Holberg, Ludvig Værker i tolv bind 1: Natur- og folkeret

LUDVIG HOLBERG

VÆRKER i 12 Bind

2
3

LUDVIG HOLBERG

📖 VÆRKER
I 12 BIND

📖 Digteren - Historikeren - Juristen - Vismanden

UDGIVET MED INDLEDNINGER OG KOMMENTARER AF F. J. Billeskov Jansen Billedredaktion og Billedtekst ved F. J. Billeskov Jansen og Volmer Rosenkilde

11

Rosenkilde og Bagger 1971

4

TRYKT I DET BERLINGSKE BOGTRYKKERI

Teksten er sat med Genzsch
Fotografi, hvor andet ikke er anfort:
FINN JACOBSEN og VOLMER ROSENKILDE

Smudsomslag og Tilrettelægning af Billedsider:
PREBEN DAHLSTRØM

Klicheer: ROMANUS-KLICHEER

© ROSENKILDE OG BAGGER 1971

Printed in Denmark

Sidste Bind vil indeholde en fuldstændig Billed- og Indholdsfortegnelse for hele Værket

5

INDHOLDSFORTEGNELSE

  • Epistler, Indledning ............................................ 10
  • Fortale til Læseren ............................................. 19
  • Ep. 12 Der er Pedanter i alle Professioner .................. 22
  • Ep. 13 Statsmændene Fleury, Richelieu og Mazarin ......... 28
  • Ep. 17 Forholdet mellem Fornuft og Aabenbaring .......... 33
  • Ep. 21 Kan et Samfund bestaa uden Laster? ................ 39
  • Ep. 25 Mit Helbred og mine religiøse Bekymringer .......... 46
  • Ep. 29 Jeg lærer meget ved Omgang med Bønder ............ 47
  • Ep. 31 Har Dyrene en Sjæl? .............................. 50
  • Ep. 44 Hvad der kræves af en god Dommer ................ 57
  • Ep. 46 Forslag til en moralsk Katekismus .................. 58
  • Ep. 49 Lovprisning af Landbruget .......................... 65
  • Ep. 55 Skiftende Tiders Byggestil .......................... 70
  • Ep. 60 Forsvar for Fanden ................................ 74
  • Ep. 72 Forbløffende Ændringer i dansk Folkekarakter ...... 79
  • Ep. 76 Polypdyrene og Sjælens Enhed ...................... 81
  • Ep. 78 Den religiøse Tolerances Fremskridt ................ 83
  • Ep. 79 Uden Kappestrid sløves et Samfund ................ 87
  • Ep. 85 Hvorfor jeg kan overkomme saa meget .............. 90
  • Ep. 89 Fordærvet Smag i Kærlighed ........................ 92
  • Ep. 91 For og imod Te, Kaffe og Tobak .................... 93
  • Ep. 93 Embedsbesættelser og Skattebyrder .................. 97
  • Ep. 99 Der er Hvile for Hjernen i Dameselskab ............ 100
  • Ep. 102 Mine Erfaringer om Diæt .......................... 102
  • Ep. 107 Indbildt Sygdom er virkelig Sygdom ................ 103
  • Ep. 119 Kærlighed til alle Mennesker ........................ 106
  • Ep. 120 Jeg holder mere af Katte end af Hunde .............. 110
  • Ep. 122 Verden er ikke skabt for Mennesket alene ............ 114
  • Ep. 126 Fiduser for Forlæggere ............................ 118
  • Ep. 127 Er Elskov eller Ambition den stærkeste Lidenskab? .. 122
  • Ep. 128 Den store Turenne og min Fader .................... 124
  • Ep. 130 Høj Moral hos antikke Forfattere .................. 127
  • Ep. 135 Er Selvmord tilladt? ................................ 130
  • Ep. 137 Bossuet og Winsløw ................................ 133
  • Ep. 141 Unødigt at forklare hvad aldrig har eksisteret ........ 135
  • Ep. 144 Gør ej mod andre hvad de ej maa gøre mod dig ...... 136
  • Ep. 150 Et urealistisk Projekt om evig Fred .................. 140
  • 6
  • Ep. 156 Hvordan et rigt Parti kan gøres i Jylland ............ 144
  • Ep. 158 Den punktlige Mand .............................. 146
  • Ep. 176 Hvorfor jeg blev Baron ............................ 148
  • Ep. 177 Uddannelse bør ske i Hjemlandet .................. 153
  • Ep. 188 Natur og Fornuft bestemmer min Levemaade ........ 157
  • Ep. 190 Daarlige og gode Komedier ........................ 162
  • Ep. 192 Der skal reformeres med Skønsomhed .............. 165
  • Ep. 193 Parodi paa Rudbecks Atlantica ...................... 167
  • Ep. 195 Jeg foretrækker Plautus for Terents ................ 172
  • Ep. 196 Regler for Middagsselskaber ........................ 176
  • Ep. 210 Kan en Stat af Ateister bestaa? .................... 178
  • Ep. 229 Mine teologiske Særmeninger ...................... 180
  • Ep. 232 Er vor Verden den bedst mulige? .................. 182
  • Ep. 240 To Slags Bogsamlinger ............................ 185
  • Ep. 241 Engelske Komedier ................................ 189
  • Ep. 247 Fugl Føniks' fantastiske Historie .................... 190
  • Ep. 257 Modstridende Opfattelser af min Karakter .......... 193
  • Ep. 261 Arbejdsnedlæggelser i København .................. 198
  • Ep. 276 Skuespilleren og Rollen ............................ 199
  • Ep. 277 Min Formue gaar tilbage til Samfundet .............. 200
  • Ep. 300 Skæmt i Tide og Utide ............................ 201
  • Ep. 302 Urimelig Helgen- og Heltedyrkelse .................. 203
  • Ep. 319 Kalenderen og mit Helbred ........................ 209
  • Ep. 335 Bayle og de epikuræiske Samfund .................. 211
  • Ep. 341 Hvem tjener paa Dyrtiden? ........................ 213
  • Ep. 350 Grønlændernes Naturbegavelse ...................... 215
  • Ep. 354 Hver Bestilling kræver sine Færdigheder ............ 219
  • Ep. 356 Sandheden skal ikke altid siges ...................... 221
  • Ep. 358 Var Cromwell Fanatiker eller Hykler? .............. 222
  • Ep. 385 Unødigt Referat af lystig Kritik .................... 226
  • Ep. 388 Afgørelser ved Stemmeflerhed ...................... 227
  • Ep. 393 Diogenes' bizarre Levevis er ikke min .............. 230
  • Ep. 395 Kun Censur for umodne Personer .................. 232
  • Ep. 434 Muhammed og hans Lære .......................... 233
  • Ep. 439 Brev til P. F. Suhm ................................ 236
  • Ep. 446 Indtægten af min Formue bortgives straks .......... 239
  • Ep. 448 Parodi paa Sprogrenseriet .......................... 242
  • Ep. 449 Er Universet uendeligt? ............................ 243
  • Ep. 452 Gud har forment os at flyve ........................ 245
  • Ep. 453 Skal en Tragedie være paa Vers ?.................... 246
  • Ep. 458 Drama i en Storkefamilie .......................... 248
  • Ep. 467 Et ugudeligt Skrift: L'Homme Machine .............. 249
  • Ep. 469 Hvordan Skatter bør paalægges .................... 251
  • Ep. 474 Nye Træk af Dyrenes Liv .......................... 252
  • Ep. 494 Menneskenes Behandling af Dyrene ................ 253
  • 7
  • Ep. 495 En Teatercensur: Livet er en Drøm .................. 255
  • Ep. 502 Theokrits 27. Idyl .................................. 258
  • Ep. 505 Alderdommen er Skrøbelighedernes Tid ............ 260
  • Ep. 512 Alt paa sin rette Plads! ............................ 266
  • Ep. 520 Montesquieu's Brev fra en Jøde .................... 273
  • Ep. 538 Nekrolog over dansk Statsmand .................... 275
  • Noter ............................................................. 277
  • Billedfortegnelse ................................................ 323
8
9
10

Epistler
Indledning

Holbergs danske Epistler har haft mange Yndere, siden de udkom 1748-54. Det er i disse Essays, mere end i Moralske Tanker, Læserne har søgt den gamle Holbergs sunde, men ikke ubekymrede Fornuft.

Der er op mod halvsjette Hundrede Epistler i de fem Bind. Naar man fra Tid til anden har foretaget Udvalg af disse mange Epistler, har man forsøgt at faa deres brogede Indhold eller Karakter af Slutfase i Forfatterskabet frem. I denne Udgave er medtaget Epistler, som hver for sig kan have saglig eller stilistisk Interesse; men der er samtidig taget Hensyn til, at de ikke gentager, men supplerer Emner og Ideer, som forefindes i Udgavens øvrige Bind.

Holbergs Epistler ligger uden Tvivl stort set i den Rækkefølge de er nedskrevet. Hver Artikel har ved Fødslen faaet et Nummer at løbe med. Dette lader sig med betydelig Sikkerhed paavise inden for en Serie Epistler, som begynder med Nr. 303. Der er dog ikke i Epistelsamlingernes Bind I-II fra 1748, III-IV 1750 og det posthume Bind V 1754 nogen Komposition. Rækkefølgen er bestemt af Holbergs Læsning og Oplevelser; det er med bevidst Skødesløshed, Forfatteren lader Tilfældet raade. Den svarer til, at Holberg ikke lægger Vægt paa den sproglige Udformning. Man staar tydeligvis ofte over for Stykker, som kun er skrevet én Gang. Modsat Moralske Tanker skaber Holberg i Epistlerne praktisk taget aldrig Indsnit i Teksten ved Hjælp af ny Linje; det tynger lange Epistler, men sparer Plads. Epistlerne er, som der stod paa Titel- 11 bladet, "trykt paa Autors Bekostning", dvs. at Holberg var sin egen Forlægger, tog hele Risikoen og hele Fortjenesten.

De udvalgte Epistler følger da her i Nummerorden, altsaa i en ny Tilfældighed. Holberg har ikke givet sine Epistler Titler. Til Orientering er her over Siden anbragt Stikord til hver Epistels Indhold eller Idé; de samme Titler genfindes i Indholdsfortegnelsen. Men hvis Rækkefølgen saaledes stadig afspejler de samlede Epistlers brogede Karakter, saa vil vi her i Indledningen foretage en mere systematisk Gruppering af de udvalgte Stykker. Vi lader os lede af Holbergs egen Inddeling paa Titelbladet. Epistlernes Tankekredse og Stilarter, deres hele Spektrum, kommer nemlig tilsyne, naar vi anerkender, at de befatter "historiske, politiske, metaphysiske, moralske, philosophiske, item skiemtsomme Materier". Det er dog mest oplysende at lade Grupperne følge de tre litterære Inspirationsformer, som afløste hinanden i Holbergs Forfatterskab, den poetiske, den historiske og den filosofiske Raptus. Det vil vise sig, at de to første sætter sig Efterspor i de skæmtsomme og historiske Epistler; men at den sidste har langt flere Nuancer. Vi vil derved faa Chance for at præcisere Holbergs Mening med: politisk, moralsk, philosophisk, metaphysisk.

Under og forud for alle Kategorier ligger de moralfilosofiske Ideer i Natur- og Folkeretten. Vi har fra Bind til Bind set Rationalismens Menneskesyn dukke op i Holbergs Digtning, Historieskrivning og Filosoferen, det guddommelige Lys i vor Fornuft, som omtaages af Passioner og uheldige Vaner; vi har set Naturrettens nye Individualisme, Forsvaret for Tankens Frihed, men ogsaa Fastlæggelsen af Frihedens Grænser, som afgøres af Hensynet til Statens Helhed.

I sin første store Digterrus frembragte Holberg en Parodi, det komiske Heltedigt om Peder Paars. I Epistlerne folder hans Humør sig ogsaa ud som Parodier, men ikke paa Homer og Vergil. Det var blevet Mode at forsøge 12 at genrejse kritiserede historiske Personers Hæder. Holberg fulgte Moden og forsøgte at rehabilitere blandt andre Kardinal Fleury (Ep. 13) - men derefter parodierer han Genren med en Ehrenrettung eller Apologi for selveste Fanden!(Ep. 60). Den ironiske Skrivemaade benytter Holberg i nogle Epistler til et Slags provinsielt Kandestøberkollegium. Han fabrikerer altsaa en komisk Adressat, som kan sætte Pris paa et efter Holbergs realistiske Sans vanvittigt Projekt om en evigvarende Fred (Ep. 150). Det er ogsaa dette enfoldige Kompagni, som faar sendt den sprogligt effektive Parodi paa Svenskernes fantastiske Historieskrivning (Ep. 193), desuden en lignende ironisk Undersøgelse om Fugl Føniks (Ep. 247), samt nogle sarkastiske Raad til Forlæggerne (Ep. 126). Da Holbergs i øvrigt kære Elev, Magister Eilschow, forsøgte at fordanske en Mængde gængse Fremmedord, sammensætter Holberg et Brev i det nye og rensede Dansk! (Ep. 448). Naar Holberg i Epistlerne tegner komiske Karakterer, er hans Metode en ny, fra Den engelske Spectator, der har givet ham Ideen til en Række Pedanter i alle Fag (Ep. 12) og antagelig ogsaa til et Besøg hos berømte og omvurderede Personer i Dødsriget (Ep. 512). Det hænder, at Holberg gør humoristisk Udkast til en Karakter, som den københavnske Lykkejæger i Jylland (Ep. 156), eller udarbejder den, som Grækeren Theofrast og Franskmanden La Bruyère havde gjort (se Bind IX, S. 455-56), i alle Detaljer: det sker med Den punktlige Mand (Ep. 158), som er Epistlernes fornemste Karaktersatire.

Holberg slap ikke sine tidligere Værker af Syne og slet ikke Komedierne. I Epistlerne siger han sin hvasse Mening om den nyere franske Komedie (Ep. 190), og han vedkender sig sin Smag for Plautus' kraftige kontante Komik (Ep. 195). Som Konsulent for det genaabnede Teater anbefaler han "Livet en Drøm" (Ep. 495), men fraraader, med morsomme Citater, de nye og frække engelske Komedier (Ep.241). Blandt Holbergs øvrige litterære Epistler mærker man sig den da meget aktuelle Drøftelse 13 af Tragedien: Skal den være paa Vers eller i Prosa? (Ep. 453), den fornuftige Opfordring til den unge S. F. Suhm: foretag nyttige Oversættelser (Ep. 439) samt den helt forelskede Gendigtning af Theokrits 27. Idyl (Ep. 502).

Nogle af de skæmtsomme Epistler havde Historie som Emne. Til Epistlen om Fugl Føniks, som man ræsonnerer om uden at undersøge, om den har eksisteret (Ep. 247), svarer en teoretisk Udredning (Ep. 141). I sine Helte- og Heltindehistorier (se Bind VIII) havde Holberg biograferet historiske Personer hver for sig og derefter sammenlignet dem parvis. I Epistlerne forener han i een Artikel biografiske Træk og sammenlignende Karakteristik af to eller tre Personer (Ep. 13 og Ep. 128). Den førstnævnte giver samtidig Bidrag til Machiavellis Statsmandsbegreb; den sidste er en baade fornem og rørende Sammenstillen af den franske Feltherre Turenne og Holbergs egen Fader. Holberg begynder sit store Essay om Cromwell som Enkeltportræt, men er nu saa vant til Dobbeltportrættet, at han ender med en Sammenligning mellem Cromwell og Mazarin (Ep. 358). Holberg viser her en dybere Forstaaelse af Cromwells Karakter end i Danmarkshistorien; han trænger ligeledes først i de senere Epistler frem til at se Muhammed som andet end en kynisk Bedrager (Ep. 434). Det er da i disse Epistler, vi kan finde Holbergs historisk-psykologiske Tolkning af højst komplicerede religiøse Magthavere. - Holberg har desuden en hel anden Slags historiske Epistler, det kulturhistoriske Essay. Holberg havde i sit Bibliotek øjensynlig et kæmpemæssigt Konversationsleksikon, E. Chambers' Cyclopædia, hvis første Udgave var kommet 1728. Naar han udnytter dette i en Artikel om Kaffens, Teens og Tobakkens Historie, saa kombinerer han Tilbageblikket med Oplysning om sit eget Forhold til disse Nydelsesmidler (Ep. 91). Det er ligeledes sikkert paa Grundlag af en Haandbog, at der gives et Rids af Bygningskunstens Historie, fra Huleboligen til nyeste Bygninger. Men efterhaanden som den historiske Skildring nærmer sig Samtiden, bliver den et stadig tydeligere 14 Udtryk for Holbergs Smag i Bygningers Indretning (Ep. 55).

Politik kommer af det græske Ord polis, som betegner Bysamfundet, Bystaten; hos Holberg betyder "Politik" Statskundskab; den politiske Kandestøber troede han havde Indsigt i "Statssager". "Politie" har for Holberg Betydning af Statsforfatning. Om politiske Matener har Holberg meget at sige i Epistlerne og til dem slutter sig naturligt økonomiske Overvejelser. Her er nogle Emner og Spørgsmaal: Hvilke Fordele og Ulemper har Afstemninger med Flertalsafgørelse? (Ep. 388). Hvorfor vinder Haandværkssvendene i København deres Strejker? (Ep. 261). En Universitetslærer bør ikke eksaminere sine egne Elever. (Ep. 192). Der maa sørges smukt for veltjente Husdyr (Ep. 494). Ingen Censur - undtagen for umodne Skribenter! (Ep. 395). Hvilke Egenskaber udfordr es for at være en god Dommer? (Ep. 44). Her er et Portræt af en dansk Statsmand, udstyret med alle en høj Embedsmands Dyder (Ep. 538). Jeg selv, siger Holberg, har givet tilbage til Samfundet, hvad jeg ved mit Arbejde har indtjent i Samfundet; Gaven til Sorø blev endda større, fordi jeg lod mig gøre til Baron (Ep. 176, 177, 277, 446). Det gælder at finde den dueligste Mand til Stillingen, hvad enten det drejer sig om en Herregaardsskytte eller en Embedsmand, og Kappelysten er lige vigtig i Staten og i private Foretagender (Ep. 354, 93, 79). Hvordan bør Skatter paalægges Befolkningen? (Ep. 469). Det er sikkert, at Landbruget er Samfundets vigtigste Rigdomskilde (Ep. 49). Men hvilken samfundsøkonomisk Betydning har Luksusindustrien? (Ep. 21). Med stor Præcision udvikler Holberg, hvilke Samfundsgrupper der tjener paa Dyrtiden og hvilke der betaler Gildet (Ep. 341).

Holbergs moralske Tanker i Epistlerne spænder fra Moralfilosofi til hvad man kunde kalde Moralpsykologi. Der findes en Etik uden Teologi (Ep. 130); et Naturfolk som Grønlænderne manglede ikke Moral og Fornuft, før de fik Kristendommen (Ep. 350). Naturens Bud er Kær- 15 lighed til alle Mennesker (Ep. 119) og desuden, at vi ikke skal gøre mod andre, hvad vi ikke vil, de skal gøre mod os (Ep. 144). Moralfilosofien, som er den praktiske Fornuft, lærer os at øve Kritik over for utidig Helgen- og Heltedyrkelse (Ep. 302). Vi forstaar, at Sandheden ikke altid skal siges (Ep. 356), og at der er Tid for Skæmt og en anden for Alvor (Ep. 300). Man kan ved at betragte en Mands Bogsamling skønne om hans ægte eller uægte Interesse for Bøger (Ep. 240). Personlig Oplevelse kan give en Skuespillers Udførelse af en Rolle et særligt Præg af Ægthed (Ep. 276). Vi er nu fra den moralske Kritik kommet over i den psykologiske Karakteristik. Over for menneskelige Passioner kan man f. Eks. spørge: er Kærlighed en stærkere Lidenskab end Ærgerrighed? Eller spørge, hvornaar bliver Individet etisk ansvarlig for sin Passions Følger, hvornaar er en Lidenskab en Last? (Ep. 127). Holbergs hyppigste moralpsykologiske Holdning er Forundringen over Afvigelserne fra Fornuften, Menneskets Bizarrerier: De forbløffende Forandringer, der er indtraadt i den danske Folkekarakter i de sidste tyve Aar (Ep. 72). Eller de sælsomme Udslag af Elskovsdriften, som ytrer sig bl. a. i Marie Grubbes Historie (Ep. 89). Holberg fattede af egen Erfaring Vekselvirkningen mellem Sjæl og Legeme. Han havde psykosomatisk Indsigt (Ep. 107). Han véd, at hans skrøbelige Helbred øger hans religiøse Bekymringer (Ep. 25). Han opstiller en elegant psykologisk-moralsk Forklaring paa de helt uforenelige Meninger, Folk har om hans Karakter og Handlemaade (Ep. 257).

Holberg skelner paa sit Titelblad mellem moralske og philosophiske Emner. En Filosof er for ham en Mand, der lærer andre at føre et stilfærdigt og lykkeligt Liv. Det kan ses af 3. Levnedsbrev (i Bind XII), at Filosofi er Livsfilosofi, Livsvisdom. Holbergs Lærere er Sokrates, Cicero og Seneca. Derfor handler hans "philosophiske" Epistler mest om ham selv. Man ser det tydeligt, hvor Holberg protesterer mod, at man har sammenlignet ham med den 16 sære Diogenes: "Det er jo ingen Philosophie at skabe sig til et Dyr, for at være meer end et Menneske" (Ep. 393). Med flere Epistler har Holberg da som Formaal at lære andre, hvad han selv har erfaret, nemlig at jævn og sund Kost, regelmæssig, men ikke monoton Levevis styrker Helbredet (Ep. 102, 188, 319). Og vil nogen vide, hvordan det gaar til, at han kan overkomme saa meget, meddeler han gerne sin Dagplan (Ep. 85).

Holberg er Dagliglivets Filosof og har lige Omhu for Legeme og Sjæl. Han giver Regler for Selskabelighed og anden Omgang med Mennesker. Giv Middagsgæster et Menukort, saa de kan indrette deres Appetit efter Retterne (Ep. 196). Takt og Tone: hvis der i et lystigt Selskab udtales en dristig Kritik af en fraværende Person, saa giv ham ikke Referat deraf (Ep. 385). Til denne praktiske Livsvisdom hører Beretninger om hvem Holberg kan lide at omgaas: Jeg sætter større Pris paa Katte end paa Hunde, siger Filosoffen (Ep. 120). Jeg lærer meget ved Omgang med Bønder (Ep. 29). Og der er Hvile for en træt Hjerne i Dameselskab! (Ep.99). - Det er med et af Livsfilosofiens klassiske Skrifter foran sig, Ciceros Om Alderdommen, at Holberg reflekterer over sine Svagheder. Han finder ikke megen Trøst i Ciceros Argumenter: her hen mod 70-Aaret har han knap andet Raad at give end med Markisen af Lambert frivilligt at acceptere Alderdommen (Ep. 505). Saaledes ender Holbergs Virksomhed som raadgivende Livsfilosof.

Som debuterende Professor blev Holberg i December 1717 sat til at undervise i Metafysik, Videnskaben om de filosofiske Grundbegreber, og han udtalte sig med megen Haan om de tomme Distinktioner, der glædede Erasmus Montanus. Men i Epistlerne er metaphysiske Materier noget nær Holbergs Hovedinteresse. Nu mener han hermed ikke Spekulationer over Tingenes Væsen, men Standpunkttagen til Tidens brændende religiøse Problemer.

Fra de førnævnte Omraader fører flere Veje op til det teologiske Højland, hvor Holberg bevæger sig med sti- 17
gende Usikkerhed. Et Bindeled mellem Naturmoral og Tro er Holbergs moralske Katekismus (Ep. 46), ligeledes en Understregen af, at Mennesket ikke skal tro, Verden blot er skabt for dets Skyld (Ep. 122). Naar Holberg i Epistlerne beskæftiger sig med naturhistoriske Emner, har han gerne en metafysisk Bagtanke; han spørger nemlig, om Descartes har Ret i, at Dyr handler som Maskiner, eller om de tværtimod har en Sjæl (Ep. 31, 76, 458, 474). Holberg havde ikke glemt Katolikkers Forsøg i Paris paa at omvende ham (Ep. 137); han havde i Niels Klim og Moralske Tanker ivret for religiøs Tolerance og glæder sig nu over dens Fremskridt (Ep. 78) - men ender dog med at oversætte Montesquieus gribende Protest mod den samtidige katolske Inkvisition i Portugal (Ep. 520). Grænsen for Holbergs Tolerance gaar ved Fanatikere og Ateister. Bayle har foruroliget Mennesker ved at hævde, at et Samfund kan bestaa uden Religion (Ep. 210, 335). Med Urette har en Svensker med Henvisning til Antikken holdt Selvmord for en heroisk Handling (Ep. 135). - I Slutningen af det 17. Aarhundrede havde Pierre Bayle med Styrke stillet Spørgsmaalet: Er Gud Ophav til det Onde, som sker i Verden? Kun langsomt er Bayles Problem gaaet op for Holberg. I Epigrammer (1737), 3. Levnedsbrev og Moralske Tanker mener han som Leibniz, at Verden er saa god som den nu engang kunde blive; i Epistlernes første Bind (1748) holder han endnu Stand over for Bayle og kan forlige Fornuften og Aabenbaringen (Ep. 17). Men i Epistlernes 3.-4. Bind (1750) har han opgivet; han anfører at mange holder for, at Bayles største Modstandere intet har udrettet, og han ser ingen anden Udvej end den dogmatiske, som forklarer det Onde af Syndefaldet (Ep. 229, 232). Det er haarde Tider for den guddommelige Fornuft, som Mennesket er begavet med. I Holbergs seneste metafysiske Epistler støder Tanken om Verdens Uendelighed haardt mod Kristendommens Lære om den skabte Verden (Ep. 449); der polemiseres mod en fransk Bog, som rent ud nægter Sjælens Eksistens (Ep. 467); men der findes 18 ogsaa den Trøst, at Gud i sin Visdom har forment Menneskene Evnen til at flyve; kunde vi nemlig svinge os op i Luften, vilde den hele Jord faa en anden Skikkelse, ingen Mure eller Volde kunde beskytte et Menneske mod et andet Menneskes Vold (Ep. 452).

Tekstgrundlag. Originaludgaven kom i 3 Leveringer: Tomus I og II (Ep. 1-183) 1748; Tomus III og IV (Ep. 184-446) 1750; Tomus V (Ep.447-539), efter Holbergs Død, 1754. Nærværende Udgave gengiver, med faa Rettelser, Holbergs Tekst efter Redaktionen i Ludvig Holberg: Epistler. Udgivne med Kommentar af F. J. Billeskov Jansen I-VIII, 1944-54. I disse to Udgaver er Epistlerne i 5. Bind angivet med Arabertal, i nærværende Udgave erstattet med Romertal. - Ved Udarbejdelsen af Noterne til og med Ep. 196 har jeg haft værdifuld Hjælp af mag. art. Johanne Birch-Jensen, for de øvrige af stud. mag. Jørgen Hunosøe.

Litteratur. Kommentarbindene i anførte Udgave 194454. F. J. Billeskov Jansen: Holberg som Epigrammatiker og Essayist I-II, 1938-39. Samme: Holberg ved Arbejdsbordet, i Holberg Blandinger, 1946, og Danske Studier 1954. - Leif Nedergaard-Hansen: Nogle sma betragtninger over Holbergs Epistler, i Danske Studier 1955.

19

Fortale til Læseren

Udi denne Samling af Breve vil findes, at Materien svarer til Titelen, saasom intet derudi sees uden de Ting, som kand interessere en Læser; da derimod mange andre trykte Breve-Samlinger indeholde mestendeels intet uden Ord og Complimenter. Stilen er herudi ikke saa pyntet som i mine moralske Tanker: Bør ey heller saa at være udi Epistler. Jeg haver stedse underkastet mine Meditationer udi Philosophie og Morale skiønsomme Folks Correction, hvilket jeg ogsaa giør udi dette Skrift. Jeg deciderer efter nogle andres Exempler ikke med Myndighed udi nogen omtvisted Materie: Jeg tilkiendegiver alleene, hvorledes jeg efter mit ringe Begreeb fatter en Ting, og viser de Argumenter, hvorpaa mine Tanker grundes. Udi disse mine Epistler findes dog ikkun gandske faa Ting, som vedkomme den moralske Theologie, og de, som findes, ere ikke uden Forklaringer over visse i mine forrige Skrifter anførte Tanker, som jeg holder for, at nogle ikke have rett begrebet. Hvad det angaaer, som udi eet af disse Breve findes de futuris contingentibus, som af mig tilforn ey haver været omtalt, da anfører jeg ikkun historice hvad som i den Materie siges pro og contra, saa at jeg intet derudi deciderer, men holder mig heller til den meest antagne Meening. Skriftet er i det øvrige verdsligt, og befatter de Materier, som Titelen tilkiendegiver. Hvis jeg udi visse philosophiske Betænkninger kand have vildfaret, er det ikke at forundre sig over hos en Mand, der fast udi 40 Aar haver brugt Pennen.

Jeg haver saaledes endeligen ved dette sidste Skrift 20
nogenledes fuldført mit Forsæt at moralisere paa alle brugelige Maader, og maa Læseren selv dømme om, hvilken Methode kand holdes for den kraftigste. De differente Maader, hvoraf jeg til den Ende haver betient mig, ere ved lystige Poëmata, ved Satires, ved Reflexioner over Helte og Heltinde Bedrifter, ved alvorlige moralske Tanker, ved fingerede Reyse-Beskrivelser, og endelig ved disse Epistler; saa at der fattes ikkun at udføre moralske Materier ved Samtaler, hvilket dog ogsaa kand siges at være skeed ved mine Skue-Spill, som bestaae udi Dialoger og fast alle ere moralske. De samme blive nu igien paa vor fornyede Skue-Plads forestillede mestendeels uforandrede. Jeg siger mestendeels uforandrede, efterdi man haver fundet fornødent, for at rette sig efter visse Folks Peenhed, at udelade alle frie og naturlige Talemaader, hvorved Comoedierne tabe meget af deres Fynd, men derved all Prætext betages samme delicate Personer til at fremture i at desrecommendere vore Skue-Spill; og at ønske Indførsel af andre Comoedier udi fremmed Sprog, hvorudi de bedre kand taale at høre naturlige Expressioner end udi deres Moders-Maal, som stedse haver skurret udi deres Øren. At de Critiqver, som nu feldes over vore Danske Comoedier, ere ugrundede, sees deraf, at de ere de selv samme Skue-Spill, som for 20 Aar siden have uden nogens Forargelse været spillede saavel til Hove som udi Staden, og som ere paa adskillige Sprog oversatte, og forestilles paa fremmede Skue-Pladse ikke alleene uden Forandring, men endogsaa ved Tillæg af friere Tale-Maader. Lader os forestille os, at, hvis Terentii eller Plauti Comoedier, som de ærbare Romerske Dames uden Anfægtning have bivaanet, nu bleve forestillede, hvilke Bevægelser vilde de ikke foraarsage? hvor mange Hoved-Vands Flasker og hiertestyrkende Balsam-Bysser vilde ikke tømmes, hvor mange Snørliver ikke opløses iblant visse af vore Fruentimmer, sorn ikke kand høre det Ord Jomfruedom at nævnes paa Skue-Pladsen. Man skulde jo tænke, at Herr Axel Thorsens og Skiøn Walborgs Tider igien vare fornyede, da en 21 Jomfrue enten daanede, eller maatte stille sig an, som hun daanede, naar hun hørte en Ting nævnes ved rette Navn. Dette siger jeg ikke for at plaidere for grove Tale-Maader, hvoraf jeg selv er en Hader, men alleene for at vise, at rnan ligesaa vel ved all formegen Peenhed som ved Grovhed kand underkastes Critiqve.

22

EPISTOLA XII.

Til **

Jeg takker for Communication af den mig tilskikkede tydske Tractat, som handler om Pedanter. Mine Tanker derom er denne, at Autor ikke haver udstuderet sin Materie grundig nok: Saasom han meener, at Pedanterie haver alleene sit Sæde udi lærde Societeter, da dog en Pedant haver mange Fora og værne Ting, saa at man kand stævne ham til geistlig, verdslig, til Hof- og Krigs-Ret; Ikke at tale om, at Skribenten declamerer alt for hæftig mod Pedanter, hvilke han anseer som Monstra, Ukrud og fordervelige Mennesker, og ved saadant Invectiv giver tilkiende, at Verket heller er skrevet af en Pedant, end om Pedanterie; Thi at ivre sig forsterkt over visse Ting, som heller udfordre Latter end Bitterhed og Galde, er en Pedants Egenskab og Hoved-Character.

Pedant er et Fransk Ord, hvilket, naar det tages i en god Meening, betyder intet andet end en Skolemester, og er det samme, hvad som paa Latin heder Pædagogus eller Læremester: Derfore siger Boileau, naar han taler om de Erindringer, som den sunde Fornuft, vor Læremester, stedse giør til Mennesker:

C'est un Pedant, qu'on a sans cesse à ses oreilles.

Naar derimod Ordet tages udi en ond Meening, betegnes derved de Slags Mennesker, der med Ærbødighed tractere 23 Bagateller, og fordybe sig saaleedes udi u-nyttige Subtiliteter, at de forglemme Hoved-Pligter og meest magtpaaliggende Ting, der see alleene efter Skallen, men agte ikke Kiernen, og forelske sig udi deres egne Daarligheder. Deslige Mennesker findes udi alle Stænder: Saa at der kand være Stats-Pedanter, Hof-Pedanter, Skole-Pedanter og Krigs-Pedanter, alle lige befængede, skiønt enhver paa sin Maade: Ligesom en drukken Mand er en drukken Mand, enten han haver faaet Ruset af Viin, 011, Brændeviin eller anden Liqueur. En Skole-Pedant er den, som fra Top til Taae er bevæbnet med Distinctioner og Syllogismer, som med Thoma Diaphorio forfølger sin Meening til de yderste Grændser af Logica, som censurerer alle andre Skribentere, end ogsaa dem, som han bestiæler, som med Bitterhed declamerer mod Klædedragt, Moder og indifferente Ting etc. Om saadan Pedant er u-nødigt at tale, saasom ingen Materie er vitløftigere udført, og det er ikke andet, end igien at opkaage, hvad som jeg selv og u-tallige andre Skribentere derom have skrevet. Jeg vilde derfore, dersom Brevets Korthed saadant tillod, give nøyere Afridsning paa de andre Slags Pedanter, hvis Portrait er mindre trivial, og derfore behøver omstændigere Forklaring: Men et Brev maae være kort, helst naar det skal affærdiges med Posten, og det er en Art af Pedanterie, at udføre vitløftige Dissertationer udi Post-Breve, som betales efter Vægten. Jeg vil derfore herudi være gandske kort, og alleene sige dette, at intet er almindeligere end at høre en Pedant at skiemte med en anden; hvilket kommer deraf, at de ikke have giort sig ret Idée om Pedanterie, og ikke eftertænke, at samme Frues Herredømme strækker sig langt videre, end man indbilder sig, og at hun haver Undersaatter blant alle Stænder. En Skoleholder havde engang et Ærinde til en Hof-Junker: han kunde i en halv Time ingen Audience faae, efterdi Herren stod saa længe for Speilet og krusede sit Haar; hvorudover Skoleholderen blev u-taalmodig, gik bort, og sagde ved sig selv: Hvilken velbyrdig Pedant! Da Herren endelig efter stor Møye 24 havde faaet sit Haar udi ønskelig Symmetrie, og afpasset det ligesom efter Geometriske Regler, raabte han til sin Tiener: Lad nu Pedanten komme ind: Men den ene Pedant var alt borte, og den anden var tilbage. Hvis den gode Herre havde kiendt sig selv, havde han heller sagt: Lad min Ordens-Broder komme ind; og det med ald Billighed, thi de vare begge befængede med Pedanterie i lige Grad, skiønt paa u-lige Maade, saa at man kand sige, at den ene var af de sorte, den anden af de røde Pedanter; og er det vanskeligt at dømme, hvo af dem giver meest Materie til Latter. Mangen Skolemand fordyber sig saaledes udi gamle forrustede Sager, at han væmmes ved alt det, som er nyt og friskt, end ogsaa ved sin egen unge Hustrue: Han eftersøger med saadan Iver Latinske og Græske Glosers Oprindelse og Etymologie, at han ingen Etymologie eller Oprindelse kand vise til sine egne Børn; men dertil maa svare: Spørg min Vicarium. En Hofmand derimod bekymrer sig om andre Slags Bagateller: en U-orden udi hans Hoved-Frisures, en Fold paa hans Klæder ligger ham meer paa Hierte end et heelt Bibliotheks Undergang: Hans Autores Classici ere Parykmagere og Skrædere, saasom det er ham meer om at giøre, hvorledes hans Haar kand paradere, og hans Klæder kand passe, end med hvad Accuratesse, eller med hvilke Characterer en Cicero eller Seneca bliver trykt. Vil man sige, at mangen Hofmand foragter deslige Ting, og elsker Studeringer ligesaa sterkt som en der fører Navn af Philosophus, saa kand man og sige, at mangen Skolemand foragter ogsaa unyttige Videnskaber, og haver ligesaa galante Sentimens, som den der fører Navn af en Hofmand. Min Tale sigter kun til at viise, at der findes ligesaavel Pedanter udi store Herrers Paladser som blant Skolestøv.

Saasom der ere Skole- og Hof-Pedanter, saa ere der og Stats-Pedanter. Man haver kun at sammenligne en Scholastisk Act med mangen Stats-Congres, for at see, at det eene med det andet er Skue-Spil. Kunde en Aristophanes skiemte med sine Tiders Philosophis, at de efterforskede,

25

om det Lyd, som en Flue eller Myg giver fra sig, kommer af For-Enden eller Bag-Enden; saa kand en Philosophus og finde Leilighed til at skiemte med vore Tiders Statsmænd. Jeg vil forbigaae at tale om, hvad udi store Stats-Forsamlinger forhandles, hvorledes hvert Ord maa veyes, hvert Skridt passes efter Tacten, og hvorledes Fluer giøres til Elephanter. Dette siger jeg, vil jeg ikke tale om, efterdi et almindeligen antagen Stats-Pedanterie saadanne Grimacer paabyder; og mangen fornuftig Statsmand beleer udi sit Hierte det, som han med største Ærbarhed er forbunden til at giøre; ja, ligesom en gammel Romer fordum sagde: An augur augurem potest intueri absqve risu? Saa siger han og maaskee: Mon en Gesandt kand ansee en anden Gesandt, og tilligemed bare sig for Latter? Men der ere fundne og endnu findes adskillige blant de Slags Folk, der ansee Bagateller med samme Øyen, som Hoved-Sager, der poussere de Qvaliteter, som recommenderes Statsmænd og Gesandter, saavidt, at de blive latterlige, der ingen Troe fæste til hvad som siges, eftersom Mistanke holdes for en dyd udi Stats-Sager; Der ere maalløse udi indifferente Ting, efterdi Taushed holdes for en Nødvendighed, ligesom Skriveren, der til ingen turde sige, at Borgemesteren havde spildt Blek paa sin Klud, efterdi Raadstue-Sager burde holdes hemmelige: En saadan en haver ingen Føye til at belee Pedanterie hos en Skolemand; thi han maa heede Envoyé, Plenipotentiarius, Minister eller extraordinaire Ambassadeur, saa er han dog derhos en extraordinaire Pedant.

Videre ere endnu et Slags Pedanter, som de Franske kalde Pedans de robe, bestaaende udaf Dommere, Advocater og Betientere udi Collegier, hvorpaa Verden haver saadan Forraad, at man deraf kunde oprette et femte Monarchie. At udføre det Pedanterie, som findes udi samme Stand, vilde blive alt for vidtløftigt. Deslige Stands-Personer have intet at bebreide Skolemænd. En Jurist kand give ligesaa stor Materie til Skuespil, som en Grammaticus, og hvis Munstring skulde holdes, vilde man finde lige saa 26 mange unyttige Subtiliteter og intet betydende Distinctioner udi Jure, som i Philosophien.

At finde Pedanter udi Krigs-Standen, vil du maaskee holde vanskeligt at vise, og i saa Maade bilde dig ind, at det her vil gaae mig, som Præsten der deelede sin Text udi 3 Parter, skiønt han havde kun Materie til tvende. Krigs-Standen, skiønt den er store Laster underkastet, holdes gemeenligen for at være fri for Pedanterie; og seer man derfor, at ingen skiemter meer med Pedanter end Krigsfolk. Men jeg haver tilforn viset, at intet er almindeligere, end at en Pedant driver Spot med en anden, og at saadant reyser sig deraf, at man seer andres men ikke sine egne Feil. Lader os løsligen examinere denne Stand, maaskee vi ville finde, at der ere ligesaa mange røde som sorte Pedanter udi et Land. Kaaber, Køllerter, Skæg og Knævelbarter forandre ikke et Menneskes Natur. Man maa svøbe en Pedant udi en Løve-Hud, og bevæbne ham med Herculis Kølle, saa bliver han dog en Pedant. Der siges vel, at Standen kand støbe Folk om: dette vil jeg lade staae ved sit Værd; Men end om jeg kand vise dig, at ved Krigs-Standen selv hænger adskilligt Pedanterie? Jeg vil til Beviis herpaa kun anføre nogle udi Krigs-Standen autoriserede Vedtægter, Love og Regler. Hvad kand være u-rimeligere end den indbildte Point d'Honneur, hvorved Krigs-Folk efter hellige Vedtægter forbindes at duellere med hinanden, det er at sette Liv og Siæl paa Spill, enten for et Ord, for en Mine, og for en Ting af ingen Betydning, og som udfordrer heller Foragt end Vrede og Hevn, eller for virkelig U-ret, som ved Øvrighed og Landets Lov kand erstattes. Dette seer man dog dagligen at skee, saasom det holdes for en Vanære at andrage en Tvistighed for Øvrigheden og at adlyde Landets Love. Dette er ikke nok: deslige barbariske Actioner skee med stor Politesse, og mange foregaaende Formaliteter, saa at det maae vel heede, som Poëten siger:

C'est avec Respect enfoncer le poignard.

27

Saaleedes er det beskaffet med alvorlige Dueller: Andre ere mindre lastværdige, men meere pedantiske, saa at de kand lignes med Skole-Disputationer, hvilke efter nogle Timers Mundhuggen endes med Berømmelser og Gratulationer af begge stridende Parter: og, ligesom her antages Respondenter, der maa see til, at Opponentes ikke komme en Præses for nær, saa antages og der Secundanter, hvis Pligt er at see til, at intet Blod paa nogen af Siderne bliver spildt, men at de nøgne Kaarder gandske tørre stikkes i Skeden igien, og at de stridende Parter efter aflagde dybe Complimenter gaae fra Vallstedet til Viinkielderen. Hvad læres andet deraf, end at Mars blant sine Børn kand regne ligesaa mange Pedanter, som Apollo, og at een Stand haver lidet at bebreide en anden. Man seer i adskillige andre Ting ogsaa Exempler paa militaire Pedanterie: Jeg vil ikkun alleene løsligen tale om Krigs-Exercitier; alting maa derudi giøres efter afpassede Tempo og Regler: der spørges ikke om, hvor hastig Soldaten kand lade sin Flint, men om han kand lade den efter Tacten: Armene maa holdes fra Livet; Fødderne staae udi en vis Positur e; Hvert Skridt maa giøres ligesom efter Noder og udi Cadance, og hver Bevægelse deeles udi 3 Tempos: ein, zwey, drey: saa at en commanderende Officier haver Anseelse af en Dantzemester, der exercerer sine Scholarer, og intet fattes uden at have en Violin udi Haanden. Jeg erindrer mig ved denne Leylighed en vis Borger-Capitaine udi min Føde-Bye: clen samme var kun en maadelig Officier, men en fornuftig Kjøbmand. Da han engang exercerede Borgerskabet, og i en Hast ikke kunde komme ihu at sige: Rechts herstellt euch! sagde: vender nu Rumpen til Raadhuuset igien; og, da han derover blev beleed, svarede han: Det kommer ud paa et, naar kun Tingen bliver giort. Hvad man kunde dømme om denne Mand, er dette at hvis han ikke var Soldat, saa var han ey heller Pedant. Exercitier ere nødige, men de mange Broderier, som settes derpaa, ere modbydelige. Jeg vil ikke tale om adskilligt andet: Anførte Poster kand være nok til at bevise, at denne Stand 28 er ligesaa lidet fri for denne Lyde, som andre Stænder; og at denne Gudindes Herredom strekker sig videre, end nian tænker, ja efter nogles Meening end og til u-mælende Dyr. En Gaas bukker med Hovedet, naar den gaaer igiennem høye Porte, af Frygt for at støde sin Pande; en Hund bieffer sig hees mod Maanen, og en Nat-Ugle synes at have ligesaa høye Tanker om sin vocal Musiqve, som Nattergalen. Men saadant kand rettere henføres til Taabelighed. Man kand ellers sige, at iblant alle Stænder ingen er meere befriet for Pedanterie end Bonde-Standen. Bønder bekymre sig ikke uden om fornødent Arbeyde, og søge efter de korteste Veye at komme til Maalet. De vide vel ikke saa mange Ting, som andre, men de vide ey heller saa mange unyttige Ting. Deres daglige Arbeyde er at dyrke Jorden. De lade Lærde Folk bekymre sig om at rense Skrifter fra Copiist-Feyl; de selv rense deres Agre fra Ukrud: De lade andre giøre Bøger; de selv giøre Børn, og forrette det eene med det andet uden unødige Formaliteter. Jeg vil slutte mit Brev med en Reflection som en berømmelig Fransk Autor giør over Hoffmænd og Bønder. Jeg veed ikke, siger han, hvilken er meest nyttig for en Stat, enten en pudret Herre, der veed paa et Haar, naar Kongen gaaer til Sengs og naar han staaer op, eller en Bonde, der føder og beriger Landet. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA XIII.

Til **

Du skriver mig til om Cardinal Fleurys Afgang, og holder for, at hans Død er et stort Skaar for Frankrige. Jeg er herudi af samme Tanker med dig, holdende de Satirer, som nyeligen ere giorde over hans Person, at være ugrundede. Hvis han ikke haver været den anseeligste Minister,

29

som Frankrig haver haft, saa haver han været den nyttigste: Thi han havde den Qvalitet, som fornemmeligen bør udfordres af en ægte Statsmand, nemlig at indprente Folk høye Tanker om sin Troe og Redelighed. Hvis hans Hierte svarede til hans Ord og Gierninger, kand rnan holde ham for en dydig og duelig Minister: Hvis der hos ham var Simulation og et forstilt Væsen, saa maa man tilstaae, at han haver været en ægte Politicus, og langt finere end enten Richelieu eller Mazarin, paa hvis Ord og Løfter ingen vilde forlade sig, og under hvis Ministerio Frankrig tog ligesaa meget af udi Credit, som det tiltog udi Magt. Man kand ikke see et Menneske længer end til Tænderne; man maa derfore dømme om en Mand, alleene efter hans Gierninger: Og, naar saa er, maa man holde Cardinal Fleury for en oprigtig og ærlig Minister, efterdi man udi hans heele Liv intet Tegn finder til Duplicitet eller Falskhed, hverken for den Tiid han antog Ministerium, eller udi hans Ministerio. Om han haver været Aarsag og Raadgiver til den store Krig, som nu føres, kand ingen for vist sige. Dette er dog klart, at han i nogle Aar haver søgt at hindre U-roelighed, og arbeydet paa, ikke alleene at moderere de Franskes Hidsighed, men endogsaa at befordre en almindelig Fred udi Europa. Et saadant Arbeyde synes meest at have occuperet ham i denne Post; og har han ved sine fredelige Anslag udvirket, at det Franske Hof, som stedse tilforn havde været Kilde til alle Uroeligheder, i hans Tiid blev anseet som et almindeligt og upartisk Tribunal eller Dom-Huus, hvortil andre Potentater have appelleret; saa at Had og Mistanke hos andre Folk blev forvandlet til Estime og Tilliid, og Riget derved tiltog ikke alleene udi Reputation, men og udi Magt; thi den nu regierende Konge kunde ligesom ved et Nik foreskrive andre Stæder Love, og Riget var virkeligen mægtigere, end det nogen Tiid havde været udi den meest florerende Tilstand under Ludvig XIV. Det er ikke troeligt, at en Herre, der havde naaet en Alder af fast 90 Aar, og allereede havde en Fod udi Graven, skulde nyeligen 30 for sin Død ville kuldkaste en Bygning, som han med saa stor Arbeyde havde anlagt: Det er troeligt, at yngere Raadgiveres Anslage have omsider prævaleret, og at han alleene haver tilladt det, som ikke stod i hans Magt meere at hindre. Dette kand oplyses af et artigt Brev, han skrev til Monsr. Fontenelle, der opmuntrede ham som en Stats-Medicum at stille de Uroeligheder, som reysede sig imellem Spanien og Engeland. Svaret var saaledes: Det et fornødent, at begge Rigers Konger tage en Dosin af Abbé St. Pierres Elixir.

Du skriver ellers, at ved Leylighed af dette Dødsfald anmærkes, at, ligesom dette Seculum er ikke saa frugtbart paa hovedlærde Mænd, som det forrige, saa kand det ey heller vise saadanne anseelige Statsmænd. Thi hvor finder man nu en Richelieu, en Mazarin, en Cromvel, en Uhlfeld, en Griffenfeld, en Oxenstierne, en de Wit, og andre deslige, sorn den forrige Alder haver frembragt? Du meener, at Fleury er den Eeneste i vor Alder, som kand lignes ved ovenmældte Mænd. Jeg giver dine Ord heri Magt; men holder for, at saadant reyser sig ikke af disse Tiders Ufrugtbarhed, men alleene af Mangel paa Leylighed. Thi den vedtagen Skik i forrige Tider blant Regentere, at kaste den heele Regierings-Byrde paa visse Personer, ophører nu mestendeel. Konger og Førster legge gemeenligen nu omstunder selv Haanden paa Roret, og ville ikke vide af Premiers Ministres at sige: Ligesom derfor Maanen intet Skin kand give, saalænge som Solen tilligemed er paa Himmelen, saa fordunkles ogsaa vore Tiders Statsmænd af samme Aarsag. At Richelieu og Mazarin udi deres Tiid glimrede saameget, reysede sig deraf, at den første levede udi en Konges Tiid, som ikke kunde regiere uden ved en Premier-Minister, og den anden faldt ind udi en Konges Mindreaarighed. Der er ogsaa funden een og anden navnkundig Stats-Minister under Konger og Førster, der selv have været arbeydsomme, og haft Øye paa Regierings Sager; hvilket sees af Uhlfelds, Griffenfelds og nogle andre Exempler; men det er dog rart, og, naar saa- 31
dant er hendet, er det skeed i Henseende til en ugemeen Affection, som Regentere have baaret til visse Personer; thi man seer, at Europæiske Potentater gemeenligen nu omstunder ingen Store-Viziers ville have, tvertimod de søge at reducere endogsaa mange andre høye Embeder. Saaledes ere udi Frankrig ingen Maire du palais, eller Connetable, i Engeland ingen High Stuart, og i de Nordiske Riger ingen Drost, Rigs-Hofmester, og undertiden end ingen Store-Cantzler meere. At de Store-Vizierer udi Tyrkiet og Persien, skiønt den høyeste Magt dem der bliver overdragen, ikke ere udi den Anseelse, som nogle Europæiske Premiers-Ministres have været, reyser sig en Deel deraf, at deres Regiering varer saa kort, en Deel ogsaa efterdi de gemeenligen tages af Skummet af Almuen, og settes i saadanne høye Poster. Det er troeligt, at hvis Richelieu havde været i Tieneste under Ludvig XIV. hans Navn havde blevet lidet eller intet bekiendt; iligemaade, at meget af Mazarins Actier skulde have været faldet, hvis han havde levet nogle Aar efter den Tiid, da høystbemeldte Konge tog sig selv Regieringens Sager an: Men Tidernes Tilstand gave disse Mænd Anledning til at vise deres Pund, og at bringe deres Navn paa den høyeste Spidse. De havde begge store Naturens Qvaliteter, skiønt ikke af lige Art, saa at det synes nødigt, for at danne en complet Stats-Minister, at støbe dem sammen, eller at temperere den Franske Cardinals Ild med den Italienske Prælats lis: Thi den første var fræk og dristig; den sidste bange og varsom. Richelieu foretog sig store og halsbrækkende Ting, hvilke han ved en ugemeen Activitet og Hurtighed satt i Verk. Mazarin fuldte vel hans Fodspor; men med yderste Agtsomhed: Saa at man kand sige, at den eene løb, og den anden krøb til Maalet; hvilket de begge naaede, skiønt rettere: Denne lagde sidste Haand paa det, som hiin havde satt i Verk, nemlig, at bringe Frankrig udi Anseelse, og at forøge den Kongelige Magt og Myndighed. Udi Richelieu saae man at skinne, alt hvad Frankrig af Sindets Gaver kand tilveye bringe, nem- 32
lig et stort og hastigt Begreb, Hurtighed i at opfinde, Hurtighed i at i verksette, og Hierte til at forsvare sine Gierninger, og at holde sine Fiender Stangen. Udi Mazarin derimod fandt man de Egenskaber at fremskinne, og de naturlige Frugter, som Italien gemeenligen producerer, nemlig Varsomhed, List, Simulation: Thi han gik tilbage eller defilerede, saa tit han ikke kunde gaae lige frem, og gierne tog imod et Ørefigen, paa det han ved sikker Leylighed kunde give to igien; hvorudover hans Mundheld gemeenligen var dette: Laischons les dire, pour vou qu'ils nous laischent faire: Saa at derfore, hvad hiin vandt ved sin Activitet, vandt denne ved sin Passivitet, og ved at tage Svøftet ind, naar Stormen rasede, eller at lade sig slaae af sine Fiender, indtil de trættedes derved. Med slige Qvaliteter var ingen Under, at Discipelen længere kunde conservere sig end Mesteren; thi den eene var større Stats-Mand, den anden større Hof-Mand: Den eene havde nøyere udstuderet Frankrigs Stat, og hvorudi Rigets Styrke og Svaghed bestoed: Den anden udstuderede nøyere Hoffets Tilstand, gav agt paa dets Aspecter, og derefter, som et Veyrglas steeg og igien nedfaldt. De vare begge listige og forslagne Ministrer; men, saasom udi Richelieu var en Blanding af adskillige stridige Egenskaber, saa var hans Snildhed ikke saa kiendelig som Mazarins, hvilken var en bestandig Ræv, og aldrig fornegtede sig selv. Dette var Aarsag, at man undertiden kunde bygge paa den førstes, men aldrig paa den sidstes Ord og Løfter. De vare begge pengegiærrige; men den sidstes Giærrighed var uden Grændser; thi han undsaae sig ikke ved, at sælge Ære, Embeder og alting for Penge: Og, naar nogen bebreydede ham saadant, slog han det af med Latter. Saaledes, da han engang blev forekastet, at han giorde saa mange Dues i Frankrige, svarede han smilende: Je ferai tant de Ducas, qu'il sera honte de l'être et de ne l'être pas. Derimod kand man sige, at, hvis han var meer pengegiærrig, saa var han mindre hevngiærrig end Richelieu: Thi han var stedse færdig til at forlige sig med 33 sine Fiender, skiønt det er troeligt, at saadant skeede ikke saa meget af Fromhed, som af en naturlig Frygtagtighed. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA XVII.

Til **

Jeg seer af dit Svar paa min seeneste Skrivelse af 22. Octobr., at du foregiver, dig ikke ret at have kunnet fatte min Thesin om den arvelige Synd, og at du derfore maa suspendere dit Judicium, indtil jeg giver mine Tanker tydeligere tilkiende. Du haver denne Gang alleene bemøyet dig med at give Betænkning over en anden Lærdom, som jeg løsligen anfører i mit Brev, men som jeg omstændigere haver omtalt udi det 84. Stykke af mine moralske Tanker, og holder for, det at være noget anstødeligt, hvad jeg mælder om Naturens Lys, under hvilket jeg synes ligesom at ville have Revelationen subordineret. De, som af mine Skrifter udtrekke saadan Lærdom, have aldrig læset dem med tilbørlig Agtsomhed. Thi jeg gaaer en Middel-Vey imellem Mæhriske Brødre og Naturalister, imellem dem der gandske forkaste Fornuften, og dem der ofre for megen Røgelse paa dens Altar. Der ere nu omstunder tvende tallrige Secter, hvilke begge føre lige skadelig Lærdom, efterdi de begge henfalde til fordervelige Extremiteter. De første dømme Fornuften reent til Landflygtighed, foregivende, at den tiener til intet uden at forlede Mennesker, og at bringe dem i fordømmelige Vildfarelser: De betiene sig til deres Meenings Bestyrkelse af visse Skriftens Steder, som kalde Verdens Viisdom forfængelig, og som byder os til at tage Fornuften fangen under Troens Lydighed; hvilke de saaledes synes at forklare, at et Menneske i Religions Sager bør reent sige sig fra Forstanden, da dog GUD byder os at randsage, for at udvælge det Beste, og til den Ende 34
haver givet os en fornuftig Siæl, hvorved vi ere distingverede blant alle andre Creature. Forstanden bør vel lærvilligen underkaste sig det aabenbarede Ord; men hvis nogen foregiver, at man saaledes bør fange Fornuften under Troens Lydighed, at man gandske til Side setter Naturens Lys, saa lærer han derved, at man maa forkaste Troen selv, saasom det er umueligt at troe uden Fornuftens Hielp: Thi det er ikke uden ved Forstandens Brug, at jeg kand forsikkre mig om de aabenbarede Sandheder, og Fornuften er aldrig lydig, hvis den selv ikke dømmer, sig at være pligtig til Lydighed. Herudover siger en vis Autor (Essay de rentendement) at hvo som skiller sig ved Fornuften, for at give Plads til Revelationen, udslukker begge Lys paa eengang, og ligesom tillukker Øyene, for desbedre ved Middel af et Telescopio at kunde imodtage Lyset af en Stierne, som han ved Øyenes Hielp ikke kand see alleene. Det er ikke at beskrive, hvor meget Ondt saadan Lærdom haver til Veye bragt; thi, endskiønt nogle udi en redelig Intention have fattet dette Principium, saasom de holde Fornuften for at være bedragelig, og meene, at jo meere vanskelig og ubegribelig en Ting er at troe, jo større er den Troendes Merite; ja at det er en ret Christens Kiende-Mærke at bevæbne sig mod Fornuften, og at arbeyde paa at holde den bestandigen udi Lænker: Saa findes derimod andre, som udi ond Intention føre samme Lærdom, og betiene sig af de førstes Principio, for at underminere Religionen, og at betage den all dens Herlighed. Ingen udi vor Tiid haver vidst bedre at føre sig saadant til Nytte, end Monsr. Bayle; hvilken haver søgt at vise Skriftens Stridighed mod Fornuften og de almindelige Sandser: Og, naar han af nogle Geistlige for saadan Dristighed er bleven anfegtet, haver han søgt at bestride dem med deres egne Sværd, og bøder for sig med deres eget Skiold, som de have givet ham udi Hænderne; thi det maatte stedse heede, at hans Theses sigtede alleene til at ydmyge Fornuften, og at en Troendes Merite bestod i at fæste Troe til Revelationen; endskiønt den strider 35 mod Fornuften og de almindelige Sandser. Dette var hans Hoved-Skandse, hvorudi han med Sikkerhed meenede at kunde holde Stand imod sine Fiender; og kand man sige, han derudi haver succederet mod alle de Theologi, som saa hæftigen recommendere en blind Troe og Fornuftens Fængsel; thi han bruger samme Talemaader, som de betiene sig af, skiønt han deraf trekker andre Conseqvencer, søgende, at sette den Christne Religion udi Classe med andre falske Religioner, som alleene forsvares med Myndighed, og ikke med fornuftige Argumenter. Det er udi samme Forsæt en Engelsk Skribent nyeligen haver ladet komme for Lyset et Skrift under den Titel: Christianity not founded on arguments. Det er: Den Christelige Troe ikke grundet paa Beviisligheder. Autor stiller sig an ligesom Monsr. Bayle, at hans Sigte derved alleene er at humiliere Fornuften, og at vise, at Troen alleene er en GUds Gave, som ved Studeringer og Randsagning ikke kand erhverves: Men ingen tvivler om, at han jo er en Naturalist, og Skriftet derfore kand ansees som det forgiftigste, der nogen Tiid er kommen for Lyset. Han synes at kalde Troen en hæftig Siælens Bevægelse, hvilken ligesom med Magt tvinger den Troende at antage Religionen. Han siger, at, hvis Troen erhvervedes ved Studeringer og Randsagning, saa var det u-rimeligt at sette Belønninger for at have erhvervet en Troe, som de Troendes egen Fornuft ikke haver tilladt dem at forkaste: Videre, saasom Troen ved Randsagning ikke erholdes paa eengang, saa spørger han, hvad man skal dømme om dem, som ere udi deres Lære-Aar, eller om Børn og visse Mennesker, som ikke have Evne til at randsage. Han foregiver, at de eenfoldigste Mennesker ere de beste Christne, og at Vankundighed er en Moder til Devotion etc. Adskillige have foretaget sig at igiendrive dette Skrift, skiønt det er ikke Umagen værd, efterdi det indeholder intet uden pure Ironier, og at Autor ikke haver meent, hvad han siger, men alleene haver sigtet til at svække den Hellige Skrift og GUds aabenbarede Ord, hvorom man ved den sunde For- 36 nuft og ved Randsagning ingen Kundskab, efter hans Sigelse, kand erhverve, og at derfor blinde Mennesker og Ignoranter ere de rette Troende. Hvis vore Missionarier vilde betiene sig af saadanne Prædikener, vilde de slet ingen Proselyter giøre; thi Catechisationen blev denne: Vi ere hidkomne for at overtale eder til at antage en Religion, som strider mod Fornuften. Det er let at slutte hvad Virkning saadant et Exordium vilde have. En anden slags Sect, befatter de Mennesker, hvilke aldeeles intet ville troe, som er over Fornuften, og saaledes henfalde til et andet Extremum, som er ligesaa forderveligt, som det foromtalte: Thi, saasom de første udi aandelige Ting giøre Mennesker til Machiner, saa giøre disse dem til Væsener, der ere berettigede til at kige ind udi alle guddommelige Hemmeligheder, at tilholde Skaberen at give Raisons til sin Lærdom, og bevise den med mathematiske Argumenter. Enhver maa tilstaae, at i saa Maade er fornødent at tage en Middel-Vey, for ikke at henfalde enten til Brutalitet eller til Hovmod, og at giøre Mennesker enten til mindre eller til meere, end de virkeligen ere, enten til Dyr eller til GUds Collegæ og Assessores. Man maa derfore giøre Forskiæl imellem Ting, som ere over Fornuften, og imellem dem, som ere imod de menneskelige almindelige Sandser. De første ere aandelige: De sidste legemlige. Aandelige aabenbarede Ting, som gaae over Fornuften, maa vi troe, omendskiønt vi dem ikke begribe; thi saadanne Ting stride ikke mod vore Sandser, men vise alleene, at menneskelig Fornuft haver sine Grændser, og, saasom vi derom ikke kand sige, hvad Ret eller U-ret, hvad rimeligt eller u-rimeligt er, saa maa vi blindt troe, hvad os befalet er at troe. Af saadan Beskaffenhed ere de Lærdomme om den hellig Trefoldighed, om Christi Manddoms Paatagelse, om det guddommelige Væsen, om Aander og Siæle etc. Saadanne Ting ere uden for de menneskelige Sandsers Sphæra, efterdi de ere aandelige, og Sandserne legemlige: Hvorudover, hvad som derom læres, ikke bør imodsiges, men af os med Lydighed og Ydmyghed 37 antages, i Betragtning, at vi ere Mennesker, hvis Forstand Skaberen haver indskrænket saaledes, at vi skal see aandelige Ting, alleene for at admirere, men ikke for at begribe dem. Og kand et Menneske ligesaa lidet besværge sig derover, som efterdi GUD ikke haver givet det Vinger til at flyve, Øyen til at see Solegran eller Atomos, og Øren til at høre, hvad som tales udi andre Planeter. Thi en saadan Expostulation er ligesom en vil sige, hvi er jeg ikke meere end et Menneske? hvilket er en Hovmod og Rebellion mod Skaberen, og af samme Natur, som naar en Undersaat vil sige, hvi er jeg ikke Konge. Anderledes er det, naar der handles om legemlige Ting, som løbe ind udi Sandserne, hvorom at dømme vi ikke alleene have Evne, men vi ere ogsaa befalede af GUd at betiene os af vore Sandser, for at skille det Onde fra det Gode, for at udlede Sandhed og forkaste Løgn. Hvoraf sees, at vore Sandser i deslige Ting ere ikke allene berettigede til at være Dommere, men at vi ogsaa synde ved at negte dem Jurisdiction. GUD kunde ellers ikke dømme de groveste Vildfarelser, og Creaturene kunde gaae i Rette med deres Skaber, undskyldende deres Vantroe og Overtroe og alle deres Gierninger med Sandsernes Bedragelighed; de kunde sige: Vi have seet, vi have hørt, vi have smaget, men som Sandserne ere ikke uden pure Illusioner og Koglerier, have vi ikke kunnet rette os derefter; Thi, endskiønt vi see og høre, ere vi dog dumme og blinde. Vi høre de kraftigste Beviisligheder; men vi kand ikke forlade os paa Hørelsen: Vi see Miracler og Jærtegn, men vi kand ikke troe vore Øyen. Men saadan Acatalepsie eller Pyrrhonismus vil ikke undskylde; thi GUD selv siger: I have seet og hørt, og ville dog ikke troe; og derved udtrykkeligen giver tilkiende, at vi ikke alleene kand, men endog at vi bør bruge Sandserne, som Midler til at udlede Sandhed og at forkaste Løgn, ja intet at troe, som strider imod notiones communes, efterdi alting derved giøres til Koglerie, og ingen Troe kand have Sted paa Jorden. Man kalder de Ting stridige, som ikke kand subsistere sammen, saasom 38
en Qvadrat-Circul, og et Bierg uden Dal. Naar vi selv kalde dem incompatible, tilstaae vi jo, at de ikke kand være til. At beraabe sig herudi paa GUds Almagt, er daarligt; thi det er ligesom man vil sige, at GUD kand giøre, at en Ting er til og ikke er til paa een Gang. Naar vi troe Ting, som ere lige imod hinanden, saa baade troe vi og ikke troe vi tillige. Hvo som siger sig at troe, at en Circul er Qvadrat, giver dermed tilkiende, at han troer og ikke troer, hvad han siger: Thi den, som siger en Circul, nægter at den er Qvadrat; og den, som siger en Qvadrat, negter, at det er en Circul. Heraf sees da, at de vildfare, som have stødet sig over, hvad jeg i mine Skrifter haver anført om Sandserne, nemlig, at vi udi alt, som incurrere i de samme, maa bruge dem til Dommere, og forkaste alt hvad som strider derimod. Saaledes, om nogen siger, at Ild er Vand, at Brød er Kiød, etc. bør vi ikke troe det; thi det er at negte sin egen og alle andre Menneskers Smag, Syn og Følelse, og at giøre sig latterlig og uværdig til Societet med andre Mennesker. Det er paa saadan Grundvold de Evangeliske saavel som Reformerede forkaste Transsubstantiationen, efterdi de see, smage, føle og lugte, det at være Brød, som de Roman-Catholske foregive at være Kiød. Regelen herved maa være denne: Vi maa troe alt hvad Fornuften siger; men, naar en Talemaade forekommer, som efter Bogstaven ikke kand forstaaes, med mindre vi skulde fornegte vore egne Sandser, maa vi vige fra Bogstaven, og giøre andre Forklaringer derover. Anderledes er det beskaffet med aandelige Ting, som gaae over Fornuften, hvilke vi maa troe, endskiønt vi dem ikke begribe: Saaledes, naar for Exempel Skriften byder os at troe den Hellige Treefoldighed, da, endskiønt vi ikke kand begribe, hvorledes Een kand være Tree og Tree Een, ere vi dog ikke berettigede til at disputere derimod, efterdi det er en aandelig Lærdom, som ingen Rapport haver med legemlige Sandser; thi herudi og i andre deslige Ting kand vi ikke sige, at vi see og kiende det anderledes at være, men alleene, at det er en Hemmelighed, som vi ikke kand 39 begribe, og et non plus ultra for den menneskelige Forstand. Med alle de Bevægelser og Eftergrandskninger, som ere giorte, have vi end ingen Kundskab om vor egen Siæl, men troe, at det er et distinct Væsen fra Legemet, og det uden at renoncere paa vore Sandser; efterdi den Lærdom, som os er given om Siælen, ikke strider mod notiones communes, men alleene er skiult for Fornuften. Hvis vi kunde see og føle Siælen med Hænder og med legemlige Øyen, og dog visse Lærere vilde byde os at troe, at den havde en Figure og Skikkelse, som var lige imod vort Syn og Følelse, vare vi berettigede til at disputere derimod, og at beraabe os paa de almindelige Sandser; men, saasom Siælene ere aandelige, og conseqventer usynlige, maa vi troe, hvad som os derom er aabenbaret: Thi vi hverken have eller kand have Indvendinger derimod, saasom vi her ikke kand appellere til Sandserne, under hvis Foro og Jurisdiction aandelige og usynlige Ting ikke staae. Saadan er min Meening herom: Anderledes haver jeg ikke skrevet; thi jeg haver udtrykkeligen exciperet mysteria. Og, naar man saaledes forklarer sig, haaber jeg, at en ærlig Kietter kand forvandles til en Orthodox. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA XXI.

Til **

Jeg haver efter min Herres Begiering igiennemlæset Mandevilles Skrift, kaldet: Fable of the Bees, eller Fabel om Bierne. Jeg tilstaaer gierne, at det er sindrigt, men tilligemed ligesaa ugudeligt som ugrundet. Thi, endskiønt Autor havde kundet bestyrke sin Thesin med Argumenter, som vare vanskelige at igiendrive, saa var det dog forargeligt og strafværdigt at prædike om Lasters Nødvendighed, og at udstrøe en Lærdom, hvorved Mennesker kand giøres værre, end de virkeligen ere: Men man kand 40 sige, at Lærdommen er baade i sig selv forargelig, og daarligen udført; saa at den meget let kand igiendrives. Han bygger sit heele Skrift om Lasters og Udyders Fornødenhed paa en Fabel om Bierne, af saadant Indhold. Der forestilles en Biekube, hvorudi Bierne levede udi største Overflødighed af alting, men som tilligemed vare nedsiunkne udi alle Slags Laster, som Gierighed, Ødselhed, Hofmod, Misundelse, Forfængelighed etc. Af de U-ordener, som deraf fløde, bleve Bierne omsider kiede, og begierede Raad derimod. Jupiter bønhørede dem, og ved Mercurium lod udjage alle Slags Laster, og i deres Sted indføre lige saa mange Dyder. Ved denne Execution fik Biernes Republiqve strax en anden Skikkelse. Prisen paa alle Vahre faldt: Dommere og Advocater havde intet meere at bestille: Domhuuse stode ledige: med et Ord: Handel, Næring, Konster og Videnskaber ophørede; hvilket foraarsagede, at Biekuben geraadede i yderste Fattigdom, saa at Bierne omsider flygtede derfra, og krøbe ind udi et huult Træe, hvor intet af deres forrige Lyksalighed blev tilbage, men de levede siden udi bestandig Dyd og Armod. Herover giør Autor vidtløftige Forklaringer, og stræber at vise Lasters Fornødenhed til et Societets Velstand og Vedligeholdelse. Jeg vil forbigaae at anføre de Argumenter, hvormed han stræber at bestyrke dette forargelige Paradox; men alleene melde om en Ting, hvor af man kand dømme om det øvrige. Han siger, at Tyverie haver ogsaa sin Nytte, og at naar En stiæler 1000 Pund fra en riig Mand, som holder paa dem, erhverver et Societet lige saa stor Fordeel, som om en Erke-Bisp legerede eller bortskienkede lige saadan Sum til Fattige: Efterdi Pengene paa begge Maader komme ud iblant Folk, og bringer Societetet udi Activitet.

Man tilstaaer gierne, at en Stad, som London eller Amsterdam, der i Henseende til Handel, Rigdom og Indbyggernes Mængde holdes for at være udi en florerende Tilstand, vilde tabe sin Anseelse, (skiønt ikke bringes udi Armod) som anførte Biekube, hvis Gierrighed, Vellyst,

41

Avind etc. paa engang ophørede. Men Spørsmaalet bliver, om den derved blev forverred; Spørsmaalet bliver, om det Societet kand kaldes blomstrende, hvorudi visse Borgere samle stor Rigdom og Liggendefæe, som ere dem til Byrde, og hvor udi andre leve udi yderste Armod. Saaleedes er Tilstanden udi almindelighed udi alle de saa kaldede florerende Stæder, som ansees som Zirather paa Jorden; Thi man seer der alle Indbyggere at leve udi en bestandig Trældom og idelige Bekymringer: De Rige plages af Frygt, og de Fattige af Misundelse; saa at man veed ikke, hvilke man meest maa beklage, enten dem, som have for meget, eller dem som have for lidet. Finder man udi de rige og mægtige Stæder fleere Konst-Stykker og prægtige Bygninger, saa finder man og fleere Kage, Galger, Steile og Hiule. Lader os forestille os tvende Societeter, eet som de gamle Esseners, Gymnosophisters etc. Et andet af de saa kaldne duelige Borgere, som nu findes udi de anseeligste Europæiske Stæder: Udi det eene vil man finde fornuftige Mennesker udi Hverdags Klæder og smaa Boliger; Udi det andet vilde og skadelige Dyr, men udvortes Smykker. De første ere Zirather udi en Philosophi, og de sidste udi forfængelige Menneskers Øyen. De første ere, som sunde Kierner under en grov Hinde; De sidste som raadne under en smuk Skall. Man maa ikke dømme om Menneskers Tilstand efter udvortes Anseelse, Rigdom, Bygninger, Konst-Stykker, Handel og adskillige Videnskaber tiene heller til Beviis paa Væstand og Ulyksalighed. En fortificeret Stad tilkiendegiver Frygt for Fienden. En stor Deel Videnskaber, som med Fliid øves, bebreider Mennesket dets Forfængelighed, og et hvert prægtigt Raadhuus i en Stad er som et Vandheld, og som en Bylde paa et Legem: Thi finder man udvortes Forgyldning, Marmor, udhugget Arbeyde og andre Zirather, saa finder man indvortes, Pinebænke, Fængsler og andet, som viser, at Staden i Almindelighed duer ikke meget. Jeg veed nok hvad herimod kand indvendes, nemlig, at alt det, som jeg setter saa slet Priis paa, er dog udi det men- 42
neskelige Kiøns nærværende Tilstand nyttigt og fornødent, og at et hvert Societet, der renoncerede paa de anførte Forfængeligheder, vilde med liden eller ingen Umage af deres mægtige Naboer blive undertrykkede: Thi man bygger Skibe og Flaader, for dermed at drive Handel; Man driver Handel, for derved at samle Midler; Man samler Midler, for dermed at hverve Tropper udi Krigs-Tider, og man befæstiger Stæder, for ikke at blive overrumplet: Hvorudover udi alt dette er en Nødvendighed; og man derfore kand sige, at ved Laster og Forfængeligheder et Societets Velstand og Sikkerhed in statu qvo forfremmes. Men dertil kand svares tvende Ting: Først, at jeg herved ikke forstaaer et Societet udi Særdeeleshed, men alle udi Almindelighed. Spørsmaalet er ikke, om det er raadeligt at renoncere paa Rigdom og de Midler, hvorved Rigdom erhverves, og ved en frivillig Fattigdom at svække et Societet saaleedes, at det vilde blive onde Mennesker til Bytte. Spørsmaalet er ikke, om det er raadeligt at være u-bevæbnet blant Røvere: Her spørges alleene i Almindelighed om Laster og Udyder befordre det menneskelige Kiøns Velstand og Lyksalighed: hvilket man aldeeles ikke kand sige. Thi naar alle Societeter dreve Feil og Laster udi Landflygtighed, blev det, som nu udi det menneskelige Kiøns fordervede Tilstand holdes for Velfærd, forvandlet til Væstand, og det som holdes for Zirath, forvandledes til Vanheld; Saa at det derfore er daarligt udi Almindelighed at statuere Lasters Fornødenhed: hvilket synes at være Mr. Mandevilles Thesis. Men om han end vil sige, at det ikke er hans Meening, men at han grunder alleene sin Thesin paa det menneskelige Kions fordærvede Tilstand, og Conseqventer, at det er nødigt at tude med Ulve, at stiæle med Tyve, og røve med Røvere; Da for at binde sig gandske stricté til hans Thesin, kand man 2.) dertil svare, at et Societet uden Feil og Laster kunde meget vel ikke alleene beskytte sig mod andre, men og leve udi bestandig Flor, Sikkerhed og Frihed. Den Lacedæmoniske Lovgiver Lycurgus haver ved sin Stif- 43
telse viset, at et Land uden saadanne Laster, om hvis Nødvendighed Mandeville prædiker, ikke alleene kand beskytte sig mod andre, men og blive anseelig. Udi Lacedæmon bekymrede ingen sig om at samle Penge, efterdi de vare af ingen Nytte. Udaf Penges Foragt fløde mange andre Ting: Derved udrøddedes Tretter og Processer, Misundelse, Had og andre Laster. Kort at sige: Staden var gandske ikke indrettet efter Mr. Mandevilles Catechismum, og derfore kunde holdes for at have været af ingen Betydning. Men med all dens Fattigdom og dens Vankundighed udi mange Videnskaber beskyttede den sig ikke alleene mod dens Naboer, men blev anseet som en Dronning blant alle Græske Stæder. Saasom Lacedæmonierne ingen Begierlighed lode see i at udvide Stadens Grændser, saa bleve de ikke alleene u-anfægtede af deres Naboer; men de andre Græske Stæder antoge dem udi deres Tvistigheder til Dommere; saa at Lacedæmon gemeenligen var anseet som et tilfælles Tribunal for heele Grækenland. Hvad kunde vel bevæge de andre Græker til at føre offensive Krige mod dem, der renoncerede paa Herredom, paa Rigdom og deslige andre Ting, som er alleene Tønder til Krig og Fiendtlighed; og, om nogen havde faaet Lyst til at angribe Staden, havde de ved at nærme sig dertil, fundet tappere og ærekiære Borgere, der alle indtil Børn og gamle Folk havde opofret sig for Republiqven, og død med Sværdet i Haanden; Ja man havde ved Stadens Erobring intet vundet, uden nogle smaa Huuse og Hytter, item nogle faae Kobber-Penge, som alleene vare i Brug, i Steden for Guld og Sølv-Mynt. Staden var saaleedes, u-anseet dens Fattigdom, dens Vankundighed udi de fleeste Græske Videnskaber, og dens Mangel paa udvortes Prydelse, anseelig, florerende, stærk, ja fast u-overvindelig. Den var formedelst ovenmeldte Aarsag sikker for udvortes Fiender, efterdi ingen hverken kunde eller vilde angribe den: Den var befriet for indvortes Uroelighed, efterdi ingen Materie gaves til Tvistighed. Den var udi Agt og Ære i Henseende til dens Upar- 44
tiskhed og Retfærdighed; ja den havde erhvervet Herredom over Grækerne, just efterdi den foragtede det. Et saadan Societet kand siges ret at blomste: og varede den Tilstand udi nogle hundrede Aar, indtil Lacedæmonierne begyndte at vanslægte fra deres Forfædres Dyder, og aabnede Stadens Porte for de Laster, hvis Fornødenhed Mr. Mandeville viser til et Lands Magt og Velstand: Thi Staden blev ikke liden, førend den begyndte at ville blive stor. Man seer saaledes heraf, at Mr. Mandevilles Lærdom om Lasters Fornødenhed til en Stats Velstand er et ugrundet Paradox. De samme Dyder, som have erhvervet Lacedæmon Tryghed, Velstand og Anseelse, kand have lige Virkning udi andre Societeter, ja virke med end meere Succes, naar Indretningerne blive end grundigere, end Lycurgi. Jeg tilstaaer gierne, at adskillige Konster og Videnskaber vilde med Feil og Laster reent uddøe. Trættekiærhed og Tvistighed de meo et tuo haver lagt Grundvold til det Juridiske Studium, og skiærpet det samme. Menneskets u-ordentlige Levnet, som foraarsager Sygdom haver forfremmet Medicinen. Overvold og Ondskab haver lært os at anlægge Fæstninger og at fortificere Stæder, og dagligen raffinerer Mathematiske Videnskaber. Hovmod haver bygget prægtige Palatzer, ja end og Kirker og Hospitaler, og lært os Architecture. Gierighed haver underviset i Navigation, lært os at bygge Skibe, og tilveyebragt os Kundskab om langt bortliggende og ubekiendte Nationer etc. Men dertil kand svares, at alle disse Herligheder bestaaer kun udi puur Indbildning, og deres Nytte grunder sig alleene paa en Slags Nødvendighed, som Menneskets onde Inclinationer udpresse: Thi, naar Lasterne ophøre, blive disse Videnskaber og Studia til purt Sladder, og til Ting af ingen Betydning. Saa snart, for Exempel, Tvistigheder ophøre, bliver det Juridiske Studium af ingen Vægt meere: og hvad U-lykke kunde det være, at nogle 100 Advocater forvandledes til lige saa mange Agermænd. Det samme kand og siges om de andre Videnskaber: Naar Sygdomme, som reyse sig af u-ordentlig 45
Levnet ophøre, er det en Daarlighed at studere visse Parter udi Medicinen, som ere til ingen Nytte. Det haver samme Beskaffenhed med Fortification og Bygnings-Konster, hvilke ingen Konster blive meere, naar Fiendtlighed, Hofmod og Forfængelighed tage Afskeed. Hvad Søemandskab angaaer, da tilstaaer jeg vel, at det er behageligt ved Seylads at erhverve sig Kundskab om fremmede og langbortliggende Nationer, og at derfore det Videnskab ingen Tiid kand siges at være unyttigt: Men Videnskabet ophørede just ikke i den uskyldige Stand; Man kunde blive ved at seyle til fremmede Steder, alleene for at erhverve Kundskab derom. Dette kunde blive det eeneste Sigte af saadanne Reyser, da Sigtet nu fast alleene er at berige sig, og at føre ufornødene, ja ofte for Menneskets Sundhed skadelige Vahrer hiem med sig igien: Thi Naturen haver tilstrekkeligen forsynet hvert Land med fornødne Producter, og saadanne som ere dets Indbyggere meest tienlige. Endeligen er herved at mærke, at naar Menneskerne bleve befriede fra unødige Occupationer, og Videnskaberne bleve faa, vilde man i de vigtigste Videnskaber, som bleve tilbage, giøre en større og meere fuldkommen Fremgang. De Videnskaber, som i saadan uskyldig Stand kunde excoleres, vilde være Theologie, Physica, Astronomie, Agerdyrkning, og nogle andre, som befordre Sindets Fornøyelse, og tiene til det menneskelige Kiøns Nytte, samt Livs og Sundheds Conservation. Man vilde i saa Maade finde grundigere Theologos, og grundigere Naturkyndige, end de som nu omstunder ere, eller kand blive. Den heele Jord, hvoraf en stor Deel formedelst Menneskets andre Occupationer og Mangel paa Agermænd ligger udyrket, vilde forvandles til en Urtegaard, og bære baade fleere og bedre Frugter. Med et Ord: Man vilde for mange i adskillige Videnskaber halvlærde finde udi visse Videnskaber grundlærde Mennesker: Og de som røre nu ved Barken af en Ting, vilde trænge ind i Marven deraf. Naar man alt dette overveyer, seer man, at Monsr. Mandevilles Catechisation er daarlig og ilde grundet; Og 46 kand man sige, at hvis han ikke er bedre Doctor udi Medicinen end udi Morale, er det usikkert at underkaste sig hans Cuur. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA XXV.

Til **

Jeg takker for sidste kierlige Skrivelse. Min Herre beder mig derudi at tage min Sundhed i agt. At jeg ikke er frisk, er ey min Skyld; thi jeg tager nøye i agt alle Sundheds Regler: og hvad Medicamenter angaaer, da kand jeg sige, at jeg aldrig haver fundet Lettelse af noget. Jeg befaler mig derfore GUD, og bevæbner mig med Taalmodighed. Hvad som i Svaghed incommoderer mig meere end andre, er en medfød Delicatesse, som plager mig meere, end Sygdommen selv. Thi en Hund, som giøer, en Dør, som tilslaaes, kand bringe mig af Skik. Jeg stræber af ald Magt at overvinde saadan Delicatesse, skiønt hidindtil forgiæves. Min Herre raader mig fra at gruble udi Religions Sager, hvorved Sindet foruroliges, og hvorved man kand henfalde til Meeninger, som giver Eftertale, og styrter udi Tvilsmaal om alting, sigende med Madame des Houlieres: Vous ne prouvez que trop, que chercher de connoitre n'est souvent qu'apprendre à douter. Jeg examinerer Religionen, efterdi jeg holder det for et Menneskes Pligt; Og hvis jeg iblant falder paa egne Meeninger, er det en uforbigængelig Virkning af saadan Efterforskning. Et Menneske, der fremdrager sin Tiid udi Sygdom og Affliction, tænker meer paa det Tilkommende, end de, som ideligen leve udi Sundhed og gode Dage. Livets Korthed, og Haab om et bedre Liv efter dette, er min eeneste Trøst, hvorudover jeg meer end andre foruroliges af visse dristige Skrifter, som udi vor Tiid komme for Lyset, og som synes at ville betage Mennesket saadan Haab og Trøst. Men det 47 samme foraarsager og, at jeg examinerer alting fra Roden af. Naar man med upartiskhed vil efterlede Sandhed, finder man altid nogle Knuder: Og de, som sige sig ingen Vanskelighed at see, tractere alting Cavalierement, og tilkiendegive, at de aldrig have umaget sig at examinere. Jeg beder om GUds Bistand udi mine Eftersøgninger, og i agt tager de foreskrevne Udtolknings Regler; saa at jeg kand her om sige det samme, som om mine Legems Svagheder, at ligesom det er ikke min Skyld, at jeg er syg, saa er det ey heller min Skyld, om jeg tager feil i Meeninger; og troer jeg i saa Maade, at GUD dømmer mildere om Vildfarelser, som flyde af en bekymmerlig Eftersøgning, end visse magelige, feede og veltrivende Conformister, hvilke med Frækhed fordømme alle dem, som ikke blindt følge deres Meeninger, hvilke de selv aldrig i Grund have ransaget. Jeg vil intet videre skrive herom, saasom jeg haver tydeligen udført denne Materie udi nogle af mine Skrifter. Jeg drister mig til Slutning at sige: At Vildfarelse undertiden er lige saa stort Kiendemærke paa en ægte, som en blind Orthodoxie paa en u-ægte Christen; Thi det første giver en Bekymring tilkiende, det andet en Dovenhed: Det første, at man haver villet føle sig for; Det sidste, at man gaaer frem i blinde. Med mindre man vil sige, at ingen Artikel udi den Religion, som man bekiender, er mindste Vanskelighed underkastet; hvilket er Paradox, som aldrig kand souteneres, efterdi alle Religions-Secter føre samme Mundheld. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA XXIX.

