EPISTOLA CXXX.
Til **✂ Jeg haver selv hørt det, som min Herre mælder udi sin sidste Skrivelse om mine moralske Tanker, hvilke Critiqver derover ere faldne: Det er mig ogsaa bekiendt, at nogle paa Spot have kaldet Skriftet det hedenske Morale. Men man kand ikke fortørnes mod de Mennesker, som heller behøve at undervises end med Hidsighed at igiendrives. Det naturlige Morale er et Studium og det theologiske et andet. Naar man tager sig fore at skrive udi det Første, udfordres, at man grunder Lærdommen paa Naturens Lys; thi ellers svarer Materien ikke til Titelen: Men, naar man skriver udi det sidste, legger man det Christelige Morale eene til Grundvold. Pufendorff for Exempel haver moraliseret paa een Maade, og Buddéus udi hans Theologia morali paa en anden: Begge Skrifter berømmes, saasom begge Skribentere have udført Materien efter Titelen. Christi Morale grunder sig paa Naturens Lys; Forskiellen alleene bestaaer derudi, at samme Morale udføres i større Fuldkommenhed: Men deraf flyder ikke, at Skribentere kand giøres til Hedninger, efterdi de foretage sig at vise Menneskers Pligt af Naturens Lys, og at de til den Ende betiene sig af gamle philosophiske Skrifter og Vidnesbyrd, som man seer Apostlerne selv ikke at foragte. Der fortælles vel, at Jeronimus blev pidsket af Fanden om Natten, fordi han saa flittig læsede Ciceronem: Men man seer, at saavel samme Philosophi som Senecæ og andre verdslige Moralisters Læsning haver af de fleeste Kirkefædre været holden nyttig. Enhver haver ikkun at giøre Forsøg, for at blive overbeviset derom: Thi man finder her og der høye og prægtige Tanker om det guddommelige Væsen, og grundige Erindringer om et Menneskes Pligt. Seneca siger, hverken Straf eller Belønning bør tvinge os til at øve Dyd; thi der er ingen dydig og retfærdig uden den, som er det af Kjærlighed til Dyd og Retfærdighed.
128✂ Plato siger, at Guds-Dyrkelse bestaaer ikke udi Ofringer, men udi et reent Hierte, og at vi bør ikke bede GUD uden om det, som han dømmer at være os tienligt. Den Beskrivelse han udi sin Republiqve giør over en ægte Dyd, er saa herlig, at man kand ansee den som en Evangelisk Lærdom udi en hedensk Mund. Han siger: Den Retfærdige maa gaae frem paa Dydens Vey, endskiønt man vil fængsle, hudstryge og korsfæste ham. Epictetus siger: Dersom man giver tilkiende, at een haver talet ilde om dig, da i steden for at igiendrive ham, maa du svare alleene saaledes: Den der haver talet saaledes om mig, maa ikke have vidst mine andre Feyl; thi ellers havde han ikke forglemt at anføre dem tillige. Keyser Antoninus raader os at elske vore Fiender; og, da Diogenes blev adspurgt, hvorledes man kunde faae Hevn over sine Uvenner, sagde han: Det kand skee ved at forbedre sig udi Levnet. Epaminondas var engang bedrøvet, og, da hans Venner spurgte om Aarsagen dertil, sagde han: Jeg græmmer mig over den forfængelige Glæde, som jeg i Gaar lod see over den erholdne Seyer ved Leuctra. Intet kand bevæge meere, end den Resignation til GUds Villie, som giøres af Epicteto: Hans Ord ere disse: Jeg ønsker af mit gandske Hierte, at Døden paa mit Yderste finder mig bereed, paa det jeg uden Forvirrelse, uden Hinder og Tvang, maa ende mit Liv, og at jeg maa sige til GUD: HErre! haver jeg overtraad dine Bud? haver jeg misbrugt de Gaver, som du haver forlehnet mig med? haver jeg ikke underkastet min Villie din Villie? haver jeg nogen Tiid klaget over min onde Skiebne? haver jeg nogen Tiid beskyldet din guddommelige Forsyn? jeg haver været syg, efterdi det haver været din Villie, ligesom det og haver været min Villie: Jeg haver været fattig, efterdi det saaledes haver behaget dig, og jeg haver været fornøyet i min Fattigdom: Jeg haver levet i Foragt, efterdi du haver villet saa have det, og jeg haver ikke stræbet at reyse mig i Veyret. Du haver aldrig seet mig bedrøved udi min slette Tilstand. Du haver aldrig fundet mig utaalmodig og knurrende. Jeg er endnu færdig til at underkaste
129✂ mig alt, hvad som du finder for godt at paalegge mig. Det ringeste Tegn, som du giver, er for mig en hellig og ubrødelig Ordre. Du vil, at jeg skal forlade denne glimrende Verdens Skue-Plads: See! jeg forlader den, og yder dig tusinde Tak, at du haver værdiget at sette mig derpaa, for at vise mig dine Gierninger, og at stille for mine Øyen den fortreffelige Orden, hvormed du regierer alle skabte Ting. Kand vel nogen uden Bevægelse læse saadan Resignation? den kand vel synes at være for prægtig i en andens Mund: Men man veed, at Epicteti Levnet svarede i alle Maader til hans Lærdom. Hvis Fanden pidsker nogen, der læser saadant, kand det ikke skee efter GUds Ordre; men han maa giøre det i anden Intention: Thi, saasom han ikke finder sin Regning ved, at Mennesker forfremmes udi Dyd, holder han dem heller fra end til saadan Læsning. Guld er Guld, hvor det end findes, og Lærdom er Lærdom, af hvis Mund den end flyder; Forskiellen alleene kand være, at dens Lærdom, hvis Levnet svarer dertil, opbygger meer, end en andens, der intet andet haver at beraabe sig paa, uden paa den Ære at være indskreven udi Kirkens Matricul, og at han haver faaet Ret til at igiennemhegle Mennesker for det, som han dagligen selv øver. Min Herre vil maaskee til alt dette svare, at man af nogle faa viise Hedningers Skrifter ikke kand dømme om det hedenske Morale: De Philosophi, som have ført saadan Lærdom om GUD og om Menneskets Pligt, ere dog ikke saa faa, som kand meenes. Hvis man ikke vil lade sig nøye med deres Vidnesbyrd, kand man anføre visse Landes almindelige Love, som befatte en lige sund Lærdom. Fortalen til Zaleuci gamle Lov lyder saaledes: Man maa for alting troe, at der er en GUD til, og man haver ikkun at kaste sine Øyen mod Himmelen og betragte den herlige Skabning for at blive overbeviset derom. I følge deraf ere vi forpligtede at ære saadan Skaber, og det ikke simpliciter ved Ofringer og Gaver, men ved et helligt Levnet, hvorudi GUD haver større Behag end udi alle Ofringer. Jeg forbliver etc.
130