Holberg, Ludvig Epistola 335

EPISTOLA CCCXXXV.

Til **

Jeg haver udi min underjordiske Reyse forestillet en Republic bestaaende af Atheister, og af dens Beskrivelse viset, hvor fornøden Religion er til Societeters Styrke og Vedligeholdelse. Et af Mr. Bayles Paradoxer, som han med glimrende Argumenter haver udført, er dette, at et Societet meget vel kand bestaae uden Religion: Han anfører blant andet til Beviis herpaa de Epicuræiske Societeter, udi hvilke fandtes ligesaa stor Forraad paa kierlig Forbindelse og Samdrægtighed som Mangel paa Religion; saa at Vantroe og Dyder regierede i lige Grad. Beskrivelsen deraf er denne: Epicurus anrettede en Skole udi en smuk Urtegaard, som han havde tilkiøbt sig. Der levede han med sine Venner i stor Fredsommelighed og udi en kiærlig Omgiengelse; og, saasom man holdt for, at intet Societet kunde være bedre indrettet, saa strømmede Folk fra alle Stæder udi Grækenland, Ægypten og Asien, for at blive indlemmede derudi: Trette, Begierlighed, Misundelse, Had og alle Udyder vare der landflygtige. Alle derimod havde ligesom eet Sind og een Villie, og levede med hinanden udi saa kierlig Forbindelse, at man med Forundring maa læse Historien deraf. Cicero siger, at man fra Theseo indtil Orestes ikkun havde fundet to eller tre Exempler paa saadant oprigtigt Venskab, som man saae at regiere blant alle Epicuri Disciple, som dog ingen guddommelig Forsyn troede; da man derimod blant andre philosophiske Secter, endogsaa den Stoiske, saae Had, Misundelse og Factioner at have Sted. Lad nu nogen, siger 212 Bayle, fremkomme, og foregive, at Societeter ikke kand bestaae uden Religion. Vel er sandt, at Epicuræer ikke nægtede Guders Existence; men, saasom de alleene ansaae dem som lyksalige Væsener, der ikke bemængede sig med Verdens Regimente, og at de, som andre Creature vare Dødelighed underkastede, saa bestoed Religionen alleene udi det blotte Navn, og den Devotion og Gudsfrygt, de lode see, grundede sig alleene paa en slags Sømmelighed, som maatte i agttages, for ikke at forarge Almuen. Men Vantroens Patroner betiene sig ogsaa af dette, for at give os des høyere Idée om disse Societeter. Diocles, da han saae, med hvilken Andagt Epicurus dyrkede Guderne, raabte han overlydt: Hvilket Syn for mig at see denne Mand udi et Tempel! All min Mistanke mod ham forsvinder nu; jeg haver aldrig meer admireret GUds Majestæt og Herlighed, end nu, da jeg seer at Epicurus ligger for hans Fødder. Meeningen heraf er denne: See, her seer jeg en Mand, som dyrker GUD uden Interesse, og uden Henseende til Straf og Belønning; som ærer ham alleene, fordi han er Ære værd, da andre enten af Frygt for Straf eller af Haab om Belønning saadant øver; hvilket er ikke uden en interesseret Gudsdyrkelse. Alt saadant skrabe Vantroens Patroner sammen, for at vise, at de som nægte den Guddommelige Forsyn, ikke alleene kand være gode Borgere, men endog devote Lemmer udi et Societet. Jeg drister mig vel ikke til at nægte det, som anføres om de Epicuræiske Societeter, og at giøre Historien deraf til Digt; men jeg holder for, at de Vantroendes Lærdom deraf aldeeles ikke kand bestyrkes: Thi eet er, naar nogle visse udkaarne Personer slaae sig sammen udi et Selskab, og der bestandigen leve under en Læremesters Opsyn og daglig Catechisation, hvorved de opmuntres til at tage Stifterens Regler udi Agt; et andet er at finde Harmonie uden for saadanne sluttede Lav udi store og almindelige Republiqver. Man seer jo Røvere og Fribyttere helligen at i agttage deres Selskabs-Love: Men deraf flyder ikke andet, end at de kand og bør ansees som sammenrottede Fiender 213 mod det heele menneskelige Kiøn. Her behøves derfore andre Prøver til at bestyrke denne Lærdom. Prøven maa giøres uden for saadanne Lav udi almindelige Societeter og Stæder; og meener jeg, at den allereede haver været giort. Historien kand derpaa vise mange Exempler, og den sunde Fornuft lærer, at faa Mennesker skye Synder, som de holde for at blive ustraffede, eller ey at høre under verdslig Øvrigheds Jurisdiction: Erfarenhed viser og, at det er ikkun en prægtig Talemaade at øve Dyder alleene af Kierlighed til Dyder, og at skye Laster alleene fordi de ere Laster. Saadanne Talemaader ere ligesaa ilde grundede, som de Stoiske, der sige, at et Menneske kand skille sig ved alle Affecter, det er, aflade at være Menneske. Jeg forbliver etc.