Holberg, Ludvig Epistola 46

EPISTOLA XLVI.

Til **

Min Herre melder udi sin seeneste Skrivelse, at han nyeligen igien med Fliid haver igiennemlæset mine Moralske Tanker og derudi fundet adskilligt, som haver behaget ham; men at han tilligemed haver stødet sig over visse Lærdomme, sær den, som angaar Ungdommens Catechisation. Min Herre finder der udi 3de Poster at udsette: 1) At jeg haver viset, at man bør indprente Børn Morale,

59

førend man underviser dem i Religionen. 2) At jeg med U-ret taler om den bagvendte Orden, som bruges ved Catechisationer, saasom alle vore Catechismi anføre den Moralske Lov eller de 10 GUds Bud, førend de gaae videre frem. 3) At unge Børn have ikke Ævne til at fatte de moralske Præcepta, hvis Fornødenhed jeg omtaler. Til den første Antegnelse svarer jeg saaledes, at jeg ikke haver sagt, at man bør begynde med Morale, førend man indprænter dem Religion; men alleene, førend man skrider til Religionens Mysteria og Hemmeligheder. Thi jeg haver udtrykkeligen viset, at man bør begynde med Christi Morale, hvoraf flyder, at man strax maa indprente dem Kundskab om GUds Existence, hans Forsyn og den Dyrkelse, alle Mennesker ere ham skyldige. Hvad den anden Post angaaer, da tilstaaer jeg gierne, at alle Christelige Catechismi anføre først de 10 GUds Bud, som man lader Børn lære uden ad. Men jeg holder derhos for, at, saasom det er allene Befalinger, saa behøves, for at erholde mit Sigte, at gaae lidt videre frem, ved at give Børn en Idée om Menneskers almindelige Pligt mod GUD og deres Næste, at lære dem Regler, hvorefter Sandhed kand kiendes, og at vise dem, hvad de bør troe, førend de befales at troe. Anlangende den tredie Erindring om Informationens Vanskelighed, nemlig, hvor daarligt det er, og hvor vanskeligt det vilde blive, at faae Børn, helst af ringe Stand og Almue et moralsk og critisk Systema i Hovedet; Da, for at bringe min Herre fra de slette Tanker, som han derover haver fattet, vil jeg forestille ham ikkun 6 korte og tydelige Regler, som af alle, end ogsaa af Bønder-Børn, kand læres paa en Dag. Reglerne ere disse. Først maa Børnene indprentes Kundskab om GUds Existence; hvor om de tydeligen kand overbevises, naar man forestiller dem Skabningen, som ikke kand være af sig selv: Ligesom man af saadant forunderligt Verks Vedligeholdelse og Conservation uden Møye kand betyde dem den store Skabers Forsyn, og i Følge deraf, den Taknemmelighed og Ærbødighed, vi ere saadant almægtigt og velgiørende Væsen

        

60 skyldige. Denne Lærdom er saa let at begribe, at det koster kun at opregne den engang, for at indprente den, end udi de allersløveste Hierner. Naar man nu først haver bragt dem i Hovedet, at der er en almægtig Skaber, som haver Omsorg for de skabte Ting, som ved en fornuftig Siæl haver distingveret Mennesker fra andre Creature, og givet dem en fri Villie til at giøre det Gode og at skye det Onde, kand vi let faae dem 2) til at begribe, at vi saadant ere pligtige at giøre. Og, naar ringeste Instance bliver giort, hvi GUD strax ikke belønner gode og straffer onde Gierninger, flyder 3) den Lærdom om et andet Liv saa naturligen deraf, at de fast ligesom selv uden vidtløftig Forklaring kand giette sig det til. Den 4de Regel man kand give Ungdommen, er, intet at troe, uden det er giort beviisligt, og at forkaste alt, hvad som strider mod Menneskets almindelige Sandser. 5) Ingen Lærdom at antage, som giør Skaar i GUds hellige Egenskaber, hans Almagt, Viisdom, Retfærdighed etc. 6) Heller at ynke, end at skye og hade vildfarende Mennesker, og ingen at fordømme, som elsker GUD og Sandhed, skiønt der kand være adskillige vanskelige Ting, som han ikke begriber paa samme Maade, som vi. Der i bestaaer mit heele Systema, hvilket er saa kort, at det kand forfattes paa et Blad, og saa tydeligt, at et hvert Barn det kand begribe. Naar nu disse 6 Artikle blive unge Mennesker indprentede, og for dem blive ofte igientagne, vil det ikke blive saa let at binde dem ugrundede Meeninger paa Ærmene, som andre, hvilke man ikke med saadan foregaaende Lærdom og saadanne Præcautioner haver bevæbnet, og som man seer at antage for Troens Artikle, alt hvad dem af deres Lærere udi de spæde Aar bliver sagt. Nytten af denne moralske Catechisation bliver derfore denne, at til hvilken Lærdom man siden vil lokke et Menneske, vil det efter givne Instrux examinere, om den haver Overeensstemmelse med de 6 Regler, som dem i de spæde Aar ere foresatte, og som Prøve-Steene givne. Vil, for Exempel, nogen forlede en Siæl til GUds Fornegtelse, vil den, ved Hielp af den første

