EPISTOLA CCLXXVII.

✂ Du skriver, at en vis Person, som du ej vil nævne, talede med Misundelse om min Tilstand, og de Ejendomme, som jeg haver erhvervet, og at han sagde: Hvad vil den Mand med Midler, som han ikke bruger? Naar du finder bemældte Person igien, saa kand du spørge: Hvad skal han med Midler, som han misbruger? Jeg meener, at, ligesom Folk med Fortrydelse bør ansee deres Indkomster forøgede, der anvende dem til Vellyst og Overdaad, saa bør de glæde sig ved at see dens tilvoxe, der samler paa Midler til Publiqve Brug og nyttige Stiftelser. Den eene lever for at æde, og elsker ingen anden end sig selv. Den anden æder for at leve, og elsker sit Fæderne-Land meer end sig selv. Jeg drister mig ikke til at beraabe mig paa Meriter. Den lange Tiid som jeg haver frembragt udi en uforandret Stand, viser ogsaa, at jeg ingen Tiid haver ladet mig mærke dermed, og at jeg derudi ikke haver efterfuldt de fleeste af mine Medborgeres Exempel, der ligesom stedse gaae med Regninger i Haanden, og, saasnart de have tak- 201 ket for et Beneficio, begiære paa nye et andet. Hvad som de kalde Credit eller bevisede Tienester, kalder jeg Debet eller en Borgers Pligt imod sit Fæderne-Land. De Midler, som de ved Beneficia erhverve, anvendes paa at mæske dem selv, og de Midler, som jeg ved eget Arbejde og Sveed forsamler, holder jeg for, ikke at være mine, men at tilhøre det Societet, hvorudi jeg lever, og hvorudi jeg kand ansees ikke som en Proprietaire, men som en Casserer, der staaer under Regnskab. Folk maa dømme om mig hvad dem lyster. Et Datum er dog udi mit Liv og Levnet, som faa kand fremvise: nemlig, at alt hvad jeg ved 40 Aars Arbejde haver erhvervet, det anseer jeg alleene som en Gield, hvilken jeg er Publico skyldig. Jeg forbliver etc.