alle de Argumenter og Exempler, som anføres af Bayle og hans Modstandere, vendede de sig til mig, spørgende hvad min Tanke var herom. Jeg undskyldede mig strax derfor, saasom jeg ikke skiøttede om at være Commissarius udi en saa delicat Sag. Men jo meere jeg vegrede mig derfor, jo stærkere blev jeg 179 solliciteret, og, saasom jeg mærkede, at jeg ikke kunde befries for at udsige min Meening, maatte jeg endeligen spørge dem, hvad de meenede ved vantroende Mennesker, om de derved forstode Naturalister, som nægte alleene Revelation, men dog erkiende en GUd, som straffer og belønner udi det andet Liv; eller om de derved forstoede Atheister, som nægte GUds Existence og Opstandelsen. Derom sagde jeg, maatte jeg først tydeligen høre deres Tanker, saasom der er stor Forskiel imellem de første og de sidste; og hvis de ved Vantroende meenede Naturalister, tog jeg ikke i Betænkning at holde dem mindre farlige udi et Societet, end overtroeske Mennesker: De sagde da eenstæmmigen, at de meenede ved Vantroende saadanne Atheister, som nægte GUds Existence, og at det var egentligen deres Sag, som Monsr. Bayle agerede. Jeg svarede da, at man af Exempler aldeeles ikke kand dømme om, hvilke af disse slags Folk ere skadeligst udi et Societet, og at jeg allermeest forundrer mig derover, at Monsr. Bayle betienede sig af disse Argumenter, for at dømme udi saadan Tvistighed; thi han strider derudi mod sin egen Lærdom, som er denne, at Menneskene handle mod deres egne Principia, og drives ikke af de Concepter, som de have giort sig om Religion, om Dyder og Lyder, men af Affecter og Passioner; og, naar saa er, saa kunde for Exempel en overtroesk Marius have øvet en vantroende Spinozæ Dyder, hvis han havde havt Spinozæ Naturel, og en vantroende Spinoza kunde have været ligesaa skadelig Borger udi et Societet, som en superstitieux Marius, som en Catilina, som en Caligula, hvis han havde havt deres naturlige onde Qvaliteter. Da de dette hørte, syntes dem, at den heele Disputatz havde været forgiæves, saa at Fred eller Stilstand derpaa blev slutted, og enhver gik hiem til Sit, holdende for, at saasom et hvert Partie havde grundet sin Meening paa Exempler af Historier, som ikke kunde holde Stik, de da maatte bevæbne sig med andre Argumenter. Dette haver jeg ikke kunnet efterlade at communicere min Herre. Forblivende etc.

✂ 12*