        

61 Regels Erindring, strax merke saadan Lærdoms U-rimelighed, Ugrund og Strafværdighed, og ansee Læremesteren som sin Fiende, sin Fordærver og Morder. Han vil sige: Jeg troer, at der er et almægtigt Væsen, som haver skabt Himmel og Jord, hvorom jeg af Skabelsens Beskuelse er overbeviset. Hvis en anden, som vel ikke nægter GUds Existence, men fremkommer med Tvivlsmaal om GUds-Dyrkelses Fornødenhed; Stiller han sig for Øyen den anden Artikel af sin moralske Catechismo, og svarer, at den sunde Fornuft lærer mig, at jeg maa ære og dyrke et alviist, og elske et velgiørende Væsen: Jeg seer dets Almægtighed og Alviished af Skabningen, og dets Godhed af de skabte Tings Conservation. Hvis nogen vil indprente ham Tvivlsmaal om Straf og Belønning i et andet Liv, og vise ham af Exempler, nemlig af ugudelige Menneskers Velstand og gudfrygtiges Væstand her udi Verden, at GUD sig med saadant ikke bemænger, examinerer han den tredie Artikel, og siger, at just det samme bestyrker ham i den Troe, som han haver om Straf og Belønning i et andet Liv. Videre, hvis nogen foretager sig at undervise ham i en Lærdom, som grunder sig alleene paa Revelation, bevæbner han sig strax med den Erindring, som befattes udi den fierde Artikel, og fordrer Beviisligheder dertil, som bestaaer enten udi Spaadomme eller Miracler og u-imodsigelige Vidnesbyrd om Lærdommens Rigtighed; Og, saasom hverken den Mahomedanske eller hedenske Troe haver saadanne Kiendemærker, kand ingen bringe ham til at rekke Øre dertil, med mindre man viser ham, at hans Paastand om tilforladelige Vidnesbyrd er ilde grundet; hvilket ingen drister sig til at sige. Vil nogen overtale ham til at troe Ting, som strider mod de almindelige Sandser, svarer han efter den samme Artikel, at saasom Skaberen ikke kand have givet Sandserne forgieves, saa maa man bruge dem. Og kand saaledes den fineste Jesuit med all sin Veltalenhed ikke bevæge ham til at troe Transubstantiationen. Thi med en vis Missionario at ville forbigaae Beviisligheder, som tages af Sandserne, og henvise en

        

62 tvivlende Siæl til Bønner alleene, er at underkaste sig saadant Svar, som engang blev givet af en Malebarer: Giør I og det samme med vores Troe, saa vil I blive oplyset, og see hvad I nu ikke kand begribe. Videre han kand falde udi andres Hænder, som troe, at GUD af pure Velbehag haver beskikket visse Mennesker til Salighed, andre til Fordømmelse, og som søge, ved at anføre nogle af Skriftens Sprog, der synes saadant at tilkiendegive, at bringe ham til samme Bekiendelse. Han studser strax derved, saasom han finder, at saadan Lærdom er ikke overeensstemmende med den femte Artikel, udi hans moralske Catechismo, som viser, at han intet maa troe, som giver os en ond Idée om GUD, og som giør mindste Skaar udi hans hellige Egenskaber: Han siger sig saadan hverken at ville eller at kunde troe, og paastaaer, at de anførte Skriftens Steder, som synes at bekræfte deslige Lærdom, maa ikke forklares efter Bogstaven. Ved denne Bekiendelse, som ham i Barndommen ved grundige Raisons er indprentet, holder han stift, saa at heele Svitzer-Land ikke kand bevæge ham til at vige fra sin forrige Meening. Endeligen kand han komme udi et Land, og geraade iblant Folk, der stedse med Iver prædike mod Kietterie og Vildfarelse, og som holde det for en Pligt at undervise med Riis og Sværd, hvor Formaninger og gode Ord ikke kand hielpe. Han erindrer sig da, at hans moralske Catechismus befatter en Artikel, som siger, at man kand vel ynke, men ikke hade og forfølge Mennesker, som mod deres Villie vildfare. Han erindrer sig, at hans Catecheta, som en og anden Gang haver forklaret samme Artikel for ham, haver viset, hvad Tanker man bør have om saadanne Forfølgere, at deres Lærdom strider directé mod Christi Morale, og at ingen staaer større Fare for Fordømmelse, end de, som sette sig paa GUds Domstoel, og tilegne sig en Jurisdiction over Menneskers Samvittigheder, som den store almindelige Dommer alleene tilkommer. Han vil i saa Maade blive ved sin forrige Meening, som han finder at være grundet paa naturlig Billighed, og heller betle sit 63 Brød, end være Assessor udi et Inqvisitions-Collegio, hvis Lemmer han vil holde for at være saadanne, som alleene bør egentlig bære det forhadte Navn af frivillige Kiettere, efterdi de af ond Villie og Hofmod overtræde baade GUds og Naturens Love. Ungdommens Hierner ere som Vox, hvorpaa man uden Møye kand sette hvad Stempel man vil, og, naar de ved Alderen blive hærdede, kand Mærkerne ved intet Middel siden udslettes. Derfore er fornødent, førend man begynder at dogmatisere, at indprente dem nogle Hoved-Artikler af den naturlige Lov, hvis Klarhed og Billighed alle Mennesker erkiende, og som kand tiene dem til Prøve-Steene, hvorefter de kand dømme om andre tilbragte Meeninger ere antagelige eller ey. Der er ingen Tvivl paa, at, hvis saadan Catechisation over alt havde været antagen, saa mange Religions-Secter og Stridigheder over Troens Fundamentale Artikle aldrig kunde have reyset sig, hvilke sønderbryde de Foreenings Baand imellem Steder og Folk, som Naturen recommenderer. Hvis min Herre bliver ved sine Tanker om saadan Catechisations Vanskelighed, og holder for, at den bliver Ungdommen for høy og vidtløftig, saa vil jeg her vise Prøve paa en moralske Børne-Lærdom, som min Herre skal finde at være baade kort og tydelig.

