EPISTOLA DV.

✂ Saasom jeg nu har opnaaet en høy Alder, nærmende mig til 70 Aar, og jeg føler de Skrøbeligheder, som Alderdommen med sig fører, saa har jeg udi disse Dage taget mig fore med Andagt at igiennemlæse Ciceronis Skrift de 261
Senectute, for at see hvad Historisk Trøst for gamle Mænd der udi findes. Hans Argumenter komme mig for at være velgrundede: Men man maa derhos tilstaae, at de fleeste ikke holde Stik, med mindre man forestiller sig, at hver gammel Mand er en Cato, det er saadan een, som conserverer udi sin høye Alder saavel Legemets som Sindets Kræfter. Men, saasom faa gamle Mænd der udi have Catonis Lykke, saa bliver denne Thesis vanskelig at forsvare, og de Indvendinger, som derimod giøres, blive af den Vægt, at de ved ingen Veltalenhed kand igiendrives. Cicero tilstaaer vel, at unge Mennisker ere meer begavede med Legemets Kræfter, og at de med større Færdighed kand forrette Sager; Men at gamle Mænd derimod kand være et Land meer til Tieneste ved sunde Raad og erhverved Erfarenhed, og at de i den Henseende kand lignes med modne Frugter, som have naaet deres Fuldkommenhed. Men, saasom de fleste gamle Mænd tabe saavel Sindets som Legemets Kræfter, saa at ikke alleene Synet, Hørelsen, Ihukommelsen og andre Sandser svækkes, saa kand man heller raade dem at entholde sig fra Forretninger, hvorved man seer mange at underkastes Latter og Foragt; saa at, langt fra de fleeste kand lignes ved moedne Frugter, de heller kand ansees, som de, der ere raadne og ankomne. Cicero tilstaaer videre, at gamle Mænd ere Sygdom underkastede: Men, siger hand derhos, at de unge ere ey heller derfore befriede, hvilket ikke kand nægtes: alleene man maa herved sige, at de unge kand blive, men at de gamle ere syge: Thi Alderdommen udi sig selv er en Sygdom, ja ofte en Samling af alle Sygdomme; thi det heder: Senectus omnium malorum portus est, det er: Alderdommen er en Havn for alle onde Ting. Vil man hertil foregive, at de gamle, som af foregaaende Sygdomme og Fortrædeligheder ere hærdede, skikke sig bedre udi Modgang og Kaars, end de unge, saa viiser tvertimod daglig Erfarenhed, at dette saaledes ikke forholder sig; thi, ligesom Sygdomme tiltage ved Alderdom, saa formindskes ogsaa Taalmodighed hos ældgamle Folk. Klyn- 262
ken og Vanskelighed er Alderdommens bestandige Geleydere; Ja det som meere er, ligesom rige Folk ere mest gierrige, og mest frygte for Fattigdom, saa seer man af utallige Exempler, at de gamle mest zittre mod Dødens Ankomst: Thi Alderdommen er naturligen frygtsom, endskiønt den haver mindst Aarsag til at frygte i Verden. Alderdommen finder fast ingen Fornøyelse udi nogen Ting: ja den vrager og væmmes ved det som forhen har mest fornøyet: Saadant regner dog Cicero blandt Alderdommens Herligheder, saasom den er befried fra de syndige Vellyster, hvoraf Ungdommen befristes og underkastes Ulykke og Fordærvelse. Dette kand og ikke nægtes: Men gamle Folk væmmes ogsaa ved sømmelige og tilladelige Fornøyelser, Tækkelighed forvandles til Misantropie, Socialitet til Eenlighed, og Glæde til Sorg og Bekymring. Verden synes dem meer forkeert end den virkeligen er. Hvad som friskt er, ansees som raadent, Maden vil ikke smage, Tænderne, hvormed den skal tygges, ere Stumpe, og Maven kand den ikke fordøye, saa at de have intet andet at trøste sig ved uden Døden, hvilken de ideligen paaraabe, skiønt, naar den lader