Til **

Forgangen Sommer, da jeg var paa min Gaard, og vilde have nogen Underretning om Vand-Møller, sagde en Bonde blandt andet, at en Græs-Mølle er pligtig til at op- 48
tage sine Stieborder ved Cruses Messe. Dette Ord, Cruses Messe, kom mig heelt underligt for; og kunde jeg ikke giette mig til dets Betydelse, saasom jeg ingen Helgen vidste, som havde ført det Navn af Gruse. Da jeg kom til Kjøbenhavn igien, giorde jeg mig Umage med at efterlede Ordet, og endelig fandt det i den gamle Siællandske Lov Lib. IV. Gap. 36. indført saaledes: Tha scal han optaghe Stiibord i Cruses Mæsse, ther men gange met Kors; Det er: Da skal han, nemlig Mølleren, optage Stiebordene, i Cruses Messe, naar man gaaer med Kors. Og mærkede jeg da, at det er Hellig-Korses Messe (Festum St. Crucis) som falder ind den 3die Maji. Jeg taler aldrig med Bønder, uden jeg jo lærer noget af dem: Thi de raisonnere ikke uden om solide og magtpaaliggende Ting, hvorom de vide fuldkommen Beskeed. Man kand af dem lære, hvorledes Jorden skal dyrkes, Hæste og Qvæg conserveres, Skovene settes i Stand, Gaarder bygges, og en skikkelig Oeconomie føres. Derforuden profiterer jeg af deres Omgiængelse udi Sproget: Thi jeg lærer af dem gode gamle Danske Ord, som udi Kiøbstæderne ere forglemte, og hvorudi end lærde Folk ere ukyndige, saasom de ere komne af Brug, og ikke findes uden i vore gamle Lov-Bøger. Derforuden er Bøndernes Tale naturlig og uden Affectation eller u-rimelige Complimenter. Naar en Bonde hilser mig, ønsker han GUds Fred, og naar han gaaer bort, siger han, far vel! En Kiøbstæd-Mand derimod kalder mig for og bag sin Herre, og sig skyldigste Tiener, skiønt han ved alle Leyligheder bevidner, at han er mig aldeeles ingen Tieneste skyldig. Spørger jeg Bonden om Nyt, fortæller han ikke uden det, som han veed, og indskrænker sig udi sin egen Landsbyes Historie, saa at, om jeg hører ikkun lidet, saa faaer jeg dog noget tilforladeligt at vide. Spørger jeg Kiøbstæd-Manden om Nyt, giver han mig et Udtog af de sidste Aviser, som jeg selv forhen haver læset, og fører mig igiennem Tydskland, Ungarn, Tyrkiet, indtil Persien, ja omstændeligen fortæller mig Ting, hvorom han selv ikke veed ringeste Beskeed, og som mig er aldeeles ikke 49
magtpaaliggende at vide. Store Kiøbstæder ere store Sladder-Skoler, hvor u-nyttige Ting blive omtalte udi et u-reent og fordervet Sprog. Kommer jeg der udi et Selskab, hører jeg Critiqver over en høyeste Rettes Dom, som samme Dag er afsagt, hvilken nogle rose, andre laste, skiønt ingen ret veed, hvorudi Sagen haver bestaaed. Kommer jeg udi et andet Laug, hører jeg Barberere, Kandestøbere og Spidsborgere at decidere udi Stats-Sager, hvorover de selv ikke have mindste Idée, saasom de intet vide, uden hvad en Avis-Skriver haver fundet for godt at binde dem paa Ærmene, og som med næste Post erklæres at være Løgn. Kommer jeg udi et lærd Societet, hører jeg enten hvad jeg tilforn veed, eller hvad jeg ikke forlanger at vide, og det alt udi en u-naturlig Stiil. Jeg forklarede eengang for en Bonde Indholdet af et Academisk Programma, som laae paa mit Bord: Han meenede, at det var et Skiøde paa Gaard og Gods, efterdi det var saa stort; men jeg sagde ham, at derved gaves tilkiende, at en halv Snees Studentere skulle tage Magister-Graden i Morgen, og at een af samme Personer var her af Sognet, som han (nemlig Bonden) vel kiendte; og, da jeg nævnede ham ved Navn, fik han Lyst at vide, hvad der paa det store Papiir var skrevet om samme Person. Jeg sagde da, at der findes antegnet, at han er en Søn af en gammel hedensk Afgud ved Navn Apollo, og at han tilligemed de 9 andre hans Cammerader haver klavret op paa et høyt Bierg, som er meere steilt end Stævens Klint, for der at have Omgiængelse med 9 Jomfruer. Bonden smilede derved, og sagde: Jeg kiender nok Karlen; han er Herr Povels ældste Søn, og haver jeg aldrig hørt, at ham haver været nogen Løsagtighed tillagt. Jeg svarede dertil, at jeg siger ikke, hvad han er, eller hvad han haver giort, men alleene hvorledes han beskrives paa Papiret. Derpaa gik Bonden bort; og veed jeg ikke, hvad Tanker han fattede, enten om Skriveren, eller om mig, som forklarede ham Skriftet: Jeg hørte alleene, at der siden mumledes om, at Herr Povels Søn var beskyldet for Leyermaal med 9 Piger; og hvis saadant var sandt, burde han 50 heller staae aabenbare Skrifte, og betale sine Leyermaals Bøder, end nyde Magister-Graden. Jeg vilde ikke ønske, at Bønderne vidste fuldkommeligen alle vore andre Idretter og Studia; de vilde maaskee i saa Maade fatte høye Tanker om dem selv, og ringe om os andre, ja holde sig for gode til at giøre os Hoverie og anden Tieneste. Du seer heraf, hvi jeg haver meere Behag i at omgaaes med Bønder end med Kiøbstæd-Folk, og hvi jeg er sociable paa Landet og misanthrope i Staden. Derforuden ere adskillige andre Ting paa Landet, som kand fornøye Sindet. Jeg finder Behag udi at see Jordens Grøde fremspire, og at indhøstes, at see Kiør og Faar gaae ligesom i Procession til deres Sammelpladse Morgen og Aften. Luften og Roelighed foraarsager ogsaa, at min Helbred der er lidt bedre end udi Staden. Intet incommoderer mig paa Landet uden Sviin og Hunde. De førstes Selskab plager mig om Dagen, og de sidste forstyrre undertiden min Hvile om Natten, men det er tvende Nationer, som man maa holde noget til gode, i Henseende til deres Nytte: Thi Svinene føde os, og Hundene forsvare vort Gods og Eyendom mod Tyve. Hvis du engang vil besøge mig paa Landet, skal det være mig kiært, og maa du blive der saa længe dig lyster, helst om du, som jeg, uden Mad og Drikke kand leve af den pure Luft. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA XXXI.

Til **

Du beklager dig i dit sidste Brev, at du haver mistet din Hund Fairfax, hvilken du siger havde saadanne Qvaliteter, at der fattedes intet uden Maalet og Skabningen, for at regne ham blant de fornuftige Creaturers Tall. Du meener, at hvis Cartesius havde seet samme Fairfax, han havde giort en Stræg over sit Systema om Dyrenes Mecha- 51
nismo. Jeg for min Part er herudi ingen Cartesianer, skiønt jeg ikke med den Hidsighed fordømmer hans Lærdom, som nogle af vore Tiders Philosophi. Thi jeg haver ved nøye Efterforskning mærket, at til hvilken Meening udi det Spørsmaal om Dyrenes Siæle man henfalder, styrter man sig udi farlige Labyrinther; og at det derfore er sikkerst herudi at suspendere sine Tanker, saasom Knuderne ere ikke alleene u-opløselige, men end og farlige at røre ved. Saaleedes raade de sundeste saavel Theologi som Philosophi, saasom de paa begge Sider see ikkun halsbrækkende Præcipicer, ikke uden Schyllæ og Charybdes. Og de, som med Monsr. Leibnitz og andre have herudi søgt at finde en Middelvey, have betient sig af saadanne Subtiliteter, saa at det er troeligt, at de ikke have forstaaet sig selv, end sige oplyset andre. Det er derfore og vil blive en Anstøds-Steen for den Menneskelige Fornuft, og kommer mig fore, at ingen større Vanskelighed udi den heele Philosophie forefalder. De Gamle have giort sig stor Umage med at efterleede, hvorudi det Liv og den Qvalitet, som findes hos Beesterne, og som haver noget tilfælles med Menneskernes Siæle, bestaaer. Men, saa mange Hoveder, saa mange Meeninger der om. Tvistighederne derom vare endnu, og ville de samme efter Anseelse neppe faae Ende. Man kand ellers henføre alle stridende Partier til tvende Hoved-Secter; hvoraf den eene følger Cartesii, den anden Aristotelis Lærdom. Ingen havde for Cartesii Tiid dristet sig til at giøre Dyr til blotte Machiner. Thi, endskiønt nogle af de gamle Philosophis have statueret adskilligt, som nærmede sig dertil, saa haver dog ingen gaaet saa vidt: Saa at Tvistigheden haver alleene været om meere og mindre fornuftige Siæle, eller rettere om det, som egentlig kaldes en fornuftig Siæl, og det som alleene kand kaldes Liv (anima sensitiva). Den store Philosophus Renatus Cartesius fandt, at hvilken Meening man fulte, saa var den farlig for Religionen: Thi saasom han intet Medium vidste imellem død Materie og en levende Aand, saa holdt han for, at, naar man tillagde Dyrene saadant Liv, tillagde 52
man dem ogsaa Siæl, og Conseqventer Udødelighed, ja at Forskjellen imellem Dyrs og Menneskers Siæle bestod alleene udi meer og mindre Fuldkommenhed, hvis differente Virkninger man kunde tilskrive Legemernes Organis, hvorudi Siælene operere. Herudover er han henfalden til den bekiendte Lærdom, hvorved Dyrene frakiendes Aand, og blive giorte til blotte Machiner. Ingen Lærdom kand synes mere paradox: Men den blev af mange med Begierlighed antagen, efterdi man holdt den for det eeneste Middel, for at hindre, at Menneskers Siæle ikke skulde confunderes med Dyrenes, hvoraf en Følge blev, at de eene saavel som de andre enten maatte være Materielle, eller begge aandelige og Conseqventer udødelige. Derimod have mange giort sig Umage med at igiendrive denne Lærdom, betienende sig af Argumenter, som tages af Dyrenes Qvaliteter, efterdi man hos dem finder Glæde, Bedrøvelse, Begierlighed, Afskye, Venskab, Had, Ihukommelse, og andet, som ikke kand tillegges Machiner: Ja nogle have gaaet saa vidt, at de hos Dyrene ogsaa have fundet Tegn til Religion. Dette u-anseet have dog Cartesianerne henget ved deres Meening, sigende, at, hvis man tillegger Beesterne Kundskab, ødelegger man alle de Beviisligheder, som kand anføres om de Menneskelige Siæles Udødelighed; og at de, som søge at bestride denne deres Lærdom, kand ansees, som Epicuræer, hvilke, for at opofre Religionen, giøre Menneskets Siæle lige ved Beesternes. Disse derimod søge at befrie sig for saadanne Beskyldninger, ved at statuere en Forskiel (differentiam specificam) imellem Dyrs og Menneskers Siæle. Men Cartesianerne holde for, at meer og mindre løser ikke Knuden; efterdi deraf ikke andet flyder, end at Dyrs og Menneskers Siæle differere alleene udi meer og mindre Fuldkommenhed; Ja, der findes de, som vise, at jo større Qvaliteter, der antegnes hos Dyrene, jo meere styrkes Cartesii Lærdom derved: For Exempel: En Fugl, mod Tiden, at den vil føde, laver med Konst og Behændighed til et Reede, som kand være beqvemt for Ungerne; Da en Pige 53
derimod, der om ingen Fødsel haver hørt, og ingen Barsel-Seng seet, vilde bilde sig ind, at hendes Frugtsommelighed ikke var andet end en Hævelse, som foraarsagedes af en Svaghed, og bereedte sig hverken paa Fødsel eller Barsel-Seng. En Høne, skiønt den aldrig haver seet en anden at føde, veed dog, ligesom af Indskydelse, at Unger ville af Æggene fremkomme, item at saadant befordres ved at holde dem varme. En Myre samler paa Proviant til Vinter-Føde, og henseer til tilkommende Tiid; hvilket intet Menneske uden foregaaende Erfaring vilde rinde i Sinde. En Stork forlader et Land paa visse Aarets Tider, for at henbegive sig andensteds, hvor Luften er den tienligere, da intet Menneske, uden foregaaende Underviisning saadant veed, eller kand sige, hvor Sønden, Norden, Østen eller Vesten er. Jeg vil forbigaae at tale om de forunderlige Ting, som mærkes hos Bier, Castorer og andre Dyr. Med et Ord at sige: Det synes, at Dyrene vide ikke alleene forbigangne, men ogsaa tilkommende Ting og Hændelser; saa at deres Videnskab udi visse Ting er større end Propheters, ja Englers Kundskab: Hvorudover dette tiener heller til Beviis paa, at de, som Machiner drives af en anden Magt; Thi at mange af deres Idretter ikke grunde sig paa Fornuft og egne Reflexioner, sees deraf, at, saa snart Dyrs eller Fugles Unger ere komne i den Stand, at de kand føde sig selv, kiende Forældrene dem ikke meere. Man seer heraf, at de herligste Egenskaber, som om Dyrene anføres for at bestride Cartesii Lærdom, heller styrker end svækker den, og at de derfore gaae best til Verks, som tage deres Beviisligheder udaf anden Slags Bevægelser, som de have tilfelles med Mennesker, og som tilkiendegive, Begierlighed, Frygt, Ihukommelse etc. Saaledes naar en Hund engang er bleven straffet, for at have staalet Mad, tager han sig en anden Gang vare, og tvinger sin Graadighed, af Frygt for paafølgende Straf: saa at man heraf seer Tegn til Ihukommelse og Frygt, for hvilken den tilside setter sin Begierlighed. Dette og meget andet af samme Natur kand anføres for at vise, at Dyrene ingen 54
Machiner ere; Og kand jeg ikke see, hvorledes Cartesianerne kand bøde for sig mod saadanne Piile. Er derfore klart, at hvilket Parti man tager, enten man slaar sig til Aristotelis eller Cartesii Sect, indvikler man sig udi Vanskeligheder, hvor af man ved intet Middel kand udreede sig. Det verste er, at et hvert Parti, som driver for stærkt paa sin Lærdom, underkaster sig den samme Eftertale af Ugudelighed og Atheisterie, som den eene Sect bebreider den anden. Begge foregive, deres Lærdom at sigte til Religionens Forsvar. Aristotelici sige i den Henseende, at, hvis GUD kunde skabe saadanne Machiner, som man foregiver, de u-mælende Creature at være, saa kunde han og skabe andre ligesaa fuldkomne, som Mennesker; hvoraf en Følge blev, at Mennesker ogsaa kunde være puur Materielle, saa at hos dem intet distinct Væsen fra Legemet var meere, end hos Dyrene, men at begge Slags Creature ved Døden var en lige total Undergang underkastede. Men de i Agt tage derhos ikke, at Cartesianerne søge at bestride dem med deres egne Vaaben. Thi de sige, at saasom der er intet Medium imellem Materie og Aand, og at Siæl eller Aand ikke kand forgaae, saa følger deraf, at man confunderer Menneskers med Dyrenes Siæle; hvilket er ugudeligt, og strider mod Religionen: Iligemaade, at intet kand være u-rimeligere for Fornuften, end at giøre Dyrenes Siæle udødelige, helst naar man betragter, at ikke alleene hver mindste Insect, hver Mide udi en Ost, men end ogsaa de u-tallige mange smaa Dyr, som man ikke kand see, uden ved Microscopia, maae have deres Siæle, hvis de ere levende, og bestaae af andet end organiseret Materie. Saaleedes styrte begge Partier sig udi lige Uleiligheder, og man af begges Argumenter kand trekke lige farlige Conseqvenser mod Religionen. Det er i den Henseende, at nogle af vore Tiders store Philosophis have arbeydet paa at udfinde en Middelvey imellem den Scholastiske og Cartesianske Lærdom, hvoraf den første viser en Influence af Legemet paa Siælen, og af Siælen igien paa Legemet; Den anden derimod en Assistence, som kaldes 55
Causalitas Occasionalis. Den store Philosophus Leibnitz haver fornemmeligen saadant foretaget sig, og søgt at løse Knuden ved den saa kaldede Harmonia Præstabilita. Men denne hans Hypothesis haver hæftigen været anfægtet, ikke alleene af Theologis, saasom de have mærket, at den sigter til at indføre en fatal Mechanisrnum, hvilken ogsaa kand strekke sig til Mennesker, og betage dem den fri Villie; men endogsaa af Philosophis, hvilke giøre mange Indvendinger der imod, saa at Knuden derfore er endnu ikke løset. Samme store Mand kand holdes for at have været lykkeligere udi den Vanskelighed, som giøres om Dyrenes Siæle, hvilke man ikke kand giøre til intet, hvis de ere Siæle, som med Materie ikke kand forgaae, ey heller giøre udødelige i Henseende til deres u-endelige Multiplication ved Avlingen: Thi udi en Fisk, for Exempel, kand ligge nogle 1000 andre, og conseqventer lige saa mange u-dødelige Siæle. Han statuerer, at GUD fra Verdens Begyndelse haver skabt alle Legemers Former, og i Følge deraf alle Dyrs Siæle: At disse Siæle fra den Tiid stedse subsistere foreenede med den første organiserede og subtile Materie, hvor udi de ere satte, saa at Dyret, eller et hvert organiseret Substantia dannes ikke, eller haver sin Begyndelse paa den Tiid, som vi meene, og at dets tilsyne værende Fødsel er ikke andet end samme organiserede Væsens Udbreedelse og Fremvext. Følger saa her af, at der er hverken Generation eller Destruction, hverken Fødsel eller Død, men alleene en nye Forøgelse og Tilvext af det samme Væsen, hvilket bliver tilbage naar Dyret siges at døe; saa at det er ikke alleene samme Siæl, men endogsaa samme subtile Materie, hvormed den er foreened, hvoraf et nyt Dyr dannes, eller rettere, som igien forøges, og bliver til det, som vi kalde et nyt Dyr, efterdi det første organiserede Væsen ved Døden ikke forgaaer, men alleene taber de Parter af Materie, hvor af den er forøget, og som den igien bekommer ved en nye Fødsel. Han søger at giøre dette rimeligt af visse Fluer og Insecter, hvilke, efter at de længe have været døde og nedgravne, komme til Live 56 igien. Naar saa er, flyder af denne Gisning, at alle Dyr og Insecter, som nu ere, have været fra Begyndelsen de samme, og at Tallet er hverken større eller mindre end det var ved første Skabning. Til denne Meening er han falden, for ikke at til intet giøre Dyrenes Siæle, og for at besvare den Vanskelighed, som giøres mod deres u-endelige Multiplication. Man maa bekjende, at Indfaldet er heel sindrigt, og et Foster, som er saadan subtil Hierne værd: Men det vil blive vanskeligt at faae Mennesker i Hovedet en Art af Legemets og Siælens Opstandelse hos Dyrene, helst saasom der ere alt for mange af den Saducæiske Sect, hvilke end ikke kand begribe, hvorledes Menneskers pulveriserede Legemer kand komme til deres forrige Skikkelse igien, og derfore udstrække Opstandelsen alleene til Siælene. Denne Lærdom kommer mig ellers for at have en liden Overeensstemmelse med den Meening Jøderne have om et lidet Been udi Menneskets Legeme, som ikke kand forgaae, og hvorved en vis Jøde siges at have villet bevise Legemets Opstandelse mod Keyser Adrianum. Manasses Ben Israel taler omstændigen om dette Been, og siger, at David efter nogles Meening melder derom med disse Ord: Han bevarer alle hans Been, at ikke eet af dem skal sønderbrydes. Beenet bliver gemeenligen kaldet Luz; men faa kiende det nu omstunder; Og er det troeligt, at Herr Leibnitzes uforgængelige Materie vil have samme Skiæbne. Af ovenanførte sees, hvor vanskeligt og farligt det er at indvikle sig i disse Tvistigheder, efterdi, hvad Partie man tager, støder man an paa Skier og Klipper; Og de største og subtileste Hoveder, som have arbeydet paa at finde en Middelvey, have efter udstandet Arbeyde efterladt sig Knuderne uløsede: Det er derfore best herudi at tilstaae sin U-videnhed, og at suspendere sine Judicia. Jeg forbliver etc.

57

EPISTOLA XLIV.

Til **

Jeg ønsker dig til Lykke formedelst din Forfremmelse til Dommer-Embedet. Du selv giver tilkiende Bekymring derover, og meener, at du for tilig er bleven Assessor udi en Ret. Jeg priser din Bekymring; thi den viser, at du kiender dig selv, og at du haver Embedets Vigtighed for Øyene; og hvad din Ungdom angaaer, da støder jeg mig ikke derover, saasom Erfarenhed viser, at unge Personer ere allerbeqvemmest udi de Rette, hvor Dom strax skal afsiges: Thi, saasom de hastigere fatte Historien af en Sag, end de gamle, og Ihukommelsen hos dem er bedre, saa kand de altiid nogenledes acqvitere sig, da de Gamle derimod, som hverken have den hastige Perception, som i saadanne Rette udfordres, ey heller Ihukommelse til at beholde alle Sagens Momenta i Hovedet, som efter Orden skal opregnes, ofte, naar Dom skal afsiges, blive stumme, og maa referere sig til andres Vota. Forsøg ikkun at fortælle en vidtløftig Historie for en Ung og for en Gammel tillige, og see saa til, om den første ikke skal recitere den langt bedre end den sidste. Efterdi nu dette er af saadan Beskaffenhed, saa kand en ung Dommer, hvis Begreb og Ihukommelse er i sin Vigueur, gemeenligen udi en Ret, hvor Sagerne ikke optages til Doms, sige noget, da en gammel derimod, som ikke paa staaende Foed fatter Sagens Historie, kand med all sin Skiønsomhed sige slet intet. Samme Beskaffenhed foraarsager, at de stærkeste Landsdommere kand blive de sletteste Assessores udi deslige Rette, ligesom de, der holdes for de dueligste Assessores, kand blive de sletteste Landsdommere. Jeg siger dette gemeenligen, saasom der er ingen Regel uden Exception. Men, saasom Regelen er fast almindelig, saa glæder jeg mig lige saa meget over at høre, at en Ung er bleven Assessor udi saadan Ret, som at en gammel Mand er 58 bleven Landsdommer eller Herredsfoged. Dette, som jeg her haver antegnet, angaaer alleene Dommeres Capacitet. Der udfordres ellers adskillige andre Qvaliteter, som pryde en Dommer, og som i lige Grad kand findes hos Unge og Gamle. Saadanne Qvaliteter ere 1.) Ærlighed, saa at en Dommer, hverken af Venskab, Ære eller Penge lader sig drive til at forvende Retten. 2.) Upartiiskhed, saa at han ingen Forskiel giør imellem Fattige og Rige, men haver alleene Sagen i sig selv for Øyene; og er denne Erindring desmeere fornøden at giøre, efterdi der findes mange Dommere, som af lutter Ærlighed synde imod samme Dyd, saasom de af Medlidenhed mod Fattige meene, at det er en Dyd at favorisere de samme. 3.) Koldsindighed, som bestaaer derudi, at de ikke confundere en Advocats med en Dommers Character; hvorved de røbe sig, som ved alt for meget vidtløftige, udpyntede, og med Berømmelser opfyldte Vota give tilkiende, hvilket Partie de meest ynde. En ret Dommers Mundheld maa være dette: Det er mig lige kiært enten min Ven eller min Fiende vinder Sagen, naar Retten maa have sin Gang. Hvis du disse Regler i Agt tager, vil jeg ikke alleene gratulere den nye Dommer med sit Embede, men og Embedet med sin nye Dommer. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA XLVI.

Til **

Min Herre melder udi sin seeneste Skrivelse, at han nyeligen igien med Fliid haver igiennemlæset mine Moralske Tanker og derudi fundet adskilligt, som haver behaget ham; men at han tilligemed haver stødet sig over visse Lærdomme, sær den, som angaar Ungdommens Catechisation. Min Herre finder der udi 3de Poster at udsette: 1) At jeg haver viset, at man bør indprente Børn Morale,

59

førend man underviser dem i Religionen. 2) At jeg med U-ret taler om den bagvendte Orden, som bruges ved Catechisationer, saasom alle vore Catechismi anføre den Moralske Lov eller de 10 GUds Bud, førend de gaae videre frem. 3) At unge Børn have ikke Ævne til at fatte de moralske Præcepta, hvis Fornødenhed jeg omtaler. Til den første Antegnelse svarer jeg saaledes, at jeg ikke haver sagt, at man bør begynde med Morale, førend man indprænter dem Religion; men alleene, førend man skrider til Religionens Mysteria og Hemmeligheder. Thi jeg haver udtrykkeligen viset, at man bør begynde med Christi Morale, hvoraf flyder, at man strax maa indprente dem Kundskab om GUds Existence, hans Forsyn og den Dyrkelse, alle Mennesker ere ham skyldige. Hvad den anden Post angaaer, da tilstaaer jeg gierne, at alle Christelige Catechismi anføre først de 10 GUds Bud, som man lader Børn lære uden ad. Men jeg holder derhos for, at, saasom det er allene Befalinger, saa behøves, for at erholde mit Sigte, at gaae lidt videre frem, ved at give Børn en Idée om Menneskers almindelige Pligt mod GUD og deres Næste, at lære dem Regler, hvorefter Sandhed kand kiendes, og at vise dem, hvad de bør troe, førend de befales at troe. Anlangende den tredie Erindring om Informationens Vanskelighed, nemlig, hvor daarligt det er, og hvor vanskeligt det vilde blive, at faae Børn, helst af ringe Stand og Almue et moralsk og critisk Systema i Hovedet; Da, for at bringe min Herre fra de slette Tanker, som han derover haver fattet, vil jeg forestille ham ikkun 6 korte og tydelige Regler, som af alle, end ogsaa af Bønder-Børn, kand læres paa en Dag. Reglerne ere disse. Først maa Børnene indprentes Kundskab om GUds Existence; hvor om de tydeligen kand overbevises, naar man forestiller dem Skabningen, som ikke kand være af sig selv: Ligesom man af saadant forunderligt Verks Vedligeholdelse og Conservation uden Møye kand betyde dem den store Skabers Forsyn, og i Følge deraf, den Taknemmelighed og Ærbødighed, vi ere saadant almægtigt og velgiørende Væsen 60
skyldige. Denne Lærdom er saa let at begribe, at det koster kun at opregne den engang, for at indprente den, end udi de allersløveste Hierner. Naar man nu først haver bragt dem i Hovedet, at der er en almægtig Skaber, som haver Omsorg for de skabte Ting, som ved en fornuftig Siæl haver distingveret Mennesker fra andre Creature, og givet dem en fri Villie til at giøre det Gode og at skye det Onde, kand vi let faae dem 2) til at begribe, at vi saadant ere pligtige at giøre. Og, naar ringeste Instance bliver giort, hvi GUD strax ikke belønner gode og straffer onde Gierninger, flyder 3) den Lærdom om et andet Liv saa naturligen deraf, at de fast ligesom selv uden vidtløftig Forklaring kand giette sig det til. Den 4de Regel man kand give Ungdommen, er, intet at troe, uden det er giort beviisligt, og at forkaste alt, hvad som strider mod Menneskets almindelige Sandser. 5) Ingen Lærdom at antage, som giør Skaar i GUds hellige Egenskaber, hans Almagt, Viisdom, Retfærdighed etc. 6) Heller at ynke, end at skye og hade vildfarende Mennesker, og ingen at fordømme, som elsker GUD og Sandhed, skiønt der kand være adskillige vanskelige Ting, som han ikke begriber paa samme Maade, som vi. Der i bestaaer mit heele Systema, hvilket er saa kort, at det kand forfattes paa et Blad, og saa tydeligt, at et hvert Barn det kand begribe. Naar nu disse 6 Artikle blive unge Mennesker indprentede, og for dem blive ofte igientagne, vil det ikke blive saa let at binde dem ugrundede Meeninger paa Ærmene, som andre, hvilke man ikke med saadan foregaaende Lærdom og saadanne Præcautioner haver bevæbnet, og som man seer at antage for Troens Artikle, alt hvad dem af deres Lærere udi de spæde Aar bliver sagt. Nytten af denne moralske Catechisation bliver derfore denne, at til hvilken Lærdom man siden vil lokke et Menneske, vil det efter givne Instrux examinere, om den haver Overeensstemmelse med de 6 Regler, som dem i de spæde Aar ere foresatte, og som Prøve-Steene givne. Vil, for Exempel, nogen forlede en Siæl til GUds Fornegtelse, vil den, ved Hielp af den første 61
Regels Erindring, strax merke saadan Lærdoms U-rimelighed, Ugrund og Strafværdighed, og ansee Læremesteren som sin Fiende, sin Fordærver og Morder. Han vil sige: Jeg troer, at der er et almægtigt Væsen, som haver skabt Himmel og Jord, hvorom jeg af Skabelsens Beskuelse er overbeviset. Hvis en anden, som vel ikke nægter GUds Existence, men fremkommer med Tvivlsmaal om GUds-Dyrkelses Fornødenhed; Stiller han sig for Øyen den anden Artikel af sin moralske Catechismo, og svarer, at den sunde Fornuft lærer mig, at jeg maa ære og dyrke et alviist, og elske et velgiørende Væsen: Jeg seer dets Almægtighed og Alviished af Skabningen, og dets Godhed af de skabte Tings Conservation. Hvis nogen vil indprente ham Tvivlsmaal om Straf og Belønning i et andet Liv, og vise ham af Exempler, nemlig af ugudelige Menneskers Velstand og gudfrygtiges Væstand her udi Verden, at GUD sig med saadant ikke bemænger, examinerer han den tredie Artikel, og siger, at just det samme bestyrker ham i den Troe, som han haver om Straf og Belønning i et andet Liv. Videre, hvis nogen foretager sig at undervise ham i en Lærdom, som grunder sig alleene paa Revelation, bevæbner han sig strax med den Erindring, som befattes udi den fierde Artikel, og fordrer Beviisligheder dertil, som bestaaer enten udi Spaadomme eller Miracler og u-imodsigelige Vidnesbyrd om Lærdommens Rigtighed; Og, saasom hverken den Mahomedanske eller hedenske Troe haver saadanne Kiendemærker, kand ingen bringe ham til at rekke Øre dertil, med mindre man viser ham, at hans Paastand om tilforladelige Vidnesbyrd er ilde grundet; hvilket ingen drister sig til at sige. Vil nogen overtale ham til at troe Ting, som strider mod de almindelige Sandser, svarer han efter den samme Artikel, at saasom Skaberen ikke kand have givet Sandserne forgieves, saa maa man bruge dem. Og kand saaledes den fineste Jesuit med all sin Veltalenhed ikke bevæge ham til at troe Transubstantiationen. Thi med en vis Missionario at ville forbigaae Beviisligheder, som tages af Sandserne, og henvise en 62 tvivlende Siæl til Bønner alleene, er at underkaste sig saadant Svar, som engang blev givet af en Malebarer: Giør I og det samme med vores Troe, saa vil I blive oplyset, og see hvad I nu ikke kand begribe. Videre han kand falde udi andres Hænder, som troe, at GUD af pure Velbehag haver beskikket visse Mennesker til Salighed, andre til Fordømmelse, og som søge, ved at anføre nogle af Skriftens Sprog, der synes saadant at tilkiendegive, at bringe ham til samme Bekiendelse. Han studser strax derved, saasom han finder, at saadan Lærdom er ikke overeensstemmende med den femte Artikel, udi hans moralske Catechismo, som viser, at han intet maa troe, som giver os en ond Idée om GUD, og som giør mindste Skaar udi hans hellige Egenskaber: Han siger sig saadan hverken at ville eller at kunde troe, og paastaaer, at de anførte Skriftens Steder, som synes at bekræfte deslige Lærdom, maa ikke forklares efter Bogstaven. Ved denne Bekiendelse, som ham i Barndommen ved grundige Raisons er indprentet, holder han stift, saa at heele Svitzer-Land ikke kand bevæge ham til at vige fra sin forrige Meening. Endeligen kand han komme udi et Land, og geraade iblant Folk, der stedse med Iver prædike mod Kietterie og Vildfarelse, og som holde det for en Pligt at undervise med Riis og Sværd, hvor Formaninger og gode Ord ikke kand hielpe. Han erindrer sig da, at hans moralske Catechismus befatter en Artikel, som siger, at man kand vel ynke, men ikke hade og forfølge Mennesker, som mod deres Villie vildfare. Han erindrer sig, at hans Catecheta, som en og anden Gang haver forklaret samme Artikel for ham, haver viset, hvad Tanker man bør have om saadanne Forfølgere, at deres Lærdom strider directé mod Christi Morale, og at ingen staaer større Fare for Fordømmelse, end de, som sette sig paa GUds Domstoel, og tilegne sig en Jurisdiction over Menneskers Samvittigheder, som den store almindelige Dommer alleene tilkommer. Han vil i saa Maade blive ved sin forrige Meening, som han finder at være grundet paa naturlig Billighed, og heller betle sit 63 Brød, end være Assessor udi et Inqvisitions-Collegio, hvis Lemmer han vil holde for at være saadanne, som alleene bør egentlig bære det forhadte Navn af frivillige Kiettere, efterdi de af ond Villie og Hofmod overtræde baade GUds og Naturens Love. Ungdommens Hierner ere som Vox, hvorpaa man uden Møye kand sette hvad Stempel man vil, og, naar de ved Alderen blive hærdede, kand Mærkerne ved intet Middel siden udslettes. Derfore er fornødent, førend man begynder at dogmatisere, at indprente dem nogle Hoved-Artikler af den naturlige Lov, hvis Klarhed og Billighed alle Mennesker erkiende, og som kand tiene dem til Prøve-Steene, hvorefter de kand dømme om andre tilbragte Meeninger ere antagelige eller ey. Der er ingen Tvivl paa, at, hvis saadan Catechisation over alt havde været antagen, saa mange Religions-Secter og Stridigheder over Troens Fundamentale Artikle aldrig kunde have reyset sig, hvilke sønderbryde de Foreenings Baand imellem Steder og Folk, som Naturen recommenderer. Hvis min Herre bliver ved sine Tanker om saadan Catechisations Vanskelighed, og holder for, at den bliver Ungdommen for høy og vidtløftig, saa vil jeg her vise Prøve paa en moralske Børne-Lærdom, som min Herre skal finde at være baade kort og tydelig.

Moralsk Catechismus.

Art 1.

Jeg troet paa en almægtig GUD, Himmelens og Jordens Skaber.

Qvæstio. Hvorpaa grunder du saadan Troe?

Resp. Efterdi Verdens forunderlige og konstige Bygning kand ikke være af sig selv, men viser en almægtig Bygnings Mester.

Art. 2.

Den samme GUD er jeg pligtig til at ære, elske og dyrke.

Qvæst. Hvad forbinder dig til saadan Dyrkelse?

64

Resp. Efterdi jeg seer, at han elsker de skabte Creature, og haver Omsorg for deres Conservation; især efterdi han haver begavet mig og andre Mennesker med en fornuftig Siæl og Talens Brug.

Art. 3.

Jeg troer et andet Liv efter dette Liv, hvorudi onde Gierninger blive straffede, og gode Gierninger belønnede.

Qvæst. Hvad kand bevæge dig til saadan Troe, helst efterdi du af daglige Exempler seer mange Ondes Velstand og Godes Væstand?

Resp. Just det samme forsikkrer mig om et andet Liv, eftersom jeg ikke altiid seer Straf og Belønning i dette.

Art. 4.

Ingen Lærdom bør af mig antages, førend den giøres beviislig; og intet af mig bør troes, som strider imod Menneskets almindelige Sandser.

Qvæst. Hvorpaa grunder du dette dit Forsæt?

Resp. Hvis jeg troer uden Beviis, kand jeg henfalde saavel til en falsk, som til en sand Troe: Og hvis jeg antager en Lærdom, som strider imod Sandserne, siger jeg, at Fornuften, som er GUds store Gave, er mig til ingen Nytte.

Art. 5.

Jeg bør skye og forkaste all Lærdom, som giør Skaar udi GUds hellige Egenskaber, hans Godhed, Retfærdighed etc. og derved tilkiende giver, at han er Aarsag til Synden.

Qvæst. Hvo haver berettiget dig til at kige ind udi GUds Hemmeligheder, og at dømme om GUds Egenskaber efter menneskelige, som ere Love underkastede? GUD har jo ingen at giøre Regnskab til: Hans Retfærdighed kand jo bestaae derudi, at han giør alting efter sit Velbehag?

Resp. Jeg hverken bør eller kand troe, at GUD øver de Ting, som han selv laster, fordømmer og straffer hos Men- 65 nesket. Skriften siger, at Mennesket er skabt efter GUds Billede, og Christus formaner os til at være barmhiertige, ligesom vor Fader er barmhiertig.

Art. 6.

Jeg bør ingen hade og forfølge, som mod sin Villie udi Troen vildfarer.

Qvæst. Vil du da elske Kiettere og Sværmere?

Resp. Jeg bør elske dem, saa vidt som de ere Mennesker, og ynke dem saa vidt som de ere vildfarende Mennesker. Hvis jeg hader og forfølger min Næste, efterdi han ikke begriber en Ting paa samme Maade, som jeg den begriber, viser jeg Prøve paa Umildhed og Hovmod, og overtræder det store Naturens Bud, som er dette: Intet at giøre imod andre, uden det, som man vil, at andre maa giøre mod sig.

See der haver min Herre det heele Systema; hvilket jeg ikke haver taget i Betænkning at ende min Skrivelse med, saasom det ikke kand hindre, at jo Brevet paa Post-Huset vil passere for et enkelt Brev. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA XLIX.

Til **

Min Herre forundrer sig over, at jeg som en gammel Mand og Philosophus, haver villet besværge mig med Jorde-Gods. Jeg meener, at ingen Handtering er en gammel Mand og Philosopho meer anstændig end Agerdyrkning. De Frugter, som Jorden bringer tilveye, ere saadanne, som Naturen setter Priis paa, da all anden Herlighed, som erhverves ved andre Midler, grunder sig kun paa Capricer, og have ingen anden Priis, end hvad Menneskers Indbildning derpaa setter. Om all Seilads, om Handel paa fremmede Steder ophørede, om Guld og Sølv-Miner bleve udtømmede, om adskillige Konster komme af Brug, tabtes 66 intet virkeligt derved: Tvertimod det var Tegn til, at Mennesket tog af i Forfængelighed: Thi disse sidste ere kun som en Vernis, der pryder, da Agerdyrkning føder og opholder det Menneskelige Kiøn. De første Mennesker have derfor anseet Agerdyrkning, som den nyttigste, og i Følge deraf som den anstændigste Handtering. At Lacedæmonier holdte sig for gode dertil, og overlode saadant til Hiloter eller deres Slaver, viser alleene, at samme Folk derudi vare lige saa selsomme og unaturlige som i alle andre Ting. Alle andre Nationer have været af andre Tanker. De anseeligste Mænd have fordum selv dyrket Jorden med deres egne Hænder, og indtil Førstelige Personer have selv ageret Hyrder. Nullum vitæ genus honestius agricultura, siger en gammel Romer: Og er det derfore, at Ceres bliver kalden Jordens Moder, efterdi hun først holdes for at have underviset i Agerdyrkning. Man finder, at de største Regentere nest Gudsdyrkelse have recommenderet Agerdyrkning, og at høye Stands-Personer have skrevet Bøger derom. Den Syracusiske Konge Hiero 2. forfattede et Skrift derom. Mago en Carthaginensisk General efterlod sig 28 Bøger om Agerdyrkning; hvilke det Romerske Raad lod siden oversette paa Latin. Cato den anseeligste Romer udi hans Tid haver ogsaa forfattet et Skrift om den Materie, som endnu er i Behold. Varro og Columella tvende andre lærde Romere have og skrevet derom; og regner den første 50 saadanne Autores alleene blant Grækerne. Varro fortæller om en Romersk Raadsherre, der bebreidede Appio Claudio hans Pragt og Yppighed med disse Ord: Her, sagde han, seer man ikke uden Guld, Sølv og Marmor, men hverken dyrkede Jorde eller Viingaarde: Jeg finder intet, hvorudi dit Lysthuus ligner dine Forfædres. Det Klagemaal, som Columella fører over den Foragt, som Agerdyrkning begyndte at komme udi i hans Tiid, er fyndigt og merkeligt. Han siger blant andet, at man tilskriver Jordens Natur og Luften den Ufrugtbarhed, som ofte sees, hvorvel den største Aarsag maa tilskrives Agermændenes Forsømmelse og 67 Efterladenhed. Ingen Betænkning er grundigere. Jeg selv haver af Erfarenhed mærket, at en af Naturen slet Jord, som drives af en duelig Bonde, er bedre end en god, som besiddes af en slet og forsømmelig Agermand, og at udi en Tiid af 30 Aar, som jeg haver haft med Jordegods at bestille, de beste Gaarde af saadan Aarsag ere blevne de sletteste, og de sletteste igien de beste. Efterdi derfore duelige Agermænd ere saa fornødne, og et Lands Velfærd fornemmeligen bestaaer udi Jordens Drift, saa kunde ingen Anstalt være ypperligere, end at fornye den gamle Romerske Lov, hvorved de settes udi Mulct og Penge-Straf, som bleve overbevisede at have ladet deres Jorde og Agre forfalde. Loven, som af Romerske Skribentere omtales, var denne: Si qvis agrum sordescere patitur, ærarius esto etc. En saadan Lov var nyttig saavel for Jorddrotten udi særdeleshed, som for Landet i almindelighed. Man seer bedrøvelige Virkninger deraf, at Jorde-Gods falder udi ukyndige, graadige og u-vederhæftige Folks Hænder, hvilke hverken have Videnskab, Villie eller Ævne til at holde Gods ved lige, end sige at forbedre det. Nogle beflitte sig allene paa at ziire deres Hoved-Gaarder, men tænke lidet eller intet paa Bøndernes Jorde, som dog ere Hoved-Gaardenes Spise-Kammere. Andre søge kun at udpine af Godset saa meget som de kand udi deres Tiid, og lade Efterkommerne sørge for Resten. Her udover seer man over alt forfaldne Huuse, u-rygtede Jorde og forhugne Skove. Hvis ovenmelte Romerske Lov hos os blev fornyet, vilde gemeene, fattige og graadige Folk, som søge kun at giøre alting i Penge, tage i Betænkning at kiøbe Jorde-Gods med fremmede Penge. Enhver bilder sig ind at være Landmand, som kand sige: Saa meget meere haver jeg til Forpagtning end min Formand; Saa meget giør jeg af min Skov og mine Fiske-Parke; Saa meget haver jeg ziret og forbedret Hoved-Gaardens Bygning; Alle disse Urte-Gaarde, alle disse Spadser e-Gange ere anlagde i min Tiid. Men det er det samme, som han vil sige: SeeJ i hvilket Trældoms Arbeide jeg haver holdet mine Bønder; og

68

er det detfore ingen Under, at de ingen Tiid haver haft at flye paa deres egne Huuse, og at rygte deres egne Agre. Man bliver ogsaa overbeviset derom, naar man betragter, udi hvad Tilstand Bønder-Godset er udi; da mærker man, at Gaardens Herre er kun Landmand i sin egen Indbildning: Thi Bønder-Godsets Velstand er det rette Beviis paa Landmandskab. Jeg erindrer mig for mange Aar siden at have besøgt en fornemme Herre, paa hvis Gaard jeg saae ingen zirather; og da jeg forundrede mig derover, efterdi han var en bemidlet Mand, tog han mig ved Haanden, førte mig om, og visede mig sine Steen-Gierder, sine prægtige Skove, og sine Bønder-Gaarde, hvilke alle vare udi fuldkommen Stand. Jeg maatte da tilstaae, at han var større Landmand, end han syntes at være; Og haver jeg søgt at efterfølge hans Fodspor paa mit eget Gods, hvilket da det faldt i mine Hænder, var i bedrøveligere Tilstand, end nogen kand imaginere sig. Men førend jeg søgte at rense mine Fiske-Parke, at anlegge Frugt-Hauge ved Gaarden, hvor ingen var, eller at pynte paa Værelser, lod jeg de forfaldne Bønder-Gaarde enten forbedre, eller af Grunden opbygge, forsynede dem med Besætning, og lettede Bønderne deres Hoverie. Og, da jeg saadant havde giort, kaldede jeg dem sammen, og sagde: Nu haver jeg giort mit; nu maa I giøre eders. Thi det er herved at mærke, at der ere tvende Maader, hvorved Bønder fordærves; Een, ved at ikke rekke dem Haanden, naar de trænge; En anden ved at lade dem faae, hvad de peege paa, saasom de ved for megen Hielp henfalde til Ladhed og Skiødesløshed. Jeg er ingen Landmand, kand ey heller udi mine Omstændigheder det være; men jeg tager Hoved-Posterne i Agt, og befinder mig derved bedre, end mange, der subtilisere og konstle paa alting. Det er med Agerdyrknings Videnskab ligesom med Philosophie: Nogle legge Vind paa Hoved-Ting, og lære noget; andre fordybe sig udi Transcendentalske Sager, forvilde alting, og vide intet: Thi gemeenligen, naar man hører, at een med en hvid Kiep gaaer fra Gaard og Gods, er det en 69 konstig og Transcendentalsk Landmand, det er saadan en, som ved adskillige Inventioner forøger sin Jorde-Bog, og giver ikke Agt paa hvad det haver kostet og aarligen koster ham, eller hvad han vinder paa en Side, det taber han dobbelt paa en anden Side, saa at det gaaer ham som en vis Mand, om hvilken fortælles en latterlig Historie saaledes. Da en stor Høytidelighed engang udi Kong Friderichs 3 Tiid blev holden, og et vist Sted som var overtrokken med Klæde, blev efter Processionen given til Priis, søgte en Mand at føre sig dette til Nytte, og med en Sax afklippede et got Stykke af Klædet, men medens han laae paa Knæ og klippede, listede en Skalk sig bag ham, og skar det heele Bagstykke uformerked af hans Præste-Kiole; hvorudover en Mand, som mødte ham paa Veyen, da han udi sit Favn bar hiem det erobrede Klæde, sagde: Min gode Hr. Jens! Hvad I haver vundet udi Indtægten, haver I tabt udi Udgiften, eller efter Ordene: Hvad I haver vundet fremmen paa, haver I tabt bag til. Min Herre seer heraf, hvilke Principia jeg haver herudi, og hvad Tanker jeg haver om Agerdyrkning. Saasom den af alle Handteringer er den nyttigste, saa er den og den anstændigste, ja for en Philosopho den behageligste. Cicero siger: Vita rustica parcimoniæ, diligentiæ et justitiæ magistra est; Det er: Bonde-Levnet lærer os Huusholdning, opmuntrer os til Arbeide og til Retfærdigheds Øvelse. Ja man kand sige, at saadant Levnet er en practisk Philosophie. Hvorudover de største Mænd have sukket efter at komme paa Landet, og anseet saadant som en stor Herlighed. De have, udmattede af unyttige Forretninger og Fortredeligheder, som forefalde i store Stæder, raabt med Horatio:

O Rus! qvando ego te aspiciam, qvandoqve licebit
Ducere sollicitæ jucunda oblivia vitæ.

Jeg forbliver etc.

70

EPISTOLA LV.

Til **

Min Herre skriver mig til, at han paa sin gamle Alder haver faaet stor Lyst til Bygnings-Konsten, og forlanger af mig at vide, hvilke de beste Autores ere, som have skrevet i den Materie. Saasom jeg ingen Vind haver lagt paa det Videnskab, saa kand jeg ikke tiene min Herre derudi. Jeg veed nogenledes Historien, men forstaaer intet af Konsten. Historien er kortelig denne: Man maa holde for, at Bygnings-Konsten er fast ligesaa gammel som Verden. Man seer allene, at den i Begyndelsen haver været meget simpel. Jeg vil ikke tale om de allerførste Mennesker, hvilke have boet udi Huler, og holdet til udi Træer; hvilket haver givet Anledning til Poëter at foregive, at de første Mennesker ere fremkomne eller fødde af Eegestammer.

- - - - Rupto robore nati
Compositive luto nullos habuere parentes.

Derefter have de giort sig Hytter af Træers Greene og Leer, saadanne som man seer vore Vogtere og Hyrder ved Vang-Leder nu at skiule sig udi; og da Konsten steeg lidet meere, have de bygget Huuse af Træe, bedækkede af Lang-Halm, saaleedes som Homerus beskriver Achillis Boelig,

[græsk tekst: se image]

Vitruvius vidner, at det store Raadhuus Areopagus udi Athenen i hans Tiid endda havde et Leer-Tag, og at Templet af Capitolio udi Rom, item Romuli Palads visedes at have været tækked med Lang-Halm.

Med Menneskets Vellyst og Ambition tog Bygnings-Konsten meer og meer til, saa at man begyndte at opreyse 71
store Steen-Huuse, og endeligen derved at i agt tage adskillige Regler, saa at Bygnings-Verk og Arbeyde blev anseet som et stort og anseeligt Videnskab, hvilket det endnu holdes for at være. Begyndelse med store og prægtige Bygninger haver været giort udi Asien og Ægypten. De mægtige Stæder, som Ninive, Babylon, item de Ægyptiske Pyramider, hvoraf endnu nogle er i Behold, tiene til Beviis her paa, saa at det er klart, at de kostbareste Bygninger vare oprettede udi de Jordens Parter, da Europæer endda lode sig nøye med Træe- Leer- og Straae-Huuse. Men, endskiønt man maa tilstaae, at Ægypten og Asien have været ziirede med de første anseelige Bygninger, ja med saadanne, som formedelst deres Styrke og Kostbarhed synes at have overgaaet Menneskets Kræfter; saa maa man derimod tilskrive Grækerne Architecturens rette Konst og Ordentlighed. Det er fra Grækerne vi have de bekiendte Ordener eller Bygnings-Maader, nemlig den Doriske, Joniske og Corinthiaske. Man holder for, at den Doriske Orden haver givet os først Begreb om en ordentlig Architecture; og er det efter den Doriske Maade de første Templer og Palatser ere byggede. Den fornemmeste Dyd bestaaer udi Bygningernes Styrke og Bestandighed, saa at den derfore kaldes den mandlige og majestætiske Architecture. De Jonier søgte siden at rafinere paa Konsten, og at give den meer Ziirlighed, saa at de beflittede sig meer paa nette end paa solide Bygninger. Den fornemste Bygning, som man veed at have været anlagt efter den Joniske Orden var Dianæ Tempel udi Epheso. De Corinthier have endeligen bragt Konsten paa den høyeste Spidse, og holdes een ved Navn Callimachus den første Opfinder deraf, hvorudover han fører det Navn af [græsk tekst: se image]. Foruden disse 3 Bygnings-Maader tales om nogle andre, som om den Toscaniske, den sammensatte (ordo compositus) og den Gothiske. Man holder for, at den Toscaniske Bygnings-Maade haver havt sin Oprindelse udi Toscano eller det Florentinske udi Italien. Den holdes af alle for den simpleste; og er det derfore, den ikke 72
bliver brugt uden til grove Bygninger. Den sammensatte Orden (ordo compositus) bestaaer baade af den Joniske og Corinthiaske, og derfore saaledes kaldes. Ved de mange Ziirligheder, som derved i agt tages, holdes Architecturen at være bleven fordervet. Den Gothiske Bygnings-Maade eller Orden deeles udi den gamle og den nye: Den gamle er grov og trofast; den nye derimod er fuld af Broderier, men derimod u-ordentlig, og saadan som ikke kand behage rette Kiendere. Denne Maade blev af Gotherne indført udi Italien, og, som den stikker udi Øyene, blev den allevegne antagen af Italienerne, hvilke forlode den gamle Bygnings-Maade, og derved gandske fordervede dette herlige Videnskab. Dette varede i mange Aar indtil det 16. Seculum, da den gamle Architecture omsider blev igien antagen, og den Gothiske reent kom af Brug. Herudover finder man, at alle meget gamle og gandske nye Bygninger ere af et slags Architecture, saasom de nye ere ikke andet end en Imitation af de ældste. De Bygninger igien, som have været anlagde udi de nestforegaaende Seculis for det 16de, ere af Gothiske Architecture, saadan som man endnu seer udi de Nordiske Lande, sær ved de første Christne Templer, hvorudi man seer mange Broderier og Ophævelser, som stikke udi Øynene, men ingen Orden. Dog mærker man Forskiel imellem Bygninger af den gamle og den nye Gothiske Architecture; Thi udi de første ere saadanne, som kyndige Bygnings-Mestere endnu sette Priis paa. Den slette Smag udi Bygninger helst publiqve, haver holdet længst ved udi Norden; og kand man sige, at den til Deels endnu varer: Thi man bygger endnu lange Kirker eller i Form af Kaars; hvilket foraarsager, at Prædikantere maa vende sig nu til den høyre, nu til den venstre Side, og nu staae lige, paa det at nogle af Tilhørerne kand komme til at høre en tredie Deel af Prædiken: Jeg siger nogle, eftersom de, der ere bag ved Prædikestolen, maa lade sig nøye med det pure Lyd. Man opreyser endnu høye Taarne, hvilke ere til liden Nytte, og koste undertiden meere end Kirkernes Bygning udi sig 73
selv; ikke at tale om de besværlige Reyser en fattig Ringer derved ofte om Dagen foraarsages at giøre igiennem den halve Deel af Jordens Atmosphæra, saa at mange kand have nødigt at forsyne sig med Proviant, saasom Veyen er baade lang og besværlig. Alt hvad man paa nogen Tiid haver corrigeret, er noget paa Vinduerne, hvilke man for nogle Aar siden over alt lod male, skiønt ved saadan Zirat intet andet erhvervedes, end at betage Kirkerne det lidet Lys, de ellers kunde have igiennem de smaa runde Vindues-Ruder. Det synes, at en ilde grundet Andagt haver dirigeret den heele Architecture. Vinduerne maatte derfore males med hellige Historier, Kirkerne bygges i Form af Kors, det er, Hørelsen og Synet betages, og den Nytte, man skulde have af Kirkegang, opoffres, paa det at Stiftere ved Kirkernes udvortes Bygninger kunde lade see Prøver paa deres Devotion. Saaledes fortælles om en vis Herre, at han af Andagt lod guld-brodere sin Kiole med Passions-Historien, hvorved Kiolen blev saa tung og umagelig, at han ikke kunde bære den. Hvad Huuse angaaer, da ere Bygningerne derved paa nogen Tiid over alt blevne forbedrede. De bleve udi forrige Seculo fast alle byggede i Form af Pyramider, saa at den øverste Deel af Huuset var til ingen Nytte; man saae over alt smale og mørke Værelser, og undertiden malede Vinduer, item Vindel-Trapper, som kunde foraarsage Hoved-Svimmel, hvorudover man ved Siden maatte lade henge et Reeb, som man kunde holde sig ved. Dette er nu bleven forandret, saa at Huusene derover ere blevne lysere, mageligere, og den heele Bygning til Nytte. Men derudi bestaaer den heele Forbedring; thi hvad Tømmer- og Muur-Arbeyds Soliditet angaaer, da viser Erfarenhed, at de Bygninger, som have været opreysede for et hundrede Aar siden og derover, ere langt troefastere end de nye, hvilke saa snart ikke ere fuldfærdigede, førend de behøve nye Reparation; saa at man maa bekiende, at hvis de nye Bygnings-Mestere ere klogere, saa have de gamle været ærligere: Og er det derfore, at mange have ønsket For- 74 nyelse af den gamle Ephesinske Lov, hvorom Vitruvius taler. Ved samme Lov tilholdtes Bygnings-Mestere at erklære hvad en Bygning skulde koste, at fuldføre den for den accorderede Priis, og at stille alle sine Midler til Forsikkring for Bygningens Troefasthed: Hvis saadan Lov blev fornyet, vilde vi ikke alleene faae ordentlige, men endogsaa troefaste Bygninger. Dette er alt, hvad jeg herom kand sige. Hvis min Herre haver Lyst at læse noget omstændigere herom, vil jeg recommendere ham den gamle Romerske Autorem Vitruvium, og kand andre underrette ham om, hvilke af de nye Autores ere de beste. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA LX.

Til **

Vor sidste Samtale var om Apologier eller Forsvars-Skrifter, hvilke jeg tilkiende gav mig ikke at kunde lide, endeel, eftersom en ærlig Mand og et got Skrift ingen Apologie behøver; thi Mandens Levnet og Skriftets Indhold maa forsvare sig selv: Endeel ogsaa efterdi man kand giøre Forsvars-Skrifter for alting, end ogsaa for Fanden. Du loe ad denne min Tale, og sagde, at det sidste vilde vel blive noget vanskeligt: Jeg svarede dertil, at det ey vilde blive vanskeligere end det Forsvars-Skrift, som er giort for Æslet, hvorudi samme Dyr adskillige heroiske Qvaliteter blive tillagde. For at vise, at Tingen er giørlig, vil jeg korteligen forfatte, hvad en Apologist, der ret vil giøre sig umage med at besmykke en Ting, kand anføre udi Forsvar af Fanden. Jeg vil ikke tale om hans Capacitet og Forstand; thi alle, end ogsaa hans største Fiender, ere eenige derudi, at en Person, der haver fast 6000 Aar paa bagen, og levet tvende Gange saa længe som Jerusalems Skomager, jo maa besidde meer Lærdom og Viisdom, end alle de 7 Græske Viise, ja maaskee end den heele Verdens Pro- 75 fessores, om man end støber dem alle tilsammen, med mindre man vil foregive, at han af Alder gaaer i Barndom; hvilket dog ingen uden Medisance kand sige, saasom de lærdeste Theologi, der nøye have udstuderet Mandens Qvaliteter, og kiende ham til Grunde og Prikke, vide, at han endnu er udi sin fulde Vigueur, saa at Alderen lidt eller intet haver kundet bide paa ham; Ligesom de Lærde Mænd, der udi forrige Seculo havde den Ære at tale med Jerusalems Skomager, have vidnet, at samme Skomager endda havde sine fem Sandse, saa at han intet fattes, hverken paa Begreb eller Ihukommelse, skiønt han allerede udi 1600 Aar haver flakket Verden om. Der kand derfore ikke tvistes om Fandens Forstand og Lærdom, hvilken i Henseende til hans høye Alder ikke kand andet end være stor; og er det derfore, at de Norske Bønder beære ham med den venerable Titel af Gammel Erik. Men lader os examinere de Laster, som ham tillegges. Fanden siges ideligen at være i Bevægelse, for at styrte Mennesker i U-lykke og at forfore Siæle. Men, saasom han reent ud og ligesom ved et Manifest haver erklæret det Menneskelige Kiøn Kriig, saa er han meer at undskylde end mange Mennesker, der under Venskabs Skin besnære deres Næste, der slutte Fred og Forbund, som de strax bryde, og kræve GUD til Vidne om deres oprigtige Hierter, da de dog ere fulde af Had, Fiendskab og Begierlighed til Rov. Derfore siger man, at man kand tage sig vare for Fanden, men ey for Mennesker. At han søger at forføre Siæle, er ikke andet end at bestyrke sin Magt, og at lade see, at han er en hurtig Politicus, Statsmand og Oeconomus. Udi Pagte og Contracter gaaer han meere oprigtigen til Verks end de fleste Mennesker; thi, da disse slutte Pagte, for strax igien at bryde dem, og derved have bragt sig udi saa slet Credit, at man ikke forlader sig paa eens Contract, uden at den bestyrkes med andres Guarantie; Saa lærer derimod Erfarenhed, at Fanden i Agt tager sine til Punct og Prikke, holder nøye, hvad han de Contraherende haver lovet, og angriber ingen førend den stipulerede Tiid er forfalden;

76

hvilket sees af Doctor Fausti og andre brave Mænds Historier, hvilke han i Kraft af sluttede Contracter enten haver underviset udi Konster, Lærdom og Stats-Videnskab, eller hiulpet ved store Penge-Subsidier, og ingen Betalning pro labore forlanged, førend Forfalds Tiid, Termin og Time haver været for Haanden. Med alt det Onde, som siges om Fanden, hører man dog ikke, at nogen haver beskyldet ham for Contracters Brydelse, ey heller, at han haver bedraget nogen ved falsk Mynt eller Falske Vahre, som vore Kiøbmænd og Skribentere nu i Hobetal giøre; de første med at give deres Vahre falske Navne; de sidste ved at sette paa deres Skrifter falske Titler, for hvilke at lade sig prænumerere: da Fanden derimod paa sin Side præsterer præstanda, og heller giør end forlanger nogen Prænumeration: Det er derfore, at man ikke hører, at nogen der contraherer med Fanden, forlanger nogen Guarantie; et ufeilbart Beviis paa, at han holder sine Contracter u-ryggeligen. Herimod indvendes vel, at den Oprigtighed, som Fanden lader see udi Pagte og Contracter, reiser sig ikke af Ærlighed, men af egen Nytte, efterdi han derved befordrer sin Næring, og lokker fleere til at contrahere med sig: Men mon vore saa kaldne redelige Kiøbmænd i Handel og Vandel ere ærlige, alleene for at være ærlige? Mon den Oprigtighed, som de øve, flyder ikke af samme Kilde? Man siger: naar tvende giøre et, er det derfore ikke et; thi hvad som hos disse kaldes en Dyd, afmales hos Fanden som en Hoved-Last. Saasom Fanden er engang kommen i ond Rygte, tillegges hans Indskydelse Hoer, Mord, Rov, Tyverie og alle onde Gierninger. Jeg drister mig herudi ikke gandske at frikiende ham; skiønt jeg tør sige, at den sædvanlige Beskyldning, som giøres mod Fanden, baade haver onde Virkninger, og er ilde grundet: Den haver onde Virkninger, efterdi Syndere derved skyde Skylden fra sig, og bruge Fanden til Skiul for deres Misgierninger; Den er ilde grundet, efterdi Menneskets fordærvede Kiød og Blod uden nogens Cooperation kand drive det til Synd. Der fortælles, at Fanden en- 77 gang paa Gammel-Torv mødte en Pige, som havde ladet sig lokke, og lavede fremmeligen til Barsel; han nærmede sig til Hende, og sagde: Hvordan er fat, min gode Marthe! det synes, at du haver begaaet en Daarlighed. Pigen svarede da sukkende: Ach hvad haver Fanden ikke at bestille. Fanden, som vidste sig gandske uskyldig, blev derpaa heed om Hovedet, gav hende et Ørefigen, sigende: Det skal du have for din løgnagtige Mund; det er dit eget kaade Kiød, som du maa tilskrive Gierningen, hvor udi hverken jeg eller min Moder haver haft mindste Andeel. Videre, Fanden siges ved Natte-Spøgerie at forurolige Mennesker. De Tanker man bør have om en listig og ond Aand, have foraarsaget, at jeg ikke haver været af Meening med de Lærde herudi, endeel saasom jeg ingen Rimelighed derudi haver fundet, med mindre man vil holde for, at han af Alder gaaer i Barndom, hvilket dog ingen, tilstaaer; Endeel ogsaa, saasom han ved saadan Spøgen handler imod sin egen Interesse. Men saasom saadan Meening er bleven regnet mig til Last, saa haver jeg forladt den, og med Orthodoxis nu tilstaaer, at det er virkeligen Fanden, som om Natten spøger paa Kirkegaarder, i Huuse og Ammestuer. Men deraf flyder jo, at Folk blive gudfrygtige, og at Fanden ved saadan Natte-Spøgen heller viser sig som en Ven end som en Fiende af det Menneskelige Kiøn; saa at dette, langt fra at legges ham til Last, bør heller legges ham til Roes. Hans Embede, som bestaaer i at være de Fordømtes Bøddel og Skarpretter, bør ingen Klik sette paa hans Navn og Rygte: thi derudi er en Fornødenhed; Og ligesom en Stad kand ikke undvære en Skarpretter, saa kand det Menneskelige Kiøn ikke undvære saadan General-Gewaldiger, der skal exeqvere de Domme, som fældes over de Skyldige. Embedet udi sig selv er ikke alleene fornødent men end og honnorabelt; Og seer man, at de gamle Græker ikke have taget i Betænkning at giøre tvende anseelige Mænd, Minos og Radamanthus til Executeurs udi Plutonis Rige. Af dette altsammen sees, at Fanden er ikke saa sort, som han afmales;

78

men tvertimod, at han haver mange gode Qvaliteter, saa at det er mindre vanskeligt at giøre Forsvars-Skrift for ham end for mange Mennesker, paa hvis Gierninger ingen Farve kand settes. Det er troeligt, at mange upartiske Mænd have mærket, at man gaaer for vidt med slige Domme: Og meenes der, at hvis den lærde og upartiske Theologus Gotfried Arnold, som haver ageret Advocat for forhadte Personer, havde levet noget længere, han vilde have paataget sig ogsaa at giøre en Apologie for denne berygtede Aand; hvilken man seer ikke at være saa vanskelig, at man jo ved Hielp af en god Rhetorica kand i det ringeste give den noget Skin. Dette kand man for vist sige, at mange der drive Spot med Fanden, sær de, som afmale ham med Horn i Panden, have liden Ære at tale med; thi han kand retorqvere saadant Skiemt paa dem selv, og bede dem at føle paa deres egne Pander. Derforuden kand rnan regne dette blant Fandens gode Qvaliteter, at han bærer sine Horn med meere Taalmodighed, end de fleeste Mænd, der prostituere sig med Processer og Stævninger: thi man haver fast udi 6000 Aar ikke hørt, at Fanden haver citeret nogen for Tamperretten; hvilket viser, at om han er Hanrider, saa er han derhos en fornuftig Hanrider, som veed at skiule sin Skam bedre end Mennesker. At Fanden frister Mennesker, derom kand man vel ikke tvivle; men, saasom Erfarenhed viser, at man ofte haver fordrevet de saa kaldne Fandens Fristelser ved Pulver og Draaber, saa seer man og, at Beskyldningen herudi er ofte ilde grundet; med mindre man vil sige, at man kand drive Diævle ud ved Krebs-Øyen eller Laxeer-Piller, hvilket er at tractere sin Fiende for ringe. See der haver du Fandens Apologie, hvilken er skreven i en Hast. Du kand deraf slutte, hvad en habile Disputator kunde giøre, der vilde paatage sig at forsvare hans Sag udi Cathedra, eller en Advocat, som er kommen i Reputation for at kunne giøre en ond Sag god. Logica og Rhetorica ere tvende Hoved-Videnskabe: Det var ved Hielp af Logica Zeno Eleates bevisede, at intet i Verden bevægede sig: Det var ved samme Hielp 79 Erasmus Montanus tydeligen visede, at Peder Degn var en Hane, og at det var en Merite at slaae sine Forældre. Men for at tale alvorligen, da beder jeg, at du ikke viser dette Brev til nogen, særdeeles ikke til Hr. Niels eller til Peder Degn: de samme kunde forklare alting efter Bogstaven, og deraf tage Text til Prædikener, saa at det kunde gaae mig, som en vis Mand, der var bleven Cardinal udi det lystige Pavelige Collegio, som her i Staden for nogle Aar siden var stiftet; Thi, da man udi hans Stervboed fandt nogle Breve, hvorudi ham gaves Titel af Cardinal Orsini, forstod Skiftes-Forvalterne det efter Bogstaven, og raadførede sig med deres Herreds-Brødre, om man kunde lade den Afdøde komme udi Christen Jord. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA LXXII.

Til **

jeg haver udi min Dannemarks Beskrivelse afmalet de Danske, som et Folk, der ikke letteligen henfalde til Extremiteter, men som udi alting gaae en Middel-Vey. Afridsningen holdtes da at være gandske rigtig, saasom Folket virkeligen havde saadant Egenskab. Men, hvis Skriftet paa nye igien skulde blive oplagt, maatte jeg neden under Texten ved Noter tilkiendegive, at den Periodus var til Ende, og at Nationen for 20 eller 30 Aar siden havde faaet en gandske anden Skikkelse, som ikke er kiendelig fra den forrige: Thi dens Character nærmer sig meer og meer til den Engelske; saa at den hvert Aar ikke alleene haver nye Tilboyeligheder, men Lysterne og Inclinationerne gaae indtil Exces. Man haver paa nogen Tiid seet hos de Danske, nu en stor Indolence, nu igien en Activitet udi høyeste Grad; nu Frygtsomhed, nu Charlatanerie. For kort Tiid siden hørte de ilde formedelst Efterladenhed i at skrive Bøger; nu derimod skiemter man med deres 80
umaadelige Skrive-Syge. For 20 Aar siden dandsede den heele Stad, saa at man maatte forskrive Musicanter, hvorpaa Landet udi saadan Tilstand havde stor Mangel: Strax igien blev fast den gandske Stad musicalsk, men ingen vilde dandse. Man haver een Tiid seet Indbyggerne lystige som Kalve, en anden Tiid ærbare og alvorlige som gamle Katte. Hvad Studeringer angaaer, da kand man fornemmeligen derved antegne mærkelige Scener: Thi nu haver man havt et Favorit-Studium, nu et andet, og det alt udi Exces. For nogle Aar siden var næst Theologie det physiske Studium det herskende paa vor Universitet; thi de meeste Tvistigheder imellem studerende Personer vare om physiske Sager: Nu derimod er det Studium gandske til Side satt, og reent forglemt. Det Hebraiske Sprog kom siden i Moden, og blev dyrket med saadan Iver, at hver anden Student var i Stand til at forestaae en Synagoge. Efterat denne hebraiske Alder en Tiid lang havde varet, henfaldt man nu til et, nu til et andet Studium, som blev dyrket med samme Exces. En Tiid lang vare vore studerende Personer befængede med en særdeles selsom Sygdom, som bestoed i at skrive Registere over Loven. Jeg kalder det en Sygdom, og kand ikke andet end ansee det som en Virkning af Luften; saasom ingen kand begribe, hvad Motif man kunde have til at skrive saadan Mængde af Registere paa eengang, da man havde meere end nok udi et af dem. Efterat denne Svaghed havde udraset, begyndte Staden at vrimle af Spectatores, og det udi saadan Mængde, at Folk ikke kunde ansee det uden største Forundring; og, saasom denne Affect fulgte strax paa den sidste store Comete, bildte mange sig ind, at det var en Virkning af samme Himmel-Tegn: Thi, isteden for at udenlands et hvert Rige eller Land kunde vise een Spectator, saa opreysede sig deraf her een udi hvert Stadens Qvarteer; saa at man omsider regnede fast lige saa mange Spectatores, som Vægtere. Til Lykke for det menneskelige Kiøn, som paa eengang af saa mange blev anfegted, geraadede disse Spectatores udi indbyrdes Krig med hin- 81 POLYPDYRENE OG SJÆLENS ENHED

anden; hvilket svækkede deres Magt, og gav Anleedning til en almindelig Fred. Man seer saaledes, at Nationens Charactéer er nu omstunder ikke den samme, som den forhen haver været; men at Blodet nu anderledes circulerer udi Aarerne; item, at dens Bestandighed er forvandlet til Flygtighed, og at den kand forfalde fra een Yderlighed til en anden. Thi, da tilforn alting gik udi een Tone, og man hørte ikke andet end da Capo; saa kand det nu heede: Verte subitò. Dette, som jeg her haver anført, er aldeeles ikke for at skiemte med Nationen; thi jeg kand ikke forklare saadan Forandring enten til det Verste eller det Beste. Det er ikkun for at vise, at den Charactéer, som jeg forhen haver givet, behøver Correction; saasom Nationen nu omstunder ikke alleene er Engelsk, men Erke-Engelsk, og dens gamle Symbolum, nemlig: semper eadem, passer sig ikke meere paa vore Tider. Een Affect er dog, hvorudi Nationen endogsaa udi denne flygtige Periodo haver ladet see en stedsvarende Bestandighed, nemlig Rangsygen eller den saa kaldte honnete Ambition: Thi det er, og synes stedse at ville blive dette Folks Favorit Studium. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA LXXVI.

Til **

Min Herre skriver, at han nyligen udi et lærd Selskab hørte tale om et Slags forunderligt Dyr med Arme og Horn, som findes udi ferskt Vand, og som er af den Natur, at naar man skiær den i Stykker, bliver af hvert Stykke et fuldkommet Dyr, som tilforn. Tingen er probat, som kand sees af adskillige derom giorte Beretninger, især af Monsr. Trembleys Memoires, hvilke fortiene at læses. Det omtalte Dyr haver faaet Navn af Polypus. Autor haver forsøgt at skiære det udi mange Stykker, saavel paa tvers som paa langs; og vidner, at inden stakked Tiid et hvert Stykke er 82
bleven et heelt fuldkomment Dyr med Horn og Arme. Nogle Philosophi have af denne Decouverte taget Anledning at ville svække alt hvad hidindtil haver været lært om Siælen. De uddrage her af saadanne Conseqvencer, at, eftersom alle afskaarne Stykker af dette Dyr ere, og efter Seperationen blive levende, saa maa man deraf slutte, at enten Materien er levende, eller at Siælen kand være Materie, som er sammensatt af adskillige Particler, og som kand deeles in Infinitum. Thi Dyret er enten puur Materie, eller det haver en Siæl, som tillegges andre Creaturer: Hvis det er puur Materie, saa kand et Legeme udi sig selv have Liv; og hvis det haver en Siæl, saa seer man, at den kand multipliceres, saa at af een Siæl kand ved Deeling giøres fleere; hvorved den Lærdom om Siælens Unitet og Simplicitet svækkes. Mine Tanker herom ere disse: Hvis saadan Operation kunde giøres paa fleere Dyr, kunde man deraf tage Anledning til at fabriqvere et nyt metaphysisk Systema: Men, saasom Erfarenhed viser, at de Stykker, som skiæres af alle andre Creaturer, ere og blive døde, saa at de ingen Bevægelse og Liv meere have, saa følger alleene deraf, at dette Dyr, Polypus, maa være af en besynderlig Egenskab, og at det maa være sammensatt af utallige andre smaa Polypis, hvilke ved Skiæringen løses fra hinanden. Hvis saadan Meening, som ikke er aldeeles u-rimelig, følges, saa bliver denne Decouverte ikke saa farlig, hverken for Theologie eller for Philosophie, som foregives; thi deraf flyder alleene, at Polypus er et Dyr af en særdeles Skabning, og at, isteden for, at andre Creaturer ere sammensatte af adskillige legemlige Particler, hvilke bevæges af en simpel og tilfælles Siæl saa er Polypus en Samling af adskillige heele Dyr, hvoraf et hvert haver, og maa have sin egen Siæl, eller sit eget Liv. Man kand bilde sig ind, at det er beskaffet med Polypis som med Ravn udi en Fisk, som synes ikkun at være et Corpus, skiønt det kand være sammensatt af nogle 1000 heele Stykker, hvoraf et hvert kand blive en fuldkommen Fisk, saa at, at deele en Fisk-Ravn, er ikke andet end at løse 83 mange sammenhængende organiserede Semina fra hinanden. Hvis man ikke vil lade sig nøye med denne Solution, holder jeg mig til mit første Argument, som er dette, at man ikke af et eeneste Dyrs Exempel kand formere en nye Philosophie, og kuldkaste en almindelig antagen Meening, som nærmer sig til Demonstration, efterdi man seer, at paa hvilket andet Creatur saadan Operation skeer, det døer, og de afskaarne Stykker blive ubevægelige og raadne. Man siger for et Ordsprog: Una hirundo non facit ver; det er, een Svale giør ingen Sommer. Jeg haver viset, at man af en Cometes u-ordentlige og eleptiske Fart ikke bør eller kand kuldkaste den antagne Meening om Hvirvler eller Vorticibus, men alleene deraf slutte, at Cometen er af en besynderlig Natur, som ingen kand begribe. Ligeledes kand siges om dette selsomme Dyr, at man paa dets u-ordentlige Egenskab ikke kand grunde et nyt Systema i Philosophien. Vel tales om en Orm af samme Natur, som fødes med Mennesker og kaldes Solitarius. Men, endskiønt det var klart, at bemeldte Orm havde Analogie med Polypo, saa kunde dog ikke anføres uden to slige Exempler i Naturen. Derforuden paastaae nogle Naturkyndige, blant hvilke Vallisinieri, at samme Orm er ikke andet end en sammenhengende Kiæde af adskillige andre Orme. Jeg underkaster dette min Herres nøyere Efterforskning, forblivende etc.

EPISTOLA LXXVIII.

Til **

Det synes, at min Herre legger mig til Last, at jeg prædiker saa ofte om Tolerance. Jeg meener at man kand ikke for ofte slaae paa den Stræng. Man seer hvilken fortreffelig Virkning de Bøger have haft, som mod Enden af forrige og udi Begyndelsen af dette Seculo ere skrevne udi 84 den Materie. Man seer, at de Roman-Catholske selv skiemrne sig ved deres Forfædres Nidkierhed, og er det troelig, at, hvis de herlige Skrifter om Tolerance vare Spanier og Portugiser bekiendte, samme Nationer vilde blive ligesaa tamme som visse andre Folk af den Romerske Kirke. Udi vor Norden ere saadanne Skrifter endnu høyt nødvendige: Thi man seer, at Kiettermagerie haver for faa Aar siden været regnet for en høy-christelig Dyd, og at det Mundheld, malus Christianus potest esse bonus Theologus, haver været agtet som et grundigt Axioma. Aarsagen dertil er i mine Tanker, at de omtalte gode Bøger her ere sildere bleven læsede end udi visse andre Lande. En ivrig Kiettermager, naar han angribes af den største Enthusiasmo, eller Nidkiærhed i at forfølge Kiettere, haver kun at forestille sig dette: End om jeg blev Borger udi et andet Land, hvor min Orthodoxie blev holdet for Kietterie, og hvor jeg saae mig forfult for det, som jeg nu forfølger andre /or, mon jeg da ikke vilde fordømme det Principium Intolerantiæ, som jeg hidtil saa meget haver forelsket mig udi? Det Axioma, qvod tibi non vis fieri etc. vilde strax moderere, om ikke gandske stille, hans Enthusiasmum, og giøre ham til et andet Menneske. Han vilde udi store Vildfarelser blive tolerant, og udi smaa syncretist, ja holde dem alleene for Kiettere, som føre et u-christeligt Levnet. Men dette overveyer Mennesker ikke alle Tider; hvorudover man seer mange, som ikke tage i Betænkning at leve i Communion med en Tyv, en Bedrager, en Horkarl, at separere sig fra dem, der ikke begribe en Ting paa samme Maade, som de selv. Thi det heeder med det første: Vi have alle en Daab, og underskrevet en Bog. Det forunderligste er, at saadant skeer ofte udi indifferente Ting: Ligesom det kunde være høyligen Magtpaaliggende, enten man communicerer paa Knæe, eller siddende, enten man forretter Tienesten udi hvide eller sorte Klæder, enten Kirkerne forestaaes af Biskopper, eller af simple Præster alleene. Om een troede, at Arius var lærdere Theologus end den Alexandrinske Biskop, skulde 85
jeg derfor separere mig fra ham? Og om een troer, at de Romerske Paver nedstamme lige fra St. Peder, skulde jeg derfor alleene hade ham? Skulde jeg skye at leve i Communion med ham, alleene fordi han ikke var eenig med mig udi en Successions-Orden eller et Slegte-Register? Deslige Ting seer man dog at have foraarsaget Separationer udi Christne Meenigheder. At Intolerance haver regieret lige saa stærkt blant vor Nordiske Geistlighed, sorn udi noget andet Land, kand vises af adskillige Historiske Exempler. De tvende store Mænd, Holger Rosenkrands og Johan Paul Resen blev actionerede alleene for nogle Expressioner af liden Betydelse, og alleene, efterdi de differerede fra Orthodoxis udi Stiilen, skiønt de vare eenige med dem i Materien. Georgius Dibvadius blev anseet, som en Kietter, efterdi han havde roset nogle Engelske Theologos, item Calvinum, som han havde satt i Classe med Luthero. Conradus Aslacus blev og svertet formedelst saadan Sag, skiønt han i det øvrige ikke veeg en Fodbred fra den Augsburgiske Bekiendelse. Af hvilke og andre Exempler vises, at den Nordiske Geistligheds Hidsighed haver fast været lige saa stor, som paa de Stæder, hvor Inqvisitionen er indført. Saadan Iver haver ogsaa varet her længer, end udi adskillige andre Protestantiske Lande, hvor man seer, at Engelske og Franske Skrifter om Tolerance efterhaanden meer og meer have udrøddet det gamle Surdey, og haft saadan Virkning, at det som forhen haver været holdet for en Christelig Dyd, nu bliver anseet som en Vederstyggelighed. Saavidt jeg haver kunnet mærke, ere endnu hos os Levninger tilbage af den gamle Surdey; Hvorudover jeg holder for, at de Prædikener om Christelig Tolerance og Sagtmodighed ikke kand for ofte igientages. GUD give, at det vilde blive en Hovet-Troens-Artikel hos os, at de fornemmeligen maatte blive anseet for Kiettere, hos hvilke var ingen Conformitet med andre GUds Børn udi Sæder og Christelige Dyder, og at man vilde dømme mildere om visse brave Mænd, der have søgt at opmuntre Christne til Fred og Samdregtighed, og 86 viset, hvor forargeligt det er at separere sig fra hinanden for visse smaa stridige og undertiden lige gyldige Meeninger. En Melanchton, en Grotius, en Clericus ere derfor blevne svertede med det forhadte Navn af Syncretister; og en Duræus, som udi saadant helligt Forsæt reysede fra Land til Land, vandt intet andet derved, uden at blive forhadt og beleed. Jeg tvivler ikke paa, at jo min Herre med mange andre vilde holde disse mine Erindringer ilde grundede, og maaskee forargelige. Men den Tiid kand komme, at de vilde ansee dem med gandske andre Øyen, og dømme at adskillige brave Mænd, som ere sværtede med forhadte Navne, bør ansees som Troens Støtter og Pillere, efterdi de have viset, hvorudi den sande Christendom bestaaer, og lært os ikke alleene at troe, men end og at leve som Cristne, det er, at have Medlidenhed med dem, som udi got Forsæt virkeligen vildfare, og at leve udi Communion med dem, som ikke ere eenige med os udi indifferente Meeninger. Thi intet zirer et Societet meere end Eenighed og broderlig Kierlighed; Og intet er falskere Principium end dette, at saadan Fred og Eenighed ikke kand have Sted udi de Lande, hvor Samvittigheds Frihed tillades: Thi det er klart, at U-roeligheder og indbyrdes Krige reyse sig lige saa lidt af differente Meeninger i Religion, som af different Smag udi Mad og Drikke; men de reyse sig alleene af Forfølgelser, og deraf, at den eene Borger vil tvinge den anden, til at finde Smag udi det, hvori han haver naturlig Afsmag, det er, at nægte sit eget Lys og sine egne Sandser. Jeg haver ofte givet tilkiende, at udi dette farlige Seculo er fornødent at sette curieuse Spørsmaal til Side, og at arbeyde paa Christelige Secters Foreening: thi det heeder nu: Cananiterne ere udi Landet, Hanibal eller Deismus ere ved Porterne, hvorudover indbyrdes Tvistighed og Borgerlige Krige maa ophøre. Jeg forbliver etc.

87

EPISTOLA LXXIX.

Til **

For at besvare min Herres sidste Skrivelse, hvorudi han mælder om Beneficiers U-lighed; da maa jeg sige dette, at der er mange Ting, som synes, at være ilde grundede, og at behøve Reformation, hvilke dog ved nøyere Betragtning findes billige, og saadanne, som man ikke bør røre ved. Herom gives adskillige Oplysninger udi Niels Klims underjordiske Reyse; og er det fornemmeligen dertil Skriftet sigter; Thi man seer over alt den vandrende Klim at fordømme underjordiske Folks Skikke og Vedtægter, hvilke han siden ved nøyere Overveyelse finder at være fornødne og grundige; item at admirere Ting, som han siden haver fundet at være ugrundede. Blant de Stiftelser, mod hvilke dagligen hæftigen raabes, og hvorudi synes at være en naturlig Ubillighed, er dette, at Embeder af lige Vægt og af lige Arbeyde, ere saa meget u-lige aflagde; thi det heeder: Hvad kand være ubilligere, end at A, der haver samme Embede og samme, ja undertiden større Arbeyde, end B, skal have den halve, og ofte ikkun den tredie Deel mindre til Løn. Intet Klagemaal kand synes bedre grundet; og er det derfore, at adskillige have arbeydet paa at indføre Beneficiers og Stipendiers Lighed udi lige Embeder. Men de gode Folk vilde ved nøyere Examen finde, at dette er en Stræng, som ikke tiener at røres ved, og at Beneficiers Lighed vilde ikke have den gode Virkning, som de indbilde sig. Jeg vil til Oplysning heraf anføre en Historie, som af Vanvare er glemt at indføres udi Klims Reyse, og som kand tiene til Supplementum, om Skriftet tredie Gang paa nye skulde oplegges. Klim kom til et Land kaldet Qvislimiri, som var berømt formedelst dets retfærdige Love. Han fandt det saadant i Gierningen at være: Thi alting var grundet paa Billighed; men med alt dette mærkede han med største Forundring, at han 88 ingensteds havde fundet meere Uvidenhed og Dovenhed. Han spurgte sin Vert, som var en fornuftig Mand, hvad dertil kunde være Aarsag. Den samme fortaalte ham, at dette Folk tilforn gav ingen Nation efter udi Videnskab og Hurtighed; men at en Lov, som udi sig selv syntes billig, havde givet Anledning til Uvidenhed og Dovenskab. Ved denne Lov var beskikket, at alle de, som havde lige Arbeyde udi et slags Embeder, skulde have lige Belønning. Ingen Lov, sagde han, var i Begyndelsen meere approbered: Men man mærkede med Tiden, at den havde en slet Virkning. De meest tallrige Embeder udi dette Land vare Tumbos og Qvambos, hvilke havde Overeensstemmelse med vore Præster og Herredsfogder; og var det til disse Bestillinger meenige Almue gemeenligen aspirerede. De vare tilforn meget u-lige udi Indkomster: Thi een Tumbo kunde aarligen have 600 Rigsdaler, og en anden, som havde selv samme Forretninger, og undertiden fleere, kunde ikkun have 200. Over denne U-lighed hørtes idelig Klagemaal; hvorudover Regieringen fandt for godt at bringe alle disse Embeder til en Lighed. Men tillige med denne U-ligheds Ophævelse, forsvandtes all Æmulation; saa at de, som tilforn havde søgt at distingvere sig ved Videnskab og Flittighed, for at nyde de Embeder, som vare best aflagde, bleve lunkne i deres Studeringer; og, naar nogen bebreydede dem saadant, svarede de: Hvad nytter det, at vi distingvere os blant andre, naar Belønningerne ere lige? og havde de derudi ikke U-ret. Thi man kand være forvisset om, at saadan Anordning vil alle Steder have samme slette Virkning, som udi ovenmældte Land. Mange Ting synes nyttige, og dog ere skadelige; ligesom mange synes at have Anseelse af U-ret, og dog ere grundede paa Billighed. Jeg erindrer mig, at jeg engang blev adspurgt, om jeg var god imod mine Bønder, og at jeg dertil svarede ja, og i Særdeeleshed mod dem, som ere Velhavende. Dette Svar syntes gandske daarligt og ubilligt, saasom alle holde for, at man bør lade see størst Godhed imod de Fattige. Jeg forklarede mit 89 Svar saaledes, at, saasom Bønder gemeenligen intet arve, men hvad de have, er erhverved ved deres egen Fliid og Duelighed, saa er en velhavende Bonde i Almindelighed ikke andet end en arbeydsom og duelig Huusholder, ligesom en fattig er gemeenligen ikke andet end en doven og forsømmelig Husbond. Og, efterdi hermed saaledes er beskaffet, saa kand ved Svaret intet andet betegnes, end at jeg lader see større Godhed mod duelige end uduelige Bønder; og tager jeg mig nøye vare for, ikke at legge større Byrde paa en riig end paa en fattig Bonde. De fleeste, som have andet Principium, og som holde for, at man bør legge størst Byrde paa den, som best kand taale at bære den, have i visse Maader et falskt og skadeligt Principium, saasom de Fattige derved styrkes udi deres Dovenhed, og de Velhavende tabe Lyst til Arbeyde, som de mærke at blive dem til Skade. Dette begribe dog ikke mange Mennesker; thi man seer dem at holde det for en slags Retfærdigheds Øvelse, at proportionere Byrder og Arbeyde efter deres Underhavendes Tilstand, uden at eftertænke Aarsag til deres meer og mindre Ævne, og uden at forestille sig de onde Følger, som deraf flyde, nemlig, at en arbeydsom og duelig Mand fordømmer sin Flittighed, paa hvilken ligesom Straf legges, og græmmer sig derved, at han skal bære Byrden for sin Naboe, efterdi han haver slæbet og arbeydet, medens den anden haver drukket og sovet. Saadant er intet Middel til Societeters Vedligeholdelse, hvorudover de, som have saadant Principium ere ubeqvemme til Directioner enten i store eller smaa Huusholdninger. Dog maa herudi, saavel som udi alle andre Ting, Omstændigheder i agt tages: Thi mangen en er uden sin Brøde ved Uheld og ulykkelige Hændelser alleene, bleven fattigere end hans Medborger. At lette en saadan Mands Byrde, er en Billighed, som ingen kand støde sig over; da det andet derimod opvækker Fortrydelse, og haver de Virkninger, som forhen ere visede. Jeg forbliver etc.

90

EPISTOLA LXXXV.

