Holberg, Ludvig Epistola 188

EPISTOLA CLXXXVIII.

Til **

Forgangen Dag mødte een mig udi all min Statz, og hviskede mig dette udi Øret: Saadan prægtig Klædedragt er ingen Zirath for en Philosopho. Jeg svarede ham derpaa, at jeg aldrig haver givet mig ud for Philosopho, men at jeg tvert imod ved alle Lejligheder haver skiemtet med dem, som affectere det Navn: Videre, sagde jeg, at jeg kunde anføre en grundig Raison, hvi jeg undertiden ifører mig Fløjels- og Silke-Klæder, og saadan Dragt, som jeg selv væmmes ved at bære. Man veed, at min tarvelige Levemaade og Opførsel haver givet Lejlighed til en og anden Critiqve. Naar Folk have seet mig at nøjes dagligen med een eller to Retter Mad, og ofte at gaae til Fods, og det udi en Stad, hvor alle indtil Haandverks-Folk age og lade sig bære, have de tilskrevet saadant en Karrigskab. For nogenledes at vise slige Dommes Ugrund, giør jeg undertiden Depenser i Klædedragt og adskillige andre Ting, som kand skee uden Incommodation. Jeg siger, uden Incommodation: Efterdi en kostbar Klædning kand være lige saa let at bære som en ringe, da derimod de Midler, som mine Landsmænd betiene sig af, for at lade see deres Generositet, bestaae gemeenligen udi Overflod af Mad og Drikke, udi unødige Opvartere, udi Vogne og Bære-Stole, hvilke ere min Helbred utienlige, og viderlige for min Humeur. Jeg er ingen Elsker hverken af Skiørbug eller af Feber: Derfore æder jeg lidt, og bevæger mig jævnligen. Naar 158 jeg falder i en Feber, skikker jeg mig derudi, og det bedre end andre, efterdi jeg selv ikke haver foraarsaget den, da man om de fleeste andre Febricitanter kand sige: Løn som forskyldt. Jeg erindrer mig engang at have apostropheret min Feber udi et Vers, som findes blant mine Latinske Epigrammata, og hvis Begyndelse er:

Qvid me tam gracilem depasceris arida Febris?

Indholden var, at den havde taget et slet Herberg hos mig, og at den havde begaaet en Daarlighed at gaae min Naboe Theodorum forbi, udi hvis tykke og vellystige Mave den vilde have fundet langt meere Føde, ja Proviant for et heelt Aar. Min Herre seer saaledes, hvi jeg er sparsom udi Mad og Drikke, og resolut udi Klædedragt; og at det eene skeer for at conservere min Sundhed, og det andet, for ikke at beskyldes for Gnieragtighed, hvilken jeg holder for fast ligesaa stor Lyde som Ødselhed. Man kand vel sige, at der gives andre lovlige Midler til at lade see Penge-Foragt end udi Klæder: Man kand anvende Penge paa Almisse, paa nyttige og ziirlige Stiftelser, og andet deslige, hvorved man kand befries fra Karrigheds Eftertale: Men jeg meener nogenledes at have betient mig af saadanne Midler: Noget deraf er bekiendt, andet er derimod skiult; thi det er Pharisæisk at uddeele Gaver ved Trompeters Lyd, og Almisse taber sin Dyd, naar den giøres aabenbar. Med alle de Critiqver derfore, som ere giorte, og som giøres over min Opførsel, bliver jeg ved min Levemaade, som jeg gandske vel haver overlagt. Dette og andet siger jeg ikke at forsvare mit Levnet og Opførsel herudi, men for at undervise dem, som moralisere hen i Taaget, og som af falske Concepter giøre Dyder til Lyder, og Lyder igien til Dyder. Jeg overbevisede een af mine Bekjendte saadant nyeligen paa friske Gierninger herudi. Jeg spurdte, om han ikke vilde anvende en Daler, for at anhøre en Concert, som om Aftenen skulde holdes af det Musicalske Societet her i Staden. Jeg forestillede ham, i hvad Stand samme Societet var, og at det formedelst Penge-Mangel maatte 159 snart falde, hvis det ikke blev bedre freqventered og understøtted. Han svarede mig dertil, at han gierne ønskede Societetets Vedligeholdelse; men at udgive en Daler paa eengang, syntes ham at være forhaardt udi vanskelige Tider. Just i det samme fik han Besøgelse af tre Personer: Hvorudover han strax lod hente to Bouteiller Viin, hvilke han nødde dem til at tømme, endskiønt de ved hvert Glas undskyldte sig. Da mærkede jeg, at Daleren blev ikke meget agtet; og saaledes er det i andre Ting: hvoraf sees, hvor lidet de Folk ere beføjede til at criticere andres Huusholdning. Dette Exempel er ikke rart: Oeconomien er fast overalt den samme, nemlig at øse Penge ud til ufornødne, og at spare paa dem til fornødne Ting. Jeg retter mig gierne efter Landets Moder, for ikke at beskyldes for at singularisere: men jeg kand ingenlunde skikke mig udi mine Medborgeres Oeconomie. Jeg haver udvaldt den Levemaade, som overeensstemmer med min Natur, og som tiener til min Helbred. Jeg holder gierne Venskab med mine Venner; men meer med mig selv: Vil derfore heller høre min Naboe, end min Mave, at knurre. Derpaa grunder sig alleene min Sparsommelighed udi visse Ting: Det er derfore, at jeg maaler alting ud udi Lod og Qvintin; det er derfore, at jeg ofte gaaer til Fods, og tidt uden Tiener: Og naar nogen spørger mig, hvi jeg gaaer alleene, svarer jeg, at Tieneren er ude med mine yngste Døttre, for at see til, at de ikke falde paa Gaden. Virkningen der af er, at, naar jeg møder en ung Borger-Søn paa Gaden med en bunted Lakej udi Hælene tænker han, mon du ogsaa ikke kunde gaae uden Convoy? Og veed jeg ikke rettere, end at jeg jo med mit Exempel haver converteret adskillige. Thi for nogle Aar siden var det kommet saa vidt, at alle, indtil fattige Studentere, undsaae sig ved at gaae alleene paa Gaden, men ginge med afpassede Skridt, ligesom de skulde følge Liig. Saadant kom mig efter min Hiemkomst fra udenlandske Stæder des viderligere fore, efterdi jeg udi Amsterdam, London og Paris, havde været vant til at see Printser, Parlaments-Herrer og andre høje Stands-

