EPISTOLA CLXXXVIII.
Til **✂ Forgangen Dag mødte een mig udi all min Statz, og hviskede mig dette udi Øret: Saadan prægtig Klædedragt er ingen Zirath for en Philosopho. Jeg svarede ham derpaa, at jeg aldrig haver givet mig ud for Philosopho, men at jeg tvert imod ved alle Lejligheder haver skiemtet med dem, som affectere det Navn: Videre, sagde jeg, at jeg kunde anføre en grundig Raison, hvi jeg undertiden ifører mig Fløjels- og Silke-Klæder, og saadan Dragt, som jeg selv væmmes ved at bære. Man veed, at min tarvelige Levemaade og Opførsel haver givet Lejlighed til en og anden Critiqve. Naar Folk have seet mig at nøjes dagligen med een eller to Retter Mad, og ofte at gaae til Fods, og det udi en Stad, hvor alle indtil Haandverks-Folk age og lade sig bære, have de tilskrevet saadant en Karrigskab. For nogenledes at vise slige Dommes Ugrund, giør jeg undertiden Depenser i Klædedragt og adskillige andre Ting, som kand skee uden Incommodation. Jeg siger, uden Incommodation: Efterdi en kostbar Klædning kand være lige saa let at bære som en ringe, da derimod de Midler, som mine Landsmænd betiene sig af, for at lade see deres Generositet, bestaae gemeenligen udi Overflod af Mad og Drikke, udi unødige Opvartere, udi Vogne og Bære-Stole, hvilke ere min Helbred utienlige, og viderlige for min Humeur. Jeg er ingen Elsker hverken af Skiørbug eller af Feber: Derfore æder jeg lidt, og bevæger mig jævnligen. Naar 158 jeg falder i en Feber, skikker jeg mig derudi, og det bedre end andre, efterdi jeg selv ikke haver foraarsaget den, da man om de fleeste andre Febricitanter kand sige: Løn som forskyldt. Jeg erindrer mig engang at have apostropheret min Feber udi et Vers, som findes blant mine Latinske Epigrammata, og hvis Begyndelse er:
Qvid me tam gracilem depasceris arida Febris?✂
Indholden var, at den havde taget et slet Herberg hos mig, og at den havde
begaaet en Daarlighed at gaae min Naboe Theodorum forbi, udi hvis tykke og
vellystige Mave den vilde have fundet langt meere Føde, ja Proviant for et heelt
Aar. Min Herre seer saaledes, hvi jeg er sparsom udi Mad og Drikke, og resolut
udi Klædedragt; og at det eene skeer for at conservere min Sundhed, og det
andet, for ikke at beskyldes for Gnieragtighed, hvilken jeg holder for fast
ligesaa stor Lyde som Ødselhed. Man kand vel sige, at der gives andre lovlige
Midler til at lade see Penge-Foragt end udi Klæder: Man kand anvende Penge paa
Almisse, paa nyttige og ziirlige Stiftelser, og andet deslige, hvorved man kand
befries fra Karrigheds Eftertale: Men jeg meener nogenledes at have betient mig
af saadanne Midler: Noget deraf er bekiendt, andet er derimod skiult; thi det er
Pharisæisk at uddeele Gaver ved Trompeters Lyd, og Almisse taber sin Dyd, naar
den giøres aabenbar. Med alle de Critiqver derfore, som ere giorte, og som
giøres over min Opførsel, bliver jeg ved min Levemaade, som jeg gandske vel
haver overlagt. Dette og andet siger jeg ikke at forsvare mit Levnet og Opførsel
herudi, men for at undervise dem, som moralisere hen i Taaget, og som af falske
Concepter giøre Dyder til Lyder, og Lyder igien til Dyder. Jeg overbevisede een
af mine Bekjendte saadant nyeligen paa friske Gierninger herudi. Jeg spurdte, om
han ikke vilde anvende en Daler, for at anhøre en Concert, som om Aftenen skulde
holdes af det Musicalske Societet her i Staden. Jeg forestillede ham, i hvad
Stand samme Societet var, og at det formedelst Penge-Mangel maatte 159
snart falde, hvis det ikke blev bedre
freqventered og understøtted. Han svarede mig dertil, at han gierne ønskede
Societetets Vedligeholdelse; men at udgive en Daler paa eengang, syntes ham at
være forhaardt udi vanskelige Tider. Just i det samme fik han Besøgelse af tre
Personer: Hvorudover han strax lod hente to Bouteiller Viin, hvilke han nødde
dem til at tømme, endskiønt de ved hvert Glas undskyldte sig. Da mærkede jeg, at
Daleren blev ikke meget agtet; og saaledes er det i andre Ting: hvoraf sees,
hvor lidet de Folk ere beføjede til at criticere andres Huusholdning. Dette
Exempel er ikke rart: Oeconomien er fast overalt den samme, nemlig at øse Penge
ud til ufornødne, og at spare paa dem til fornødne Ting. Jeg retter mig gierne
efter Landets Moder, for ikke at beskyldes for at singularisere: men jeg kand
ingenlunde skikke mig udi mine Medborgeres Oeconomie. Jeg haver udvaldt den
Levemaade, som overeensstemmer med min Natur, og som tiener til min Helbred. Jeg
holder gierne Venskab med mine Venner; men meer med mig selv: Vil derfore heller
høre min Naboe, end min Mave, at knurre. Derpaa grunder sig alleene min
Sparsommelighed udi visse Ting: Det er derfore, at jeg maaler alting ud udi Lod