Til **

Det er mig kiært, at mit sidste Skrift haver fundet min Herres Approbation. Min Herre skriver, at han forundrer sig over, hvorledes jeg i den Alder, og udi en saa slet Helbred, kand bestride mit Embedes Forretninger, og tilligemed skrive saa mange Bøger. Saadant kand giøres af mange andre, naar man vil i Agt tage en Hoved-Regel, som jeg stedse følger, og som bestaaer derudi: at jeg ikke bemænger mig med umagtpaaliggende Ting, og at jeg gemeenligen udi faa Linier befatter, hvad som andre udføre udi heele Ark. Hvis jeg saadant ikke havde i Agt taget i mine daglige Forretninger, havde det været mig umueligt at præstere saa meget in Literis. Jeg tager mig vare for Breve-Vexlinger, helst saadanne, som bestaae udi Complimenter, og hvorpaa gemeenligen ellers en stor Tiid spildes: Hvorudover, om alle mine Breve vare samlede, skulde de intet findes at indeholde andet end Giensvar paa Begiering og Spørsmaal; Ja alting indtil Skiøder, Kiøbe-Breve, Fæste-Breve og Obligationer ere uden sædvanlige Præludier. Jeg erindrer mig, at en Mand skikkede mig engang et Fæste-Brev tilbage, efterdi det var kun forfatted udi 6 Linier: men jeg lod ham igien vide, at, hvis jeg skulde nødes til at omskrive det, skulde jeg giøre det end en Linie kortere. Jeg fik udi min Ungdom engang Tiltale af en Præst, efterdi en Prædiken, som jeg holdt for ham, havde kun varet et Qvarteer. Men jeg meenede, at, naar Tautologier og u-nødige Repetitioner bleve borttagne af hans Taler, vi prædikede lige længe. Thi, ligesom en Times god Søvn er lige saa kraftig, som 4 Timers Slummer; Saa kand en med faae Linier betyde det samme, som andre med heele Ark. De fleeste klage over Dagenes Korthed: mig derimod synes de lange nok; thi mit Middags-Maaltid, som begynder præcise Klokken 12, varer kun et 91 Qvarteer, saa at jeg udi halvanden Time, nemlig fra Klokken Tolv til halvgaaen To, haver spiset, læset en halv Time, faaet en liden slummer, drukket min Caffee, og skrevet en Side, førend jeg ved samme Klokkesiet klæder mig og gaaer ud, da jeg endda ofte finder andre Folk siddende at maabe efter den anden og tredie Ret. Naar min Herre dette og andet betænker, begriber han let, at man uden Hexerie kand forrette det samme, som jeg. Jeg recommenderer derfor altid Korthed, skiønt jeg gierne derhos tilstaaer, at man i Forretninger og kand forsee sig ved at være alt for Laconisk. Jeg anseer derfor dette, som en Comisk Affectation hos de gamle Lacedæmonier, at de undertiden i vigtige Sager ved en eeneste Stavelse søgte at give deres Meening tilkiende. Saaleedes, da en af deres Naboe-Stæder havde ladet dem vide, at, dersom de komme ind udi deres Land, vilde de ødelegge alting med Sværd og Ild, svarede de Lacedæmonier intet dertil, uden med et Ord: Dersom: givende dermed tilkiende, at det vilde blive dem vanskeligt at komme ind udi Landet. Til adskillige Forslag, som den Macedoniske Konge giorde dem, svarede de ikke, uden med et eeneste Ord: Ney: Og da samme Konge tilskrev dem engang et Brev, fuldt af Trusler, svaredes alleene derpaa saaleedes: Dionysius var en stor Konge udi Syracusa, men agerer nu Skolemester udi Corintho. Saa sparsommelige vare de Lacedæmonier udi Tale og Skrifter: Og er derfor troeligt, at Mester Geert Westphaler neppe vilde have søgt om at nyde Borgerskab udi deres Republiqve. Men der maa holdes Maade udi alting; saa at man gaaer en Middelvey imellem dem, som spilde Tiden ved unyttige Ting, og dem, som laconisere for meget. Om begge Deele maa giøres Erindring, skiønt om det første meere end om det sidste, efterdi Erfarenhed viser, at de fleeste Mennesker henfalde til Vitløftigheder. Min Herre forlanger ellers at vide, om Qvæg-Sygdommen er ogsaa kommen paa mit Gods: Hvi skulde jeg gaae meere fri, end andre? Mine Kiør ere reent bortdøde. Men min Gienboes Lænke-Hund derimod, som jeg saa ofte 92 haver besværget mig over, efterdi den ved u-ophørlig Giøen og Tuden er mig Nat og Dag til Plage, lever endnu, og er ved god Helbred. Men man maa skikke sig saavel udi det eene, som i det andet. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA LXXXIX.

Til **

Du forundrer dig over, at en saa pen Jomfrue, som N. N. haver kunnet fatte Kjærlighed til M. M., og indladet sig i Ægteskab med en Person af saa slette Qvaliteter, og om hvilken intet andet kand siges, end at han er een af de største Tabacs-Smøgere udi Landet. Jeg derimod forundrer mig ikke derover; Det kand just være derfor hun haver fattet Kiærlighed til ham; Thi man seer jo, mange Mennesker at finde større Smag udi røget end udi ferskt Kiød; Iligemaade, at mange fatte Kiærlighed til det, som andre have Afskye for. Derpaa vil jeg anføre tvende mærkelige Exempler; et af den gamle, og et af den nye Historie. En fornemme Jomfrue, ved Navn Hipparchia, forelskede sig saaleedes udi den skidne Cyniske Philosopho Crates, at hun præfererede ham for alle kiønne, fornemme og rige Beilere: Ja hendes Elskov gik saa vidt, at hun lod sine Forældre tilkiendegive, at, hvis hun ikke maatte bekomme Crates til Ægtefælle, vilde hun omkomme sig selv. Forældrene bade Crates selv, at han vilde raade hende fra saadant Forsæt; hvilket han og giorde: og, saasom hans Formaning var forgieves, visede han alle sine Pialter og Elendigheder, sigende, at hun maatte beqvemme sig til samme Skidenfærdighed og usele Levnet, hvis hun vilde være hans Ægtefelle. Dette tog Hipparchia ikke udi Betænkning; men iførte sig Cyniske Pialter, og omflakkede allevegne som en Stodder med Crates, efterfuldte hans Levnet udi alting, og undsaae sig ikke ved aabenbare at 93 øve alle de Usømmeligheder, og at underkaste sig all den Haanhed og Foragt, som den Cyniske Philosophie med sig fører. Et andet Exempel af vor Tids Historie er udi en Høy-Adelig Dame, hvilken havde en u-overvindelig Afskye for hendes første Ægtefælle, skiønt han blant alle Undersaattere var den fornemmeste og tilligemed den galanteste Herre udi Riget; og varede dette indtil paafulte Skilsmisse, da efter et nyt Ægteskab, som ogsaa havde et ulykkeligt Udfald, hun omsider tredie Gang begav sig udi Ægteskab med en gemeen Matrods; med hvilken, endskiønt han dagligen handlede ilde med hende, hun sagde, sig at leve langt meere fornøyet, end udi det første Ægteskab. Og haver jeg saadant hørt af hendes egen Mund, da jeg var i hendes Huus, som var ved et Færgested udi Falster, paa samme Tiid, da hendes Mand var arresteret formedelst en Misgierning. Saa at det synes, at just det, som kunde være afskyeligt for andre, var Tønder til Elskov og Fornøyelse hos hende. Jeg kunde anføre adskillige andre Exempler paa saadan fordærvet Smag; men jeg lader mig alleene nøye med disse tvende: Forundrer mig derfore ikke, naar jeg hører tale om selsomme Ægteskab. Thi det er hermed bestillet, som med Mad og Drikke, hvorudi een finder Vellyst i det selv samme, som hos de fleeste foraarsager Væmmelse. Derfore siger man, at den foranderlige Smag foraarsager, at hver Jomfrue bliver gift, hver Mad ædt, og hver Bog læset. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA XCI.

Til **

Du laster mig for min Thee- og Caffé Drik, som du holder for at være skadelig for min Helbred, og at svække min Mave. Jeg derimod er af andre Tanker, helst i Henseende til Café, hvormed jeg bilder mig ind at kunne formilde alle 94
Svagheder, saa at jeg bruger den ogsaa mod Tandpine. Denne Cur vil vel komme dig latterlig for: men jeg taler af Erfarenhed, kand ogsaa give naturlig Aarsag til saadan Virkning. Min Tandpine kommer gemeenligen af heede og skarpe Dunster, som stige op af Maven, og gravere saa vel Tænder som Hoved. Café styrker Maven, hindrer Dunsterne at opstige, og Conseqventer stiller saa vel Tand- som Hoved-Pine, hvilket jeg saa ofte haver erfaret, at jeg gandske er bleven overbeviset derom. Hvis ingen anden Nytte var ved Thee og Café, var dog denne, at Drukkenskab, som tilforn gik saa meget i Svang, derved temmelig er kommen af Brug. Nu kand vore Hustruer og Døttre giøre 10 Visiter en Eftermiddag, og komme gandske ædrue tilbage. Dette kunde ikke skee i gamle Dage, da man intet andet havde at byde de Besøgende, uden Gylden-Vand, Sek, Spanskbitter-Viin, Luttendrank, og andet, hvoraf et Fruentimmer maatte i det mindste pimpe lidt paa hvert Sted, saa at, naar man lagde alle de smaa Doses sammen, som toges i hver Barsel-Stue, det omsider kunde beløbe sig til noget: I det ringeste finge de Smag paa visse stærke Liqveurs, hvorom de nu ingen Idée have, og derfor ingen Lyst kand faae dertil; Thi, hvor ingen Aspectus er, kand ingen Usus blive, og man kand ikke faae Lyst til en Ting, førend man faaer Smag derpaa. Du forlanger ellers at vide, hvorlænge Thee og Café haver været i Brug blandt Europæer, item Historien derom. Hvad Café-Bønner angaaer, som Tyrkerne kalde Cahueh eller Caoua, da voxe de paa Træe udi Arabien af samme Navn, og er det saadanne, som kaldes Levantske Bønner. Fra Indien haver man nu ogsaa begyndt at føre dem; men de samme ere nær ikke saa gode som de Levantske. Bønnernes Brug paa de fleeste Europæiske Steder henføres til mod Enden af det 17 Seculum. Her udi Norden er den sildere indbragt; thi jeg hørte i min Barndom intet derom talt: Og mange betienede sig i Begyndelsen af brændte Bygkorn, som man paa Thee-Huusene skiænkede for Caffé, efterdi Folk ingen Forskiel endda kunde giøre paa 95
Smagen. Der siges, at disse Bønners Kraft blev først mærket af en Munk, for hvilken en Hyrde, som vogtede Geeder og Cameeler ved de Steder, hvor Bønnerne voxe, tilkiendegav, at, naar samme Creature deraf aade, vaagede de, og stimede derpaa den heele Nat. Hvorudover han, som Prior for Munkene, lod deres Brug indføre udi Klosteret, for at hindre, at Brødrene ikke efter Sædvane skulde forsove deres Morgen-Lovsange. Der ere ellers adskillige Tvistigheder om disse Bønner: Nogle tillegge dem stor Dyd, andre igien holde dem heel skadelige. Blant dem, som meest declamere derimod er vor bekiendte Medicus Simon Pauli udi hans Commentarier mod Thee og Tabac. Thee haver udi Europa været længe bekiendt; dog ikke førend langt hen udi forrige Seculo: Thi jeg finder, at Olearius og Mandesloe udi deres Reyse-Beskrivelser taler derom, som en tilforn os u-bekient Urt, hvis Dyd prægtigen beskrives, skiønt den saavel som Café ogsaa haver sine Fiender; hvilket blant andet sees af den Medicinske Dissertation de tribus impostoribus Thee Café et Chocolade. Hvad Tabac angaaer, som Americanerne kalde Petun, og mod hvilket ovenmældte Simon Pauli declamerer, da blev det først af Spanierne bekiendt udi den Amerikanske Province Jucatan, og udi Frankerig blev den først presenteret til den store Prieur, og til Dronning Catherine de Medicis ved den Franske Ambassadeur Jean Nicot, hvorudover det fik Navn af den Nicotianske Urt, og endnu paa Latin heeder Herba Nicotiana. Det førte ogsaa en Tiid lang Titel af Herbe au grand Prieur, eller Herbe à la Reine. Urten haver, foruden Simon Pauli, haft adskillige Anfægtere. Jeg haver udi den Persiske Konges Schak Abas Historie talet om det artige Middel, hvoraf han betienede sig, for at vende sine Undersaatter derfra. Kong Jacob I. udi Engeland haver skrevet en Tractat imod Tabac. Og Pave Urbanus 8. lod udgaae en Bulle, hvorudi de excommuniceres, som bruge Tabac udi Kirken; hvilket ikke kand forstaaes uden om Snus-Tabac. Det blev tilforn alleene ført fra Indien: nu derimod plantes Tabac paa ad- 96 skillige Steder udi Europa, hvorpaa haves stor Aftrek, saasom det ikke alleene røges og bruges for Næsen, men end og paa visse Steder tygges, sær af Norske Bønder, som udi dets Tyggen finde en Himmel-Smag. Andre tale prægtigen om denne Urts Dyd og Herlighed. Vi have paa Dansk et Vers til Tabacs Berømmelse, som er et Mesterstykke udi den Danske Poësie. Jeg for min Part, saasom jeg ikke disputerer nogen sin Smag, saa hverken roser eller laster jeg dem, der finde Behag derudi. Om dets Brug haver den gode Virkning, som nogle foregive, kand jeg ikke sige. Det alleene maa man tilstaae, at udi Røgen er ingen naturlig Angenemhed, item at Stuer derved skidnes og Klæder fordærves, ikke at tale om, at mange U-lykker og Ildebrande ere foraarsagede af Tabacs-Piber: hvorudover man blant Gaards-Articler og Fogde-Instruxer gemeenligen lader indføre den Artikel, at ingen paa Gaarden maa smøge Tabac, skiønt den sielden bliver efterlevet; thi Begierlighed dertil haver hos de fleeste taget saadan Overhaand, at hverken Straf eller Trusler kand holde dem derfra. Paa intet Sted giøres deraf større Misbrug end udi Holland; hvilket man fornemmeligen mærker hos reysende Folk paa Trækskøiter: thi man hører saa snart ikke, at en blæser sin Pibe reen, førend Fyrtøyet slaaes derpaa igien. Af Snus-Tabac giøres og stor Misbrug; saa at adskillige have lige saa mange Tabacs-Daaser, som Lommer, og seer man dem ikke saa snart at giemme een, førend de i en anden Lomme gribe efter en anden. Deraf haver jeg selv giort Exces, som jeg dog paa nogen Tiid haver søgt at moderere; hvilket jeg giør i alting, end ogsaa udi Café, som du raader mig fra. Thi jeg bruger gemeenligen ikke meere end 4 à 5 Skaale om Dagen. Jeg forbliver etc.

97

EPISTOLA XCIII.

Til **

Min Herre skriver, at det er ham kiært, at N. N. er hiulpen til et Embede, hvorved han kand have sin rigelige Udkomst. Det er mig ogsaa kiært; men end kiærere, naar jeg hører, at et Embede er hiulpen til en beqvem Embedsmand, hvorved det vel kand forestaaes: Thi enhver Regent, endskiønt mange Regierings-Regler af ham bleve forsømte, kunde holdes for en kostbar Øvrighed, naar udi Bestillingers Distribution man ikke leedede efter Embeder, for dermed at hielpe Personer, men efter Personer, for dermed at forsyne Embeder. Thi, ligesom intet er større Styrke for et Huus, end at det er forsynet med beqvemme Tienere til hver Huusgierning; Saa er og intet større Styrke for en Stat, end at hvert Embede er vel besatt. Naar en Huusfader vil have en Fuldmægtig, en Kok, en Kiældersvend, en Kudsk, søger han ikke efter den, som meest trænger til Brød, men efter den, som er beqvemmest til en Huus-Forretning, som er leedig; Thi at hielpe en Nødlidende er priseligt, men Hielpen maa ikke skee paa den Maade. Publiqve Bestillinger maa ligeleedes ikke bortgives til Mænd, men Mænd til Bestillinger; De maa ikke være Gaver og Almisser, men Belønninger: Man maa ikke sige, see! her er en god Mand, som maa hielpes, men, see! her er en vigtig Bestilling, som maa forsynes. Men, at saadant gemeenligen ikke skeer, vise alle Landes og alle Tiders Historier. Embeder, som burde heede Byrder, blive overalt kaldne Beneficia; hvorudover man siger ikke, at Embedet er beneficeret med en Mand; hvilket i alle Sprog nu er uforstaaeligt; men at Manden er beneficeret med et Embede. De fleeste Solicitanters Ansøgninger give og saadant tilkiende; thi de præludere og endes gemeenligen med de Ansøgendes Nødlidenhed og slette Tilstand; hvilket bør være lige saa liden Motif til at erholde et publiqve 98
Embede, som om een søger at blive en Herres Kudsk, alleene paa det Fundament, efterdi han er en fattig Mand: Thi Huus-Herren spørger ikke om hans Tilstand, men om hans Capacitet at styre en Vogn-Hest; Han spørger ey heller om hans andre Qvaliteter: thi han kand være en god Huus-Fader, der vel styrer sin Hustrue og sine Børn, men kand derfor være gandske ubeqvem til at styre Heste. Det heeder: Hic Rhodus, hic Salta. Jeg bekiender vel, at det er ikke saa let for en Regent, der haver et stort Land at forestaae, at opfylde denne Pligt, som for en Huus-Fader, der er kun Regent udi Mignature, og til en liden Oeconomie behøver kun faa Tienere. Men, som en høy Regent haver større Oeconomie, saa haver han og fleere Fuldmægtige og Stats-Ministre, hvis fornemste Pligt det kunde blive at udfinde Middel til at hæve de Vanskeligheder, som derved møde. Intet kunde være større Styrke for en Stat; en Regent vilde glæde sig ved at see alle Embeder udi Landet vel forsynede; og enhver Embedsmand vilde opmuntres til at efterleve sin Pligt, og at svare til den Tillid, som Regieringen havde ladet see til hans Person, ved at betroe ham et Embede, som man havde holdet ham frem for andre beqvem til at opfylde. Om denne Regel røres dog lidet eller intet af dem, der have skrevet vitløftige Bøger om Regenteres Pligt. Jeg finder ellers udi samme Bøger nogle andre Poster ikkun løseligen omtalede, hvorvel de ere af stor Vigtighed i Henseende til de Conseqvencer, sorn flyde deraf. Een er denne, at, naar Tiderne udfordre, at en almindelig extraordinaire Skat maa paalegges, der da fornemmeligen tilsees, at alle efter Proportion og Tilstand bære lige Byrde; thi Erfarenhed viser, at hvor stort et Paalæg end er, saa skikker enhver sig der udi, naar det er lige for alle. Tvert imod, hvor liden og maadelig en Byrde er, synes den tung og utaalelig, naar eens Naboe eller Medborger derfor dispenseres. Man mærker saadant daglig ved Hoverie-Bønder, hvilke med Taalmodighed bære store Byrder, naar de ere almindelige; men deres Skuldre blive forsvage til at bære de mindste, naar de see een eller 99
anden af deres Naboer gandske befriede: thi da bliver Fluer til Elephanter, og Skaalpund til Lispund. Herudover tager en Landmand nøye i Agt, ingen Bonde at befrie for ringeste Hoverie, med mindre han betaler Arbeydet rned Penge. Udi Byrders Paaleg møde vel Vanskeligheder, saavel som udi Embeders Uddeeling: men Regelen maa i Agt tages, saavidt som mueligt. Det var at ønske, at alting kunde veyes ud efter Lod og Qvintin; thi i saa Maade kunde en Øvrighed uden Møye og uden Undersaatternes Klynken erholde alting. Saasom nu Dispensationer udi almindelige Paaleg føde Fortrædeligheder, og enhver Borger bilder sig ind, at all den Byrde, som tages fra sin Medborger, legges paa sig, saa kand man sige, at enhver giør ilde, som anholder om saadan Dispensation: thi han giver dermed tilkiende, at han vel vil være deelagtig udi alle Fordeele, men ikke udi Byrder; hvilket er mod alle Societeters Love. Og bekiender jeg for min Part, at, hvis i saadant Fald Dispensation mig blev tilbuden, jeg ingenlunde vilde eller kunde beqvemme mig til dens Modtagelse. Dog kand her, som i andre Ting, være Omstændigheder, hvorved saadant kand forsvares. Thi een kand ved en særdeeles Merite eller Tieneste være bleven Publici Creditor; og derfore kand imodtage saadan Befrielse udi almindelige Paaleg, som en Belønning, og ansee den som en Liqvidation: skiønt man kand sige, at det er sikkerst og raadeligst, at Belønningen skeer paa all anden Maade, end saadan, som opvækker andres Fortrydelse, og setter et heelt Societet i Fermentation; Thi, endskiønt en Ting kand være den samme, saa foraarsager dog Maaden, paa hvilken den skeer, at den ikke bliver den samme. Derpaa grunde sig de mange Inventioner man haver udi Byrders Paaleg, og de mange Navne man setter paa Skatte; hvilke mange ansee, som idel Pedanterie, da dog derudi er en stor Politiqve, saasom Erfarenhed viser, at de fleeste Mennesker ville tracteres som smaa Børn, og at man uden Møye kand bringe dem til at undergaae Byrder, naar de paalegges under visse Navne. Saaleedes, naar for Exempel, en settes 100 i Skatt for 20 Rdlr. kand han krympe sig derved; men naar den samme Sum deeles, saa at en Part settes paa Peruk, en anden paa broderede Veste, finder han sig bedre derudi, saasom han indbilder sig, at det er ikke ham selv, men Peruken og Vesten meened. Ellers er udi alle extraordinaire Skatter intet bedre Middel, end at taxere efter Ting, som alleene bruges til Vellyst og Overdaad, item paa Titler, som søges af pur Vanitet; thi derved slaaes to Fluer med een Smække: thi Penge bringes i den publiqve Gasse; og Borgere kand i Fremtiden blive meere tarvelige og mindre forfængelige. Min Herre seer af disse Anmærkninger, at jeg ogsaa kand tale om Stats-Sager, naar jeg vil ryste mine Ærmer: Han maa selv dømme om de ere vel grundede, eller om de bør settes i Classe med Herman von Bremens Maximer. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA XCIX.

Til **

Du undrer dig over, at jeg, som er ved Alder og stedse haver været hengiven til Studeringer, finder meere Behag udi Fruentimmers end udi Mænds Omgiengelse. Men du vil end meere forundre dig, naar jeg siger, at det er just i Henseende til mine Studeringer, at jeg søger saadant Selskab. For at giøre Reede til dette Paradox, maa du vide, at, naar jeg er hiemme, er jeg idelig udi et Slags Arbeyd, som foraarsager Hovedbryden, saa at jeg gaaer ud alleene for at lade Hiernen have fornøden Hvile. Saadan Hvile faaes fornemmeligen udi Fruer-Stuer, hvor der forefalder gemeenligen ikke uden jævn Snak, som ingen Meditation behøver. Og er det derfore, at, naar jeg haver studeret mig en Hovedpine til, jeg ingen heller besøger, end Madame N. N., hvilken fortæller mig intet uden hvad Mad hun haver spiset den Dag, eller hvor mange Ægg hendes Høns

101

have udlagt den Uge, eller andre saadanne Materier, hvorved Hiernen ikke brydes eller Hovedets Seener strekkes. Udi Mænds Selskab derimod forefalde Discourser, som foraarsage en Hovedbryden: Der tales gerneenligen om Rettergang og Stats-Sager; hvilke Materier kand være nyttige, ja ogsaa behagelige paa visse Tider, men ikke naar man søger Selskab alleene for at recreere Sindet og unde Hiernen Pauser. Man begynder, saasnart første Hilsen er aflagt, at forklare mig en Sag, som den Dag er dømt paa enten udi Raadstuen, eller Høyeste-Ret, for at høre min Betænkning derover, eller man vikler mig ind udi Stats-Sager, hvortil enten en nye Forordning eller sidste Posts Avis giver Anledning; hvilket er ligesom at presentere Skakspill til en, som kommer træt ud af sin Skriverstue, og bringe ham til at studere paa nye igien. Det er i den Henseende, at Engelænder blant andre Ting, hvorudi de tilkiendegive deres Skiønsomhed, ikke lide Spill, som udfordre Meditation. Deres Back Game for Exempel, er ikke nær af den Vidtløftighed, som vor Forkeering. Det samme kand siges om andre Spill, med Haners, Bulldogs-Figtninger, og andet deslige. Le jeu dechec, sige de Franske, n'est pas assez jeu: Det er, Skakspill og andre af samme Betydelse, er ikke Spill, men et Studium. Saadant kand man presentere dem, som intet have at bestille, og som af Ørkesløshed kand frygte for Hiernens Forrustelse, men ikke arbeydsomme Folk, der udi Spill og Selskab søge Recreation. Man finder derfore, at Folk af Forretninger have beskikket visse Timer om Dagen, hvorudi de intet vil høre uden uskyldig Sladder; Og fortelles der, at det var i den Henseende, at Richelieu en Time om Dagen opholdt sig udi saadant Selskab: thi han fandt ikke sin Regning ved at entrere udi en Metaphysisk Materie, naar han kom træt ud af sit Cabinet. Det var ogsaa af den Aarsag, at Socrates undertiden stimede med sine Børn. En anden Aarsag, hvi jeg heller søger Fruentimmer-Selskab, er denne: Naar jeg kommer i Mænds Selskab, presenteres mig enten et Glas Viin eller en Pibe Tabac, som aldeeles ikke er min Ragout.

102

Udi Fruentimmer-Selskab derimod faaer jeg Thee, Café og jævn Pølse-Snak; hvilket accommoderer mig best udi mine ledige Timer. See der haver du Aarsagen til min Levemaade herudi. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CII.

Til **

Min Herre skriver, at u-anseet den ordentlige Diæt, han stedse holder, han dog jævnlig er svag. Jeg vil ikke raade ham fra sit ordentlige Levnet, skiønt, saasom jeg i adskillige Ting er Paradox, saa er jeg og udi Medicinen, og derfore holder for, at en alt for nøye afpassed Diæt ikke er saa tienlig for et Menneskes Legem, som man indbilder sig. Man siger vel paa Spot, at der er ingen bedre Syge end at foræde sig: men derudi kand være nogen Sandhed; thi paa en Debauche udi Mad og Drikke følger ofte en Evacuation eller et Anstød af Feber, som begge rense Legemet. Jeg haver selv engang forsøgt at underkaste mig den strænge Diæt, som haver været practiceret af den bekiendte Cornaro, saa at jeg haver veyet min Spise. Jeg kand ikke sige, at jeg befandt mig ilde derved: dog mærkede jeg dette, at derpaa fuldte en Art af Obstruction, saa at jeg imidlertiid ikke havde den Stoelgang, som jeg ønskede. Da jeg brød over tvers, og forlod denne Mathematiske Levemaade, kom alting udi forrige Skik igien; Saa at jeg fra den Tiid haver bildet mig ind, at en liden Irregulairetet ikke kand være saa skadelig, som Doctor Diaforius eller hans Søn Mag. Thomas foregive. Formegen Ordentlighed synes at være mod Menneskets Natur; og mærker man, at Sindet saavel som Legemet derved kand henfalde til en Slags Døsighed, og at det igien kand opmuntres og komme udi Activitet ved en Affect, som enten Vrede eller Alteration, skiønt slige Passioner i Alminde- 103 lighed holdes skadelige. Skræk og Vrede kand foraarsage en Svaghed: en Svaghed kand ogsaa ofte cureres derved. Ligesom Legemet formedelst Mangel af Motion kand samle paa Skiørbug og Forraadnelse: saa kand det ogsaa ved en uforanderlig Diæt og Levemaade henfalde til en Slags Langueur. Jeg troer i samme Henseende, at bestandigt got Veyr er ikke aldeeles saa sundt som foregives. Jeg erindrer mig, at der udi et Aar fast i 6 Uger var bestandigen saadant Veyrligt, som alle Syge ønske sig: Jeg befandt mig en Tiid lang vel derved; men da det varede forlænge, syntes mig omsider, at mig fattedes noget, og at Sindet lige saavel som Legemet behøvede Vind, Regn, Slud og ont Veyr igien. Det er troeligt, at, hvis Cornari Diæt var probat, fleere havde practisered den rned samme Succes: Men jeg finder intet andet Exempel paa saadan Diæts Virkning; hvoraf jeg slutter, at den ikke holder Stik. Mine Tanker er, at Menneskets Constitution heller holdes ved lige end destrueres ved Omvexling af Ont og Got. Man seer, at der kand komme ligesom en Gangræna eller Kaaldfyr udi Sindet, naar det altid er udi eens Situation. Der fortælles om en Engelænder, der opholdt sig en Tiid lang udi Paris, søgende der intet uden Vellyst, men at han omsider blev saa kied af dens Bestandighed, at han hang sig selv. Saadant Exempel anfører og Cicero: Saasom Sindet ved Vellyst, uden den omvexles ved Gienvordighed, kand blive døsig; saa kand og Legemet ved en bestandig og afpasset Diæt ligesom forrustes. Jeg forbliver et c.

EPISTOLA CVII.

Til **

Du skiemter ideligen med vor tilf elles Ven, og beleer hans indbildte Syge. Jeg undrer mig ikke over, at andre, som i Medicine ere ukyndige, føre saadan Tale: men det er sel- 104 somt at høre dig som en erfaren Medicus bifalde Almuens Domme herudi. Jeg drister mig til at sige, at ingen bilder sig ind at være syg, han jo virkeligen og er det; thi deslige Imaginationer kand ikke avles, naar Legemet er sundt og vel constitueret. Man laster jo ikke en Febricitant, efterdi han seer Spøgelser, og lader sig skrække af sin egen Skygge, item af Ting, som ey existere: naar saadant mærkes, kalder man det en Virkning af Febren, som man med Medicamenter maa søge at curere, saasom Erfarenhed viser, at Imaginationen tilligemed Sygdommen ophører. Der fortælles om den bekiendte Hobbesio, at, endskiønt han i sine Skrifter ideligen haver søgt at bestride Overtroe, og skiemtet med dem, som have ladet sig skrække af Ting, som ingen Realitet have, han dog ikke torde gaae alleene udi Mørke. Saa ofte han i den Henseende blev beleet og lastet, som den der ved sin Opførsel kuldkastede sin egen Lærdom, svarede han med Poëten: Video meliora, probóqve; deteriora seqvor. Det er: Jeg veed bedre, men et Vitium udi mit Blod foraarsager saadan Imagination, og driver mig til at skrækkes for det, som jeg veed er ikke til, og ligesom at troe det, som jeg aldeeles ikke troer. Dette og andre Exempler vise, at Phantasier og indbildte Sygdomme ere virkelige Sygdomme, som reyse sig af Blodet og Vædskerne, og at derfore Magister Petronius udi Comoedien med Grund deriverede Lucretiæ Vegelsindighed af samme Kilde. Jeg veed vel, at Folk udi Almindelighed tilskrive saadant Siælen, som de kalde Vitium Animi, og derfore søge ved Bebreydelser og Erindringer at corrigere det, sigende: Troe, at du er frisk, saa er du og frisk. Men, saasom Erfarenhed viser, at mange Patienter, som laborere af den saa kaldte indbildte Syge, selv søge, skiønt forgieves, at bestride saadan Indbildning; saa er det klart, at den ikke reyser sig af Villien; men at her er vitium Corporis og en virkelig Legems Svaghed, som lader sig fordrive heller ved Tincture og Piller end ved Prædikener, heller ved Senes Blade end ved Seneca. Enhver haver kun at examinere sig selv, saa vil han finde, at herudi er en 105 Demonstration, saasom han maa tilstaae, at Imaginationen virker meer og mindre, ligesom Legemet er bedre eller slettere disponeret. Hvorudover de Bebreydelser, som giøres til indbildte Syge, ofte ere lige saa ilde grundede, som de, der giøres til Febricitanter, og den Talemaade: Troe, at du est frisk; er her lige saa grundig, som: Troe, at du haver friske Tænder, saa haver du ey heller Tandpine. En som laborerer af den saa kaldte Indbildnings-Syge, græmmer sig stedse og er misfornøyet; hvilket viser, at den ikke flyder af Villien; thi ingen græmmer sig over det, som han selv vill: Tvertimod en Mands Villie er, som man siger, en Mands Himmerige. Hvo vil være bedrøved, naar det staaer i hans Magt at være glad? Og hvo vil være syg, naar det staaer i hans Villie at være frisk? Jeg kommer ihu, at jeg engang qvælede mig med en Mistanke mod nogle af mine Bekiendte. En Ven, som jeg aabenbarede samme Mistanke, visede mig, at den var ilde grundet; men alt omsonst. Jeg satt mig udi disse Griller paa en Hest, da jeg efter en Times Riden mærkede, at min Scrupel havde bestaaet i pur Indbildning, for hvis Befrielse jeg havde Hesten meer at takke end min Vens grundige Harangue. Jeg mærkede da, Mistanken at forsvinde, saa snart Maven ved denne Bevægelse kom i sin rette Stand igien. Der ere derforuden adskillige andre Feyl og Skrøbeligheder, om hvilke man ligeledes kand dømme, uden at synde mod den moralske Orthodoxie. Jeg haver kiendt en Gnier, der efter en udstanden Feber er bleven gavmild; Hvoraf jeg slutter, at et hovmodigt Menneske kand og ved Salivation blive ydmyg, og ens Ødselhed kand ved samme Middel forvandles til Oeconomie. Jeg haver mærket sagde Henric udi Mascaraden, at man ved Dantz kand fordrive Løsagtighed; Thi mangen Gang naar jeg tager en Jomfrue op at dantze med, er jeg saa forliebt som en Spanier; men ofte, naar Dantzen er til Ende, er jeg saa kydsk, som en West-Frisér: saa at jeg slutter, at Cupido gaaer ud ved Bevægelse og stærk Sveed. Jeg vil dog ikke poussere disse Tanker videre; men gierne tilstaaer, at adskillige Skrøbe- 106 ligheder ved Lærdom og Formaninger kand corrigeres. Men, saasom Orthodoxe Moralister selv tilstaae, at Vredagtighed reyser sig af Galden, Løsagtighed eller Venus à Gerere et Baccho, det er, af Overflod i Mad og Drikke etc. saa er det klart, at hvis de ville ansee dette mit Paradox som Kietterie, de da giøre til Kietterie en Lærdom, som er en Conseqvence af deres egne Principiis. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CXIX.

Til **

Min Herre bebreider mig en Slags Kaaldsindighed mod Slægtninger og Paarørende. Jeg bekiender, at min Opførsel kand have givet Anledning til slige Bebreidelser, helst saasom Kaaldsindighed mod Blods-Forvante holdes af meenige Mand u-naturlig og intet Axiorna holdes at være meere grundigt end dette, nemlig: at Blodet er aldrig saa tyndt, det er jo tykkere end Vand; item, at hvo der ikke præfererer sine Egne for Fremmede, er værre end en Tyrk og Hedning. Men, saasom jeg udi adskillige Ting gaaer fra den alfare Vey, saa holder jeg og for, at de almindelige Domme herudi grunde sig meere paa Skik og Vedtægt, end paa den sunde Fornuft, saa at min Opførsel herudi er en pur Virkning af Philosophiske Meditationer. Jeg tilstaaer vel, at fast alle Nationer ere eenige udi den Meening om en særdeeles Kjærligheds Pligt mod Slægtninger, og at derfore saadant almindeligt Samtykke kand ikke være uden af nogen Vægt: bifalder derfore gierne dem, som præferere Slægtninge for Fremmede, cæteris Paribus: det er, naar en Slægtning besidder ligesaa megen Dyd som en Fremmed: og holder for, at naar tvende Personer ere lige trængende, at jeg først maa rekke Haanden til min Paarørende. Men min Orthodoxie gaaer herudi ikke videre, bør ey heller strekke sig længere, saasom Fornuften byder at elske dem meest, som er meest Kiær- 107 lighed værd, og Taknemmeligheds Lov befaler heller at rekke dem Haanden, der ere mine Velgiørere, og som have ladet see Kierligheds Prøver mod mig, end mod dem, der have intet andet at beraabe sig paa end Forvandskab udi Blodet, grundende deres Prætensioner alleene derpaa, at de ere fabriqverede udi samme Verksted, som jeg. Jeg undtager herfra Forældre og Børn: De første er jeg Taknemmelighed skyldig, og maa de derfore alle andre foretrekkes; De sidste byder Naturens Lov mig at elske frem for andre, thi man seer end umælende Creature at være indplantet en inderlig Kiærlighed til deres Unger. Men, naar en anden Slægtning fremkommer med sine Prætensioner, og anfører saadan Syllogismum, nemlig, eftersom A haver giort mig, og B, som er en Broder af A, haver giort dig, saa kand jeg formedelst Fødselen paastaae visse Ting, sorn en Ret, begriber jeg ikke saadan Logica, sær, naar ingen andre Motiver anføres. Man seer ogsaa, at saadan Paastand ofte giver Anledning til Fiendskab imellem Slægtninge, og at mange med bedre Hierte lade see Velgierninger mod Fremmede, hos hvilke det faaer Navn af Gave, som hos de andre holdes for en Gield. Jeg begriber ikke saadan Gieids Rigtighed, med mindre den fodres af Forældre eller Børn; Og hvad de sidste angaaer, kand man sige, at den egentligen ikke strekker sig videre end til Opdragelse. Man seer, at de ældste Borgerlige Love ikke have meenet andet: thi Testamenter ere ældere end Successions-Ret udi Forældrenes Arv. Den allerældste Romerske Lov siger: Pater Familias uti legassit super Pecunia, tuteláve rei suæ, ita jus esto. Det er: Enhver Huus-Fader haver Ret at efterlade sine Midler, til hvem ham lyster. Hvoraf sees, at de Gamle have holdet for Got, at enhver maatte disponere over sine egne erhvervede Midler. Derudi er ogsaa en naturlig Billighed. At saadant siden er forandret, og at Børn er given Ret til at protestere mod Forældrenes Testamenter, flyder alleene af Borgerlige Love. Men jeg setter saadant til Side, og holder for, at Forældre og Børn herudi bør have Fortrin for alle andre. Jeg 108 sigter herved kun paa andre Slægtninge, hvis Prætensioner mig synes at være ilde grundede; Thi man kand her sige, at, saasom alle Mennesker ere i Forvandskab med hinanden, saa bør man ikke saa meget see paa Grader udi Slægtskab, som paa Grader udi Dyd og Meriter; Saa bør man præferere velgiørende, dydige og velvillige Mennesker for dem, der intet andet have at beraabe sig paa, end at de ere podede paa een Green. Det er hermed af samme Beskaffenhed, som med Lemmerne udi et Societet og Byes Børn, hvilke vel cæteris paribus udi Kierlighed maa foretrekkes Fremmede; men at præferere en Medborger, alleene i Henseende til tilfelles Fødested, for en Fremmed af Dyd og Meriter, derudi er intet naturligt: thi man maa ikke outrere særdeles Venskab saaledes, at man synder mod det almindelige. Nogle Moralister, blant hvilke Mylord Shaftsbury udi hans Caracteristiks, have dristet sig til at censurere dette udi Christi Morale, at det driver ikke paa den store heroiske Dyd, som er Kjærlighed mod Fædernelandet, og hvortil giøres saa mange og saa herlige Opmuntringer udi de gamle Philosophiske Skrifter. Men just dette viser det Christelige Morales Ypperlighed frem for det Jødiske og Hedenske. Man maa vel tilstaae, at Kierlighed til Fædernelandet er en stor Dyd, saasom deraf hænger et Societets Velstand og Vedligeholdelse; Men man havde for Christi Tider saa stærkt prædiket om Kjærlighed til Fædernelandet, at der ikke behøvedes nye Opmuntringer dertil, og man havde øvet Dyden i saadan Grad, at den var bleven forvandlet til en Last; saa at denne speciale Kjærlighed til Fædernelandet havde giort Skaar udi den almindelige Kiærligheds Pligt mod alle Mennesker, hvilken ikke maa tilside settes, og som er en Hoved-Lærdom udi Christi Morale. Jøderne havde outreret denne særdeles Pligt saaledes, at deraf avledes bittert Had mod alle andre Mennesker; saa at de holdte det for en Dyd, end ikke at vise en fremmed Vandringsmand Veyen.

Non monstrare viam, eadem nisi sacra colenti. 108

109

En saadan Misantropie giorde dem latterlige og forhadte blant alle andre Nationer. Græker og Romere giorde og Misbrug af samme Lærdom; thi de øvede denne Dyd med saadan Iver, at de overtraadde alle Humanitets og Retfærdigheds Love mod andre, og havde fordybet sig saaledes udi en politisk Pligt, at de reent til Side satte den sunde Philosophie og det store Naturens Bud, som er almindeligt, og som byder at øve Kjærlighed og Medlidenhed mod alle Mennesker. Saa at den for Christi Tider prædikede Lærdom om Kjærlighed til Fædernelandet behøvede heller Tøyel end Sporer, heller Correction end nye Opmuntringer. Christus den store og rette Lære-Mester blev af GUD skikked ned paa Jorden, for at drive paa de store Naturens Bud, som vare satte til Side, og haver viset, at ved det Ord Næste ikke maa forstaaes en Medborger alleene, men et hvert Menneske. GUD give, at vi Christne havde efterlevet vor Lære-Mesters og Apostlernes Lærdom herudi! Historier og daglig Erfarenhed vise, at den gamle Surdey er endnu tilbage, og at de fleeste saavel af den hedenske Philosophie, som af de gamle Grækers og Romeres saa kaldne heroiske Gierninger giøre saadan Misbrug af den Lærdom om Kjærlighed til Fæderne-Land og Fæderne-Religion, at de ingen Dyder eller Meriter kand see hos Fremmede, ja at de holde det for en Dyd at hade og forfølge dem, som enten ere uden for deres Societet eller Kirke. Jeg for min Part holder for, at en Medborger er mig nærmest: Thi Societeters Stiftelser, som ere grundede paa Naturens Love, udfordre saadan Præference: Men jeg holder tilligemed for, at saadant bør ikke udstrekkes for vidt, saa at min Kiærlighed til Medborgere og Troes-Forvandte maa befatte Had og Afskye til Fremmede. Man maa herudi som udi alting holde Maade. Et er at være koldsindig mod Fæderne-Landet; et andet er at synde af Kiærlighed til det samme. Ligesom man kand paa en Side fordømme Theodori Tale, der holdt for, at en viis Mand underkaster sig ingen Fare for sin Fæderne Stad; thi, saasom de fleeste Indbyggere efter hans Sigelse ere Daa- 110 rer, saa er det u-rimeligt, om fornuftige Folk vove deres Liv for Narre: Saa kand man paa den anden Side ogsaa laste den, der elsker saa meget en Medborger, at han hader alle andre Mennesker. Jeg holder for, at man maa elske Dyd og Redelighed, hvor den end findes, enten den er i Europa, Asia, Africa eller America, enten den er paa denne eller hin Side af Æqvinoctial-Linien; og derfore, ligesom jeg haver større Ærbødighed for en skikkelig Soldat end for en uskikkelig Præst, for en dydig Samaritan, end for en udydig Levit, saa holder jeg heller Venskab med en redelig Jøde, Hedning eller Mahomedan, end med en Christen, der intet haver uden det blotte Navn af Christendom. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CXX.

Til **

Min Herre legger mig til Last, at jeg ikke kand lide Hunde, og at jeg setter større Priis paa Katte. Han siger, at saadant er gandske u-naturligt, og intet Bifald finder hos andre Mennesker. Jeg tilstaaer gierne, at jeg saavel herudi som i andre Domme viger fra almindelige Meeninger: Men deraf følger just ikke, at min Smag er u-naturlig; thi saadant bør alleene siges om dem, der gaae fra den banede Vey, uden at give nogen tilstrekkelig Aarsag dertil. Jeg kand anføre adskillige Aarsager, hvorpaa jeg grunder min Dom herudi, og hvi jeg setter større Priis i Almindelighed paa en Kat end en Hund. Jeg siger i Almindelighed, efterdi jeg undtager visse Hunde, som Jagt- og Fæ-Hunde, for hvilke jeg haver stor Respect i Henseende til den Nytte de føre med sig: Men Almuen, hvorunder befattes Gade-Hunde, Mopser, Stue-Hunde, Skiøde-Hunde, etc. som giør den største Deel af denne Nation, er i mine Tanker alleene til Incommoditet og til ingen Nytte. Man haver ikkun at giøre en Sammenligning imellem disse 111
tvende firebenede Folk, nemlig af Hunde og Katte, og at examinere enhver Nations Qvaliteter, for at see, om min Dom herudi er vel eller ilde grundet. En Hund berømmes af sin Troeskab, og siges af alle Dyr meest at være Menneskets Ven. Men man maa anføre saa mange prægtige Historier herom, som man lyster, saa mærker man dog i Almindelighed, at saadan Troeskab ikke holder Stik, og at Venskabet er interessered: Saadant vide Tyve og Røvere; Thi de ansee Port- og Gade-Hunde som interesserede Vægtere, hvilke de ved et stykke Brød kand bringe til Taushed og til at forraade Huus og Gaard; hvorudover Folk holde det langt sikkere at forlade sig paa Laas og Lukke end paa slige Skildvagte, der ingen Fristelser kand imodstaae. Vel kand der findes nogle som imod saadan Fristelse holde Stand; men de samme ere lige saa rare, som retskafne Philosophi iblant Mennesker. En Kat derimod giver sig ikke ud for at være ærlig, hykler ogsaa for ingen: Den haver sine Tanker alleene fæstede til sit Embeds Forretninger, som er at rense Huus fra Utøy, hvilke den Jure belli tilegner sig, og afkorter udi sin Føde hos Huus-Herren. Sammenligner man disse Dyrs andre Qvaliteter, saa seer man, at en Hund er som en Pekelhering udi et Huus; en Kat derimod, som en ærbar og fornuftig Domestiqve. Vel er sandt, at en Kat-Unge er een af de naragtigste Creature paa Jorden; men saadant tilregnes alleene Ungdoms Daarlighed, hvilken ikke varer længe, men strax corrigeres, saaledes, at Boufonnerie forvandles til en philosophisk Gravitet. De lystige Scener, som en Kat-Unge forestiller, bestaaer ellers ikkun i Gebærder og Bevægelser, da en Hund derimod ikke kand bevæge sig uden tilligemed at giøe og bieffe. Men hvad man end kand sige om begge Dyrs gode Qvaliteter, saa er det u-imodstridigt, at en Hund er et ligesaa incommode Meuble, som en Kat er et commode udi Huus og Gaard: Thi, hvis en Hund giør eengang udi Tide, saa bieffer og skielder den hundrede Gange udi Utide, og det ofte baade Nat og Dag. Min Herre kand taale saadant, efterdi han er saa 112
lykkelig udi at sove, at end et Canon-Skudd kand ey forstyrre hans Søvn: Men jeg og andre, som ere meere delicate, finde ikke vor Regning med disse tamme Ulves stedsvarende Musiqve, som foru-roeliger mig om Dagen og end meere om Natten. Hvis min Gienboes Lænke-Hund, som giør og skielder, alleene for at giøe og skieide, vilde pausere alleene eengang om Ugen, nemlig Torsdag-Aften, vilde jeg holde ham hans anden Bieffen til gode; thi paa saadan Aften kommer jeg gemeenligen fra det Musicalske Collegio, og, som jeg da haver Ørene fulde af harmonisk Lyd, skiønner jeg meest paa Forskiellen i Musiqven. Nogle foregive vel, at Hunde-Lyd er ikke ubehageligt; men de, som finde Behag udi disse tamme Ulves Tuden, have Midæ Øren, og kand lignes med den Schytiske Felt-Herre, der forlystedes meer ved at høre en Hæstes Vrinsken end ved den herligste Symphonie. Man kunde vænne sig til Hunde-Lyd, hvis de bieffede udi Tide, og naar Fornødenhed det udfordrede. Men de giøe, alleene for at giøe: Thi, enten en Tyv bryder ind om Natten i en Landsbye, eller en Naboe-Bonde ager med sin Vogn om Dagen over den alfare Vey, forfølge de ham med Bieffen og Skielden, indtil Byens Leed; hvorudover en ærlig Vandrings-Mand maa gaae bevæbned igjennem Landsbyer, saasom Landsbye-Hunde, efter Alzirers, Vitalianers og Flibustiers Maade holde Fred alleene med hinanden indbyrdes, og føre Kriig med det heele menneskelige Kiøn. Kort at sige: En Hunds Activitèt bestaaer enten i at skieide eller i at hykle; begge Idretter ere lige ubehagelige, og sigte til intet. Hver Hund er som Vielgeschrey udi Comoedien, der ideligen var i Bevægelse, alleene for at være i Bevægelse. En Kat derimod synes intet at giøre, og dog er en duelig Domestiqve; taler han ikke meget, saa tænker han des meere. En Hund kan lignes ved en Bonde, der ofte lader sig indfinde paa Hoved-Gaarden med en krum Rygg, og Hatten under Armen. En Kat derimod kand lignes ved en anden Bonde, der præsterer præstanda, yder sin Skat og Land-Gilde, og i det øvrige giver Hus- 113 bonden en god Dag, eller som Mundheldet lyder, Døden og Dievelen. Hunde ere enten store eller smaa. De største, som gemeenligen ere til mindst Nytte, koster en Herre saa meget at underholde, som 100 Katte, ja undertiden fast ligesaa meget som en Gaards-Karl: De smaa kand foraarsage Ekkel, efterdi de tracteres ligesom Børn udi et Huus, saa at mangen Matrone haver sine Tanker meere fæstede til hendes Skiøde-Hunde end til hendes Børn. Vil man eftersee, hvoraf saadan Affection reyser sig, saa kand man ikke udfinde anden Aarsag end denne, nemlig, at, ligesom hyklerske Mennesker erhverve sig ved Smigren, hvorved de intet meene, de fleestes Venskab; saa vinder en Skiøde-Hund en Jomfrues Affection ved bestandig Hyklerie, og ved at tilkiendegive, at den ikke kand trives med mindre den hviler i hendes Skiød. Jeg for min Part finder ingen nærmere Aarsag, med mindre man vil holde for, at Skabningen saadan Kierlighed tilveye bringer. Men man haver ikkun med upartiske Øyen at betragte for Exempel en Mops, som nu omstunder er saa meget i Moden, saa vil man finde, at Skiønheden bestaaer alleene udi Indbildning; thi en Mops haver et Hottentottisk Ansigt, da en Kat derimod ligner en Løve: Hvorudover Mahomedanerne foregive, at den første Kat er kommen til Verden igiennem en Løves Næseboere, da han nysede udi Noæ Ark. Kierligheden til Hunde er dog saa stor, at derved bedrives fast Afguderie. Der fortælles blant andet, at en Fransk Dame gav sig udi Kloster af Sorg, efterdi hun havde mistet sin Hund. Jeg vil derfor raade min Herre, at, saasom han haver smaa Døttre, at han udi sin Huus-Catechismum indrykker denne Artikel, at de tage sig vare for all for megen Hunde-Kierlighed. Plutarchus fortæller, at da Cæsar saae nogle riige Romere at have Hunde-Hvalpe udi deres Skiød, spurgte han om deres Hustruer ikke fødde Børn: [græsk tekst: se image]. Jeg forbliver etc.

114

EPISTOLA CXXII.

Til **

Intet er større Beviis paa daarlig Hovmod end dette, nemlig, at et Menneske bilder sig ind, den heele store Verden at være skabt for dets Skyld. En fattig Borger udi Athenen bildte sig fordum ind, at alle Skibe, som komme udi Stadens Havn, hørte ham til, og derfore blev dømt til at have en Skrue løs udi Hovedet. Hvad maa man da ikke dømme om Mennesker, hvilke i Henseende til den store Verden kand ikke anderledes agtes end som nogle usle smaa Orme, der krybe paa en liden Tue, naar de bilde sig ind, at den vidtløftige Verdens Skabning er for deres Skyld. Man kand nogenledes undskylde vore Forfædre, efterdi de ingen Idée have havt om Verden, men meenet, at Jorden befattede den største Deel af Skabningen, at Solen var et Corpus som Amager eller Salt-Holmen, og at Stjernerne vare nogle smaa Blommer, som vare satte til Zirat paa Himmelen. Men efter Astronomiens Forbedring, og efter den Oplysning man haver faaet ved Perspectiver, da man er bleven overbeviset om, at hver Stjerne er en Soel, og at enhver Soel kand være en Million gang større end Jorden, item at vi med vore Øyne see utallige Stjerner eller Verdener, og end utallige fleere med Perspectiver, saa at Skabningen for os synes u-endelig; ja saa stor, at det er ubegribeligt for Fornuften, hvorledes en saa liden Plet som vor Jord kand komme under GUds Direction, med mindre vi forestille os GUds Immensitet og U-endelighed. Naar, siger jeg, en er overbeviset orn saadant, og dog hænger ved den gamle Indbildning, maa man da dømme mildere om et saadant Menneske end om Don Qvixot, der troede, at den heele Jords Kiemper, ja alting, der bevægede sig, indtil Vind-Møller havde sluttet offensive Alliance imod sig; eller som den Franske Bonde, der troede, at det tordnede, efterdi han stegte en Pande-Kage 115 udi Dimmel-Ugen? Jeg siger, man kand ikke dømme mildere om saadanne Mennesker; thi det eene er ikke meere latterligt end det andet. Man bilder sig jo ofte ind, at Soel, Maane og Stjerner faae anden Skikkelse, og formørkes formedelst ringe Ting, som tildrage sig paa vor Jord-Kugle, og at Cometer lade sig see for at tilkiendegive fornemme Mænds Død. Deslige daarlige Raisonnemens høres ikke alleene af den gemeene Almue, men endogsaa findes udi de beste Historiske Skrifter. En Comete for Exempel lod sig see just paa den Tiid, da den Franske Minister Mazarin laae paa sit Yderste: Det maatte da heede, at saadant betydede Cardinalens Døds-Fald; hvorudover han selv maatte sige til de Omstaaende: cette Comete me fait trop d'honneur. Hvad som forleder Mennesker til saadan daarlig Hovmod, kand være den Sammenligning de giøre imellem sig og umælende Creature, hvilke naar de betragte, ansee de sig selv med store Øyen. Men det kand være, at, hvis Dyrene giøre sig nogle Reflexioner over deres egen Tilstand (thi man veed ikke, hvor vidt deres Imagination strekker sig,) de da kand fatte ligesaa høye Tanker om dem selv, ja holde for, at Mennesker ere skabte for deres Skyld. Jeg vil ikke tale om de ædelste Dyr, som Løver, Elephanter, Ørne etc. hvilke man med største Rimelighed kand holde for at foragte Mennesker. En Løve kiender sin Styrke, og seer ofte en heel Flok Mennesker at løbe i Skiul for sig. En Elephant, der undertiden med sin Snabel fælder heele Geleeder i en Fiendtlig Krigshær, kand ikke andet end bryste sig af sin Skabning og naturlige Kræfter. En Ørn, ja enhver Fugl, naar den seer Mennesker og andre Dyr at krybe langsom frem paa Jorden, kand ansee dem med samme Øyen, med hvilke vi ansee Snegle og Muldvarpe, og holde sig selv i Henseende til deres Flugt for de herligste af alle skabte Ting, ja bilde sig ind, at dem Herredømmet tilhører, saavel paa Jorden som paa Havet og udi Luften. Jeg siger, jeg vil ikke tale om de ædelste blant Dyrene, men betragte de ringeste. Et Sviin for Exempel, som holdes for det foragteligste Dyr,

116

kand ogsaa ved en og anden Reflexion forfalde til samme Hovmod. Det seer Solen at oprinde hver Morgen, det føler dens Varme, og mærker sig deraf at vederqvæges. Det kand bilde sig ind, at saadant er ikke andet end en daglig Opvartning foranstaltet til sin Tieneste. Den Omsorg Mennesket haver for det og andre Sviin, kand ansees som en Trældom, og hver Hyrde agtes som en Domestiqve, der staaer i Tieneste hos Creature è gente Porcia: Ja den Ureenlighed selv, som Mennesker kaste fra sig, og som tiener Sviin til føde, kand holdes for en Skat, Tiende eller Afgift, hvortil de ere forbundne. Vel er sant, at saasom et Sviin ofte seer et andet Sviin af Mennesker at trækkes til Slagterbænken, det da kunde forestille sig en Slags Dependence; men det kand maaskee indbilde sig, at det alleene er en Tvistighed, som er reyset sig imellem andre Sviin og nogle Slagtere, og at Sagen gaaer sig ikke an: thi man mærker ikke, at noget Sviin lader sig af saadan Execution anfægte, eller derved geraader udi ringeste Frygt og Bekymring for sin egen Person; saa at slige Exempler ere ikke nær saa forskrækkelige for dem og andre Dyr som for Mennesker, hvilke derudover leve ideligen i Frygt for u-lykkelige Kendelser. Vil man sige, at saadant tiener til at bevise Dyrenes Uskiønsomhed, saa kand man og sige, at det tilligemed tiener til at bevise, at Dyr derudi ere lykkeligere end Mennesker, saasom Frygt for en U-lykke er haardere end U-lykken selv. Men lad være, at umælende Dyrs Betragtelse kand opvække Ambition hos Mennesker, saa bør og kand de dog ikke andet end lade det høye Mod falde, naar de betragte den store og fast u-endelige Verdens Machine, og ligne deres egen Uselhed derimod. Men, at Mennesker ikke fæste deres Tanker til saadant, sees ikke alleene af den Foragt, de vise mod Dyrene, men end ogsaa som et Menneske lader see mod et andet. De store Jordiske Monarcher betænke ikke, at de have en Oprindelse, og ville have samme Ende, som de ringeste Hyrder. En Alexander, der seer andre Mennesker an, som Myrer, maa høre af en Søe-Røver, at der er ingen Forskiel 117 imellem dem, uden at den eene commanderer en Flode, og den anden haver kun et Skib, og at i det øvrige de begge ere ikkun Fribyttere. De saa kaldne Rige, foragte Fattige, og Adel foragte Almue. Charles de Gonzague, som stiftede en nye Ridder-Orden, foreskrev saadan Eed: Jeg sværger ved GUD og mit gamle Adelskab. Man kand sige, at alt hvad et Menneske bryster sig af, er ikke andet end en Skygge, der synes større end Legemet, og er dog intet. Saa er udi alt, hvad Mennesket hovmoder sig af, ingen Realitet. Alexander maatte døe udi sin beste Alder: og det store Macedoniske Monarchie havde saadan Udfald, at den sidste af hans Successorer, nemlig Perseus blev en Slave, og hans Søn agerede Skriver udi Rom. Lucianus ligner Mennesker ved Vandblærer af det Skum, som Strømmen foraarsager, hvoraf nogle ere smaa, og nogle, som ere større forøges af de andres Undergang, indtil de ogsaa selv briste. Montagne siger: der behøves ikke en Hvalfisk, en Elephant, en Crocodil eller andre saadanne Dyr, for at dræbe Mennesker: Nogle Luus kand giøre Ende paa Syllæ Dictatur og Regimente; Den store Seyer-Herres Liv er kun en Frokost for en Madik. Og lad være, at ens Liv ved et eller andet Tilfælde ey forkortes, saa er dog alt Liv kun en Haandevending. Plinius siger: naar vi tage fra Livet ald den Tiid, 1) Hvad Søvnen giør til Død. 2) Hvad Sorrig og Sygdom giør værre end Døden, da kand en gammel Mand ikkun siges at have levet et Barns Alder. Hermed stæmmer overeens Martialis:

At nostri bene computentur anni,
Et qvantum tetricæ tulêre febres,
Aut langvor gravis, aut mali dolores
A vita meliore separentur,
Infantes sumus, et senes videmur.

Jeg forbliver etc.

118

EPISTOLA CXXVI.

Til et Collegium Politicum paa Landet.

Du skriver mig til, at eders Collegium Politicum paa Landet haver endnu sine Ugentlige Samlinger, og at nestkommende Torsdag udi Societetet skal examineres adskillige indgivne Forslag om Boglige Konsters sær Boghandleres Nærings Forfremmelse. Du haver skikket mig 4re af disse Forslag til Eftersyn, og forlanger af mig at vide, hvilket af dem jeg holder meest nyttigt og grundigst. Jeg for min Part bifalder intet af dem, saasom jeg seer, at de alle sigte meere til at erhverve Skribentere Roes og forfængeligt Navn, end til at forfremme fattige ærlige Boghandleres Næring. Mine uforgribelige Tanker herom, som jeg dog underkaster det Politiske Societets Correction, ere disse. Jeg holder frem for alting nødigt, at Decanater og Skrifters Approbationer bliver reent af skaffede: thi det er ikke at beskrive, hvad Uheld det Ord Imprimatur, som settes foran paa Bøger, foraarsager, og hvad Skaar det giør udi Boghandleres Næring; thi utallige nyttige Skrifter blive derved hindrede at komme for Lyset. Jeg kalder nyttige Bøger dem, som sette Boghandlere udi Activitet, som forfremme Handel, og komme deres Gryder til at kaage, ikke saadanne, der sigte alleene til forfængelig Lærdom, som Almuen, der er Landets Styrke, ikke forstaaer, og derfore gemeenligen oplægges med Boghandlernes største Skade, og ligge skimlede paa Bogladene. Verden er desverre nu omstunder saa lærd, at den er færdig at rævne af lutter Erudition; hvorudover man seer, at Borgemester og Raad paa et og andet Sted viseligen see til, at Lærdom ikke tager meer Overhaand, efterfølgende derudi fornuftige Doctores, hvilke, naar de mærke, at Patienter laborere af Indigestion, som er foraarsaget af Overflod udi Mad og Drikke, tilholde dem at faste. Det er derfor i mine Tanker først og fremmest fornødent, at de brugelige Censurer og 119
Approbationer blive reent afskaffede, og at Directionen over Skrifter tages fra Universiteter og overdrages til Boghandlerne alleene, som af Erfarenhed kand dømme om, hvilke Skrifter kand sette Handelen udi Flor, og forfremme saavel deres som Papiir-Møllers Næring; Thi, saasom Verden er allereede saa opfyldt med sprænglærde Skrifter, at der behøves ingen meer, saa maa Sigtet af Bøgers Skrivning herefter alleene være Nærings Forfremmelse. Lemmerne i Eders Collegio Politico vide allerbest at Negotiens Drift er et Lands Styrke, og at det er fornødent udi en Republiqve, at saa mange Boghandlere med Koner og kiære Børn formedelst Mangel paa Næring ikke skulle lide Nød, og at Papiir-Møller, som ere anseelige Manufacturer ikke skulle staae stille; hvilket maa skee, hvis herudi ikke skeer betimelig Reformation. Saadant kand i Verk settes, naar man mager det saa, at studerende Personer, som hidindtil af pur Ambition have sammenskrevet Bøger, herefter for en billig Priis agere Boghandlernes Secreterer og Skrivere; saa at de ydermere ikke skrive, hvad de selv ville, men hvad deres Principaler finde for got, og agte meest tienlig til Handelens Tarv. Man seer saadant paa adskillige Steder allerede med Succes at være sat i Verk: men det er endnu ikke ret kommen i den Drift, sorn man gierne ønskede. Jeg vilde ogsaa, for at hindre, at en Boghandler ikke skulde fordærve en andens Næring, at Eders Collegium Politicum vilde være betænkt paa, hvorledes saadan Uheld kunde forekommes; og synes mig, at det kunde være tienligt, som udi Brygger-Lauget, at stifte blant Boghandlere en Omgang, saa at, ligesom der ere Omgangs-Bryggere, der ogsaa kunde beskikkes Omgangs-Boghandlere. Hvorledes ellers saadan Omgang best kunde indrettes, vil jeg overlade til Eders Skiønsomhed, som see dybere ind udi politiske Sager end jeg og andre, der boe udi store Kiobstæder. Det Paafund med at lade prænumerere til Skrifter, er fortreffeligt, og var det at ønske, at man vidste den første Stifter deraf, for at eternisere hans Navn; thi derved erhverves Handelen, som for- 120 hen var uvis, en stor Sikkerhed. Naar en Boghandler haver forsynet sig med tilstrækkelige Prænumerationer, kand han blæse af alle Journalisters Critiqver og partiske Domme, i hvis Magt det staaer ikke meere at sette en Bog udi Miscredit og at giøre et Skrift til Maculatur. Thi, ligesom en Søemand kand sige til Stormen: Blæs nu, saa meget som du vil, jeg er allereede med mit Skib kommen i Havn; Saa kand og et Skrifts Oplegger sige til disse Censores: Nu maa I øve Eders Critiqve saa stærkt som I ville; Bogen er alt betalt: Sibilet orbis literatus, egomet mihi piaudo. Hvad som herved fattes, er dette, at de fleeste endnu ikkun lade prænumerere den halve Deel af et Skrifts Priis; hvilket foraarsager, at adskillige Bogvragere ikke ville beqvemme sig til at løse Skriftet, men heller opofre den halve Prænumeration; hvorpaa man haver mange sørgelige og forargelige Exempler. Det er derfore i mine Tanker raadeligst at lade prænumerere den heele Sum, saa staaes ingen Risico, og Boghandel derover bliver en af de solideste og sikkerste Næringer udi et Land. Det er nok, at man giver tilkiende, hvor tyk Bogen bliver, og at man redeligen holder hvad man derudi lover. Og, saasom det kommer meget an paa, hvorledes et Skrifts Titel er indrettet; thi Erfarenhed viser, at Titulen ofte sælger Bogen; Saa maa vore Opleggere flittigen correspondere med det hellige Romerske Riges Boghandlere, hvilke hidindtil have været meest lykkelige i at ophitte beqvemme Titler til Bøger. Thi, endskiønt slige Titler ikke altid svare til Materien, saa svare de dog stedse til den Forhaabning man giør sig om Debit; hvilket i mine Tanker er nok, thi Sigtet, som er Handelens Forfremmelse, derved erholdes. Naar Vognen ikke vil løbe, maa den jo smøres. Titler paa Bøger have samme Virkning, som Tiære paa Hiul; Hine komme et Skrift, dette en Vogn til at løbe. Men dette Lands Skribentere have hidindtil ladet see liden Capacitet udi denne Konst; thi, naar man undtager nogle faa: som Nyt Skind paa Merians Tromme. Bibelske Stue-Uhr. En from Christens Nathue, sammensyet med kraftige Sprog af den Hellige

121

Skrift. Solens blodrøde Nedgang. Duen i Klippens Rif. Ævigheds Peegefinger. Lystmad. Forældre og Børne-Confect. Fandens Fire Døttre. Catechetisk Me/fe, Catechismi Post-Bud og Bref drager og andre saadanne sindrige Titler; saa ere de øvrige kun tørre og mavre. Man maa og see til, at Titlen opfylder den første heele Side af Skriftet, saa at den giver tilkiende ikke alleene alt hvad det indeholder, men end ogsaa hvad det ikke indeholder. Hvis andre Kiøbmænd saadant vilde bebreide dem og sige, at det var ikke andet end at sælge Røg eller falske Vahre, da kunde de dryppe dem i deres eget Fæt. Thi ingen Kræmmer tager i Betænkning at udgive Hiemgiort for Engelsk Klæde; Og ingen Uhrmager giør sig en Samvittighed af at sette London paa et Uhr, som er giort i Kiøbenhavn. En saadan Scrupel er kun purt Pedanterie, og saaledes af alle fornuftige Folk nu omstunder agtes. Mange af den berømmelige Phænixbergs beste Skrifter havde maaskee endnu været liggende og fortærede af Møll, hvis Titlernes Rarhed ikke havde befordret deres Debit. Den forkeerte Avis, som ellers er et fortreffeligt Skrift, havde maaskee ikke haft anden Lykke, hvis den havde haft anden Titel. Men vi saune nu omstunder den gode Mand; thi man kand sige, at Konsten med ham reent uddøede: Ja at vi nu omstunder ingen have, der forstaaer at recommendere sit Arbeyde ved fordeelagtige, glimrende og betydende Titler, uden Seigr. Drubin. Thi man haver kun at læse hans Ugentlige Avertissemens udi Aviserne, for at blive overbeviset om, at han er ikke mindre habil Skribent end Perukmager; og er det derfore, jeg ikke tager i Betænkning at regne ham blant vore Tiders Autores. Det er derfore fornødent, at vore Boghandlere correspondere med Naboe-Nationer, som excellere udi samme Konst, og giorde de ikke ilde, om de lode deres unge Sønner betimeligen reyse allevegne om udi det Romerske Rige, for at samle paa Magaziner af rare og glimrende Titler; thi de Penge, som derpaa sattes, vilde give gode og rige Renter. Man seer jo mange brave Mænd at giøre kostbare Uden- 122 landske Reyser, alleene for at samle Inscriptioner, for at udskrive Skildter over Huuse, og for at fylde deres Stam-Bøger med lærde Mænds Navne og Latinske Lyk-Ønskninger; hvilket altsammen vel haver sin store Nytte, men dog ikke kand regnes mod den, som ovenanførte recommenderte Studium Titulographicum medfører. Kiære Broder! forestill Collegio Politico alt dette; dog saaleedes, at mit Navn bliver dult: Jeg forlanger ingen Ære derfor; det er mig ligemeget, ved hvad Middel en Ting bliver satt i Verk, naar kun publici Nytte derved forfremmes. Nest ydmygst Hilsen til samtlige Politiske Brødre forbliver jeg etc.

EPISTOLA CXXVII.

Til **

Min Herre forlanger af mig at vide, hvilken Passion jeg holder at være stærkest, enten Kiærlighed eller Ambition. Spørsmaalet er vanskeligt at besvare; thi man seer, at Moralister ere ikke eenige herudi. Montagne dømmer herom saaledes: Man finder, siger han, Exempler udi adskillige store Mænd, som Marcus Antonius og andre, der udaf Kiærlighed have renonceret paa Ære og Høyhed. Ikke des mindre troer jeg dog, at, naar Kiærlighed og Ambition ere udi lige Grad, og støde sammen, den første vil jo vige for den sidste, saa at Ambition vil triumphere over Elskov. Om Montagnes Decision er rigtig, vil jeg overlade andre at dømme. Alt hvad man herom kand sige, er dette, at man seer forskrækkelige Virkninger af begge Passioner udi lige Grad, saa at man af Exempler bliver meere forvildet. Finder man en Antonius, der for Kiærlighed haver opofret Navn og Rygte, saa finder man paa den anden Side en Mahomed II. der med egen Haand haver myrdt en deylig Græsk Jomfrue, som han havde forelsket sig udi, paa det at Kiærlighed ingen Hinder skulde giøre udi hans 123 Ambition: Og, hvis man vil tvivle om Historien, efterdi Chalcondylas og andre Tyrkiske Krøniker intet mælde derom, saa vil man dog finde andre Exempler af samme Natur. Og, saasom dette er af saadan Beskaffenhed, holder jeg for, at man frit kand sige, at begge Passioner kand have lige fortvivlede Virkninger. Dette alleene kand man sige, at, endskiønt Kjærlighed kand udvirke det samme paa sin Maade, som Ambition, saa er den dog mindre farlig, efterdi Kjærlighed er en Svaghed, som kand cureres, og ved Tidens Længde slappes; da Ambition derimod stedse voxer til. Man kand stumpe Kiærligheds Braad ved Fraværelse, Faste og især ved stærkt Arbeyde. Det heeder, som den Franske Poët siger:

Le travail est Venfant du crime
Et le Pere de la vertu.

Det er: Slæb og Arbeyde er et Foster af Synd, (forstaae Adams) og en Fader af Dyd; saasom Elskov og adskillige andre Passioner ved Arbeyde fordrives. Medicinen er probat, og Ordsproget rigtigt, nemlig: Sine Gerere et Bacho friget Venus. Men Ambition derimod er en Affect, som lader sig hverken ved Arbeyde eller Faste fordrive. Ellers er det at mærke med alle Passioner, og som jeg paa adskillige Steder i mine Skrifter haver forklaret, at rnan maa heller søge at moderere end qvæle dem. Et Menneske uden Passion er et Chimere. Den findes saavel hos Vise som hos Daarlige: De Daarlige give den Tøyelen; De Vise søge til en god Ende at dirigere det, som de hverken kand eller bor gandske udrødde: De styre Passionerne; saa at Avind forvandles til Emulation; Dristighed til Tapperhed; Frygt til Forsigtighed; Gierrighed til Huusholdning; Vreede til Retfærdighed; etc. Det er i clen Henseende, at Plato vil have vredagtig Øvrighed; og at den Hellige Skrift siger: bliver vrede, men synder ikke. Saadant kand vel ikke skee i en Hast: Thi Villien, hvor god den end er, kand paa eengang ikke standse en Passions Virkning. Og er det i den Henseende, at de første Bevægelser holdes uskyldige; saa- 124 som den første Impression, som Objecta giøre paa os, er machinal: Thi Legemets Machine er saaledes dannet, at derudi kunde produceres tilsyneværende Passioner, endskiønt der ingen Siæl var. Og er det paa saadant Fundament, at Cartesius tillegger Dyrene saadanne Bevægelser, endskiønt han holder dem for at være Machiner. Jeg siger derfore, at den første Virkning af en Passion kand holdes for uskyldig, efterdi den kand ligesaa lidet hindres, som Krudet at springe, naar Ild derudi kommer. Den bliver allerførst lastværdig, naar Villien ingen Modstand giør, men giver den Tøyelen. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CXXVIII.

Til **

En gammel Poët haver sagt: Nulla fides pietasqve viris, qvi castra seqvuntur: Man finder hverken Redelighed eller Gudsfrygt i Krigs-Standen. Men, saasom det er Poëter tilladt at lyve saa meget som dem lyster, saa reflecterer ingen meget her paa. Erfarenhed viser ogsaa, at intet er ubilligere end saadan Dom; og leder man efter Exempler udi Historien, haver man ikke Møye ved at samle et stort Register af Kriigsmænd, der udi Dyd og Philosophie have skinnet blant andre Mennesker. Adskillige forundrede sig over, at jeg udi min Helte-Historie parrede Epaminondam med Socrate: Men jeg kand sige, at jeg udi den heele Historie fandt ingen værdigere at sette ved Siden af samme store Philosopho. Thi, som han i sin Tiid var den største Felt-Herre, var han tilligemed den dydigste Mand. Jeg vil her ingen Beviis anføre paa samme Mands Dyder, saasom jeg derom udi hans Historie omstændigen haver talet. Vi have udi forrige Seculo lige saadant Exempe! udi den Franske Felt-Herre Turenne, hvilken, i Henseende saavel til Dyd og Philosophie som til Tapperhed, som hos ham fandtes udi høyeste Grad, kaldes vore Tiders Epaminon- 125 das. Hans heele Liv er en Kiæde af opbyggelige Exempler. Deraf vil jeg ikkun anføre nogle faa, som findes udi hans Historie ved Monsr. Ramsai. Da hans Soldater udi det Aar 1637 havde fanget et Fruentimmer af en stor og rar Skiønhed, bragte de hende som et kostbart Bytte til deres Anfører. Turenne havde da ikkun 26 Aar, og derfore ikke kunde være følesløs; men han stillede sig an, som han ikke begreeb, hvad Krigs-Folkene derved meenede, rosede derfor deres Skikkelighed, at de havde villet beskytte samme Dame mod andre deres Brødres Vold. Han lod derpaa strax hente hendes Huusbond, udi hvis Hænder han overleverede hende med disse Ord: See! der er eders Husfrue, hvis Ære mine skikkelige Soldater have reddet. Dette Exempel er end opbyggeligere end Scipionis. Thi Turenne lod ikke alleene derved see Medlidenhed, og at han var Mester af sine Passioner, men endogsaa gav sine Soldater den Ære, som ham selv allene tilkom. Udi det Aar 1673, da en stor Stad fik Tidender om hans Marche igiennem Stadens District, tilbøde Indbyggerne ham 100000 Rdr. dersom han vilde tage en anden Vey. Hvortil Turenne svarede: Saasom eders Stad er ikke paa den Vey, hvor igiennem jeg agter at føre min Kriigs-Hær, saa kand jeg ikke modtage de Penge, som bydes mig. Marqvis de Louvois var hans Fiende, og fortalede ham for Kongen. Kongen lod ham engang saadant vide, og gav ham derved Leylighed til at hevne sig; men Turenne svarede intet andet dertil end dette: Louvois er en brav Minister, og kand giøre store Tienester udi eders Majestets Cabinet; men han haver ikke Erfarenhed nok udi Kriigs-Sager. Denne Moderation behagede Kongen saa meget, at han sagde: Om alle mine Ministrer hade eder, saa skal I dog have mit Hierte. Derefter talede Kongen om Marqvis de St. Abre, og gav tilkiende, at samme Officier ikke meere vilde tiene under ham. Da Turenne spurgte om Aarsagen dertil, sagde han, at St. Abre havde meget at sige paa hans Opførsel, ja at han havde tilkiendegivet for Louvois, at, hvis Turenne havde spurgt ham til Raads, havde man kunnet 126 hindre en stor Forliis. Turenne svarede dertil: Det er Skade, at han ingen Erindring giorde mig; thi jeg skulde have hørt ham med Fornøyelse, og profiteret af hans Raad. Han rosede derpaa St. Abre, og bad Kongen, at han ikke vilde skille ham ved en Officier af saadanne Meriter. Man skal længe leede udi Kirke-Forsamlinger, og paa høye Skoler, førend man finder saadan Philosophie. Om det ellers er tilladt at føye smaa Ting til store, og om man uden Vanitet kand tale noget til sine Forældres Berømmelse, da kand jeg sige, at min Salig Fader, skiønt han fra Barns Been havde fulgt Krigen, førte sig stedse saaledes op, at han distingvere des ligesaa meget ved sin Dyd og Redelighed som ved sin Bravoure. Jeg selv; saasom jeg, da han ved Døden afgik, var neppe et Aar gammel, kand herom intet mælde som et øyensynligt Vidne, men maa grunde alting paa Fremmedes Domme, og de Berømmelser, som jeg udi mine Børne-Aar hørte at alle garnle Folk ham have tillagt. Thi, hvor jeg er kommen iblant Høye og Lave, iblant Officiers, Bønder og Almue, da, saa snart de have hørt, hvis Søn jeg var, have de eenstemmigen raabt: Ach! er I Christian Nielsens Søn? og derpaa have begyndt at anføre adskillige Historier, til Beviis, saavel paa hans Tapperhed, som paa hans Dyd, Moderation og christelige Hiertelav mod alle Mennesker. Ja disse Berømmelser vare saa mange og saa prægtige, saa at ingen i gamle Dage behøvede fleere til Canonisation. Jeg erindrer blant andre en gammel Præst med Assurance at have fortaalt, sig den Nat, som fulgte paa min Faders Begravelse, at have hørt en sagte Music udi Kirken: Jeg tilskriver saadant denne gode Mands Imagination; men anseer det tilligemed som et Beviis paa de høye Tanker, som saavel geistlige som civile og militaire Mænd have havt om den Afdøde. Man finder dydige Folk blant alle Stænder, blant alle Nationer: Og kand jeg for min Part sige over alt at have fundet mange redelige Krigs-Mænd, og som udi Philosophie intet have eftergivet dem, som giøre Profession deraf. Jeg forbliver etc.

127

EPISTOLA CXXX.

Til **

Jeg haver selv hørt det, som min Herre mælder udi sin sidste Skrivelse om mine moralske Tanker, hvilke Critiqver derover ere faldne: Det er mig ogsaa bekiendt, at nogle paa Spot have kaldet Skriftet det hedenske Morale. Men man kand ikke fortørnes mod de Mennesker, som heller behøve at undervises end med Hidsighed at igiendrives. Det naturlige Morale er et Studium og det theologiske et andet. Naar man tager sig fore at skrive udi det Første, udfordres, at man grunder Lærdommen paa Naturens Lys; thi ellers svarer Materien ikke til Titelen: Men, naar man skriver udi det sidste, legger man det Christelige Morale eene til Grundvold. Pufendorff for Exempel haver moraliseret paa een Maade, og Buddéus udi hans Theologia morali paa en anden: Begge Skrifter berømmes, saasom begge Skribentere have udført Materien efter Titelen. Christi Morale grunder sig paa Naturens Lys; Forskiellen alleene bestaaer derudi, at samme Morale udføres i større Fuldkommenhed: Men deraf flyder ikke, at Skribentere kand giøres til Hedninger, efterdi de foretage sig at vise Menneskers Pligt af Naturens Lys, og at de til den Ende betiene sig af gamle philosophiske Skrifter og Vidnesbyrd, som man seer Apostlerne selv ikke at foragte. Der fortælles vel, at Jeronimus blev pidsket af Fanden om Natten, fordi han saa flittig læsede Ciceronem: Men man seer, at saavel samme Philosophi som Senecæ og andre verdslige Moralisters Læsning haver af de fleeste Kirkefædre været holden nyttig. Enhver haver ikkun at giøre Forsøg, for at blive overbeviset derom: Thi man finder her og der høye og prægtige Tanker om det guddommelige Væsen, og grundige Erindringer om et Menneskes Pligt. Seneca siger, hverken Straf eller Belønning bør tvinge os til at øve Dyd; thi der er ingen dydig og retfærdig uden den, som er det af Kjærlighed til Dyd og Retfærdighed.

128

Plato siger, at Guds-Dyrkelse bestaaer ikke udi Ofringer, men udi et reent Hierte, og at vi bør ikke bede GUD uden om det, som han dømmer at være os tienligt. Den Beskrivelse han udi sin Republiqve giør over en ægte Dyd, er saa herlig, at man kand ansee den som en Evangelisk Lærdom udi en hedensk Mund. Han siger: Den Retfærdige maa gaae frem paa Dydens Vey, endskiønt man vil fængsle, hudstryge og korsfæste ham. Epictetus siger: Dersom man giver tilkiende, at een haver talet ilde om dig, da i steden for at igiendrive ham, maa du svare alleene saaledes: Den der haver talet saaledes om mig, maa ikke have vidst mine andre Feyl; thi ellers havde han ikke forglemt at anføre dem tillige. Keyser Antoninus raader os at elske vore Fiender; og, da Diogenes blev adspurgt, hvorledes man kunde faae Hevn over sine Uvenner, sagde han: Det kand skee ved at forbedre sig udi Levnet. Epaminondas var engang bedrøvet, og, da hans Venner spurgte om Aarsagen dertil, sagde han: Jeg græmmer mig over den forfængelige Glæde, som jeg i Gaar lod see over den erholdne Seyer ved Leuctra. Intet kand bevæge meere, end den Resignation til GUds Villie, som giøres af Epicteto: Hans Ord ere disse: Jeg ønsker af mit gandske Hierte, at Døden paa mit Yderste finder mig bereed, paa det jeg uden Forvirrelse, uden Hinder og Tvang, maa ende mit Liv, og at jeg maa sige til GUD: HErre! haver jeg overtraad dine Bud? haver jeg misbrugt de Gaver, som du haver forlehnet mig med? haver jeg ikke underkastet min Villie din Villie? haver jeg nogen Tiid klaget over min onde Skiebne? haver jeg nogen Tiid beskyldet din guddommelige Forsyn? jeg haver været syg, efterdi det haver været din Villie, ligesom det og haver været min Villie: Jeg haver været fattig, efterdi det saaledes haver behaget dig, og jeg haver været fornøyet i min Fattigdom: Jeg haver levet i Foragt, efterdi du haver villet saa have det, og jeg haver ikke stræbet at reyse mig i Veyret. Du haver aldrig seet mig bedrøved udi min slette Tilstand. Du haver aldrig fundet mig utaalmodig og knurrende. Jeg er endnu færdig til at underkaste

129

mig alt, hvad som du finder for godt at paalegge mig. Det ringeste Tegn, som du giver, er for mig en hellig og ubrødelig Ordre. Du vil, at jeg skal forlade denne glimrende Verdens Skue-Plads: See! jeg forlader den, og yder dig tusinde Tak, at du haver værdiget at sette mig derpaa, for at vise mig dine Gierninger, og at stille for mine Øyen den fortreffelige Orden, hvormed du regierer alle skabte Ting. Kand vel nogen uden Bevægelse læse saadan Resignation? den kand vel synes at være for prægtig i en andens Mund: Men man veed, at Epicteti Levnet svarede i alle Maader til hans Lærdom. Hvis Fanden pidsker nogen, der læser saadant, kand det ikke skee efter GUds Ordre; men han maa giøre det i anden Intention: Thi, saasom han ikke finder sin Regning ved, at Mennesker forfremmes udi Dyd, holder han dem heller fra end til saadan Læsning. Guld er Guld, hvor det end findes, og Lærdom er Lærdom, af hvis Mund den end flyder; Forskiellen alleene kand være, at dens Lærdom, hvis Levnet svarer dertil, opbygger meer, end en andens, der intet andet haver at beraabe sig paa, uden paa den Ære at være indskreven udi Kirkens Matricul, og at han haver faaet Ret til at igiennemhegle Mennesker for det, som han dagligen selv øver. Min Herre vil maaskee til alt dette svare, at man af nogle faa viise Hedningers Skrifter ikke kand dømme om det hedenske Morale: De Philosophi, som have ført saadan Lærdom om GUD og om Menneskets Pligt, ere dog ikke saa faa, som kand meenes. Hvis man ikke vil lade sig nøye med deres Vidnesbyrd, kand man anføre visse Landes almindelige Love, som befatte en lige sund Lærdom. Fortalen til Zaleuci gamle Lov lyder saaledes: Man maa for alting troe, at der er en GUD til, og man haver ikkun at kaste sine Øyen mod Himmelen og betragte den herlige Skabning for at blive overbeviset derom. I følge deraf ere vi forpligtede at ære saadan Skaber, og det ikke simpliciter ved Ofringer og Gaver, men ved et helligt Levnet, hvorudi GUD haver større Behag end udi alle Ofringer. Jeg forbliver etc.

130

EPISTOLA CXXXV.

Til **

Blant rare og selsonime Folk udi vor Norden, hvorpaa den ellers ikke er saa frugtbar som andre Lande, kand regnes Joh. Robeck en Svensk Autor. Samme Robeck er fød udi Calmar 1672. Han giorde stor Fremgang udi Boglige Konster. Da han opholdt sig udi Upsal, for at forfremmes videre derudi, og Keyser Marci Antonini Reflexioner fulde ham i Hænderne, fattede ham en yderlig Foragt for Verden. Men, saasom Universitetets Cantzler, der maaskee havde hans Lærdom mistænkt, ikke vilde tillade ham offentligen at disputere udi Upsal, forlod han af Fortrydelse sit Fæderne-Land og begav sig til Tydskland, hvor han af Jesviter lod sig overtale til at antage den Romerske Lærdom. Derpaa reysede han allevegne om udi Italien. Efterat han længe havde omflakket, fik han Lyst til Fæderne-Landet igien, hvor han af Carolo 12. fik Frihed at forblive. Men efter samme Konges Død, vilde man ikke tillade ham som en Apostat og Jesvit at opholde sig længer i Sverrig; hvorudover han forlod Landet anden gang, og søgte de Romerske Stæder igien. Udi det Aar 1734. ankom han til Rintel, hvor han af Melancholie holdt sig inde udi sit Cabinet en lang Tiid. Endelig, efter at han der havde giort sit Testament, og skikket de meeste af sine Sager og Skrifter til den lærde Funccius, som da opholdt sig paa samme Stæd, begav han sig eene udi en Baad, som han havde kiøbt, og roede fra Strand-Bredden med alles Forundring. Ingen vidste, hvad saadant vilde betyde: Men kort derefter fandt man hans døde Legeme udi Weser-Strømmen ikke langt fra Bremen; hvorudover ingen tvivlede om, at han jo af Tungsindighed havde taget Livet af sig selv, og blev man derudi bestyrket af et Skrift, som han havde efterladt sig, og som bemeldte Funccius var ombeden at lade publicere. Samme Skrift kaldes Phi-

131

losophiske Betænkning over Egen-Mord. Derudi stræber Autor at forsvare saadan Gierning, og til den Ende anfører alle de Argumenter, som kand tiene i hans Kram: Han viser, at Egen-Mord haver været agtet en heroisk Gierning blant de meest moraliserede Nationer, foregivende, at Lactantius og Augustinus ere de første, som saadant have fordømt. Han bevæbner sig med 12 efter hans Tanke Hoved-Beviis, hvilke dog alle ere lette at igiendrive. Det vigtigste synes at være dette. Et Menneske seer sig udi u-lægelig Sygdom: Han seer sig ingen Nytte at kunde giøre i Verden; tvertimod, han seer sig alleene at være andre til Byrde: Han finder en idelig Smerte, der kand sette hans Taalmodighed paa Prøve: Hvorledes kand den siges at synde, der udi saadan Maade forkorter et unyttigt Liv, og tilligemed giør Ende paa sin Lidelse? Men til dette Argument have Moralister forhen svaret tvende Ting; 1.) At jo større Lidelsen er, jo meere er Patienten at berømme, der stræber at opbie GUds Time, og jo meere opbygger han sin Næste. 2.) At mange Svagheder, som holdes u-lægelige, ere dog formedelst Taalmodighed og Tilliid til GUD overvundne og hævede. De fornuftigste Hedninge have været af samme Tanker, og have lignet Mennesker ved Skildtvagte, der ere satte paa visse Poste, hvilke de ikke maa forlade. Hvad man end kand sige herom, saa er det daarligt, med nogle at ville giøre Selv-Mord til en heroisk Gierning. Jeg bifalder herudi deres Meening, som holde formasteligt at rose, og vanskeligt at undskylde det, skiønt jeg dog aldeeles ikke underskriver Almuens og mange Geistliges haarde Domme, efterdi de nægte slige Folk Salighed og Naade hos GUD. Man maa for alting see til, at ingen Lærdom føres, hvorved Skaar giøres udi GUds Retfærdighed og Barmhjertighed, og hvorved en vrang Idée gives om hans hellige Egenskaber. Derefter indretter jeg min Theologie, og meener jeg, at min Heterodoxie selv derved kand undskyldes. Hvad kunde man dømme om den Regent, der lod see en stedsvarende Vrede og U-naade mod en Undersaat, efterdi han 132 udi Lidelse og Pine ikke øvede en Stoisk Bestandighed. At holde Stand udi slige Fristelser er en Qvalitet, som nærmer sig til Heroismum; hvorudover de, som udi store Smerter og Gienvordigheder lade Modet falde, kand heller ansees, som skrøbelige og ufuldkomne end som rebelske Undersaatter, der forskylde ævig Straf, og der have giort sig uværdige til all Naade. Et er ey at kunde undskylde en Gierning, et andet er derfore at dictere ævig Straf. Erfarenhed lærer, at Mennesker have Livet kiær; hvorudover man kand slutte, at de som bedrive saadan Gierning, maa være overvældede af Angest, Lidelse og Gienvordighed, ja udi saadan Stand, som heller opvækker Medlidenhed end Vrede. Jeg tilstaaer, at de som udi saadan Tilstand tabe Modet, ikke bør undskyldes; jeg tilstaaer ogsaa, at Øvrigheden for Exempels Skyld giør ikke ilde i at nægte dem christen Jord; men jeg holder derhos for, at deres Domme ere for haarde, som holde slige ælendige Mennesker uværdige til all Naade, helst, om de af Vildfarelse meene at ved saadan Gierning ikke syndes. GUds Domme blive uden Tvivl i mange Ting anderledes end Menneskers Domme. Vi fordømme dem som udi store Lidelser lade see Utaalmodighed: Men GUds hellige Egenskaber byde os at moderere vore Domme. Det Principium, som jeg herudi haver taget, foraarsager ogsaa, at jeg dømmer mildere om dem, der døe udi Fortvivlelse, og agte sig GUds Naade uværdige, end om ryggesløse Mennesker, der døe med samme Frækhed og Assurance, sorn de udi deres Levnet have ladet see; thi det første giver Prøve paa egen Foragt, en slags Ydmyghed og Frygt for GUD. Det andet viser Hovmod, liden Frygt for GUD, ja noget som nærmer sig til Atheismus. Jeg forbliver etc.

