Holberg, Ludvig Epistola 538

EPISTOLA DXXXVIII.

Til **

Den Berømmelse, som jeg udi min Epistel har tillagt en vis Herre, har opvakt hos adskillige stor Curiositet at vide, hvo Manden var. Saa længe som den gode Herre levede, har jeg saadant ingen villet tilkiendegive, saasom den Roes, man giver levende Personer, gemeenligen ansees som Hyklerie for at vinde Herre-Gunst. Nu derimod vil 276 jeg forklare dette tydeligere og sige at Manden døde udi en høy Alder nemlig Anno - - udi sit - Aar. Man kand applicere paa ham det som lægges et Menneske meest til Berømmelse, nemlig dette: at han heller virkeligen var end syntes at være en stor Minister. (Maluit esse qvam videri); thi saasom han var taus og betænksom i Alting, kunde han ikke falde dem saa meget i Øjene, som alleene see Skallen, og ikke leede efter Kiærnen. Og, saasom ikke Leilighed gaves at lade sig see paa den Skueplads, hvor hans Duelighed kunde fremskinne, saa vare hans store Qvaliteter ligesom af en Skye og Taage bedækkede. Af de Straaler, som igiennem Skyen frembrøde, kunde man dog see Prøver paa Redelighed, Stats Kundskab, Bestandighed, en ugemeen Skiønsomhed, og andre Egenskaber, hvorved andre have erhvervet et stort Navn udi Historien. Hvis han havde været i samme Omstændigheder som en Ximenes, som en Oxenstierne, som Fleury, havde hans Navn kundet blive saa stort som deres. Evnen var den samme; men Leiligheden ikke den samme; thi en Pilots Capacitet viises ikke uden i Storm og Uveir. Og hvad andre saa kaldne store Genier angaaer, som ved mange glimrende Bedrifter have giort sig anseelige, da, hvis han havde kundet, havde han dog ikke villet træde i deres Fodspor: thi hans Skiønsomhed og dybe Indsigt udi Sagerne tillod ham ikke paa eengang at tænke meer end paa en Ting, for ikke efter deres Exempel at giøre, hvad som igien maatte omgiøres, og at bygge, hvad som igien skulde nedrives: thi, jo meere man er begavet med den Qvalitet af Skiønsomhed, jo langsommere gaaer man til Verks, og, jo dybere man indseer en Ting, jo fleere Knuder finder man derudi. Endskiøndt han selv kunde give de beste Raad, hørede han dog stedse andres Betænkende, hvorudover hans Decisioner kunde ansees som Axiomata. Han var ikke mindre elsked end frygtet, og derved viisede, at han besad tvende gemeenligen insociable Qvaliteter. Udi hans Oeconomie var Zirlighed uden Overflod, Han var udi sit Huus en myndig Huusbonde, men derhos en retskaffen

        

277 Fader: faa af hans Gierninger fortrøde ham, saasom han fast intet besluttede eller foretog sig, som kunde foraarsage ham Fortrydelse. Han var udi alle Omstændigheder uforanderlig, og stedse den samme, saa at Modgang og Medgang udi hans Sind ingen Ebbe eller Flod kunde foraarsage. Han havde stedse Retfærdighed for Øjne, og tilskrev det gode, han giorde, alleene en Pligt og Skyldighed: Hvorudover da en vis Mand, som han havde udredet af en Labyrinth, takkede ham derfor, svarede han: tak ikke mig, men tak alleene eders retfærdige Sag. Saaledes var denne Mand danned, der døde og blev begraven uden Sang og Klang og uden at sætte vore Poëter og Panegyrister udi Arbeide, da man dog seer ved enhver gemeen Borgers Død Lovsange udi Hobetal at nedregne. Det er troeligt, at, hvis den salig Herre kunde oplives igien, han vilde være gandske fornøjet med saadan Taushed, thi, saasom han selv ikke hyklede, vilde han ey heller være hykled af andre. Det er ikke saadanne Ting som kommer Blodet til at løbe udi de poetiske Aarer. De Folk saae ikke uden paa de Steder, hvor de kand vente en rig Høst. Men, saasom de intet tabte ved hans Død, saa tabte han ey heller noget ved deres Taushed. De tabte intet, efterdi han ikke belønnede hykkelske Poëter; og han ligesaa lidet, efterdi han ikke trængede til deres Lovsange. Jeg forbliver etc.