EPISTOLA XIII.

✂ Du skriver mig til om Cardinal Fleurys Afgang, og holder for, at hans Død er et stort Skaar for Frankrige. Jeg er herudi af samme Tanker med dig, holdende de Satirer, som nyeligen ere giorde over hans Person, at være ugrundede. Hvis han ikke haver været den anseeligste Minister,

✂ som Frankrig haver haft, saa haver han været den nyttigste: Thi han havde den Qvalitet, som fornemmeligen bør udfordres af en ægte Statsmand, nemlig at indprente Folk høye Tanker om sin Troe og Redelighed. Hvis hans Hierte svarede til hans Ord og Gierninger, kand rnan holde ham for en dydig og duelig Minister: Hvis der hos ham var Simulation og et forstilt Væsen, saa maa man tilstaae, at han haver været en ægte Politicus, og langt finere end enten Richelieu eller Mazarin, paa hvis Ord og Løfter ingen vilde forlade sig, og under hvis Ministerio Frankrig tog ligesaa meget af udi Credit, som det tiltog udi Magt. Man kand ikke see et Menneske længer end til Tænderne; man maa derfore dømme om en Mand, alleene efter hans Gierninger: Og, naar saa er, maa man holde Cardinal Fleury for en oprigtig og ærlig Minister, efterdi man udi hans heele Liv intet Tegn finder til Duplicitet eller Falskhed, hverken for den Tiid han antog Ministerium, eller udi hans Ministerio. Om han haver været Aarsag og Raadgiver til den store Krig, som nu føres, kand ingen for vist sige. Dette er dog klart, at han i nogle Aar haver søgt at hindre U-roelighed, og arbeydet paa, ikke alleene at moderere de Franskes Hidsighed, men endogsaa at befordre en almindelig Fred udi Europa. Et saadant Arbeyde synes meest at have occuperet ham i denne Post; og har han ved sine fredelige Anslag udvirket, at det Franske Hof, som stedse tilforn havde været Kilde til alle Uroeligheder, i hans Tiid blev anseet som et almindeligt og upartisk Tribunal eller Dom-Huus, hvortil andre Potentater have appelleret; saa at Had og Mistanke hos andre Folk blev forvandlet til Estime og Tilliid, og Riget derved tiltog ikke alleene udi Reputation, men og udi Magt; thi den nu regierende Konge kunde ligesom ved et Nik foreskrive andre Stæder Love, og Riget var virkeligen mægtigere, end det nogen Tiid havde været udi den meest florerende Tilstand under Ludvig XIV. Det er ikke troeligt, at en Herre, der havde naaet en Alder af fast 90 Aar, og allereede havde en Fod udi Graven, skulde nyeligen 30 for sin Død ville kuldkaste en Bygning, som han med saa stor Arbeyde havde anlagt: Det er troeligt, at yngere Raadgiveres Anslage have omsider prævaleret, og at han alleene haver tilladt det, som ikke stod i hans Magt meere at hindre. Dette kand oplyses af et artigt Brev, han skrev til Monsr. Fontenelle, der opmuntrede ham som en Stats-Medicum at stille de Uroeligheder, som reysede sig imellem Spanien og Engeland. Svaret var saaledes: Det et fornødent, at begge Rigers Konger tage en Dosin af Abbé St. Pierres Elixir.