133

EPISTOLA CXXXVII.

Til **

Min Herre forundrer sig over, at et fornuftigt Menneske, helst som er oplyset i den Evangeliske Troe, kand lade sig overtale til at antage den Romerske Lærdom: og, saasom dog dette vises dagligen at skee, meener han, at alle saadanne Conversioner grunde sig paa verdslig Fordeel. Jeg tilstaaer gierne, at verdslig Interesse er Tønder til de fleeste deslige Frafald; men jeg drister mig dog ikke til at sige, at den er til alle. Blant dem, som jeg herudi exciperer, er en af vore Landsmænd, den berømmelige Doct. Winslow, hvilken af ingen verdslig Fordeel, men alleene af Kjærlighed til Lærdommen haver antaget den Romerske Religion. Hans Catecheta haver været den Navnkundige Convertisseur Bosweth, efter hvilken han haver ladet sig kalde Jacqves Benigne Winslow. Samme Bosweth haver fanget vor gode Landsmand med samme Garn, hvormed han forhen fangede den store General Turenne. Thi han betienede sig gemeenligen af et glimrende Argument, hvoraf skrøbelige Gemytter let kand blive slagne. Min Herre vil vel forundre sig over, at jeg siger skrøbelige Gemytter, naar jeg til Exempel anfører saadanne Mænd. Men alle, som have haft den Ære at kiende dem begge, vidne, at med all den Capacitet, som fandtes hos enhver af dem i sær, de vare distingverede ved en særdeles naturlig Simplicitet, ja saadan, som man med Sophistisk Theologie let kunde besnære. Det glimrende Argument, hvormed Bosweth fangede disse tvende Mænd, og hvormed han haver giort mange andre Conqveter, findes udi Turennes Historie, og er det selv samme, som Doct. Winslow ofte haver brugt mod mig og andre, som han vilde giøre til Proselyter. Det lyder saaledes: Naar man tilstaaer, at der er en af GUD aabenbaret Lov, da maa man iligemaade tilstaae, at der behøves en høy Myndighed, der ideligen 134 taler, for at udtolke samme Lov. Uden saadan Myndighed maatte man ansee den Christen Kirke som en Republiqve, hvilken man havde givet viise Love, men ingen Øvrighed for at exeqvere dem: Hvilken Forvirrelse vilde ikke deraf flyde? Enhver vilde gaae med Lov-Bogen i Haanden, og disputere om dens Meening. Videre: Dersom der er ingen infallible Myndighed, der kand sige til os alle: See! det er den Hellige Skriftes Meening; Hvorledes vil en grov Bonde eller en eenfoldig Handverksmand finde reede udi de Ting, hvorom de Lærde selv tviste? GUD havde jo nægtet Menneskerne Hielp og fornøden Ledsagning, hvis han havde givet dem en Lov, men tilligemed ikke givet dem en sikker Udtolker, der kunde betyde dem den Meening, som de selv ere ikke mægtige til at udfinde. Dette er det store Argument, som denne geistlige Hercules betienede sig af, og som han meenede, at ingen kunde imodstaae. Men man kand sige, at hvor glimrende det end er, saa er det dog fast ikke værd at besvares. Thi her spørges ikke, om det var nyttigt for Menneskerne, at dem var given saadan bestandig Udtolker, som aldrig kunde vildfare: Her spørges alleene, om det haver behaget GUD saadant at giøre. Naar vi examinere det sidste, finde vi tvert imod 1) At GUD haver befalet alle Mennesker selv at randsage. 2) See vi af Kirke-Historien, at disse infallible Dommere, som Bosweth beraaber sig paa, ikke ere tilforladelige: Vi see Concilia at have vaklet; at en Pave haver forkastet hvad en anden haver paabudet; at Paverne og Concilia have tvistet med hinanden, hvo af dem bør holdes for den infallible Udtolker. Derom vil jeg ikke videre tale, men henvise min Herre til andre Autores, sær Mr. Placette, som med de sterkeste Beviisligheder haver til intet giort dette Bosweths Argument. Jeg forbliver etc.

135

EPISTOLA CXLI.

Til **

Den Dissertation, som du haver giort over det Skib, som for nogle Aar siden lod sig see udi Maanen, er gandske lærd, og giver tilkiende Hiernens Frugtbarhed i at finde de meest rimelige Gisninger udi naturlige Sager. Men mig synes, at, førend du paatoeg dig at udarbeyde denne Materie, du burde have forvisset dig om Tingens Existence, paa det at Arbeydet ikke skulde blive forgieves. Jeg erindrer mig, at en Mand for nogle Aar siden giorde en nye Theorie over Maanen, hans Calculationer fandtes vel rigtige, men det stoed ikkun paa, at han kunde sette samme Planet udi den Gang, som han gierne ønskede, for at bestyrke sit Systema. Niels Klims Reyse giver store Anledninger til deslige Mennesker at forklare visse Phænomena udi den underjordiske Verden: Men man maa erkyndige sig først om Historiens Rigtighed, førend man bryder Hovedet med at udfinde Aarsagerne til de anførte Ting, og førend man giver Raisons til det, som ikke er til. Montagne taler herom saaledes: Jeg seer, siger han, at Mennesker udi naturlige Sager søge heller at udfinde Aarsagen til en Ting, end at eftersøge, om Tingen existerer: De gaae Sagerne i sig selv forbi, men med Møye efterforske deres Virkninger. De begynde gemeenligen saaledes: hvorledes kunde saadant skee? da de burde heller sige: Mon det er skeed? Jeg erindrer mig engang udi Paris at have havt Dispyt med en ivrig Rornan-Catholsk om Pavens Infallibilitet. Han sagde: Hvorledes kand det være mueligt, at Paverne, som St. Peders Successores, og til hvilken GUD haver giort Løfte om Ufeylbarhed, have kunnet feyle udi Troens Sager. Jeg svarede dertil: Lader os først eftersøge, om Paverne ere St. Peders Successorer udi det Romerske Bispe-Sæde, item, om GUD haver givet saadant Løfte, saa vil vi siden komme til rette om det andet. Intet er meer 136 bagvendt, end at fordybe sig udi Efterforskning af Ting, som alleene have Sted udi egne Hierner, og at leede alleene for at leede, men ikke for at finde. Democritus havde engang paa sit Bord nogle Figener, som smagede af Honning: Han fik derpaa Lyst til at besee Stedet, hvor disse Figener vare samlede. Kokke-Pigen, som mærkede, at han derudover var kommen udi Bevægelse, sagde da leende, at han skulde spare den Umag, efterdi hun havde lagt Pigenerne udi et Kar, hvori Honning havde været. Democritus blev derudover vred, efterdi man havde betaget ham Anledning at efterforske en Curiositet, og sagde: Nu skal jeg dog alligevel undersøge Aarsagen, ligesom den kunde være naturlig. Man kunde anføre utallige Exempler til at bestyrke, hvad jeg herudi haver sagt: Men jeg vil ikkun alleene lade mig nøye med at anføre et eeneste. Udi forrige Seculo blev udspreedet, at der udi Spanien fandtes visse Folk, som kunde see dybt ned under Jorden, saa at de der igiennem kunde skille Metal, Kilder, Liig-Kister og andet. Dette satte Naturkyndige udi Bevægelse: adskillige søgte at udfinde naturlige Aarsager dertil; men ingen bemøyede sig med at efterforske Historiens Rigtighed. Man gav disse skarpsynede Folk Navn af Zahoris et Arabisk Ord, hvilket viser, at Morerne maa have bundet Spanierne denne Digt paa Ærmene. Da Plutarchus engang blev adspurgt om Aarsagen, hvi Hæste-Føll, som havde været forfulgte af Ulve, løbe stærkere end andre, svarede han: Det kand være, efterdi det maa skee ikke er sandt. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CXLIV.

Til **

Alle Mennesker have naturligen Idée om Retfærdighed, endskiønt U-ret ved positive Love ikke forbydes. Thi, endskiønt ingen Lovgiver havde dicteret noget derom,

137

vilde dog alle erkiende sig pligtige til at iagttage dette store Naturens Bud: Qvod tibi non vis fieri etc. Det er: Du maa ikke giøre mod andre, hvad du vil andre skulle ikke giøre mod dig. Men, som ingen Sandhed er saa klar, at den jo haver sine Anfægtere; saa haver man seet dristige Philosophos at negte, saadant at være Naturens Bud, item at foregive, at det ikke er indprentet af Naturen, men at det flyder alleene af Underviisning, Optugtelse og dicterede Love. Ingen haver udført dette vidtløftigere end den bekiendte Hobbesius. Adskillige andre have fulgt hans Fodspor, og synes det, at den berømmelige Locke trækker ogsaa paa samme Linie: Thi han siger paa et Sted udi hans Philosophical Essays: Et hvert medfødt Principium bør udi sig selv være saa klart, at man ingen Prøve behøver for at vise dets Sandhed, eller nogen Underviisning for at giøre det antageligt. Saaledes kand man holde dem for at have ikke mindste Gnist af menneskelig Fornuft, der enten forlange eller stræbe at give Raison, hvi det er u-rimeligt, at den selv samme Ting kand være og ikke være paa eengang. Denne Proposition fører en Klarhed med sig, som behøver ingen Prøve: Saa at enhver, der forstaaer Sproget, forstaaer strax Tingen i Kraft af det Lys og den Klarhed, som den fører med sig. Men, siger samme Autor: Dersom man proponerer denne moralske Regel, som er Kilde og Grundvold til alle Dyder, nemlig: Giør ikke mod en anden, uden hvad du vil han skal giøre rnod dig; hvis man proponerer den til en Person, der aldrig tilforn haver hørt tale derom, vil han dog, endskiønt han begriber Talen, spørge om Aarsagen dertil, og den, som fører Talen, vil holde sig forbunden til at forklare Aarsagen. Sees deraf, siger han: at denne Lov er ikke naturlig og medfød; thi, hvis saa var, behøvede man ikke at bevise den, den kunde ey heller ved Underviisning giøres klarere end den var, men den maatte strax antages som en u-imodsigelig Sandhed, hvorom ingen kand tvivle, saa snart han hører Tingen nævne. Moralske Reglers Sandhed grunder sig derfor paa noget Foregaaende, hvorfra den maa ledes

138

ved Middel af Underviisning; hvilket ikke var fornødent, hvis disse Regler af Naturen vare indprentede, eller klare udi sig selv. Saa vidt denne store Philosophus: hvoraf sees, at han holder for, at Naturens Lys giver os ingen Idée om Dyder og Lyder, men at den erhverves alleene ved Underviisning. Andre have bemøyet sig at bevise dette Paradox ved Exempler. De sige: Viis tvende Børn en Ting, som de begge attraae; giv det yngste og svageste Barn, for Exempel, et Æble, og forlad dem derpaa; see saa til, om det ældste og stærkeste Barn ikke strax med Magt vil rive Æblet af det andet Barns Hænder. De vise videre, at der findes heele Nationer, sorn slagte og æde deres egne Børn, og andre, som giøre sig en Ære af at røve og stiæle. De vise, at Fribytterie udi gamle Dage var anseet, som en heroisk Gierning, og at en riig Mand giorde sig en Ære af at kaldes nokvh'iioz, det er een, som ved Rov er bleven bemidlet. Naturen, sige de, er derfore mod Loven, eller Loven mod Naturen: Thi Naturen kand ikke andet end giøre onde Lemmer udi et Societet; men Loven stiftes, for at tvinge Naturen, og at giøre gode Borgere. De Principia, som ere dicterede af Naturen, hvilken er allevegne og altid den samme, kand ikke have en guddommelig Oprindelse, efterdi de bringe Mennesker paa Udveye, som GUD forbyder at tage. Naturen er een udi alle Mennesker, og, hvis den kunde forandres, blev Mennesket ikke rneere Menneske: Den er dets troe og bestandige Compagnon, og den anseer ikke Underviisning uden som en Fiende, der lader sig indfinde, alleene for at forstyrre dens Roe, og at tvinge dens Lyst. Saadanne og andre glimrende Argumenter bruges til at kuldkaste et Axioma, som stedse haver været agtet u-imodsigeligt. Men man kand sige, at de ere ligesaa ugrundede, som de ere glimrende. Hvad Monsr. Lockes Beviisligheder angaaer, nemlig, at alt, hvad som behøver Underviisning, kand ikke være medfød eller af Naturen indprentet; da kand man vel tilstaae, at han saavidt derudi haver Ret: Men man kand derhos sige, at de store Hoved-Pligter ere saa kiendelige, at det koster 139 ikkun at nævne dem, for at vise, at Mennesker ere forbundne til deres Iagttagelse. Thi, ligesaa let, som et Menneske begriber, at en Ting kand ikke være og dog være paa eengang; saa let fatter det ogsaa det store Bud: Giør ey mod en anden, uden hvad du vil, han skal giøre imod dig. At visse Mennesker enten af Ondskab ikke ville, eller af en fordervet Vane ikke kunde begribe det, giør intet til Sagen. Thi man seer mange at negte GUds Existence, endskiønt intet er lettere at fatte, end at den konstige og forunderlige Verdens Skabning ikke kand være af en Hændelse; men at man maa erkiende en almægtig Bygnings-Mester. Man kand saaledes sige, at enhver, der ikke begriber det omtalte store Bud at være naturlig, er gandske u-naturlig selv; saa at, naar han det ikke vil troe uden foregaaende Beviislighed, saa kand han ey heller uden foregaaende Underviisning tilstaae, at en Triangel er ikke en Circul, eller at han selv er til. De Exempler, som herimod anføres, vise alleene, at ond Lærdom og fordervet Vane haver giort kroget, hvad som Naturen haver dannet ret, og haver giort Lys til Mørkhed. Hvad som anføres om tvende Børn, passer sig her ikke; thi Børn vilde ogsaa vide Raison til, hvi den samme Ting ey kand være og ikke være paa een Gang, item til adskilligt andet, som fører yderste Klarhed med sig. At visse Folk slagte og æde hinanden; at andre holde Rov og Fribytterie for en Dyd, viser ikke andet, end at de af falsk Lærdom ere forførte til at skille sig ved all Humanitet, og at fornegte deres egen Natur. Saaledes holdte Lacedæmonierne Tyverie for en Dyd, efterdi Lycurgus ved en Lov havde opmuntret dem dertil. Man seer jo utallige Mennesker af Religion og af Ærbødighed for deres Lærere at negte deres egne Sandser, at sige, de see, de føle og høre, hvad de ikke see, høre og føle. Forestill dig, at, naar een seer sin Velgiører af sig med Vold at berøves det, som er ham kiært, og at han derover inderligen bedrøves, om det ikke naturligen og uden videre Underviisning maa rinde Volds-Manden i Sinde, at saadant er en ond Gierning. Alle de Exempler derfore,

140

som anføres til at bestyrke dette Paradox, giøre intet til Sagen; thi det er og bliver et ugrundet og forargeligt Paradox; med mindre man kand sige, at der behøves foregaaende Information til at faae Mennesker til at begribe, at Brød kand ikke være Kiød, item at Verdens konstige Skabning kand være af en Hændelse; hvilket man dog seer adskillige forstokkede Mennesker at sige. Der fortælles om Petro Alexiowitz, at da han hørte een at tvivle om Skabningen, spurgte han ham, om han troede, at et Uhrverk kunde være giort af sig selv; og da den anden endnu blev ved sin Tvivlsmaal, sagde han: Saa maa du være en Slyngel! og kand man sige, at ingen fornuftigere Conclusion kunde giøres; thi det heeder: Contra negantem principia non aliter disputandum. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CL.

Til Collegium Politicum udi Provinden. Høyvise Herret Patrioter!

Eders Indsigt udi politiske Sager gaaer vidt; thi jeg mærker, at I have ikke alleene Fædernelandets udi Særdeeleshed, men og heele Europæ almindelige Velfærd for Øyene. N. N. en af Societetets værdige Lemmer skriver mig til, at I nu omstunder arbeyde paa at udfinde et sikkert Middel, hvorved Tvist og U-eenighed mellem Riger og Republiqver kunde ophøre, og en almindelig bestandig Fred udi Christendommen kunde tilveye bringes. Samme brave Provincial-Statsmand forlanger ogsaa at høre mit Betænkende derover; hvilket jeg ikke veigrer mig ved, dog saaleedes, at jeg underkaster det Collegii Correction, og derved acqviescerer. Jeg forkaster ikke aldeeles Abbé St. Pierres bekiendte Forslag, skiønt det af mange er bleven vraget og beleed. Jeg holder for, at det i visse Maader kand antages, men med fornøden Correction. Mine 141 ringe Tanker ere, at man først giør Begyndelse med at afskaffe paa eengang de mange Krigs-Raad, hvoraf alle Lande vrimle. Derved spares baade mange Bekostninger, som anvendes paa slige Betienteres Underholdning, og en Vey kand banes til en almindelig Fred udi Christendommen: thi, naar ingen bliver meer salarered for at give Raad udi Krigs-Sager, og Regentere i saa Maade blive Raadvilde, er strax en god Begyndelse giort, og en stor Knude er løset. Dette fornødene Præliminaire haver Abbé St. Pierre ikke i Agt taget, da dog Grundvold til Reformation derved maa legges. Thi, ligesom en fornuftig Medicus, førend han skrider til at fordrive Sygdommen, søger først at rense Maven, paa det at Medicinen desbedre kand virke: Ligeledes maa Politici gaae til Verks, naar de ville reformere Staten; thi Lægekonst og Stats-Videnskab have saadan Rapport med hinanden, at de ere som Sødskende-Børn: og er det derfore, at man paa mange Steder seer Doctores Medicinæ at bruges udi vigtigste Stats-Forretninger. Efterat saaledes en god Grundvold er lagt, og Tønder til Ilden er dæmpet, holder jeg for, at man kand skride til Abbé St. Pierres Forslag, ved at stifte et almindeligt Collegium af Freds-Raad. De sammes Jurisdiction skulde dog alleene bestaae derudi, at de skulde kiende udi Tvistigheder, om de vare gandske uden Grund, eller om de vare saadanne, som kunde ventileres for en Ret. Hvis de funde en af de stridige Parter at ville føre Kriig uden mindste Grund og Skin af Ret, skulde de med kloge og kraftige Argumenter give alle Lande saadan Ugrund tilkiende; hvorved Tvistighederne strax vilde udi Fødselen qvæles: thi de fleeste vilde undsee sig at paastaae Prætensioner, hvortil saa mange og fornuftige autoriserede upartiske Dommere ikke have kunnet finde mindste Skin. Hvis derimod Tvistigheder, som de fleeste ere, befandtes Problematiske, skulde de skriftligen give hvert Parties Argumenter tilkiende, og derpaa raade dem til Forliig. Hvis imod Formodning intet dermed kunde udrettes, skulde Sagerne afgjøres ved Tærning-Kast. Jeg tvivler ikke paa,

142

at de gode Herrer vilde støde sig over dette sidste Middel, og holde for, at det var sikkere, efter Abbedens Forslag at fælde Dom udi Sagerne, end at lade dem komme an paa et blindt Tærning-Kast. Men haver Taalmodighed, og hører, hvorpaa dette Paradox er grundet. Man kand vel sige, at det er u-rimeligt at lade Sager af største Vigtighed, og Prætensioner, som man holder for retmessige, ankomme paa den blinde Lykke: men mon en Krigs-Udfald er ikke lige saa uviss? Hvo som tvivler derom, haver kun at blade udi Historier, for at blive overbeviset om, at Kriig og Feltslag er ikke andet end Tærning-Kast. Efterdi nu saaledes er beskaffet, og det eene med det andet er ikke andet end at sette sin Ret paa Spill; er det da ikke bedre at underkaste sig det Spill, som er mindst blodigt og kostbart? Der er derfore intet bedre Middel til at conservere en almindelig Fred, end enten at lade Tvistighederne paakiendes af en tilfælles og autorisered Ret, eller at lade den decidere ved Tærning-Kast. Det sidste er dog sikkere, og haver bedre Virkning end det første; Thi man seer af daglig Erfarenhed, at enhver, som for Retten taber en Sag, beskylder Dommeren enten for Uvidenhed eller Partiskhed; Saa at det er troeligt, at, hvis der ingen Ret var uden Appel, saa appellerede de stridende Parter saa længe som de havde Ævne dertil. Anderledes er det ved Tærning-Kast eller andet Spill af Hazard: enhver acqviescerer derved, og tilstaaer, at hvad hans Contra-Part haver vundet, er en lovlig og retmessig Acqvisition. Det var at ønske, at man betienede sig og af samme Middel udi Indenlandske Tvistigheder og Tretter imellem enhver Stads Borgere indbyrdes. Thi, ligesom det er ligesaa uvist, hvorledes Dommen vil fældes udi en Sag, helst for en tallriig Ret, som hvad Øyen der vil falde paa Tærningerne, saa er jo best at terminere Sagerne paa den korteste og mindst kostbare Maade. Jeg siger, helst for en tallriig Ret, hvor det kommer meest an paa Slumpe-Lykke, efterdi Dommene der grunde sig ikke paa Stæmmernes Vægt, men Antall (suffragia non ponderantur, sed numerantur). Hvor ofte 143 kand det ikke hende sig, at een, som enten ikke fatter en Sag, eller sidder og sover, medens den ageres, dog ved sin Stemme, naar Vota ere lige, udvirker Dommen. Det heeder jo ogsaa ofte, som der staar i Comoedien: Jeg er af Meening med Niels Skriver, førend Niels Skriver haver voteret. Jeg erindrer mig her et Svar, som en vis Dommer engang gav een, der besværgede sig over Rettens Dom: Vi sidde ikke her, sagde han, saa meget for at skaffe Folk Ret, som for at giøre Ende paa Sagerne. Dette og andet foraarsager, at enhver der taber sin Sag, declamerer mod Retten, helst naar han haver vundet den for en Under-Ret; hvilket ofte skeer. Hvis man nu lader det komme an paa Tærning-Kast, saa bliver vel Hazarden den samme, men Tiid og Omkostninger spares. Alt hvad, som herimod kand siges, er at det Juridiske Studium i saa Maade reent vilde undergaae: Men det er jo ligesom man vilde sige: hvis en almindelig Fred kunde tilveyebringes udi Verden, vilde Ingenieurs, Canon-Støbere, Sværdfeigere etc. tabe deres Næring; Eller: hvis man kunde hindre Tyverie, vilde Nogle, Dorre, Laase blive til ingen Nytte, og Conseqventer Grov- og Klein-Smede derved vilde lide Nød. Hvad andre Indvendinger herimod kand giøres, haaber jeg let at besvare: Dog staaer jeg fra min Meening, hvis den ingen Bifald finder hos de gode Herrer, som see dybere ind udi Stats-Sager, end vi Kiøbsted-Folk, hvilke føre Titler af Etats-Raade, og have Navn af de Værdigheder, som Eder virkeligen tilkomme. Jeg haaber dog, at Publicum engang skiønner paa Eders Meriter. Jeg forbliver etc.

P. 5. Med sidste Post er intet Nyt af Vigtighed, end det som jeg haver læset udi en skreven Avis, nemlig, at den Engelske Amiral Hadock haver optaget en Fransk Fregatte udi Mare del Zur. Den Frygt, som I gode Herrer haver giort Eder over den Tyrkiske Keysers Bevægelse, kand I reent sette til Side: thi Sultanen tenterer intet mod Christendommen saa hastig; det skal jeg være Mand for. Jeg er ellers eenig med Eder udi den Dom, som I have 144 fældet over de Franske Generalers Conduite i denne Campagne. Den gode Kong Ludvig XIV. skulde nu see op, saa vilde der blive et Fandens Examen. En af Eders Lemmer haver ellers nyeligen ladet mig vide, at endeel gamle Aviser ere bortstaalne af Eders Archiv, nemlig en Tome, som indeholdt Aviserne for det Aar 1699. og som var af stor Vigtighed. Jeg skal anvende all Fliid paa at forsyne Eder med samme Aviser igien. Jeg haver ladet spørge derom hos Christian Cassubens Arvinger; men forgieves: Thi man lader alting forkomme, og der er her saa liden Curiositet blant Folk, at man kand frygte for et Barbaries igien og det Politiske Videnskabs totale Undergang, efterdi det fornemmeligen acqvireres ved Avisernes Læsning. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CLVI.

Til **

Saasom dig er tilfalden en liden Capital, hvoraf Renterne neppe ville forslaae til skikkelig Underholdning, saa forlanger du at høre min Betænkning, hvorledes du best kand føre dig saadan Capital til Nytte, og hvorledes du kand faae den sikkerst og fordeelagtigst udsat. Det er vanskeligt udi denne Tilstand at give noget Raad; thi, vil du have meer end simpel Rente, kand du intet sikkert Pant bekomme: Hvis du derimod vil lade dig nøye med den sædvanlige pro Cento, vil Renten neppe være tilstrækkelig til din Udkomst. Du forlanger at vide, om jeg raader dig til at drive Handel med samme dig tilfaldene Capital: Jeg raader dig ikke der fra; men du maa vel overlegge med dig selv, hvad Handel du vil foretage; thi all Handel er slibrig, og er Tilfælde underkasted, hvorved mange ere blevne skildte ved alle deres Midler, og bragte til Bettel-Staven. Jeg haver dog efter din Begiering efterforsket, hvad Handel her i Landet er mindst farlig og meest for- 145
deelagtig. Samme Handel bestaaer derudi, at man vover 10 Rigsdaler paa Lykke og Fromme: Tabet er i saa Maade ikkun lidet; hvis derimod Handelen vil lykkes, kand du paa 10 Rdlr. vinde ti tusinde og derover. Du tænker vel, at jeg herved meener Lotterier; men det er aldeeles ikke min Meening: Thi Erfarenhed viser, at mange, som deres heele Lives Tiid have continueret med Lotterier; have dog aldrig vundet nogen stor Lod. Ney den Handel, som jeg meener, er af langt anden Beskaffenhed. Dette alleene er derved at mærke, at den ikke med Fremgang kand drives af hver Kiøbmand. Thi der behøves tvende Reqvisita, først, at den handlende Person er af Naturen vel danned, og i det ringeste uden nogen kiendelig Legems Lyde; dernæst, at han haver erhverved sig Sted udi Rangen. Saasom nu Mon Frere haver begge disse Reqvisita, raader jeg til at forsøge Lykken ved den Handel, som jeg her vil tilkiendegive, og som haver succederet saa vel for mange andre af vore Lands-Mænd. Reysen er ikke meget besværlig, og Seyladsen ikke nær saa lang, som til Trankebar eller China. Fordeelen derimod er uforligelig større, end den, som den Asiatiske Handel tilveye bringer. Kiøbmandskabet bestaaer derudi. Efterat man ved Correspondenter haver erhvervet sig Kundskab om Jyllands Tilstand, og ved Factorer faaet en efterretlig Liste paa de fædeste Enker og Jomfruer udi Cimbrica Chersoneso, fragter man den Callundborgske Smakke, som fører directe til Aars, og koster 8 Rigsdaler. Saasnart man kommer i Landet, begynder man at negotiere. Hvis Negotiationerne ikke lykkes, lider man intet andet end at komme tilbage med en Kurv og 8 Rigsdalers Forliis; hvilket er ingen stor Ulykke: Thi en Kurv er let at bære, og udi 8 Rigsdlr. er ikke stort Tab. Hvis derimod Handelen, som gemeenligen hender, lykkes, vinder man ofte meere end en Supercargo kand vinde ved fire Chinesiske Reyser. Ingen maa lade sig af de Besværligheder, som Peder Paars fordum udstoed paa dette Farvand, afskrække; thi een Svale giør ingen Sommer. De fleeste af vore Landsmænd have 146 befundet sig vel ved slige Tog: Og Jylland vinder dette derved, at mange af dets Borger-Enker og Borger-Døttre blive af simple agtbare og ærlige Jomfruer forvandlede til Velbaarne Fruer. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CLVIII.

Til **

Intet zirer et Menneske meere end et ordentligt Levnet; intet conserverer ey heller meer et Menneskes Liv. Plinius den yngre anfører Exempler paa adskillige Romerske Herrer, der ved et ordentlig Levnet have udi stedsevarende Sundhed opnaaet en høy Alder. Det synes, at vor tilfælles Ven Metrodorus haver foresatt sig slige Mænds Plan til at efterfølge: Om han haver været lykkelig udi Imitationen, derom maa min Herre dømme af efterfølgende Beskrivelse. Metrodori Nat eller Hvile-Tiid varer præcise, saavel Vinter som Sommer, til Klokken 9 og 3 Minuter derover, og, saasnart han reyser sig af Sengen, kand man vide, hvad Klokken er, rigtigere end af noget Uhrverk. Da ringer han efter Stue-Pigen, hvis det er ikke paa de tvende Dage i Ugen, som hun hviler i hans eget Sove-Kammer (thi han er ogsaa derudi ordentlig, og haver afpassede Tider). Saa snart han er kommen i sin Slaap-Rok, tager han en maadelig Dosis af Brændeviin for at aabne Maven, som Medici sige, men tempererer den strax igien med Thée eller Café, som han Vexelviis bruger hver anden Dag. Derpaa setter han sig ned udi sin Lehne-Stoel; og, efterat han der paa nye haver taget en liden Morgen-Søvn, anvender han fast en heel Time paa Læsning af gode Bøger, hvoraf han fornemmeligen haver udvalt sig tvende, som han meener ikke kand læses for ofte. Den eene Bog er et aandeligt Skrift, som kaldes Aabenbaringens Hoved-Nøgel; den anden er en Samling af alle Rangs-Forordnin- 147 ger, hvilke han haver indsluttede udi eet Bind, udi hvis daglige Læsning han haver saaledes øvet sig, at han paa et Haar strax kand sige, udi hvilken Classe og ved hvilket Numer enhver Embeds-Mand og gradueret Person staaer. Han bekymrer sig fast ikke om anden Læsning alle Formiddage, holdende for, at de, som læse alle slags Skrifter, lære intet til Gavns. Naar Klokken præcise er 12 og 13 Minuter, gaaer han til Bords, og da giør et godt Middags-Maaltiid, skiønt det dog ikke gierne gaaer over 6 Retter. Naar Maaltidet er giort, sætter han sig paa sin Lehne-Stoel igien, tagende fat paa en Tydsk Bog, kaldet en sand Christens Nat-Hue; hvorudi han læser et Stykke, ikke saa meget af Andagt, som for at falde udi Søvn; hvilket er efter hans Huus-Doctors Raad: Thi Læsningen af sarnrne Skrift haver altiid en saadan fortreffelig Virkning. Efterat han haver sovet en Time eller halvanden udi det hoyeste, kommer hans Pige ind med en stoppet Pibe af Knaster-Tobak, hvilken han udsmøger; og, naar det er skeed, gaaer han halvandet hundrede Gange frem og tilbage paa sit Stue-Gulv, tagende ved hver 10. Gang en Friis af stærk Brasiliansk Snuustobak. Derpaa drikker han et Spits-Glas Brændeviin, som indeholder en tredie Deel af en Pæl: Og da er det, at han forfalder udi en aandelig Paroxysmus eller Bus-Kamp, og kalder paa Pigen. Mademoiselle Ignatia kommer da skielvende ind, saasom hun veed, at det vil gaae ud paa et Skriftemaal, som vil vare en heel Time. Han examinerer da hendes Forhold, bebreyder hende hendes Kiødelighed, og formaner hende til et nyt Levnet; hvilket hun altiid med sammenfoldede Hænder lover, skiønt hun det aldrig holder; hvilket dog ey er hans Skyld. Efter at Catechisationen er til Ende, skrider man til Freds-Traetater; og lader da denne brave og føyelige Pige stedse see sin Docilitet; saa at paa hvert Sørge-Stykke følger som et lidet Nachspill; hvilket jeg dog troer skeer udi Æren, skiønt hans Fiender giøre egne Cornmentarier derover: Men de kand derudi giøre ham U-ret; thi de, som kiende Manden, have de Tanker om ham, at han er Me- 148 ster af sine Passioner om Dagen, og at han ikke confunderer Dag-Arbeyde med Natte-Forretninger. Hvert Arbeyde haver hos ham sin visse Tiid, saa at han end udi slige Lyster ikke viger fra sin strænge og afpassede Diæt. Hans Aftens-Maaltiid, som derpaa følger, er tarveligt; thi han nyder da een Ret mindre end om Middagen. Naar Maaltidet er giort, kommer hans Pige ind, og piller ham udi Hovedet, indtil han bliver søvnig, og forlanger at gaae til Sengs. Pigen, efterat hun haver afklædet ham, gaaer da gemeenligen bort; thi jeg haver forhen viset, at det er ikkun tvende Gange om Ugen, at hun giør ham Natte-Selskab. Paa selv samme Maade bortdrives alle Dage i Ugen, ja alle Dage udi Aaret. Om saadant Levnet er philosophisk, kand jeg ikke sige: Det maa dog alle tilstaae, at ingen Leve-Maade kand være meere ordentlig, saasom ikke alleene Timer, men endogsaa Minuter i alting i agt tages: Hans Uvenner sige vel: Hvorledes kand Devotion consistere med Brændeviin, og Straffe-Prædikener med Elskov? men adskillige fornuftige Moralister derimod vidne, at der er en slags Devotion, som avles af Liqveurs; thi der siges om Cato: Virtus ejus incaluit merò; item, at udi Elskov er intet ondt, naar ikkun Hiertet er godt, og at man ved Legemet ikke kand synde, naar Siælen er reen. Udi denne Tvistighed deciderer jeg dog ikke: Jeg haver ikkun alleene villet vise, at alt hvad, som findes hos denne Mand, er udi en net og ziirlig Orden, og at han i den Henseende af nogle regnes blant vore Tiders Philosophos. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CLXXVI.

Til **

Jeg takker min Herre for hans Lykønskning. Den Critiqve, som han mælder, at nogle have giort over min nye Værdighed, sætter mig udi ingen Bevægelse. Saatidt jeg 149
hører saadant, svarer jeg, at adskillige andre literate Personer til saadan Værdighed ere ophøyede, at min Adkomst dertil er saa god som nogen andens, og at min Promotion er mindre paradox end adskillige andre literate Tydske Personers, efterdi deres Baronier ligge udi Maanen, da mit derimod virkeligen existerer paa Jordens Klode, og ligger udi den Province Siælland. Videre forestiller jeg dem skiemtviis, at jeg er af militaire Stand, og at jeg for 50 Aar siden haver staaet indrulleret i det Aggerhusiske Regiment udi Norge, saa at jeg efter min Tour kunde maaskee nu have været General, hvis jeg imidlertiid havde beholdet mit Hoved. En vis ung Person, som meenede, at jeg havde giort alt for stort Spring paa een Gang, bad jeg gunstigst at ville eftertænke, at jeg var udi Embede og udi en slags Anseelse, førend han blev fød. En anden, som forundrede sig over, at jeg paa min høye Alder haver ladet mig baronisere, svarede jeg, at det var skeed, alleene for at vise, at den Character, som jeg forhen udi mine Skrifter haver givet denne Nation, er gandske rigtig, nemlig, at man her ikke bekommer Lyst til at dandse, førend man faaer Lig-Torne, og at man ikke faaer Smag paa Verden, førend man bliver 60 Aar gammel: Formanende ham derhos, at han selv vilde tage sig vaere, naar han kom til samme fatale Alder. Andre Svar giver jeg ikke disse Raisonneurs, hvorvel mig ikke fattes solide Argumenter, som af fornuftige Folk ere bekiendte, og som af dem holdes for at være grundige. Men, at jeg med min Herre skal tale lidt meere alvorligen, da, eftersom nogle tage Anledning at criticere denne min Metamorphosin af det, som jeg tilforn haver skrevet, især udi een af mine Epistler; hvorudi jeg haver viset min Bestandighed i at modstaa Fristelser, og censurerer dem, som af Ambition, og for at beklædes med Æres Titler, indvikle sig udi verdslige Forretninger, hvorved Boglige Konster maa til Side settes; da kand jeg dertil sige, at saadan Critiqve gaaer mig aldeles ikke an: Jeg haver ikke sagt, at Ære og Værdighed giør Skaar udi Boglige Konster og Acade- 150
miske Studeringer; tvertimod, jeg haver sagt, at Studeringer derved heller opmuntres og forfremmes. Jeg haver alleene sagt, at mange, som have giort stor Fremgang udi Boglige-Konster, søge, for at nyde Æres-Titler, at indvikle sig udi verdslige Forretninger, hvorved deres Studeringer settes til Side; og at det er saadanne Fristelser, som jeg haver imodstaaet, ey villende derudi følge deres Fodspor. Til Beviis derpaa haver jeg anført en Tiid af meer end 30 Aar, udi hvilken jeg uden Anfægtning haver anseet andres Forvandlinger udi det selvsamme Collegio, hvori jeg sidder. Og kand enhver slutte, at, eftersom jeg haver holdet Stand indtil min høye Alder, det nu kand være mig lige meget, enten jeg gaaer paa andres høyre eller venstre Haand, helst saasom jeg ikke meer kommer udi store Selskaber, hvor man fører sig sin Rang til Nytte. Jeg haaber derfore, at enhver kand see, at den Erection, som er skeed af mit Jorde-Gods til Fri-Herskab, er skeed alleene til Publici Nytte, og for at have et Monument efter min Død, saa at det her maa heede, som en gammel Philosophus sagde: Sero arbores qvæ aliis prosint, det er: Jeg planter Træer, som andre skulle nyde Frugt af. Mit heele Levnets Lob viser, at dette kand være mit Symbolum, eftersom jeg aldrig haver havt det nærværende Gode for Øyene, og, saasom jeg ikke efter Haandverks-Folks Exempel haver arbeydet de fleeste Dage i Ugen for at have en fri Mandag: Enhver, som indretter sit Levnet efter saadan Plan, bør ingen Misundelse underkastes: Hvis Misundelse kand forsvares, saa maa det heller være i Henseende til dem, der ved Arv, Giftermaal, ublue Raaben og idelige Ansøgninger komme til Velstand, ikke i Henseende til dem, der næst GUD ey kand tilskrive deres Velstand uden deres eget Arbeyde og ordentlige Oeconomie. Jeg haaber, at et hvert fornuftigt Menneske saadant kand begribe: Jeg haaber ogsaa, at de af mine Landsmænd, som med saadan Hidsighed jage efter Rang og Titler ikke kand besmykke deres Opførsel med mit Exempel. Min Værdighed haver langt anden Adkomst. Den er og et 151 Embede, hvorudi er en Realitet: Da andre derimod begiære at kaldes det, som de hverken ere eller agte at blive: De søge hver siette eller syvende Aar at beklædes med nye Titler, hvortil de anføre langt slettere Motif end Børns, der udi tilvoxende Aar for Tiden bede om en nye Kiole, foregivende, at den gamle bliver dem for stakket: Hvad som herved ellers fornøyer mig, er dette, at andre studerende Personer af dette Exempel opmuntr es, og at alle fornuftige Folk legge denne min Dignitet Hans Kongel. Majest. til Berømmelse. Udi Promotionen er ellers intet Paradox, med mindre man vil holde for, at det er imod Anstændighed, at een, der profiterer politiske Historier, Jus publicum og Morale, beklædes med Værdighed; og at Høyhed og Æres Titler alleene tilkomme dem, som sidde udi andre Collegier, hvorudi Regnskabe revideres, Extracter af Memorialer giøres, og Formularer eller Forskrifter skrives. Min Herre seer heraf, at paa mig ikke kand retorqveres, hvad jeg haver dadlet hos andre, saasom denne min Værdighed ingen Desertion fra Studeringer foraarsager: Thi en Baron kand holde Venskab med de 9 Musæ, ligesaavel som en Professor; og man mærker af mine Studeringers Fortsettelse, at jeg end ikke haver opsagt eller agter at opsige mit Borgerskab. Det er ikke Værdighed, men visse Forretninger, som ligge til en Værdighed, hvilke foraarsage Studeringers Tilsidesettelse. Hvis en Artikel havde været indført udi mit Friherlige Patent, nemlig at jeg maatte herefter ingen Omgiængelse meere have med de 9 lærde Jomfruer, og jeg ikke desmindre havde ladet mig baronisere, saa havde den Critiqve, som af nogle giøres, været gandske rigtig. Men, saasom Værdigheden ikke med saadan Clausula er given, og grundige Studia ere ingen contrebande Vahrer for en Friherre, men heller zire Standen, saa er visse Folks Domme, herudi som i mange andre Ting, uden Grund. Det var at ønske, at alle Grever og Friherrer vare lige saa vellærde som velbaarne: Derved leed Landet aldeeles ikke. Tvertimod, grundig Lærdom zirer Standen meere, end forgyldte Vogne, eller toppede 152
Hæste: Og er det derfore, at jeg lader hverken mine Døttre eller Vogn-Hæste toppe, men søger at distingvere mig ved Videnskabers Cultivation, med et ordentligt Levnet, med udkaarne Folks Omgiængelse, og ved Liberalitet udi slige Ting, som sigte til Publici Nytte. Ikke at tale om: At man udi Klæde-Dragt, Stats og Eqvipage nu omstunder ikke kand distingvere sig meere, helst udi en Stad, hvor man seer Haandverks-Karle udi røde Skarlagens Klæder, Skrædere, Skoemagere og Bagere at age udi Vogne og Carosser, og at boe udi Huuse, som man kunde tage for Palatser, hvis Dørrene ikke vare tegnede med Saxe, Støvler og forgyldte Kringler. Lader os engang ret betænke, hvorudi en Mands Ære bestaaer. Ingen Tiid haver givet os bedre Leylighed til at aabne vore Øyen, end denne som vi nu leve udi, da GUD haver velsignet Rigerne med en Konge og en Dronning, der ved egen Frugalitet og Tarvelighed dagligen foregaae os med Exempler. Vita Principum censura est: Hoffets Exempel kand udvirke meere, end de strængeste Forbud og Love. Vor Tiid viser derpaa et mærkeligt Exempel udi Ryssland. Der kunde en Boyar fordum ikke besøge sin Naboe, uden han var geleydet af 20 til 30 Edelmænd; men, da de saae, deres egen store Monarch ofte at gaae igiennem Moscows Gader uden Følge, meenede de, at det ogsaa kunde være dem anstændigt, saa at de begyndte at fatte andre Idée om det, som kaldes Decorum eller Sømmelighed. Jeg raader herved ingen til Karrighed; tvertimod jeg holder den for at være ligesaa stor Lyde, som Overdaad, hvilket jeg og ofte i mine Skrifter haver viset. Jeg raader til at lade Penge roullere. Mit Morale sigter alleene til at vise den rette Brug deraf, og at udrødde den falske Concept, man gemeenligen giør sig om Genereusitet, og det som man kalder Godhiertighed, helst udi dette Land, hvor mange udi Stats og Vellyst lidet agte Penge, og ikke spørge om, hvad et Gieste-Bud eller en Lyst-Reyse skal koste, men derimod slaae Knuder om Pungen, naar der handles om at give Penge til deres egen og Landets Ære, hvilket foraarsager, at mange gode Ting 153 ingen Fremgang kand have, og at mange nyttige og zirlige Stiftelser qvaeles udi deres Fødsel. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CLXXVII.

Til **

Min Herre skriver, at han med Fornøyelse haver læset mit sidste Brev; hvorudi han finder en grundig Apologie, som han dog meener ikke at have været fornøden. Jeg er selv af samme Tanker, saasom der behøves ingen Forsvar for en god Ting. Enhver veed, at jeg forlænge siden haver destineret mine Midler til Publici Nytte, at jeg haver raadført mig med mine Venner om Maaden, paa hvilken saadant best kunde skee, og at jeg haver giort tvende Testamenter: et udi det Aar 1735. som jeg siden haver casseret; Og et andet 10 Aar derefter, som jeg ey heller var fornøyet med. Udi denne min Tvivlraadighed blev jeg udi det Aar 1746 opmuntret til at giøre en Donation af mine Midler til det Ridderlige Academie, hvis Stiftelse da var i Gierde. Propositionen var saa snart ikke giort, førend jeg bifaldt den; Saasom jeg haver holdet saadan Stiftelse for en af de allernyttigste, som udi dette Land kand giøres; hvilket jeg ogsaa udi mine Skrifter forhen haver givet tilkiende. Jeg siger udi dette Land, endeel efterdi intet Studium hos vor Ungdom er meere bleven forsømt end Stats-Videnskab; Endeel og efterdi Reyse-Syge, som her regierer stærkere, end noget andet Steds, derved kand cureres, og utroelige Penge-Summer, som aarligen gaae ud af Rigerne, derved kand spares. Jeg veed vel, at alle ere ikke eenige med mig herudi, holdende for, at udi Udenlandske Reyser er en Fornødenhed, saasom man derved kand see andre Nationers Skikke og Sædvaner, lære fremmede Sprog, og tale med berømmelige Mænd. Saadant haver 154
noget Skin, og gemeenligen anføres til Prætext, skiønt, naar de unge Herrer nøye examinere sig selv, ville de mærke, at den rette Motif til deres udenlandske Reyser er Begierlighed efter Divertissemens, og den Sødhed de finde i at leve udi Frihed. Hvis man til Forsøg gav unge Personer Tilladelse at reyse ud til det lærdeste Universitet, men hvor ingen Comoedier, Opera, Spectacler eller anden Øyens-Lyst kunde nydes, vilde Lysten maaskee gandske forgaae, helst om Reysen skulde skee med de Vilkor, at de skulde geleydes af deres Forældre, der kunde have Opsyn med dem. Jeg troer, at mangen Huus-Fader herom er persvaderet, og derfore lod sine Børn blive hiemme, hvis han raadde sig selv. Men, naar Sønnen faaer først Moderen paa sin Side, og de med associeret Magt angribe Verket, hielpe Faderens Argumenter lidet eller intet. Jeg vil dog ponere, at adskillige unge Herrer reyse udenlands alleene udi Forsæt at poleres og at forfremmes udi Sprog Videnskaber: men man kunde giøre Forsøg med tvende Brødre af lige Qvaliteter, saaledes, at man lod den eene reyse, og den anden blive hjemme, og see saa efter udi hvilken Tilstand begge efter 2 à 3 Aars Tiid vilde findes. Man vilde efter saadan Tiids Forløb finde, at den Reysende vilde komme hiem med en riig Kram af allehaande Slags glimrende Varer, men derhos destitueret af visse fornødene Ting, som meest komme tilpas udi Fremtiden, naar han skulde træde i Forretninger, og hvorpaa den tilbageblivende imidlertiid haver samlet got Forraad: Den første vilde befindes at tale nettere Fransk og Italiensk; Den sidste at forstaae bedre Landets Sprog, som til Forretninger fast eene udf ordres: Hin vilde brillere udi Selskabe ved at tale om sine Reyser, og om fremmede Nationers Egenskab; Denne, som imidlertid havde erkyndiget sig om Danske Love og Forordninger, item om Fæderne-Landets Beskaffenhed, vilde skinne udi en Ret eller et høyt Collegio, hvoraf han kunde allereede være bleven et Lem, naar Broderen ved sin Tilbagekomst maatte begynde at solicitere om et Embede, eller søge ved indenlandske Studia at 155 giøre sig beqvem dertil; thi det heder da: Hic Rhodus, hic salta. Saaledes vilde uden Tvivl begges Tilstand blive: Ikke at tale om, at, om Faderen imidlertiid døde, vilde den første ved sin Hiemkomst finde udi den Afdødes Journal en saadan Antegnelse. Paa min Søns Peders Reyse er giort Bekostning af 6000 Rigsdaler: Min anden Søn Paul der imod haver imidlertid ikke kostet mig meere end 2000; derfor maa 4000 Rigsdaler afkortes udi Peders Arv. Jeg siger, at saadanne Prøver kunde giøres; Og bilder jeg mig ind, at de ofte ere giorte, skiønt uden Frugt. Dog u-anseet alt dette, raader jeg ikke aldeeles fra Ungdommens udenlandske Reyser; men, som jeg i alting stræber at gaae en Middel-Vey, gaaer jeg den ogsaa herudi, og raader alleene til Midler, hvorved saadanne kunde modereres. Det er ikke tienligt, ja fast ikke giørligt, ved et almindeligt Forbud at ville hæve en almindelig herskende Passion: thi det var ligesom ved en Forordning at ville forbyde Rysserne Brændeviin eller Hollændere Røg-Tobak; til hvilket man ingen Øvrighed kunde raade. Det sikkerste Middel til at moderere denne Epidemiske Reyse-Syge, er et Ridderligt Academies Stiftelse: helst, naar en Hoved-Artikel derved helligen i Agt tages, nemlig, at ingen udenlands Reyse nogen bliver tilladt, førend han udi nogle Aar haver studeret hiemme paa saadant Academie. En saadan Artikel er basis, hvorpaa Stiftelsen grunder sig, og ligesom Kalken der skal give Bygningen en bestandig Consistence. Thi, saasom alle bemidlede unge Personer brænde af Begierlighed til udenlandske Reyser, og et indenlandsk Adeligt Academie bliver Canalen, hvor igjennem de maa passere, kand det aldrig have Mangel paa Academister. Erfarenhed viser, at Dispensation udi denne Artikel fornemmeligen haver foraarsaget de forrige Stifteisers Hævelse. Ungdommen kand ikke besværge sig over, at deres Hoved-Lyst dem derved betages, efterdi Reyserne dem ikke forbydes, men Tiden alleene foreskrives, paa hvilken de med Frugt kand reyse. Nytten, som deraf flyder, er stor, og det i mange Henseender: Thi udi de 2 eller 3 Aar, i hvilke unge Per- 156
soner studere paa et indenlandsk Academie, kand enten Reyse-Sygen dem forgaae; og, hvis den imidlertiid ikke forgaaer, kand de siden reyse med større Nytte, med større Sikkerhed, og med mindre Bekostning. Med større Nytte; efterdi de udi Fædernelandet have lagt Grundvold til de Videnskaber, som de udenlands videre kand excolere: Med større Sikkerhed; efterdi Reyserne foretages udi en moed Alder, og Forældrene kand befries for den Bekymring, som de svæve udi, naar deres Børn flakke om udi langtbortliggende Lande, førend de have faaet Skiæg paa Hagen: Og med mindre Bekostning; efterdi de siden kand reyse uden Hovmestere, og lade sig nøye med en troe Lakey eller Tiener, hvorved store Penge-Summer kand spares. Nogle, som finde disse Argumenter grundige, ville maaskee hertil sige, at man reyser Udenlands fornemmelig for at acqvirere Fripostighed, zirlige Skikke og Maneerer; og, naar saa er, er det bedre, at Reysen skeer tiligen, end silde, saasom saadant lider meest paa den grønne Ungdom, der er som et Vox, paa hvilken alle Slags Skikkelser let trykkes. Men jeg meener, at de Skikke og Maneerer ere allersømmeligste og allerzirligste, som overeensstemme med Fædernelandets Skikke og Levemaader; og viser Erfarenhed, at de, der have ført sig udi fremmed Skikkelse Udenlands, ofte ved deres Hiemkomst belees af deres Landsmænd, og søge efterhaanden at naae deres forrige Skikkelse igien. En Hollænder, der kommer fra Paris, chargered med Franske Maneerer og Ziirligheder, bliver af sine Landsmænd fast anseet som en Pekelhæring: Thi hvad som zirer en Nation, vanhelder en anden; og haver her Sted det, som Cicero siger: At iføre sig andens Natur, for at tabe sin egen. Men lad være, at saadant kunde agtes nødvendigt udi visse Lande, saa passer det sig ikke paa Dannemark, og allermindst paa Indbyggerne udi Kiøbenhavn; hvor man udi kort Begreb kand see, alt hvad andre Stæder bryste sig af; hvor en Mængde af alle Slags Nationer opholde sig; hvor der er et Kongelig Hof f, et stort Universitet, en Guarnison, en Søe-Magt, og en Samling 157 af alle Slags Stænder og Professioner. At reyse fra saadan Stad til andre Stæder for at profitere af Omgiengelse, er det samme som at leede efter Vand, naar man boer ved en Søe. Disse mine Tanker underkaster jeg min Herres Skiønsomhed, forblivende etc.

EPISTOLA CLXXXVIII.

Til **

Forgangen Dag mødte een mig udi all min Statz, og hviskede mig dette udi Øret: Saadan prægtig Klædedragt er ingen Zirath for en Philosopho. Jeg svarede ham derpaa, at jeg aldrig haver givet mig ud for Philosopho, men at jeg tvert imod ved alle Lejligheder haver skiemtet med dem, som affectere det Navn: Videre, sagde jeg, at jeg kunde anføre en grundig Raison, hvi jeg undertiden ifører mig Fløjels- og Silke-Klæder, og saadan Dragt, som jeg selv væmmes ved at bære. Man veed, at min tarvelige Levemaade og Opførsel haver givet Lejlighed til en og anden Critiqve. Naar Folk have seet mig at nøjes dagligen med een eller to Retter Mad, og ofte at gaae til Fods, og det udi en Stad, hvor alle indtil Haandverks-Folk age og lade sig bære, have de tilskrevet saadant en Karrigskab. For nogenledes at vise slige Dommes Ugrund, giør jeg undertiden Depenser i Klædedragt og adskillige andre Ting, som kand skee uden Incommodation. Jeg siger, uden Incommodation: Efterdi en kostbar Klædning kand være lige saa let at bære som en ringe, da derimod de Midler, som mine Landsmænd betiene sig af, for at lade see deres Generositet, bestaae gemeenligen udi Overflod af Mad og Drikke, udi unødige Opvartere, udi Vogne og Bære-Stole, hvilke ere min Helbred utienlige, og viderlige for min Humeur. Jeg er ingen Elsker hverken af Skiørbug eller af Feber: Derfore æder jeg lidt, og bevæger mig jævnligen. Naar 158 jeg falder i en Feber, skikker jeg mig derudi, og det bedre end andre, efterdi jeg selv ikke haver foraarsaget den, da man om de fleeste andre Febricitanter kand sige: Løn som forskyldt. Jeg erindrer mig engang at have apostropheret min Feber udi et Vers, som findes blant mine Latinske Epigrammata, og hvis Begyndelse er:

Qvid me tam gracilem depasceris arida Febris?

Indholden var, at den havde taget et slet Herberg hos mig, og at den havde begaaet en Daarlighed at gaae min Naboe Theodorum forbi, udi hvis tykke og vellystige Mave den vilde have fundet langt meere Føde, ja Proviant for et heelt Aar. Min Herre seer saaledes, hvi jeg er sparsom udi Mad og Drikke, og resolut udi Klædedragt; og at det eene skeer for at conservere min Sundhed, og det andet, for ikke at beskyldes for Gnieragtighed, hvilken jeg holder for fast ligesaa stor Lyde som Ødselhed. Man kand vel sige, at der gives andre lovlige Midler til at lade see Penge-Foragt end udi Klæder: Man kand anvende Penge paa Almisse, paa nyttige og ziirlige Stiftelser, og andet deslige, hvorved man kand befries fra Karrigheds Eftertale: Men jeg meener nogenledes at have betient mig af saadanne Midler: Noget deraf er bekiendt, andet er derimod skiult; thi det er Pharisæisk at uddeele Gaver ved Trompeters Lyd, og Almisse taber sin Dyd, naar den giøres aabenbar. Med alle de Critiqver derfore, som ere giorte, og som giøres over min Opførsel, bliver jeg ved min Levemaade, som jeg gandske vel haver overlagt. Dette og andet siger jeg ikke at forsvare mit Levnet og Opførsel herudi, men for at undervise dem, som moralisere hen i Taaget, og som af falske Concepter giøre Dyder til Lyder, og Lyder igien til Dyder. Jeg overbevisede een af mine Bekjendte saadant nyeligen paa friske Gierninger herudi. Jeg spurdte, om han ikke vilde anvende en Daler, for at anhøre en Concert, som om Aftenen skulde holdes af det Musicalske Societet her i Staden. Jeg forestillede ham, i hvad Stand samme Societet var, og at det formedelst Penge-Mangel maatte 159
snart falde, hvis det ikke blev bedre freqventered og understøtted. Han svarede mig dertil, at han gierne ønskede Societetets Vedligeholdelse; men at udgive en Daler paa eengang, syntes ham at være forhaardt udi vanskelige Tider. Just i det samme fik han Besøgelse af tre Personer: Hvorudover han strax lod hente to Bouteiller Viin, hvilke han nødde dem til at tømme, endskiønt de ved hvert Glas undskyldte sig. Da mærkede jeg, at Daleren blev ikke meget agtet; og saaledes er det i andre Ting: hvoraf sees, hvor lidet de Folk ere beføjede til at criticere andres Huusholdning. Dette Exempel er ikke rart: Oeconomien er fast overalt den samme, nemlig at øse Penge ud til ufornødne, og at spare paa dem til fornødne Ting. Jeg retter mig gierne efter Landets Moder, for ikke at beskyldes for at singularisere: men jeg kand ingenlunde skikke mig udi mine Medborgeres Oeconomie. Jeg haver udvaldt den Levemaade, som overeensstemmer med min Natur, og som tiener til min Helbred. Jeg holder gierne Venskab med mine Venner; men meer med mig selv: Vil derfore heller høre min Naboe, end min Mave, at knurre. Derpaa grunder sig alleene min Sparsommelighed udi visse Ting: Det er derfore, at jeg maaler alting ud udi Lod og Qvintin; det er derfore, at jeg ofte gaaer til Fods, og tidt uden Tiener: Og naar nogen spørger mig, hvi jeg gaaer alleene, svarer jeg, at Tieneren er ude med mine yngste Døttre, for at see til, at de ikke falde paa Gaden. Virkningen der af er, at, naar jeg møder en ung Borger-Søn paa Gaden med en bunted Lakej udi Hælene tænker han, mon du ogsaa ikke kunde gaae uden Convoy? Og veed jeg ikke rettere, end at jeg jo med mit Exempel haver converteret adskillige. Thi for nogle Aar siden var det kommet saa vidt, at alle, indtil fattige Studentere, undsaae sig ved at gaae alleene paa Gaden, men ginge med afpassede Skridt, ligesom de skulde følge Liig. Saadant kom mig efter min Hiemkomst fra udenlandske Stæder des viderligere fore, efterdi jeg udi Amsterdam, London og Paris, havde været vant til at see Printser, Parlaments-Herrer og andre høje Stands- 160
Personer at gaae uden Følge paa Gaderne. Jeg skriver alt dette, ikke for at censurere mine Landsmænd, men alleene, for at retorqvere de Domme som de fælde over andre, paa dem selv, og for at vise, at den, der lastes for Karrighed, kand ofte aarligen depensere lige saa mange Penge, som en Petit-Maitre, skiønt ikke paa samme Maade, og at derfore ugrundede Critiqver ikke bør eller kand bevæge mig til at forandre min Levemaade. Jeg bliver derfore ved at leve, som sagt er; en Deel for at conservere min egen Sundhed, en Deel for at foregaae mine Medborgere med Exempel: Thi ingen Stad, saa vidt mig bekiendt er, behøver meere Underviisning udi Oeconomie og Levemaade, end denne, hvor tvungne Moder foraarsage, at Folk maa renoncere paa Tids-Fordriv, daglig Omgiengelse og Sundhed; thi ubekiendte Personer, sær Fruentimmer, maa ofte holde sig inde heele Maaneder, efterdi Moden forbyder dem at gaae ud til Fods, og de ingen Ævne have ofte at leje en Vogn eller en Æske. De som have været udi visse fremmede Lande, skiønne meest her paa, og finde, at Stadens Moder have paalagt Folk ligesom en civile Arrest. Een kand have Lyst til at besøge sine Venner; men saasom han ikke kand giøre det uden en halv eller heel Dalers Bekostning paa Vognleje, bliver han hiemme: En anden vil divertere sig ved at see et Skue-Spill, eller at høre Musik, vil ogsaa gierne anvende en halv Daler derpaa; men saasom Vogn-Lejen koster ligesaa meget, maa han ogsaa slaae den Tand ud; og er saadant tildeels Aarsag, at Spectacler og andre fornøjelige Stiftelser ingen Bestandighed kand have. Det samme er ogsaa Aarsag, at Promenader og Spadsere-Gange, som ere anlagde for Indbyggernes Fornøjelse og Sundhed, gemeenligen ere gandske øde; ja jeg tør sige, at Kirkerne ogsaa ofte ere tomme. Forestill dig, for Exempel, tvende Personer, een udi Paris eller London, en anden udi Kiöbenhavn. Den første kand gaae ud af sit Huus, uden Ophold, naar ham lyster; kand have den Fornøjelse at finde en god Ven, og tale med ham paa Vejen; kand ogsaa forlade et Selskab, og gaae hiem igien, naar han finder det 161 beleyligt. Den anden derimod kand ikke komme ud af sin Boelig, uden Bekostning, uden Ophold, og uden foregaaende Præparatorier; en Vogn maa bestilles, som ikke altiid staaer tilreede, en Leje-Contract maa sluttes med Kudsken, som ofte ikke skeer uden Klammerie, og Visiter rettes efter Kudskens Lejlighed, som ofte ikke kand fragte sig bort uden til et vist Klokkesiet; saa at, om een er kommen udi et ubehageligt Selskab, maa han holde Stand, indtil Vognen, som forlader ham paa Vejen, kommer tilbage. Vel er sandt, at een, som haver Ævne til selv at holde Hæste og Vogn, er befried for ovenmeldte U-lejligheder; men derimod møde andre Vanskeligheder: Thi en Kudsk er et incommode Meuble udi et Huus. Ligne nu kun den eenes Tilstand mod den andens, og døm deraf, om den første er ikke ligesaa lyksalig, som den sidste er usel. Saadanne haarde Vilkaar underkaste de fleeste sig selv, for at følge Strømmen, og for at i Agt tage det som gemeenligen kaldes en Anstændighed, da dog intet er mindre anstændigt og meere daarligt, end at anvende Penge ikke alleene paa unyttige Ting, men endogsaa paa saadanne, som ere Legemet skadelige, og skille en ved mange uskyldige Fornøjelser. Jeg meener, at dens Opførsel er anstændig, der fører et Levnet lige tvert her imod; der sparer unyttige Udgifter, for at være i Stand til at anvende Penge til sin egen og Landets Ære; der gaaer til Fods, og bevæger sig, for at have et sundt Legeme; der æder og drikker saaledes til Middag, at han ikke spilder sit Aftens-Maaltiid. Saaledes er og stedse haver været mit Levnet; og veed jeg ikke at have giort Exces af noget, uden af Snus-Tabac, hvilket, saasom jeg omsider haver mærket, at det var mig ikke tienligt, jeg udi nogle Aar haver modereret. Jeg forbliver etc.

162

EPISTOLA CXC.

Til **

Min Herre skriver, at han udi de tvende Maaneder, som han sidst var udi Kiøbenhavn, stedse bivaanede vore Danske Skue-Spill; men beklager sig, at de samme Comoedier saa ofte blive igientagne, og meener at man burde opmuntre studerende Personer, enten at oversette de nyeste Franske eller Engelske Comoedier, eller at udarbejde nogle Originaler. Hvad Oversættelser af de nyeste Stykker angaaer, da er saadant ofte forsøgt; men Stykkerne have ingen Fremgang havt paa vor Skue-Plads; saa det synes, at Konsten er uddøed med Moliere. Man kunde vel her til svare, at den liden Fremgang de nye oversatte Skue-Spill have havt, maa heller tilskrives vore Tilskueres slette Smag, end Stykkerne selv, helst saasom det er bekiendt, at mange af de nye Skue-Spill, sær de Touches, ere forestillede med stor Applausu paa den Franske Skue-Plads. Men jeg drister mig, uden Vanitet, at sige, at vore Nordiske Tilskuere, helst af Middelstand, ere langt beqvemmere Dommere herudi, end de Parisiske: Thi hvis de første ikke have saa fiin Smag som de sidste, saa have de den dog ikke saa selsom og fordærved. Til Beviis her paa er dette: Vor Almue her, som ikke spørger, hvo der er Autor til et Stykke, der forestilles, haver stedse funden Behag udi Molieres Comoedier, og derimod vraget de nye oversatte Stykker. Saasom nu alle Nationer have holdet Molieres Skue-Spill for Mesterstykker, og vore Nordiske Tilskuere ikke kand fordøje uden gandske faa af de Comoedier, som ere giorte efter Molieres Tiid, saa kand man ikke andet end fælde god Dom over deres Smag, og holde for, at den Priis, som de Franske sætte paa deres nyere Stykker, rejser sig af en særdeeles u-naturlig Behag udi Spectacler, som adskillige fremmede Folk, ja og nogle Franske selv have mærket, og lastet. Thi, ligesom ingen kand bedre dømme om Rosens yndige Lugt, end den, hvis 163
Næseborer ej ere blevne forstoppede af Snus-Tobaks idelige Brug; og, ligesom ingen kand finde Smag udi den lifligste Viin, der haver vænnet sig til Caffée, og ladet sig indbilde, at det Vand, som kaages paa brændte Bønner, er langt angenemmere: Saa ere de de beqvemmeste Dommere udi sindrige Skrifter og Skuespill, som endnu have deres naturlige Smag, og som af andre ikke have ladet sig overtale at renoncere derpaa. Dog grunder jeg ikke mine Domme eene her paa; thi jeg setter alle Præjudicia tilside, og læser de fleeste nye Skuespill: Men det er med stor Nød, at jeg kand komme fort med Læsningen, og udvirkes intet andet dermed, end at jeg fatter end højere Tanker om Plauti og Molieres Skuespill, end som jeg havde tilforn. Nogle af mine Venner, der saaledes have vænnet sig til den Parisiske Smag, at de have tabt deres egen, have tvunget mig til at læse adskillige nye, sær de Touches Comoedier, som de holde for Mesterstykker, men jeg finder dem langt fra at være Mesterstykker, at de fortiene end ikke at bære Navn af Skuespill; jeg seer, at de ikke have de Parter, hvoraf en Comoedie skal bestaae; jeg finder, at Hoved-Caractererne sielden ere vel udførte. Jeg seer alleene nogle usammenhængende Scener, som ikke sigte til Scopum og et Stykkes Denouement: Jeg finder nogle tørre Samtaler, som ikke kand sætte nogen Tilskuer i Bevægelse. Alt hvad jeg kand rose, er Stiilen og nette Franske Vers: Men saadant giør ingen Comoedie. Forsøg kun at lade oversætte det prægtigste af de Touches Skuespill paa solut Dansk, saa skal min Herre befinde, at det ikke vil blive til andet, end det som jeg haver sagt, og at det ikke vil tiene til andet, end at dysse Tilskuerne i Søvn. Molieres Comoedier derimod, skiønt de ogsaa tabe ved saadanne Oversættelser, blive dog altiid behagelige Comoedier. Dette er mit Betænkende, saa vidt de nye Skuespills Oversættelser angaaer. Hvad Originaler anbelanger, da som Erfarenhed lærer, at utallige Autores forgieves og med liden Lykke have arbeidet derpaa, da raader jeg ingen at vove sig paa det Farvand. Mand kand sige, at fra Plauti 164
Alder indtil Moliere, som giør en Tiid af 2000 Aar, intet anseeligt Skuespill, som bekiendt er, haver været kommet for Lyset. Thi hvad Terentii Comoedier angaaer, da er jeg ikke af Meening med dem, som giøre saa stort Væsen deraf, indtil at præferere dem for Plauti Skuespill: Thi den Geist, den Festivitet, som er Siælen udi en Comoedie, og som giør en Skue-Plads levende, fattes her. Vel er sandt, at Stilen er net, og Caractererne vel udførte; men saadant er noget, som mange andre kand succedere udi, efterdi det udfordrer kun Arbejde og en slags Skiønsomhed. Men at skrive saadanne Skuespill som Plauti, dertil udfordres særdeeles naturlig Gave, som hos gandske faa Mennesker findes. Min Herre vil maaskee ansee det som en Formastelse, at jeg viger fra saa mange, saavel lærde som skiønsomme Mænds Domme herudi. Men rnon lærde og skiønsomme Mænd just ere Kiendere af Skuespill? Ingen bør eller kand fortænke mig, om jeg herudi præfererer Molieres Kiendelse for det heele Parisiske Universitets Betænkning. Man seer, at denne store Comdie-Skriver fornemmeligen haver søgt at imitere Plautum, uden at rette sig efter de Critiqver, som derover af lærde Mænd ere faldne. Man seer, at af alle de gamle Stykker, som han haver foretaget sig at oversætte og pynte paa, han ingen haver taget af Terentio, men alleene af Plauto: Og kand man sige, at Plauti Amphitruo, Aulularia og Menechmi ere endnu de største Skuespill, som vi have. Ingen kand domme om et Skuespill, uden den der haver udstuderet et Theatrum, og af Erfarenhed mærket, hvad Virkning en Comoedie giør paa Skue-Pladsen: Og, naar saa er, kand man ikke meget reflectere paa deres Domme, der sidde hiemme og criticere udi deres Skriver-Stuer, uden at have seet et Skuespills Forestilning; thi de samme kand ikke dømme uden om Stilen, om Moralske Sententzer, og et Stykkes Regularitet, da Erfarenhed lærer, at en Comoedie, som efter alle Academiske Regler er indretted, dog ingen Comoedie er. Thi mangt et Skuespill, som ved Læsning synes at være af ingen Betydelse, haver den fortreffeligste Virkning paa 165 Skue-Pladsen. Et Skuespils Vægt og Gyldighed grunder sig derfor ikke paa lærde Journalisters Critiqver, men paa Tilskuernes Applausu: naar jeg siger Tilskuerne, meener jeg alleene saadanne, som have en naturlig og ufordærved Smag. Det er af saadanne Tilskueres Applausu, at jeg haver fatted nogle gode Tanker om mine egne Skue-Spill, eftersom jeg haver seet dem paa vore Skue-Pladse at holde Stand med Molieres Comoedier, da de fleeste andre oversatte Stykker ingen Stik have kundet holde. Om ellers den gode naturlige Smag, som vore Tilskuere hidindtil have havt, vil holde længe ved, derom kand jeg ingen Forsikkring give. Thi det synes, at visse Folk arbejde paa at fordærve den, ved at recommendere Spectacler, som ere meere for Øjne end Ørene; At en Deel af vore fornemme Damer finde ingen Smag udi vore Originaler og indenlandske Skue-Spill, kand fornemmeligen tilskrives Franske Gouvernanters Catechisation og Optugtelse: Thi de holdes fra Barendommen til Franske Bøgers Læsning, og hører stedse tale om Parisiske Moder og Noder, saa at det derfor er ingen Under, at de ingen Smag finde udi et Skue-Spill, med mindre de see en Fransk galonnered Marqvis forestilled paa Skue-Pladsen. Middel-Stands Folk derimod, hvis Smag er ikke bleven fordærved, finde meest Smag udi de Stykker, som criticere Landets Skikke og Sæder, og meener jeg, at den Smag er bedre og naturligere. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CXCII.

Til **

Kiære Broderi Du raaber alle Tider paa Reformationer, og bliver vreed, efterdi jeg ikke vil styrke dig i din Patriotiske Iver. At reformere er et stort Arbejde, og intet Foretagende er i mine Tanker dristigere. Naar een lader sig mærke med at ville reformere, er det ligesom han vil 166 sige: See her er noget, som ingen for min Tiid haver villet, kundet, eller dristet sig til at foreslaae. Ingen Præsumption om sig selv kand være større og selsommere: Hvorudover, naar jeg seer en Stad at vrimle af Reformatores, ligner jeg den ved et svagt Legeme, som er fuldt af usunde Vædsker. Et hvert skiønsomt og fornuftigt Menneske, som Reformations-Geist paakommer, tænker: Hvi kand det dog være, at, saasom Verden haver staaet saa længe, ingen haver rindet i Sinde dette Forslag, som jeg nu er falden paa? En saadan Tanke kiølner strax hans Iver, og endelig desarmerer ham, saa at, hvor treffelig Apparence end det Forslag, han er falden paa, kand have, saa bliver en saadan Tanke ham dog en Anstøds-Steen. Uskiønsomme Folk forestille sig ikke saadant; og, endskiønt de forestille sig det, lade de sig deraf dog ikke skrække: Jeg tør frit sige, taabelige og uskiønsomme Folk; efterdi daglig Erfarenhed viser, at de udueligste og ubeqvemmeste Borgere i en Stad ere meest frugtbare paa Forslag til Reformationer, og at ingen med større Iver søger at curere Stats-Feil, end den, som selv behøver at cureres: Ligesom ingen er beqvemmere til at reformere, end den, som tvivler om sig selv; thi hans Frygt kand tiene til Beviis paa hans Indsigt i en Ting og hans Duelighed. Jeg forkaster dog ikke alle Forslag; saadant maa man og ikke giøre; thi blant 100de kand eet være antageligt: Alleene den Concept jeg af Erfarenhed haver fatted om mange Project-Mageres Qvalitet, foraarsager, at jeg gemeenligen med Doctoren i Comoedien siger til dem, som gaae frugtsommelige dermed: Tag Piller ind; og, naar jeg kommer ind udi et Caffee-Huus, hvor jeg finder ligesaa mange Reformatores, som Borde og Bænke, anseer jeg det enten som et Hospital fuld af syge Lemmer, eller som en Daare-Kiste. Jeg siger ellers, at man dog ikke maa forkaste alle Forslag: Thi det er ligesom man vilde sige, at all Ting udi et Land er saa godt, at intet kand forbedres. Een, der vil reformere, kand nogenledes høres, naar han foreslaaer Ændring af visse Sædvaner og Stiftelser, som synes skadelige, og som 167 paa andre Steder ikke ere indførte; Thi det er et stort Præjudicium imod en Anordning eller Sædvane, naar andre Nationer ikke have villet antage den. Jeg haver i den Henseende dristet mig til i mine Skrifter at mælde om tvende Ting, som vel kunde foreslaaes, uden at blive sværted med Herman von Bremens Character. Den eene er angaaende de Domme, som fældes udi Ægteskabs-Sager, hvorved en letfærdig Pige, der lader sig beligge, og udpresser et løst Ægteskabs-Løfte af en ung Person, som udi Kiærligheds Paroxysmo lover meer end han agter at holde, bliver berettiget til at ægte ham. Saadant strider imod alle andre Nationers Love, synes ogsaa at stride imod en nyelig udgiven Forordning; hvorudover jeg aldrig saadanne Domme haver villet underskrive. Den anden Reformation, om hvis Nødvendighed jeg ogsaa i mine Skrifter haver mældet, bestaaer udi de saa kaldne Commissioner, hvorved de stridende Parter have Magt til at udvælge sig selv Dommere. En saadan slags Jurisdiction findes ey heller paa andre Steder. Hertil legger jeg den tredie, som bestaaer derudi, at Lærere Publice examinere deres egne Disciple; hvilket mig synes at være det samme som at dømme udi deres egen Sag: Saadant er ey heller brugeligt andetsteds. Vel er sandt, at Rectores udi Skolerne examinere og med Attester dimittere deres egne Disciple: Men det er saadanne Dimissioner og Attester, som underkastes de højere og almindelige Skolers Domme. Men det er nok taelt om den Materie, og maaskee formeget. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CXCIII.

Til **
Lem af det Politiske Collegio paa Landet.

Jeg haver nyeligen læset Rudbecks Atlantica, og forundret mig over samme Mands Capacitet i at udfinde og legge 168 for Dagen skiulte og forhen ubekiendte Ting, hvorved han haver erhvervet de Nordiske Lande stor Anseelse, og erstattet dem den Ære, som Græske og Romerske Skribentere enten af Ondskab eller Uvidenhed dem have berøvet. Han haver med u-imodsigelige Argumenter beviset, at mange Ting, som gamle Skribentere holde for at være skeede i Orienten, Asien og Grækenland, ere virkeligen skeede udi Norden. Jeg meener at kunde vise end fleere. De gamle Græske og Romerske Skribenteres Læsning bliver derved giort u-nyttig, naar man undtager alleene Stilen; thi Historierne, som de befatte, ere falske, Stæderne opdigtede, og Navnene fordrejede. Jeg vil holde Homero noget til Gode, saasom han var en Poët, og en Poët giver sig ikke ud for andet end at lyve. Men en Herodotus, en Diodorus, og andre, der ville have Navn af sandfærdige Historie-Skrivere, kand ingenlunde pardoneres. Man kand uden Bevægelse ikke læse, med hvilken Dumdristighed de tilegne deres Fæderneland, hvad som er skeed her udi Norden. Den kolde Sveed, kiære Broder! staaer mig udi Panden, saa ofte jeg seer, hvorledes de have fordrejet Nordiske Stæders og Personers Navne, og iført dem Asiatisk, Græsk og Romersk Klæde-Dragt. Jeg haver udi Peder Paarses Historie viset, at den Gud for Vinden, som Virgilius og andre kalde Æolus, er ikke andet end et fordrejet Ord af Olaus, som haver været en gammel Norsk Søe-Konge, der haver regieret over det District af Norge, kaldet Wigen, og hans Residentz haver været den Klippe, som kaldes Pater-Noster Skiær. Virgilius haver herudi begaaet den skammelige Dumdristighed, at forvende Olaum til Æolum, og af de tvende første Bogstave P. og N. udi Pater Noster giort sin Patriam Nimborum, som han haver foregivet at være udi Grækenland. Naar man med Agtsomhed læser gamle Historier, finder man overalt saadanne Bedragerier: Thi utallige fremmede Personers og Stæders Navne kand ved første Øjekast sees at være staalne fra vor Norden, og at man haver villet giøre dem ukiendelige, enten ved at tillegge, eller fratage en Stavelse;

169

som udi Troels Troilus, hvilken de have giort til en Phrygisk Prinds; udi Dania Dardania: Thi det er u-modsigeligt, at det Ord Dania er ældere, saasom gode Skribentere have beviset, at Patriarken Dan kort efter Syndfloden satt sig ned udi dette Rige, som efter hans Navn blev kaldet Dannemark, det er Dans Mark; ligesom Jutland eller Jylland haver faaet sit Navn af en anden Patriarch Juda, Gotland af Gad, Rypen eller Ribe af Ruben, Assens af Asser, Sælland af Zabulon, Lemvig af Levi, qvasi Levi Vig, og saa fremdeeles. Dette og andet behøver ingen videre Beviis; thi Navnene røbe sig selv, efterdi de gamle Historiers Forfalskere ikke have giort dem saa ukiendelige, at man ved første Øjekast jo kand see, at de ere gamle Nordiske Ord. Med visse andre Ord er det end klarere, efterdi bemelte Skribentere have ladet dem gandske uforandrede, men dog enten af Uvidenhed eller Ondskab have villet giøre dem til deres eget Lands Navne. Det er jo for Exempel gandske klart, at den berømmelige Kejser Trajanus er fød udi den Stad Ripa eller Ribe udi Dannemark. Denne store Mand have dog Romerske Skribentere af Misundelse villet skille os ved, giørende Dacia Ripensis til et langt her fra liggende Land: Vi have selv været blinde i at efterfølge deres Paastand derudi, indtil en ærlig Nedersachsisk Autor haver aabnet Øjen paa os, og givet den rette Forklaring over de Ord; Natus est Trajanus in Dacia Ripensi; he is to Ripen in Dannemarck gebohrn. Jeg siger, at visse Navne ere saa lidet blevne forvendte eller urørte, at man ved første Øjekast seer, at de ere Nordiske Ord. Andre derimod haver man giort meere ukiendelige, dog ikke saa, at man jo ved Hielp af etymologiske og anagrammatiske Regler kand finde, hvor de have hiemme. Det er Skade, at det etymologiske og anagrammatiske Studium, samt det cabbalistiske, ikke her i Landet haver været nok cultiveret: Hvis det havde været, vilde vi ikke saa længe have hænget udi den tykke Vankundighed af vore egne Historier; saa vilde vi for lang Tiid siden have vindiceret den Ære, som Græske og Romerske Skri- 170
bentere have søgt vort Fæderne-Land at berøve. Det er i den Henseende, og af en Patriotisk Iver, at jeg paa nogen Tiid haver søgt at excolere det Studium; og kand jeg sige, at jeg af saadant Arbejde haver høstet rige Frugter: Thi jeg haver ved det Middel fundet, at de fleeste mærkværdige Ting, som findes anførte udi Græske og Romerske Historier, ere skeede her i Norden, efterdi Stædernes og Personernes Navne ere ikke andet end fordrejede Danske, Norske og Svenske Ord. Jeg vil dog ikke strække mine Anmærkninger til Ting, som ere skeede for Syndfloden; Thi mig synes, at den Svenske Skribent gaaer lidt for vidt, som giør Adam til den første Erkebisp udi Upsal: Jeg holder mig alleene af Modestie til Historier efter Synd-Floden, hvorudi jeg finder vor Norden at være Skue-Plads af de mærkeligste Ting som er hændet i Verden. Jeg haver udfundet, og klarligen blant andet kand bevise, at den Trojanske Krig er ført udi Norge, og at Troja er det samme som Tran dia eller Trundhiem: Thi alle Græske og Trojanske Navne ere ikke andet end fordrejede Norske Ord, som for Exempel: Trojlus er ikke andet end Troels eller Truels, Paris Per Iversen, Hector Henrik Thorsen, Palamedes Palle Mikeisen, Agamemnon Aage Mogensen, Olysses Ole Lykke, Achilles Acho Hellesen, Ajak Anders Jacobsen, Helene Ellen, og saa fremdeeles. Efterat jeg udi min Thesi saaledes er bleven bestyrket af Navnenes Overeensstemmelse, er jeg bleven opmuntred at eftersøge Historien selv af den Trojanske Kriig, hvilken jeg tydelig haver fundet udi et gammelt Islandsk Manuscript saaledes. En Konge-Dotter af Hedemarken ved Navn Ellen blev bortsnappet af en Trundhiems Jarl Per Iversen; hvorudover alle Syndenfieldske Næsse-Konger forbandt sig sammen mod samme Jarls Fader, som da regierede udi Trundhiem, og kaldtes Prebend Amundsen, hvilket Navn Grækerne siden have fordrejet til Priamus. Efter to Aars Belejring (de løgnagtige Græker sige ti Aar) blev Staden Trandia eller Troja omsider indtagen og ødelagt: Den laae siden længe øde; al- 171 leene de efterfølgende Konger lode sig nøje med et Slot kaldet Laden, indtil de omsider funde for Godt, paa den gamle Trojæ Grundvold at anlegge en nye Stad, som fik Navn af Nidraas. Blant alle de Helte, som lode sig bruge i denne Kriig, finder jeg kun een Dansk Herre, nemlig den gamle Nestor, hvilken meenes at have anlagt den Stad Nestved udi Siælland. Jeg haver sat mig for omstændigen at beskrive den heele Kriig fra Begyndelsen til Enden, som den er ført udi Norge, og at skikke den strax til Collegii Politici Eftersyn. Mod Enden deraf føjer jeg en liden Dissertation om Hercules, som jeg viser at have været den Danske Kiempe Sterkodder. Jeg viser, at begges Bedrifter ere saa overeensstemmende, at de ikke kand tillegges uden een og den samme Person. Jeg vil ikkun til Beviis herpaa anføre en eeneste Action. Det er bekiendt, at Sterkodder engang overvandt Tre tydske Kiemper, hvoraf han giorde sig en Nat-Stoel. Af denne Historie have de Græske Skribentere fabriqveret den Fabel om Herculis Kamp med Geryon, som de sige at have havt et tredobbelt Legem. De andre Bedrifter have samme Overeensstemmelse; og ligesom den Græske Hercules siges at have befalet een at giøre Ende paa sit Liv, saa befoel ogsaa den Danske Hercules een at omkomme sig. Man kunde vel herved spørge: Hvorledes de ældste Græske Skribentere have faaet Kundskab om Nordiske Sager, og hvorledes de have kundet faae i Sinde at giøre Historierne deraf til deres egne. Dertil svares: At, saasom de Nordiske Lande have været bebyggede strax efter Synd-Floden, saa maa man der lede efter de ældste Historier. At vor Norden haver været først bebygget, sees af de fortreffelige Skribenteres Petrei, Lyschanders og Strelows tilforladelige Beretninger. De Svenske Antiqvarii vidne og, at Sverrige haver strax vrimlet af Mennesker, og regne deres Konger lige fra Noæ Ark: og haver Pufendorff udi Forbereedelsen til hans Svenske Historie viset, ved hvad Leylighed saadant er skeed. Saasom nu i Følge her af de nordiske Bedrifter maa være de allerældste; saa er ingen Under, at de Græske Skribentere,

172

som have stræbet at give deres egne Historier en stor Ælde, men ingen Materie have havt, efterdi deres Lande er sildere bebyggede, af de Beretninger de have faaet af Nordiske Rejsende om Danske, Norske og Svenske Bedrifter, have sammenskrevet deres Historier, og givet dem af Vanitet ud for at være skeede udi deres egne Lande; ligesom man seer, at de siden have giort med Ægyptiske Historier, som de have foregivet at være Græske Bedrifter. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CXCV.

Til **

Min Herre mælder udi sin Skrivelse af 21de Octobris, at han ikke kand bifalde det, som jeg haver skrevet om Skue-Spill: I sær laster han dette, at jeg haver satt saa liden Priis paa Terentio, helst saasom mange af de lærdeste gamle Romere, som maa være de beqvemmeste Dommere, preferere ham for Plauto. Jeg svarer dertil, at jeg dømmer efter min egen, og ikke efter andres Smag. Om end Aristarchus selv fælder Dom udi en Ting, giør jeg mig dog Umage, at examinere, hvorpaa den grunder sig; thi Erfarenhed lærer, at en heel Stad undertiden, indtagen af en eeneste anseelig Mands Autoritet, renoncerer ligesom paa sine egne Sandser. Herforuden, hvad denne Materie angaaer, kand man sige, at de lærdeste og skarpsindigste Mænd ere ikke altiid Kiendere af Skue-Spill. Det synes vel, at man bør ansee det for en Formastelse at forkaste en saa skiønsom Mands Dom, som Horatii. Man seer, at samme store Poët udi sin Arte Poëtica fælder ikkun slet Dom over Plauto. Hans Ord ere disse:

At nostri proavi Plautinos et numeros et
Laudavere sales; nimium patienter utrumqve,
Nè dicani stultè, mirati.

173

Man kand jo ligesaavel sige, at det er en Formastelse af Horatio at vrage det, som de ældere Romere for ham have fundet Smag udi; helst saasom man seer, at Cicero for ham, Macrobius, Gellius, og fleere, efter ham, have været af andre Tanker: Plautus skinner ligesaa klart udi mine Øjne, efter at jeg haver læset denne Horatii censure, som før; ja, om Cicero selv havde været af Tanker med Horatio, havde jeg dog appelleret til mine egne Sandser; allerhelst saasom det kommer mig for, at med alle de herlige Qvaliteter, som denne store Romer haver besiddet, han dog ikke haver været den stærkeste Kiender af Skuespill. Thi de tvende af Plauti Comoedier, Pseudolus og Truculentus, som efter Catonis Beretning have stukket ham meest udi Øynene, kand ikke lignes mod Aulularia, Capteivei, Amphitruo, og Menechmi. Jeg forlader mig herudi heller paa Molieres Domme; thi om ham heder det: Artifici in sua arte credendum; thi ingen haver udstuderet Theatrum stærkere end samme Mand: Man seer, at han haver taget Plautum, og ikke Terentium, til Modéle, og at de tvende Skue-Spill, Amphitrion og l'Avare, som ere Plauti Amphitruo og Aulularia udi Fransk Klæde-Dragt, ere endnu de prægtigste Comoedier, som vi have. Jeg tilstaaer gierne, at man i Henseende til det Latinske Sprog heller kand recommendere Terentium: Jeg tilstaaer ogsaa, at theatralske Regler nøjere i Agt tages af den sidste, hvor vel derpaa er ogsaa meget at sige; thi der udf ordredes et stort Arbejde at sætte Terentii Comoedier udi ret Orden, og kunde jeg saadant let bevise, hvis jeg vilde foretage mig at examinere et hvert Stykke i sær. Jeg siger dog, at jeg agter meere Terentium i Henseende til Stilen og theatralske Regler; men deraf flyder ikke andet, end at den eene kand være bedre Lingvist, og den anden bedre Comoedie-Skriver, at man hos den eene mærker større Fliid, men hos den anden større Geist, og at den eene haver mindre Feil, men den anden fleere Qvaliteter. Thi ligesom man kand giøre et Poëma uden Lyder, og er derfor just ikke Poët; saa kand en anden giøre Vers fulde af Fejl, og 174 dog fortiene Laur-Krandsen. Jeg ligner Plautum ved et dejligt Jomfrue-Ansigt med adskillige Pletter, Terentium ved et glat, men derhos et hver Dags Ansigt. Det er ellers langt fra, at jeg vil paatage mig i Fleng at berømme eller at forsvare Plauti Comoedier; tvertimod jeg holder adskillige af dem saa slette, at jeg forundrer mig over, at den, som haver været Autor af Casina eller Cistellaria, kand ogsaa have været Autor af Amphitruo. Det kand man dog sige, at, hvorvel mange af hans Comoedier ere heel slette, saa finder man dog derudi Scener, hvorudi Plauti Geist fremskinner, item en særdeeles Riighed af Ord. Til Beviis derpaa vil jeg alleene anføre Begyndelsen af Alcesimarchi Tale udi Cistellaria.