sig indfinde, de sige med Katten udi Fabelen: Det var ikke mig, som raabte: det var min Naboe. Blandt Ciceronis Trøste for Alderdommen er ogsaa denne, at gamle Mænd formedelst deres graae Haar æres og venereres. Men Erfarenhed viiser, at de heller belees og foragtes helst naar de fremture sig udi Forretninger, og søge at paatage sig de Byrder, som deres gamle Skuldre ikke meer kand bære. Jeg har kiendet Mænd, som udi deres blomstrende Aar og Manddom have været som Orakler udi Collegier og Rette; men udi deres sidste Aar have siddet som Støtter, eller deres Ord have ikke været agtede andet end som blot Lyd uden Betydelse. En hver Stad er ikke som Lacedæmon, hvor en gammel Mand var udi Agt og Ære, alleene efterdi hand var gammel; Thi paa de fleeste andre Steder gaaer det undertiden gamle Mænd som Elisæo, hvilken Ungdommen beærede med den Titel af Skalde-Pande. Intet er 263
almindeligere end det Navn af gammel Knark, som gives en gammel Mand, og at høre ham tillagt den Characteer af at gaae i Barndom, naar hand modsiger Ungdommen, skiønt hans Modsigelse eller Correctioner kand være velgrundede. Blandt Alderdommens Herligheder regner Cicero ogsaa dette, nemlig, at det er en Fornøyelse at kunde forestille sig og erindrer sine forbigangne Ungdoms og Manddoms Bedrifter. Man spurte engang en Philosoph, som havde levet udi 107 Aar, om han kiededes ved at leve. Hand svarede: Jeg har intet at besværge mig over i min Alderdom, efterdi jeg ikke har misbrugt min Ungdom. Men dette passer sig ogsaa alleene paa en Cato, hvis forrige Levnet er en Kiæde af berømmelige Gierninger, som stedse have været geleydede af Lykken. Hos de fleeste andre gamle Mænd derimod haver forrige Bedrifters Betragtning langt anden Virkning. Det er i den Henseende at de gamle Hedninger have foregivet, at de afdøde Mennisker, førend de bleve antagne udi de lyksalige Boeliger, maatte drikke af Lethes eller Forglemmelsens Flod, paa det at deres Levnets og Bedrifters Erindring ikke meer skulde foruroelige dem, og giøre noget Skaar udi deres Lyksalighed. En Censor vil maaskee sige, at jeg her begaaer samme Feyl som Cicero: Og at, ligesom hand udaf en Catonis eller andre deslige faa gamle Mænds Exempler søger at viise visse Fordeele og Herligheder, hvorved Alderdommen kand trøste sig, saa bygger jeg min Thesin paa et ligesaa falsk Grundvold, naar jeg af nogle faa bedagede Mænd søger at viise Alderdommens Elendighed og Bedrøvelige Tilstand. Men, om Mynstring skulde holdes, og Liste skulde giøres over de eene saavel som over de andre, vilde Listerne blive meget ulige, og vilde man da klarligen see, at Cicero tager sine Beviis, af nogle faa og rare Mennisker, da jeg derimod har Mængden paa min Side saa vel af Afdøde som endnu levende gamle Mænd, hvis Dage udi Alderdommen ere suure og bedrøvelige. Jeg regner mig selv blandt de sidste, saasom jeg merker at mine Lidelser udi Alderdommen tilvoxe, ligesom Sindets Kræf- 264 ter til at imodstaae de samme, formindskes. Skiønt der findes utallige andre gamle Mænd, som ere end fleere Skrøbeligheder og Lidelser underkastede, og ere udi den Tilstand, som Juvenalis vidtløftigen beskriver blandt andet med disse Ord:

✂ Ille humero hic lumbis, hic coxa debilis: ambos
Perdidit ille oculos, et luscis invidet: hujus
Pallida labra cibum capiunt digitis alienis.
Præterea minimus gelido jam corpore sangvis
Febre calet sola etc.

