EPISTOLA CXCVI.

✂ Du forlanger at vide hvorledes jeg blev tracteret forgangen Torsdag udi det store Giestebud, som jeg mod min Sædvane bivaanede. Saasom Retterne vare mange, og min Ihukommelse nu omstunder er meget slet, saa er det mig umueligt at giøre mindste reede derfor. Dette alleene kand jeg erindre, at jeg gik saa godt som fastende fra Bordet. Du vil vel dertil sige, at dette var min egen Skyld: Nej! Det var dog ikke min Skyld. Aarsagen maa heller tilskrives den vedtagne Skik, at dølge Retterne for de indbudne Giester. Du veed, at jeg gierne æder mig mæt paa een god Ret, og lader de andre staae u-rørte. Saasom nu de første Retter ikke accommoderede mig, lod jeg een efter anden passere, agtende at æde mig mæt, enten paa et Stykke kaagt eller stægt Kiød, naar det blev frembaaret, og som jeg kunde ikke andet end vente. Min Forventning slog mig ey heller Fejl; men til min Uheld bestod Steegen udi Giæs og Griis, hvilke vare mig for rørige, og dermed sluttedes Maaltidet, og jeg stod med en tom Mave op fra Bordet; saa at det gik mig her, som udi det gamle Græske Giæstebud, hvorom Plutarchus taler, da den Macedoniske Konge Philippus bad Giæsterne at spare sig til den sidste og beste Ret, hvilken ikke fremkom. Jeg faldt derfore paa de Tanker, at giøre Forslag til Giæstebuders Reformation, saavel i Henseende til denne Hændelse, som i Henseende til andre Ting. Man burte efter mine Tanker indføre den Skik, som er brugelig paa nogle andre Stæder, nemlig, at vise Giæsterne Kiøkken-Seddelen, saa kunde ingen underkastes saadan Uheld, som mig vederfoer. Athenæus vidner, at saadant var i gamle Dage brugeligt, nemlig, at alle Retternes Navne vare skrevne paa en Tavle, paa det, at Giæsterne kunde vide, hvad som af Kokken var tillavet.

✂ [græsk tekst: se image]Adskillige andre Ting have ogsaa rindet mig i Sinde, som udi vore Giæstebudder ere latterlige. Ved hver Ret, som frembæres, giør Verten gemeenligen Undskyldning, sigende, at den er ikke som den burte være; item at Giæsterne kunde have været bedre accommoderede hiemme, men tilligemed nøder dem til at spise, hvilket synes at være det samme, som at raade fra og til paa eengang. Jeg holder meer med den Skik, som bruges i Engelland, hvor Vertinden roser sin egen Mad, og ved hver Ret siger, at den er saa god, som nogen i Engelland (as any in England) thi derved opmuntres Giæsterne til at æde. Nogle af Giæsterne have og den Sædvane, at declamere imod Retternes Mængde, skiønt ingen æder meere end de samme. Det er med slige Folk Plautus skiemter udi hans Milite glorioso saaledes:

✂ Nam hi solent, qvando accubuere, ubi cæna apposita est, dicere:
Qvid opus fuit hoc sumtu tanto nostra gratiâ?
Insanivisti hercle! Nam idem hoc hominibus sat etat decem,
Qvod eorum causa obsonatum est, culpant, et comedunt tamen.

✂ Saaledes gik det og til udi dette vort Giæstebud. Thi Magister Theodorus som var min Sidemand, prædikede med Væmodighed imod hver Ret; men jeg saae ham dog intet Qvarteer at give til nogen, saa at det kom mig for ligesom han vilde æde alleene, og ingen Med-Participanter have. Saadanne smaa Betænkninger giorde jeg mig over dette Giæstebud; hvorfor jeg raader hverken dig eller nogen anden at bede saadan Criticus til Giest. De Reflexioner, som jeg ellers giør over Giæstebud i Almindelighed ere disse. Jeg fordrister mig vel ikke til at fordømme Giæstebuder, saasom det er en Skik ligesaa gammel som 178 Verden: Jeg ønskede alleene, at det ikke skeede saa ofte; saasom jeg haver mærket, at deslige Invitationer incommodere ikke mindre Giæsterne end Verten. Jeg vil ikke tale om de Bekostninger, som derpaa giøres. Vertens Huus bringes derover et Par Dage i Forvirrelse; og Giæsterne krympe sig ofte over Invitationer, som udi simpel Stiil er af saadan Indhold: Herten og Fruen lader formelde deres Respect, bedende, at de i Dag ville sætte alle deres Forretninger til Side, pynte sig en Times Tiid, og leje en Vogn, for at spise med dem, formodende, at de med samme Incommoditet paa begge Sider invitere vort Huus igien næstkommende Uge. Jeg forbliver etc.