Jactor, crucior, stimulor, versor in amoris rota miser,
Exanimor, feror, differor, distrahor, diripior, ita nubilammenten
Animi habeo: ubi sum, ibi non sum; ubi non sum, ibi est animus.
Ità me amor lassum animi ludificat, fugat, agit, appetit,
Raptat, retinet, lactat, largitur: qvod dat, non dat; deludit:
Modò qvod svasit, dissvadet: qvod dissvasit, id ostentat.

Her finder man udi et af Plauti sletteste Stykker Prøve paa Plauti Geist og Ordriighed. Hvad hans gode Comoedier angaaer, da ere de Mesterstykker. Jeg haver ikkun alleene anført fire, nemlig: Amphitruo, Menechmi, Aulularia og Capteivei, eftersom de alle ere saadanne, som ved en liden Forandring kand med Applausu forestilles paa vore Tiders Skue-Pladse. Nest efter dem regner jeg: Pseudolum og Mostellaria. Af den første haver jeg betient mig udi en af mine Comoedier, nemlig Menschenskræk, som er et af mine behageligste Stykker: Og den sidste haver jeg og i Sinde at benytte mig af, og at iføre en nye Klædning. Af alle Terentii Comoedier derimod haver jeg intet kunnet benytte mig nogen. Eunuchus er det eeneste Stykke, som kand giøre nogen Effect paa Theatro: Men derudi maatte meget forandres. Paleprat haver vel bragt den udi en an- 175 den Form, men haver efter min Skiønsomhed heller forværret end forbedret den. Udi den Sammenligning derfore, som kand giøres imellem Plautum og Terentium, tager jeg ikke i Betænkning at underskrive de Domme, som tvende beqvemme Dommere, een gammel og een nye, derudi haver fældet. Den eene er Julius Cæsar, der selv haver skrevet Skue-Spill, og ellers var een af de skarpsindigste Mænd, som Naturen haver produceret. Samme Cæsar udi en Tragædie, nemlig Oedipus, som han selv haver giort, taler om Terentio saaledes:

Tu qvoqve, tu in summis, o dimidiate Menander
Poneris, et meritò puri sermonis amator.
Lenibus atqve utinam scriptis adjuncta foret vis
Comica, ut æqvato virtus polleret honore
Cum Græcis, neqve in hac despectus parte jaceres!
Unum hoc maceror, et doleo tibi deesse, Terenti!

Det er:

Og du som er en halv Menander, du haver ogsaa med Billighed faaet Sted blant store Poëter i Henseende til Stilens Purhed. Det var at ønske, at du havde været ligesaa lykkelig udi den Comiske Geist, som du haver været udi Stilen, paa det at du kunde settes ved Siden af de Græske Comoedie-Skrivere. Men det eene, o Terenti, fattes dig; og det er i den Henseende at jeg græmmer mig. Af dette sees, at Cæsar giør Væsen af Terentio alleene i Henseende til Stilens Purhed. Det andet Vidnesbyrd, som gives af Mad. Dacier, er ogsaa af stor Vigtighed, saasom faa Skribentere udi vor Tiid haver været beqvemmere at dømme om Skue-Spill. Samme lærde og skiønsomme Dame taler her om saaleedes: Terentius haver viset meere Konst; men Plautus meere Geist: Terentius lader sine Acteurs meere tale end agere; Plautus lader dem meere agere end tale. Det sidste er et ret Skue-Spills Kiændemærke, som bestaaer heller udi Actionen end udi Talen. Udi Plauto er stedse noget, som giør Skue-Pladsen levende, da den derimod udi Terentio giøres død og magtesløs. Jeg forbliver etc.

176

EPISTOLA CXCVI.

Til **

Du forlanger at vide hvorledes jeg blev tracteret forgangen Torsdag udi det store Giestebud, som jeg mod min Sædvane bivaanede. Saasom Retterne vare mange, og min Ihukommelse nu omstunder er meget slet, saa er det mig umueligt at giøre mindste reede derfor. Dette alleene kand jeg erindre, at jeg gik saa godt som fastende fra Bordet. Du vil vel dertil sige, at dette var min egen Skyld: Nej! Det var dog ikke min Skyld. Aarsagen maa heller tilskrives den vedtagne Skik, at dølge Retterne for de indbudne Giester. Du veed, at jeg gierne æder mig mæt paa een god Ret, og lader de andre staae u-rørte. Saasom nu de første Retter ikke accommoderede mig, lod jeg een efter anden passere, agtende at æde mig mæt, enten paa et Stykke kaagt eller stægt Kiød, naar det blev frembaaret, og som jeg kunde ikke andet end vente. Min Forventning slog mig ey heller Fejl; men til min Uheld bestod Steegen udi Giæs og Griis, hvilke vare mig for rørige, og dermed sluttedes Maaltidet, og jeg stod med en tom Mave op fra Bordet; saa at det gik mig her, som udi det gamle Græske Giæstebud, hvorom Plutarchus taler, da den Macedoniske Konge Philippus bad Giæsterne at spare sig til den sidste og beste Ret, hvilken ikke fremkom. Jeg faldt derfore paa de Tanker, at giøre Forslag til Giæstebuders Reformation, saavel i Henseende til denne Hændelse, som i Henseende til andre Ting. Man burte efter mine Tanker indføre den Skik, som er brugelig paa nogle andre Stæder, nemlig, at vise Giæsterne Kiøkken-Seddelen, saa kunde ingen underkastes saadan Uheld, som mig vederfoer. Athenæus vidner, at saadant var i gamle Dage brugeligt, nemlig, at alle Retternes Navne vare skrevne paa en Tavle, paa det, at Giæsterne kunde vide, hvad som af Kokken var tillavet.

177

[græsk tekst: se image]Adskillige andre Ting have ogsaa rindet mig i Sinde, som udi vore Giæstebudder ere latterlige. Ved hver Ret, som frembæres, giør Verten gemeenligen Undskyldning, sigende, at den er ikke som den burte være; item at Giæsterne kunde have været bedre accommoderede hiemme, men tilligemed nøder dem til at spise, hvilket synes at være det samme, som at raade fra og til paa eengang. Jeg holder meer med den Skik, som bruges i Engelland, hvor Vertinden roser sin egen Mad, og ved hver Ret siger, at den er saa god, som nogen i Engelland (as any in England) thi derved opmuntres Giæsterne til at æde. Nogle af Giæsterne have og den Sædvane, at declamere imod Retternes Mængde, skiønt ingen æder meere end de samme. Det er med slige Folk Plautus skiemter udi hans Milite glorioso saaledes:

Nam hi solent, qvando accubuere, ubi cæna apposita est, dicere:
Qvid opus fuit hoc sumtu tanto nostra gratiâ?
Insanivisti hercle! Nam idem hoc hominibus sat etat decem,
Qvod eorum causa obsonatum est, culpant, et comedunt tamen.

Saaledes gik det og til udi dette vort Giæstebud. Thi Magister Theodorus som var min Sidemand, prædikede med Væmodighed imod hver Ret; men jeg saae ham dog intet Qvarteer at give til nogen, saa at det kom mig for ligesom han vilde æde alleene, og ingen Med-Participanter have. Saadanne smaa Betænkninger giorde jeg mig over dette Giæstebud; hvorfor jeg raader hverken dig eller nogen anden at bede saadan Criticus til Giest. De Reflexioner, som jeg ellers giør over Giæstebud i Almindelighed ere disse. Jeg fordrister mig vel ikke til at fordømme Giæstebuder, saasom det er en Skik ligesaa gammel som 178 Verden: Jeg ønskede alleene, at det ikke skeede saa ofte; saasom jeg haver mærket, at deslige Invitationer incommodere ikke mindre Giæsterne end Verten. Jeg vil ikke tale om de Bekostninger, som derpaa giøres. Vertens Huus bringes derover et Par Dage i Forvirrelse; og Giæsterne krympe sig ofte over Invitationer, som udi simpel Stiil er af saadan Indhold: Herten og Fruen lader formelde deres Respect, bedende, at de i Dag ville sætte alle deres Forretninger til Side, pynte sig en Times Tiid, og leje en Vogn, for at spise med dem, formodende, at de med samme Incommoditet paa begge Sider invitere vort Huus igien næstkommende Uge. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CCX.

Til **

Jeg var forgangen Uge udi et Sælskab, hvor der hæftigen blev disputeret, om Mr. Bayle eller hans Modstandere haver ret udi den Tvistighed angaaende Virkninger af Vantroe og Overtroe, som endnu varer, og maaskee endnu længe vil holde ved, saasom begge Partier have Forraad paa Argumenter og Exempler, som tages af Historier og daglig Erfarenhed, for at bestyrke deres Meeninger. Man veed, at Mr. Bayle vidtløftigen haver søgt at vise, at et Societet kand bedre bestaae af Vantroende end af overtroeske Borgere, og at Superstition fører større Uheld med sig, og giør et Menneske verre end ingen Troe. Efter at begge Partier udi ovenmældte Sælskab længe havde bombarderet paa hinanden, og opkaaget alle de Argumenter og Exempler, som anføres af Bayle og hans Modstandere, vendede de sig til mig, spørgende hvad min Tanke var herom. Jeg undskyldede mig strax derfor, saasom jeg ikke skiøttede om at være Commissarius udi en saa delicat Sag. Men jo meere jeg vegrede mig derfor, jo stærkere blev jeg 179 solliciteret, og, saasom jeg mærkede, at jeg ikke kunde befries for at udsige min Meening, maatte jeg endeligen spørge dem, hvad de meenede ved vantroende Mennesker, om de derved forstode Naturalister, som nægte alleene Revelation, men dog erkiende en GUd, som straffer og belønner udi det andet Liv; eller om de derved forstoede Atheister, som nægte GUds Existence og Opstandelsen. Derom sagde jeg, maatte jeg først tydeligen høre deres Tanker, saasom der er stor Forskiel imellem de første og de sidste; og hvis de ved Vantroende meenede Naturalister, tog jeg ikke i Betænkning at holde dem mindre farlige udi et Societet, end overtroeske Mennesker: De sagde da eenstæmmigen, at de meenede ved Vantroende saadanne Atheister, som nægte GUds Existence, og at det var egentligen deres Sag, som Monsr. Bayle agerede. Jeg svarede da, at man af Exempler aldeeles ikke kand dømme om, hvilke af disse slags Folk ere skadeligst udi et Societet, og at jeg allermeest forundrer mig derover, at Monsr. Bayle betienede sig af disse Argumenter, for at dømme udi saadan Tvistighed; thi han strider derudi mod sin egen Lærdom, som er denne, at Menneskene handle mod deres egne Principia, og drives ikke af de Concepter, som de have giort sig om Religion, om Dyder og Lyder, men af Affecter og Passioner; og, naar saa er, saa kunde for Exempel en overtroesk Marius have øvet en vantroende Spinozæ Dyder, hvis han havde havt Spinozæ Naturel, og en vantroende Spinoza kunde have været ligesaa skadelig Borger udi et Societet, som en superstitieux Marius, som en Catilina, som en Caligula, hvis han havde havt deres naturlige onde Qvaliteter. Da de dette hørte, syntes dem, at den heele Disputatz havde været forgiæves, saa at Fred eller Stilstand derpaa blev slutted, og enhver gik hiem til Sit, holdende for, at saasom et hvert Partie havde grundet sin Meening paa Exempler af Historier, som ikke kunde holde Stik, de da maatte bevæbne sig med andre Argumenter. Dette haver jeg ikke kunnet efterlade at communicere min Herre. Forblivende etc.

12*

180

EPISTOLA CCXXIX.

Til **

Jeg var forgangen udi et Selskab, hvor nogle, som havde læset mine Skrifter, meenede, at jeg en og anden Gang havde stødet an mod Orthodoxien. Om de saadant talede af Skiemt eller Alvor, kand jeg ikke til visse sige. Mit Svar alleene skiemt-viis derpaa var: At jeg ikke havde kiendt nogen yvriaiæt; orthodox Baron. Dog sagde jeg udi Alvor derhos, at, om man vilde examinere mine Kietterier, skulde man finde, at de bestaae alleene derudi, at jeg ved alle Lejligheder tager GUD i Forsvar mod visse outrerede Orthodoxer, der heller ville opofre den heele Religion, end vige en Fod breed fra en antagen Bi-Artikel udi Religionen. Jeg haver udi mine Skrifter tilkiendegivet et Principium, fra hvilket jeg aldrig viger, nemlig intet at troe, som strider imod GUds hellige Egenskaber, og derfor, saa ofte en Talemaade udi Skriften forekommer, hvoraf andre tage Anleedning til anstødelig Lærdom, som er vanskelig at forsvare, holder jeg for, at man bør vige fra Bogstaven, for ikke at styrte sig udi en Labyrinth, hvoraf man ikke kand reede sig. Saaleedes, naar der tales om den arvelige Synd, forklarer jeg den saaleedes, at af vore syndige og fordærvede første Forældre intet sundt kunde komme, og at det er dermed beskaffet, som med spedalske Børn, der ere avlede af spedalske Forældre; Thi saadan Lærdom er ikke saa anstødelig som deres, der sige, at GUD straffer Børn for Forældrenes Misgierninger, og at Forfædrenes Synd tilregnes Efterkommerne, ligesom de selv udi dem, førend de fødes, havde syndet. Thi deraf rejser sig en Indvending, som Religionens Fiender giøre imod GUds Retfærdighed, hvilken man haver Møye ved at forsvare. Videre: naar nogen af et eller andet Sted udi Skriften eller af Exempler ville bevise, at gode Gierninger belønnes og Misgierninger straffes udi denne Verden; Da, saasom Er- 181
farenhed viser, at saadant ikke altiid skeer, men at det gaaer de Gudfrygtige ofte ilde, og Ugudelige indtil Enden florere; Da, for ikke at underkaste GUds Forsyn og Direction Critiqve, siger jeg, at Straf og Belønning er reserveret til den yderste Dom, som skeer ved Opstandelsen. Videre: naar jeg hører, at man giør Fanden til Stifter af de fleeste onde Ting, som skeer i Verden, holder jeg for, at man derudi gaaer for vidt, efterdi saadan Lærdom kand have tvende skadelige Virkninger, nemlig: (1) At den kand blive Mennesker til Skiul og Undskyldning for deres egne Misgierninger. (2) at en Slags Manichæismus, derved kand indføres, hvorved Fanden tillægges større Magt end han haver; Thi man seer, at Monsr. Bayle og andre, som have villet forsvare den Lærdom om tvende Principiis, betiene sig deraf. Videre: naar nogen U-overensstemmelse udi Skriftens Historie eller Chronologie forekommer, da holder jeg for, at ved Skriften, som af GUds Aand siges at være dicteret, alleene maa forstaaes Mose og Propheterne, det er Lærdommen, men ikke Historien, som er forfatted af Mennesker, der kand tage fejl. Thi derved til intetgiøres den Indvending, som Naturalister og Vantroende betiene sig af, for at infirmere GUds aabenbarede Ord, hvilket intet lider derved, naar man tilskriver forekommende U-overensstemmelse udi Historier og Chronologie, enten til Skribenternes U-agtsomhed, eller til Copiist-Fejl. Endeligen holder jeg i samme Henseende fornødent, naar nogen Historie forekommer, som Vantroende støde sig over, at betiene sig af allegoriske Forklaringer. Derudi og i deslige andre Poster bestaaer mine Kietterier: Om de fortiene saaleedes at caracteriseres, skal jeg ej kunde sige; det alleene maa man tilstaae, at, hvis derudi ere Vildfarelser, saa ere det saadanne Vildfarelser, som GUD ikke kand mishage, efterdi man søger derved at stoppe Munden paa Vantroende, og at giøre deres Indvendinger sløve og magtesløse. Ingen Lærdom er fordømmeligere, end den, som giør GUD til Stifter af onde Ting: thi derved giøres han ikke alleene til et Ondt, men end og 182 til det allerværste Væsen, saasom Mennesker drives til det Onde af Passioner og egen Nytte; hvilket, om det ikke undskylder deres Ondskab, saa giør det den dog begribelig; GUD derimod tillægges ingen anden Motif end hans Velbehag. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CCXXXII.

Til **

Du forlanger at vide, hvad jeg dømmer om den Tvistighed, som blant vore Tiders Philosophos haver opvakt stor Bevægelse, nemlig: De Mundo Optimo. Det er: Om den skabte Verden er den beste. Jeg er ikke for at decidere udi philosophiske Tvistigheder, og allermindst udi saadanne, hvor man intet Parti kand tage, uden at underkaste sig farlige Indvendinger. Adskillige anseelige Mænd, blant hvilke ere Leibnitz og Wolff, foregive, at den skabte Verden er af alle Verdener, som GUD kunde skabe, den beste. Leibnitz søger at bestyrke sin Meening med saadanne Argumenter: GUD giør det beste, som er mueligt; thi, hvis man anderledes lærer, nægter man enten GUds gode Villie, eller hans Viisdom udi at udvælge det Beste. Heraf, siger han, flyder dette, at hvis de mindste onde Ting, som sees i Verden, fattedes, blev det ikke meere Verden; hvilken i hvad Stand den end findes, holdes for den beste, efterdi Skaberen den blant alle Verdener haver udvaldt. Denne Lærdom understøtter ogsaa Wolff, hvilken betiener sig af samme Ord. Man seer heraf korteligen, hvorpaa de grunde deres Meening, og hvilke Conseqvencer de foregive deraf vilde flyde, hvis man saadant nægter. Andre derimod have hæftigen søgt saadan Lærdom at bestride, og trække deraf ud langt farligere Suiter: De sige, at, hvis GUD af Fornødenhed haver udvaldt en Plan til Skabningen, hvorudi Ondt findes mænget med Godt,

183

saa flyder deraf, at ved Skabningen er stiftet en Fornødenhed til Synd, hvoraf GUd giøres til Aarsag. (Thi deres Modstandere foregive, at udi de onde Ting selv er en Fornødenhed, saasom af de onde og gode Tings Sammenblandelse den skabte Verdens Fuldkommenhed bestaaer. Det er saaledes, siger Wolff, at et Uhrverks Fuldkommenhed bestaaer udi Accord af alle de Parter, hvoraf det er sammensat, hvilke concurrere til det allmindelige Maal og den allmindelige Nytte, nemlig at tilkiendegive Timerne.) De sidste meene derimod, at langt fra de onde Ting med de gode concurrere til det store Sigte ved Skabningen, det er: til GUds Ære, tvertimod de sige, at saadant strider lige tvert derimod: De examinere videre Wolfs Argumenter, som ere disse, nemlig, at GUD betienede sig af det Onde, som af et Middel, der befordrer det Gode, og som giør Verdens Machine fuldkommen; item at man af Erfarenhed seer en Nytte at flyde af en foregaaende Uheld. Til det første svare de, at det er u-anstændigt at tillegge GUD det, som han selv laster hos Mennesker; og til det sidste, at det ikke altiid holder Stik, saasom Erfarenhed viser, at en Nytte ikke gemeenligen flyder af en foregaaende Uheld. Man seer heraf, at begge Partier søge at trække farlige Conseqvencer af deres Modstanderes Lærdom. De første sige, at saasom de sidste nægte, at denne Verden af alle muelige Skabninger, er den beste, giøre de derved Skaar, saavel udi GUds Viisdom som udi hans Godhed; thi, hvis Verden af alle muelige Skabninger ej var den beste, kunde den ikke have været dannet af en viis og god Skaber. De sidste trække end farligere Følger af de førstes Meening: De sige, at, hvis man holder for, at Verden ikke kunde dannes anderledes, giøres derved Skaar baade i GUds Almagt og fri Villie, hvorved da bestyrkes den farlige Lærdom om Fatalitet, GUD underkastes en Skiebne, hvoraf han dependerer, og Menneskers onde Gierninger besmykkes, efterdi de maa skee af Fornødenhed. Det sikkerste i mine Tanker er, at distingvere imellem Jorden, som den var udi den uskyldige Stand, og 184
som den er bleven efter Syndefaldet; thi, naar man siger, at udi den første Skabning det Onde ikke var mænget med det Gode, men at alting, som Skriften og vidner, var saare godt, kand Stridigheden nogenledes bilegges, og de sidste kand sige med de første, at den skabte Verden er den beste, saasom intet bedre kand imagineres. Men saasom Leibnitz, Wolff, og deres Tilhængere tale om Verden, som den nu er, og statuere de onde Tings Fornødenhed, som de sige at concurrere til Skabningens Fuldkommenhed, saa maa ovenanførte Conseqvencer deraf flyde, og de maa gribe til den Lærdom om Materiens Ævighed, og sige, at, saasom derudi var en Blanding af gode og onde Ting, saa kunde deraf ikke dannes uden en Verden af saadan Blanding. Dette er virkeligen en haard Nødd for dem at knække: De sige vel, at ved oven-anførte Distinction de onde Conseqvencer ikke hæves, saasom deraf flyder, at GUD haver skabt en Verden, som han forud saae, strax at bringes udi den Stand, som den er kommen udi ved Syndefaldet. Men ikke desmindre reede de sidste sig dog bedre her udaf, og underkaste sig mindre Indvendinger, naar de distingvere imellem Verdens første og dens paafølgende Tilstand: Og, hvis man kunde antage den Lærdom om Hændelser og saadanne Gierninger, som flyde af Menneskets fri Villie, nemlig at de samme ikke befattes under GUds Forudseelse, kunde denne Knude tillige med adskillige andre nogenledes løses. Men jeg haver paa andre Steder i mine Skrifter viset, at saadan Lærdom, i hvor stort Skin den end haver, ikke kand være antagelig: Og, eftersom saaledes er, staaer endnu en Knude tilbage; hvorudover jeg holder sikkerst, intet herudi absolute at decidere, men at regne denne Materie til de Curiositeter, som Mennesker lade see udi at undersøge Mysteria, hvilke ere og stedse ville blive skiulte Ting for menneskelig Fornuft. Det var at ønske, at nogen kunde forfatte et Systema, hvorved disse Knuder kunde løses; thi en saadan kunde med bedre Føje fortiene den Titel af Defensor fidei, end Kong Henrik 8. Jeg priser vel dem, der have lagt Haanden 185 paa saadant Arbejde, efterdi Sigtet haver været at til intet giøre de Indvendinger, som Naturalister anføre mod Religionen. Men at fremture for længe derudi, efterat man haver seet de største Mænds frugtesløse Forsøg, er at storme mod sig selv, og at foretage sig noget som overgaaer eens Kræfter, og som er ligesom den philosophiske Steen for menneskelig Eftergrandskning. Under denne Erindring befatter jeg saavel mig selv som andre. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CCXL.

Til **

Jeg besøgte forgangen Uge N. N., for at besee hans Bibliothek, hvilket jeg befandt i alle Maader at svare til den Beskrivelse, jeg derover havde hørt. Jeg kunde deraf ikke andet end fatte høj Idée ove Mandens store Accuratesse. Bibliotheqvet er ikke saa talriigt som prægtigt og vel indrettet. Bøgerne ere efter de Videnskabe, som de befatte, distingverede ved Bind af adskillige slags Farver. Den første og fornemste Hylde var besatt med Liig-Prædikener, alle indbundne udi sort Fløjel; hvilket viser, at Manden anseer dem som Kiernen af hans heele Bibliothek, hvorudi han haver ikke U-ret: Thi det er ved Liig-Prædikener man canoniseres og giøres salige. Derpaa saaes udi net Orden en Mængde af andre geistlige Bøger udi andre ringere sorte Skind-Klæder. Udi denne Samling fattedes intet uden Bibler: Med dem, meenede han, hastedes ikke saa meget, saasom de altiid kunde bekommes. Dernest fandtes udi samme ziirlige Orden Juridiske Bøger, alle udi røde Bind, hvormed betegnedes de af Jurister omtalte Rubriqver. Jeg mærkede af denne Juridiske Skrifters Samling, at de giøre den gode Mand U-ret, som holde ham for en maadelig Dommer, og slet verseret in Jure, thi jeg tallte henved 300de Folianter alleene: Saa at jeg troer, at neppe 186 TO SLAGS BOGSAMLINGER Ep,240

den stærkeste Lands-Dommer i Riget besidder og ejer større juridisk Liggendefæe. De Historiske Bøger ere alle udi flammede eller spraglede Bind; hvormed betegnes Historiens Varitet: Den største Samling deraf bestaaer af udkaarne Romaner, hvilke han Tiid efter anden med utroelig Fliid og Møje haver sammensanket: Thi man finder dem der fast alle; og af de beste, som Hercules Herculiscus, samt Astræa og Doct. Fausti Historie etc. vises adskillige Editioner. De Skrifter, som handle om Oeconomie, Ager-Dyrkning, item Kaage-Bøger ere alle udi grønt Bind, hvorved erindres om Ager og Eng, hvis Frugter og Producter omtales. Disse Indretninger kand alleene tiene til Beviis paa Mandens Sindriighed og Lærdom. De øvrige Bøger ere alle udi rødt Saffian, af hvis angenemme Lugt et sygt Menneske kand vederqvæges; og saasom de alle ere forgyldte paa Ryggen, haver man baade noget for Næsen og for Øjene. Dette foraarsager, at alle Fremmede strømme hid for at see Bibliotheqvet, og det uden at spørge efter Manden. Min Herre vil vel neppe bare sig for Latter, naar jeg siger ham dette, at hans Bibliothecarius er en gammel Mand, som kand hverken læse eller skrive; men en grundig Aarsag dertil gives, nemlig at Bøgerne ved Læsning ikke skal besudles. Bibliothecarius haver dog nok at bestille med at holde dem stedse reene, og ideligen at see til, at de ikke blive støvede. Intet kand være fornuftigere; thi det er fornemmelig for Bøgernes Conservation at man betiener sig af Bibliothecarier. Han selv ømmes ved at røre ved nogen Bog; hvorudover de alle see ud, som de nyeligen vare komne fra Bogbinderen. Da jeg vilde udtage en Bog, bad han mig at tøve lidet, løb hen for at hente sine Handsker, paa det at han ikke skulle røre dem med blotte Hænder; og svor han mig da til, at han udi trende Aar ikke havde røret ved en eeneste Bog udi det heele Bibliothek. Min Herre vil vel ogsaa lee heraf, og sige: Hvortil tiene Bøger, naar man ikke bruger dem? Men hvis min Herre havde seet Bibliothekets Indretning, dets Nethed og ziirlige Orden, skulde han tilstaae, at man 187
kand blive lærd alleene af Synet. Hvis N. N. selv ikke er lærd, som nogle foregive, saa maa man dog tilstaae, at han er en Elsker af Lærdom; hvorpaa intet større Beviis kand være, end den Ømhed, med hvilken han i Stand holder sit Bibliothek: Thi det er ved saadan Omgang, at man ret lader see Estime for boglige Konster. Mange Ting synes latterlige, og dog ved nøje Examen befindes vel grundede: En vis Herre blev udi nogle Aar beleed, efterdi han gemeenligen, naar en Sag ageredes, sov udi Retten; men, da man fik at vide, udi hvilket nobelt Forsæt saadant skeede, nemlig, for ikke at lade sig forføre af Advocaternes sminkede Tale, kunde man ikke andet end fatte Estime for Manden, og ansee ham som en retsindig Dommer, der i agt tog denne Maxime, at Justitia bør være blind. Det var at ønske, at andre vilde øve den æconomiske Forsigtighed med sit Bibliothek, som N. N.: Men de fleeste valke, og ved idelig Brug besudle deres Bøger; hvilket foraarsager, at naar de efter Ejerens Død komme paa Auction, de maa sælges for den halve Priis, som de have kostet. Nogle skatte dette Bibliothek paa 10000 Rigsdlr., hvilket u-anseet det ikke er stort, det dog er værd; thi Bindene have kostet meer end Materierne: Nogle laste vel dette hos N. N. som en Ødselhed; men han sparer derimod i mange andre Ting; thi han holder ingen Informator til sine Børn, og hans yngste Sønner holdes udi saadan Tarvelighed, at to af dem have ikkun et Par Skoe-Spænder, som de vexelviis bruge, og den yngste faaer ingen Kiole eller Buxer, uden dem som den ældre kaster og som er bleven ham for trang. Hvoraf sees Mandens fornuftige Oeconomie, i det at han sparer udi et, hvad han depenserer udi et andet. Min Herre kiender vor tilfælles Vens Theodori Bibliothek, om han ellers haver givet nøye Agt paa dets Indretning, og veed, hvorledes dermed omgaaes. Jeg haver nyeligen beseet det samme, og derudi fundet lige saa stor Skiødesløshed og U-orden, som jeg udi ovenmeldte haver fundet Ziirlighed og Agtsomhed. Udi Theodori Bibliothek sees paa en Hylde Bøger af hvidt, sort og fransk Bind sammenmæn- 188 geder intet Syn kand foraarsage større Væmmelse. Dette er ikke nok: jeg haver ogsaa seet udi en Rad Bøger af differente Videnskaber, for Exempel: de Danske Skuespill lige ved Siden af Doct. Spener, saa at det er GUds Under, at saa stridig en Sammenblanding ikke haver foraarsaget Klammerie, og indbyrdes Kriig blant Bøgerne. De Bøger, som have hvit Bind, ere af idelig Brug saa besudlede, at hvilken ærlig Mand der kiøber dem, maa have dem først paa Blegdammen. Jeg kunde, da jeg saadant saae, ikke efterlade at give Theodoro min Meening derover tilkiende; men han svarede Cavalierement: jeg maa ideligen bruge mine Bøger, som dertil ere kiøbte; ret ligesom man anretter Bibliotheker, og kiøber Bøger, alleene for at læse dem; da Erfarenhed tvertimod viser, at de fornuftigste Mænd tillegge sig Bibliotheker udi langt anden Henseende, agtende dem som Zirather og Prydelser udi deres Sale og Cabinetter: ligesom Fruentimmer tillegge sig en stor Mængde af Porcellaine, ikke til Brug, men alleene til Prydelse paa deres Skabe og Kister. Hvad som af alting meest ærgrede mig, var at finde Lutheri Bibel udi Fransk Bind. Et vederstyggeligt Syn for mine Øyenl thi det var ligesom at see en Herreds-Provst udi en rød Skarlagens Kiole. Jeg fandt udi samme Bibliothek vel en stor Mængde af Latinske Autores. Det var got nok: men Autores af de netteste og ziirligste Editioner fattedes. Theodorus meenede, at naar han havde correcte og accurate Texter, saa var det ham nok. Hvilken forbandet Smag! ret ligesom han ikke vidste, at fast alle Literati nu omstunder meest reflectere paa Bøgernes Form, det er, paa Charactererne, Papiret og Kobberstykkerne. Jeg blues ved at tale meere her om: min Herre maa af begge disse Bibliotheqvers Samrnen-Hgnelse dømme, om min Betænkning derover er vel eller ilde grundet; vist nok er det, at Fremmede dømme ilde her om. Thi ligesom mange strømme til N. N, for at see Bibliotheket, uden at tale med Manden; saa søge mange Theodori Huus, for at tale med Manden, uden at see Bibliotheket, hvilket er udi ingen Estime. Jeg forbliver etc.

189

EPISTOLA CCXLI.

Til **

Jeg takker for det mig tilsendte Skrift, som indeholder Betænkninger over den Engelske og Franske Nation. Autor giver ikke uden Grund Fortrin udi de fleeste Ting til Engellænder; deres Skuespil vilde dog ikke befalde ham, og underskriver jeg gierne den Dom, som han derover fælder. Jeg haver ved Leylighed af den Danske Skueplads, som nu igien fornyes, igiennemløbet adskillige Engelske Comoedier, for at see, om nogen af dem kunde tiene udi vor Kram; men jeg haver endnu ingen fundet, som med Succes kunde forestilles paa vort Theatro, og det udi adskillige Henseender. Thi først findes udi de fleeste Engelske Skuespil adskillige Frierier, saa at man udi Læsningen bliver forvirret, og ikke kand have sine Tanker fæstede. Dernæst ere de fulde af vanskelige og høytravende Talemaader, som man strax ved første Øyesyn ikke fatter. Endeligen finde andre Nationer deres Lignelser modbydelige; som for Exempel: I Steden for at sige, hun hader ham indtil Døden, exprimere de Engelske sig saaledes: Hun hader ham meere, end en Qvæker hader en Papegøj, eller en Fiske-Pranger stærk Frost (She hates him worse than a Qvaker hates a Parrot or than a Fishmonger hates a hard Frost.) I Steden for at sige: De skieldte og spyttede mod hinanden, sige de Engelske: De spyttede ad hinanden, ligesom to Æble, der steeges paa en Ovn. (Sputtring at one an other like two roasting apples.) Med saadanne Lignelser ere de Engelske Skue-Spill over alt opfyldte. Jeg vil derfore ikke disputere Nationen dens Smag, men alleene sige dette, at andre Nationer væmmes ved deslige Ziirligheder. Jeg vil ikke tale om de Obscæniteter, som findes udi de Engelske Skue-Spill; thi mange af dem vilde blive utaalelige for Mands-Personer, end sige for vore peene Damer, som maa løse deres Snøreliv, naar de ikkun høre det Ord Jomfrudom eller andet deslige nævnet paa Skue-Pladsen. Jeg forbliver etc.

190

EPISTOLA CCXLVII.

Til
Collegium Politicum paa Landet.

Saasom de højviise Herrer lade sig ikke nøye med at efterforske og udfinde Ting alleene, som henhøre til Statens Forbedring, men endogsaa have deres Tanker henvendte til Boglige Konsters og Lærdoms Forfremmelse, saa kand jeg ikke efterlade at communicere dem et Arbeide, som jeg nu haver under Hænder, og som jeg meener at være af stor Nytte. Man seer, at de lærdeste og naturkyndigste Mænd nu omstunder anvende deres Fliid og Kræfter paa adskillige ringe Dyrs, Fugles og usle Insecters Beskrivelser, men at ingen tager sig for at give en nøyagtig Beskrivelse over den Fugl Phænix, og at vise os dens rette Egenskabe, dens Skabning, dens Føde-Sted og Leve-Tiid: Da dog samme Fugl er det mærkværdigste og ædelste af alle umælende Creature, og hvoraf vore Oratores og Prædikantere tage de herligste Lignelser, for at vise Opstandelsen og andre vigtige Religions-Article; ikke at tale om, at dens Nærværelse betyder mærkelige Hændelser, og lover forestaaende Herligheder til de Lande, hvorudi den lader sig see, og hvorom ingen kand tvivle; thi en eeneste Fiær kand føre Velsignelse med sig. Saadant vide de Romerske Paver: Hvorudover nogle af dem have anseet Fiærene af denne Fugl som uskatteerlige Liggendefæ. Man seer af den Engelske Historie, at en Pave skikkede Greven af Tyrone saadan Fiær, for at opmuntre ham til at beskytte Irland mod Dronning Elisabeth, og at bemelte Greve strax derpaa havde stor Lykke og Fremgang udi sit Foretagende. Det er i den Henseende, at jeg haver sammensamlet alt hvad som om denne herlige Fugl af adskillige Skribentere er antegned, og søgt af stridige Meeninger at vise de Tilforladeligste. Paa et saadant critisk Verk behøver man at spænde alle Hiernens Seener: Det koster 191 mig og stor Umage; men jeg haaber, at de høyviise Herrer ville dømme saadant Arbejde at være Umagen værd, og at Publico derved skeer Tieneste. Verket vil ungefehr befatte halvtredie Alphabeth. Jeg haver ogsaa tillavet en stor Kobber-Plade, hvorpaa den Fugl Phænix bliver viset i dens rette Skikkelse. Jeg viser først, at der er ikke uden en saadan Fugl paa engang til i Verden. Derom er ellers ingen Tvistighed; thi alle Skribentere ere der udi eenige. Hvad dens Skikkelse angaaer, da findes derom nogen U-overeensstemmelse hos Autores. Jeg bifalder derudi Herodoti Meening; saasom det er en Autor, der ikke farer med Sladder: Thi, endskiønt han tilstaaer, sig ikke at have seet Fuglen selv in Natura, saa vidner han dog at have seet den afmalet paa en Tavle. Plinius haver ogsaa holdet Herodoti Beskrivelse meest efterretlig: Og, naar man haver tvende saadanne Mænds Vidnesbyrd, kand og bør man sætte andre stridige Meeninger til Side. Jeg drister mig derfor med Sikkerhed at tillegge den Fugl Phænix saadan Skikkelse, nemlig: At den er af Størrelse som en Ørn; at den haver en Hals tegned med Guld-Farve, det øvrige med Purpur-Farve, og Stierten med Rosentegnede Fiære besat. Nogle holde for, at den aldrig spiser; hvilken Meening jeg dog ikke kand bifalde; saasom intet Creatur kand leve uden Føde. Det er alleene vist, at aldrig nogen haver seet den at spise; thi derom haves Manilii Vidnesbyrd, hvilket maa staae til Troende, efterdi han var en anseelig Romersk Raadsherre, og man veed, at en fornemme Raadsherre er ingen Kramsfugl. Det kand være, at saadant haver givet Anleedning til den Meening, at denne Fugl lever uden Føde. Hvad dens Leve-Tiid angaaer, da viser jeg udi ovenmelte Skrift alle adskilte Meeninger derom, og søger efter critiske Regler at udleede den sikkerste. Nogle sige, at den lever 340, andre 600, og andre igien 1460 Aar. De som komme nærmest til Maalet, ere de som tillegge den en Leve-Tiid af 500 Aar; og blant dem er Ovidius, hvilken udi sit Skrift om Forvandlinger taler derom saaleedes:

192

Una est, qvæ reparet, seqve ipsa teseminet Ales;
Assytii Phoenica vocant. - - -
Hæc ubi qvinque suæ complevii secula vitæ. etc.

Men med all den Respect, som jeg haver for Ovidio, som en tilforladelig Skribent, saa tør jeg dog sige, at den Regning ey holder Stik. Jeg holder mig til ovenmeldte Manilii Beretning, som et grundigt Beviis, nemlig, at Phænix er Solens Fugl, og Solens og Maanens tilsammen regnede Cycli, giøre en Periodum af 532 Aar; hvilket den store Jesuit P. Harduinus, der haver stedse seet dybere ind udi en Ting, end andre Mennesker, ogsaa udi hans Anmærkninger over Plinium haver bifaldet; saa at det derfore i mine Tanker er og bliver en udgiort Sag, at Fuglens Alder er net op af 532 Aar, hvoraf jeg lader mig ikke en Dag aftinge. Man kand ellers ikke sige, at jeg herudi gandske forkaster Ovidii Regning, ey heller Senecæ, som siger, at Phænix fødes hvert 500 Aar (Phænix semel anno qvovis qvingentesimo nascitur;) thi det er troeligt, at de have ladet sig nøye med et numero rotundo, og derfore udladet de 32 Aar. Angaaende det Land og det Tempel, hvorudi Phoenix haver ladet sig see, og tillavet sit Reede, da er derom Tvistighed imellem Araber og Chineser, hvoraf enhver af disse Nationer tilegne sig den Ære: Begge anføre kraftige og fast lige vigtige Beviisligheder; hvorudover jeg herudi drister mig ikke at decidere, saasom jeg agter ikke at legge mig ud med saa mægtige Nationer; thi man kand derforuden have Fiender nok. Om dens Død og Fødsel derimod er ingen Tvistighed; saa at det er klart, at den i Solens Tempel anretter selv et Baal af de kosteligste og meest vellugtende Træer, viftende med dens Vinger for at antænde Ilden, og der opbrænder sig selv. Af dens Aske fremkommer en Orm, hvoraf dannes en nye Phoenix, hvilken efter at den haver forrettet Moderens Liig-Begiængelse, fører det heele Reede til Solens Tempel, og nedsætter det paa Templets Altar. Dette og andet skal jeg omstændigen udføre udi bemeldte Skrift, og for at 193 giøre alting beviisligt, skal jeg anføre Autorum egne Ord, saavel paa Latin som paa Græsk, saa at ingen skal have Aarsag at tvivle om Beskrivelsens Rigtighed, og de høyviise Herrer skulle tilstaae, at jeg haver giort Publico ikke liden Tieneste ved at udleede den rette Sandhed blant stridige Meeninger. Hvis jeg mærker, at Publicum skiønner paa saadant Arbeyde, skal jeg ikke fortryde paa at have anvendt mine Kræfter derpaa; men jeg vil heller deraf opmuntres til at giøre Oplysning udi fleere Materier af samme Natur. Og haver jeg allerede begyndt at legge Haand paa et Værk, som befatter en Beskrivelse over det forunderlige Dyr Salamander, hvis Natur og Egenskaber jeg undersøger, og viser, hvi det ikke kand leve uden i Ild, hvorved de kand igiendrives, som holde for, at der ingen Indbyggere kand være udi Solen. Dette, som jeg her communicerer de høyviise Herrer, vil jeg ydmygst bede, at de beholde hos sig selv, paa det at andre ikke skulde forekomme mig herudi, og, ved at pløje med min Kalv, tilegne sig den Ære, som mig alleene tilkommer. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CCLVII.

Til **

Du skriver, at du nyeligen var udi et Sælskab, hvor jeg var Materie til Discours, og at man tillagde mig lutter Skrøbeligheder og Fejl, saavel paa Legemets som paa Sindets Vegne. Det kand hende sig, at udi det første Sælskab, som du bivaaner igien, du kand faae at høre en Liste af ligesaa mange Legemets Herligheder og Sindets gode Egenskaber, og begge stridende Partier kand have Ret. Thi det synes, som jeg er skabt, for at forvirre saavel Medicos som Moralister. Du vil vel hertil sige, at det er en mørk Tale for dig: Du haver derudi Rett. Hvi skulde den ikke være mørk for dig, da den er mørk for mig selv. Der ere 3 Studia, som jeg 194 meest haver lagt Vind paa, men hvorudi jeg haver giort mindst Fremgang. Hvorlænge jeg haver spillet paa Violin, haver jeg dog ikke lært at stryge ret: Hvormange Græske Bøger jeg haver læset, haver jeg dog intet lært til gavns; og hvormeget jeg haver studeret paa at kiende mit Legems Constitution, bliver jeg dog ikke klog derpaa. Thi jeg kand sige, at der er intet, som jeg meere studerer paa, og dog mindre begriber, end mig selv. For Sindets Egenskaber kand jeg vel nogenledes giøre reede, og give Aarsag til apparente Contrarieteter, men til Legemets aldeeles ingen. Naar jeg betragter min høje Alder, og derhos den Tilstand, jeg udi mange Ting befinder mig udi, synes det at jeg haver en herlig Legerns Constitution; jeg kand ej heller overtale andre til at troe anderledes: Naar jeg derimod betragter, hvad jeg lider, maa jeg beklage mig selv, og enhver som hører mine Lidelser at opregnes, stemmer i dermed; men derhos sige: Hvi kand det være mueligt? Mit Syn er saadant, at jeg paa 10 Skridt nær ikke kand skille en Person fra en anden, og dog kand jeg udi tusmørke læse den fineste Stiil uden Briller. Min Gang er saadan; at undertiden ingen kand følge mig, undertiden igien kand jeg ingen anden følge. Jeg finder gemeenligen hos mig indvortes Heede, men ingen, som mig er bekiendt kand taale mindre Kulde. Om Vinteren kand hverken Støvler eller Strømper, end ikke Fod-Poser holde mine Fødder varme, og om Sommeren kand jeg fast ikke taale at skiule dem under et Lagen. Nu haver jeg for meget Acidum eller Syrlighed, nu igien for lidet. Til disse Ting kunde jeg vel, skiønt ikke uden med Vanskelighed, hitte paa at give nogle Aarsager; men der er andre Ting, hvorudi jeg ingen reede kand hitte. Jeg er aldrig bedre, end naar jeg haver liden Søvn, og haver aldrig bedre Appetit, end naar jeg haver haardt Liv. De hos andre Folk ønskeligste Sedes, ere hos mig Forbud paa Sygdom, i det ringeste til en stærk Hoved-Pine. Et Glas Viin, som opmuntrer andre, giør mig traurig, og Caffée, som foraarsager Tungsindighed hos andre, giør mig glad. Naar jeg en Tiid lang 195 haver været plaget med Hoved-Pine, og tænker at bruge noget derfor, staaer jeg op om Morgenen, og mærker, at det er ikke Hovedet, men Brystet, som behøver Medicine; og, naar jeg lader hente en Recept for Brystet, finder jeg undertiden strax derefter, at jeg ikke behøver uden Mave-Draaber. Saa at den Striid jeg fører med mine Sygdomme, er ligesom den Kamp Hercules havde med Acheloo, og mine Svagheder tiene fortreffeligen til at faae en Doctor til at løbe April. Hvis din Orthodoxie tillader dig ikke at fæste Troe til alt dette, fortænker jeg dig ikke aldeeles derfor: Men de Folk, som jeg dagligen haver Omgiængelse med, og de Doctores, som jeg een og anden Gang haver betient mig af, kand vidne, at det saaledes forholder sig; og hvad kunde vel bevæge mig til at giøre over mig selv en saa sælsom Afrissning? Hvad Sindets Egenskaber angaaer, da synes de ikke mindre stridige; dog kand jeg nogenledes giøre reede derfor. Jeg siger, at derudi findes ligesaa store Contrarieteter. Thi een afmaler mig som særdeeles karrig, og derudi synes at have Ret, saasom han med adskillige Argumenter kand bevise sin Sigelse at være vel grundet. En anden roser min Gavmildhed: Den samme synes ogsaa at have Ret, saasom han kand anføre lige saa mange Beviisligheder til sin Sigelses Bestyrkelse. Den første grunder sit Portrait paa min tarvelige Levernaade, som udi Alting er afpasset, item paa den Attention jeg haver til mine Sager. Den anden grunder sin Dorn paa adskillige Udgifter, som han af mig seer at skee udi Ting, hvori andre ere paaholdne, og hvorudi jeg løser Pungen, naar andre slaae Knuder derfor. Heraf kommer det, at man i een Gade siger: See der gaaer den Gnier, som giør ingen Mand godt; men udi en anden: GUd lade den Mand leve, som er saa god imod Fattige! Begge have Ret; thi mange gaae tomhændede fra mig, som nyde noget hos andre; og mange gaae tomhændede fra andre, som nyde noget af mig. Jeg viser gemeenligen de Folk bort, som dagligen besøge mig med Bettel-breve, og derimod leeder efter andre, som aldrig have bedet mig om noget, men som jeg 196
haver udforsket at kunne have meest Aarsag dertil. Enhver, som med mig haver det Principium, qvod liberalitas exercenda sit cum judicio, det er, at man maa deele Gaver ud med Skiønsomhed, kand ikke andet end underkastes lige stridige Domme. Aarsagen til min Tarvelighed udi Mad, Drikke og Levemaade haver jeg ved anden Lejlighed udi mine Skrifter tilkiendegivet, hvorfore jeg her intet videre derom mælder. Videre: Ligesom jeg af nogle kaldes karrig, af andre liberal; saa tillegge nogen mig Dovenhed, andre Arbejdsomhed: Og erindrer jeg mig nogle gange offentligen at have faaet Reprimande for Forsømmelse paa samme Tiid, som andre have formanet mig til at moderere min Iver til Arbejde, som svækkede mine Kræfter, og forøgede mine Svagheder. Disse stridige Domme grunde sig paa min Efterladenhed udi visse, og min Arbejdsomhed udi andre Ting. Jeg haver fordum stedse været efterladend udi visse Academiske Exercitier, som jeg haver holdet for at være af liden Nytte; det er og med stor Møye, at man kand bringe mig til at svare paa et Brev, som mig bliver tilskrevet: men jeg er derhos dog aldrig ledig for Arbejde; og er dette mærkeligt, at jo vanskeligere et Arbejde er, jo mindre besværger det mig. Paa de samme Tider, som jeg haver fundet mig besværget ved at skrive to eller tre Compliments-Breve paa een Post-Dag, eller ved at corrigere et Ark, som skulde trykkes, haver jeg skrevet nogle 100de Latinske Epigrammata, som andre holde for det stærkeste Arbejde. Nogle laste min alt for store Lyst til Fruentimmer-Sælskab: Andre derimod bebreide mig min Koldsindighed mod samme Kiøn. Jeg nægter ikke, at jeg jo altiid haver fundet Behag udi Fruentimmer-Sælskab, og det formedelst de Aarsager, som jeg udi mine Skrifter haver tilkiendegivet. Saadan idelig Omgiængelse giver Anledning til den første Critiqve. Men, saasom jeg omgaaes dem ikke for andet end for Sindets Recreation, og tracterer dem ikke anderledes end som smukke Skilderier, saa gives deraf Anledning til den sidste Critiqve. Jeg haver tvende Hoved-Gaarder paa Landet: Paa den eene var det 197
første Rygte udspredet; hvorudover, naar jeg besøgte en af mine Bønder, som havde en ung Kone eller smukke Døttre, meenede Bonden, at jeg kom for udi dem at giøre mig betalt for resterende Landgilde. Paa den anden Gaard hørte jeg ved min første Ankomst, en almindelig Tale at være udspredet, nemlig, at jeg havde naturlig Af skye for Qvinde-Kiøn; hvorudover, ligesom paa det eene Gods Qvinderne bleve skikkede udi Ambassader, for at erholde et og andet, som forlangedes, saa agerede Mændene selv Ambassadeurs eller Sollicitanter paa det andet Gods. Nogle holde mig for en overmaade lystig Mand, andre derimod tillegge mig en særdeeles Austeritet: De første grunde deres Dom paa mine lystige Skrifter; de andre paa min Omgiængelse, og paa mit daglige Levnet, hvilket er saaledes indrettet, at faa Mennesker derudi kand efterfølge mig. Thi jeg gaaer lidet ud om Dagen, alleene for at tage Luft, og er om Aftenen i mit Cabinet det heele Aar igiennem, og det uden at see noget levende Creatur, undtagen naar min Dør staaer aaben, at en Kat kand liste sig ind, for hvis Compagnie jeg dog betakker mig, og strax viser den Dørren igien. Saasom mit Legems Constitution forbinder rnig til en egen Levemaade, saa foraarsager den ogsaa, at jeg udi adskillige Ting haver en egen særdeeles Smag, saa at jeg tidt vrager hvad som andre admirere. En vis Herre visede mig en Rad af pyntede Fruentimmer, hvis alamodiske Fiskebeens-Skiørte skinnede som prægtige Zirather i hans Øjen. Jeg sagde da, at, hvis jeg nu paa min gamle Alder skulde lade mig forføre til Elskov, maatte det være af en Stue-Pige, der haver en meere naturlig Dragt. Videre, nogle tillegge mig en Lunkenhed udi Religion, efterdi de see mig at forsornrne Kirke-Gang: Andre domme anderledes, efterdi de see mig ikke at forsømme Kirke-Gang. Begge have ogsaa Ret: Thi hine see mig alleene her udi Staden om Vinteren, da jeg formedelst Kulden ej kand komme i Kirke. Disse derimod see mig alleene paa Landet om Sommeren, da Kulden ikke hindrer mig. Efter saadan given Afrisning maa ingen forundre sig over at høre saa 198 stridige Domme fældede over min Person: Thi enhver kand have Ret, som seer mig alleene i den eene Ende; og, naar nogen ikke vil fatte, hvorledes Caractererne baade kand være rigtige og u-rigtige, saa kand man bede dem at vende Bladet om, for paa den anden Side at see Forklaringen. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CCLXI.

Til **

Min Herre forlanger at vide, hvad Udfald den U-roelighed fik, som Haandverks-Svennene havde opvakt i Kiøbenhavn. Den fik samme Udfald, som den plejer at have, nemlig, at Mesterne maa give dem Carte Blanche, og lade dem foreskrive sig, hvilke Conditioner dem lyster. Det er en Lykke, at Haandverks-Karle ey stemme deres Prætentioner end højere; thi de ere de eeneste Lemmer udi et Societet, som ikke kand tvinges. Andre Undersaatter ere bundne til et vist Sted, som de ikke uden med Vanskelighed kand forlade; men Haandverks-Karle have ingen bestandig Boepæl, intet vist Hiem eller Fæderne-Land: De boe, som Tartarer, udi Telte, og uden U-lejlighed eller mindste Tab kand flytte fra et Sted til et andet. Hvorudover, naar de true med Desertion, maa man troe, at det er deres Alvor, og maa deres Mestere da give sig paa Discretion, med mindre de ville see deres Arbejde og Næring at ligge: Thi hvor en Haandverks-Karl begiver sig hen, der er hans Fæderne-Land; og, naar han om Aftenen kommer til et fremmed Land og Rige, haver han om Morgenen strax Tieneste igien. De ere saaleedes fast de eeneste Mennesker, som uden Bekostning kand giøre udenlandske Rejser, og med tomme Hænder kand flakke heele Verden igjennem, naar de alleene have saa mange Skillinger, som de kand betale i et Par Kroer paa Vejen. Efterdi dette er 199 nu af saadan Beskaffenhed, saa er intet Middel til at holde disse Folk udi Ave, og bevæge dem til at blive paa et vist Sted, uden ved en almindelig Convention imellem alle Stæders og Landes Øvrigheder, saa at et vist tilfælles Reglement maatte giøres, hvorved Haandverks-Karles Vilkaar i alle Lande giordes lige. Naar det skeede, vilde de tage i Betænkning uden vigtig Aarsag at flytte fra et Sted til et andet: Thi, naar saadan Karl vidste, at han ikke kunde erholde meer Løn og fleere frie Dage udi Tydskland end udi Dannemark, og ikke meere udi Frankrig end udi Tydskland, lod han sig nok holde paa Stedet; men, saasom saadant er vanskeligt at tilvejebringe, vil denne U-lejlighed stedse vare. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CCLXXVI.

Til **

Man haver mærket ved Skue-Spill, at undertiden en maadelig Acteur udi Actionen haver distingveret sig, naar noget ham virkelig er hændet, som haver Overeensstemnielse med den Rulle, som han skal spille. Gellius anfører herpaa til Beviis en Græsk Comoediant ved Navn Polus, den samme havde mistet en Søn, som han meget elskede, og hvis Død han højligen begræd. Midt i denne Sorg maatte han agere een af Sophoclis Tragædier, nemlig Electra. Udi samme Sørge-Stykke forestilles Electra begrædende sin Broder Orestis Død, og bærende et Skriin, hvorudi hans Aske og Been ere lagde. Og, saasom Polus, der endnu var i dyb Sorg over sin Søns Død, forestillede Electræ Person, spillede han Rullen med saadan Livagtighed, saa at man paa Skue-Pladsen syntes at see den sørgende Electra selv, og Tilskuerne bevægedes af hans Sukke og Graad, ligesom de kunde være virkelige. En bedre Acteur havde maaskee ikke kunnet spille denne 200 Rulle saa vel. Han maatte exprimere en Affect, som ikke var virkelig, men forstilt, da Polus derimod var just slagen af samme Affect, som Electra; thi, ligesom en Hypocrit af gode Kiendere kand skilles fra en virkelig Devot, saa kand ogsaa en virkelig Passion kiendes fra en forstilt. Det er saadan een, sorn findes hos en Comoediant, hvilken derudover paa Græsk heder en Hypocrit. Jeg erindrer mig herved hvad som fortælles om Moliere, nemlig, at han aldrig bedre havde forestillet Personen af den indbildte Syge end den allersidste gang, da han virkeligen var syg: Thi det var det sidste Stykke, som han spillede, saasom hans Død fuldte kort derpaa. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CCLXXVII.

Til **

Du skriver, at en vis Person, som du ej vil nævne, talede med Misundelse om min Tilstand, og de Ejendomme, som jeg haver erhvervet, og at han sagde: Hvad vil den Mand med Midler, som han ikke bruger? Naar du finder bemældte Person igien, saa kand du spørge: Hvad skal han med Midler, som han misbruger? Jeg meener, at, ligesom Folk med Fortrydelse bør ansee deres Indkomster forøgede, der anvende dem til Vellyst og Overdaad, saa bør de glæde sig ved at see dens tilvoxe, der samler paa Midler til Publiqve Brug og nyttige Stiftelser. Den eene lever for at æde, og elsker ingen anden end sig selv. Den anden æder for at leve, og elsker sit Fæderne-Land meer end sig selv. Jeg drister mig ikke til at beraabe mig paa Meriter. Den lange Tiid som jeg haver frembragt udi en uforandret Stand, viser ogsaa, at jeg ingen Tiid haver ladet mig mærke dermed, og at jeg derudi ikke haver efterfuldt de fleeste af mine Medborgeres Exempel, der ligesom stedse gaae med Regninger i Haanden, og, saasnart de have tak- 201 ket for et Beneficio, begiære paa nye et andet. Hvad som de kalde Credit eller bevisede Tienester, kalder jeg Debet eller en Borgers Pligt imod sit Fæderne-Land. De Midler, som de ved Beneficia erhverve, anvendes paa at mæske dem selv, og de Midler, som jeg ved eget Arbejde og Sveed forsamler, holder jeg for, ikke at være mine, men at tilhøre det Societet, hvorudi jeg lever, og hvorudi jeg kand ansees ikke som en Proprietaire, men som en Casserer, der staaer under Regnskab. Folk maa dømme om mig hvad dem lyster. Et Datum er dog udi mit Liv og Levnet, som faa kand fremvise: nemlig, at alt hvad jeg ved 40 Aars Arbejde haver erhvervet, det anseer jeg alleene som en Gield, hvilken jeg er Publico skyldig. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CCC.

Til **

Min Herre skriver, at nogle legge mig dette til Last, at jeg skiemter formeget i mine Skrifter. Jeg tilstaaer gierne, at mine Skrifter ere frugtbare paa Skiemt, men det er gemeenligen saadan Skiemt, som bevæger Latter og underviser tillige. Naar man ellers igiennemlæser alle mine Skrifter, seer man dog, at jeg lemper min Pen efter Materien, at jeg holder min Geist udi Tøylen i de Materier, som behøve at udføres udi en ærbar Stiil. Dette haver jeg fornemmeligen givet tilkiende udi Fortalen af rnin Kirke-Historie, hvoraf tydeligen sees, at jeg saadan Regel nøye iagttager; thi en Klygt, som paa en Tiid og paa et Sted kand være en Zirat, kand paa en anden Tiid og paa et andet Sted være en Vanheld. Jeg haver ofte bevidnet, at, hvis jeg enten var bleven Præst eller Advocat ved en høy Rett, vilde jeg stedse have beflittet mig paa, at intet udi mine Prædikener eller Actioner skulle høres, som kunde bevæge til Latter. Dette tages ikke af alle i Agt; thi der findes ad- 202 skillige Prædikantere, der paa Prædikestolen give deres lystige Geist Tøylen: Hos vore Advocater merkes denne Feyl udi største Grad; thi der findes Procuratores, hvilke dagligen søge at distingvere sig ved saadant, ey iagttagende, at hvad som er anstændigt udi et Selskab eller udi en Borgestue, er u-anstændigt og lastværdigt for en anseelig og høy Rett. De synes at indbilde sig selv, at en Sag af dem ikke med Applausu kand ageres, med mindre de kand komme Dommerne til at lee. En Arleqvin, Sganerel eller lystig Henric parerer ikke nær saavel udi et ærbart og anseeligt Domhuus som paa en Skue-Plads. De gamle Romere, som paa Skue-Pladser uden Anfægtning kunde anhøre de frieste Talemaader, som ofte ginge indtil Obscceniteter, gave intet Qvarteer til dem, som enten udi Ord eller Gebærder ey iagttoge den yderligste Sømmelighed for Retten. Aulus Gellius fortæller, at en Romer blev actioneret, efterdi han engang havde gispet, da han stod for Retten, og at intet befriede ham for Straf uden Vidnesbyrd om hans Svaghed. M. Popilius Censor, da han mynstrede Ridderskabet, og fandt at Rytteren var fæd og trivende, men Hæsten maver, spurte han om Aarsagen dertil: Rytteren svarede da: Det kommer deraf, at jeg plejer mig selv: Men min Stald-Karl Statius rygter min Hæst. Formedelst dette klygtige Svar blev han satt i Penge-Straf. Herom kand ikke for ofte giøres Erindring, saasom intet gaaer meere udi Svang. Den samme Advarsel kand ogsaa giøres til visse af vore Poëter, som uden at giøre Forskiæl imellem ærbare og lystige Materier, imellem Sørge- og Bryllups-Vers, give deres Geist lige stærkt Sporerne; gid man ikke kunde og sige det samme om adskillige geistlige Sanges Forfattere. Man haver ikkun at igiennemlæse vor gamle fuldkomne Psalme-Bog, for at see, at derudi findes adskillige Sange, hvoraf man saavel i Henseende til Materien som til Melodien kand græde og le paa eengang. Jeg forbliver etc.

203

EPISTOLA CCCII.

Til **

Der ere 3 Slags Maader, som man betiener sig af at canonisere Mennesker paa, og at erklære dem større og værdigere end andre. Kirken betiener sig af den eene, Staten af den anden, og de høje Skoler af den tredie. Ved den geistlige Canonisation bliver een erklæret Helgen, ved den civile bliver han kronet med den Titel af en Helt, og ved den Academiske zires han med det prægtige Navn af Polyhistor. Saadant er all den Ære, dødelige Mennesker kand ønske og eftertragte, enhver udi sin Stand. Naar man sammensamler alle de Personer, som med slige prægtige Titler ere beærede, finder man saa store og vidtløftige Registere derpaa, at man kand ikke andet end fatte høye Tanker om det menneskelige Kiøn, der haver produceret saa mange Zirather og Mesterstykker. Naar man derimod nøje efterforsker enhvers Adkomst til saadan Ære, finder man, at Hiemmelen for mange bryster. Adskillige Mynsterskrivere eller Critici have foretaget sig at examinere og mynstre den første Classe, og klarligen have viset, at Helgenes Register eller Catalogus haver været langt større end den burde være, og derfore ikke have taget i Betænkning at lede ligesom ved Ermene een Helgen ud af Paradiis efter den anden. Saadant have foretaget sig ikke alleene Protestantiske men endogsaa Roman-Catholske Critici, og haver den bekiendte Launoy saaledes distingveret sig der med, at nogle skiemtviis have sagt: Hvis denne Mynsterskriver skal længe holde Protocol, bliver der neppe een Helgen tilbage i Himmelen. Det synes og, at een og anden Pave selv haver tvivlet om visse Helgenes lovlige Adkomst. Jeg haver derpaa anført et Exempel udi min Kirke-Historie, hvor der tales om en Romersk Pave, som saadant gav tilkiende; thi, da han engang enten blev forurettet, eller meenede sig at være forurettet af et vist 204 Italiensk Huus, sagde han: Disse Folk ere meget utaknemmelige imod mig, ej eftertænkende, at jeg haver canoniseret een af deres Familie, som aldeeles ikke tilkom saadan Ære. En saadan Mynstring kand komme de øvrige Helgene til at skielve og bæve, ja det er at befrygte, at, hvis quæstio status blev moveret en St. Francisco og en St. Dominico selv, som deres Disciple have givet Sæde udi Himmelen imellem GUd Fader og Jomfrue Maria, de vilde have Vanskelighed ved at fremvise deres Hieminel, og neppe vente deres Dom at blive clausuleret med et uti possidetis. Hvor vilde det da ikke gaae med de andre, som ere udi saa stor Mængde, at Papebroch haver regnet imod 1800 Helgene alleene paa den 1. Junii udi Aaret, og hans trykte Martyrologium, som indeholder ikkun 6 Maaneder, bestaaer af 24 Vol. in Folio. Den Mynstring, som Launoy haver giort, er ikkun en Prøve, som tiener til Beviis paa, hvad ved en nøyere Examen kand giøres. Han siges, at have drevet af Himmelen fleere Helgene end 10 Paver have canoniseret. Men saadan Reduction vil endda ikke meget forslaae, og det efter Romerske Skribenteres egen Tilstaaelse. Mabillon haver skrevet en Dissertation, hvorudi han haver viset, hvor u-rimelig denne Helgenes store Mængde er, helst af de nye, om hvilke Camus Biskopen af Bellai sagde engang paa Prædikestolen, at han vilde give 100 nye Helgene for een gammel. Naar Roman-Catholske tale saaledes, saa kand man slutte, hvad Protestantiske Skribentere dømme herom, hvilke lade fast ingen blive staaende, uden Patriarcher, Propheter og Apostle, saa at, om deres Annotater ere rigtige, blive mange 1000 Stole ledige udi Himmelen. Sandeligen, naar man læser Kirke-Historien, og deraf seer, at een formedelst Studsighed imod den høje Øvrighed; en anden formedelst Iver i at forsvare Pavernes Interesse og Myndighed; den tredie formedelst Ørkesløshed; den fierde formedelst Dumhed, og en blind Troe, som han aldrig haver bemøjet sig med at efterforske; den femte ved at igiennemhegle Mennesker for de Synder, som han selv dagligen haver bedrevet; den 205 siette ved at give til Kirker og Klostere Penge, som han ofte ved u-lovlige Middeler haver samlet; den syvende ved blodige Forfølgelser imod Vildfarende; den ottende ved Hyklerie, og med Iver at forfegte Lærdomme, som han selv i Hiertet haver beleet etc. og saaledes merker, at nogle ved Magelighed og for godt Kiøb, og andre ved syndige og u-lovlige Midler ere blevne Helgene, kand man holde for, at Papebrochs 24 Volumina kand reduceres til faa Blade, og at Helgene, som neppe kand faae Rum udi Himmelen, kand med Magelighed indsluttes udi en liden Almanac. Thi de fleeste Helgene kand lignes med vore caracteriserede Rangs-Personer, hvilke have Titler af det, som de hverken ere, eller agte at blive. Jeg kand ikke forbigaae her at anføre det Svar, som Cominæus engang fik af en vis Mand udi Bourges. Da han spurte samme Mand, hvi man kaldede Joh. Galeazzo en Helgen, da det dog var bekiendt, at han haver været en stor Tyran, svarede Manden: Man kalder dem her i Landet Helgene, som have givet noget til et Kloster. Da Cardinal Bessarion saae, at man giorde mange Uværdige til Helgene, sagde han: Disse nye Helgene komme mig til at tvivle, orn de gamle og ere ægte (qvesti santi moderni mi fanno dubitare delli passati). Saasom Tallet er blevet saa stort, at Aaret ikke kunde forslaae til Helgenes Fester, haver man stiftet Alle Helgens Dag, paa det at ingen skulde forglemmes. Man kand derfore herpaa applicere det, som Juvenalis siger om de Romerske Guder:

- - Nec turba Deorum
Talis, ut est hodie, contentaque sidera paucis
Numinibus miserum urgebant Atlanta minori
Pondere.

Træder man til den anden Canonisation og examinerer deres Adkomst, som have erhvervet Titel af Helte, saa bliver Reductionen der ikke mindre. Man kand regne 3 Slags Helte. De allerældste bleve efter deres Død holdne for halve Guder, saa at Templer for dem oprettedes, gud- 206
dommelige Dyrkelse given, og Bolig dem assigneret udi Melke-Vejen. Saadanne vare Hercules, Minos og adskillige andre, hvoraf nogle have øvet adskillige Velgierninger imod Mennesker, andre derimod havde signaliseret sig ved Styrke og Manddom. De efterfølgende vare saadanne, for hvilke man vel oprettede Templer, men som dog ikke have faaet Sted iblandt Semideos eller halve Guder. Disse ere de store Sejer-Herrer, hvis Meriter fornemmeligen have bestaaet i at myrde Mennesker, og at undertvinge Lande og Stæder. De sidste ere de, hvis Meriter ere af samme Natur som de Foregaaendes, men som maa lade sig nøje med den pure Titel af Helte, som endnu bruges, og i vor Tiid gives i Fleng til mange, saa at det Ord Helt er nu omstunder ikke af megen Betydelse. Naar man nu examinerer saavel de nye som de gamle Heltes Adkomst, finder man, at den gemeenligen er ilde grundet; thi, naar en Helt skal tages i den rette Meeening, og derved forstaaes en Velgiører af det menneskelige Kiøn, som haver distingveret sig ved Dydens Øvelse, som ved herlige Love haver cultiveret Mennesker, stiftet Stæder og Regieringer, ophittet Konster og udrøddet Laster, seer man, at en stor Deel, som er ziret med saadan Titel, og ophøjet til saadan Ære, maa igien degraderes. Thi spørges der, hvorfore Alexander kaldes en Helt, saa kand dertil intet andet svares end dette, at han gik stedse om med Sværd udi Haanden for at myrde Mennesker: Achilles haver intet andet at beraabe sig paa end sine stærke Arme, hvilket er en slet Adkomst, efterdi der findes adskillige umælende Creature, som ere langt stærkere, saa at han lidet differerer fra en stærk og brutal Arbejds-Karl. Det samme kand siges om Diomedes, Ajax og andre; thi det var alleene stærke Arme, som giorde Folk til Helte udi Homeri Tiid. Hvad Æneas angaaer, da meene nogle, at han kand ikke henføres til den Classe, St. Euvremont siger, at han fortiener heller at ansees som en Munke-Ordens Stifter end som en Heros. Men man kand sige, at han fortiener hverken den eene eller den anden Titel; thi, med alle de Attester, som Vir- 207 gilius haver forsynet ham med, kand han dog hverken passere for en Helt eller en dydig Mand; thi Poëten afmaler ham til Deels som en frygtagtig Person, hvilket kommer ikke overeens med den Characteer, som gives de Homeriske Helte, hvis Egenskab er Styrke og Brutalitet, til Deels ogsaa som en u-retfærdig Mand, efterdi han voldtog under Ægteskabs Løfte en Dronning, som han siden forlod; saadant passerer ikke for Heroismus ved vore Tamper-Retter. Alexander og Cæsar kand med bedre Føje regnes blandt de Homeriske Helte; thi de fuldte begge de Ældres Fodspor: Men hverken den eene eller den anden kand ved Examen Philosophicum blive staaende paa Rullen. Thi det heeder, som Poëten siger:

Mais qvelqves vains lauriers, qve promette la guerre
On peut être Heros, sans ravager la terre.

At saadanne Titler til deslige Personer gives, er derfore enten af Hyklerie eller Vildfarelse. Den kaldes Heros, som distingverer sig ved Krigs-Bedrifter, og den kaldes en stor Mand, som excellerer baade udi Krigs- og Stats-Sager. Men, naar man legger dem begge udi een Vejeskaal, kand de ikke opveje mod en dydig Mand, hvilken egentlig fortiener Navn af en Helt. De sidste Slags Helte er saadanne, til hvilke Titlen gives udi Fleng, og hvoraf mange ingen Adkomst dertil kand vise uden af hykkelske Historie-Skrivere og Poëter, hvilke udi de sidste Tider giøre og have giort saa mange Helte, at deres blotte Navn vilde indtage meere Plads end Papebrochs Martyrologium og hans 24 Volumina in Folio. Thi det er nu omstunder lettere at blive Helt, end det var udi Middel-Alderen at blive Helgen, saasom de sidste Tiders Poëter give ligesaa godt Kiøb som Middelalderens Munke. Af dette sees, hvilket Nederlag en Launoy vilde giøre, hvis han ogsaa foretog sig at holde Mynstring over Helte, og at han vilde ved Ermene udlede end fleere Helte af deres Boliger end Helgene af Paradiis. Jeg haver viset udi Klims underjordiske Rejse,

208

at Potuanerne med Helte-Titler beærede en Huus-Fader, der havde 12 vel optugtede Børn, og derimod negtede de saa kaldne Seyer-Herrer, som havde bortdrevet deres Tiid med at myrde Folk, Titel af Mennesker. Nu skrider jeg til de Academiske Canonisationer eller den 3die Classe, som bestaaer af dem, der have Titel af Polyhistores. Disse kand henføres til tvende dasser. Den første bestaaer af dem, som have erhvervet sig saadanne Titler eller Academiske Canonisationer, førend man begyndte at skrive lærde Journaler; den anden af dem, som have faaet Navn af Polyhistores efter saadanne Journalers Publication. Af dem, som ere i den første Classe, kand vises adskillige, som virkeligen have fortient den Titel. En Erasmus, en Grotius, en Scaliger etc. kand med Rette bære saadant Navn, efterdi, om de ikke besadde alle, saa dog de vigtigste Videnskaber, hvilke ikke kunde erhverves uden ved idelig Læsning og et fast u-endeligt Arbejde. Derimod, siden den Tiid man haver opfyldt Verden med lærde Journaler og Extracter af Skrifter, hvormed en sættes i Stand til at tale om alle Slags Videnskaber, som han ikke forstaaer, og at criticere Bøger, som han aldrig haver læset, kand man ved maadelig Læsning erhverve et stort Navn. Aarsagen er, at man ligesaa hastig og med mindre Møye kand læse 100 Extracter af Skrifter end een eeneste god Bog; hvorudover een, som er begaved med en god Ihukommelse, kand ved deslige Læsning giøre saadan Parade, at han iblandt visse Folk ansees som en Hexemester: Jeg siger iblandt visse Folk, som ikke vide, af hvilke Kilder Lærdommen flyder. Det er af saadanne Folk at Personen canoniseres. Og de, som see dybere ind udi Tingen, og veigre sig ved at underskrive saadan Canonisation blive anseete som avindsyge og misundelige Mennesker. Mynstringen med Personer af denne Classe kand best giøres med at opholde enhver saadan Titular Polyhistor noget længe udi en Materie, da merker man Sammenhængen, og da seer og hører man, at han intet veed uden hvad han kand komme ihu af den Extract, som han haver læsed. In- 209 tet er i mine Tanker meere nødigt at erindre; saasom Erfarenhed viser, at der er intet, hvorudi Folk meere lade sig forblinde. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CCCXIX.

Til **

Min Herre skriver, at han ikke er fornøyet med den ham tilskikkede Cancelie- og Contoir-Calender, efterdi det Fornemmeste derudi fattes, som er Dagenes Navne. Han siger, at det er ham ikke saa Magt paaliggende at vide, om en Dag er indviet til Policarpo, Pontiano, Blasio etc. som orn den heder Mandag, Tiisdag eller Onsdag, hvilket at vide er høyligen fornødent. Jeg tilstaaer, at denne min Herres Anmerkning er vel grundet; thi, naar man stævner til Samling, byder til Giest, eller bestæmmer til Arbeyde, nævner man ikke den 3die eller 4de Dag i Maaneden, som heder Polycarpus eller Blasius, men man stævner at møde til en Onsdag eller Torsdag, og, naar det sidste skeer, veed enhver, hvad han skal rette sig efter. Jeg erindrer mig ved Leylighed heraf, at en fornemme Embedsmand engang udi et Selskab spurte, hvad Klokken var; ham blev svaret, at efter Stadens Klokke-Viser var Klokken 3, men man sagde derhos, at Byens Klokker ginge ikke rigtige, saa at de differerede fast en halv Time fra Soel-Viserne. Manden svarede da, at han aldeeles ikke tvivlede om Solens rigtige Gang, men at han kunde ikke rette sig derefter, thi naar man stævnes til at møde enten udi en Ret eller Forsamling, maa man passe Tiden efter Stadens Klokker, hvor urigtige de end gaae, og kand ikke undskylde sig med Solens Gang, om man kommer for silde. Hvad ellers den Omission angaaer, som min Herre støder sig over udi vor nye Calender, da kand jeg ikke besværge mig derover, saasom jeg ikke behøver at eftersee Dagenes Navne udi 210
Almanaker; jeg kand af min ordentlige Diæt og mine Middags-Maaltider vide enhver Dag udi Ugen; thi, naar min Kammer-Pige bringer mig til Middags-Maaltiid en Havre-Suppe med en Kalve-Steeg, veed jeg, at det er Mandag, og naar den 3die Ret, som er Fisk, kommer dertil, er det samme som hun vil sige, i Dag er Tiisdag, og saa fremdeeles. Udi denne ordentlige Diæt finder jeg en stor Magelighed, saasom ingen Tiid behøves at omspørge, hvad Mad jeg vil spise. Jeg meener ogsaa, at det hielper til Sundhed, og tilskriver jeg min ordentlige Diæt og Leve-Maade dette, at jeg imod all Formodning og imod alles Spaadomme haver opnaaet en saa høy Alder. Jeg siger imod all Formodning, efterdi jeg merker, at de Svagheder, som jeg plages af, have været ligesaa stærke, ja stærkere udi min Barndom og Opvæxt. Hoved-Pine eller Migraine haver været min bestandige Plage. Udi min Ungdom fandt jeg den oftere og hæftigere: Nu derimod finder jeg den ikke saa ofte; den raser ey heller saa hæftig, men holder derimod hver gang længere ud. Jeg haver stedse været meget kuldskier, saadant formeeres saa merkeligen hos mig med Alderen, at jeg om Vinteren sielden tør vove mig ud i Luften. Jeg haver ellers merket dette, at ingen taaler mindre Kulde end Nordmænd. Jeg haver med Forundring seet i Paris, hvor Kulden om Vinteren raser saa stærkt, at man kand gaae over den stridige Flod Seine, at Fruentimmer kand sidde den heele Dag paa offentlige Steder og udi deres Kramlader uden Varme; saadant kunde faa Norske Damer giøre dem efter. Jeg erindrer, at da jeg en Vinter besøgte den Spanske Minister, og klagede mig over Kulden, sagde han sig deraf aldeeles ikke at være incommoderet. Aarsagen til de Norskes Kuldskierhed tilskriver jeg deres meget varme Vinter-Stuer og deres forede Klæder og Støvle, som de bruge om Vinteren; thi, naar de aflegge de samme, finde de sig ligesom at være nøgne. At jeg selv nu saa lidet kand imodstaae Kulde tilskriver jeg fornemmelig Alderdommen, thi jeg haver opnaaet mine 65ve Aar, saa at jeg haver et Aar meere, end som mig er 211 tillagt udi mit trykte Liv og Levnet, som er forfattet af den Hannoverske Præst Ernst Ludewig Rathlef, thi jeg er fød udi det Aar 1685. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CCCXXXV.

Til **

Jeg haver udi min underjordiske Reyse forestillet en Republic bestaaende af Atheister, og af dens Beskrivelse viset, hvor fornøden Religion er til Societeters Styrke og Vedligeholdelse. Et af Mr. Bayles Paradoxer, som han med glimrende Argumenter haver udført, er dette, at et Societet meget vel kand bestaae uden Religion: Han anfører blant andet til Beviis herpaa de Epicuræiske Societeter, udi hvilke fandtes ligesaa stor Forraad paa kierlig Forbindelse og Samdrægtighed som Mangel paa Religion; saa at Vantroe og Dyder regierede i lige Grad. Beskrivelsen deraf er denne: Epicurus anrettede en Skole udi en smuk Urtegaard, som han havde tilkiøbt sig. Der levede han med sine Venner i stor Fredsommelighed og udi en kiærlig Omgiengelse; og, saasom man holdt for, at intet Societet kunde være bedre indrettet, saa strømmede Folk fra alle Stæder udi Grækenland, Ægypten og Asien, for at blive indlemmede derudi: Trette, Begierlighed, Misundelse, Had og alle Udyder vare der landflygtige. Alle derimod havde ligesom eet Sind og een Villie, og levede med hinanden udi saa kierlig Forbindelse, at man med Forundring maa læse Historien deraf. Cicero siger, at man fra Theseo indtil Orestes ikkun havde fundet to eller tre Exempler paa saadant oprigtigt Venskab, som man saae at regiere blant alle Epicuri Disciple, som dog ingen guddommelig Forsyn troede; da man derimod blant andre philosophiske Secter, endogsaa den Stoiske, saae Had, Misundelse og Factioner at have Sted. Lad nu nogen, siger 212 Bayle, fremkomme, og foregive, at Societeter ikke kand bestaae uden Religion. Vel er sandt, at Epicuræer ikke nægtede Guders Existence; men, saasom de alleene ansaae dem som lyksalige Væsener, der ikke bemængede sig med Verdens Regimente, og at de, som andre Creature vare Dødelighed underkastede, saa bestoed Religionen alleene udi det blotte Navn, og den Devotion og Gudsfrygt, de lode see, grundede sig alleene paa en slags Sømmelighed, som maatte i agttages, for ikke at forarge Almuen. Men Vantroens Patroner betiene sig ogsaa af dette, for at give os des høyere Idée om disse Societeter. Diocles, da han saae, med hvilken Andagt Epicurus dyrkede Guderne, raabte han overlydt: Hvilket Syn for mig at see denne Mand udi et Tempel! All min Mistanke mod ham forsvinder nu; jeg haver aldrig meer admireret GUds Majestæt og Herlighed, end nu, da jeg seer at Epicurus ligger for hans Fødder. Meeningen heraf er denne: See, her seer jeg en Mand, som dyrker GUD uden Interesse, og uden Henseende til Straf og Belønning; som ærer ham alleene, fordi han er Ære værd, da andre enten af Frygt for Straf eller af Haab om Belønning saadant øver; hvilket er ikke uden en interesseret Gudsdyrkelse. Alt saadant skrabe Vantroens Patroner sammen, for at vise, at de som nægte den Guddommelige Forsyn, ikke alleene kand være gode Borgere, men endog devote Lemmer udi et Societet. Jeg drister mig vel ikke til at nægte det, som anføres om de Epicuræiske Societeter, og at giøre Historien deraf til Digt; men jeg holder for, at de Vantroendes Lærdom deraf aldeeles ikke kand bestyrkes: Thi eet er, naar nogle visse udkaarne Personer slaae sig sammen udi et Selskab, og der bestandigen leve under en Læremesters Opsyn og daglig Catechisation, hvorved de opmuntres til at tage Stifterens Regler udi Agt; et andet er at finde Harmonie uden for saadanne sluttede Lav udi store og almindelige Republiqver. Man seer jo Røvere og Fribyttere helligen at i agttage deres Selskabs-Love: Men deraf flyder ikke andet, end at de kand og bør ansees som sammenrottede Fiender 213 mod det heele menneskelige Kiøn. Her behøves derfore andre Prøver til at bestyrke denne Lærdom. Prøven maa giøres uden for saadanne Lav udi almindelige Societeter og Stæder; og meener jeg, at den allereede haver været giort. Historien kand derpaa vise mange Exempler, og den sunde Fornuft lærer, at faa Mennesker skye Synder, som de holde for at blive ustraffede, eller ey at høre under verdslig Øvrigheds Jurisdiction: Erfarenhed viser og, at det er ikkun en prægtig Talemaade at øve Dyder alleene af Kierlighed til Dyder, og at skye Laster alleene fordi de ere Laster. Saadanne Talemaader ere ligesaa ilde grundede, som de Stoiske, der sige, at et Menneske kand skille sig ved alle Affecter, det er, aflade at være Menneske. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CCCXLI.

Til **

Naar dyr Tiid kommer i et Land, eller Skatter paalegges, besværger sig ingen derover meere end de, som have mindst Aarsag til at klynke. De meest Klynkende ere Kiøbmænd, Kræmmere, alle Haandverks-Folk, Viin- og 011-Tappere, item alle de, som leve af deres Arbejde og daglige Næring. Erfarenhed viser dog, at Tidernes Vanskelighed, og de almindelige Byrder trykke dem ikke nær saa meget, som andre, der dog mindst klage: Thi de vide at indemnisere sig, og at tilstoppe de Hull, som slige Byrder og Vanskeligheder foraarsage, men som andre maa lade staae aabne. En Kjøbmand siger, at han i slige Tider ikke kand sælge sine Vare for det gamle Kiøb; en Kræmmer setter højere Priis paa hver Alen Klæde; en Arbejder vil have større Løn; en Procurator siger, at han kand ikke komme ud med de sædvanlige Salarier, og en Musicant sælger ingen Menuet meer efter det gamle Torve-Kiøb: Saa at hvad som tabes paa een Side, vindes igien paa en 214
anden, og hvad, som udgives med een Haand, tages igien med en anden Haand. At de besværge sig meere end andre over de almindelige Byrder, tilskriver jeg deres Politique, hvorved de søge, for at undgaae deres Medborgeres Jalousie, at indbilde dem, at de almindelige Byrder trykke deres saavel som andres Skuldre. Det mærkeligste herved er dette, at den Priis, som udi slige vanskelige Tider settes paa Løn, Arbeyde og Varer, bliver gemeenligen ved Tidernes Forandring staaende, saa at de ofte profitere af de Conjuncturer, som trykke andre. Thi, naar Forhøjelsen paa Varer og Arbejde een Gang er skeed, bliver den stedse ved: Thi faa examinere den rette Aarsag; den Kiøbende tænker, at Prisen er billig, naar den er i Aar, som den var i Fior, og Sælgeren tager sig vel vare at tale om Tidernes Forandring, hvorved en nye Epocha bør settes i Handel. De, som ingen Næring bruge, men som leve alleene af deres Renter og aarlige visse Indkomster, lide alleene udi saadanne Tider. De Klagemaale, som Proprietarier og Bønder føre over dyr Tiid og Misvæxt, ere af samme Beskaffenhed: Thi det er ikke de, som sælge Landets Producter, der lide, men Almuen, som kiøber dem. En almindelig Lande-Misvæxt, naar den er ikke alt for stor, beriger heller, end ødelegger en Landmand: Thi det er udi vanskelige Tider, at deres Plov ret drives, og at de bøde paa de Hull, som frugtbare Aaringer formedelst Varernes Forringelse have foraarsaget. Naar derfor en Landmand sukker over almindelig Misvæxt, er det Suk, som ikke kand komme af Hiertet, med mindre man holder for, at Medlidenhed over Almuen og Kiøbstæd-Folk, som dyrt maa tilkiøbe sig deres Varer, saadanne Sukke udpresser; hvilket er vanskeligt at troe. Jeg siger, at almindelig Lande-Misvæxt, haver saadan Virkning; thi det er alleene særdeeles Misvæxt, som skeer udi een eller anden Province, eller paa eet eller andet Gods i Særdeeleshed, som trykker en Landmand, og bringer ham paa Knæe: Thi i saa Maade høster og sælger han slet tillige, og kand paa Torvet ikke erstatte, hvad han taber i sin Lade. Man 215 seer heraf, at de fleeste, som meest klage over Tiderne, have mindst Aarsag til Klagemaal: Hvorudover fornuftige Folk, som see dybere ind udi Sagerne end andre, ofte ansee Klynken som Tegn til Velstand, og derimod holde for, at de, som skryde og tale prægtigst om deres Velstand, ere meest udi Klemme. Thi Erfarenhed lærer ogsaa, at, naar een søger om Assistence og Penge-Laan, begynder han gemeenligen at præludere om sin Velstand. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CCCL.