✂ Man seer saaledes, at af Philosophie alleene liden Trøst kand hentes for Alderdommen, og var det derfor at mange bedagede, Romere og Grækere ikke toge i Betænkning paa en eller anden Maade at forkorte deres Liv, naar de saae, at det alleene var dem til Byrde, og at de ingen Tieneste meer kunde giøre. Den eeneste Trøst derfor tages af Religionen; Thi hvad kand meere fryde et Menniske end det tilkommende Livs Betragtning. Det maa være det samme for ham som for en Søe-Mand, der, efter udstanden Storm og Uveyer seer sig nær ved Havnen. Denne Trøst, hvilken er den eeneste, som er grundig, har Cicero, som en Hedning af Mangel paa Oplysning, ikke kundet sige af. Gid den hos oplyste Christne havde stedse den Virkning som den burde have. Men man seer disvær af Erfarenhed, at Troe og Tillid hos de fleeste er svagere end de selv indbilde sig. Eenhver raaber; jeg troerl ja jeg er forsikret om et bedre Liv end dette. Men naar Døden kommer, som vil giøre Ende paa deres Lidelser, og aabne Dørre for dem til de Lyksalige Boeliger, beede de dog om Opsættelse. Denne Betænkning synes vel noget haard mod det menniskelige Kiøn, sær mod oplyste Christne: Men det giør ingen gode at tale mod Erfarenhed, og at nægte det, hvorom man af daglige Exempler overbeviises. Jeg tilstaaer dog gierne, at der findes nogle, hvilke ansee Dødens Ankomst som et Glædskabs-Bud. Men mon de samme saaledes ikke anstille sig for at lade se deres herois- 265 mum, og for af Nødvendighed at giøre en Dyd. Prøven kunde giøres, hvis man udi yderste Aandedræt kunde forsikre dem om Livet, og meener jeg at den ofte er giort med Mennisker, som ere dømte fra Livet, og som med en heroisk Bestandighed ere gaaet til Døden, hvilke dog efter uformoden Forsikring om Pardon ere fast daanede af Glæde, og derved have røbet sig selv. En Græsk Offer-Præst søgte engang at bestyrke en ung Lacedæmonier mod Døden, forestillende ham det andet Livs Lyksalighed: Hvortil den unge Person svarede, efterdi du er saa forsikred derom; hvi døer du da ikke selv. Det samme kand og siges til andre, som bryste sig af deres sterke Troe: Hvi ere I da saa bange for at døe. Denne Materie fortienede vidtløftigen at udføres: Men det maa være nok denne Gang. Og vil jeg alleene til Slutning anføre Marqvisindens af Lambert sindrige Betænkning over Alderdommen: Hendes Ord ere disse: "Ved Ungdommens Forliis taber man ogsaa all Undskyldning udi de Feyl, som man begaaer; Thi, saasom den forrige Angenemhed, der besmykker en Feyl, er forsvunden, saa dømmes Forseelser efter Rigueur. En gammel Mand maa derfor have Øye med sig selv, og sætte paa Skruer saavel sin Tale, som sin Opførsel og Klæde-Dragt. Intet er urimeligere end ved udvortes Zirather at ville tilveye bringe de Angenemheder, som ved Alderdom forlade os. En frivillig Tilstaaelse af Alderdom udvirker, at Alderdommen bliver mindre. Sær kand man sige, at den største Uheld for Fruentimmer, som have været behagelige, er, at indbilde sig, at de endnu ere behagelige. De maa søge at paatage sig en Skikkelse, som passer sig paa nærværende Tilstand. Intet er uanstændigere end at lade sig see paa glimrende Steder og Spectacler, hvor man ingen Parade kand giøre, og at fremviise et Ansigt uden Yndighed. Udi Alderdommen bliver Smagen meere delicat i behagelige, og meer opvakt udi u-behagelige Ting: Thi saa snart de har tabt Ungdommen, fordobles Pinen og formindskes Lysten." Saa vit bemeldte Dame. Jeg forbliver etc.