Moralsk Catechismus.

Art 1.

Jeg troet paa en almægtig GUD, Himmelens og Jordens Skaber.

Qvæstio. Hvorpaa grunder du saadan Troe?

Resp. Efterdi Verdens forunderlige og konstige Bygning kand ikke være af sig selv, men viser en almægtig Bygnings Mester.

Art. 2.

Den samme GUD er jeg pligtig til at ære, elske og dyrke.

Qvæst. Hvad forbinder dig til saadan Dyrkelse?

64

Resp. Efterdi jeg seer, at han elsker de skabte Creature, og haver Omsorg for deres Conservation; især efterdi han haver begavet mig og andre Mennesker med en fornuftig Siæl og Talens Brug.

Art. 3.

Jeg troer et andet Liv efter dette Liv, hvorudi onde Gierninger blive straffede, og gode Gierninger belønnede.

Qvæst. Hvad kand bevæge dig til saadan Troe, helst efterdi du af daglige Exempler seer mange Ondes Velstand og Godes Væstand?

Resp. Just det samme forsikkrer mig om et andet Liv, eftersom jeg ikke altiid seer Straf og Belønning i dette.

Art. 4.

Ingen Lærdom bør af mig antages, førend den giøres beviislig; og intet af mig bør troes, som strider imod Menneskets almindelige Sandser.

Qvæst. Hvorpaa grunder du dette dit Forsæt?

Resp. Hvis jeg troer uden Beviis, kand jeg henfalde saavel til en falsk, som til en sand Troe: Og hvis jeg antager en Lærdom, som strider imod Sandserne, siger jeg, at Fornuften, som er GUds store Gave, er mig til ingen Nytte.

Art. 5.

Jeg bør skye og forkaste all Lærdom, som giør Skaar udi GUds hellige Egenskaber, hans Godhed, Retfærdighed etc. og derved tilkiende giver, at han er Aarsag til Synden.

Qvæst. Hvo haver berettiget dig til at kige ind udi GUds Hemmeligheder, og at dømme om GUds Egenskaber efter menneskelige, som ere Love underkastede? GUD har jo ingen at giøre Regnskab til: Hans Retfærdighed kand jo bestaae derudi, at han giør alting efter sit Velbehag?

Resp. Jeg hverken bør eller kand troe, at GUD øver de Ting, som han selv laster, fordømmer og straffer hos Men- 65 nesket. Skriften siger, at Mennesket er skabt efter GUds Billede, og Christus formaner os til at være barmhiertige, ligesom vor Fader er barmhiertig.

Art. 6.

Jeg bør ingen hade og forfølge, som mod sin Villie udi Troen vildfarer.

Qvæst. Vil du da elske Kiettere og Sværmere?

Resp. Jeg bør elske dem, saa vidt som de ere Mennesker, og ynke dem saa vidt som de ere vildfarende Mennesker. Hvis jeg hader og forfølger min Næste, efterdi han ikke begriber en Ting paa samme Maade, som jeg den begriber, viser jeg Prøve paa Umildhed og Hovmod, og overtræder det store Naturens Bud, som er dette: Intet at giøre imod andre, uden det, som man vil, at andre maa giøre mod sig.

See der haver min Herre det heele Systema; hvilket jeg ikke haver taget i Betænkning at ende min Skrivelse med, saasom det ikke kand hindre, at jo Brevet paa Post-Huset vil passere for et enkelt Brev. Jeg forbliver etc.