Til **

Min Herre skriver, at han med Fornøyelse haver læset den ham tilskikkede Grønlands Beskrivelse. Han siger: At Skriftet burde have meere Afgang, saasom det indeholder rare og hidindtil ubekiendte Ting, og man deraf kand vise, hvorledes Religion og Moralitet med Tiden reent kand forgaae iblandt Folk, saa at ikke ringeste Levninger kand blive tilbage. Man veed, at Landet for nogle 100 Aar siden haver været besøget af Norske Folk og Christne, men man finder ikke mindste Tegn enten af Religion, Sprog eller Norske Sædvaner. Der menes vel, at de nu værende Grønlænder ere alle de ældste Landets Beboere, og at de Norske Colonier ere enten med Rod udryddede eller alle reent uddøde. Men det synes vanskeligt at troe. Det synes riimeligere, at de sidste ankomne have mænget sig med de ældste Indbyggere, saa at de ere blevne til eet Folk, og at ved saadan Sammenblandelse, Sprog, Religion og alt andet af de Norske ankomne ved Tidens Længde er forglemt, hvorpaa haves adskillige Exempler i Historien. Vist nok er det, at de nu værende Grønlænder ere heel upolerede, grove og vankundige, men man haver fundet hos adskillige Nationer, i sær udi Africa og America en større Immoralitet og Vankundighed. Min Herre anseer det som 216 yderste Grad af Dumhed hos Grønlænderne, at de troe, at, naar Maanen gaaer ned af Himmelen, den er paa Jorden og jager efter Sæl-Hunde til sin Føde: Men mon deres Meening kand agtes meere daarlig end Romernes og Grækernes, der tilskrive Maanens Formørkelse Hexerie, eller de polerede Chinesers, der holde endnu for, at den opsluges af en Drage. Ludovicus Vives anfører en Historie om Maanen, som er end selsommere: Nogle vankundige Folk saae engang Maanen, som skinnede, og lod sig see udi en Brønd. Da et Esel drak af Brønden, blev Maanen i det samme skiulet af en Skye paa Himmelen, hvorudover de meenede, at Eselet havde opsluget den; Æselet blev derpaa som en Misdæder grebet og opskaaret; da denne Execution var giort, lod Maanen sig see igien, hvorudover de bleve bestyrkede udi den Meening, at den havde ligget udi Æselets Bug. U-anseet den Grovhed og Vankundighed, som findes hos Grønlænderne, merker man dog adskillige Dyder, som Socialitet og kiærlig Omgængelse, Forældres Kjærlighed til Børn og Børns igien til Forældre, Gavmildhed etc. og endskiønt vore Missionarii have meenet i Begyndelsen, at disse Folk ingen Idée havde om Religion og et Liv efter dette Liv, haver man dog siden merket, sig derudi at have vildfaret. Grønlænderne ere ey heller destituerede fra naturlig Forstand; De vide at forarbeyde adskilligt med deres Hænder, og haver man ofte af deres Spørsmaal og af deres Giensvar merket, at mange af dem have sindriige Indfald. Derpaa vil jeg anføre nogle faa Exempler: En af de første Grønlændere, som udi Friderici IV. Tiid bleve bragte til Kjøbenhavn, da ham blev viset adskillige Ting, som han tilforn ikke havde seet, gav han een og anden artig Betænkning derover. Da han blev indført paa Ride-Banen, og der saae Berideren at tumle en Hæst saa længe indtil den stod udi fuld Skum, sagde han: Den Nar vil have Beestet til at flyve, endskiønt han seer, at det ingen Vinger haver. En anden saae en syngende at age et Læs Møg; han spurte, hvad det vilde sige, at age Skarn, som ingen skiøtter om, da ham 217 blev sagt, at man kastede det paa Marken, for at giøre Jorden frugtbar, svarede han: Nu begriber jeg, hvi han synger, han glæder sig over, at ved saadant Arbeyde Jorden vil bære Frugter. Da een af dem saae en ung Herre at bæres udi Portechaise, rystede han med Hovedet og sagde: Denne unge Mand maa være heel doven eller syg, efterdi han lader sig slæbe paa en Baare. Man merker ellers, at Grønlænderne have særdeeles Medlidenhed med vore omløbende Staadere, heldst, saasom de see dem at være af samme Skabning som andre, der leve udi Pragt, Herlighed og Overflødighed. Saadant og andet anføres til Beviis paa de vilde Grønlænders naturlige Forstand og gode Hiertelav. De Spørsmaal, som de ved en og anden Leylighed have giort, til vore Missionarier, og de Tvivlsmaal, som de have fremført, vise ogsaa, at de ville vide Rede til hvad de skal troe. Da den arvelige Synd blev forklaret for nogle, sagde de: Hvi lod GUD ikke Adam og Eva strax omkomme og skabte andre Mennesker i deres Sted, som kunde have forplantet reene Børn og Efterkommere? Videre, da dem blev sagt, at Dievelen forfører Mennesker til at overtræde GUds Bud, hvi GUd da ikke dræber eller indspærrer ham og derved befrier Menneskene fra Fristelser, som styrte dem udi evig U-lykke? Videre, naar dem siges, at de, som ikke kiende GUd og troe paa ham, blive fordømte, svare de, hvi haver da GUd tøvet saa længe med at forkynde os Troen? Da een blev straffet, efterdi han havde Medhustruer, svarede han, at han fulte sin Tilbøyelighed, som var at være løsagtig, og spurte, hvi GUd ikke havde skabt ham med samme Temperament som en Deel andre, hvilke kunde lade sig nøye med een Hustrue. Den samme undskyldte paa lige Maade sin Vrede, sigende, at Erfarenhed viser, at et Menneske er skabt meere vreedagtigt end et andet, og at, hvad som er en medfødt, kand ikke tilregnes ham, men Skaberen. Grønlænderne meene, at Moralitet best læres hos dem, hvorudover, naar de see et fromt Menneske af andre Nationer, sige de, at han er saa from og skikkelig som en 218 Karolek, det er, en Grønlænder. Mange Christnes uordentlige Levnet haver maaskee bragt dem til at have saadanne Tanker om sig selv, hvoraf man seer, at det er fornødent, at de Colonier, som sendes til saadanne Steder, bestaae af skikkelige og vel moraliserede Folk, der ved uordentlig Levnet ikke forarge Hedninger. Derfore sagde og een iblant dem: Jeg vil ikke antage eders Lærdom; thi jeg kand derover blive lige saa ond som I andre ere. En anden hørte, at Eva, u-anseet hun havde saa mange adskillige Frugt-Træer, som hun kunde æde af, dog greeb til det Træe, hvis Frugter vare forbudne, sagde han: Det er eders Nation ligt nok, eders Begierlighed haver ingen Ende, og kand ikke nøyes uden med mange Rætter. Da man forklarede ham Christi Lidelse og Sønnens Lydighed udi at efterkomme Faderens Villie, sagde nogle, at Sønnen maatte være meget from, efterdi han vilde lide for andre, Faderen derimod haard, efterdi han ikke vilde tilgive Forseelser uden ved sin uskyldige og eeneste Søns Offer. De sige ofte til Missionarierne: Efterdi GUd haver sendt eder hid for at undervise og omvende os, hvorfore giøre I da ikke Miracler, som de Sendebud, der have været skikkede til andre Vantroende? Hvi giøre I da ikke de Blinde seende, de Døve hørende, og de Syge friske? Hvi forsyne I ikke Landet med Sæl-Hunde og Hval-Fiske, og skaffe os godt Veyr, at vi saa ofte ikke skulle lide Nød? Item, hvi kommer GUds Søn ogsaa ikke til Grønland og helbreder Syge, saa ville vi og troe paa ham? I sige, sagde een, at GUd er from, hvoraf kand dog det meget Onde komme i Verden? En anden: Hvi hindrede GUd ikke Eva, da han saae, at hun vilde æde det forbudne Æble? Een, som af Missionario blev opmuntret til at troe, sagde: Jeg troer dine Ord; thi du kommer mig for at være en skikkelig og sandru Mand: Men jeg kand ikke saa læt troe, hvad den haver skrevet, som staaer i denne Bog; thi jeg kiender Skribenten ikke. Een spurte, om han ikke kunde blive salig uden at antage de Christnes Lærdom, naar han beflittede sig paa at føre et uskyldigt og dydigt Levnet? Saa- 219 som der nu omstunder udi vore Grønlandske Colonier ere to slags Missionarii, nogle, som bestaae af Danske og Norske, og andre, som ere Herrenhutter, og Grønlænderne høre, at de ere ikke eenige med hinanden udi Lærdommen, holde nogle af dem heele Troen mistænkt og sige: Hvi kand det være Sandhed, som I selv tviste om? Udi disse og deslige Spørsmaal maa Missionarii søge at give dem Oplysning; Og sees deraf, at der behøves kyndige Mænd til de Grønlandske Missioner, efterdi dem gives samme Knuder at løse, som til de Malebariske Missionarier. Dog lade Grønlænderne see større Lærvillighed end Malebarerne, og lade sig nøye, naar de høre sunde og velgrundede Forklaringer. Paa deres moralske Betragtninger og Tanker haver jeg forhen anført nogle faa Exempler. Dertil kand legges efterfølgende: Da een udi Kiøbenhavn saae Skildvagte for store Herrers Porte, sagde han: Disse Folk maa ingen god Samvittighed have, efterdi de ere saa bange og frygtsomme. Da een saae en fornemme Jomfrue at bryste sig, sagde han: Denne maa bilde sig ind, at hun ikke er skabt af Jord. Da en anden hørte fortælle om de store Nederlag, som de Christne havde giort i America, sagde han: Det er Lykke, at vi beboe et fattigt Land; thi ellers havde det ikke gaaet os bedre. Dette maa være nok til Beviis paa, hvad jeg haver sagt om Grønlændernes naturlige Egenskaber. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CCCLIV.

Til **

De Qvaliteter, som min Herre tillegger den Person, hvilken han recommenderer mig, ere gandske gode, men saadanne, som lidet eller intet nytte til det Brug, hvorudi jeg hans Tieneste behøver. Naar jeg er syg, og leder efter en Doctor, spørger jeg ikke om den, der forstaaer Græsk og 220 Latin, men om den, der best kand curere en Sygdom. Naar jeg vil have en Skriver-Karl, spørger jeg ikke, om han kand male og risse, men om han kand skrive og regne. Jeg havde for nogle Aar siden paa min Gaard faaet en Skytte. Den samme havde adskillige gode Egenskaber, han var heel civiliseret, han skrev en god Haand, forstoed at accommodere Peruqver, og kunde giøre adskilligt med Haand-Arbeyde, men han kunde ikke skyde. Hvorudover jeg, u-anseet hans mange Videnskaber, maatte skille mig ved ham, som et til det Brug unyttigt Redskab. Jeg fik strax derpaa en anden, som igien var alt for konstig Skytte; thi han foregav sig at have skudt Fanden ihiel, og beseiglede saadant med en dyr Eed. Jeg kunde ikke andet end lee deraf, og sagde, at jeg ikke forlangede en Skiøtte af saa stor Capacitet, men lod mig nøje med een, der kunde skyde Harer og Raadyr. Tilmed meenede jeg, at det ikke var tienligt, at endeel selvraadige Bønder finge at vide, at han kunde fælde Dievie; thi naar de merkede, at Fanden var ikke meere til, vilde man have Møje med at holde dem i Ave, saasom det er en Busemand, hvormed de trues, ligesom Børn med Riis. Ikke desmindre antog jeg ham dog paa Forsøg; men jeg merkede, at han var bedre aandelig end legemlig Skytte; thi efter et halvt Aars Forløb saae jeg, at med alt det Vildt han havde faaet, Hagel og Kruud ikke kunde betales. Saaledes blev jeg 2de Gange bedragen; af den første, der intet forstoed af Professionen, og af den sidste, der vidste for meget. Min Herre tænker maa skee, at jeg skiemter; men adskillige udi Egnen kand vidne, at begge Historierne ere rigtige. Jeg vil derfore vide, om een tiener til det Brug, hvortil han behøves; jeg vil vide, om en Skytte kand skyde, om en Ride-Foged er ærlig, og en Forpagter er vederhæftig. Jeg forbliver etc.

221

EPISTOLA CCCLVI.

Til **

Min Herre skriver, at han haver at udsette dette, som jeg udi et af mine Skrifter haver anført, nemlig at intet, som er grundet paa Sandhed, kand kaldes Medisance. Jeg tilstaaer gierne, at saadant behøver Forklaring; thi det er med Sandhed som med andre Dyder, hvilke, naar Grændser ikke sættes, kand tabe deres Navn af Dyd. Man kand derfore sige, at, endskiønt Sandhed egentligen ikke kand kaldes Medisance, saa kand den dog synes i visse Tilfælde at nærme sig dertil. Man kand sige Sandhed, enten man er adspurdt eller u-adspurdt derom; naar man derom adspørges, er det enten af een, som er berettiget til at vide det, eller som ikke er berettiget dertil. Til den første maa Sandhed reent udsiges, endskiønt det er til andres Nachdeel; for den anden kand en Ting dølges, helst naar andre lide derved. Naar man derimod ikke bliver adspurdt, er det anstændigt at tie med de Ting, som ere eens Næste til Præjudice; thi at sværte og røbe nogen u-adspurdt, er en slags Angivelse, som nærmer sig til Medisance, endskiønt Angivelsen grunder sig paa Sandhed. Vel er sandt, at det hos de gamle Romere var holdet lovligt og priisværdigt at agere frivilligen Anklagere: Men man kand ikke bifalde den Skik, helst, saasom man seer, at de fleeste ved saadanne Angivelser søgte heller at fælde deres egne end Statens Fiender. Saadant holdes nu omstunder allevegne lastværdigt, og det med Billighed, saasom derved vises Tegn paa haarde Gemytter. Naar jeg uden Nød kalder en Drukkenbolt en Drukkenbolt, en Gnier en Gnier, siger jeg vel Sandhed, men en utilladelig Sandhed, som nærmer sig til Medisance. Hvis saadant tillades, kand man jo undskylde Uhlspeils Gierning. Uhlspeil beklagede sig engang for en gammel Matrone, der var skeeløyet, at ingen vilde have ham i Tieneste, efterdi han altiid sagde Sandhed.

222

Qvinden, som meenede, at det altiid var en Dyd, tog ham an udi sit Huus. Da hun kort derpaa kaldte paa ham, svarede han: Ja Skeelvip. Han blev strax derpaa dreven ud af Huset, og sagde han da: Jeg vidste nok, at Sandhed ingensteds lides. Men Qvinden tog det paa den rette Fod, anseende ham ikke som en Martyr eller Sandheds Bekiender, men som en Spotte-Fugl. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CCCLVIII.

Til **

Min Herre skriver, at han med Behag haver læset mit sidste Brev, hvorudi jeg haver viset Hoved-Aarsagerne til de store Sørge-Spill udi Engeland, og forlanger at vide mine Tanker om Cromwel, enten man bør holde ham for en virkelig Fanaticus eller en Tartuf. Det er vanskeligt at fælde nogen grundig Dom herudi; thi Cromwels saavel Person som Bedrifter ere fast ubegribelige. Det kommer mig ellers for, at han haver været begge Deele. Vel synes derudi at være en Contradiction, saasom Enthusiasmus gemeenligen ingen Overeensstemmelse haver med List og Underfundighed; thi ingen er mindre beqvem til at forstille sig end en Sværmer, hvilken som en Machine drives af sin naturlige Affect til Alting. Men jeg haver viset forhen udi mine Skrifter, at Fanaticismus er adskillig Slags, nemlig en Blind og en anden, som med Forstanden er gelejdet, og som af den dirigeres, item at den sidste Enthusiasmus er funden hos store Helte, der ved Forstanden saaledes have vidst at moderere den Ild, og at styre den Activitet, som Fanatiske Affecter føre med sig, at derved ere tilvejebragte Heroiske og fast utroelige Actioner. Man mærkede i Begyndelsen hos denne forunderlige Mand en særdeeles Iver, saadan en som findes hos Enthusiaster, der holde for, at verdslig og geistlig Regiering strider imod 223
Christendom, og at det er deres Pligt at prædike derimod. Dette synes alleene at have været Hiulet, hvoraf han dreves til at distingvere sig udi Under-Parlamentet ved dristige Vota, da der handledes om den Kongelige Magts Indskrænkelse og Biskopernes Afskaffelse; og, saasom han lod see saadan Iver og vovede sig saayderligen endogsaa paa den Tiid, da ingen kunde drømme om, at Tvistighederne imellem Kongen og Parlamentet vilde have saadant Udfald, som de siden finge, er det gandske troeligt, at han haver meenet sig som Christen og Patriot at være forbunden til at tale med Frimodighed, anseende sig selv som en Martyr af Religionen og Folkets Frihed. Saadan er ikke en Tartufs Characteer, hvilken sidste gaaer masqveret, indtil han naaer det Maal, hvortil han haver sigtet. Jeg vil ikke tale om, at adskillige have mærket hos Cromwel visse Symptomata og Distractioner, som ikke findes uden hos Enthusiaster. Naar dette betragtes, og man haver alleene for Øjne de første Scener af hans Liv og Levnet, kand man da falde paa de Tanker, at han af naturlig Drift og Inclination slog sig til den Sect, som bestoed af Enthusiaster, hvilke intet have til Rettesnoer uden deres hidsige Affecter, som de kalde Samvittighed eller guddommelige Indskydelser. Gaaer man derimod videre frem, finder man List, Simulation og andre Qvaliteter, som ingen Overeensstemmelse have med Enthusiasmo, saa at man bliver forvildet udi Characteren og kand disputere pro og contra derom. Men Knuden kand løses, naar man regner Cromwel iblandt de Slags Enthusiaster, der lade Fornuften sidde ved Roeret, og som vide at styre deres heftige Affecter saaledes, at noget stort deraf avles. Uformodentlige Conjuncturer, som siden indfulde, dreve ham til ligesom at forandre sin Natur, og at paatage sig en anden Skikkelse, for at komme til sit foresatte Maal, som dog i Begyndelsen var ikkun at reformere Staten og Kirken efter Independenternes Principium, og, da han siden mærkede, at ved Simulation, List og Intriqver han selv tilligemed kunde erhverve et stort Navn og Højhed, hvor- 224
til hans ugemeene naturlige Gaver kunde bane ham Vej, var han stedse masqueret, og under Masquen udvirkede de forunderlige Ting, hvis Lige neppe udi Historien kand findes. Hans Fanatiske Iver, som han ikke kunde skille sig ved, kom ham da ogsaa til Pas; thi den var Tønder til den Kiekhed og Tapperhed, som behøvedes til at legge sidste Haand paa det Verk, hvortil List og Simulation havde lagt Grundvold, item til at holde ved lige den forunderlige Bygning, som ikke uden ved en fast overnaturlig Stivhed længe kunde blive staaende. Man seer heraf, hvad den sidste Slags Enthusiasmus kand udvirke, helst naar den findes hos Mennesker, der tilligemed besidde Cromwels Qvaliteter; thi det er derved store Herredømmer baade opbygges og kuldkastes, ligesom Qvaliteterne blive anvendte til Landes Velstand eller Ødeleggelse. Det er derved, at Cromwel kuldkastede en Regiering, som udi mange hundrede Aar havde blomstret i Europa. Det var derved, at han af en simpel fattig Ædelmand blev Protector over 3 Kongeriger, hvilke han sin heele Livs-Tiid regierede med en absolut Myndighed. De største Naturens Gaver, hvoraf enhver især kand giøre et Menneske anseeligt frem for andre, vare concentrerede udi denne Mand udi lige Grad. Han syntes at have participeret noget af alle Nationer; thi man mærkede hos ham en Italiensk Skarpsindighed og List, en Fransk Hurtighed, en Engelsk Kiekhed og en Spansk Fermetet. Det var ved List han lagde Grundvold til sin Bygning, ved Hurtighed at han satt sin Machine udi Virkning, ved Tapperhed at han victoriserede allevegne, og oversvæmmede med en Haand fuld af Folk trende Riger, saa at det hedede, hvor han kom: veni, vidi, vici, og ved Fermetet, at han ikke alleene holdt de 3 undertvungne Riger stedse i Ave, men ogsaa var en Skræk for alle andre Potentater, af hvilke alle han var hadet, men tilligemed frygtet. Det samme kand siges om Engelænder, Skotter og Irlænder, hvor han ikke havde uden nogle faa Sværmere til Tilhængere. Jeg siger nogle faa Sværmere; thi de fleeste af Independenterne selv 225
fattede omsider ogsaa Groll til ham. Af alle andre Secter var han forhadt, saa at rnan kand sige, at det var ikke uden hans forunderlige Bedrifter og store Navn, som holdt udvortes og indvortes Fiender udi Frygt og Ave; thi, ligesom han var af alle hadet, saa var han og af alle admireret. Det forrige Seculum var frugtbart paa store Mænd, men ingen kand lignes ved Cromwel; thi der maatte sammenstøbes en Richelieu, en Mazarin og en Condé, for at danne saadan Mand, saasom han var udi Fuldkommenhed General, Soldat og Stats-Mand. Jeg haver villet forsøge at giøre en Sammenligning imellem ham og Mazarin, hvilke vare Rivaler og levede paa een Tiid; men jeg haver mærket, at Partiet vilde blive alt for u-lige og derfore staaet fra saadant Forsøg; thi, om Mazarin kand ikke andet siges, end at han var en fiin og forslagen Hof-Mand: Cromwel var dog end finere Stats-Mand, og sees af begges Anslag, at den Sidste spillede sin Rulle bedre end den Første, thi, saasom Mazarin var altiid masqueret, mislingede ofte hans Anslag, efterdi han derved gav Anledning til alle at tage sig vare, og det da overalt i Henseende til ham hedte: Cum vulpibus vulpinandum; Cromwel derimod var ordholdig, sandrue og aabenhiertig udi mange Ting, paa det han des sikkrere kunde intrigere udi visse Ting; thi han var længe anseet som en oprigtig og ivrig Patriot, saa at ingen merkede, hvortil han sigtede, førend han var kommen til Maalet. Saadan er den rette Character, hvorved tilkiende gives en ægte Politicus: Hvis man endelig vil tilstaae, at de vare begge lige store Politici, saa besad Cromwel dog mange andre store Qvaliteter, som ikke findes hos Mazarin; thi Cromwel kand regnes iblandt de faa Mænd, som Naturen haver ligesom udtørnmet sig paa at danne, saa at, hvis han ikke havde misbrugt sine store Gaver, eller rettere, hvis han var indfalden udi andre Tider og Conjuncturer, havde han i steden for en forskrækkelig og farlig Mand kunde være bleven et stort Lys, og have faaet Sted iblant de store Helte udi Historien. Men, saasom han misbrugte sine Qvaliteter, ved hvilke han kunde have 226 skinnet som en Soel, blev han anseet som en Comete, som et Riis for Store-Britannien og en Skræk for andre Lande. Saadant kand ikke siges om Mazarin, hvilken befæstede det Kongelige Regimente udi Frankrig, som den anden kuldkastede udi Engelland. Dog flyder deraf ikke, at den første var bedre Mand end den sidste; thi, hvis Mazarin havde indfaldet udi Cromwels Conjuncturer, havde han maaskee giort ligesaa meget Ondt, ja end meere; thi den Franske Minister havde ikkun meget liden eller ingen Religion, da den Engelske Protector derimod havde en temmelig Dosin deraf, og jeg tør sige, ogsaa af Dyd; men som en overvættes Ambition og given Lejlighed forførte ham til at qvæle hos sig. Saa at man derfore kand holde for, at Mazarin var værre Mand, men Cromwel bedrev værre Gierninger, eller rettere, at den Første havde fleere men den Sidste større Lyder. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CCCLXXXV.

Til **

En saa kalden god Ven fortaalte mig nyeligen udi Fortroelighed, at nogle udi et vist Selskab talede ilde om min Person, og at han havde taget mig udi Forsvar. Jeg takkede ham for hans Forsvar; men sagde derhos, at jeg vilde have været ham end meer Tak skyldig, hvis han ikke havde fortaalt mig det selv: Thi jeg kunde ikke ansee slige Rapporter som Venskabs-Tegn, saasom de tiene til intet, uden at sætte en udi Bevægelse, og at saae U-eenigheds Sæd blant Mennesker. Jeg holder just ikke den for min Fiende, som i et lystigt Sælskab skiemter med min Person, men heller den som rapporterer mig saadant Skiemt: Den første meener over et Glas Viin ofte intet dermed, men skiemter, enten for at vise sin frugtbare Geist, eller for at giøre Selskabet lystigt. Den anden derimod, som forebrin- 227 ger mig Snak, som er mig umagtpaaliggende at vide, og som han kand være forsikkret om at ville foruroelige mit Sind, kand intet Godt derved meene. Jeg anseer ofte den første, som en kaadmundet Ven: Den anden som en maskeret og hemmelig Fiende. Daglig Erfarenhed viser, at man i lystige Sælskab ofte lader falde et skiemtsomt Ord over sine beste Venner; hvorudover man ikke maa ansee saadant som Tegn til Fiendskab, eller legge det paa Hiertet, men skyde Skylden heller paa Viinen og Munden end paa Hiertet. Den Epirotiske Konge Pyrrhus blev engang erkyndiget om nogle løse Ord, som udi et lystigt Sælskab vare fældede mod hans Person af nogle Tarentinske Borgere. Han kaldede de samme til sig, og spurte om de vilde tilstaae at have ført saadan Tale. De bekiendte sig strax at være skyldige, og sagde derhos: Hvis Vinen havde været stærkere, havde vi maaskee talet end meere. Hvilket da Kongen hørte, faldt han udi Latter, og gik bort, uden at lade see mindste Fortrydelse. Naar saadant hender, kand man ikke giøre bedre, end at efterfølge N. Ns. Exempel. Da een, som i Fortroelighed engang fortaalte ham, at man udi en Samqvem havde kaldet ham en Nar, sigende derhos: Men ikke mine Ord igien; svarede han: Jeg kand ogsaa i Fortroelighed sige: at jeg var udi et andet Sælskab, hvor man sagde, at Monsieur var en Slyngel; dog ikke mine Ord igien. Rapporteuren merkede da strax Meeningen, og gik bort. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CCCLXXXVIII.

Til **

Min Herre skriver, at han tabte sin Sag, efterdi hans Modstander havde sex Stæmmer mod fem. Han holder det for en stor Uheld udi Rettergang, at Dom skal fældes efter de fleeste Stæmmer: Han siger, at de fem Dommere, som han 228
havde paa sin Side, kunde veje op mod 12 af de andre, og at det er noget, som ingen tvivler om. Jeg bekiender, at hans Betænkning herover er ikke ilde grundet: Adskillige fornuftige Mænd have været af samme Tanker. Plinius sagde derudover fordum udi samme Tilfælde: Suffragia numerantur, non ponderantur, det er: Stemmerne vejes ikke, men tælles. Men man kand regne saadant blant de fornødne Uheld, som ikke er at ændre. Thi, hvis efter Stemmernes Pluralitet Domme ikke fældedes, kunde ingen Sag komme til Ende; ja intet Collegium, intet Societet eller Republik kand bestaae uden ved saadant Middel. Det er i den Henseende at Politici ansee visse Republiker og Societeter som mangelhaftige og ilde indrettede; efterdi udi de almindelige Forsamlinger intet kand sluttes eller forhandles efter de fleeste Stemmer. Af saadan Svaghed laborere de syv foreenede Nederlandske Provincier; efterdi hver Provincie, ja hver Stad, holder sig ikke forbunden til at rette sig efter, hvad som ved Pluralitet sluttes udi General-Staternes Forsamling. Samme Fejl tillegges og det Svitzerske Eidgenossenschaft. Herudover kand de nyttigste Anstalter ofte ingen Fremgang have, og Forvirrelser ikke hæves. Dette meene dog nogle at kunde undskyldes hos ovenmeldte tvende Stater; efterdi hver Provincie, ja hver Stad, er en egen Republik, og efterdi Foreeningen er sluttet med saadanne Vilkaar. Men udi Polen, som er et eeneste sammenføjet Rige, kand saadant ikke undskyldes: Tvertimod, man kand ingen Regierings-Form ansee meer vanskabt og daarligere indrettet; thi der kand en Nuntius terrestris eller et eeneste Land-Bud ved Modsigelse til intet giøre, hvad 300 fornuftige og velsindede Patrioter have besluttet. Polakkerne ansee vel saadant Liberum Veto, og Frihed til at imodsige, som en Zirat og Herlighed: Men alle sunde Politici ansee det som en hæslig Plett og Fordærvelse. Erfarenhed viser ogsaa, at Forvirrelsen udi Polen ofte er saa stor, at der er meere Anseelse til Anarchie eller ingen Regiering, end til indskrænket Monarchie. Den Herlighed, som Polakkerne bryste sig af, er 229 just Kilden til samme store Riges Afmægtighed. Thi hvilken Stat kand være skrøbeligere end den, hvorudi enten ingen Resolution kand tages, eller hvor det, som af nogle 100de fornuftige Mænd er besluttet, kand kuldkastes af een, som enten er ukyndig, ilde sindet, eller som af Rigets Fiender haver ladet sig bestikke. At der ingen Tiid skulde findes saadan Mand udi et stort Land, kand ansees som et Mirakel. Erfarenhed lærer, at saadanne Mænd ere ikke saa rare, og Polens Fiender have ofte vidst at betiene sig deraf. Ingen Regiering kand fortiene at bære Navn af Regiering, med mindre dens Majestæt er concentreret enten udi en Person eller udi et Raad, som forestiller det heele Folk; og intet Raad, intet Collegium, og ingen Ret kand være af nogen Nytte, med mindre Stemmernes Pluralitet maa gieide. Jeg tilstaaer gierne, at udi Rettergang mange lide derved; thi det hender sig ofte, at, naar Stemmerne ere saa deelte, at derudi fast er en Ballance, en ukyndig eller ilde sindet Bisidder falder til det ubillige Partie; hvoraf flyder, at en saadan een, ved at legge sin Stemme paa Vegt-Skaalen, afsiger Dommen. Men saadan Uheld kand ikke forekommes udi store og talrige Rette. Man kunde derfore falde paa de Tanker, at et Lands Jurisdiction derved intet leed, om man lod Sager paakiende af en eeneste Dommer, nemlig saadan en, som alle erkiendte for en fornuftig Jurist og en ærlig Mand. Derved kunde forebygges ovenmeldte Uheld, store Penge kunde spares, som maa anvendes paa talrige Collegiers Underholdning, og Umagen blev den samme: Thi det koster ligemegen Umage, enten jeg hører en Sag alleene, eller tillige med andre. Forskiellen er ikkun denne, at Voteringen blev kortere og Skriverens Protocol tyndere. Dette er noget, som kand lade sig høre, hvorvel jeg tvivler ikke paa, at jo adskillige Indvendinger derimod kand giøres. Jeg forbliver etc.

230

EPISTOLA CCCXCIII.

Til **

Min Herre skriver, at han ingen Behag haver fundet udi mit Portrait, som er sat for den Franske Oversættelse af de Moralske Tanker. Portraitet befalder mig ikke selv: Thi jeg haver ligesaa liden Behag udi Diogenes som udi hans Hund; jeg giver mig og ikke ud for en Philosophus; og, hvis jeg skulde lade mig overtale til at antage nogen philosophisk Sect, blev den Cyniske den Sidste, som jeg beqvemmede mig til. Jeg antog heller den Cyrenaiske, og lod mig indrullere blandt Aristippi Disciple, hvis Philosophie er at leve uden Affectation, det er, udi Levemaade og Klædedragt at conformere sig med andre Mennesker. Saadant haver jeg ved een og anden Lejlighed tilkiendegivet, hvoraf jeg slutter, at Opleggeren, som er falden paa saadan Concept, ikke maa have læset mine Skrifter med Agtsomhed. Jeg vrager ikke, hvad som andre holde for Velstand, og jeg skikker mig udi Væstand. Jeg forkaster ikke Penge, og jeg legger mig ej heller syg for dem. Hvis min Herre vil forære mig tusind Daler, bliver jeg ikke vreed over saadan Gave; og, hvis jeg mister dem igien, gaaer saadant Tab mig ikke til Hiertet. Jeg klæder mig efter Moden, og derudi følger Strømmen. At jeg ikke æder og drikker som de fleeste, foraarsager mit Legems Constitution, eller min Mave, som tvinger mig imod min Villie at singularisere: Thi jeg holder det philosophisk ikke at leve anderledes, men bedre end meenige Almue. Min Herre seer deraf, at enhver, der haver saadant Principium, kand ikke passere for Diogenis Discipel, der stedse gik imod Strømmen, og holdt det for en philosophisk Pligt at singularisere, og udi Levemaade ligesom gav tilkiende, at han havde renonceret paa sin egen Skabning. Det er jo ingen Philosophie at skabe sig til et Dyr, for at være meer end et Menneske. Min Herre seer saaledes, at Diogenes er ikke den Philoso- 231
phus, som jeg skiøtter om at parres med, en Deel saasom jeg aldeeles ikke bifalder hans Lærdom, en Deel ogsaa, saasom jeg ikke kunde practicere den, endskiønt jeg vilde. Thi een, der haver saadant delicat Legem, som mit er, kand med all sin Theorie ej føre nogen Philosophie til Praxin. Man kand vel nogenledes tvinge sine Affecter; man kand ogsaa vide hvilke Regler, som recommenderes at i agt tage dertil: Men, hvor Blodet er hidsigt, og Vædskerne udi Legemet skarpe, hielper saadanne Reglers Iagttagelse ikkun lidet. Naar Ilden kommer i Krudet, maa det springe, og naar Vædskerne ved een og anden Hændelse begynde at fermentere, ville de blive ved, indtil de have udkaaget. Jeg veed vel, at adskillige herudi ikke ville bifalde mig. Der findes og visse Mennesker, som vidne med deres egne Exempler, at de ved saadanne Reglers Iagttagelse ligesom have overvundet sig selv, og bekommet en anden Natur. Det kand være, at der findes saadanne Kiemper: det kand ogsaa være, at mange bryste sig af Sejer uden Striid. Det er ellers meget troeligt, at hvis een eller anden saalænge haver stridet med sine Affecter, at han haver gandske undertvunget dem, saa maa Passionerne ikke have været udi nogen høj Grad. Thi det var vanskeligere for Alexander M. at overvinde een af sine herskende Passioner, end at undertvinge heele Orienten. Jeg for min Part haver hos mig selv fundet saadant at være et forgiæves Arbejde, og derfore anhører som Stortalenhed, hvad derom siges. De fleeste, som bryste sig af saadanne Sejervindinger, og som igiennemhegle andre, efterdi de ikke vilde følge deres Exempel, ere dog saa forsigtige, at de gemeenligen ikke tale om de Fejl, som ere deres egne Hoved-Passioner, men declamere alleene mod saadanne, hvortil de enten selv ingen Tilbøjelighed have, eller som hos dem ere let at bestride. Saaledes bebrejder den Giærrige sin Næste alle Slags Passioner, uden Begierlighed efter Penge: En Advocat rører i sine Straffe-Præ dikener ikke om Trættekiærhed; og en Fanaticus, som stedse tordner mod Spill, Dantz og anden Tidsfordriv, som ikke 232 ere hans egne Hoved-Passioner, prædiker sielden mod Overflod udi Mad, mod stærk Drik, og andet deslige, hvortil han selv i høj Grad inclinerer. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CCCXCV.

Til **

En Svensk Herre, som reysede her igiennem Staden, og beærede mig med en Visite, fortaalte, at man udi Sverrig have raadslaget, om det var tienligt at lade Autores frit skrive, som udi Engelland og Holland; eller om man skulde blive ved, som sædvanligt, at underkaste Skrifter publiqve Censure. Han sagde, sig tillige med mange andre at have forfægtet den første Meening; Men at Pluraliteten var derimod. Der kand udi denne saavel som de fleeste Materier anføres Argumenter pro og contra. Man kand paa den eene Side sige, at mange slette og forargelige Skrifter derved hindres at komme for Lyset: man kand paa den anden Side og sige, at mange prægtige Bøger, hvilke ansees som Zirather for et Land, havde blevet stedse skiulte, hvis Censurer allevegne havde været anordnede. Jeg haver ofte recommenderet Friehed i at skrive, og anseet de publiqve Censurer som Baand og Lænker for den Lærde Verden. Jeg haver alleene holdet for, at Skrive-Friehed ikke burde tillades uden dem, der have naaet en moed Alder; og er jeg der udi bleven bestyrket, efterdi jeg paa nogen Tiid haver seet unge Personer, førend de have faaet Skiæg paa Hagen, at føre Pennen i de delicateste Materier saavel politiske som moralske. Det er om saadanne, som man bør sige med David: Lader dem blive i Jericho, indtil deres Skiægge voxe. Man kand vel herimod indvende, at visse unge Mennesker blive tiligen moedne, saa de endogsaa udi den grønne Alder have erhvervet tilstrækkelig Skiønsomhed: Men saadant er dog rart; og, endskiønt saadan Beqvemhed udi Ungdommen kand fin- 233 des, saa støder man sig dog derover, naar unge Personer agere Lærere udi vigtige Ting, og, naar de ville reformere Verden, førend de have lært at kiende den. Jeg approberer derfor den underjordiske Anordning, hvorved en vis Alder blev bestemt til saadant Foretagende. I det øvrige er jeg ikke meget for de sædvanlige Censurer, hvorved jeg mærker at triviale Skrifter komme for Lyset, og adskillige ypperlige maa ligge skiulte. Thi det er gandske vist, at hvis publiqve Censurer havde været anordnede paa de Steder, hvor Erasmus, Grotius, Montagne, Clericus, Bayle, og visse andre store Mænd levede, havde deres Manuscripter, som tillige med deres Heterodoxie befatte saa mange nyttige Ting, været blevne skiulte og af Møl fortærede, saa at Hveden havde forkommet med Klinten. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CDXXXIV.

Til **

Jeg haver udi min Heldte-Historie sagt, at det er vanskeligt at dømme om den falske Prophet Mahomed, enten han haver været en Bedrager eller en Fanaticus, enten han af Underfundighed gav sig ud for at være en GUds Prophet, eller han troede selv sig saadan at være. Hvilken Meening man herudi antager, saa kand den bestyrkes med vigtige Argumenter. Af dem, som holde for, at han selv troede, hvad han lærede, ansee nogle ham som een, af hvilken Fanden betiente sig som et Redskab til at forføre Mennesker til vrang Lærdom. Andre derimod med større Grund ansee ham som en Enthusiast. Jeg siger med større Grund: Thi der findes adskillige Capitler udi Mahomeds Lærdom eller Alcoranen, som befatte et sundt Morale, som opmuntre Mennesker til at giøre det Gode, og at skye det Onde; som formane dem at have Tilliid til GUD, at giøre Almisse, at bede med Andagt visse Tider om Dagen, at lade see en blind Lydighed mod Regentere og Øvrighed,

234

og adskilligt af samme Natur, som man ikke vel kand holde for at være Fandens Dictata. Det er derfore rimeligere, hvis man følger deres Meening, som holde for, at han selv haver troet, hvad han lærede, og at tilskrive saadant en fanatisk Affect, paa hvis Virkning kand anføres utallige Exempler af Historien. At en fanatisk Heede alleene haver drevet denne forunderlige Mand, søger man at bevise en Deel af de vanskabte Historier, som han digter, sær af hans selsomme Himmel-Rejse, hvorover fornuftige Araber forargede sig; en Deel ogsaa af de mange usammenhengende Ting og Forvirrelser, item Contradictioner, som findes udi Alcoranen: Thi saadant, meene de, kand ikke flyde uden af en forvirret Hierne. Andre derimod meene, at saadant kand gandske overeensstemme med en listig Bedrager. Thi Erfarenhed viser, at, naar een først haver bragt sig udi Reputation, helst blant dumme og vankundige Folk, kand han siden ikke alleene binde dem paa Ærmerne hvad han vil, men end og forfremme sin Lærdom ved de selsommeste og uriimeligste Fictioner; efterdi Menneskerne ofte holde det for en Merite at troe hvad som strider mod Fornuften, anseende simpel og klar Lærdom som menneskelig, men uforstaaelig som guddommelig. Udfaldet haver og viset, at Mahomed intet tabte derved, efterdi Araberne vare ligesaa villige til at antage hans u-rimelige Digt, som han var frugtbar paa at digte og paatrykke dem de selsomste Lærdomme. Man mærker ellers adskillige Prøver paa Underfundighed, som bestoed i, 1.) Ikke at udgive sin Religion for en nye Lærdom, men alleene at kalde den en Fornyelse af den gamle, som efter hans Sigelse var bleven forfalsket. 2.) At erkiende saavel Moses, som JEsus for GUds Propheter, og at laane adskilligt saavel af Jødernes som af de Christnes Religioner, og at gaae som en Middel-Vej imellem begge; hvilket forfremmede ikke lidet hans egen Lærdom. 3.) At raade udi Begyndelsen til Tolerance og Lemfældighed mod de Christne, saasom de vare de mægtigste, og for hvilke han havde meest Aarsag at frygte sig. Jeg siger, udi 235
Begyndelsen: Thi, da han saae sig fast udi Sadelen, raadede han til Haardhed. Dette og andet giver Underfundighed tilkiende. Saa at det synes, at, hvis Mahomed haver været Fanaticus, saa haver han ingen blind Enthusiast været, det er saadan een, der uden at raisonnere, følger sine naturlige Affecter, hvoraf den som et Hiul drives. Hans Lærdom om Straf og Belønning efter Døden kand og tiene til Beviis herpaa. Thi den Beskrivelse, som han derover giør, havde store Virkninger hos Araberne. Monsr. Bayle meener vel, at den Afridsning, som Mahomed giør paa Himmerige, vel kunde have nogen Virkning hos Hedninger, som ikkun havde en løs og forvirret Idée om de lyksalige Boeliger, men tienede ikke til at lokke Jøder og Christne, allermindst de sidste, hvilke have langt prægtigere Afridsning paa Himmerige, holdende for at dens Glæde overgaaer all menneskelig Imagination, og er saadan, at den af Mennesker ikke kand beskrives. Men jeg kand herudi ikke være eenig med den store Rotterdamske Philosopho: Thi Erfarenhed lærer, at kiødelige Mennesker lade sig meest indtage af kiødelige Lærdomme. Saadant have adskillige Lovgivere og falske Propheter mærket, og derfore have lovet deres Tilhængere saadanne Belønninger, som de meest have ønsket sig udi dette Liv, og som de lettest have kundet begribe. Derpaa haver jeg udi mine Skrifter anført adskillige Exempler. Mahomed fandt for godt at afmale Paradiis med den Farve, som kunde stikke meest Araberne udi Øjnene, og som kom overeens med de Begierligheder, som samme Folk funde meest Smag udi, og som bestode udi smukke Urte-Gaarde, kiølige Vande, dejlige Jomfruer, og andre deslige Ting, som meest indløbe udi Sandserne. Det er troeligt, at hvis han havde lovet dem pure aandelige Fornøjelser, saadanne, som omtales udi de Christnes Himmerig, og som bestaaer udi GUds Ansigts Beskuelse, udi at staae for GUds Throne med Palmer i Hænder, og i Almindelighed udi en inderlig Glæde og Fornøjelse, der er saa stor, at den overgaaer Menneskers Begreb, saadan Lærdom vilde have 236 havt mindre Virkning hos dumme og vankundige Araber; ja jeg tør sige, endogsaa hos andre Hedninger, hos hvilke de Ting stærkest virke, som meest indløbe udi Sandserne, og som ere lettest at begribe. Det er i den Henseende, at de, som forsvare Origenis Lærdom mod Helvedes Ævighed, paastaae, at den hielper meere til at afskrække Mennesker fra Synd, efterdi en Straf, som engang faaer Ende, kand begribes, men en ævigvarende rebellerer mod Fornuften, og derfore efter deres Meening ikke kand have den Virkning. Hvor vidt saadan Meening kand være grundet, overlader jeg ellers andres Domme. Jeg siger alleene, at Origenisterne betiené sig af saadant Argument, hvilket jeg ikke bifalder, skiønt det haver noget Skin. Jeg haver ellers forhen givet mine Tanker tilkiende, nemlig, at hos Mahorned fandtes en Blanding af Enthusiasmus og List, og viset, at saadant er fundet hos adskillige andre. Jeg vil slutte mit Brev med en Anmærkning over den Christne og Mahomedanske Religion. Mahomeds Lærdom, som han til sidst førte, byder at forplante Religionen med Sværd; Christi derimod forbyder saadant, og raader til at forfremme Troen ved sagtmodige og grundige Persvasioner: Men hverken Mahomedaner eller Christne efterleve deres egen Lærdom. Thi de første tillade allevegne Religioners fri Øvelse: De Christne derimod have stedse med Sværd og Ild forfuldt, og endnu paa visse Steder forfølge dem, som i mindste Poster differere fra de herskende Religioner. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CDXXXIX.

Til **

Jeg takker min Herre for hans mig tilskikkede Oversættelse af de gamle Tactiske Skribentere, eller de Autores, som have beskrevet de Gamles Kriigs-Væsen. Jeg mærker saavel af dette som hans andet Arbejde, at han legger Vind 237
paa grundige Studeringer, og bestyrkes i det, som jeg ofte saavel udi daglig Tale som i mine Skrifter haver dristet mig til at foregive, nemlig at man udi Fæderne-Landet kand erhverve det Liggendefæe, som andre meene alleene at samles udi fremmede Lande, og at en kand blive lærd og poleret, uden at have været paa den anden Side af Eider-Strømmen. Hvis Munstring skulde holdes over vore unge Personer, og en Sammenligning giøres imellem dem, som bryste sig af deres vidtløftige Migrationer eller udenlandske Rejser, og dem, som ikkun have studeret hiemme, vilde mine Tanker herom tydeligen demonstreres. Jeg lader mig denne gang alleene nøje med at anføre min Herres Exempel til Beviis herpaa. Hvis min Herre havde fult adskillige af vore andre unge Personers Exempel, havde han i steden for Kundskab i lærde Sprog og grundige Videnskaber, maaskee været forsynet med Magasiner af Franske og Italienske Viiser; da havde han i det ringeste ikke forstaaet saavel sit Fæderne-Sprog, som andre arbejde paa at forglemme, skiønt det i Embeder kommer dennem af all Ting meest til pass; da havde han maaskee ikke i den Grad besiddet den Modestie og Ydmyghed, som nu saa meget ziirer hans Person og Lærdom. De Fordeele, som adskillige af vore unge berejsede Personer have erhvervet, ere saadanne, som de fornuftigste Folk ikke holde for store Herligheder, og som han selv anseer heller som Pletter end som Zirather. Hvis mange enten ere, eller indbilde sig at være udi bedre Stand at criticere Italienske Operas og Franske Tragædier; at dømme, om een haver den rette Accent udi et fremmed Sprog; at decidere om en Stella synger bedre end en Pompeiate, eller om en Turcotti acqviterer sig bedre udi Actionerne, end en Rosa: Saa forstaaer min Herre derimod bedre at dømme udi en Juridiske Qvæstion, eller at løse et Geometrisk Problerna. Jeg siger mange, men ikke alle. De fleeste ansee sig som Zirather, naar de komme tilbage med Magasiner af Franske Tragædier og Italienske Operas; naar de have erhvervet den saa kaldte Franchise Parisienne, som de kalde 238 Politesse, men som andre derimod give Navn af Frækhed; naar de paa et Haar have troffet den Parisiske Accent; og naar de have erhvervet sig det Pund at tale saa hastig, som Munden kand løbe, meene de at have anvendt deres Tiid heel vel, og at de Midler, som de have tilsatte, ere ikke forgjæves spildte: Skiønt det meeste er saadant, som siden skal forglemmes, og de Bugter og Folder som Sind og Legeme ere satte udi, maa efterhaanden igien jævnes; saasom det eene bliver dem i Fremtiden til ingen Nytte, og det andet bliver dem ved Alderen til Vanheld. Non discenda sunt ea, siger en gammel Autor, qvæ mox dediscenda sunt. Det er: Man maa ikke lære de Ting, som man siden skal beflitte sig paa at forglemme, og som i fremtiden bliver til ingen Nytte. Dette skeer dog desverre ofte; og mærkes ikke uden forsiide, at Ungdoms Tiid er unyttig spildt. Jeg haver kiendt tvende berejsede Personer, hvis Hoved-Studium var at naae saadan Accuratesse udi den Franske Udtale, at ingen skulde skille dem fra indfødde Parisier. Til hvilken Ende de efter deres Hiemkomst fra Frankrig fast ingen Omgiengelse vilde have uden med Franske Folk. Men, saasom de samme Personer bleve begge siden Amtmænd udi Island, mærkede de, at den Parisiske Accent kunde være dem hverken til Zirath eller Nytte. Min Herre følger ikke deres Exempel, ej heller visse andre Personers, hvilke studere præpostere eller bagvendt; saa at, førend de have faaet Smag paa Videnskaber, samle de paa Magasiner af Medailler, Skilderier, Kobberstykker, rare Documenter etc. saaledes, at de begynde med det, hvormed de skulde ende. Min Herre gaaer den Vej frem som fører til det rette Maal, og derfore vil blive een af vore duelige Mænd udi Landet. Jeg forbliver etc.

239

EPISTOLA CDXLVI.

Til **

Du skriver, at den Resolution, som jeg haver fattet, udi levende Live at bortgive Indkomsterne af min Formue, haver givet Anledning til adskillige Domme. Nogle meene, at, saasom en saadan Gierning er usædvanlig, maa den ogsaa være daarlig. Vellystige Mennesker, som holde for, at man ikke kand have Penge nok, saalænge Materie gives til Vellyst, ansee Tingen som et selsomt Paradox. Gniere og giærrige Mennesker, hvilke udi deres største Overflod dog intet have at miste, dømme ej heller anderledes herom. De, som af min hidindtil førte agtsomme Oeconomie have dømt mig at være meget paaholden, holde det for en Virkning af Alderdoms Skrøbelighed, og sige: Manden maa gaae i Barndom: Thi det er ellers en Metamorphosis, som ingen kand begribe. De, som hvert Aar jage efter nye Titler, og som om andre dømme efter dem selv, meene, at man derved kunde have for Øjene det samme Maal, hvortil de selv sigte, ej i agt tagende, at intet strider meer mod saadant forfængeligt Sigte, end deslige Gierninger, hvorved man skiller sig ved de Midler, som udi en glimrende Stand meest behøves. Jeg agter ikke at tilkiendegive Motiverne til dette mit Foretagende for Folk, som intet kand begribe hvad som i deres Land er usædvanligt; thi Briller ere til ingen Nytte for Blinde. Jeg lader dem derhos raisonnere udi denne Materie, indtil den afløses af en anden. Jeg kunde ellers let vise de Første, at alt, hvad som er usædvanligt, er just derfor ikke daarligt. Jeg kunde anføre Exempler af andre Nationers Historier, at saadant af de fornuftigste Mænd ofte er skeed. For vellystige Mennesker kunde jeg giøre denne min Gierning forstaaelig ved at forestille dem, at min Helbred og Constitution tillader mig ikke at vige fra min gamle tarvelige Levemaade; og,

240

hvis de dertil svarede, at, om min Constitution ikke tillod mig Kræsenhed udi Mad og Drikke, kunde jeg anvende Indkomsterne af min Formue paa en distingueret Opførsel, som med min Stand var convenable, saa kunde jeg sige dem dette, at jeg fører mig ligesaa prægtig op som nogen af de meest glimrende petits Maitres, og at jeg holder Carosse, Phaëton, 4re Laqveier, et heel Spand Hæste, et par Maitresser, og andet, hvorved en saa kalden honnete Homme søger at distinguere sig; thi de Penge, som jeg aarligen giver til bedre Brug ere tilstrækkelige til saadan Eqvipages Underholdning, hvilken i sig selv er u-nyttig, og derforuden ikke kand til veje bringe nogen Distinction udi disse Tider, da man seer Folk af maadelig Stand at age i forgyldte Carosser, og at lade sig see udi Eqvipage, som en Ambassadeur ikke kunde skiæmme sig ved udi et Indtog. Til dem, som tilskrive denne min Gierning Alderdoms Skrøbelighed, kunde jeg sige, at Gierningen er heller Beviis paa Sindets Vigueur, saasom Erfarenhed viser, at Penge-Giærrighed tilvoxer med Alderen, og at man seer gamle Agonisanter at negte deres Børn sømmelig Underholdning. Endelig kunde jeg sige dem, som holde for, at en saadan Gavmildhed sigter til at bane sig Vej til højere Æres Trin, at den derimod er det stærkeste Beviis paa Contrarium, saasom intet er u-rimeligere end at tragte efter højere Stand, og tilligemed at skille sig ved de Midler, hvorved saadan Stand skal vedligeholdes. Saadant kunde jeg altsammen sige, hvis det var Umagen værd at prædike for Døve. Jeg haver dog mærket, at dette mit Foretagende haver fundet Bifald hos de fornuftigste Folk, hvilke let have kunnet begribe mine anførte Motiver, som ere disse. Jeg haver stedse holdet Penge-Giærrighed for een af de Fejl, som meest vanhælder Mennesker. Jeg haver ved adskillige Midler søgt at befrie mig fra Mistanke derom: Men den tarvelige Levemaade, hvortil min Constitution og Humeur haver bundet mig, haver foraarsaget, at man haver holdet for, at mit Levnet ikke haver svaret til min Lærdom. Ved denne min nyelig tagne Resolution 241
kand man nu fuldkommeligen komme af Drømmen, og klarligen see, at jeg anseer Penge heller som en Byrde end som en Herlighed, og at jeg haver besluttet at vise en Liberalitet, hvorudi faa, endogsaa af de saa kaldne Penge-Foragtere, Folk ville efterfølge mig. Min anden Motif hertil er min Alder, som nærmer sig til 70 Aar, og som paaminder mig at skille mig ved Fortred og Bekymringer, som Midlers Forvaltning med sig fører, helst, saasom jeg tilligemed er chargered med Universitetets Oeconomie, som jeg paa nogen Tiid haver forestaaet ex nobili officio, men nu i Henseende til Alder og Skrøbelighed maa skille mig ved. Dette have fornuftige Folk strax begrebet, og derfor styrket mig i mit Forsæt, allerhelst, eftersom jeg herved haver taget den Præcaution intet udi mit levende Live af Ejendommen selv at abalienere, eftersom ethvert Menneske er adskillige Hændelser underkasted, men Aar for Aar at fornye Donationer af min Formues Indkomster, og at lade mig nøje med mit Stipendio, hvilket jeg som Senior ved Universitetet nyder. Om ellers udi denne Gierning er nogen Merite, derom vil jeg lade andre dømme. Du seer, at de af mig dertil anførte Motiver sigte alleene til at vise dens Rimelighed og at giøre den forstaaelig: Thi ingen kand sige, at den nogen Tiid haver hørt mig at regne saadant til Fortieneste. Jeg ønskede ellers gierne at vide, hvo som her corresponderer med udenlandske Nouvellister, paa det at man kunde formane ham til at informere sig om en Ting, førend han fører den udi Pennen: Thi alt, hvad som jeg derom haver læset udi fremmede Aviser, er falskt fra Begyndelsen til Enden. Nouvellisten taxerer mit Gods, og skriver om dets Værdi med saadan Tilforladenhed, ligesom han selv kunde have været beskikket til Vurderings-Mand. Og det værste er, at han betager denne min Gierning all sin Merite, i det at han giør en reen Donation til en interesseret Contract. Dette, saavel som adskilligt andet, bør jeg dog ikke legge paa Hiertet, saasom jeg er vant til at see mine beste Gierninger ved ubillige Fortolkninger, meest censurerede. Man maa derfor ikke 242 lade sin Iver til det Gode forkiølne, men blive ved at efterleve sin Pligt, og at opbygge andre ved sit Exempel. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CDXLVIII

Høyst-ærede Herre, gunstige Velynder!

Min Herres behagelige Sendebrev af 27de Dag udi Glugmaanet, (a) haver jeg den anden Dag af Blidemaaned (b) bekommet. Min Herre forlanger at vide hvordan Tilstanden nu omstunder er ved Academiet, om man tilkommende Sommer kand vente, at see nogen, at blive ophøyed paa Doctor-Trappen, (c) enten udi den Guddommelige Kundskab (d), udi de verdslige Love, (e) eller udi Lægekunsten (f). Min Herre ønsker ogsaa at vide, hvor mange Mestere af Verdens Viisdom (g) i Fior bleve skabte (h), hvor mange Laurbærkronede Personer (i), Item, hvo dette Aar er Rector og Decanus, det er den høye Skoles Forstander og den verdslige Viisdoms Høvidsmand, iligemaade, hvad Nyt som ellers er forefaldet udi den lærde Fristad (k). Jeg er ikke saa lykkelig, at jeg denne gang kand fornøye min Herre udi alt dette; Saasom udi store Hovedstæder stedse møde Ting, som hindre Studeringer, der kommer os til at forglemme lærde Sager, og som en vis Skriftmager (l) siger, betager os all Omgængelse med de 9 Muser; Thi, man hører udi store Stæder, ikke tale uden om Dantze-Forsamlinger, (m) Mumme-Lystigheder, Skue-Spil, om Handel, om Afskiærelse, (n) om Tæring, (o) om Krig, om Fred, om Fortørneisers og Forsvareisers

(a) Januario.
(b) Februario.
(c) Doctor-Graden.
(d) Theologien.
(e) Injure.
(f) Medicinen.
(g) Magistri Philosophiae.
(h) Creerede.
(i) Baccalaurei.
(k) Republica literaria.
(l) Autor eller Skribent.
(m) Mascarader.
(n) Accise.
(o) Consumption.

243

Forbund, (p) og andre deslige Ting som skurre udi en verdslig Vises (q) Øren. Den eene Skriftmager, (r) som min Herre forlanger af mig er udlaanet, jeg veed ikke til hvem: Thi den er ikke at finde udi min heele Bogsal; (s) Men den anden som handler om Planternes Bedrifter (t) er til Tieneste. Ellers har jeg paa nye forskrevet den tillige med andre Franske Skriftmagere, som jeg venter til Skibs næstkommende Sommer udi Orme-Maaned. (u) Jeg maae til Slutning tilmælde min Herre dette; at tvende bekiendte Personer ved Døden er afgangen, den eene er NB., som havde erhvervet stor Kundskab udi Stierne-Kunsten, (w) den anden NK., som lagde sig sterk efter Alderdommer, (x) og desuden var en stor Digter, (y) Næst kiærlig Hilsning til hans gode Frue, forbliver jeg høytærede Herres skyldigste Tiener.

Den 4de Dag udi Sædemaaned, Aar fra vor Salvedes Byrd 1750.

P. S. Den Tvistighed, (z) hvilken nyligen er holden udi den øverste Høresal (aa) som min Herre forlanger, skal blive ham tilskikket.

(p) Offensive og defensive Alliancer.
(q) Philosophi.
(r) Autor.
(s) Bibliothek.
(t) Historia Plantarum Autor.
(u) Julii Maaned.
(w) Astronomien.
(x) Antiqviteter.
(y) Poët.
(z) Disputatz.
(aa) Auditorio superiori.

EPISTOLA CDXLIX.

Til **

Min Herre laster udi det mig tilskikkede Skrift dette, at Autor een og anden gang nævner den u-endelig store Verden. Hand meener, at en saadan Talemaade er en Christen u-anstændig; Thi, hvis Verden er u-endelig,

244

giøres den til GUD, og Spinozismus derved indføres. Men af en og anden Expression maae man ikke fordømme et Skrift, man maae læse det heelt igiennem førend man felder Dom. Og seer man da, eftersom Autor paa adskillige andre Stæder udi Skriftet skiller GUD fra Verden, og tilskriver ham Skabningen, at hand ved denne Talemaade ikke meener andet end den tilsyne værende u-endelige Verden. Den store Engelske Astronomus Edmund Halley, synes dog her udi at gaae for vidt, saa at hand ikke vel kand undskyldes, endskiønt hand alleene taler om Verdens U-endelighed, som en puur Probabilitet. Hans Ord ere disse: Man troer, at Verdens Systema efter det Begreb vi nu omstunder derom have, indtager det heele Spatium, og at den derfore er virkeligen u-endelig. Fix-Stiernernes Betragtning, som man ved Middel af Perspectiver seer at være mindre og mindre, synes at bestyrke den Mening om Verdens U-endelighed. Sandelig, hvis Verdens Systema var indskrænked, da, hvor stor Udstrækning man end vilde forestille sig, vilde den dog befatte ikke uden en liden Punct, naar man lignede den med det u-endelig Spatium, hvoraf Verden maatte saaledes være omringet paa alle Sider, og i saa Maade maatte de yderste Stierner ved deres Tyngde stige ned til dem, som ere nær ved Middelpuncten, ja de vilde nærme sig til dem med saadan Fart, at de med Tiden vilde foreene sig med de samme: Derimod siger hand, dersom Verden er u-endelig, ville alle dens Parter forblive udi deres Ligevægt, og i Følge deraf vilde hver Fix-Stierne beholde sin Platz, eller bevæge sig indtil den fandt et Sted hvor den kunde hvile sig i Kraft af saadan Ligevægt. Det er derfor siger hand, at nogle holde for, at den Meening om Verdens U-endelighed er ikke ilde grundet. Saavidt Autor, til hvis Undskyldning man kand sige dette, at hand giver denne Lærdom ikke ud for sin egen, men siger ikkun at nogle holde den for, ikke at være ilde grundet. Man kand og ikke nægte, at der udi synes at være nogen Rimelighed, naar det staaer fast, at Stiernerne holdes udi Ligevægt, ved at 245 den ene tynger paa den anden fra alle Kanter. Men Religionen tillader ikke, at man for at conservere Newtons Systema giør Verden til Gud og confunderer de Skabte Ting med Skaberen. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CDLII.

Til **

Tvende Ting, som Mennisker længe have forgjæves arbeydet paa, er den Konst at giøre Guld, og at flyve udi Luften. Af den Historie, som min Herre nylig har fortalt mig, sees, at visse Mennisker endnu ere i de Griller, at det sidste kand lade sig giøre, og at man ved tilsatte konstige Vinger, kand svinge sig op udi Luften, paa samme Maade, som Fugle ved deres naturlige Vinger. Men, hvis deslige daarlige Mennisker vilde betænke, hvad Forskiel der er imellem Menniskers tunge og Fuglenes lette Legemer, og, hvis de vilde nøye betragte Fugle-Vingernes Dannelse, item Svantzen, som Fuglene betiene sig af som Roer, og adskillige andre Egenskaber, som Naturen alleene har begavet, og kand begave dem med, vilde de staae fra saadant et Forsøg, som er u-giørlig, og derforuden kand tilveyebringe meer Skade end Nytte, ja have samme Virkning som Guldmagerie, hvorom jeg tilforn har skrevet; Saa at det er troeligt, at GUD for det Menniskelige Kiøns Nytte har giort saadant u-mueligt. Thi, hvis Mennisker kunde lære at flyve, vilde den heele Jord faae en anden Skikkelse. Mennisker maatte forlade Stæder og Landsbyer, og efter Rov-Fugles Exempler grave sig ned udi Huler, saasom Muure og Volde ikke kunde beskytte et Menniske imod det andets Vold. Kort at sige: Regieringer, Societeter, Forbund vilde reent ophøre, saasom de kunde ikke være til nogen Nytte; og man vilde see Mennisker enten udi Huler eller paa Spidse af Bierge, og derfra at nedflyve, for at 246 plyndre, og med Rovet at give sig tilbage igien: Saa at derfore den Herlighed, som Menniskene misunde Dyr, vilde blive dem selv til Fordervelse. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CDLIII.

Til **

Min Herre forlanger at vide, hvoraf det kommer sig, at man paa vor Danske Skue-Plads ingen Tragædier forestiller: Adskillige andre have og giort samme Spørsmaal, og nogle af dem meene, at det reyser sig af Acteurernes Ubeqvemhed til at forestille Sørgespill. Men, saasom man har seet, med hvilken Succes de Tragiske Scener udi Melampe have været spillede, saa er den Meening uden Grund. Jeg holder for, at den rette Aarsag hertil er denne. Tragædier maa efter vedtagen Skik skrives paa rimede Vers: Dertil udfordres lang Tid og meget Arbeyde; og i følge deraf settes Skue-Pladsen udi stor Bekostning, saasom man for ringere Priis kand bekomme ti oversatte Comoedier, end en eeneste Tragædie. Saadant kunde dog forekommes, hvis man maatte skrive Sørgespill paa løs Stiil. Jeg siger, hvis man maatte: Thi saadant forbydes alleene ved en vedtagen Sædvane, hvortil ingen grundig Aarsag kand gives. Mr. Voltaire udi hans Betænkning over Tragædier taler herom saaledes: Man har forsøgt at give os Sørgespill paa løs Stiil; Men, siger han, jeg troer ikke, at saadant Foretagende kand lykkes. Hvis blant Rubens eller Veroneses Skilderier en vilde sette sine Stykker, som vare udarbeydede ved Pen eller Kride, da var det en Daarlighed af ham, om hand vilde ligne sig ved disse store Skildrere. Man er, siger hand videre, paa Fester og Høytideligheder vant til Dantz og Sang: Hvis man i steden derfore vilde gaae og tale, foregivende, at der udi kunde være ligesaa stor Fornøyelse, helst, saasom det sidste var meere let og naturligt, bedrog man sig i sine Tan- 247 ker. Men man kand hertil svare, at af disse Lignelser aldeles ikke viises Poesiens Fornødenhed og Herlighed. Thi man kand udi løs Stiil bringe Tankerne ligesaa høyt, om ikke høyere, end udi Vers, ja man kand sette paa Materien de sterkeste Farver, naar Geisten ikke tvinges ved Vers og Riim: Saa at derfor løs Stiil, som er fuld af høye og nette Tanker, ikke kand ansees som Krid-Skilderier mod Rubens eller Paul Veroneses Konst-Stykker. Hvad det andet angaaer, at man paa Glædes-Dage og udi høytidelige Forsamlinger ikke med den Fornøyelse gaaer og taler, som dantzer og synger, da maa man saadant tilstaae, men Forskiellen imellem bunden og løs Stiil er ikke den samme; Thi, saasom begge kand være fulde af høye og nette Tanker, og en ziirlig Oration kan bevæge og fornøye ligesaa meget, som et Poëma, saa er Forskiellen her ikke anderledes end imellem en Rigadon eller Folie d'Espagne og en Engelsk Dantz, hvilke begge skee med lige Fornøyelse, naar Musikken er lige god; Ja at den sidste skeer med større Lyst, sees deraf, at de første ere komne af Brug, og man nu omstunder finder alleene Smag udi Menuetter, Engelske og Polske Dantzer, efterdi disse skee med meere Magelighed, da hine derimod ere ligesom at dantse paa Stylter. Mange Ting grunde sig alleene paa Sædvane. En Tid af 10 eller 20 Aar kunde udvirke, at man med lige saadan Koldsindighed vilde anhøre en Tragædie paa Vers, som man nu gisper ved, naar den forestilles paa løs Stiil. Man leer jo nu af de rimede Latinske Vers, hvorpaa udi Middel-Alderen sattes saa stor Priis. Rimene udelades nu ogsaa af Engelske og Italienske Vers, som læses med samme Fornøyelse, som de gamle. Hvis nogle anseelige Franske Tragædie-Skrivere vilde begynde med at udarbeyde Sørgespill paa løs Stiil, og vænne det Parisiske Parterre til at smage derpaa, vilde vi Nordiske Folk, som ere de Franskes troe Imitatores, inden kort Tid spøtte af prosodiske og rimede Tragædier. Jeg forbliver etc.

248

EPISTOLA CDLVIII.

Til **

Den Tvistighed, som længe har været om Dyrenes Siæle mellem lærde Naturkyndige, er endnu ikke afgiort. Thi der anføres lige saa mange Beviisligheder pro som contra. Det synes vel et Raserie hos Cartesianer, at de giøre Dyr til Machiner, u-anseet de mange Exempler, som af Erfarenhed anføres derimod. De Orthodoxe Philosophi paa den anden Side finde Knuder, som de hidindtil ikke have kundet løse, saasom Cartesianerne dræbe dem med deres egne Sværd, og viise, at just de meest glimrende Argumenter, som anføres til Beviis paa Dyrenes Forstand, beviise alt for meget, saasom deraf flyder, at de blive ikke alleene klogere end Mennisker: men endogsaa end Engle, og at de med større Vished end Propheten kand forud see tilkommende Ting: Jeg drister mig dog ikke til at decidere derudi; Jeg siger alleene dette, at de meest glimrende Beviis ere Vand paa Cartesii Mølle. Af alle Experimenter som ere anførte til Beviis paa Dyrenes Forstand, har ingen kommet mig merkeligere for end det som af en Præst er giort her udi Siælland: Intet tiener meer til at forrykke en Cartesianer hans Concepter. Manden som dette Experiment har giort, er ikke mindre fornuftig end sandfærdig. Og Historien er denne: Bemeldte Præst merkede engang ved en Storke Reede, at naar Hannen forlod sin Mage for at hente Føde til Hunnen og Ungerne, lod sig strax en fremmed Stork indfinde. Dette opmuntrede ham til nøyere at give Agt derpaa, og fornam hand da, at den fremmede Stork continuerede en Tid lang med sine lønlige Visiter, og at den ved hver Bortgang badede sig udi et Vand. Endeligen kom den rette Stork u-formodentligen over dem førend hand var ventet. Hvorudover da hand merkede, at hans Mage havde en u-blue Omgiængelse med en fremmed, fløy hand bort med et stort Skrig, og strax 249 kom tilbage geleydet af en Hob andre Storke, hvilke efterat de havde stillet sig udi en Kreds ligesom for at raadslaae med hinanden, angrebe den skyldige, og reve ham i smaa Stykker. Denne Historie giver Exempel paa Jalousie, U-troeskab i Ægtestand, paa Hevn, paa Rettergang og Execution. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CDLXVII.

Til **

Min Herre forundrer sig over den milde Dom, som jeg fælder over Autor til det Skrift kaldet L'homme Machine. Jeg fælder ingen mild Dom over saadan Autor, der forkaster baade Religion og Morale. Jeg siger alleene, at, eftersom det synes, at hand af alt for subtile Speculationer kand være forledet til saadanne selsomme Meeninger, hvorved hand er ligesom druknet udi sin Viisdom, hand da er mindre lastværdig end visse Skribentere, der af Kaadhed drive Spot med Religionen, og intet troe, efterdi de intet ville troe. Den første kand lignes ved en beskienket Mand, hvis Hierne af for hidsig Drik er kommen udaf lave, eller med en, der af for megen Læsning har faaet Skade paa Synet; De sidste derimod kand lignes ved dem, der have Øyne, men ikke ville see, og der have Forstand, som de ey ville bruge. L'homme Machine er vel et af de vederstyggeligste Skrifter, som nogen Tid er kommet for Lyset: Men man seer adskillige Argumenter, hvorvel ilde grundede, at have noget Skin. Man maa vel tilstaae, at den Lærdom, som grunder sig paa Erfarenhed, er den sikkerste Rette-snoer. Man maa med Autor tilstaae, at hundrede Vildfarelser reyse sig af antagne definitioner, og af Argumenter a priori. Man maa ogsaa tilstaae, at Organa, Blod og Vædsker contribuere til det, som man kalder Fornuft, og at de udvirke Affecter og Tilbøyelig- 250
heder, og naar saa er, seer man, hvad som har forført Autor, og som har bragt ham til de farlige Meeninger at nægte Siælen og dens Virkninger, at giøre den til et Chimere og non ens, og at tilskrive Legemet alt, hvad som tillægges Siælen: Men, endskiønt man tilstaaer Blodets og Vædskernes Virkninger udi et Menniske, saa flyder dog deraf ikke at Siælen bliver til intet, og at efter hans Sigelse Organisationen er Menniskets Merite: Thi, u-anseet alle de Experimenter, som hand anfører, og hvormed hand søger at viise, at ligesom Legemet er dannet saa er hvert Menniskes Villie og Tilbøyelighed, seer man dog noget hos Mennisket, som ikke kand henføres til Mechanismum, nemlig Strid mellem Kiød og Aand, som Skriften siger, efterdi et hvert Menniske kand sige: Video meliora proboqve, deteriora seqvor. Det er: jeg seer og samtykker det gode, men følger det onde: Man seer og, at Mennisket udi den største paroxysmo, som Blodets Fermentation og Hiernens Forvirrelse foraarsager, ofte kand moderere en Affect eller i det ringeste dømme, at den bør modereres. Frihed til at tænke, kand ved Legemets U-orden vel Baand paalægges, den kand dog ikke gandske qvæles, hvilket og viises af Erfarenhed, som Autor beraaber sig paa, saa at her kand anføres Erfarenhed til Beviis paa det eene saavel som paa det andet. En saadan Frihed er noget Antimachinistiskt, og som viiser, at et Menniske bestaaer af andet end af en pur Materie alleene: Ligesom nu Erfarenhed viiser, hvad Legemets Dannelse udvirker, saa viiser ogsaa Erfarenhed, at udi et Menniske er noget, som strider derimod, og at derudi er en Dualitet eller dobbelt Kilde: Thi, hvis det ikke var saaledes, burde ingen Strid være, men alting maatte drives ligesom et Skib blindt af Vinden, naar ingen Styrmand sad ved Roret. Legemets Dannelse maa derfore lignes ved Vinden, der driver Skibet til Skiær og Klipper, og Siælen ved Styrmanden, der søger at forekomme Skibbrud. Man seer heraf hvorvidt Autor extravagerer. Alt hvad man ham kand tilstaae er dette, at udi Misgierningens Refselse Straffen kand skærpes og for- 251 mildes efter Misdæderens Constitution: Og, at endskiønt en Misgierning er hos tvende Personer lige stor, saa er den dog ikke lige strafværdig, efterdi en har hæftige Affecter at bestride, men den anden synder af fri Villie. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CDLXIX.

Til **

Jeg haver nyeligen læset et politisk Skrift, hvorudi Autor skiemter med de Maader, visse Regieringer betiene sig af udi at paabyde Krigs-Styr. Han siger, hvortil tiene disse mange Omsvøb at sætte Skat paa visse Klædedragte, paa Galloner, paa Carosser, paa Speylglas og andet deslige, som i hans Tanker er latterligt og foraarsager Forvirrelse. Mon, siger hand, det er ikke bedre, fornuftigere og mageligere at paabyde en reen Kop og Formue Skat? Men den gode Autor har ikke eftertænkt, hvor vanskeligt det er at paabyde en Skat, som kand være alle til maade. De Omsvøb, som synes ham latterlige, ere ofte gandske fornødne, efterdi Erfarenhed viiser, at Almuen vil og niaa tracteres, som Dukker og Marioneter, og de Skatte, som dem paalegges, maa være af den Natur, at det kand synes, at de frivilligen underkaste sig de samme, ex. gr. Naar en ikke vil skille sig ved sine Galloner, sine broderede og Gyldenstykkes Klæder, sine Speylglas udi Carosser, sine store Vindues Ruder etc., men heller beqvemmer sig til Skatten, saa underkaster hand sig den frivillig, og hverken tør eller kand hand besværge sig derover: Thi det heeder i saa maade: Volenti non est onus. Det er: Naar man selv udvælger sig en Byrde, er det ingen Byrde. Herpaa grunder sig den Skik, at fodre Port-Skilling af dem, som efter et vist Klokke-Slet komme om Aftenen ind udi Staden fra deres Lyst-Reyser: Hvis saadan Skat paalagdes alle Reysende, og paa alle Tider, vilde det heede: Man søger ved 252 Paalæg at forbyde os all Lyst: Men, saasom enhver befries fra slige Paalæg, uden naar hand ey betimeligen kommer tilbage igien, underkaster hand sig dem frivilligen: Disse Omsvøb, som Autor criticerer, kand derforuden tiene til at hæmme Pragt og Vellyst. Og omendskiønt de derved ikke kand hæmmes, som Erfarenhed desverre viiser, saa synes det dog at være Regieringens Sigte, og at den derved giver tilkiende, at de bør hæmmes. Adskillige Ting, som ved første Øyekast synes latterlige, kand ved nøye Eftertanke findes at være vel grundede. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CDLXXIV.

Til **

Forgangen Høst, da jeg var paa en af mine Gaarde, blev jeg, da Kornet endda stoed paa Marken, vaer henved 8 Storke: Jeg bildte mig ind langt fra, at det var Giæs, og tiltalede Rygteren derfor: Men jeg fik da at vide, at de vare alle Storke, hvilke efter Sædvane mod Høsten pleyer at forsamle sig for at overlægge deres Bortreyse til andre Lande. Man merker af dette, som af adskillige andre Exempler, at visse Dyr uden Tvang forlade et Stæd, og anrette nye Colonier. Saadant er kiendeligt med Rotter og Muus. Udi den Gaard i Kiøbenhavn, hvor jeg nu boer, bliver undertiden alle Værelser opfyldte med saadan Mængde af Muus, at de ved intet Middel kand udrøddes: Men, naar Sværmen er stærkest, forsvinde de paa eengang: Paa min Sæde-Gaard Terslös, var for nogle Aar siden en u-hørlig Mængde af store Rotter, hvilke giorde saadan Bulder paa Loftene, at Gaarden kom i Udraab for Spøgerie. De samme bleve og borte af sig selv paa eengang. Jeg erindrer mig at have læset udi en Beskrivelse over Engeland saadan Beretning om Svaler, som Autor har givet agt paa udi det Grevskab af Suffolk. Svalerne,

253

siger hand, naar de mod Foraaret komme over Havet til Engeland, da lade de sig først see ved Kusterne af samme Province, og mod Høsten begive de sig over Søen igien fra samme Stæd til varme Lande. Hand fortæller videre, at hand udi Begyndelsen af October saae eengang en u-hørlig Mængde af Svaler paa et Kirke-Tag, og, da hand spurte om Aarsagen dertil, blev ham svaret, at Svalerne, som havde samlet sig for at flyve over Havet, var der formedelst Modvind opholdne, men, saa snart som Vinden forandrede sig, vilde de flyve bort, hvilket ogsaa Dagen derefter skeede. Hvad som herved er meest merkeligt er dette, at de have deres Sammel-Plads for Bortreysen ved Søe-Kusterne af Suffolk, efterdi Farten der er kortest over Søen til Holland. Disse og andre deslige merkelige Ting, som findes hos u-mælende Creatur, bestyrke heller end igiendrive Cartesii Meening. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CDXCIV.

Til **

Jeg har læset det mig tilskikkede Skrift om Menniskets ubillige Forhold og Opførsel imod uskyldige Dyr, og dets Utaknemmelighed mod dem, som have beviiset store Tienester. Jeg seer at Autor derudi har afmalet saadant Forhold med sorteste Farve, og betient sig af alle de Argumenter, som af andre have været anførte. Men, saasom jeg intet Nyt derudi finder, bliver jeg ved mit forhen fatted Forsæt, nemlig her udi at gaae en Middel-Vey, saaledes, at jeg laster ikke uden dem, der alleene af Kaadhed for Tidsfordriv pine og plage uskyldige Dyr, og derimod seer igiennem Fingre med dem, som til Føde slagte tamme, og for deres egen Sikkerhed omkomme vilde og skadelige Dyr. Hvad, som har bevæget mig til at fatte saadant Principium, har jeg ved anden Leylighed tilkiendegivet, hvor- 254
fore jeg herom intet videre vil mælde. Det er i den Henseende, at jeg tager ikke i Betænkning at æde enten Oxe eller Kalve-Kiød, eller anden Spiise, som haves af uskyldige Creature, saasom udi saadant Offer er en slags Fornødenhed. Det er ogsaa udi samme Henseende, at jeg giør mig ingen Samvittighed af at jage efter Fluer og andet Utøy, efterdi de incommodere, og ligesom erklære mig offentlig Krig. Dette alleene holder jeg for at Executionen maa skee paa den korteste og Lemfeldigste Maade. Thi et er at skyde en Fugl ihiel, et andet er at martre den langsom, eller, som en vis Keyser, at prikke dens Øyne først ud, hvorved man lader see Prøve paa et haart og blodgierrigt Hierte. Jeg holder ogsaa for at visse Creature, sær Heste og Hunde, som ved lang Tieneste og Troeskab have signaliseret sig, ikke uden Eftertale udi deres Alderdom bør forlades, og derfor heller berømmer end beleer dem, der lade see Taknemmelighed mod saadanne Creature. Jeg laster derfor ikke den store Macedoniske Konge, efterdi hand oprettede et Monument for sin Hest Bucephalo. Jeg dømmer og ikke anderledes om Reinhold Roses Testament, hvorved blev beskikket, at hans troe Hest, som hand havde betient sig af udi adskillige Feltslag, skulde gives en Pension tilligemed Frihed fra Arbeyde, og en Eng til Græsgang. Historien viiser ellers adskillige andre Exempler herpaa, hvoraf nogle ere velgrundede, saasom de viise Prøve paa Taknemmelighed. Andre derimod ere latterlige. Blandt de sidste kand regnes Keyser Caligulæ Gierning. Samme Keyser lod og oprette et Marmor Pallads for en Hest, og tillagde den en Førstelig Underholdning. Dermed lod hand sig end ikke nøye, hand vilde beskikke samme Hest til Romersk Consul, og give ham Rang udi det store Raad. Med saadan Høytid var Hesten ikke tient; thi den viiser heller Prøve paa Raserie, med mindre man vil holde for at Gierningen skeede alleene for at drive Spot med Senatet, hvoraf denne Keyser var en svoren Fiende: Man kand dømme lidt mildere om det Testament som Madame de Puis giorde til sin Kat. Ved 255 samme Testament blev Katten tillagt en Pension og ancrdnet, at man til den skulde aflægge ugentlige Visiter. Det var fornemmelig i Henseende til det sidste, at Testamentet af Dommerne blev underkiendt, og at Katten tabte sin Process. Slige Testamentere ere lige saa daarlige som visse andre ere opbyggelige, og tilkiendegive Taknemmelighed mod troe Creature, som have beviiset deres Herrer Tienester. Derfore seer man at samme Testamenter ere blevne kiendte gyldige, ligesom visse Herrer ere formedelst deres Utaknemmelighed mod slige Creature enten blevne straffede, eller tilholdte at underholde dem i Alderdommen: Thi hvad kand være større Prøve paa et Menniskes haarde Gemyt end efter mange Aars Tieneste at fordømme en gammel Hest som ofte har reddet ens Liv, til en Mølle, item at sætte en troe Hund udi en Lænke, eller at skyde ham ihiel, naar den formedelst Alderdom ingen videre Tieneste kand giøre. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA CDXCV.

Til **

Jeg gav udi min sidste Skrivelse Aarsagen tilkiende, hvi man bør holde nøyere Munstring over de nye Skue-Spill, efterdi vore Tiders Autores foregive sig at reformere det gamle Theatrum, og at rette de Feyl som derudi findes. Jeg har og tilligemed viiset, at deres Stykker derover ere blevne saa mavre, at de fast ingen Anseelse have af Comoedier, men alleene af nogle tørre Samtaler, som ere deelte udi Acter og Scener. De nu værende Comoedie-Skrivere tilstaae vel, at de gamle Stykker ere meere frugtbare paa Skiemt og Geist, men de sige, at de nye ere meere ordentlige og anstændige. Naar man nu viiser, at udi de sidste fattes baade Formen og Materien, saa at det eene ikke kand bøde paa det andet, falder den heele Byg- 256
ning. Jeg haver til Beviis herpaa examineret visse saa kaldne Mesterstykker udi det nye Theatro, og meener det at være nok, saasom deraf kand dømmes om de andre Skue-Spill, som eere udi mindre Anseelse. Jeg haver og af samme Aarsag sagt, at man maa see igjennem Fingre med de Feyl, som findes udi nogle af de nye Stykker, efterdi Materien derudi kand nogenledes bøde paa Formen, og holde for at man meget vel paa vor Skue-Plads kunde betiene sig af dette Stykke, som fører Navn af Livet er en Drøm, efterdi samme Stykke befatter en behagelig og velsammenhængende Historie, ligesom den forlorne Søn, og nogle faa andre, og derforuden ved nogle lystige Scener giøres levende og behagelige; Thi hvad Formen udi den heroiske Comoedie angaaer, da er den meget uordentlig, saa at Stykket derfore ikke fortiener den Priis, som gemeenligen derpaa sættes. Historien er denne: En Konge, forskrækked af en Spaadom, at hans Søn skulde blive Riget til Ulykke og Fordærvelse, lader Sønnen strax efter Fødselen indspærre: Efter at hand saaledes henved 20 Aar har været indsluttet, og imidlertid ingen har seet eller talet med ham uden en dertil beskikket Hoffmester eller Opvarter, begyndte Faderen omsider at fortryde paa sin Gierning, og besluttede at lade Sønnen komme for Lyset. Dette bliver i verksat saaledes, at man indgiver ham en Dvale-Drik, og, medens hand ligger i Dvale, ifører ham Kongelige Klæder, og lader ham føre til Slottet geleydet af en stor mængde Opvartere, som ydmyge sig for ham som deres Arve-Prinds. Efterat Prindsen har faaet Aarsagen til sit langvarige Fængsel at vide, optændes hand til Vrede, og truer med Hævn, og, endskiønt ham bliver sagt at Faderen alleene af Kierlighed til Undersaatterne har foretaget saadan Gierning, bliver hand dog ved at true, saa at Faderen udaf saadan Opførsel dømmer, at Spaadommen kand være vel grundet, og derpaa lader ham indgive en nye Dvale-Drik, og meedens hand endda ligger uden Følelse, ifører ham de forrige Fange-Klæder igien. Saa at, da hand vaagner, finder hand sig udi forrige elen- 257 dige Stand igien, og henfører den Herlighed, som hand nylig havde været udi, til en Drøm. Men kort derefter kommer nogle bevæbnede Mænd slæbende hans Fader Kongen med sig, som de udi Krig havde fanget, og lode ham vide at det heele Rige var udi Gevæhr for at sætte Prindsen paa Thronen. Derpaa bliver holden en Samtale mellem Sønnen og Faderen, og er endeligen Udfaldet dette, at Kongen staaer fra Regieringen, hvilken Sønnen efter nogle Complimenter antager. Udi denne Comoedie er alting u-ordentligt fra Begyndelsen til Enden; saa at man skulde tænke, at den havde samme Sigte som Ulysses von Ithaca; thi der udi iagttages hverken Rimelighed eller Morale. Den støder an mod Rimelighed. Thi hvad kand være meere selsomt end at see i en Haandvænding et heelt Rige bragt udi Harnisk, og store Krigs-Hære paa Beenene, og hvad kand være meer u-naturligt end at see den fangne Prinds, der udi 20 Aar fast intet Menniske havde seet at opføre sig ved første Befrielse som en gammel Hof-Mand. Videre: Det er forargeligt at see Undersaatter at giøre Opstand mod deres Konge, der havde ladet see større Kierlighed mod dem end mod sin egen Søn, og at fængsle en Regent formedelst en heroisk Gierning. Endeligen er det u-anstændigt at Sønnen antager Regieringen, og reducerer sin Fader til privat Stand. Saaledes i-agttages Reglerne udi dette berømte Skue-Spil, hvilket jeg dog ikke forkaster, efterdi det befatter en sammenhængende Historie og nogle artige Scenes, men sætter meer Priis derpaa end paa de Touches og andre nye Comdie-Skriveres Mester-Stykker, som bestaae alleene udi nogle tørre Samtaler, og som af intet kand recommenderes uden af Stiilen og Poesien. Det er i den Henseende, at man ogsaa seer igiennem Fingre med det gamle Italienske Theaters Uordentligheder, efterdi man derudi finder Scener fulde af Salt og Geist, som bøde paa Feylene. Jeg dømmer her udi ligesom om den nye fordervede Smag udi Musiqven, hvorom jeg ved anden Leylighed har talet. Jeg forbliver etc.

258

EPISTOLA DII.

Til **

Min Herre skriver at hand nyeligen har læset Theocriti Idyllia eller smaa Hyrde-Vers, men at de ikke behager ham saa meget som Virgilii Bucolica. Min Herre kand derudi have Ret udi Almindelighed, skiønt jeg tilstaaer, at have fundet nogle Idyllia hos den Græske Poët, hvilke give Virgilii intet efter. Intet kand være sødere og naturligere end den 27de, hvorudi Daphnis søger at vinde en Hyrdindes Kierlighed. Jeg vil til Beviis herpaa anføre Samtalen mellem disse tvende Personer. Hyrden Daphnis begynder sit Frierie saaledes: (Daphnis) Paris en Hyrde bortsnappede den skiønne Helene. Den Hyrdinde som kysser mig, skiønt jeg ogsaa er ikke andet end en Hyrde, overgaaer langt Helene udi Skiønhed. (Hyrdinden) Roes dig ikke deraf, et Kys er, som man siger, intet. (Daphnis) Ach hvilken Fornøyelse er der dog ikke udi det, som du kalder intet. (Hyrdinden) Jeg toer min Mund, og spytter Kysset ud. (Daphnis) Koster det ikke andet end at toe sin Mund, saa giv mig et Kys paa nye. (Hyrdinden). Gak hen og kys dine Faaer, og drill ikke en ung Jomfrue. f Daphnis) Bryst dig ikke saa meget af din Skiønhed. Den forsvinder dog som en Drøm. (Hyrdinden) En Rose kand vel blive tør; men dog ikke forsvinde. (Daphnis) Kom hid under disse Olie-Træer, der har jeg noget at sige dig. (Hyrdinden) Didhen kommer jeg ikke, du haver tilforn bedraget mig med din sminkede Tale. (Daphnis) Kom under disse Elme-Træer, saa skal jeg spille for dig paa min Fløyte. (Hyrdinden) Fornøy dig selv med dit Spill, som jeg ikke uden Mishag hører. (Daphnis) Frygter du ikke at opirre Gudinden Venus til Vrede. (Hyrdinden) Jeg ærer Gudinden Venus, men jeg forlader mig paa Jagt-Gudinden Diana. (Daphnis) Tag dig vare for, hvad du siger, Venus kand styrte dig udi en Snare, hvoraf du ikke 259
kand redde dig ud. (Hyrdinden) Lad hende det giøre, Diana vil dog redde mig. Rør mig ikke; Thi jeg river ellers dine Læber i Stykker. (Daphnis) Du maa ikke være opsætsig mod Elskov, som ingen kand imodstaae. (Hyrdinden) Jeg svær ved Skov-Guden Pan, at Kjærlighed ingen Magt skal have med mig. Men du vil have mig under Aag. (Daphnis) Jeg frygter, at Venus vil give dig en værre Ægtefelle end jeg er. (Hyrdinden) Adskillige have allerede beylet til mig, men forgieves. (Daphnis) Af alle de samme vil jeg dog eene blive lykkelig. (Hyrdinden) Men hvad vil du, at jeg skal giøre. Jeg veed at Ægtestand fører stor Besværlighed med sig. (Daphnis) Hvorledes kand du derudi finde Besværlighed. Ægteskab er en Dants. (Hyrdinden) Men man siger at Qvinder skiælve for deres Mænd. (Daphnis) Tvert imod de regiere, og Mændene ere dem underdanige. (Hyrdinden) Men jeg frygter for piinagtig Barnefødsel. (Daphnis) Gudinden Diana, som er din Veninde skal være din Jorde-Moder. (Hyrdinden) Jeg frygter, at jeg ved Barnefødsel skal tabe min Skiønhed. (Daphnis) Ey! Kiønne og elskværdige Børn skal giøre dig meere anseelig: (Hyrdinden) Vel an! men om jeg samtykker din Begiering, hvad vil du da give mig til Brude-Skat. (Daphnis) Du skal have min heele Hiord, alle mine Skove og Græsgange. (Hyrdinden) Forpligt dig da med Eed at du aldrig skal forlade mig. (Daphnis) Jeg sværger ved Skov-Guden Pan, at jeg aldrig skal forlade dig; endskiønt du driver mig selv bort. (Hyrdinden) Giver du mig da en Seng, et Huus og en Stold. (Daphnis) Jeg skal lade giøre en Seng til dig, og du skal have den heele skiønne Hiord. (Hyrdinden) Men hvad skal jeg sige til min gamle Fader. (Daphnis) Hand vil samtykke saadan Foreening, saasnart hand hører mit Navn. (Hyrdinden) Sig mig da dit Navn; thi man kand ofte indtages af Navnet alleene. (Daphnis) Jeg heder Daphnis, min Fader Lycidas, og min Moder Nomea. (Hyrdinden) Du haver anseelige Forældre: Men jeg giver dig der udi intet efter. (Daphnis) See disse høye Cypres- 260 Træer, som jeg giver dig. (Hyrdinden) Gaaer da hen paa Engen og spiiser mine kiære Faar og Geeder, medens jeg beseer denne Hyrdes Eyendom. (Daphnis) Fører min Hiord ud paa Græsset, medens jeg viiser min Hyrdinde disse Træer. (Hyrdinden) Ey hvad giør du, Hyrde, hvorfor rører du mig ved mine Brøste. (Daphnis) Jeg vil søbe de udspiirende Frugte. (Hyrdinden) Bort med din Haand, du frister mig. (Daphnis) Frygt dig ikke, hvorfor skielver du? (Hyrdinden) Fy fy! du kaster mig ned paa din skiden Mark og fordærver mine smukke Klæder. (Daphnis) See her er et Dekke, som jeg lægger under dine Klæder. (Hyrdinden) Holdt! her kommer nogen, jeg hører Allarm. (Daphnis) Det er ikke andet end Cypress-Træerne, som drives af Vinden. (Hyrdinden) Du river mit Flor i stykker. Hvorfor blotter du mig. (Daphnis) Jeg skal give dig et nyt og bedre igien. (Hyrdinden) Du lover alting: men maaskee du holder intet deraf. (Daphnis) Gid jeg kunde give dig min heele Siæl. (Hyrdinden) O Diana! fortørnes ikke over mig: nu bliver jeg dig utroe. (Daphnis) Jeg offrer en Kalv til Cupido og en Oxe til Venus. (Hyrdinden) Jeg kom Jomfrue hid og gaaer bort en Kone. Derpaa skildtes de ad fra hinanden, og hun gik bort med nedslaget Hoved, rød af Blusel og Glæde tillige. Ingen Samtale kand være simplere og behageligere, og tviler jeg om at nogen udi Vergilii Eclogis findes meere sød og bevægelig. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA DV.