✂ Du skriver ellers, at ved Leylighed af dette Dødsfald anmærkes, at, ligesom dette Seculum er ikke saa frugtbart paa hovedlærde Mænd, som det forrige, saa kand det ey heller vise saadanne anseelige Statsmænd. Thi hvor finder man nu en Richelieu, en Mazarin, en Cromvel, en Uhlfeld, en Griffenfeld, en Oxenstierne, en de Wit, og andre deslige, sorn den forrige Alder haver frembragt? Du meener, at Fleury er den Eeneste i vor Alder, som kand lignes ved ovenmældte Mænd. Jeg giver dine Ord heri Magt; men holder for, at saadant reyser sig ikke af disse Tiders Ufrugtbarhed, men alleene af Mangel paa Leylighed. Thi den vedtagen Skik i forrige Tider blant Regentere, at kaste den heele Regierings-Byrde paa visse Personer, ophører nu mestendeel. Konger og Førster legge gemeenligen nu omstunder selv Haanden paa Roret, og ville ikke vide af Premiers Ministres at sige: Ligesom derfor Maanen intet Skin kand give, saalænge som Solen tilligemed er paa Himmelen, saa fordunkles ogsaa vore Tiders Statsmænd af samme Aarsag. At Richelieu og Mazarin udi deres Tiid glimrede saameget, reysede sig deraf, at den første levede udi en Konges Tiid, som ikke kunde regiere uden ved en Premier-Minister, og den anden faldt ind udi en Konges Mindreaarighed. Der er ogsaa funden een og anden navnkundig Stats-Minister under Konger og Førster, der selv have været arbeydsomme, og haft Øye paa Regierings Sager; hvilket sees af Uhlfelds, Griffenfelds og nogle andre Exempler; men det er dog rart, og, naar saa- 31
dant er hendet, er det skeed i Henseende til en ugemeen Affection, som Regentere have baaret til visse Personer; thi man seer, at Europæiske Potentater gemeenligen nu omstunder ingen Store-Viziers ville have, tvertimod de søge at reducere endogsaa mange andre høye Embeder. Saaledes ere udi Frankrig ingen Maire du palais, eller Connetable, i Engeland ingen High Stuart, og i de Nordiske Riger ingen Drost, Rigs-Hofmester, og undertiden end ingen Store-Cantzler meere. At de Store-Vizierer udi Tyrkiet og Persien, skiønt den høyeste Magt dem der bliver overdragen, ikke ere udi den Anseelse, som nogle Europæiske Premiers-Ministres have været, reyser sig en Deel deraf, at deres Regiering varer saa kort, en Deel ogsaa efterdi de gemeenligen tages af Skummet af Almuen, og settes i saadanne høye Poster. Det er troeligt, at hvis Richelieu havde været i Tieneste under Ludvig XIV. hans Navn havde blevet lidet eller intet bekiendt; iligemaade, at meget af Mazarins Actier skulde have været faldet, hvis han havde levet nogle Aar efter den Tiid, da høystbemeldte Konge tog sig selv Regieringens Sager an: Men Tidernes Tilstand gave disse Mænd Anledning til at vise deres Pund, og at bringe deres Navn paa den høyeste Spidse. De havde begge store Naturens Qvaliteter, skiønt ikke af lige Art, saa at det synes nødigt, for at danne en complet Stats-Minister, at støbe dem sammen, eller at temperere den Franske Cardinals Ild med den Italienske Prælats lis: Thi den første var fræk og dristig; den sidste bange og varsom. Richelieu foretog sig store og halsbrækkende Ting, hvilke han ved en ugemeen Activitet og Hurtighed satt i Verk. Mazarin fuldte vel hans Fodspor; men med yderste Agtsomhed: Saa at man kand sige, at den eene løb, og den anden krøb til Maalet; hvilket de begge naaede, skiønt rettere: Denne lagde sidste Haand paa det, som hiin havde satt i Verk, nemlig, at bringe Frankrig udi Anseelse, og at forøge den Kongelige Magt og Myndighed. Udi Richelieu saae man at skinne, alt hvad Frankrig af Sindets Gaver kand tilveye bringe, nem- 32
lig et stort og hastigt Begreb, Hurtighed i at opfinde, Hurtighed i at i verksette, og Hierte til at forsvare sine Gierninger, og at holde sine Fiender Stangen. Udi Mazarin derimod fandt man de Egenskaber at fremskinne, og de naturlige Frugter, som Italien gemeenligen producerer, nemlig Varsomhed, List, Simulation: Thi han gik tilbage eller defilerede, saa tit han ikke kunde gaae lige frem, og gierne tog imod et Ørefigen, paa det han ved sikker Leylighed kunde give to igien; hvorudover hans Mundheld gemeenligen var dette: Laischons les dire, pour vou qu'ils nous laischent faire: Saa at derfore, hvad hiin vandt ved sin Activitet, vandt denne ved sin Passivitet, og ved at tage Svøftet ind, naar Stormen rasede, eller at lade sig slaae af sine Fiender, indtil de trættedes derved. Med slige Qvaliteter var ingen Under, at Discipelen længere kunde conservere sig end Mesteren; thi den eene var større Stats-Mand, den anden større Hof-Mand: Den eene havde nøyere udstuderet Frankrigs Stat, og hvorudi Rigets Styrke og Svaghed bestoed: Den anden udstuderede nøyere Hoffets Tilstand, gav agt paa dets Aspecter, og derefter, som et Veyrglas steeg og igien nedfaldt. De vare begge listige og forslagne Ministrer; men, saasom udi Richelieu var en Blanding af adskillige stridige Egenskaber, saa var hans Snildhed ikke saa kiendelig som Mazarins, hvilken var en bestandig Ræv, og aldrig fornegtede sig selv. Dette var Aarsag, at man undertiden kunde bygge paa den førstes, men aldrig paa den sidstes Ord og Løfter. De vare begge pengegiærrige; men den sidstes Giærrighed var uden Grændser; thi han undsaae sig ikke ved, at sælge Ære, Embeder og alting for Penge: Og, naar nogen bebreydede ham saadant, slog han det af med Latter. Saaledes, da han engang blev forekastet, at han giorde saa mange Dues i Frankrige, svarede han smilende: Je ferai tant de Ducas, qu'il sera honte de l'être et de ne l'être pas. Derimod kand man sige, at, hvis han var meer pengegiærrig, saa var han mindre hevngiærrig end Richelieu: Thi han var stedse færdig til at forlige sig med 33 sine Fiender, skiønt det er troeligt, at saadant skeede ikke saa meget af Fromhed, som af en naturlig Frygtagtighed. Jeg forbliver etc.