        

160 Personer at gaae uden Følge paa Gaderne. Jeg skriver alt dette, ikke for at censurere mine Landsmænd, men alleene, for at retorqvere de Domme som de fælde over andre, paa dem selv, og for at vise, at den, der lastes for Karrighed, kand ofte aarligen depensere lige saa mange Penge, som en Petit-Maitre, skiønt ikke paa samme Maade, og at derfore ugrundede Critiqver ikke bør eller kand bevæge mig til at forandre min Levemaade. Jeg bliver derfore ved at leve, som sagt er; en Deel for at conservere min egen Sundhed, en Deel for at foregaae mine Medborgere med Exempel: Thi ingen Stad, saa vidt mig bekiendt er, behøver meere Underviisning udi Oeconomie og Levemaade, end denne, hvor tvungne Moder foraarsage, at Folk maa renoncere paa Tids-Fordriv, daglig Omgiengelse og Sundhed; thi ubekiendte Personer, sær Fruentimmer, maa ofte holde sig inde heele Maaneder, efterdi Moden forbyder dem at gaae ud til Fods, og de ingen Ævne have ofte at leje en Vogn eller en Æske. De som have været udi visse fremmede Lande, skiønne meest her paa, og finde, at Stadens Moder have paalagt Folk ligesom en civile Arrest. Een kand have Lyst til at besøge sine Venner; men saasom han ikke kand giøre det uden en halv eller heel Dalers Bekostning paa Vognleje, bliver han hiemme: En anden vil divertere sig ved at see et Skue-Spill, eller at høre Musik, vil ogsaa gierne anvende en halv Daler derpaa; men saasom Vogn-Lejen koster ligesaa meget, maa han ogsaa slaae den Tand ud; og er saadant tildeels Aarsag, at Spectacler og andre fornøjelige Stiftelser ingen Bestandighed kand have. Det samme er ogsaa Aarsag, at Promenader og Spadsere-Gange, som ere anlagde for Indbyggernes Fornøjelse og Sundhed, gemeenligen ere gandske øde; ja jeg tør sige, at Kirkerne ogsaa ofte ere tomme. Forestill dig, for Exempel, tvende Personer, een udi Paris eller London, en anden udi Kiöbenhavn. Den første kand gaae ud af sit Huus, uden Ophold, naar ham lyster; kand have den Fornøjelse at finde en god Ven, og tale med ham paa Vejen; kand ogsaa forlade et Selskab, og gaae hiem igien, naar han finder det

        

161 beleyligt. Den anden derimod kand ikke komme ud af sin Boelig, uden Bekostning, uden Ophold, og uden foregaaende Præparatorier; en Vogn maa bestilles, som ikke altiid staaer tilreede, en Leje-Contract maa sluttes med Kudsken, som ofte ikke skeer uden Klammerie, og Visiter rettes efter Kudskens Lejlighed, som ofte ikke kand fragte sig bort uden til et vist Klokkesiet; saa at, om een er kommen udi et ubehageligt Selskab, maa han holde Stand, indtil Vognen, som forlader ham paa Vejen, kommer tilbage. Vel er sandt, at een, som haver Ævne til selv at holde Hæste og Vogn, er befried for ovenmeldte U-lejligheder; men derimod møde andre Vanskeligheder: Thi en Kudsk er et incommode Meuble udi et Huus. Ligne nu kun den eenes Tilstand mod den andens, og døm deraf, om den første er ikke ligesaa lyksalig, som den sidste er usel. Saadanne haarde Vilkaar underkaste de fleeste sig selv, for at følge Strømmen, og for at i Agt tage det som gemeenligen kaldes en Anstændighed, da dog intet er mindre anstændigt og meere daarligt, end at anvende Penge ikke alleene paa unyttige Ting, men endogsaa paa saadanne, som ere Legemet skadelige, og skille en ved mange uskyldige Fornøjelser. Jeg meener, at dens Opførsel er anstændig, der fører et Levnet lige tvert her imod; der sparer unyttige Udgifter, for at være i Stand til at anvende Penge til sin egen og Landets Ære; der gaaer til Fods, og bevæger sig, for at have et sundt Legeme; der æder og drikker saaledes til Middag, at han ikke spilder sit Aftens-Maaltiid. Saaledes er og stedse haver været mit Levnet; og veed jeg ikke at have giort Exces af noget, uden af Snus-Tabac, hvilket, saasom jeg omsider haver mærket, at det var mig ikke tienligt, jeg udi nogle Aar haver modereret. Jeg forbliver etc.