Til **

Saasom jeg nu har opnaaet en høy Alder, nærmende mig til 70 Aar, og jeg føler de Skrøbeligheder, som Alderdommen med sig fører, saa har jeg udi disse Dage taget mig fore med Andagt at igiennemlæse Ciceronis Skrift de 261
Senectute, for at see hvad Historisk Trøst for gamle Mænd der udi findes. Hans Argumenter komme mig for at være velgrundede: Men man maa derhos tilstaae, at de fleeste ikke holde Stik, med mindre man forestiller sig, at hver gammel Mand er en Cato, det er saadan een, som conserverer udi sin høye Alder saavel Legemets som Sindets Kræfter. Men, saasom faa gamle Mænd der udi have Catonis Lykke, saa bliver denne Thesis vanskelig at forsvare, og de Indvendinger, som derimod giøres, blive af den Vægt, at de ved ingen Veltalenhed kand igiendrives. Cicero tilstaaer vel, at unge Mennisker ere meer begavede med Legemets Kræfter, og at de med større Færdighed kand forrette Sager; Men at gamle Mænd derimod kand være et Land meer til Tieneste ved sunde Raad og erhverved Erfarenhed, og at de i den Henseende kand lignes med modne Frugter, som have naaet deres Fuldkommenhed. Men, saasom de fleste gamle Mænd tabe saavel Sindets som Legemets Kræfter, saa at ikke alleene Synet, Hørelsen, Ihukommelsen og andre Sandser svækkes, saa kand man heller raade dem at entholde sig fra Forretninger, hvorved man seer mange at underkastes Latter og Foragt; saa at, langt fra de fleeste kand lignes ved moedne Frugter, de heller kand ansees, som de, der ere raadne og ankomne. Cicero tilstaaer videre, at gamle Mænd ere Sygdom underkastede: Men, siger hand derhos, at de unge ere ey heller derfore befriede, hvilket ikke kand nægtes: alleene man maa herved sige, at de unge kand blive, men at de gamle ere syge: Thi Alderdommen udi sig selv er en Sygdom, ja ofte en Samling af alle Sygdomme; thi det heder: Senectus omnium malorum portus est, det er: Alderdommen er en Havn for alle onde Ting. Vil man hertil foregive, at de gamle, som af foregaaende Sygdomme og Fortrædeligheder ere hærdede, skikke sig bedre udi Modgang og Kaars, end de unge, saa viiser tvertimod daglig Erfarenhed, at dette saaledes ikke forholder sig; thi, ligesom Sygdomme tiltage ved Alderdom, saa formindskes ogsaa Taalmodighed hos ældgamle Folk. Klyn- 262
ken og Vanskelighed er Alderdommens bestandige Geleydere; Ja det som meere er, ligesom rige Folk ere mest gierrige, og mest frygte for Fattigdom, saa seer man af utallige Exempler, at de gamle mest zittre mod Dødens Ankomst: Thi Alderdommen er naturligen frygtsom, endskiønt den haver mindst Aarsag til at frygte i Verden. Alderdommen finder fast ingen Fornøyelse udi nogen Ting: ja den vrager og væmmes ved det som forhen har mest fornøyet: Saadant regner dog Cicero blandt Alderdommens Herligheder, saasom den er befried fra de syndige Vellyster, hvoraf Ungdommen befristes og underkastes Ulykke og Fordærvelse. Dette kand og ikke nægtes: Men gamle Folk væmmes ogsaa ved sømmelige og tilladelige Fornøyelser, Tækkelighed forvandles til Misantropie, Socialitet til Eenlighed, og Glæde til Sorg og Bekymring. Verden synes dem meer forkeert end den virkeligen er. Hvad som friskt er, ansees som raadent, Maden vil ikke smage, Tænderne, hvormed den skal tygges, ere Stumpe, og Maven kand den ikke fordøye, saa at de have intet andet at trøste sig ved uden Døden, hvilken de ideligen paaraabe, skiønt, naar den lader sig indfinde, de sige med Katten udi Fabelen: Det var ikke mig, som raabte: det var min Naboe. Blandt Ciceronis Trøste for Alderdommen er ogsaa denne, at gamle Mænd formedelst deres graae Haar æres og venereres. Men Erfarenhed viiser, at de heller belees og foragtes helst naar de fremture sig udi Forretninger, og søge at paatage sig de Byrder, som deres gamle Skuldre ikke meer kand bære. Jeg har kiendet Mænd, som udi deres blomstrende Aar og Manddom have været som Orakler udi Collegier og Rette; men udi deres sidste Aar have siddet som Støtter, eller deres Ord have ikke været agtede andet end som blot Lyd uden Betydelse. En hver Stad er ikke som Lacedæmon, hvor en gammel Mand var udi Agt og Ære, alleene efterdi hand var gammel; Thi paa de fleeste andre Steder gaaer det undertiden gamle Mænd som Elisæo, hvilken Ungdommen beærede med den Titel af Skalde-Pande. Intet er 263
almindeligere end det Navn af gammel Knark, som gives en gammel Mand, og at høre ham tillagt den Characteer af at gaae i Barndom, naar hand modsiger Ungdommen, skiønt hans Modsigelse eller Correctioner kand være velgrundede. Blandt Alderdommens Herligheder regner Cicero ogsaa dette, nemlig, at det er en Fornøyelse at kunde forestille sig og erindrer sine forbigangne Ungdoms og Manddoms Bedrifter. Man spurte engang en Philosoph, som havde levet udi 107 Aar, om han kiededes ved at leve. Hand svarede: Jeg har intet at besværge mig over i min Alderdom, efterdi jeg ikke har misbrugt min Ungdom. Men dette passer sig ogsaa alleene paa en Cato, hvis forrige Levnet er en Kiæde af berømmelige Gierninger, som stedse have været geleydede af Lykken. Hos de fleeste andre gamle Mænd derimod haver forrige Bedrifters Betragtning langt anden Virkning. Det er i den Henseende at de gamle Hedninger have foregivet, at de afdøde Mennisker, førend de bleve antagne udi de lyksalige Boeliger, maatte drikke af Lethes eller Forglemmelsens Flod, paa det at deres Levnets og Bedrifters Erindring ikke meer skulde foruroelige dem, og giøre noget Skaar udi deres Lyksalighed. En Censor vil maaskee sige, at jeg her begaaer samme Feyl som Cicero: Og at, ligesom hand udaf en Catonis eller andre deslige faa gamle Mænds Exempler søger at viise visse Fordeele og Herligheder, hvorved Alderdommen kand trøste sig, saa bygger jeg min Thesin paa et ligesaa falsk Grundvold, naar jeg af nogle faa bedagede Mænd søger at viise Alderdommens Elendighed og Bedrøvelige Tilstand. Men, om Mynstring skulde holdes, og Liste skulde giøres over de eene saavel som over de andre, vilde Listerne blive meget ulige, og vilde man da klarligen see, at Cicero tager sine Beviis, af nogle faa og rare Mennisker, da jeg derimod har Mængden paa min Side saa vel af Afdøde som endnu levende gamle Mænd, hvis Dage udi Alderdommen ere suure og bedrøvelige. Jeg regner mig selv blandt de sidste, saasom jeg merker at mine Lidelser udi Alderdommen tilvoxe, ligesom Sindets Kræf- 264 ter til at imodstaae de samme, formindskes. Skiønt der findes utallige andre gamle Mænd, som ere end fleere Skrøbeligheder og Lidelser underkastede, og ere udi den Tilstand, som Juvenalis vidtløftigen beskriver blandt andet med disse Ord:

Ille humero hic lumbis, hic coxa debilis: ambos
Perdidit ille oculos, et luscis invidet: hujus
Pallida labra cibum capiunt digitis alienis.
Præterea minimus gelido jam corpore sangvis
Febre calet sola etc.

Man seer saaledes, at af Philosophie alleene liden Trøst kand hentes for Alderdommen, og var det derfor at mange bedagede, Romere og Grækere ikke toge i Betænkning paa en eller anden Maade at forkorte deres Liv, naar de saae, at det alleene var dem til Byrde, og at de ingen Tieneste meer kunde giøre. Den eeneste Trøst derfor tages af Religionen; Thi hvad kand meere fryde et Menniske end det tilkommende Livs Betragtning. Det maa være det samme for ham som for en Søe-Mand, der, efter udstanden Storm og Uveyer seer sig nær ved Havnen. Denne Trøst, hvilken er den eeneste, som er grundig, har Cicero, som en Hedning af Mangel paa Oplysning, ikke kundet sige af. Gid den hos oplyste Christne havde stedse den Virkning som den burde have. Men man seer disvær af Erfarenhed, at Troe og Tillid hos de fleeste er svagere end de selv indbilde sig. Eenhver raaber; jeg troerl ja jeg er forsikret om et bedre Liv end dette. Men naar Døden kommer, som vil giøre Ende paa deres Lidelser, og aabne Dørre for dem til de Lyksalige Boeliger, beede de dog om Opsættelse. Denne Betænkning synes vel noget haard mod det menniskelige Kiøn, sær mod oplyste Christne: Men det giør ingen gode at tale mod Erfarenhed, og at nægte det, hvorom man af daglige Exempler overbeviises. Jeg tilstaaer dog gierne, at der findes nogle, hvilke ansee Dødens Ankomst som et Glædskabs-Bud. Men mon de samme saaledes ikke anstille sig for at lade se deres herois- 265 mum, og for af Nødvendighed at giøre en Dyd. Prøven kunde giøres, hvis man udi yderste Aandedræt kunde forsikre dem om Livet, og meener jeg at den ofte er giort med Mennisker, som ere dømte fra Livet, og som med en heroisk Bestandighed ere gaaet til Døden, hvilke dog efter uformoden Forsikring om Pardon ere fast daanede af Glæde, og derved have røbet sig selv. En Græsk Offer-Præst søgte engang at bestyrke en ung Lacedæmonier mod Døden, forestillende ham det andet Livs Lyksalighed: Hvortil den unge Person svarede, efterdi du er saa forsikred derom; hvi døer du da ikke selv. Det samme kand og siges til andre, som bryste sig af deres sterke Troe: Hvi ere I da saa bange for at døe. Denne Materie fortienede vidtløftigen at udføres: Men det maa være nok denne Gang. Og vil jeg alleene til Slutning anføre Marqvisindens af Lambert sindrige Betænkning over Alderdommen: Hendes Ord ere disse: "Ved Ungdommens Forliis taber man ogsaa all Undskyldning udi de Feyl, som man begaaer; Thi, saasom den forrige Angenemhed, der besmykker en Feyl, er forsvunden, saa dømmes Forseelser efter Rigueur. En gammel Mand maa derfor have Øye med sig selv, og sætte paa Skruer saavel sin Tale, som sin Opførsel og Klæde-Dragt. Intet er urimeligere end ved udvortes Zirather at ville tilveye bringe de Angenemheder, som ved Alderdom forlade os. En frivillig Tilstaaelse af Alderdom udvirker, at Alderdommen bliver mindre. Sær kand man sige, at den største Uheld for Fruentimmer, som have været behagelige, er, at indbilde sig, at de endnu ere behagelige. De maa søge at paatage sig en Skikkelse, som passer sig paa nærværende Tilstand. Intet er uanstændigere end at lade sig see paa glimrende Steder og Spectacler, hvor man ingen Parade kand giøre, og at fremviise et Ansigt uden Yndighed. Udi Alderdommen bliver Smagen meere delicat i behagelige, og meer opvakt udi u-behagelige Ting: Thi saa snart de har tabt Ungdommen, fordobles Pinen og formindskes Lysten." Saa vit bemeldte Dame. Jeg forbliver etc.

266

EPISTOLA DXII.

Til **

Jeg merker af din sidste Skrivelse, at den selsomme Drøm, som du nyeligen har haft, har bragt dig udi nogen Bekymring. Du maa slaae saadant af dine Tanker. Jeg for min Part reflecterer nu omstunder aldeles intet meer paa Drømme, saasom jeg af Erfarenhed har merket, at de allerselsomste, og de, som meest kunde foraarsage Eftertanke, af ingen Betydelse have været. Hvad man meest tænker paa om Aftenen, derom drømmer man om Natten: Forgangen Vinter havde jeg en selsom og latterlig Drøm, som jeg ikke kunde tilskrive anden Aarsag. Jeg læsede paa Sengen Fontenelles Samtaler imellem de Afdøde, og, saasom jeg derpaa faldt udi Søvn, havde jeg efterfølgende Drøm, som varede indtil Midnat. Mig syntes at jeg var kommen udi de Dødes Boeliger, og at den første, som der kom mig i Møde, var den Engelske Spectator, hvilken jeg i min Ungdom havde seet udi London, og grandgiveligen kiendte igien. Han spurdte mig hvorledes Tilstanden var paa Jorden: Jeg svarede, at Verden gaaer sin gamle skeeve Gang, og at Mennisker leve ligesom de tænke aldrig at døe. Men, sagde jeg, siig mig, Kiærel efterdi jeg, endskiønt ey vidende ved hvad Leylighed, er kommen til disse underjordiske Boeliger, hvorledes Tilstanden er paa disse Steder? om de Afdøde endnu have samme Inclinationer, som de have havt udi Livet? om de leve udi Societet og under Regiering? thi ingen kand give mig bedre Underretning derom, end Spectator, med mindre han har tabt sin gamle Tilbøyelighed: han svarede dertil: Jeg har intet tabt af min forrige Inclination; thi jeg har siden min Indkomst til de Afdødes Boeliger efterforsket, og endnu bliver ved at efterforske alting. Vi leve her udi et stort Societet, i agttagende de Love, som ere forfattede af den store underjordiske Regent Minos. Den samme anseer 267 hverken Stand eller forrige Værdighed, men uddeeler Embeder alleene efter Personernes Beqvemhed dertil. Personerne selv søge ey heller andre Forretninger end saadanne, hvortil de, medens de vare paa Jorden, have haft meest Lyst og Tilbøyelighed, hvilket foraarsager at alting bliver vel forrettet. Jeg forundrede mig over denne hans Tale, og maatte tilstaae, at ingen Anordning kunde være priiseligere, saasom jeg vidste hvad Uheld der flød af de overjordiske Sædvaner, og hvor ofte de vigtigste Ting bleve ilde administrerede, efterdi man hos os seer meere paa Stand, Fødsel og Formue end paa naturlig Beqvemhed. Jeg bad ham derpaa at føre mig lengere ind udi Staden, og ubesværget at undervise mig udi et og andet, som korn mig for Øynene. Han førde mig strax igjennem en bred Gade til en større Plads, hvor jeg saae tvende Slotte, af hvilke det ene var fuldfærdiget; men det andet stod endda under Bygning. Jeg spurde, hvi man anlagde tvende Slotte saa nær ved hinanden, hvortil han svarede: Det første Slot, som er fuldfærdiget, og hvis Bygning er saa konstig og glimrende, er anlagt af den forrige General-Bygmester Cartesio efter den Modell, som han i levende Live havde forelsket sig i paa Jorden. Arbeydet er en Tid lang af alle bleven priset, og har været anseet som et Mesterstykke udi Bygnings-Konsten, Men, saasom man omsider har merket at Grunden, hvorpaa det er anlagt, er saa usikker, at man frygter, at det med Tiden plat kand nedfalde, har man stævnet Cartesium for Bygnings-Commissionen, af hvilken Bygningen efter nøye Efterforskning er befunden uforsvarlig; saa at bemeldte Cartesius er dømt fra sit Embede, med hvilket nyeligen er beklædet Isac Newton, som er beordret at bygge et nyt Pallads, hvilket er det samme, som du seer at staae udi Bygning. Det er ellers ikke at beskrive, hvilke Bevægelser denne Dom har foraarsaget; Thi den forrige Bygmester har endnu mange Tilhængere, hvilke endnu admirere hans Arbeyde, og derfore holde Dommen at være ilde grundet. Saasom det fuldfærdigede Slot stak mig meget udi Øyene,

268

bad jeg min Veyviser at lade mig see dets indvortes Prydelser. Han sagde sig gierne at ville føye mig derudi. Men saasom Slots-Fogden, som fordum havde været Konge i Spanien med det Navn Philippus 2. fast aldrig lod sig see, men sad ideligen udi sit Kammer med Pennen i Haanden, og man uden hans Tilladelse ikke kunde komme ind udi Slottets Værelser, maatte jeg lade mig nøye med Slottets udvendige Beskuelse. Denne Tale opvakte stor Forundring hos mig: hvi, sagde jeg, kand dette være mueligt? Ingen Forvandling kand være selsommere, og intet Syn forunderligere, end at see een af de mægtigste Monarker omskabt til en Slots-Forvalter under Jorden. Han svarede: jeg har jo forhen sagt min Herre, at her ansees hverken Stand eller Fødsel, rnen at Embeder gives allene til dem, som findes meest beqvemme dertil. Man veed at Philippi tvende Hoved-Qvaliteter vare, medens han regierede paa Jorden, at støve efter Kietterie, og at give Lister og Register over alting; hvorudover han ved sin Ankomst til dette Sted først blev giort til Hof-Jæger; Men, saasom man fornam, at han jog for stærkt, og uden Forskiæl fældede saa vel tamme som vilde Dyr, skildte man ham ved saadant Embede, og giorde ham til Inventarii-Skriver, hvilket Embede han endnu beklæder, siddende ved sit Comtoir med Pennen i Haanden fra Morgenen til Aftenen. Jeg maatte derfore lade mig nøye med at have seet den udvortes Bygning. Min Veyviser førde mig derpaa til en anden stor Plads, hvor den underjordiske Keyser udi nogle 100de Aar tilforn havde resideret: Der saae jeg en skrækkelig Steen-Dynge: Jeg spurdte: hvorfra all den Steen og Grus var kommet? Det er, svarede han, Levninger af det gamle Slot, som er nedrevet: Det var anlagt af Aristoteles, hvis Disciple have stedse søgt at holde det ved lige. Bygningen har længe været som et Mynster udi Architecture, og intet Arbeyde har været agtet uden det var giort efter samme Plan: ja det var regnet for en Daarlighed at vige en Fod-Bred derfra. Dette varede indtil Renati Cartesii Tider. Samme Mand tog sig for udi Bygnings-Konsten at 269
sætte alle Præjudicia til Side, og at see med egne Øyne. Han merkede da ved upartisk Eftersøgning, at den gamle Architecture var vanskabt og urimelig og dristede sig til offentligen at lære derimod med saadan Eftertryk, at Øynene aabnedes paa een efter en anden; saa at inden kort Tid den gamle Architectur blev reent forkastet, og fast ingen drister sig til at forsvare den meere. Nu omstunder bemænger Aristoteles sig ikke meer med Bygninger. Men øver sig allene udi Skilder-Konsten forfærdigende Stykker, som nogle formedelst Arbeydets Finhed og Subtilitet admirere, skiønt han er ikke lykkelig udi Efterlignelser; Thi endog de allerkonstigste Stykker ere saa mørke og uforstaaelige, at fast ingen kand see, hvortil han sigter, eller sige, hvad de betyde: Jeg merker da heraf, sagde jeg, at han her er den samme, som han har været paa Jorden, og at hans Arbeyde her har haft samme Skiebne. Det nedfaldne Slots Grus vrimlede af Svin, hvilke udi Skabningen lignede vore Svin. Den Forskiæl allene var at disse kunde tale: da jeg forundrede mig derover, sagde min Veyviiser at de fordum havde været Capuciner-Munke; men her vare blevne forvandlede til Svin, og det efter eget Forlangende; Ligesom Dominicaner-Munke alle agerede Fyrbødere, efterdi de udi det forrige Liv havde været Lemmer af de hellige Inqvisitioner, og ladet sig bruge til at optænde Baal for Kiettere. Medens vi saaledes talede med hinanden, agede en Vogn os forbi, hvorpaa sad en Mand, som blæsede udi et Horn. Da jeg spurte min Veyviser, hvad saadant betydede? sagde han, at det var den agende Post, og at Manden, som blæsede i Hornet var Carolus 5. Hvad, sagde jeg da, er det Carolus 5. som hærskede over den halve Deel af Europa? han svarede, det er den selvsamme. Han følger her sine gamle Tilbøyeligheder, og derfor har beqvemmet sig til saadan Forretning. Hvis min Herre har læset hans Historie, saa har han vel merket, at han var som et Perpetuum mobile, og aldrig kunde blive paa et Sted, men flakkede ideligen om fra et Rige til et andet saa vel til Vands som til Lands, saa at 270
det er ikke meer urimeligt, at han her efter Døden er bleven agende Post end hans Søn er bleven Inventarii-Skriver. Han førdte mig derpaa videre om for at vise mig alt hvad som var merkværdigt udi Staden, og saae jeg da heel selsomme, ubegribelige og vanskabte Ting: Det meeste deraf er gaaet mig af Ihukommelse. Dette erindrer jeg endnu blant andet at jeg blev en Mand vaer, ridende paa en anden Mand. Jeg brast derpaa i Latter, og spurte hvad det skulde betyde? Han sagde da, at det var Kong Waldemar, som reed paa Magnus Smeck: Saadant, sagde jeg, er heel u-anstændigt, hvortil han svarede: de følge endnu begge deres gamle Tilbøyeligheder, Kong Waldemar reed jo stedse paa Magnus, medens de levede sammen paa Jorden. Jeg saae derpaa et Fruentimmer med en Svøbe udi Haanden, som ledede en gammel Mand frem efter en Grime, som han havde udi Munden. Min Veyviser sagde, at det var Agrippina som trak Keyser Claudium efter sig. Adskillige andre Ting, som jeg paa denne Vey saae, vare af samme Natur: Men, saasom de ere gaaet mig af Ihukommelsen, kand jeg intet derom anføre: Efterat min Veyviser havde ført mig allevegne om udi Staden, toge vi Veyen til Slottet igien. Da vi vare komne nær ved Slots-Porten, blev jeg vaer en anseelig Mand udi prægtige Klæder med en Flue-Smække udi Haanden, hvilken uden at hilse os gik igiennem Porten ind paa Slottet. Min Veyviser sagde, at det var den Romerske Keyser Domitianus, hvilken havde Titel af Hoffets Kammer-Jæger, og selv ved sin Ankomst til de underjordiske Boeliger havde giort Ansøgning om saadant Embede, efterdi hans største Lyst, medens han var paa Jorden, havde været at jage efter Fluer. Efterat jeg længe havde staaet i Forundring, og udi dybe Tanker over alt dette, som jeg havde hørt og seet, bad jeg min Veyviser at underrette mig noget om Hoffets Tilstand, hvortil han fandtes villig, og giorde en kort Beskrivelse derover saaledes: Monarchen Minos haver et stort og prægtigt Hof: Hans Premier-Minister er den Athenienske Philosophus Socrates. Den store Canceler er 271
den Spanske Cardinal Ximenes. Det Keyserlig Raad bestaaer af 5 Personer, nemlig Pericles, Fleury, Michel d'Hopital, Oxenstierna, Erkebisp Absalon. Financerne forestaaes af tvende Skatmestere, nemlig Phocion og Aristides. Pave Julius 2. er General-Felt-Marskalk, og de andre høye Krigs-Officierer ere Cyrus, Scanderbeg, Trajanus, Julius Cæsar, Alexander Magnus og andre. Da jeg spurte, hvorfore man ey heller havde giort Cæsar eller Alexander til General-Felt-Marskalk, sagde han, at de samme vare vel store Krigs-Mænd, men ingen af dem havde haft større Begierlighed til Krig end bemeldte Pave: han blev derpaa ved at opregne de øvrige Betientere, som beklædede de mindre Poster. Han sagde, at Pave Alexander 6. var Inspector over det Keyserlig Serail, hvorudi Hoffets Maitresser vare indsluttede. Da brød jeg ind udi hans Tale igien, og sagde, at det var at betroe Faarene til Ulven: Sant nok, svarede han, han fik den Post efter idelig Ansøgning, dog havde man den Præcaution at lade ham castrere førend Embedet blev ham betroed. Han fortfoer derpaa, og sagde, at Cornelius Sylla var Hoff-Chirurgus, saasom han udi forrige Liv havde signaliseret sig ved Aareladen. Pave Sixtus 5. var General-Gevaldiger, og førte den Titel af Justitz-Major. Keyser Nero var en Tid lang Capel-Mester: Men efter Ansøgning blev siden Hoff-Slagter. Diogenes var Hoff-Nar, som diverterede Keyseren med Grimacer og Skiemt, men tilligemed sagde mange Sandheder. Just da han talede dette, kom en udi fuld Galop ridende, som ogsaa blæsede udi et Horn; den samme var den ridende Post. Min Veyviser sagde da, vi faaer en Hob Nyt at vide med denne Uges Aviser: Har man ogsaa Aviser her, sagde jeg? Ja vist, svarede han. De forfattes af den gamle Græske Poët Homero, hvis Amanuenser ere Varillas, Lyscander, Rudbeck og Strelow. Samme Aviser ere sandfærdige og efterrettelige; thi det er paa dem som den Keyserlige Historie-Skriver Gregorius Leti grunder sine Historier. Homerus havde ogsaa tilforn at bestille med Almanakerne: men nu ere de overdragne til den 272
gamle Franske Prophet Nostradamo. Videre sagde han: den Keyserlige Hoff-Medicus, som tillige med er Stads-Physicus er ... Da faldt jeg ham ind udi Talen igien, og sagde: Jeg meenede, at her ingen Sygdom regierede, og at man derfor ingen Medicus behøvede. Han svarede: det er sant nok: vi vide ikke her af de Sygdommer, som Mennisker paa Jorden ere underkastede. Den eneste Plage, som man her er underkastet, er denne, at visse iblant os ingen Søvn kand have om Natten, og de, som deraf laborere, betiene sig af ovenmeldte Stads-Physicus, som fordum var Barbeer udi Jylland, og havde det Navn af Geert Westphaler. Den samme betiener sig hverken af Urter eller Piller, men dysser sine Patienter i Søvn med lang og vidtløftig Snak, som han pleyede at giøre paa Jorden. Andre Sygdommer ere her ikke bekiendte, undtagen visse Sindets Svagheder, som ikke kand cureres, hvorudover man indslutter dem, som deraf laborere, ind udi Stadens Dollhuus. Derudi findes en stor Mængde, som er vidtløftig at opregne. De fornemste af dem ere Pyrrho, Arcesilaus, Zeno Eliates og andre sceptiske Philosophi. Item Theod. Stylita, St. Franciscus, Ignatius Lojola, og andre Fanatiske Personer, som udi den Romerske Kirke tilbedes som Helgene. Jeg kand ikke beskrive, hvor forundret jeg blev over alle disse Beretninger. Jeg greb derpaa efter min Veyviser, og vilde til Afskeed omfavne ham for at tilkiendegive min Taknemmelighed: Men jeg fandt ikke uden Skygge i Steden for Legemet: Personen forsvandtes tilligemed den heele Stad, saa at jeg udi et Øyeblik saae mig staaende ved Udgangen af de underjordiske Boeliger, hvor den forskrækkelige Port-Hund Cerberus stod, og vogtede paa mig, for paa egen og andre Hundes Vegne at revse mig, efterdi jeg haver talet og skrevet saa ilde om Hunde. Han glemte og ikke at fuldbyrde sit Forsæt, men, efterat han af sin 3 dobbelte Strube havde heilet mig igiennem, slog han mig ned til Jorden og skamferede gandske mit Legeme. Udi denne Pine og Forskrækkelse vaagnede jeg op udi fuld Sveed, og glædede mig derved, at det havde 273 kun været en Drøm, hvilken jeg merkede Aften-Læsningen havde foraarsaget. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA DXX.

Til **

Min Herre erindrer mig om det Løfte, som jeg har giort at oversætte de Bøger udi L'esprit des loix, som handle om Religionen. Jeg haver endnu ikke formedelst adskillige Forhindringer giort Begyndelse dertil. Det maa skee ved Leylighed. Jeg skikker denne gang allene Oversættelsen af et eeneste Capitel, hvoraf min Herre kand giøre sig Idêe om Resten og deraf see, hvilken Afskye vor Autor, skiønt Roman-Catholik, haver for Religions-Tvang. Han indfører udi samme Capitel en ydmyg Suppliqve til de Spanske og Portugisiske Inqvisiteurs, og siger at Supplicanten er en Jøde, skiønt det kommer mig for, at Autor selv er dens Forfatter. Den lyder saaledes: "I Herrer Inqvisiteurs tordne mod Keyseren af Japan, efterdi han fordømmer til Baal og Brand alle Christne, som findes i hans Lande. Men han kand sige til sit Forsvar: Vi handle med eder ligesom I handle med andre. I kand ikke klage uden over Eders egen Afmagt, hvilken alleene hindrer eder at udrødde os, og som foraarsager, at vi udrødde eder. Men I maa bekiende, at I ere meere Blod-gierrige end samme Keyser. I myrde os, endskiønt vi have samme Troe med eder, efterdi vi ikke troe alt hvad I troe. Vi hænge ved en Religion, som I selv tilstaae for dem at være recommenderet af Gud. Vi meene, at Gud endnu elsker samme Religion; I derimod meene, at han nu ikke har den meere kiær. Og, efterdi dette er eders Meening, saa forfølge I med Sværd og Ild dem, som af uskyldig Vildfarelse troe, at Gud endnu elsker, hvad han fordum har havt kiært. Hvis I øve Haardhed i Henseende til os, saa øve I end større Haardhed i Henseende til vore Børn, hvilke I opofre til

274

Ilden, efterdi de følge den Lærdom, som Naturens og alle Folkes Love lyder, nemlig: at respectere deres Forældre. I skille eder ved den Fordeel, som eders Religions Principia giver eder over Mahomedaner. Naar de bryste sig af deres Troendes store Mængde, svare I dem, at saadant er erhvervet ved Magt, og at de have fortplantet deres Religion med Sværd. Hvi søge I da at forplante eders ved Baal og Brand. Naar I ville trække os til eder, vise vi eder en Kilde, hvoraf I selv giøre eder en Ære at udflyde. I svare, at eders Religion er vel nye, men at den er Guddommelig, hvilket I bevise, efterdi den er kommen til Væxt ved Hedningernes Forfølgelser og ved eders Martyrer es Blod. Men nu omstunder spille I Diocletianers Rulle, og lader os tage eders igien. Vi besværge eder ikke ved den almægtige Gud, som vi dyrke tilligemed eder, men ved Christum, som I sige at have paataget sig Menniskelig Natur, for at være Eder et Exempel, som I maa efterfølge. Vi formane eder at handle med os, som han selv vilde handle, hvis han endnu var paa Jorden. I ville, at vi skal være Christne, og I ville selv ikke være det. Men, hvis I ville ikke være Christne, saa værer i det ringeste Mennisker. Handle med os i det ringeste ligesom I ingen anden Religion havde end den, som Naturens Lys dicterer. Om Himmelen har beviset eder den Naade at vise eder Sandheds Vey, maa derfor Børn, som saadan Gave have arvet efter deres Forældre, hade dem, som saadan Naade ikke er vederfaren. Dersom I have Sandheds Kundskab, saa skiuler den ikke paa saadan Maade, som I foresætter den. Sandheds Characteer er Triumph over Sind og Hierter, men ikke saadanne Midler, hvoraf I betiene eder, nemlig; at indprænte den ved Vold. Hvis I ville bruge eders Fornuft, da ville I finde, at det er daarligt at myrde os, efterdi vi ikke ville bedrage eder. Hvis eders Christus er Guds Søn, saa haabe vi at han vil belønne os, efterdi vi ikke have villet vanhellige hans Mysteria, og vi troe at den Gud, som vi tilligemed eder dyrke, ikke vil straffe os, efterdi vi opofre vort Liv for en Religion, som han tilforn

275

har givet os, og efterdi vi troe at han endnu giver den. I leve udi en Alder, hvorudi Naturens Lys skinner klarere end nogen Tid tilforn, hvorudi Philosophien har oplyset Sindet, hvorudi eders Evangelii Morale er allerbest forklared, og hvor det Herredomme, som et Menniske bør tilegne sig over et andets Samvittighed, er nøyest efterforsket. Hvis I derfore ikke forlade eders gamle Præjudicia, da maa I tilstaae, at I ere saadanne, paa hvilke ingen Lærdom kand virke. Ulyksalig er den Nation, som overdrager Myndighed til saadanne Personer, som I ere. Hvis I ville tillade os at sige den reene Sandhed, da ansee I os heller som eders egne end som eders Religions Fiender; thi hvis I elskede eders Religion, efterlevede I dens Lærdom. Til Slutning maa vi erindre dette, at, hvis Efterkommere holde for at Europa udi vor Tid har været polered, da vil man citere eder for at vise, at vi have levet i Barbariske Tider, og den Idée som man giør sig af eders Opførsel, vil sværte den Alder, som vi leve udi.cc Saa vit denne Memorial. Intet kand være stærkere skrevet mod Intolerance udi Religion. Autor siger, at den er forfatted af en Jøde. Men den synes ikke at være skreven med en Jødisk Pen. Det er troeligt, at vor berømmelige Skribent af Frygt for hidsige Theologi og Munke har fingeret en Jøde at være Forfatter deraf. Jeg forbliver etc.

EPISTOLA DXXXVIII.

Til **

Den Berømmelse, som jeg udi min Epistel har tillagt en vis Herre, har opvakt hos adskillige stor Curiositet at vide, hvo Manden var. Saa længe som den gode Herre levede, har jeg saadant ingen villet tilkiendegive, saasom den Roes, man giver levende Personer, gemeenligen ansees som Hyklerie for at vinde Herre-Gunst. Nu derimod vil 276
jeg forklare dette tydeligere og sige at Manden døde udi en høy Alder nemlig Anno - - udi sit - Aar. Man kand applicere paa ham det som lægges et Menneske meest til Berømmelse, nemlig dette: at han heller virkeligen var end syntes at være en stor Minister. (Maluit esse qvam videri); thi saasom han var taus og betænksom i Alting, kunde han ikke falde dem saa meget i Øjene, som alleene see Skallen, og ikke leede efter Kiærnen. Og, saasom ikke Leilighed gaves at lade sig see paa den Skueplads, hvor hans Duelighed kunde fremskinne, saa vare hans store Qvaliteter ligesom af en Skye og Taage bedækkede. Af de Straaler, som igiennem Skyen frembrøde, kunde man dog see Prøver paa Redelighed, Stats Kundskab, Bestandighed, en ugemeen Skiønsomhed, og andre Egenskaber, hvorved andre have erhvervet et stort Navn udi Historien. Hvis han havde været i samme Omstændigheder som en Ximenes, som en Oxenstierne, som Fleury, havde hans Navn kundet blive saa stort som deres. Evnen var den samme; men Leiligheden ikke den samme; thi en Pilots Capacitet viises ikke uden i Storm og Uveir. Og hvad andre saa kaldne store Genier angaaer, som ved mange glimrende Bedrifter have giort sig anseelige, da, hvis han havde kundet, havde han dog ikke villet træde i deres Fodspor: thi hans Skiønsomhed og dybe Indsigt udi Sagerne tillod ham ikke paa eengang at tænke meer end paa en Ting, for ikke efter deres Exempel at giøre, hvad som igien maatte omgiøres, og at bygge, hvad som igien skulde nedrives: thi, jo meere man er begavet med den Qvalitet af Skiønsomhed, jo langsommere gaaer man til Verks, og, jo dybere man indseer en Ting, jo fleere Knuder finder man derudi. Endskiøndt han selv kunde give de beste Raad, hørede han dog stedse andres Betænkende, hvorudover hans Decisioner kunde ansees som Axiomata. Han var ikke mindre elsked end frygtet, og derved viisede, at han besad tvende gemeenligen insociable Qvaliteter. Udi hans Oeconomie var Zirlighed uden Overflod, Han var udi sit Huus en myndig Huusbonde, men derhos en retskaffen 277 Fader: faa af hans Gierninger fortrøde ham, saasom han fast intet besluttede eller foretog sig, som kunde foraarsage ham Fortrydelse. Han var udi alle Omstændigheder uforanderlig, og stedse den samme, saa at Modgang og Medgang udi hans Sind ingen Ebbe eller Flod kunde foraarsage. Han havde stedse Retfærdighed for Øjne, og tilskrev det gode, han giorde, alleene en Pligt og Skyldighed: Hvorudover da en vis Mand, som han havde udredet af en Labyrinth, takkede ham derfor, svarede han: tak ikke mig, men tak alleene eders retfærdige Sag. Saaledes var denne Mand danned, der døde og blev begraven uden Sang og Klang og uden at sætte vore Poëter og Panegyrister udi Arbeide, da man dog seer ved enhver gemeen Borgers Død Lovsange udi Hobetal at nedregne. Det er troeligt, at, hvis den salig Herre kunde oplives igien, han vilde være gandske fornøjet med saadan Taushed, thi, saasom han selv ikke hyklede, vilde han ey heller være hykled af andre. Det er ikke saadanne Ting som kommer Blodet til at løbe udi de poetiske Aarer. De Folk saae ikke uden paa de Steder, hvor de kand vente en rig Høst. Men, saasom de intet tabte ved hans Død, saa tabte han ey heller noget ved deres Taushed. De tabte intet, efterdi han ikke belønnede hykkelske Poëter; og han ligesaa lidet, efterdi han ikke trængede til deres Lovsange. Jeg forbliver etc.

Noter

S. 19. Materien, Emnet, Indholdet. - Complimenter, Talemaader, Høflighedsudtryk. - deciderer, træffer Afgørelse, dømmer. - de futuris contingentibus, lat. om fremtidige Hændelser. - historice, lat. historisk. - fast udi 40 Aar. Holbergs tidligste Skrift, Introduction til de europæiske Rigers Historier, udkom 1711, saa Tallet stemmer udmærket, men Holberg anvender det ofte som en rund Betegnelse for et stort Afsnit af sit forgangne Liv.

S. 20. differente, forskellige. - Poëmata, gr., Digte. - fingerede, op- 278 digtede. - vor fornyede Skue-Plads. Efter den pietistiske Chr. VI's Død og Frederik V's Tronbestigelse genaabnedes i 1747 Den danske Skueplads, hvis Virksomhed havde ligget stille siden Københavns Brand 1728. - Peenhed, Ærbarhed, Snerperi. - Prætext, Paaskud. - delicate, sarte. - desrecommendere, disrekommandere, tale nedsættende om. - Terentius, romersk Komediedigter (ca. 190-159 f. Kr.). - Plautus, romersk Komediedigter (ca. 250-184 f. Kr.). - Hoved-Vands Flasker, Flasker med Hovedvand (vellugtende Vand). - Balsam-Bysser, Lugtedaaser. - Axel Thorsens og Skiøn Valborgs Tider. I sine nedsættende Udtalelser om den folkelige Poesi brugte Holberg flere Gange Visen om "Axel Tordson oc Valborrig Immers-Datter" som Eksempel.

S. 22. Tractat... om Pedanter. Muligvis har Holberg tænkt paa J. B. Mencke's latinske Prosasatire over lærde Pedanter, De Charlataneria Eruditorum (Leipzig 1715). - Fora, af lat. forum. - værne Ting, Værneting, Ret, hvor en bestemt Gruppe Personers Sager behandles. - Invectiv, Skældsord. - Pedant. Det er en ældre Betydning af det franske Ord, Holberg her benytter. - Boileau, den franske Klassicismes store Kunstdommer, Digteren Nicolas Boileau-Despréaux (1636-1711). - Erindringer, Advarsler, Formaninger. - C'est un Pedant etc., fr. Det er en [skrap] Skolemester, som man uafbrudt har om Ørene paa sig (Boileau, Satire 4, 118).

S. 23. Liqueur, Væske. - Syllogismer, logiske Slutninger. - Thomas Diaphoirus er den unge Lægepedant i Molières Le Malade imaginaire (1673). - Dissertationer, videnskabelige Afhandlinger. - skiemte med, gøre Nar af.

S. 24. Billighed, Rimelighed. - sorte ... røde Pedanter. Farverne efter Militærets (Landmilitærets) røde Frakker og den lærde Stands sorte Dragt. - vicarius, lat. Stedfortræder. - Autores Classici, lat. klassiske Forfattere, Klassikere. - Characterer, Typer. - Cicero, romersk Statsmand, Taler og Forfatter (106-43 f. Kr.).- Seneca, romersk Filosof og Statsmand (d. 65 e. Kr.). - galante Sentimens, kavalermæssige Ideer, Forestillinger. - en Scholastisk Act, en højtidelig Handling i Skolen eller paa Universitetet. Det er sandsynligvis især Disputatshandlingerne, Holberg tænker paa. - Aristophanes, græsk Komediedigter (ca. 448-ca. 380 f. Kr.). Der hentydes til hans Komedie "Skyerne", Vers 156-64.

S. 25. Grimacer, Fiksfakserier, Narrestreger. - An augur etc. "Mon en Augur [Spaadomspræst hos Romerne] kan bare sig for Latter, naar han ser en Augur". Frit efter Cicero De divinatione 2,24,51 eller De natura deorum 1,26,71. Ordene er lagt i Munden paa Cato d. Æ. - poussere, drive. - Qvaliteter, Egen- 279 skaber. - Envoyé, fr. Udsending, Gesandt. - Plenipotentiarius, en med uindskrænket Fuldmagt udstyret diplomatisk Udsending. - robe, fr. Embedskappe. - Betientere udi Collegier, Ministerialembedsmænd. - et femte Monarchie. Paa Holbergs Tid inddeltes Verdenshistorien i fire Perioder: det assyriske, persiske, græske og romerske Monarki.

S. 26. Subtiliteter, Spidsfindigheder. - examinere, undersøge. - Hercules, Romernes Navn for den græske Sagnhelt Herakles, berømt for sine vældige Bedrifter og Kraftpræstationer. - Point d'Honneur, fr. Æresfølelse. - Politesse, fr. Høflighed. - Poëten, Boileau i Satire 9, 166: "Det er med Høflighed at støde Dolken ind."

S. 27. Respondenter, disse bistod den disputerende (Præses) ved Forsvaret. - Mars, den romerske Krigsgud. - Apollo, lat. (gr. Apollon), Gud for Kunst og Videnskab. - Flint, Flintbøsse, Flintlaasgevær. - Cadance, Marchtempo. - Scholarer, Elever. - Rechts herstellt euchJ ty. Stil jer (igen) til højre.

S. 28. vocal Musiqve, Sang. - Cardinal Fleury (1653-1743), fra 1726 Ludvig XV's Førsteminister. - Satirer. Under Fleurys Sygdom og efter'hans Død udsendtes Spotteviser og Epigrammer om ham.

S. 29. finere, snedigere. - Richelieu, Kardinal Richelieu (1585-1642), Ludvig XIII's Førsteminister 1624-42. - Mazarin, Kardinal Mazarin (1602-61), Richelieus Efterfølger, fra 1643 Ludvig XIV's Førsteminister. - Credit, Anseelse. - Duplicitet, Dobbelthed. - for den Tiid, før den Tid. - den store Krig, den østrigske Arvefølgekrig (1740-48). - occuperet, optaget, beskæftiget. - Potentater, Magthavere. - Estime, fr. Agtelse. - Reputation, almindelig Agtelse.

S. 30. prævaleret, haft Overvægt. - artigt, vittigt. - Fontenelle, fransk Forfatter (1657-1757). - medicus, lat. Læge. - Dosin, af Dosis. - Abbé St. Pierres Elixir. Franskmanden Abbed Saint-Pierre fremsatte 1713-15 et storstilet Forslag om en europæisk Fredsalliance. Se ndf. Ep. 150. - Seculum, lat. Aarhundrcde, Tidsalder. - Cromvel, Oliver Cromwell (1599-1658), engelsk Statsmand. - Uhlfeld, Corfitz Ulfeldt (1609-64), dansk Statsmand, Rigshovmester 1643-51. - Griffenfeld, Peder Schumacher (1635-1699), dansk Statsmand, Storkansler 1674. - Oxenstierne, Axel Oxenstierna (15S1-1654), svensk Statsmand, Rigskansler 1612. - de Witt, Johan de Witt (1625-1672), hollandsk Statsmand. - rart, sjældent.

S. 31. ugemeen, usædvanlig. - Affection, Hengivenhed. - Store-Viziers, Storvesir (er), tyrkisk Førsteminister og Sultanens Stedfortræder. - Maire du palais, det franske Riges første Embedsmand under Merovingerne; Titlen forsvandt 751. - Connetable, f r. Rigets øverste Hærleder (= Marsk). - High Stuart, High 280 Steward, Drost. - Drost, Rigs-Hofmester, Store-Cantzler har i Danmark afløst hinanden som Titel paa Landets Førsteminister. - den Italienske Prælat. Mazarin var italiensk født. - Begreb, Forstaaelse, Indsigt.

S. 32. defilerede, veg til Siden. - Laischons etc., fr. "Lad dem snakke, naar de blot lader os handle". Stavemaaden eftergør en italienskpræget Udtale af Fransk. - tage Svøftet ind, tage Reb i Sejlene. - Veyrglas, Barometer. - duc, fr. Hertug. - Je ferai tant de Ducas [ital. for fr. Ducs], "Jeg skal gøre saa mange til Hertug, at det skal være en Skam baade at være det og ikke være det."

S. 33. Judicium, Dom, Bedømmelse. - det 84. Stykke, det skal være Moralske Tanker, Libr. II, Epigr. 85; se Bind X, S. 175 ff. Revelationen, Aabenbaringen. - subordiner et, underordnet. - Mæhriske Brødre, Hussitterne. - Naturalister, Rationalister; Deister (tror paa en Gud, der har skabt Verden, men ikke senere griber ind i Tingenes Gang). - Extremiteter, Yderligheder, Overdrivelser.

S. 34. distingverede, udmærkede. - Creature, Skabninger. - Autor, den engelske Filosof John Locke (1632-1704), hvis Essay concerning Human Understanding (1690) Holberg aabenbart har læst i den franske Oversættelse (af Pierre Coste), Essai philosophique concernant l'entendement humain, som udkom 1. Gang 1700. - l'entendement, fr. Forstand, Opfattelsesevne. - Merite, f r. Fortjeneste. - Bayle, den franske Filosof Pierre Bayle (1647-1706).

S. 35. succederet, haft Fremgang, Held. - andre falske, i Betydn. "andre, falske". - en Engelsk Skribent, Forfatteren til det nævnte Skrift, der udkom i London 1742, er ukendt. - humiliere, ydmyge, nedværdige. - Devotion, Fromhed. S. 36. Ignoranter, uvidende Personer. - Catechisationen, Undervisningen (i Religion). - Exordium, lat. Indledning (til en Tale, Prædiken). - Raisons, fr. Grunde. - Brutalitet, Dyriskhed. - Assessor es, af lat. assessor, Bisidder, Medhjælper.

S. 37. admirere, beundre. - besværge sig, besvære sig. - Expostulation, Besværing, Bebrejdelse. - Jurisdiction, Domsmyndighed. - Acatalepsie eller Pyrrhonismus, konsekvent Benægtelse af Muligheden for at erkende noget med Sikkerhed. - notiones communes, lat. almindelige Forestillinger. - subsistere, bestaa. S. 38. incompatible, fr. uforligelige, uforenelige. - incurrere, bliver Genstand for. - de Evangeliske, Lutheranerne. - Transsubstantiationen, i den katolske Lære Troen paa Nadverbrødets og -vinens Forvandling til Kristi Legeme og Blod. - Rapport, Forbindelse. S. 39. non plus ultra, lat. ikke herudover. - distinct, forskelligt, sær- 281 skilt. - For o, af lat. forum. - exciperet, undtaget. - Mandevilles Skrift, Bernard de Mandeville (1670-1733), engelsk Læge og Forfatter (født i Holland). Udgav 1714 "The Fable of the Bees, or Private Vices Public Benefits", hvis Tesis er, at et Samfund ikke kan trives uden Laster.

S. 40. Mercurium, af lat. Mercurius, Jupiters Sendebud. - legere, skænke som Legat; testamentere.

S. 41. Liggendefæe, Gods; Skatte, Kostbarheder. - Kage, Skampæle. - Essener, jødisk Sekt eller Munkeorden i Aarhundrederne o. Kristi Fødsel. - Gymnosophister (:>: "nøgne Vise"), indiske, asketiske Filosoffer i Oldtiden. - Væstand, sørgelig Tilstand. - fortificeret, befæstet. - Vandheld, Vansir.

S. 42. in staiu qvo, lat. i den hidtidige Tilstand. - statuere, fastslaa, paastaa. - Lacedæmoniske, spartanske Q>: fra Sparta).

S. 43. Tønder, letfængeligt Stof. - item, lat. endvidere. - Materie, Anledning, Lejlighed.

S. 44. de meo et tuo, lat. om mit og dit.

S. 45. Occupationer, Beskæftigelser. - excoleres, dyrkes. - Catechisation, Undervisning.

S. 46. incommoderer, besværer. - Delicatesse, Ømfindtlighed. - Eftertale, Kritik. - Madame des Houlieres, den franske Digterinde Antoinette Deshoulières (1638-94). - Vous ne prouvez etc., fr. "I - Vildfarelserne - beviser kun altfor godt, at naar man leder efter Erkendelse, lærer man ofte blot at tvivle". - fremdrager, henlever, tilbringer. - Affliction, Nedtrykthed, Bedrøvelse.

S. 47. Cavalierement, fr. overlegent, flot. - udi nogle af mine Skrifter, saaledes i Moralske Tanker, Libr. II. Epigr. 85; Bind X, S. 175 ff. - souteneres, hævdes. - mm Gaard. Holberg var blevet Ejer af Herregaardene Brorup og Tersløsegaard i henholdsvis 1740 og 1745. - Græs-Mølle, lille Vandmølle, som kun maler om Vinteren (derfor ogsaa kaldt Vintermølle). Til Brorup hørte to Vandmoller, til Tersløse derimod en Vejrmølle.

S. 48. Stieborder. Et Stigbord er en Træ- eller Jernlem, som ved Nedsænkning lukker for Vandets Gennemstrømning i en Aa, Grøft o. lign. - den 3die Maji førte man (indtil Reformationen) Kors over Agrene for at velsigne Afgrøden.

S. 49. decidere, træffe Afgørelse. - Academisk Programma, Universitetets Indbydelsesskrift til Magister- og Doktorpromotioner. - Apollo, lat. (gr. Apollon) Gud for Kunst og Videnskab. - et høyt Bierg, Parnassos, de ni Musers Opholdssted. - 9 Jomfruer, de ni Muser, hvis Fører Apollon var. - Herr Povels... Søn, Præstens Søn; Præsterne betegnedes med Hr. og Fornavn. - Leyermaal, Samleje uden for Ægteskabet. Straffedes f. Eks. med aabenbar Skrifte(maaX) - Bekendelse i Kordøren eller for Alteret i Menighedens Nærværelse - og Bøder.

282

S. 50. sociable, fr. selskabelig, omgængelig. - misanthrope, fr. menneskesky. - incommoderer, besværer, generer. - Fairfax, Hundenavnet Fairfax efter den engelske General Lord Thomas Fairfax (1612-71). - Skabningen, Skikkelsen, Udseendet. - Creaturer, Skabninger. - Cartesius, latiniseret Navn paa den franske Filosof René Descartes (1596-1650). - om Dyrenes Mechanismo, Descartes hævdede i Principia Philosophia (1644), at Dyrene ikke havde nogen Sjæl, men var blotte Maskiner.

S. 51. Prætipier, Afgrunde. - Schyllæ og Charybdes, gr. Skylla og Charybdis, i den græske mytologi to for de Søfarende meget farlige Uhyrer paa hver sin Side af et smalt Farvand (Messinastrædet). - Leibnitz, den tyske Filosof Gottfried Wilhelm Leibnitz (1646-1716). - efter Anseelse, tilsyneladende, sandsynligvis. - Aristoteles, græsk Filosof (384-322 f. Kr.). - for Cartesii Tid, før Cartesius' Tid. - statueret, paastaaet. - anima sensitiva lat. fornemmende Sjæl. Ifølge Aristoteles besad Planten, Dyret og Mennesket hver sin Form for Liv og Sjæl. Dyresjælen var bl. a. "fornemmende". - Medium, Mellemting.

S 52. differente, forskellige. - confunderes, sammenblandes, forveksles. - Epicuræer, Tilhænger af den græske Filosof Epikurs (341-270 f. Kr.) forfinede Nydelseslære, der indebar et atomistisk Grundsyn. - differentia specifica, lat. særlig Forskel.

S. 53. Svaghed, Sygdom. - item, lat. endvidere, fremdeles. - Castorer, af lat. castor, Bæver.

S. 54. bøde for sig, beskytte sig. - den Scholastiske ... Lærdom, den paa den aristoteliske Filosofi grundede Lærdom. - Influence, fr. Indflydelse, Paavirkning.

S. 55. Causalitas Occasionalis, lat. Anledningskausalitet. Det var Descartes' Elever, Okkasionalisterne, som lærte, at f. Eks. vor Vilje er Anledning (occasio) for Gud til at bevæge vor Arm. - Harmonia Præstabilita, lat. den oprindelige Harmoni. I Kraft af denne, som Gud har etableret i den skabte Verden, er der Harmoni mellem Sjælens og Legemets Rige. - fatal, skæbnebestemt (uundgaaelig). - subsistere, bestaar, eksisterer. - subtile, lette, luftige. - Generation, Frembringelse, Avling.

S. 56. subtil Hierne, skarpsindig. - den Saducæiske Sect. Holberg husker fejl; det jødiske Trossamfund Saddukæerne mente, at Sjælen døde med Legemet og forkastede Troen paa Opstandelse. - et lidet Been. I Bayles Dictionnaire (Art. Barcochebas, Note K) citeres et Skrift af den portugisiske Jøde, Rabbineren Manasses ben Israel (1604-57), hvor der fortælles om en Rabbiners Diskussion med Kejser Hadrian, som spørger, hvoraf Gud vil genskabe Mennesket. Rabbineren svarer: Af Luz, det lille Ben i Rygraden, og han viser Kejseren, at dette hverken paavirkes af Ild, Vand eller Slag af en Hammer. - Adrianum,

283

af lat. Hadrianus, romersk Kejser 117-138. - David. Bayles Citat, der sandsynligvis er Holbergs Kilde, ender med Manasses' Henvisning til Ordene i Davids Salme 34.21. - Judicia, lat. Meninger, Domme.

S. 57. Assessor, Meddommer, Medlem af en "kollegial" Ret (en af flere Dommere bestaaende Ret). - de Rette, hvor Dom strax skal afsiges. Foruden i Tamperretten (Domstolen for Ægteskabssager) skulle Dommerne i Højesteret straks efter Proceduren paabegynde Voteringen (Afstemningen). - acqvitere sig, skille sig ved deres Opgave, opfylde deres Pligt. - referere sig til, henholde sig til. - Landsdommere ... Herredsfoged. Ved Landsretterne optoges Sagen til Dom. Da Underretterne - f. Eks. Herredstingene - ved de fleste Sager beklædtes af een Dommer, bestemte denne selv Tidspunkt for Domsafsigelse.

S. 58. confundere, sammenblander, forveksler. - Catechisation, Undervisning i Samtaleform (især i Religion).

S. 59. Præcepta, lat. Forskrifter. - Mysteria og Hemmeligheder. Der tænkes paa den treenige Gud, Kristi Forløsergerning m. m. - helst, især.

S. 60. distingveret, adskilt, udmærket. - Creature, Skabninger. - In- stance, Indvending. - Præcautioner, Forsigtigheds-, Forholdsregler. - examinere, undersøge.

S. 61. Væstand, sørgelige Tilstand. - sig ... bemænger, befatter sig med, blander sig i. - Revelation, Aabenbaring. - fineste, mest snedige. - Jesuit, Medlem af den katolske Munkeorden Jesuitterordenen, hvis Undervisning var berømt for en fremragende Pædagogik. - Transubstantiationen, i den katolske Lære Troen paa Nadverbrodets og -vinens Forvandling til Kristi Legeme og Blod.

S. 62. udi andres Hænder, Kalvinisternes, som med deres Prædestinationslære tror, at Gud har udvalgt nogle til Frelse, andre til evig Fortabelse. - Raisons, fr. Fornuft-, Bevisgrunde. - holder han stift, er han standhaftig, giver han ikke efter. - Svitzer-Land, Schweiz, Kalvinismens Hjemsted. - Catecheta, Kateket, Lærer, især i Religion. - Jurisdiction, Domsret, Domsmyndighed. - Billighed, Rimelighed, sund Fornuft.

S. 63. Assessor, Meddommer, Medlem af en "kollegial" Ret (en af flere Dommere bestaaende Ret). - udi et Inqvisitions-Collegio, i en Forsamling af Inkvisitionsdommere. Den katolske Kirkes Inkvisition havde til Opgave at opspore og udrydde Kættere. - Qvæstio, lat. Spørgsmaal. - Resp., Forkortelse af lat. responsio, Svar.

S. 65. et enkelt Brev kaldes i Forordningen om Brevtakster af 31. Dec. 1734 et Brev paa 1/4, 1/2 eller 1/1 Ark. - besværge, besvære. - Capricer, Luner, Nykker.

284

S. 66. Vernis, Fernis. - Lacedæmonier, Spartanere. - Hiloter, Heloter, Slaver i Livegenskab under Sparta. - Nullum etc. lat. Intet Erhverv er mere agtet end Agerdyrkning. Frit efter Cicero: De officiis, I, 42, 151. - en gammel Romer. Holberg mener Cato, som anført i hans Tamerlans Biografi i Helte-Historier (Liebenbergs Udg. I, 23-24), men der er Tale om en Erindringsforskydning under Benyttelsen af Cicero-citatet, der ender med en Henvisning til et andet Cicero-Skrift, Cato major seu De senectute. - Ceres, den romerske Gudinde for Kornavl, Landbrug. - Hiero 2 ... Mago ... Cato ... Varro ... Columella, en Række antikke Landbrugsteor etiker e, som Holberg sandsynligvis har kendt fra en af de talrige Udgaver af Auctores latini rei rusticæ. - Hieron, Konge i Syrakus 270-15 f. Kr. - Mago, Organisator af Karthagos Lejetroppehær (o. 500 f. Kr.). - Cato, den ældre Cato (d. 149 f. Kr.), romersk Konsul 195. - Materie, Emne. - Varro, Marcus Terentius Varro, romersk Forfatter (116-27 f. Kr.). - Columella, romersk Forfatter (født i Spanien, 1. Aarh. e. Kr.). - en Romersk Raadsherre, Senator Quintus Axius, der taler til Auguren Appius Claudius om dennes Landgaard (Varro: De re rustica 3,2). - Det Klagemaal, som Columella fører, i de første Linjer i Indledningen til De re rustica.

S. 67. Betænkning, Udtalelse. - grundigere, mere velbegrundet, forstandig. - af Erfarenhed. Holberg tog selv kyndigt Del i Driften af sine Godser Brorup og Tersløsegaard (erhvervet henholdsvis 1740 og 1745). - udi en Tiid af 30 Aar. Som honoreret Professor siden Dec. 1717 modtog Holberg Hovedparten af sin Løn i Indtægter fra et Antal af Universitetets Fæstegaarde, som han selv maatte forvalte. - Anstalt, Foranstaltning. - af Romerske Skribentere omtales, nemlig af Aulus Gellius (2. Aarh. e. Kr.), hos hvem hele Stedet lyder: "Hvis nogen havde ladet sin Mark gro til eller passet den skødesløst, eller hverken pløjet eler renset den, eller hvis nogen havde forsømt sine Træer eller sit Vinbjerg, saa forblev det ikke ustraffet, men behandledes af Censorerne, som kunde idømme (den Skyldige) Skattebøde." (Gellius 4,12). Holberg forkorter G.s Referat og sætter Tidsbøjningen efter Lovstilen: Hvis nogen lader ... bliver han. - ziire, pynte, udsmykke. - gemeene, almindelige.

S. 68. at flye, at udbedre, istandsætte. - mit eget Gods, Brorup. - imaginere sig, forestille sig. - Transcendentalske, oversanselige.

- med en hvid Kiep gaaer, stikker af.

S. 69. Inventioner, Paafund. - Jorde-Bog, Fortegnelse over de til en Gaard hørende Ejendomme med disses Indtægter, Afgifter m. v.

- en stor Høytidelighed, utvivlsomt Hyldingen d. 18. Okt. 1660, omtalt i Holbergs Dannemarks Riges Historie (Levins 285 Udg. III, 315). - fremmen paa, fortil. - Cicero, i Talen Pro Sex. Roscio Amerino 27,75. - med Horatio, Horats, Satirer 2,6,60 ff. Holberg springer et Vers over, som ikke stemte med hans aktive Sindelag: "O, Land! hvornaar skal jeg faa dig at se? Hvornaar skal jeg faa Lov til [snart af de Gamles Skrifter, snart ved at sove eller drive Timerne hen] at indsuge sød Glemsel for Livets Bekymringer?"

S. 70. Rupto robore etc., lat. "Opstaaede af brudte Egestammer eller formede af Ler havde [de første Mennesker] ingen Forældre". Citat fra den romerske Digter Juvenal, 6,12-13 (ca. 60-ca. 140). Vang-Leder, Vangeled, Led der lukker for en Vang (indhegnet Mark). - Homerus, den store oldgræske Digter, som tilskrives de to Helteepos "Iliaden" og "Odysseen" (o. 700 f. Kr.). - Achillis, af lat. Achilles, græsk Sagnhelt og en af Hovedpersonerne i "Iliaden". - Boelig [Hytten som Myrmidonerne havde bygget for deres Konge] efter at have afhugget Fyrregrene, og ovenover lagde de et Tag, efter at have af mejet laadne Rør paa Engen (Iliaden 24, 450-51). Vitruvius, romersk Arkitekturskribent fra 1. Aarh. e. Kr. - vidner i De architectura 2, 1,5. - Capitolium, Roms Hovedborg med Templet for den øverste Gud Jupiter. - Romulus, Roms sagnagtige Grundlægger.

S. 71. ziirede, prydede. - Efesus, jonisk Handelsby paa Lilleasiens Vestkyst. - Callimachus, den græske Billedhugger Kallimachos (5. Aarh. f. Kr.) fik sit Tilnavn (den kunstfulde eller kunstlede) paa Grund af sin vidtdrevne Omhu for Detaljens Udførelse.

S. 72. Den Gothiske Bygnings-Maade. Med den gamle gotiske Byggemaade menes den romanske Stil. - trofast, solid, holdbar. - Seculum, lat. Aarhundrede. - for det 16de, for det 16de. - helst, især. - publiqve, fr. offentlige.

S. 73. Devotion, Fromhed. - fast, næsten, omtrent.

S. 74. den ... Ephesinske Lov. Efter Vitruvius, Fortalen til 10. Bog: I Efesos maatte den Arkitekt, der paatog sig et Arbejde for det offentlige, give et Overslag og sætte alt hvad han ejede i Pant hos Øvrigheden. Hvis Beregningen holdt, hædredes han offentligt; Overskridelser indtil en Fjerdedel betaltes af Staten, Resten blev taget af de pantsatte Ejendele. - Forsvars-Skrift.. for Æslet. Agrippa von Nettesheim (1486-1535) har i De incertitudine et vanitate scientiarum atque artium, 1531, en Lovtale over Æslet (Kap. 102), som Holberg her hentyder til.- Ovaliteter, Egenskaber. - Capacitet, Dygtighed. - 6000 Aar. Efter den traditionelle Datering af Verdens Skabelse. - Jerusalems Skomager, Ahasverus, Den evige Jøde, der ifølge Legenden slog Kristus paa Vej til Korsfæstelsen, og derfor til Straf 286 maatte vandre fredlos om uden nogensinde at kunne dø. - de 7 Græske Viise var Thales, Bias, Pittakos, Kleobulos, Cheilon, Solon og Periander, alle Lovgivere i Grækenland i 6. Aarh. f. Kr.

S. 75. Medisance, fr. Bagtalelse. - seculum, lat. Aarhundrede. - venerable, ærværdige. - Gammel Erik som Navn paa Fanden findes ogsaa i dansk Folketradition. - examinere, undersøge. - hurtig, dygtig, kløgtig. - Credit, Anseelse. - stipulerede, fastsatte.

S. 76. Doctor Fausti. .Historie. I Folkebogen "Historia om D. Johan Fausto den widtberyctede Troldkarl" (1588 og mange senere Optryk) fortaltes om den tyske Mirakelmager Faust, der forskrev sig til Fanden. - pro labore, lat. for Arbejdet, Besværet.- prænumerere, tegne sig som Køber paa Forhaand (mens Bogen er under Forberedelse). - præstanda, lat. det, som skal ydes.

S. 77. med Orthodoxis, gr. sammen med de rettroende. - Klik, Plet. - Gewaldiger, den nedertyske Form til højtysk Gewaltiger, militær Skarpretter, Profos. - honnorabelt, hæderfuldt, hæderligt. - Minos og Radamanthus (Rhadamanthys) var efter græsk Mytologi Dommere i Underverdenen (Plutons Rige).

S. 78. paa hvis Gierninger ingen Farve kand settes, som ikke kan besmykkes. - den .. upartiske .. Gotfried Arnold. Adjektivet er særdeles ironisk ment. Holberg syntes, at den protestantiske tyske Kirkehistoriker G. A. (1666-1714), der var forarget over de ortodokse Kirkehistoriers uretfærdige Omtale af Kættere, var gaaet til den modsatte Yderlighed i sin "Unpartheyische Kirchen- und Ketzerhistorie" (1699-1700). - Rhetorica, lat. Talekunst, Veltalenhed. - retorqvere, give tilbage. - føle paa deres egne Pander efter den bedragne Ægtemands - Hanrejens - "Horn". - prostituere sig, gør sig til Nar. - citeret, stævnet. - Tamperretten, Domstolen for Ægteskabssager. - Krebs-Øyen, Krebseøjne anvendtes som Lægemiddel. - Laxeer-Piller, Afføringspiller. - Reputation, Ry, Berommelse. - Zeno Eleates, den græske Filosof Zenon (ca. 490-430 f. Kr.) af den eleatiske Skole (Navn efter den oldgræske By Elea i Syditalien).

S. 79. Erasmus Montanus, se Komedien i Bind VI, S. 182 ff. - Hr. Niels. Navnet paa Stedets Præst angives ikke i "Erasmus Montanus", men i andre Tilfælde benævner Holberg en Præst Hr. Niels (Hexerie eller Blind Allarm, Abracadabra, Peder Paars). - Pavelige Collegium. O. 1710 fandtes i Kobenhavn et lystigt Selskab, hvis Medlemmer udnævnte hinanden til Pave og Kardinaler. - Stervboed, Dødsbo. - udi min Dannemarks Beskrivelse, se nærværende Udgave, Bind I, S. 33. - Extremiteter, Yderligheder, Overdrivelser. - Afridsningen, Beskrivelsen.

287

Billedet. - som ikke er kiendelig fra den forrige, hvori den forrige ikke kan genkendes. - Exces, Overmaal, Overdrivelse. - Indolence, Magelighed, Ladhed.

S. 80. fasf, næsten. - fornemmeligen, i særlig Grad, først og fremmest. - Spectatores, lat. Tilskuere, efter Englænderne Addison og Steele's Tidsskrift The Spectator (1711-12 og 1714), som efterlignedes i en Række Lande. - den sidste store Comete, der var den største i det 18. Aarh., viste sig i Vinteren 1745-44 og omtaltes i de danske Aviser for Januar og Februar 1744.

S. 81. item, lat. endvidere. - Verte subitò, lat. omkring! forsvind] - Symbolum, lat. Devise, Valgsprog. - semper eadem, lat. altid den samme. - probat, bevisligt. - Trembleys Memoires. Naturhistorikeren Abraham Trembley (1700-1784), f. i Genève, opdagede under Ophold i Haag Sommeren 1740 det nævnte Fænomen og gjorde senere Rede for det i sit Skrift Memoires pour servir à l'histoire d'un genre de polypes d'eau douce, à bras en forme de cornes (Paris 1744). - Autor, Forfatteren.

S. 82. Decouverte, fr. Opdagelse. - in Infinitum, lat. i det uendelige. - Creaturer, Skabninger. - Unitet, Enhed. - Ravn, Rogn.

S. 83. Semina, af lat. semen, Sædekorn, Frø. - Solution, Losning. - formere, danne, opstille. - Jeg haver viset etc., i Epistel 42. - eleptiske, elliptiske, af Form som en Ellipse. - Vorticibus, af lat. Vortex (Vertex), Hvirvel. - en Orm .. ., som ... kaldes Solitarius, vel efter fransk ver solitaire, Bændelorm (tænia solium). - Vallisinicri, Antonio Vallisneri (1661-1730), italiensk Naturforsker og Læge, udgav Padua 1710 et Skrift om Bændelormen. - seculum, lat. Aarhundrede.

S. 84. skiemme sig, skamme sig. - malus Christianus etc., lat. en daarlig Kristen kan være en god Teolog. - Axioma, gr. selvindlysende (Grund)sætning. - qvod tibi etc., lat. Hvad du ikke vil der skal gøres mod dig, skal du heller ikke gøre mod andre. Se Epistel 36, Art. 6. - syncretist, en der forsøger at mægle mellem stridende Parter, soger at forlige Konfessionerne. - Communion, Fællesskab. - communiccrer, modtager Nadverens Sakramente, gaar til Alters. - Arius, alexandrinsk Teolog (d. 336), der udbredte den Lære om Treenigheden, at Sønnen kun var en Skabning, og at der følgelig maatte have været en Tid, hvor han ikke har været til. - den Alexandrinske Biskop, Alexander, Biskop i Alexandria (d. 328); kendt som den første, der optraadte kraftigt mod Arianismen.

S. 85. Holger Rosenkrands (1574-1642), Godsejer, Rigsraad 1616-27. Berømt som en originalt tænkende Teolog, der søgte bag Dogmerne og fremhævede Fromhedens og det varme Troslivs Betydning. - Johan Paul Resen, dvs. Hans Poulsen Resen (15611638), Professor ved Universitetet 1591-1638 og Tidens førende 288 Teolog. Biskop over Sjællands Stift 1615-38. - actionerede, sat under Aktion, sagsøgt. - Expressioner, Udtryk. - Georgius Dibvadius, latiniseret Navn paa Jørgen Dybvad (død 1612), Professor i Teologi 1575-1607. - Calvinus, Jean Calvin (1509-64), schweizisk Reformator. - Luthero, af lat. Lutherus, Martin Luther. - Conradus Aslacus, lat. Kurt Aslaksen (15641624), f. i Bergen; Professor i Teologi ved Københavns Universitet 1607, dets Rektor 1614-15 og 1620-21. - den Ausburgiske Bekiendelse, den evangelisk-lutherske Trosbekendelse (forfattet af Melanchthon 1530), den danske Kirkes Bekendelsesskrift siden Reformationens Indførelse. - Inqvisitionen, Domstolen, der (i de katolske Lande) havde til Opgave at opspore og straffe Kættere. - Conformitet, Overensstemmelse.

S. 86. Melanchton, Philipp Melanchthon (1497-1560), tysk Humanist og Reformator; Luthers Medarbejder. - Grotius, Hugo Grotius (1583-1645), hollandsk Retslærd. - Clericus, Johannes Clericus (Jean Leclerc; 1657-1736), Teolog og lærd schweizisk Protestant, Professor i Amsterdam. - Duræus, John Durie (15961680), skotsk Teolog, der utrættelig rejste rundt (i Danmark 1639) i det forfængelige Haab at forene Lutheranere og Kalvinister. - Erindringer, kritiske Bemærkninger, Advarsler. - zirer, pryder. - Societet, Samfund. - curieuse, interessante, kontroversielle. - Cananiterne, Kananæerne, hvis Land Israeliterne erobrede. - Hanibal. "Hannibal ad portas", Hannibal staar foran (Roms) Porte, et bevinget Udtryk, som stammer fra Cicero. - Deismus, se Note til Ep. 210. - hvorudover, af hvilken Grund.

S. 87. Beneficier, (offentlige) Bestillinger, Embeder, se Ep. 93. - billige, rimelige, fuldt berettigede. - Niels Klims underjordiske Reyse, se Bind IX. - item, lat. endvidere. - admirere, beundre. - Stipendier, Embedslønninger. - Examen, Undersøgelse. - tredie Gang. 2. Udgave kom 1745, 3. Udgave 1754 og 4. Udgave 1766.

S. 88. Hurtighed, Dygtighed. - approbered, billiget, godkendt. - Æmulation, lat. Kappelyst. - distingvere sig, udmærke sig.

S. 89. Societeter, Samfund.

S. 90. Approbation, Billigelse, Godkendelse. - bemænger mig med, befatter mig med. - befatter, sammenfatter. - in Literis, lat. i Litteraturen, Videnskaberne. - Hvorudover, af hvilken Grund. - Tiltale [2: Bebrejdelse] af en Præst, nemlig Provst Christen Nielsen Weinwich i Voss, ost for Bergen, hos hvem Holberg 1703 var Huslærer og Hjælpepræst. Holberg blev forst teologisk Kandidat 1704, men en Forordning af 1697 gav enhver Student Tilladelse til at prædike i Landsby kirkerne.

S. 91. endda, endnu. - Lacedæmonier, Spartanere. - den Macedoniske

289

Konge, Filip. Fra Plutark, Apophtegmata Laconica (235 A-B).- Dionysius den Yngre, Tyran i Syrakus 367-57 og 346-43 f. Kr. Blev fordrevet og endte som landflygtig i Korinth. - Mester Geert Westphaler, se Bind III! - laconisere, taler kort og fyndigt. - Erindring, Advarsel.

S. 92. besværget, besværet. - Hipparchia. Ved at læse en Artikel i Bayles Dictionnaire om "Hipparchia", en fornem græsk Pige, som ægtede Krates, er Holberg kommet i Tanker om Marie Grubbe, hvis Navn han ikke nævner. - Cyniske... Crates. Krates fra Theben levede i 4. Aarh. f. Kr.; tilhørte den græske kulturfjendtlige Filosof skole Kynikerne, der prædikede Uafhængighed af alle Fornødenheder og menneskelige Forhold. - præfererede, foretrak.

S. 93. en Høy-Adelig Dame, Marie Grubbe (o. 1643-1718), Datter af Erik Grubbe til Tjele. - første Ægtefælle, Ulrik Frederik Gyldenløve, Frederik IIFs uægte Søn, Statholder i Norge fra 1664. Ægteskabet varede 1660-70. - galanteste, flotteste, eleganteste. - et nyt Ægteskab 1673-91 med Palle Dyre til Sandviggaard. - med en gemeen [almindelig] Matrods, med Søren Sørensen Møller, tidligere Ladefoged paa Tjele, fra 1706 Færgemand ved Grønsunds Færgested paa Falster. - var i hendes Huus i 1711 eller 1712, da en Mængde Mennesker forlod København paa Grund af Pesten. 1711 var Maries Mand blevet arresteret for Vaadedrab paa en Skipper, og senere idømtes han tre Aars Strafarbejde paa Bremerholmen. - Tønder, letfængeligt Stof. - bestillet, beskaffent.

S. 94. gravere, plager, piner. - Gylden-Vand, Alkohol med Bladguld. - Sek, Sekt, sød Vin, især af soltørrede Druer. - Luttendrank, Vin tilsat Sukker og Krydderier. - finge, fik. - Liqveurs, fr. (alkoholiske) Væsker. - Aspectus, lat. Syn. - Usus, lat. Brug, Anvendelse. - Levantske, levantinske, fra Landene omkring det østlige Middelhav. - Seculum, lat. Aarhundrede.

S. 95. stimede, flokkedes. - forsove, forsømme ved at sove. - Simon Pauli, den tyskfødte Simon Paulli (1603-80), fra 1639 Professor i Medicin ved Københavns Universitet, udgav 1665 Commentarius de abusu tabaci Americanorum veteri et herbæ Thee Asiaticorum in Europa novo. 1681 kom 2. Udg. - Olearius, Latinisering af Oehlschlaeger. Adam O. (1603-1671) udgav 1647 en Beskrivelse af sine Rejser med Hertug Frederik af Holsten-Gottorp. Senere udgav han ogsaa den Rejsebeskrivelse, hans Ven og Ledsager Johann Albrecht Mandelslo (1616-1644) havde skrevet. - Dissertation, videnskabelig Afhandling, Disputats. - de tribus etc., lat. om de tre Bedragere. Muligvis tænkes der paa et Skrift fra 1731 af Tyskeren Georg Detharding (1671-1747), fra 1732 Professor i Medicin ved Københavns

290

Universitet. - Prieur, fr. Prior, Klosterforstander. - Catherinc de Medici (1519-89), fransk Dronning, gift med Henrik II. - Jean Nicot (1530-ca. 1600), fransk Diplomat. Under Frans II Ambassadør i Portugal, hvorfra han indførte Tobaksplanten til Frankrig. - Herbe, fr. Urt. - la Reine, fr. Dronningen. - Schak Abas Historie i Holbergs Helte-Historier, 1739 (Liebenbergs Udg. 1864, I, S. 300). - artige, morsomme, listige. - Middel... for at vende sine Undersaatter derfra. Kongen lod sine Gæsters Piber fylde med Hestegodning i Stedet for Tobak. - Jacob I (1566-1625). Hans Afhandling havde Titlen A counterblast to tobacco. - Urbanus 8 var Pave 1623Ht4. Hans Bulle (pavelig Forordning) udstedtes 1624, gentoges 1690 og ophævedes 1724. - excommuniceres, udelukkes fra den katolske Kirke.

S. 96. Aftrek, Afsætning, Salg. - et Vers, et Digt af Niels Lucoppidan (1686-1730, fra 1718 Sognepræst paa Taasinge), Tobacks Berømmelse, 1714. - disputerer nogen sin Smag, nægter nogen sin Ret til at have sin (egen) Smag. - Angenemhed, Behagelighed. - Artikel, Punkt, Paragraf. - En Forordning af 18. Dec. 1751 satte strenge Straffe for uforsigtig Omgang med Lys, især ved Tobaksrygning. - Trækskøiter, Slæbebaade. Holberg kendte disse af egen Erfaring fra Sejlture paa de hollandske Kanaler. - Exces, Overdrivelse.

S. 97. beqvem, dygtig, velegnet. - kostbar, værdifuld, dyrebar. - Publiqve, fr. offentlige. - Bestilling, som maa forsynes, Embede, som maa besættes. - Byrder, Hverv, Forpligtelser. - Beneficia, af lat. beneficium, Gunstbevisning, offentlig Gave. - beneficeret, gjort godt imod; blevet begunstiget. - Solicitanter, Ansøgere.

S. 98. Capacitet, Duelighed, Dygtighed. - Jfzc Rhodus, hic Salta, lat. Her er Rhodos, spring saal Latinsk Mundheld, der gaar tilbage til en af Æsops Fabler. Da en Mand pralede af et vældigt Spring, han havde foretaget paa Øen Rhodos, opfordrede en af de Tilstedeværende ham med denne Bemærkning til straks at bevise sine Ord. - Tvert imod, paa modsat Maade, lige modsat.

S. 99. Skaalpund, Vægtenheden Pund (ved Vejning med Skaalvægte), svarende til knap 1/2 Kg. - Lispund, gl. Vægtenhed, svarende til 8 Kg. - Lod, gl. Vægtenhed = 1/32 Pund. - Qvintin, gl. Vægtenhed, = 1/128 Pund (1/4 Lod). - Societeter, Samfund. - Publici, lat. Offentlighedens, det Offentliges. - Liqvidation, Afregning, Afvikling (af et Mellemværende). - Fermentation, Gæring. - Inventioner, Paafund, Opfindelser. - tracteres, behandles.

S. 100. Vellyst, Vellevned. - Vanitet, Forfængelighed. - tarvelige, beskedne, sparsommelige. - Herman von Bremen, i Den politiske 291 Kandestøber; se Bind III. - f or nemmelig en, forst og fremmest, især.

S. 101. Discourser, Samtaler, Diskussioner. - Back Game, Fejl for Backgammon, et Brætspil med Terninger. - Forkeering, et Brætspil med Terninger. - Haners, Bulldogs-Figtninger, Haneog Buldogkampe. Den engelske Hunderace Buldogs anvendtes tidligere i Kampe mod Okser, Bjørne og andre Dyr. - Le jeu dechec, dvs. "d'échecs". Ordret staar der paa Fransk: Skakspil er ikke nok Spil. - Folk af Forretninger, Folk, der er optaget af Forretningsanliggender, Sager. - Richelieu, Kardinal Richelieu (1585-1642), fransk Statsmand. - fandt ikke sin Regning ved, saa ikke sin Fordel ved. - entrere udi, indlade sig paa. - stimede med, tumlede sig med. - Ragout, Smag.

S. 102. accommoderer, passer. - svag, syg. - Debauche, fr. Sviren, Udskejelse. - Evacuation, Udtømmelse. - Cornaro, Luigi Cornaro (1466-1565), venetiansk Adelsmand, der kurerede sig for en haabløs Sygdom ved regelmæssig Levevis og en nøje Afvejning af de Mængder Mad og Drikke, som han beregnede, hans Organisme havde Brug for. Hans lille Skrift herom fra 1558 udkom paa Dansk ved Thomas Bartholin, It edrue Leffnets Gafn oc Nytte, Kbh. 1658 (1681, 1696 og 1753). - Obstruction, Forstoppelse. - Stoelgang, Afføring. - Doctor Diaforius .. Mag. Thomas, Lægen Diafoirus og hans Søn Thomas Diafoirus, to Personer i Molières Komedie Le Malade Imaginaire (1673). - Affect, Sindsbevægelse. - Alteration, Ophidselse.

S. 103. Svaghed, Sygdom. - Langueur, fr. Mathed, Kraftesløshed. - probat, virkningsfuld. - Gangræna ... Kaaldfyr, Koldbrand. - Vellyst, Vellevned. - Cicero, i Tusc. I, 34, 84.

S. 104. Medicus, lat. Læge. - Imaginationer, Indbildninger. - Febricitant, Person, der har Feber. - Hobbesius, den engelske Filosof Thomas Hobbes (1588-1679). - Poëten, Ovid (43 f. Kr.-18 e. Kr.) i hans Metamorphoses (7, 21). - Video meliora etc., lat. Jeg ser og bifalder det, som er bedre (gavnligt), men følger det, som er værre (skadeligt). - Vitium, lat. Fejl, Mangel. - udi Comdien, Den Vægelsindede; se Bind III, S. 100-101. - deriverede, udledte. - Vitium Animi, lat. Sjælens Fejl, Sindslidelse. - laborere, er angrebet, lider. - vitium Corporis, lat. Legemsfejl. - Tincture, Draaber. - Senes eller Sennes, Senneps. - Seneca, romersk Filosof og Forfatter (ca. 4 f. Kr.- 65 e. Kr.). - examinere, undersøge.

S. 105. Demonstration, Bevis. - grundig, fornuftig, rimelig. - qvælede mig, pinte, plagede mig. - Harangue, vidtløftige Tale, Straf fetale. - Salivation, forøget Spytafsondring, Spyttekur. - udi Mascaraden, Bind IV, S. 203-04. - Cupido, den romerske Elskovsgud. - poussere, drive.

19*

292

S. 106. Løsagtighed, Liderlighed. - Gerere, af lat. Ceres, Gudinde for Agerdyrkningen; "Brød". - et, lat og. - Baccho, af lat. Bacchus, Gud for Vinen. - helst, især. - Axioma, gr. selvindlysende (Grund)sætning eller Paastand. - grundigt, rigtigt, fornuftigt. - præfererer, foretrækker. - cæteris Paribus, lat. naar de øvrige Forhold staar lige.

S. 107. Forvandskab, Slægtskab. - Prætensioner, Krav, Fordringer. - Syllogismus, lat. logisk Slutning. - fodres, fordres. - allerældste Romerske Lov. Hører til de tolv Tavlers Love, nedskrevet i Rom ca. 450 f. Kr. - Billighed, Rimelighed.

S. 108. Shaftsbury, Anthony Ashley Cooper, Earl (Greve) of Shaftesbury, engelsk Filosof og Statsmand (1670-1713), i europæisk Aandsliv i Begyndelsen af det 18. Aarh, den heroiske Dyds Forkæmper. - Caracteristiks, Shaftesbury's Hovedværk Characteristicks of Men, Manners, Opinions, Times (1711). - censurere, dadle, kritisere skarpt. - driver ikke... paa, fremmer ikke Udviklingen af. - for, før. - Non monstrare viam [for vias] etc., lat. Ikke vise Nogen Vej, medmindre han dyrker de samme Helligdomme (Juvenal, Sat. 14, 103).

S. 109. Misantropie, Menneskehad. - befatte, indbefatte.

S. 110. Æqvinoctial-, lat. Jævndøgns-. - skikkelig, duelig, ordentlig. - Samaritan.. Levit, Hentydning til Lignelsen om den barmhjertige Samaritan, Lukas 10, 30-37. - Incommoditet, Besvær.

S. 111. interessered, egennyttigt. - rare, sjældne. - retskafne, af den rette Slags, ægte. - Jure belli, lat. ved Krigens Ret. - Pekelhering, holl. Peckelheering, Spasmager; her: Snyltegæst. - Domestiqve, Tjener, Tyende. - Boufonnerie, fr. bouffonnerie, Løjer, Narrestreger. - incommode Meuble, fr. besværligt, generende Stykke Indbo. - commode, fr. behageligt, bekvemt.

S. 112. delicate, sarte. - fra det Musicalske Collegio. 1744 var Det musikalske Societet (Selskab) blevet oprettet i København. - Midæ Øren. Da den græske Sagnkonge Midas var Dommer i den musikalske Væddestrid mellem Guderne Apollon og Pan, gav han Pan Prisen, hvorfor Apollon udstyrede ham med Æseløren. - Alzirer, dvs. Algiers Beboere, hvoraf mange drev Sørøveri i Middelhavet. ~ Vitalianer, Fetaljebrødrene, der drev Sørøveri i Østersøen o. 1400. - Flibustiers, f r. vestindiske Sorøvere (i 17. og IS. Aarh.). - Comdien, Den Stundeslose; se Bind VI. - præstanda, lat. det, der skal ydes. - Land-Gilde, Fæsteafgift til Herremanden.

S. 113. tracteres, behandles. - Affektion, Hengivenhed. - Plutarchus, Plutark, græsk Forfatter og Filosof (ca. 46-120). - fortæller i Perikles' Liv, Kap. 1,1. Foran det græske Citats første Ord har Holberg glemt Ordet for "Fremmede", og han oversætter 293 da "nogle rige Romere" i stedet for "nogle rige Fremmede i Rom".

S. 114. En fattig Borger udi Athenen, fra Horats, Epist. 2, 2, 128-40. - Corpus, lat. Legeme. - Blommer, Blomster. - Zirat, Pryd, Udsmykning. - Perspectiver, Kikkerter. - Immensitet, Umaadelighed. - Don Qyixot. Det er i 1. Bog, S. Kapitel, at Titelpersonen i den spanske Digter Cervantes' satiriske Roman (1605-15) tager Vindmøller for Kæmper og gaar i Strid med dem. - den Franske Bonde ... udi Dimmel-Ugen [[ie] : Paaskeugen]. Den franske Anekdote fortæller, at Bonden, da han i Fastetiden, hvor det er forbudt at spise Æg, bagte en Pandekage, og det samtidig tordnede, troede at det skete som Advarsel og udbrod: "Quel bruit pour une omelette!" (Hvilken Alarm for en stakkels Pandekage!). Fortalt saaledes i Holbergs Epistel 82.

S. 115. gemeene, jævne, almindelige. - Mazarin, Kardinal Mazarin (1602-61), fransk Statsmand, Ludvig XIV's Førsteminister. - cette Comète me fait trop d'honneur, fr. denne Komet gør mig alt for stor Ære. - Imagination, Forestillingsevne, Indbildningskraft.