og Qvintin; det er derfore, at jeg ofte gaaer til Fods, og tidt uden Tiener: Og
naar nogen spørger mig, hvi jeg gaaer alleene, svarer jeg, at Tieneren er ude
med mine yngste Døttre, for at see til, at de ikke falde paa Gaden. Virkningen
der af er, at, naar jeg møder en ung Borger-Søn paa Gaden med en bunted Lakej
udi Hælene tænker han, mon du ogsaa ikke kunde gaae uden Convoy? Og veed jeg
ikke rettere, end at jeg jo med mit Exempel haver converteret adskillige. Thi
for nogle Aar siden var det kommet saa vidt, at alle, indtil fattige Studentere,
undsaae sig ved at gaae alleene paa Gaden, men ginge med afpassede Skridt,
ligesom de skulde følge Liig. Saadant kom mig efter min Hiemkomst fra
udenlandske Stæder des viderligere fore, efterdi jeg udi Amsterdam, London og
Paris, havde været vant til at see Printser, Parlaments-Herrer og andre høje
Stands- 160
Personer at gaae uden Følge
paa Gaderne. Jeg skriver alt dette, ikke for at censurere mine Landsmænd, men
alleene, for at retorqvere de Domme som de fælde over andre, paa dem selv, og
for at vise, at den, der lastes for Karrighed, kand ofte aarligen depensere lige
saa mange Penge, som en Petit-Maitre, skiønt ikke paa samme Maade, og at derfore
ugrundede Critiqver ikke bør eller kand bevæge mig til at forandre min
Levemaade. Jeg bliver derfore ved at leve, som sagt er; en Deel for at
conservere min egen Sundhed, en Deel for at foregaae mine Medborgere med
Exempel: Thi ingen Stad, saa vidt mig bekiendt er, behøver meere Underviisning
udi Oeconomie og Levemaade, end denne, hvor tvungne Moder foraarsage, at Folk
maa renoncere paa Tids-Fordriv, daglig Omgiengelse og Sundhed; thi ubekiendte
Personer, sær Fruentimmer, maa ofte holde sig inde heele Maaneder, efterdi Moden
forbyder dem at gaae ud til Fods, og de ingen Ævne have ofte at leje en Vogn
eller en Æske. De som have været udi visse fremmede Lande, skiønne meest her
paa, og finde, at Stadens Moder have paalagt Folk ligesom en civile Arrest. Een
kand have Lyst til at besøge sine Venner; men saasom han ikke kand giøre det
uden en halv eller heel Dalers Bekostning paa Vognleje, bliver han hiemme: En
anden vil divertere sig ved at see et Skue-Spill, eller at høre Musik, vil ogsaa
gierne anvende en halv Daler derpaa; men saasom Vogn-Lejen koster ligesaa meget,
maa han ogsaa slaae den Tand ud; og er saadant tildeels Aarsag, at Spectacler og
andre fornøjelige Stiftelser ingen Bestandighed kand have. Det samme er ogsaa
Aarsag, at Promenader og Spadsere-Gange, som ere anlagde for Indbyggernes
Fornøjelse og Sundhed, gemeenligen ere gandske øde; ja jeg tør sige, at Kirkerne
ogsaa ofte ere tomme. Forestill dig, for Exempel, tvende Personer, een udi Paris
eller London, en anden udi Kiöbenhavn. Den første kand gaae ud af sit Huus, uden
Ophold, naar ham lyster; kand have den Fornøjelse at finde en god Ven, og tale
med ham paa Vejen; kand ogsaa forlade et Selskab, og gaae hiem igien, naar han
finder det 161 beleyligt. Den anden
derimod kand ikke komme ud af sin Boelig, uden Bekostning, uden Ophold, og uden
foregaaende Præparatorier; en Vogn maa bestilles, som ikke altiid staaer
tilreede, en Leje-Contract maa sluttes med Kudsken, som ofte ikke skeer uden
Klammerie, og Visiter rettes efter Kudskens Lejlighed, som ofte ikke kand fragte
sig bort uden til et vist Klokkesiet; saa at, om een er kommen udi et
ubehageligt Selskab, maa han holde Stand, indtil Vognen, som forlader ham paa
Vejen, kommer tilbage. Vel er sandt, at een, som haver Ævne til selv at holde
Hæste og Vogn, er befried for ovenmeldte U-lejligheder; men derimod møde andre
Vanskeligheder: Thi en Kudsk er et incommode Meuble udi et Huus. Ligne nu kun
den eenes Tilstand mod den andens, og døm deraf, om den første er ikke ligesaa
lyksalig, som den sidste er usel. Saadanne haarde Vilkaar underkaste de fleeste
sig selv, for at følge Strømmen, og for at i Agt tage det som gemeenligen kaldes
en Anstændighed, da dog intet er mindre anstændigt og meere daarligt, end at
anvende Penge ikke alleene paa unyttige Ting, men endogsaa paa saadanne, som ere
Legemet skadelige, og skille en ved mange uskyldige Fornøjelser. Jeg meener, at
dens Opførsel er anstændig, der fører et Levnet lige tvert her imod; der sparer
unyttige Udgifter, for at være i Stand til at anvende Penge til sin egen og
Landets Ære; der gaaer til Fods, og bevæger sig, for at have et sundt Legeme;
der æder og drikker saaledes til Middag, at han ikke spilder sit
Aftens-Maaltiid. Saaledes er og stedse haver været mit Levnet; og veed jeg ikke
at have giort Exces af noget, uden af Snus-Tabac, hvilket, saasom jeg omsider
haver mærket, at det var mig ikke tienligt, jeg udi nogle Aar haver modereret.
Jeg forbliver etc.