S. 116. Domestiqve, Tjener, Tyende. - è gente Porcia, et latinsk Ordspil: "af Slægten Porcius" (hvortil blandt andre hørte den ældre og yngre Cato) og "af Svineslægten" (porcus, Svin). - Dependence, fr. dependance, Afhængighed. - gaaer sig ikke an, ikke vedkommer det. - Uskiønsomhed, Uforstandighed, manglende Fatteevne. - Alexander, Alexander den Store (356-323 f. Kr.), Konge af Makedonien. - en Søe-røver. Historien om Alexander og Sørøveren Diomedes fortælles i Traité de l'Opinion (111:30) af Franskmanden Gilbert-Charles Le Gendre [eller Legendre] (1688-1746), et Skrift Holberg henter Stof fra til hele denne Epistel og har benyttet til adskillige andre Epistler. Det udkom første Gang i Paris 1733. Holberg benyttede den forøgede 3. Udg. 1741.

S. 117. Charles de Gonzague, Carolo Gonzaga (1580-1637), fra 1627 Hertug af Mantua m. m. - Pcrscus, makedonsk Konge 179-168 f. Kr. Blev efter Slaget ved Pydna afsat af Rom 168. - Lucianus, den græske Forfatter Lukian (ca. 115-200), i Dialogen om Charon. - Montagne, Michel de Montaigne, fransk Moralfilosof (1533-1592), Essais (1580-88), Livre II, Chap. XII. - Sylla, Sulla, romersk General og Politiker (138-78 f. Kr.). - Plinius d. Æ., romersk Forfatter (23-79), Naturalis historia, 7, 50, 167. - Martialis, den romerske Digter Martial (ca. 40104), Citatet omfatter det midterste Parti af Martials Epigram VI, 70 (Vers 7-11), der lyder saaledes i Axel Juel's Oversættelse (Martials Epigrammer i Udvalg, 1939, S. 75): Skal vi andre regne ud, hvor mange Dage 294 hæslig Feber, Træthed, Sløjhed, Gigtens Plage har forbitret, bli'r saa kort en Tid igen, at vi kun er Børn, der ligner gamle Mænd.

S. 118. Societetet, Selskabet. - Decanater. Ifølge Danske Lov 2,21,1 skulde ethvert Skrift inden Trykningen gennemses af Dekanen i det Fakultet, som Emnet hørte under, eller af en anden Professor, som Dekanen, ved lovligt Forfald, overdrog det til. - Approbationer, Godkendelser. - Imprimatur, lat. maa trykkes. Censors Paategning paa de Skrifter, han ikke havde fundet noget at indvende mod. - Erudition, lat. Lærdom, Belæsthed. - laborere, lider. - Indigestion, lat. Fordøjelsesforstyrrelse. - brugelige, gængse, sædvanlige.

S. 119. Directionen, Administrationen. - Sigtet af, Formaalet med, Maalet for.- Negotien, Handelen. - Manufacturer, Fabrikker. - Omgangs-Bryggere. Der var flere Gange blevet forsøgt at fastsætte en streng Turnus for de københavnske Bryggeres Ølfremstilling, saaledes at hver Brygger havde sin Plads i Rækken, og at alle lavede lige meget 01, men ved Forordning af 28. Juli 1723 opgav man denne Regulering. - prænumerere, forud tegne sig som Køber til et Skrift, subskribere. - eternisere, forevige.

S. 120. Maculatur, kasserede, værdiløse Tryksager. - Sibilet etc., "Lad den lærde Verden pibe, jeg klapper for mig selv". Dannet over Horats' Satirer 1,1,66-67. - fattes, mangler. - løse Skriftet, faa Bogen udleveret mod det fastsatte Beløb. - Det hellige Romerske Rige, Det tyske Kejserrige. - Debit, Afsætningen. - Merians Tromme. Merian, dvs. Mirjam (Maria), Profetinde, Arons Søster, som slog paa Tromme (nu oversættes: Pauke) ved Jubelfesten efter Overgangen over det røde Hav (2. Mos., 15,20). - Bibelske Stue-Uhr, et Folioblad u.A. (fra o. 1740), udgivet af en ukendt C.D.S., giver i versificeret Form ved Klokken 1 Ord af Skriften, der indeholder Tallet 1 (Een Gud, een troe, en Daab vi har, etc.), ved Klokken 2 Bibelord med 2 osv., indtil 12.

S. 121. Solens blodrøde Nedgang, af Peder Tøxen, Kbh. 1703, om Jesu Lidelse og Død. - Duen i Klippens Rif [Revne] er Titlen paa to Skrifter, en Prædiken af Laurids Hansen Hylling, Kbh. 1679, over Matth. 2, 24-25 og en Samling opbyggelige Tankesprog paa Vers, af Niels Jacobsen Muus, Kbh. 1705. - Ævigheds Peegefinger, Sml. Jens Nielsen Hoe: Evangelisk Peeg-Finger det er en kort oc eenfoldig Indgang til oc Indhold over de aarlige hellige Dages Evangelier oc Texter, Kbh. 1704. - Lystmad, Forældre og Børne-Confect. Johan Dauw: Lyst-Mad eller Forældre og Børne Confect, det er een opbyggelig Discours imellem nogle gode Venner over det Spørgsmaal: Hvad 295 heller det kand agtes for større Lyksalighed at have aldelis ingen, eller og at have mange Børn? Kbh. 1714. - Fandens Fire Døtre, et moraliserende Skrift, Jacob Albertsen Horsens: Om Fandens Fire fornemligste Døttre, som ere: 1. Hoffmodighed. 2. Gierighed. 3. Losagtighed. 4. Druckenskab., Kbh. 1613. - Catechetisk Melk. To Katekismusforklaringer. Jørgen Lauridsen Aaskov: Catechismi Borns aandelige Melck og Tyggemad, Kbh. 1679; Knud Sevaldsen Bang: Den søde og velsmagende Catechismi Bryst-Melck, Kbh. 1681. - Catechismi Post-Bud og Brefdrager [Brevomdeler] af Villads Nielsen, Kbh. 1679. - Phoenixberg. Bogtrykkeren Povel Phønixberg (1679-1729), hvem Holberg aldrig tilgav, at han 1725 havde foretaget et ulovligt Eftertryk af to Bind holbergske Komedier. - Rarhed, Sjældenhed. - Den forkeerte Avis er Phønixbergs plumpe Forsøg paa at skrive et dansk Vittighedsblad med aktuelle Hentydninger ogsaa til Holberg, "Den Forkeerte [dvs. bagvendte] Mercurius", 1726-28. - Drubin. Parykmageren Christian Drubin (o. 1699-1747) indrykkede ofte i de københavnske Aviser for 1732-47 ordrige Annoncer. - Autores, Forfattere.

S. 122. Stam-Bøger, Bøger, hvori man lod Venner og Bekendte skrive deres Navne, et Tankesprog m. m. til Erindring. - Studium Titulographicum, lat. Studium i at forfatte Titler (der kan sælge Bøgerne). - dult, dulgt, skjult. - publici, lat. dvs. Publikums, Offentlighedens. - Montagne, Michel de Montaigne, fransk Moralfilosof (1533-1592), Essais (1580-88), Livre II, Chap. 33. - Marcus Antonius (83-30 f. Kr.), Cæsars Medkonsul, Triumvir. Ægtede Ægyptens Dronning Kleopatra og begik sammen med hende Selvmord efter Cæsars Adoptivsøn Octavians Sejr over den ægyptiske Flaade Aar 31. - Decision, Dom. Mahomed II, tyrkisk Sultan 1451-81.

S. 123. Chalcondylas eller Chalcocondylas, byzantinsk Historiker, fra 15. Aarh., som skildrede Byzants' Historie 1297-1463. - Poët, Antoine-Louis Le Brun (1680-1743), Fables, 3. Bog 30. Fabel. - saasom, eftersom. - probat, virkningsfuld. - Sine Gerere etc., lat. Uden Ceres [Gudinde for Agerdyrkningen; "Brød"] og Bacchus [Gud for Vinen] fryser Venus [Gudinde for Kærligheden og Skønheden]. Fra Terents' Komedie Eunuchus, 4,5 (Vers 6). - Chimere, Kimære, Fantasifoster. - Avind, Misundelse. - Emulation, Kappelyst. - Huusholdning, Sparsommelighed. - Plat o, den græske Filosof Platon (427-347 f. Kr.), Staten 2. Bog. - den Hellige Skrift, Brevet til Efeserne 4,26.

S. 124. Impression, Indtryk. - Objecta, lat. Genstandene. - machinal, mekanisk. - Og er det, Og det er. - Cartesius, latiniseret Navn paa den franske Filosof René Descartes (1596-1650). - Poët, den romerske Digter Lucanus (39-65), Pharsalia 10,407. -

296

ubilligere, urimeligere. - udi min Helte-Historie, i Holbergs Heltes sammenlignede Historier (1739) danner den store græske Filosof Sokrates (469-399 f. Kr.) og den thebanske Statsmand og Feltherre Epaminondas (d. 362 f. Kr.) det afsluttende Par. - seculum, lat. Aarhundrede. - Turenne, Henri de la Tour d'Auvergne, vicomte de Turenne (1611-75), fransk General.

S. 125. Ramsai, Andrew Michael Ramsay (1686-1743), Skotte, som omvendt til Katolicismen udfoldede et stort Forfatterskab, især paa Fransk. Hans Histoire du vicomte de Turenne udkom 1735 paa Fransk og Engelsk. - rar, sjælden. - Skikkelighed, brav, sømmelig Optræden. - Scipionis, dvs. Scipios; Scipio Africanus d. Æ. (237-183 f. Kr.), romersk Feltherre, Konsul 205 og 194 f. Kr. Om ham fortælles en lignende Historie, som imidlertid ikke synes at kunne staa for historisk Kritik (Ep. 161). - en stor Stad; Ramsay, der er Kilden, angiver ikke hvilken. - Marqvis de Louvois, Franc.ois Michel le Tellier (164191), fransk Krigsminister. - fortalede, bagtalte. - Moderation, Maadehold, beherskede Optræden.

S. 126. Forliis, Tab. - Erindring, Advarsel. - Meriter, fortjenstfulde Egenskaber. - Vanitet, Forfængelighed. - mm Salig Fader, Christian Nielsen Holberg (o. 1620-86). Han tjente sig op i de militære Grader indtil Oberstløjtnant. Alle Kilder vidner om hans fortræffelige menneskelige og militære Egenskaber. - Bravoure, fr. Tapperhed. - var neppe et Aar gammel. Faderens Dødsdag er 29. Marts 1686. Holberg var i Virkeligheden omtrent 16 Maaneder gammel. Indtil sine sidste Aar troede han imidlertid, han var født 1685 og ikke 1684. - til Canonisation, til at blive erklæret for Helgen. - Assurance, Overbevisning, Sikkerhed. - Imagination, Fantasi, Indbildning.

S. 127. mine moralske Tanker, Moralske Tanker, 1744; se Bind X. - Materien, Emnet, Stoffet. - Pufendorff. Den tyske Historiker og Jurist Samuel Pufendorf (1632-94). Hans Haandbog i Natur- og Folkeret, De jure naturæ et gentium (udg. 1. Gang 1672) var Holbergs Hovedkilde til Introduction til Natur- og Folkeretten (1716), som er optrykt i nærværende Udgave Bind I. - Buddéus. Den tyske Teolog Johann Franz Budde (1667-1729). Han udgav blandt mange andre Skrifter den første udførlige lutherske Etik, Institutiones theologiæ moralis (1711). - Jeronimus, Kirkefaderen Hieronymus (4. Aarh.). - Ciceronem, af lat. Cicero, romersk Statsmand, Taler og Forfatter (106-43 f. Kr.). - Senecæ, dvs. Senecas. Seneca, romersk Filosof og Forfatter (ca. 4 f. Kr.-65 e. Kr.). Her citeres hans 94. Epistel.

S. 128. Plat o, den græske Filosof Platon (427-348 f. Kr.) i Faidon. -

297

udi sin Republiqve, Platons Dialog Staten, 2. Bog. - Epictetus, den græske stoiske Filosof Epiktet (o. 100 e. Kr.). - Antoninus, Marcus Aurelius Antoninus, romersk Kejser 161-80. - Diogenes fra Sinope, græsk Filosof (d. ca. 323 f. Kr.); den mest kendte Repræsentant for den kyniske Skole. - Epaminondas, thebansk Statsmand og Feltherre (d. 362 f. Kr.). - ved Leuctra, her slog Epaminondas 371 f. Kr. Sparta. - forlehnet mig med, skænket mig.

S. 129. ubrødelig, ubrydelig. - Zaleuci gamle Lov. Zaleukos (7. Aarh. f. Kr.) skal have givet nogle Love for den græske By Lokroi (Syditalien). - simpliciter, lat. simpelt hen.

S. 130. rare, mærkelige. - Joh. Robeck. Holbergs Oplysninger om Johannes Robeck gaar tilbage til R.s Skrift om Selvmord (udg. i Rinteln, Prøjsen, 1736) og især til den udforlige Fortale, hvormed Udgiveren, Professor i Veltalenhed i Rinteln, Johs. Nic. Funccius (1693-1777) ledsagede Værket. - Marci etc. Marcus Aurelius Antoninus, romersk Kejser 161-80, skrev paa Græsk "Tanker til sig selv". - Jesviter, Jesuitter, Medlemmer af den katolske Munkeorden Jesuiterordenen (Societas Jesu), stiftet 1534. - den Romerske Lærdom, den romerske Lære, Katolicismen. - Carolus, Karl XII, svensk Konge 1697-1718. - Apostat, gr. Frafalden. - Weser, tysk Flod med Udmunding i Nordsoen.

S. 131. Lactantius, latinsk kirkelig Skribent, kaldt "den kristne Cicero" (o. 300 e. Kr.). - Augustinus, Kirkefader, Oldtidens betydeligste kristne Personlighed (354-430). - Heterodoxie, gr. Opfattelse, der afviger fra Kirkelæren, Kætteri.

S. 132. helst, især. - Assurance, Sikkerhed; Uforfærdethed.

S. 133. Tønder, letfængeligt Stof. - exciperer, undtager. - Winslow. Den beromte Anatom Jacob Winsløw (1669-1760) var kommet til Paris 1698 og havde dér, i 1699, antaget den katolske Tro. Under sit Ophold i Paris 1714-15 traf Holberg Winslow, der viste ham stor Venlighed, men samtidig sogte at vinde ham for Katolicismen. Herom fortæller Holberg i Bind XII. - Cafecheta, Kateket, Person, der giver Undervisning i Religion. - Convertisseur, fr. Omvender. - Jacqves Benigne. I sin franske "Autobiographie" (udg. af Vilhelm Maar 1912) skriver Winslow, at da han efter sin Afsværgelse forste Gang var til Skrifte og Altergang, havde Jacques-Benigne Bossuet, der overværede Handlingen, givet Præsten Anvisning paa at føje "Benigne" til Winsløws Døbenavn (S. 72-73). - Turenne, som omtales ovenfor i Ep. 128. - de vare distingverede, udmærkede de sig. - Simplicitet, Enkelhed, Enfold. - Sophistisk, spidsfindig. - Con- qveter, Erobringer. - udi Turennes Historie, i Skotten Andrew Michael Ramsay's Histoire du vicomte de Turenne, 1735 (I,

298

422-23) berettes om Bossuet's Paavirkning af Turenne. Dennes Omvendelse fandt Sted 1668. - Proselyter, Personer, der gaar over fra en Religion til en anden.

S. 134. infallible, infallibel, ufejlbarlig. - Hercules, "Kraftkarl". - Consilia, lat. Kirkeforsamlinger. - Mr. Placette, Jean la Placette (1639-1718) forlod Frankrig efter Nantes-Ediktets Ophævelse 1685 og virkede 1686-1711 i København ved den reformerte Flygtningemenighed. Hans Hovedværk De insanibili Romanæ ecclesiæ scepticismo (Om Romerkirkens uhelbredelige Tvivlesyge) udkom Amsterdam 1696.

S. 135. Dissertation, Afhandling. - det Skib etc. Febr. 1713 indberettede en Marinevagt, at han ved Maanens Opgang havde iagttaget Billedet af en Fregat i Maanens Skive. Hans Beretning herom er ledsaget af en Tegning, som er gengivet i Danske Samlinger, IV, 1868-69, 363, hvor Rapporten er optrykt. Iagttageren tænker ikke paa, at han antagelig har set et Skib passere foran Maanen, da denne kom op over Havfladen. - Niels Klims Reyse, se Bind IX! - Raisons, f r. Grunde. - Montagne, Michel de Montaigne, fransk Moralfilosof (1533-1592), Essais, Livre III, Chap. 11. - Infallibilitet, Ufejlbarlighed. - Successores, lat. Efterfølgere. - item, lat. endvidere.

S. 136. Democritus, græsk Filosof (ca. 460-360 f. Kr.). - var kommen udi Bevægelse, havde sat sig i Bevægelse. - Morerne, Maurerne, Araberne i Spanien. - Plutarchus, den græske Forfatter og Filosof Plutark (ca. 46-120). - positive, fastsatte, givne.

S. 137. Hobbesius, den engelske Filosof Thomas Hobbes (1588-1679). - Locke, John Locke, engelsk Filosof (1632-1704). - Philosophical Essays. Holberg mener Locke's Essay concerning Human Understanding (1690). Han læser dette i den franske Oversættelse, som hed Essai philosophique etc. (se Note til Ep. 17), men vil her lade Læseren forstaa, at han oversætter fra Engelsk. - Raison, fr. Grund. - Proposition, Ytring. - proponerer, fremsætter.

S. 138. Udveye, Afveje, Vildspor.

S. 139. konstige, kunstfærdige. - Lacedæmonierne, Spartanerne.

S. 140. Brød kand ikke være Kiød, Hentydning til den katolske Transsubstantiationslære med Troen paa Nadverbrødets og -vinens Forvandling til Kristi Legeme og Blod. - om Petro Alexiowitz, om Peter den Store, russisk Kejser 1682-1725. - Contra etc., lat. Mod den som nægter Grundsætningerne, kan der ikke disputeres anderledes. - Provinden, Provinsen. - Societetet, Selskabet. - acqviescerer, samtykker. - St. Pierres...Forslag, den franske Utopist Abbed Saint-Pierre (1658-1743) fremsatte 1713-15 et Forslag om evigvarende Fred gennem Indgaaelse af en europæisk Fredsalliance, et Fredens Forbund, der 299 skulle afgøre Stridigheder ved Mægling; mislykkedes Mæglingen, skulle en permanent Domstol sammensat af Repræsentanter for hver af Forbundets Stater afgøre Sagen.

S. 141. Betientere, Embedsmænd. - salarered, lønnet, honoreret. - Præliminaire, forberedende, indledende. - Rapport, Forbindelse. - Tønder, letfængeligt Stof. - Jurisdiction, Domsret, -myndighed. - paastaae Prætensioner, holde fast ved Fordringer. - Skin, Rimelighed.

S. 142. Acqvisition, Erhvervelse. - suffragia etc., lat. Stemmerne vejes ikke, men tælles.

S. 143. i Comdien, en lidt unøjagtig Erindring fra Den politiske Kandestøber II, 1. - Sværdfeigere, Sværdfegere, Haandværkere som samler og polerer Sidevaaben. - en skreven Avis. Efter at trykte Aviser var kommet i Brug rundsendtes endnu skrevne Aviser, især Oplysninger som ikke kunde passere Censuren. Holberg synes dog ikke at sigte til den hemmelige Presse, men at opfatte de skrevne Aviser som en gammeldags Form for Journalistik. - Hadock, Nicholas Haddock (1686-1746), engelsk Admiral, Chef for Middelhavsflaaden 1738-42. - Den Tyrkiske Keysers Bevægelse. Tyrkiet havde i Krigen mod Rusland og Østrig 1736-39 haft Fremgang og opnaaede Fordele ved Freden i Belgrad. - tenterer, prøver.

S. 144. denne Campagne maa være den franske Hærs Indgriben i den østrigske Arvefølgekrig; Juni 1743 blev Franskmændene slaaet ved Dettingen i Bayern. - Ludvig XIV, fransk Konge 16431715. - Examen, Undersøgelse. - Tome, Bind. - Christian Cassubens Arvinger drev Avis- og Bogtrykkervirksomhed i København (indtil Branden 1728). - Curiositet, Videlyst, Nysgerrighed. - acqvireres, erhverves. - skikkelig, standsmæssig. - slibrig, usikker.

S. 145. continueret, fortsat. - Lyde, Fejl. - Mon Frere, fr. Min Broder; her: De.- succeder et, lykkedes.- Trankebar, indisk Havneby.- Factor er, Kommissionærer. - efterretlig, paalidelig, sikker. - udi Cimbrica Chersoneso, paa den kimbriske Halvø, Jylland. - fragter, lejer. - Smakke, mindre Skib, Fartøj. - Aars, Aarhus. - negotiere, handle. - Forliis, Tab. - Supercargo førte under Sørejsen paa Ejerens Vegne Tilsyn med Skibsgodset. - Peder Paars, se Bind II.

S. 146. zirer, pryder. - Plinius den yngre, romersk Embedsmand og Skribent (61-114), Epistulæ 3,1. - Aabenbaringens Hoved-Nøgel. Der findes en anonym Bønnebog, Den aandelige Hoved-Nøgel til Himmelen, 6. OpL, Kbhvn. 1740.

S. 147. Nat-Hue, se ovf. Ep. 126. - Knaster, Kanaster, en Slags Tobak fra Venezuela. - Spits-Glas, Glas (paa Fod), der bliver spidsere nedadtil. - Paroxysmus, voldsomt Anfald. - Bus-Kamp, af 300 ty. Busskampf, da. Bod(s)kamp. Den Tilstand af ekstatisk Anger, total Sønderknuselse, der ifølge Pietisterne maatte gaa forud for kristelig Genfødelse. - Docilitet, Lærvillighed. - Nachspill, af ty. Nachspiel, Efterstykke.

S. 148. confunderer, sammenblander. - Devotion, Fromhed. - consistere, bestaa. - Liqveurs, fr. stærke Drikke. - Cato den Æ. (d. 149 f. Kr.), romersk Konsul 195 f. Kr. - Virtus etc., lat. Frit efter Horats, Oder 3,21, 11-12: Narratur et prisci Catonis/ Sæpe mero caluisse virtus (Det fortælles, at endogsaa den gamle Catos Dyd opflammedes ved Vin). - decider er, træffer Afgørelse.

S. 149. Promotion, Forfremmelse (i Rang). - Tydske etc., Filosoffen Christian Wolff (1679-1754) var saaledes i 1745 blevet Rigsbaron. - af militaire Stand. Holbergs Fader, Christian Nielsen Holberg (o. 1620-86) endte som Oberstløjtnant. Se ovf. Ep. 128. - for 50 Aar siden. I sit første Levnedsbrev (1728) fortæller Holberg: "Da min Moder var død, blev jeg, som da var en ti Aars Dreng, indskreven som Soldat og antagen til Oplærelse i det oplandske Regiment." Sagen er dog vistnok ikke gaaet i Orden (se Th. A. Muller, Den unge Ludvig Holberg, 1943, S. 30, 31-35). - udi mine Skrifter, f. Eks. Den honnette Ambition 1,1 og 11,7; i Bind VI. - grundige, velbegrundede, forstandige. - Metamorphosin, af gr. metamorfosis, Forvandling. - een af mine Epistler, Epistel 146. - gaaer mig.. ikke an, vedkommer mig ikke.

S. 150. heller, snarere. - Erektion, Oprettelse. - Fri-Herskab, Baroni.- Publici, dvs. Publikums, Offentlighedens. - Philosophus, Cato d. Æ., i Ciceros Dialog De Senectute 7, 24, hvor han citerer Vers af Komedieforfatteren Statius. - Lob, Løb.

S. 151. stakket, kort. - Dignitet, Værdighed. - profiterer, docerer, foredrager offentligt. - Jus publicum, lat. offentlig Ret. -Memorialer, Ansøgninger o. lign. - retorqveres etc., Det kan ikke vendes mod mig etc. - Desertion, Frafald. - Musæ, lat. Muser. - contrebande Vahrer, forbudte Varer. - toppede, hovedprydedc. Som Damepynt er Top = Fontange.

S. 152. hverken mine Døttre etc., Naar Holberg i samme Aandedrag taler om sine Døtre og sine Køreheste, gaar han nok ud fra, at Læseren ved, han ikke havde nogen af Delene. - Stats, Stads. - en Konge og en Dronning, Kong Frederik V og Dronning Louise. - Frugalitet, Tarvelighed, beskeden Levevis. - Vita etc., lat. Fyrsters Liv er en (konstant) Censorgerning (Plinius d. Y., Panegyricus 45,6). - Boyar, Bojar, russisk Højadelsmand, Medlem af Tsarens Raad. - Edelmænd, Adelsmænd. - deres egen store Monarch, Peter den Store (16721725). - roullere, være i Omløb. - Concept, Opfattelse.

301

S. 153. Apologie, Forsvar, Forsvarstale. - Donation, Gave (til en Institution o. lign.). - det Ridderlige Academie. Frederik II havde 1586 i Sorø indrettet en lærd Skole; Christian IV føjede en højere Læreanstalt, et ridderligt Akademi, dertil. Akademiet nedlagdes 1665, Skolen 1737, men da var allerede Tanken om at genoprette Akademiet fremme. Amtmand over Soro Amt, Grev Reuss, var fra 1746 de nye Planers ivrige Talsmand. Det er ham der har forelagt Holberg Planen om at testamentere sin Ejendom til det nye Akademi: 23. Januar 1747 ansøgte Reuss Kongen om Friherrepatent for H. Erektionspatentet (Oprettelses-) er dateret 6. Marts 1747; 26. Juli s. A. indviedes Sorø ridderlige Akademi. -i Gierde, i Gære, under Forberedelse. - Propositionen, Forslaget.

S. 154. Prætext, Paaskud. - Divertissemens, Morskab, Adspredelser. - Spectacler, Forestillinger. - persvaderet, overbevist. - associeret, forenet. - ponere, antage, sætte. - destitueret, berøvet, blottet for. - solicitere, ansøge.

S. 155. beqvem, egnet. - Hic Rhodus etc., Her er Rhodos, spring saa! Se Note til Ep. 93. - Journal, Dagbog. - besværge sig, besvære sig.

S. 156. excolere, dyrke. - moed, moden. - Hovmestere. Hovmesteren ledede den unge, fornemme Persons Undervisning og Opdragelse. - acqvirere, erhverve. - Fripostighed, Frimodighed. - tiligen, tidligt. - lider.. paa, gør Indtryk paa, "bider" paa. - chargered, belæsset. - Pekelhæring, Nar. - zirer, pryder. - vanhelder, skæmmer, vansirer. - haver her Sted, er her paa rette Plads.

S. 157. Omgiengelse, Omgang, Samkvem. - affectere, eftertragter, giver sig Skin af. - Raison, fr. Grund. - Depenser, Udgifter. - Incommodation, Besvær, Ulejlighed. - viderlige, ugunstige.

S. 158. apostropheret, anvendt Apostrofe (retorisk Henvendelse til eller Paakaldelse af en Person, en Ting eller et Begreb). - Latinske Epigrammata; se Bind X. - Qvid me etc., lat. "Hvorfor falder du, tørre Feber, over mig, der er saa tynd?" Vælg dog en Genstand, som kan give større Udbytte, som fx Linus' eller Malchus' tykke Mave! (Epigr. 111,43). - vellystige, velnærede. - resolut, flot, spendabel. -- lovlige, rosværdige, gode.- ziirlige, fine. - falske Concepter, forkerte Ideer. - det Musicalske Societet, 1744 var dette musikalske Selskab blevet oprettet i København.

S. 159. rart, sjældent. - singularisere, gøre (mig) bemærket (ved min Særhed). - Lod, gl. Vægtenhed, = 1/32 Pund. - Qvintin, gl. Vægtenhed, = 1/12 Pund (1/4 Lod). - Døttre. Som i Ep. 176 gaar Holberg ud fra, at Læseren véd, han ingen Børn har. -

302

bunted, broget. - converteret, omvendt. - viderligere, (meget) ubehageligere.

S. 160. censurere, dadle, laste. - retorqvere .. paa, vende .. mod. - depensere, give ud. - Petit-Maitre, fr. Laps. - ingen Ævne, ikke Raad. - Æske, Portechaise, Bærestol. - skiønne mest her paa, lægger mest Mærke dertil, forstaar sig bedst derpaa. - Spectacler, Forestillinger. - Stiftelser, Indretninger, Institutioner. -

S. 161. Præpar at orier, Forberedelser. - incommode Meuble, fr. besværligt Stykke Indbo. - Exces, Overdrivelse.

S. 162. Moliere, fransk Dramatiker (1622-1673). - de Touches, Destouches, fransk Komedieforfatter (1680-1754). - den Franske Skue-Plads. Den franske Trup, der 1748 havde indrettet sig et Teater i Nørregade (senere, 1750-52, tillod Kongen den at spille paa Charlottenborg), opførte af Destouches de to Femaktere: Le Glorieux og Le Philosophe Marie, der begge blev trykt hos den franske Bogtrykker i København J. P. Chevalier, henholdsvis 1748 og 1750. - Vanitet, Forfængelighed. - beqvemmere, mere egnede, dygtigere. - Spectacler, Forestillinger.

S. 163. angenemmere, behageligere. - Præjudicia, lat. forudfattede Meninger, Fordomme. - Plautus, romersk Komediedigter (ca. 250-184 f. Kr.). - Scopum, af lat. scopus, Formaal. - Denouement, f r. Losning (af Knude i et Drama). - solut Dansk, dansk Prosa.

S. 164. Terentius, romersk Komediedigter (d. 159 f. Kr.). - præferere, foretrække. - succedere, have Held. - lærde og skiønsomme Mænd. Holberg tænker sikkert paa nogle tyske Kritikeres Anmeldelser af nogle af hans Komedier (Jean de France i 1742, Barselstuen i 1743) i Critischer Versuch zur Aufnahme der Deutschen Sprache, Greifswald. - Amphitruo, Plautus' Komedie Amfitryon (fra o. 200 f. Kr.). - Aulularia, Komedie om "den Gerrige" af Plautus. - Menechmi, Plautus' Komedie Menæchmi (fra o. 200 f. Kr.).

S. 165. Catechisation, Undervisning. - galonnered, prydet med Galoner, svære Silke- eller Uldbaand som Besætning paa Klæder. - Marqvis, Markis, Adelsmand med Rang mellem Hertug og Greve.

S. 166. for, for. - Præsumption, Antagelse, Formodning. - desarmerer, afvæbner. - treffelig, fortræffelig. - Apparence, fr. Ydre; Skin. Concept, Opfattelse. - i Comoedien. I Crispin Médecin (1673) af den franske Skuespiller og Dramatiker Hauteroche (ca. 1630-1707) har den forklædte Lakaj Crispin en saadan Replik (11,7). - Stiftelser, Anordninger.

S. 167. Præjudicium, (forud fældet) Dom, der anvendes til Præcedens. Herman von Bremen, Hovedpersonen i Den politiske Kandestøber, se Bind III. - Paroxysmus, gr. Paroksysme, voldsomt 303 Anfald; her: Ekstase. - Forordning. En Forordning af 5. Marts 1734 "Angaaende Besvangrelser, og det deraf paastaaende Egteskab". - Commissioner, Voldgiftsdomstole. - Jurisdiction, Domsmyndighed. - Lærere, Universitetslærere. - Publice, lat. offentligt. - Rudbecks Atlantica, det gigantiske Værk Atlantica sive Manheim, som var under Trykning 1677-1702, af den svenske Polyhistor Olaf Rudbeck d. Æ. (1630-1702). Bogen var paa Latin, med svensk Paralleloversættelse.

S. 168. Herodot, græsk Historiker (o. 485-425 f. Kr.). - Diodorus, gr. Historiker (1. Aarh. f. Kr.). - pardoner es, undskyldes. - udi Peder Paarses Historie, i sit komiske Heltedigt Peder Paars (1719-20) har Holberg i en Note anfort, at det som Vergil i sit Helteepos Æneiden (I, 51) kalder Patriam Nimborum [ie] : Stormenes Fædreland] "jo er Pater Noster Klippe [et Skær ved Marstrand]". Se Bind II, S. 40.

S. 169. Troilus, trojansk Sagnhelt, Søn af Kong Priamos af Troja. - Dardania. I "Iliaden" en Naboby til Troja, grundlagt af Dardanos (som Rudbeck mente var en Gøter ved Navn Thordøn) og hans Son Erichthomios (for Rudbeck en Forvanskning af Erik). - Dan ... Juda ... Gad etc., Holberg fortsætter Jakobssonnernes Række. - qvasi, lat. ligesom. - Trajanus. Holberg mener den romerske Kejser Aurelianus. Se Bind II, S. 117. - Dada Ripensis, dvs. Provinsen Dacia ved Bredden (lat. ripa) af Floden Donau; det nuværende Rumænien. - anagrammatiske, af Anagram: Omflytning af et Ords Bogstaver, saa der dannes et andet Ord. - cabbalistiske, hørende til den middelalderlige hemmelige og mystiske jødiske Lære Kabbala. - vindiceret, genvundet.

S. 170. excolere, dyrke. - for Syndfloden, før Syndfloden. - Adam. Allerede for Rudbecks store Værk begyndte at udkomme, havde den svenske teologiske Professor og senere Biskop Petrus Bang udgivet en oldsvensk Kirkehistorie (1675), hvor det søges paavist, at Adam boede i Sverige, og det drøftes "om Adam har været Biskop", idet det dog indrømmes, at det ikke er muligt i Enkeltheder at beskrive hans kirkelige Hverv. - Modestie, Beskedenhed. - den Trojanske Krig, den sagnhistoriske Krig mellem Grækerne og den lilleasiatiske By Troja (Ilios). - Paris, trojansk Sagnhelt, Søn af Kong Priamos af Troja. - Hector, trojansk Sagnhelt, Søn af Kong Priamos og Trojanernes Anfører. - Palamedes, græsk Sagnhelt, Deltager i Hævntoget mod Troja. - Agamemnon, græsk Sagnkonge i Mykene, Grækernes Anfører i Krigen mod Troja. - Olysses, gr. Odysseus, græsk Sagnhelt, Konge af Ithaka og Deltager i Toget mod Troja. - Achilles, græsk Sagnhelt, den ypperste blandt Krigerne i Toget mod Troja. - Ajak, for- 304 modentlig Ajas, græsk Sagnhelt, deltog i Toget mod Troja. - Helene. Prins Paris' Bortførelse af Spartanerkongen Menelaos' Hustru Helena, Jordens skønneste Kvinde, var Aarsagen til den trojanske Krig. - Thesi, af lat. thesis, Tese, Sætning, som skal bevises.

S. 171. Laden. Den store Gaard Lade Nordøst for Trondheim var Jarlesæde i Middelalderen. - Nidraas, Nidaros, Trondheim. - Nestor, græsk Sagnkonge i Pylos, Grækernes vise Raadgiver under den trojanske Krig. - Dissertation, Afhandling. - Hercules, det latinske Navn paa den græske Sagnhelt Herakles, berømt for sine vældige Bedrifter og Kraftpræstationer. - Sterkodder, nordisk Sagnhelt, en haardfør og frygtlos Kæmpe. - Nat-Stoel, Stol med Kloset. - Geryon, Geryones, en græsk Sagnkæmpe med tre Kroppe, hvis Okser Herkules skulde hente, og som han derfor først maatte dræbe. - befalet een at giøre Ende paa sit Liv. Da Herakles (Herkules) havde faaet en forgiftet Underbeklædning paa, rejste han et Baal, som han besteg og lod sin Ven Poias sætte Ild derpaa. Da Starkad (Stærkodder) var træt af Livet, fordi han havde ladet sig købe til en Nidingsdaad, betalte han med sine Judaspenge en Kæmpe, Hader, hvis Fader han havde dræbt, for at hugge Hovedet af sig (Saxo S, 8). - Petrei, Lyschanders, Strelows... Beretninger. Petrus Olai (d. ca. 1570), Claus Christoffersen Lyschander (1558-1624), Hans Nielsen Strelow (1587-1656), danske Historikere. - Pufendorff, Samuel Pufendorf, tysk Historiker og Retslærd (1632-94), skrev om Sverige i 1. Afsnit af sin Continuirte Einleitung zu der Historie der vornehmsten Reiche und Staaten von Europa, 1689.

S. 172. Vanitet, Forfængelighed. - Ægyptiske Historier. I Ep. 362 omtaler Holberg den græske Historiker Diodoros Siculus (1. Aarh. f. Kr.), der har paavist, at mange historiske Personer i Ægypten af Grækerne er gjort til mytologiske Figurer. - om Skue-Spill, se Ep. 190. - Terentius, romersk Komcdiedigter (d. 159 f. Kr.). - Plautus, romersk Komediedigter (ca. 250-184 f. Kr.). - Aristarchus, Grækeren Aristarchos, Oldtidens største Filolog (d. 145 f. Kr.). - ikke altid Kiendere af Skue-Spill. Se Note til Ep. 190. - Horatius, romersk Digter (65-8 f. Kr.). - Arte Poëtica, af lat. Ars Poëtica, Digtekunsten. - At nostri etc., lat. "Vore Forfædre har dog lovprist baade Plautus' Versifikation og hans Vid; paa begge Omraader var de altfor overbærende, for ikke at sige enfoldige" (Ars Poëtica, Vers 270-72).

S. 173. for ham, før ham. - Macrobius, romersk Grammatiker (5. Aarh. e. Kr.). - Gellius, romersk Forfatter (2. Aarh. e. Kr.). - censur e, Kritik. - efter Catonis Beretning. Sikkert en Erindring om Cicero, De Senectute 15,50, en fingeret Samtale, i hvilken Cato 305 d Æ. bl. a. giver Eksempler paa gamle Mænds intellektuelle Glæder, f. eks. gamle Forfatteres Fornøjelse ved at læse deres egne Værker: Nævius plejede at glæde sig over sin Puniske Krig og Plautus over sin Pseudolus og Truculentus. - Artifici etc., lat. En Kunstner maa man stole paa inden for hans Kunsts Omraade. - Amphitrion, Molières versificerede Komedie Amphitryon (1668). - l'Avare, fr. Den Gerrige, Prosakomedie af Molière (1668). - Lingvist, Sprogmester, Stilist.

S. 174. Jactor etc., Cistellaria, 2,1 Vers 4-10. Plautus, ved Fr. Høegh Guldberg, I, 1812, 253:

... jeg tumles, plages

martres, pines og dreies rundt paa Elskovs Hjul, forfærdes, har ingen Ro, men drives hid og did paa ustadig Viis. Min Sjæl er heelt omhyllet af Taager. Hvor jeg er, der er jeg ikke; men hvor jeg ikke er, der ere Tankerne. Saa det gaaer med mine, de mangfoldige Sind. Kvad nys har hovet, hover atter om lidt ei meer. Ja! Elskov gjækker, driver paa Flugt, gaaer ind paa, falder an mod, slæber afsted, fraholder, smigrer og begaver den Trætte, mig. Selv Det, den giver, giver den ikke reent, men skuffer blot, fraraader de Ting, den nys har raadet til, og roser nu Det, den nys har raadet fra. -

Menschenskræk, Diderich Menschen-Skræk; (1724, se Bind V), det er Intrigen, Holberg har hentet fra Plautus. - benytte mig af, nemlig i Huus-Spogelse eller Abracadabra (1752, se Bind VII). - Paleprat, Palaprat, fransk Dramatiker (1650-1721), bearbejdede Terents' Eunuchus under Titlen Le Muet (Den Stumme), 1691.

S. 175. Julius Cæsar, romersk Statsmand og Forfatter (100-44 f. Kr.). - tu qvoqve etc., lat. Holberg har Citatet fra Forordet til Comédies de Plaute (Paris 1691), der var oversat til Fransk af Madcmoisellc le Fevre, senere Madame Dacier (levede 1654-1720), men tror fejlagtigt, at det er fra Cæsars Tragedie. Madame Dacier har ingen Kildeangivelse. Versene er bevaret i Suetons lille Biografi af Terents, Kap. 5. - Menander, græsk Komediedigter (ca. 342-292 f. Kr.). - Acteurs, fr. Skuespillere. S. 176. dølge, hemmeligholde, fortie. - accommodercde, passede. - rørige, tungt fordojelige. - Plutarchus, den græske Forfatter og Filosof Plutark (ca. 46-120). - Philippus, Filip II (382-336 f. Kr.), Konge af Makedonien. - Athenæus, Athenæos, græsk Forfatter (o. 200 e. Kr.), i hans Arsenal af Oplysninger om 306 Antikken, "De Lærdes Selskab" 2, 49 D. Holberg oversætter Citatet, før han afskriver det.

S. 177. accomoderede, forsynede, betjente. - Plautus, romersk Komediedigter (ca. 250-184 f. Kr.). - Nam hi etc., Miles gloriosus 111,2, Vers 753-56 (V. 753 har hos Holberg 'hi' for 'ei' i V. 754 mangler 'hospes' efter 'hoc'): "Thi naar de er kommet til Bords og Middagen er stillet paa Bordet, plejer de at sige: "Men Vært dog! Hvorfor er det nødvendigt med al denne Bekostning for vores Skyld? Du maa jo være gal, thi her er nok til ti Mennesker". De bebrejder dig, hvorledes du har købt ind for deres Skyld, og saa spiser de det dog op!" - Participanter, Deltagere, Parthavere.

S. 178. incommodere, besværer, ulejliger. - simpel, ligefrem. - Mr. Bayle. Pierre Bayle (1647-1706), fransk Filosof, som fra 1693 levede i Holland, hvor han i sine Skrifter bekæmpede Overtro og Intolerance. Hans Hovedværk var en stor historisk-kritisk Encyklopædi, Dictionnaire historique et critique, 1695-97, hvoraf Holberg øjensynlig benyttede 3. Udgave, 1720. Se Indledning til nærværende Bind. - Historier, Historien. - Societet, Samfund. - Superstition, Overtro. - Uheld, ugunstig Tilstand, Ulykke. - Commissarius, Voldgiftsmand, Opmand.

S. 179. solliciteret, plaget. - Naturalister, Deister, der hævder Tilstedeværelsen af en personlig Gud, men ikke opstiller Dogmer og benægter Aabenbaringen, Revelation. - agerede, førte. - Con- cepter, Tanker. - Marius (155-86 f. Kr.), rom. Statsmand og Feltherre. Eksempler paa hans Overtro havde Holberg fra Plutarks Biografi af Marius. - Spinoza, Baruch (1632-77), nederlandsk Filosof, der af Holbergs Samtid opfattedes som Ateist. Holberg har i Jødiske Historie fremstillet S.'s dydige Levned og farlige Lære. - Catilina (d. 62 f. Kr.), rom. Statsmand. - Caligula (12-41), rom. Kejser. - naturlige, medfødte. - efterlade, undlade.

S. 180. Orthodoxien, den rette Tro. - yvrjatcos , gr. legitim; autentisk; ublandet (om Vin).

S. 181. Manichæismus. Manikæerne, hvis Lære udformedes i Iran af Mani (d. 273), ansaa Verden for sammensat af to kæmpende Komponenter, det Gode og det Onde, Lyset og Mørket. - Monsr. Bayle, f. Eks. Dictionnaire, Art. Manichéens. Note D. - Naturalister, se Note til Ep. 210. - infirmere, svække; ugyldiggøre.

S. 182. Velbehag, Forgodtbefindende. - De Mundo Optimo, lat. om den bedste Verden. Sandsynligvis Hentydning til Professor i Teologi ved Københavns Universitet J. F. Reuss, hvis Doctrinæ de mundo optimo brevis dilucidatio, 1.-4. Del (1741-45) behandler Hovedmassen af denne Epistels nye Stof. - Leibnitz,

307

Gottfried Wilhelm (1646-1716), tysk Filosof. Her refereres til dennes Essais de Théodicée sur la bonté de Dieu, la liberté de l'homme et 1'origine du mal (1710). - Wolf, Christian (16791754); Leibnitz' Elev. Der refereres til hans Theologia Naturalis methodo scientifica pertractata, I-II, 1736-37. - Suiter, Følger.

S. 183. Skabningen, Skabelsen. - Accord, Overensstemmelse. - concurrere, bidrage, medvirke. - Fatalitet, Skæbnebestemthed. - dependerer, er afhængig.

S. 184. statuere, fastsætter; paastaar. - i mine Skrifter, Eks. i Epistel 26 og 28. - Skin, tilsyneladende Berettigelse. - Defensor fidei, lat. Troens Forsvarer, Henrik VIII's og derefter de engelske Kongers Titel. - lagt Haanden paa, taget (kraftigt) fat paa.

S. 185. den philosophiske Steen, de Vises Sten (der tænktes kunne forvandle uædle Metaller til Guld). - Erindring, Paamindelse, Advarsel. - distingverede, adskilte. - Rubriqver. Rubrik kommer af lat. rubrica, med Rødt (ruber) udfort Overskrift i Lovtekst. - verseret, øvet, bevandret. - in Jure, lat. i Jura. - Foliant, Bog i stort Format.

S. 186. stærkeste, dygtigste. - Liggendefæe, Ejendom. - flammede, uensfarvede. - udkaarne, udsøgte, udvalgte. - Hercules og Herculiscus. Hvad Holberg omtaler som en Bog, er egentlig to Værker, to oplysende og opbyggelige "Stats-Romaner", af den tyske Teolog A. H. Bucholtz (d. 1671). - Astræa, den franske Hyrderoman, Astrée, i fem Dele (1607-27) af Honoré d'Urfé. Med tysk Mellemled oversattes første og anden Part til dansk 1645-48. - Doct. Fausti Historie, den fra tysk oversatte Folkebog Historia om D. Johan Fausto den widtberycktede Troldkarl, Kbh. 1588 og oftere optrykt. - Editioner, Udgaver. - Saffian, blødt, fint Gedeskind. - angenemme, behagelige. - fornemmelig, først og fremmest.

S. 187. Estime, Værdsættelse. - Maxime, Grundsætning. - Justitia, lat. Retfærdigheden. - valke, gnide (mellem Fingrene). - depenserer, giver ud. - fransk Bind, Franskbind, Bind med Ryg og Hjørner af chagrin (Gedeskind) eller Kalveskind.

S. 188. Doct. Spener. Den tyske Teolog og Pietismens Stifter Philip Jacob Spener (1635-1705). - Blegdammen, udenfor det daværende København var et Engareal, hvor Vasketøjet tørredes og blegedes i Solen. - Cavalierement, overlegent, flot. - Literati, lat. lærde Mennesker. - Charactererne, Skrifttegnene, Bogstaverne. - Kobberstykkerne, Kobberstikkene.

S. 189. befalde, behage. - den Danske Skueplads genaabnede April 1747, og Holberg blev som Konsulent anmodet om at gennemlæse engelske Tekster. Epistlen sigter til "The Restoration Drama", det havde sin Blomstring o. 1675-O. 1700; de to Eks- 308 empler er hentet fra William Congreve's "The Way of the World. A Comedy", opført første Gang 1700 (1,9 og IV,8). - peene, sippede.

S. 190. den Engelske Historie, Rapin Thoyras' Histoire d'Angleterre, VI, 1727, 473 ff. - Greven af Tyrone. Hugh O'Neill, Irer (o. 1540-1616), 2. Jarl af Tyrone. Ledede flere Gange Irernes Oprør mod Englænderne. Han modtog Hjælp fra Spanierne og i 1600 en symbolsk Opmuntring fra Pave Clemens VIII.

S. 191. Alphabeth. Paa Holbergs Tid markeredes en Bogs Ark ved Alfabetets Bogstaver. - holdet Herodoti Beskrivelse meest efterretlig. Plinius d. Æ's Naturhistorie, Historia naturalis, ejede Holberg i Jesuiterpateren Johannes Harduinus (Jean Hardouins) Folioudgave, Edition altera, Paris 1723. I sin Note 2 til Plinius 10,2 henviser Hardouin til Herodot 2,73, dvs. til Plinius' her omtalte Laan. - Skikkelse etc., fra Plinius 10,2. - tegned, kendetegnet; mærket med en bestemt Farvetegning. - Stierten, Halen. - Manilius, 1. Aarh. f. Kr., siger at man aldrig har set Fuglen spise; fra Plinius 10,2. - Kramsfugl, ubetydelig, ringe Person. - dens Leve-Tiid, fra Plinius 10,2 og Note 9 dertil. Her nævnes dog ikke Ovidius, Metam. 15, 392-95: "Der er kun een Fugl, som atter føder og avler sig selv; Assyrerne kalder den Føniks ... Naar den har fuldbragt sit Livs fem Aarhundreder."

S. 192. Cycli, Kredsløb af et bestemt antal Aar. - af tinge, afprutte. - Seneca. I Ep. 42,1 hedder det, at "den fuldendt gode Mand fødes maaske ligesom Fugl Føniks kun een Gang i hvert Femhundredaar." - med et numero rotundo, med et rundt Tal. - ladet sig see. Plinius 10,2 taler om Arabien. Franskmanden Gilbert-Charles Le Gendre tilføjer Kina i sin Traité historique et critique de l'Opinion 3. forøgede Udgave, Paris 1741, Opslagsord "Phoenix" (VI, 479). Le Gendre citerer dernæst Beskrivelser af Fuglens Død.

S. 193. Salamander, Elementaraand, der behersker Ildens Element. Ildsalamanderen ansaas af Alkymisterne for at leve i Ilden. - Discours, Diskussion. - Medie os, af lat. Medicus, Læge.

S. 194. apparente Contrarieteter, tilsyneladende Modsætninger. - den fineste Stiil, de mindste skrevne eller trykte Bogstaver. - gemeenligen, almindeligvis. - Acidum, Syre. - haardt Liv, Forstoppelse. - Sedes, lat. Stolgang, Afføringer. - Forbud, Forvarsel.

S. 195. Recept, Lægemiddel. - Hercules kæmpede mod Flodguden Acheloos om Deianeiras Haand; A forvandlede sig først til en Slange, saa til en Tyr; H brød et Horn af Tyren og vandt derved D. - Afrissning, Beskrivelse. - Attention, Opmærksomhed.

309

S. 196. udi mine Skrifter, se ovf. Ep. 102 og 188. - liberal, gavmild. - Exercitier, Udøvelser. - besværger, besværer. - Post-Dag, den Dag Posten afgaar fra (ell. ankommer til) et Sted. - corrigere, læse Korrektur paa. - Fruentimmer-Selskab, se Ep. 99. - tvende Hoved-Gaarder, nemlig Brorup, som H havde købt 1740, og Tersløsegaard, som han erhvervede 1745.

S. 197. Landgilde, en Fæsters aarlige Afgift i Penge eller Naturalier til Ejeren. - Ambassader, Sendefærd. - Sollicitanter, Ansøgere. - Austeritet, Alvorlighed, Strenghed. - alamodiske, moderne.

S. 198. Caractererne, Bedømmelserne. - U-roelighed. Holberg refererer sandsynligvis til de Konflikter, der opstod blandt Bygningshaandværkerne under Opførelse af Christiansborg 173145. - give... Carte Blanche, give ... frie Hænder. - Conditioner, Betingelser. - Lemmer, Medlemmer. - T art ar er, Tatarer, mongolsk Nomadestamme. - give sig paa Discretion, overgive sig uden Betingelser.

S. 199. U-lejlighed, uheldigt Forhold. - Actionen, den dramatiske Fremstilling. - Gellius, Aulus (2. Aarh.), rom. Forfatter. Noctes Atticæ 7,5. - Polus, Polos levede i Athen i 4. Aarh. f. Kr. - Sophokles (496-406 f. Kr.), attisk Tragediedigter. - forestillede Electræ Person. I Antikkens Teater forestilledes Kvinderoller af Mænd.

S. 200. exprimere, udtrykke. - Hypocrit, gr. hypokrites betyder 1. en der giver eller udlægger et (Orakel-)Svar; 2. en Skuespiller; 3. en forstilt, hyklerisk Person. - Devot, from. - Moliere. Om dennes sidste Optræden og Død (17. Febr. 1673) har Holberg antagelig læst i Vie de M. de Moliere, par Monsieur de Grimarest (1705), som 1710 blev stillet foran i Oeuvres de M. (S. 81-84). - Personen af den indbildte Syge, Hovedpersonen i Le malade imaginaire (1673), Den indbildt Syge. - de Ejendomme, se Note til Ep. 257. - Fortrydelse, Uvilje, Ærgrelse. - ansee, betragte. - Publiqve Brug etc. Se Ep. 176. - frembragt, tilbragt.

S. 201. Beneficium, Gunstbevisning. - Credit, Tilgodehavende. - Debet, Gæld. - Proprietaire, Ejendomsbesidder. - Datum, Kendsgerning. - Publicum, det Offentlige. - gemeenligen, almindeligvis. - bevæger, fremkalder. - ærbar, alvorlig. - Kirke-Historie, nærværende Udgave Bind VIII, S. 120. - Klygt, vittigt Indfald. - Zirat, Pryd. - Vanheld, Vansir. - Actioner, Søgsmaal.

S. 202. Procuratores, Sagførere. - Borgestue, Opholdsstue for Tyendet paa en (større) Gaard. - Applausus, Bifaldstilkendegivelse. - ageres, føres. - Sganarel, Tjenerskikkelse i det italienske og franske Teater. - parerer, tager sig ud. - gave intet Qvarteer,

310

gav ingen Pardon. - Aulus Gellius, se Note til Ep. 276. Noctes Atticæ 4,20. - gispet, gabet. - Popilius, Gellius smst. - Ridderskabet. Den romerske Ridderstand bestod af Medlemmer af den højere Borgerstand. - trivende, trivelig. - visse af vore Poëter. Holberg kan tænke paa Lejlighedsdigteren Christ. Fred. Wadskiær, der i sine Sørgedigte ikke kunde bare sig for at anbringe komiske Ordspil. - fuldkomne, fuldstændige, komplette.

S. 203. bryster, dvs. brøster, fattes, mangler. - Launoy, Jean de (1603-78), fransk Teolog. - nogle...have sagt, Note G og H til Art. Launoi i Bayles Dictionnaire. - holde Protocol, føre P. - Kirke-Historie, Udgave 1867-68, S. 783.

S. 204. quæstio status, lat. Spørgsmaal om Status, Stilling. - moveret, bragt paa Bane. - St. Franciscus. Frants af Assisi (1182-1226), Ordensstifter og Helgen. - St. Dominicus. Domingo (de) Guzmán (1170-1221), spansk Ordensstifter og Helgen. - clausuleret, afsluttet. - uti possidetis, lat. "som I besidder det", en romersk Retsformular, der i nyere Tid udtrykte, at krigsførende Parter beholdt, hvad de sad inde med ved Fredsslutningen. - Hvor, hvorledes. - Papebroch. Daniel van Papenbroeck (1628-1714) var Medredaktør ved det vældige Folioværk, Acta Sanctorum, hvis 1. Bind udkom Amsterdam 1643. Værket, der endnu ikke er afsluttet, giver en kritisk Biografi af enhver Helgen, placeret efter hans Dag i Kalenderen. Indtil 1748 var udkommet 41 Bind; naar Holberg skriver 24, skyldes hans Viden Benyttelsen af en historisk Kilde fra 1698. - Han siges etc., Bayle, Dictionnaire, Art. Launoi, Note H.-Mabillon, Jean (1632-1707), fransk Benediktinermunk. Han udgav 1698, under navnet Eusebius Romanus det lille kritiske Skrift: Ad Theophilum Gallum epistola de cultu sanctorum ignotorum. H's Kendskab til Mabillon er hentet i Bayles Art. Launoi, Note Q. - Camus, Jean-Pierre (1582-1652), fra 1608 Bisp af Bellay. - Patriarcher, Israels Stammefædre. - Annotatcr, Optegnelser; Anmærkninger.

S. 205. caracteriserede, betitlede. - Cominæus. Philippe de Commines (1445-1511), fr. Statsmand og Historiker. - Bessarion (13951472), Kardinal 1439, fra Art. Launoi, Note G. - Alle Helgens Dag, den 1. November; i den romersk-katolske Kirke Mindedag for alle Helgener og Martyrer. - Juvenal, 13, 46-49: "Der var ikke en saadan Sværm af Guder som nu, og Stjernerne, som var fornøjede med faa Guder, tyngede med mindre Vægt paa den arme Atlas." Fra Bayle Art. Launoi, Note G.

S. 206. assigneret, anvist. - Hercules, lat. for Herakles, Grækernes største Sagnhelt; p. gr. af sine udødelige Bedrifter optaget blandt de olympiske Guder. - Minos, græsk Halvgud, Konge 311 paa Kreta; iflg. kretisk Tradition efter Døden Dommer i Underverdenen. - signaliser et, udmærket. - Sted, Plads. - differerer fra, er forskellig fra. - Diomedes og Ajax, to af de berømteste græske Helte ved Troja. - Æneas, Hovedpersonen i Vergils helteepos Æneiden (skr. 29-19 f. Kr.). - St. Euvremont, Charles de (1610-1703), fr. Officer og Forfatter. CEuvres de Monsieur de Saint-Evremond, London 1711, III, 169.

S. 207. Tamper-Ret, Domstol, der dømte i Ægteskabssager. - paa Rullen, i Fortegnelsen. - Poëten, Boileau, Epîtres I, 93-94: Men hvilke tomme Laurbær, som Krigen end kan give Løfte om, saa kan man være Helt uden at lægge Jorden øde. - give . . gocif Kiøb, giver .. billig Pris; viser sig . . føjelig, eftergivende. - udi Klims . . . Rejse, se Bind IX, S. 85.

S. 208. Journaler, Tidsskrifter med Resuméer og Anmeldelser af videnskabelig Litteratur. - Erasmus af Rotterdam (1466-1536), hollandsk Humanist. - Grotius, Hugo (1583-1645), hollandsk Jurist, Teolog, Filosof og Statsmand. - Scaliger, Julius Cæsar (1484-1558), ital. Polyhistor. - Parade, fordelagtig Fremtræden. - Titular, titulær, dvs. som fører Titlen af.

S. 209. Cancelie- og Contoir-Calender. For Aarene 1744-49 udkom en officiel Kalender med denne Titel. Til og med 1750 betegnedes Dagene ved Helgennavnene; fra 1751 tilføjedes foran Datoen M (= Mandag), Ti (= Tirsdag) etc. - Policarpus, Polykarp, græsk Biskop og Martyr fra 2. Aarh. Navnet staar i nævnte Kalender ved 26. Januar. - Pontianus, Pave 230-35, død som Martyr. Navnet ved 19. Januar. - Blasius (4. Aarh.) armensk Biskop og Martyr. Navnet ved 3. Februar. - Omission, Forsømmelse. - besværge, besvære.

S. 210. ordentlige, faste. - fandt, følte, mærkede. - merkeligen, mærkbart. - Kramlader, Kramboder. - den Spanske Minister, antagelig Vinteren 1725-26, hvor H yndede at opsøge fornemme Mennesker i Paris. - incommoderet, besværet.

S.2ll.Rathlef, Ernst Ludvig (1709-68), Præst i Hannover, udgav i 8 Dele Geschichte jetztlebender Gelehrten, Zelle, 1740-44; II, 1741, 312-42, hvor H biograferes, angives han at være født 1685. H's Oplysning her er da aabenbart en Lapsus for 1684. mm underjordiske Reyse, se Bind IX, S. 136. - Republic, Stat. - glimrende, blændende, bestikkende. - de Epicuræiske Societeter, beskrevet efter Bayle, Dictionnaire, Art. Epicure, Note D. Den græske Filosof levede 341-270 f. Kr. - Cicero, de finibus 1,20,65, cit. af Bayle anførte Note. - Theseus og Orestes, græske Sagnhelte. - F actioner, "Kliker"; Oprørspartier.

S. 212. Devotion, Gudhengivenhed. - Diodes, fra samme Artikel, Note N. - Interesse, Egennytte. - Catechisation, Undervisning.

S. 213. Pr øver, Beviser, Argumenter. - aflade, opgive. - besværger,312 beklager. - heller, snarere. - indemnisere sig, holde sig skadesløse. - Procurator, Sagfører. - komme ud, klare sig. S. 214. særdeles, isoleret. - Province, Landsdel. - tillige, paa samme Tid.

S. 215. præludere, indlede vidtløftigt. - Skriftet, Hans Egede: Det gamle Grønlands nye Perlustration eller Naturel-Historie, 1741. Udgivet, sammen med Egedes Aarsberetninger (1721-36) til Missionskollegiet i Kbh. af Louis Bobé 1925. Paa Hans Egedes Initiativ sendtes der fra 1721 Skibe til Grønland. - Afgang, Afsætning. - rare, mærkelige.

S. 216. daarlig, taabelig. - Vives, se Bind IX, Note til Moralske Fabler Nr. 78. - Socialitet, Omgængelighed; Samfølelse. - destituerede fra naturlig Forstand, blottet for medfødt Forstand. - En af de første etc. Vinteren 1724-25 opholdt 2 Grønlændere sig i København, hvor de vakte betydelig Opsigt. - artig, vittig, kløgtig. - Ride-Banen, denne, samt følgende Oplysninger kendes ikke andetsteds fra.

S. 217. heldst, især. - vide Rede til, vide Besked om.

S. 218. Mange Christnes u-ordentlige Levnet, har Grønlænderne kunnet iagttage f. Eks. ved den Militærkoloni, der til Beskyttelse af Fiskeriet oprettedes 1728 ved Godthaab. Styrken hjemkaldtes 1731 (Bobé, Hans Egede, 1944, 124-28). - adskillige, forskellige. - friske, raske.

S. 219. Herrenhutter. Brødremenighedens pietistiske Missionsarbejde paa Grønland iværksattes 1732 ff. - de Malebariske Missionarier, Missionsarbejdet paa Malabarkysten, hvor Trankebar ligger, iværksattes 1705 ff. - Nederlag, Blodsudgydelser, Drab.

S. 220. risse, tegne. - Haand, Haandskrift. - accommodere, bringe i Orden. - konstig, dygtig.

S. 221. udi et af mine Skrifter, Helte-Historier, ved F. L. Liebenberg, 1864, II, 360, i Anledning af Sokrates' Kritik af Samtidige. - Medisance, fr. Bagtalelse. - Nachdeel, Skade. - Præjudice, Skade. - Anklagere, Angiver, lat. delator. - Nød, Nødvendighed. - Uhlspeil, den tyske Folkebog om Uglspil fra o. 1500 oversattes til Dansk i det 17. Aarh. Optrykt i Danske Folkebøger, XI, 1930. Holberg refererer til 30. historie (S. 79 ff).

S. 222. paa den rette Fod, paa den rette Maade. - mit sidste Brev, Epistel 357 om de politisk-religiøse Bevægelser i England i det 17. Aarh. - Cromwell, Oliver (1599-1658) engelsk Statsmand.- Tartuf, fr. tartufe, skinhellig Person; Titelperson i Molières Komedie om en Hykler. - udi mine Skrifter. Se Bind VIII, S. 297 ff.

S. 223. Vota, lat., her: Indlæg, Taler. - Inclination, Tilbøjelighed. - U formodentlige Conjuncturer, de politiske og religiøse Modsætninger mellem Konge (Karl I) og Parlament, som Inde- 313 pendenterne - ved at slutte sig til Presbyterianerne - snart vidste at udnytte til egen Fordel. - Independenternes Principium. I. var Tilhængere af en Kirkeforfatning, hvor hver enkelt Menighed var selvstyrende, muligt indordnet i en statskirkelig Ramme.

S. 224. ugemeene, ualmindelige. - Tønder, egl. brændbart Stof; stærk Tilskyndelse. - fast, næsten. - Ædelmand, Adelsmand. - Protector. Ordet benyttes i speciel Betydning om Cromwells (og sønnen Richards) autoritære Styre. - participeret, faaet Andel i. - Hurtighed, Dygtighed. - Fermetet, Fasthed. - victoriserede, sejrede. - veni etc., lat. Jeg kom, jeg saa, jeg sejrede. Cæsars Melding om Sejren ved Zela. - Potentater, Magthavere.

S. 225. Gro/7, ty. Nag. - Richelieu og Mazarin, se Ep. 13. - Condé, Louis 2. af Condé (1621-86), fr. Feltherre og Politiker. - fiin, listig. - Anslag, Planer; Intriger. - mislingede, mislykkedes. Cum etc., lat. Ordsprog: overfor Ræve maa man bruge Rævestreger.

S. 226. Dosin, Dosis.

S. 227. Pyrrhus, (319-272 f. Kr.), Konge af Epirus, kæmpede i Byen Tarents (Tarantos) Tjeneste mod Rom. Anekdoten citeres frit efter Plutarks Biografi af P, Kap 8 in fine. - Fortrydelse, Vrede. - sex Stæmmer mod fem. Holberg tænker sandsynligvis paa Højesteret, hvor mindst 11 Assessorer skulde være tilstede for at en Votering skulde lede til Domsresultat. - Uheld, Ulykke.

S. 228. Plinius, Epist. 2, 12, 5. - Pluralitet, Flertal. - Collegium, Domstol. - Republik, Stat. - laborere, lider. - Nederlandske Provinder. Ifølge det Utrechtske Unionsdokument, 1549, § 9 var den enkelte Provins paa væsentlige Punkter ikke forpligtet til at adlyde Flertallets Bestemmelser. - General-Staternes Forsamling, det hollandske Parlament. - Eidgenossenschaft. Det schweiziske Forbund, Schweizerische Eidgenossenschaft, bestod paa daværende Tidspunkt af 13 Fristater. - Liberum Veto, frit Veto. - Anseelse til, Udsigt til.

S. 229. rare, sjældne. - Majestæt, Suverænitet. - Bisidder, Assessor. - ubillige, uretfærdige. - paakiende, afgøre.

S. 230. mit Portrait. Til den franske Oversættelse af Moralske Tanker, Kbh. 1749, blev fremstillet et Titelkobber. Det forestiller Filosoffen Diogenes (d. ca. 323 f. Kr.), der glad peger paa et Portræt af Holberg, der er ophængt paa den Tønde, der var Diogenes' Bolig. D har kun et Klæde om sig, ved Siden af ham ses en Hund, symboliserende D's filosofiske Skole, den kyniske (af gr. kynos, Hund). Holberg var nok tiltrukket af D's satiriske Livsbetragtninger, men maatte dog samtidig tage Afstand fra Filosoffens fordringsløse Livsførelse. - for, foran. -

314

Aristippus, Aristippos fra Kyrene (ca. 400 f. Kr.); deraf den "Cyrenaiske" Skole. - Concept, Indfald, Idé. - Væstand, Ulykke. - singulariser e, vælge en særegen Leveform.

S. 231. parres med, sammenstilles med (til et Par). - delicat, skrøbeligt. - Vædskerne ... skarpe, iflg. den klassiske Lægevidenskab, hvor Forholdet mellem de fire Kardinalsafter (Blod, Slim, sort og gul Galde) var bestemmende for Sundhedstilstand og Temperament. - fermentere, gære. - Alexander M., dvs. Magnus, den Store. - rører... om, berører.

S. 232. inclinerer, har Tilbøjelighed. - udi Sverrig. Som i Danmark maatte i Sverige alle Trykmanuskripter passere Censuren. - moed, moden. - David, 1. Krønikernes Bog 19,5. - rart, sjældent. - Beqvemhed, Dygtighed.

S. 233. den underjordiske Anordning, se Bind IX, S. 95. - Erasmus, Grotius, se Note til Ep. 302. - Montaigne, Michel de (1533-92), fr. Humanist. - Clericus, Jean Leclerc (1657-1736), schweizisk Teolog og Filolog. - Heterodoxie, Tro der afviger fra Kirkens Lære. - udi min Heldte-Historie, Helte-Historier Udgave 1864, II, S. 20 ff. - Underfundighed, Snedighed. - Ak or anen, Koranen, Muhamedanernes hellige Bog; udgøres af de Aabenbaringer, Muhamed paastod at have modtaget fra Allah. Bogen er ikke nedskrevet af Muhamed selv, men først samlet efter hans Død.

S. 234. vanskabte, unaturlige, vanvittige. - Forvirrelser, Uklarheder. - Contradictioner, Modsigelser.

S. 235. Monsr. Bayle, Dictionnaire, Art. Mahomet, Note M. - Afridsning, Beskrivelse. - udi mine Skrifter, Moralske Tanker, Liber III, Epigr. 40. - indløbe udi, gør Indtryk paa.

S. 236. dumme, uvidende. - Origenis Lærdom, se Bind X, S. 287. - Skin, Rimelighed. - Persvasioner, Overtalelser. - Øvelse, Udøvelse. - Min Herre, dvs. P. F. Suhm, (1728-98), dansk Historiker; udgav 1749 De Gamles Krigs-Skole, aabnet ved de gamle Skribenteres Frontini, Polyæni, Æliani og Arriani Oversættelse. I Fortalen henviser Suhm til de Krav, Holberg i sin Oversættelse af Herodian havde stillet til en god Oversættelse. - Tactiske, krigsvidenskabelige. - hans andet Arbejde, utvivlsomt Manuskriptet til Suhms Oversættelse af Pythagoræ gyldene Vers etc., udg. 1750 med Fortale af Holberg.

S. 237. i mine Skrifter, f. Eks. Ep. 334. - poleret, dannet. - Migrationer, Vandringer. - min Herres Exempel. Suhm fik hele sin Uddannelse i Hjemlandet. - kommer ... til pass, er ... gavnligt. - Modestie, Beskedenhed. - heller, snarere. - Stella etc., Giovanna della Stella, Teresa Pompeiate, La Turcotti og Rosa Costa, optraadte alle i Pietro Mingottis Operaselskab, der gav Forestillinger i Kbh. 1748-49. - acqviterer sig bedre udi, skiller 315 sig bedre fra. - Actionerne, Forestillingerne. - Juridiske Qyæstion, jur. Spørgsmaal. Suhm udnævntes 1748 til Assessor i Hofretten. - Geometrisk Problema, Holberg tænker antagelig paa Oversættelsen af de taktiske Forfattere, for hvem Geometrien spiller en Rolle. - Franchise Parisienne, fr. parisiske Frimodighed.

S. 238. præpostere, lat. forkert, bagvendt. - Kobberstykker, Kobberstik. - rare, sjældne.

S. 239. Resolution. 1747 testamenterede Holberg sin Ejendom til Genoprettelsen af Sorø Akademi. 1749 meddelte han, at han fra 1. Maj 1751 agtede at overlade Indkomsterne af sit Baronis Gods Aar efter andet til Akademiet. - adskillige, forskellige. - daarlig, taabelig. - Vellyst, Vellevned. - Metamorphosis, Forvandling. - glimrende, prægtig. - derhos, desuden.

S. 240. convenable, fr. passende. - petit-maitre, fr. Laps. - Carosse, Karet. - Phaëton, Faeton, let, aaben Vogn. - Maitresser, Elskerinder. - honnête homme, fr. Hædersmand. - Eqvipage, Følge. - Distinction, Udmærkelse. - Agonisanter, Døende. - Contrarium, lat. det modsatte. - vanhælder, skæmmer.

S. 241. af Drømmen, ud af Illusionen, Fejltagelsen. - Liberalitet, Gavmildhed. - chargered med, overdraget Hvervet med. - Universitetets Oeconomie, Holberg var Kvæstor (nu Kurator) 17371751. - ex nobili officio, lat. som en Ærespligt. - Præcaution, Forholdsregel. - abalienere, give fra (mig). - Senior, dvs. den der har været længst i Tjenesten ved Universitetet og som saadan fritaget for Forelæsninger. - Nouvellist, Journalist. - interesseret, egennyttig. - censurerede, kritiseret, dadlet.

S. 242. Epistola CDXLVIII er fremkaldt af et Skrift, Cogitationes etc., MI, 1747, hvori den unge Filosof, F. C. Eilschow (1725-50) gav 897 Forslag til Erstatning af videnskabelige Fagudtryk med nydannede danske Gloser. - Glugmaanet, Blidemaaned, Orme-Maaned, Sædemaaned, stammer fra en olddansk Række Navne for Maanederne, som holdt sig bl. a. hos Digterne. Sædemaaned er Oktober. - Academiet, Universitetet. - Doctor-Trappen, Doktorgraden; sidste Led af lat. gradius, Skridt, Trin; Trappetrin. - In Jure, lat. i Jura. - Magister Philosophiæ, lat. egl. Læremester, Lærer i Filosofi. - Verdens Viisdom, dvs. verdslig Visdom, Filosofi. - skabte, udnævnt. - Baccalaureus, se Baccalaurprogrammet, Bind VIII, S. 319 ff. - Decanus, Dekan, Lederen af et Universitetsfakultet. - Fristad, her i Betydningen Fristat, Purisme for Republik, efter lat. res publica, Stat. - møde Ting, hænder noget. - betager, fratager. -Mumme-Lystigheder. Mummespil er et gammelt Ord for Forklædningsleg, Maskerade. - Fortørneisers, af Holberg dannet til lat. offendere, støde, krænke. - Accise, indenlandsk Afgift paa 316 Varer (af lat. accidere, afskære). - Consumption, Forbrugsafgift af Fødevarer (af lat. consumere, forbruge, fortære). S. 243. Bedrifter. Dannet over det paa Holbergs Tid forsøgsvis anvendte, tyske Ord Geschichte, der opr. betød "det skete, bedrevne" senere Beretningen om Begivenheden, for endelig at blive synonymt med det fra lat. indlaante historia. - forskrevet, bestilt skriftligt. - Alderdommer, dannet til ty. Altertumer, Oldsager, Forhold i Oldtiden. - Byrd, Fødsel. - Tvistighed, her: Disputats, offentligt forsvaret, akademisk Afhandling. - øverste Høresal, Disputatserne afholdtes i Universitetets Auditorium paa 1. Sal.

S. 244. Spinozismus, se Note til Ep. 210. Ifølge Spinoza gives een Substans, Gud eller Naturen, forstaaet som en Kraft, der rører sig i alt, hvad der eksisterer og som hverken kan opstaa eller forgaa, deles eller begrænses. - Edmund Halley (1656-1742) var en af sin Tids betydeligste Naturvidenskabsmænd; beregnede efter Newtons Metode Banerne for et Antal Kometer, bl. a. for den efter ham opkaldte "Halleys Komet". - Probabilifet, Sandsynlighed, Antagelse. - Spatium, Rum. - Perspectiver, Kikkerter.

S. 245. conservere, bevare. - conf underer, forveksler.- Epistola CDLIL Holbergs Kilde hertil er et populærvidenskabeligt Værk af Noël-Antoine Pluche: Le Spectacle de la Nature (1732). - daarlige, taabelige. - jeg tilforn har skrevet, i Ep. 117. - Societeter, Samfund.

S. 246. ingen Tragcedier. I Tidsrummet 1748-54 opførtes kun een Tragedie paa Skuepladsen. - Ubeqvemhed, Uegnethed. - Melampe, se Bind V. Stykket havde baade paa lille Grønnegade og senere paa Kongens Nytorv (fra 3. Maj 1748) gjort stor Lykke. - forekommes, hindres. - grundig, fornuftig. - Voltaire, i Discours sur la Tragedie, som kom som Indledning til Tragedien Brutus, 1730; Oeuvres complètes, II, 1877, 312-13. - løs Stiil, Prosa. - Rubens, Peter Paul (1577-1649), flamsk Maler. - Veronese, Paolo (1528-88), italiensk Maler. - ligne sig ved, sammenligne sig med. - Skildrere, Malere.

S. 247. ziirlig Oration, smagfuld Tale. - Rigadon, rigodon, livlig, fransk Dans. - Folie d'Espagne, enkel, seriøs Solodans. - Engelsk Dantz synes Holberg at identificere med Kotillonen, der er af fransk Oprindelse. - Polske Dantzer. Polskdansen var jævne Folks Dans. - Koldsindighed, Ligegyldighed. - gisper, gaber. ~ de rimede Latinske Vers etc., sandsynligvis leoninske Vers, middelalderlige Hexa- eller Pentametre, i hvilke Midte og Slutning rimer. - smage derpaa, faa Smag derfor. - prosodiske, rytmiske.

S. 248. Raserie, Galskab; Urimelighed. - Cartesianer, Tilhængere af 317 den franske Filosof Descartes' mekanicistiske Opfattelse af Organismerne. Ifølge denne er Dyrene og Menneskelegemet Maskiner, men Mennesket har en Sjæl, som kan velselvirke med Legemet. - René Descartes, Renatus Cartesius paa Latin, levede 1596-1650. - Experimenter, Erfaringer, Iagttagelser. - forrykke ... hans Concepter, gøre ... usikker.

S. 249. den milde Dom, i Slutningen af Ep. 466. - Autor, Julien Offroy de La Mettrie (1709-51), fransk Læge og Filosof. L'Homme Machine (1748) har Holberg læst i CEuvres philosophiques de Mr. de la Mettrie, Amsterdam 1752, 2 vol., 12°. - Skin, tilsyneladende Rimelighed. - Erfarenhed, Erfaring; Iagttagelse. - a priori, givet paa Forhaand; rent logisk begrundet. - Vædsker, se Note til Ep. 393.

S. 250. Chimere, Fantasifoster. - non ens, lat. noget ikke-eksisterende.- Organisationen. La Mettrie forstaar herved Individets naturgivne Evner og Færdigheder, som for ham er dets sande Dyder, et Menneskes Værd er dets Naturanlæg; hvad det erhverver af Dyder, er Laan fra Naturen. - Experimenter, f. Eks. over Muskelbevægelser hos Dyr, som nylig er aflivede. - som Skriften siger, Romerbrevet 7,19: "det gode, som jeg vil, det giør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, dette giør jeg" (Bibeloversættelsen 1732). - Video etc., Ovid, Metam. 7,21. - paroxysmus, Sindsbevægelse. - Fermentation, "Gæring". - extravagerer, farer vild; overdriver. - Refselse, Irettesættelse, Dadel.

S. 251. bestride, bekæmpe. - politisk, statsvidenskabeligt. - Krigs-Styr (jfr. ty. Steur, Skat), Krigsskat, Værneskat. - Galioner, Pyntebaand. - Kop (jfr. ty. Kopf), Hoved; Kopskat, Hovedskat, en Skat der er lige for alle Skattepligtige, uden Hensyn til deres Formueforhold. - ex. gr., exempli gratia, lat. for Eksempel. - Gyldenstykkes Klæder, Klæder af Stof, gennemvævet med ægte Guld- eller Sølvtraade. - besværge, besvære. - fodre, fordre.

S. 252. Vellyst, Vellevned; Luksus. - en af mine Gaarde. Holberg ejede Brorup ved Slagelse og Tersløsegaard ved Sorø. - kiendeligt, tydeligt. - Sæde-Gaard, Hovedgaard, Gods. - u-hørlig, uhørt, umaadelig. - Udraab, Vanry. - Suffolk, Sydøst-England, nord for Themsmundingen.

S. 253. Province, Landsdel. - for, før. - heller, snarere. - Cartesii Meening, se Ep. 458 med Note. - Skrift, muligvis F. C. Eilschouw: Philosophiske Breve, 1748; det 13. Brev fremhæver Menneskenes Pligter mod Dyrene. Eilschouw drager af Naturretten den Slutning, at der er en Samfundspagt mellem Mennesker og Dyr, som giver begge Parter Rettigheder og Pligter. - ved anden Leylighed, se Bind I, S. 157 ff.

318

S. 254. incommodere, plager. - Lemfeldigste, mest skaansomme. - signaliser et sig, udmærket sig. - Eftertale, Kritik (nemlig af dem, som svigter Husdyrene). - Macedoniske Konge. Da Aleksander den Stores Yndlingshest Bukefalos (eller -las) døde, grundlagde Kongen en By, Bukefala, som han opkaldte efter Dyret (Plutark, Alexanders Liv, Kap. 61). - Reinhold Rose eller Rosen (død o. 1668), litauisk Adelsmand. Fra Bayle, Dictionnaire, Art. Rosen. - Keyser Caligula. Historien gengives efter Bayle, Art. Rosen, Note C. - Førstelig, fyrstelig. - det store Raad, Senatet. - Høytid, Æresbevisning; Stads. - Raserie, Galskab. - Madame du Puis, berømt Harpenistinde, som Holberg kender fra Bayle, Art. Rosen, Note C.

S. 255. mm sidste Skrivelse, Ep. 493. - de nye Skue-Spill, først og fremmest af de franske Lystspilforfattere Destouches (16801754) og Marivaux (1688-1763). - Anseelse, Udseende.

S. 256. examineret visse... Mesterstykker, L'Irrésolut (1713), Den Vankelmodige af Destouches, opført her 15. og 17. April 1750 og La Mere confidente (1735), Den fortrolige Moder af Marivaux, opført her første Gang 3. Juni 1750; begge behandlet i Ep. 493. - Livet er en Drøm. Den spanske Dramatiker Calderóns filosofiske Versdrama La vida es sueno blev, via en italiensk og fransk Prosaoversættelse, 1732 af Louis de Boissy omarbejdet til en heroisk Komedie paa frie Vers. En dansk Prosaoversættelse heraf ved G. Fursman benyttedes ved Opførelsen 7. Marts 1753. - den forlorne Søn, dvs. L'Enfant prodigue af Voltaire, oversat af B. W. Luxdorph, opført her første Gang 9. September 1750. - ydmyge sig, underkaster, bøjer sig. - endda, endnu.

S. 257. udi Gevæhr, under Vaaben, beredt til Kamp. - Complimenter, Høflighedsfraser; Udenomssnak. - Ulysses von Ithaca, se Bind IV. - artige, vittige, lystige. - Poesien, Versene. - Italienske Theater, Maskekomedien, commedia dell'arte. - den nye... Smag udi Musiqven etc., den Italienske Opera; Ep. 373.

S. 258. Theokrit levede ca. 324-265 f. Kr.; hans græske "Idyller" danner Forbilledet for Vergils latinske Hyrdedigte, Bucolica (o. 42-39 f. Kr.). Holberg oversætter, med faa Udeladelser og Friheder, hele Theokrits Idyl. - Paris etc., i den gr. Mytologi den trojanske Kongesøn, der bedaarede og bortførte den skønne Helena, og derved gav Anledning til den trojanske Krig. - toer, vasker. - drill, nar, bedrag. - Diana, Jagtens Gudinde, i sin Kyskhed utilnærmelig for Mænd. Hun staar vordende Mødre bi i Forløsningens Stund.

S. 259. Stold, Stald.

S. 260. søbe, formentlig en Trykfejl hos Holberg for "søge". - skiden, snavsede. - Allarm, Støj. - drives, bevæges. - Flor,

319

Klædning, Kaabe. - Eclogis, af ecloga, Hyrdedigt. - bevægelig, bevægende. - de Senectute, lat. Om Alderdommen. I Dialogen, hvis fulde Titel lyder: Cato major de senectute, lader Cicero Cato den Ældre belære to yngre Romere om Alderdommens Fortrin.

S. 261. unge Mennisker etc., De senectute Kap. 6-8. - entholde sig, afholde sig. - ankomne, fordærvede. - Sygdom etc., De senect. 9-11. - Senectus etc., latinsk Oversættelse af et Ord af den græske Filosof Bion, opbevaret hos Diogenes Laertios 4,7,48. Kaars, Kors, Prøvelse.

S. 262. Geleydere, Ledsagere. - ingen Fornøyelse, De senect. 12-14. - Tækkelighed, Munterhed. - Socialitet, Selskabelighed. - Stumpe, Stumper. - udi Fablen, Moralske Fabler Nr. 130, hvor der dog er Tale om en gammel Abe; se Bind IX. - gamle Mænd ... æres, De senect. Kap. 17-18. - helst, især. - Collegier, Forsamlinger; (faglige) Selskaber. - Lacedæmon, Sparta; fra De senect. Kap. 18. - Elisæus, dvs. Profeten Elisa (2. Kong. 2,23).

S. 263. sine forbigangne... Bedrifter, De senect. Kap. 3-5. - en Philosoph, Georgias fra Leontius, De senect. Kap. 5. - besværge, besvære, beklage. - Censor, Kritiker. - rare, sjældne.

S. 264. llle etc. Juvenal 10, 227-29 og 217-18. Satirer ved L. Ove Kjær, 1866:

Paa Skuldren hin nu er svag, og paa Lænden Denne; en anden paa Hoften, en tredie mistet har begge Øjne og misunder hver enøjet, og Mad maa en fjerdes Bleghvide Læber jo tage af fremmede Hænder. Kun Feberen ene har Magt at

opvarme Resten af Blodet, som løber endnu i det kolde Legeme om. -

grundig, velbegrundet. - sige af, forkynde; udtale. - det giør ingen gode, det nytter ikke noget. - heroismus, Tapperhed.

S. 265. Lambert. Anne-Thérèse Marguenat de Courcelles, marquise de Lambert (1647-1733). Hendes Avis d'une mere à son fils et à sa fille tryktes første gang 1728. Holberg citerer CEuvres de Madame la Marquise de Lambert, Paris 1748, I-II, 8°, og oversætter af nogle Sider (1,53-56) i Traité de la Vieillesse nogle Linier, idet han overspringer kortere og længere Passager hvilket fremkalder nogen Uklarhed især mod Slutningen: "Thi saa snart etc."; det drejer sig hos Fru L om Kærligheden, hvad man ikke kan se hos Holberg. - Angenemhed, Fortryllelse, Charme. efter Rigueur, uden Overbærenhed. - sætte paa Skruer, lægge Tvang paa, passe paa. - En frivillig Tilstaaelse etc. Yderst elegant paa Fransk: une vieillesse avoueé est moins vieille. - Uheld, Ulykke; Vanskæbne. - paa ... Spectacler, ved ... Teaterforestillinger o. lign. - ingen Parade kand giøre, ikke 320 kan tage sig fordelagtigt eller værdigt ud. - delicat, kræsen; i Originalen: exquis. - opvakt, ømfindtlig; i Originalen: delicat.

§.266.Fontenelle, Bernard le Bovier de (1657-1757), fr. Forfatter. Hans Nouveaux dialogues des Morts, 1683, har Lukians Samtaler mellem Afdøde som Forbillede. - (The) Spectator, eng. "Tilskueren", Tidsskrift udsendt af Joseph Addison (16721719) og Richard Steele (1672-1729) 1711-12. Det afløste The Tatler (1709-11); Holbergs Ophold i London fandt Sted indenfor Aarene 1706-08. - ved hvad Leylighed, i hvilken Anledning. - Inclinationer, Tilbøjeligheder. - Minos, efter græsk Mytologi Dommer i Underverdenen. - anseer, ser ... paa.

S. 267. Beqvemhed, Egnethed. - ubesværget, ubesværet, dvs. hvis det ikke volder Besvær. - endda, endnu. - konstig, kunstfærdig. - Cartesius, dvs. Descartes, se Note til Ep. 458. Der hentydes til dennes samt Newtons Teorier om Himmellegemernes indbyrdes Forhold (henholdsvis Hvirvelteorien og Tyngdeloven).

S. 268. Philippus 2., Filip II (1527-98), Konge af Spanien. - Comtoir, f r. comptoir, Disk; her: Skrivebord. - Daarlighed, Taabelighed.

S. 269. Præjudicia, Fordomme. - Skilder-Konsten, Skildrekunsten, Malerkunsten. - lykkelig udi Efterlignelser, dygtig ell. heldig m. H. t. Evnen at kunne efterligne. - Capuciner-Munke, Hættebrødre, Gren af Franciskanerordenen, grundlagt 1525. - Dominicaner-Munke, Tiggermunkeorden, stiftet 1216 af Dominicus; havde bl. a. Kætteromvendelser som særlig Opgave. - Lemmer, Medlemmer. - Carolus 5., Karl 5. (1500-58), ty.-rom. Kejser, spansk Konge (som Carlos I). Abdicerede 1554-56 til Fordel for sin Søn Filip 2. - Perpetuum mobile, Maskine (som ved egen Kraft er) i evig Bevægelse.

S. 270. Kong Waldemar Atterdag (ca. 1320-75). - Magnus Smeck (1316-74), svensk Konge. Mistede 1360-61 Skaane, Blekinge og Gotland til Valdemar Atterdag. - Claudius (10 f. Kr.-54 e. Kr.), rom. Kejser; gift 2. Gang med Agrippina d. Yngre, Neros Moder, der senere forgav ham. - Domitianus (51-96), rom. Kejser. Hans Fluejagt omtales af Sueton, Domitians Liv, Kap. 3; Svetons Kejserbiografier, overs. af A. B. Drachmann, 1911-16, 533.

S. 271. Kimenes, Francisco Jiménez (1437-1517), spansk Kardinal og Storinkvisitor; i Epistlerne (421; 538) nævnes han blandt mønsterværdige Politikere. - P erikles (d. 429 f. Kr.), athensk Politiker. - Fleury (1653-1743), fransk Kardinal, Ludvig XV's Førsteminister. - Michel de l'Hospital, Kansler under Frants II 1560-73. - Oxenstierna, Axel (1583-1664), Gustav Adolfs Kansler og Medlem af Dronning Christinas Formynderregering. - Fokion (d. 317 f. Kr.) og Aristides (d. o. 468 f. Kr.), athenske Politikere. - Julius 2., Pave 1503-13, anses af Hol- 321 berg snarere som Feltherre end som en Kirkens Mand. - Cyrus, Kyros den Ældre, Perserkonge ca. 558-29 f. Kr. - Skanderbeg eller Georg Kastrioti (d. 1467) befriede for en Tid Albanien fra Tyrkernes Herredømme. - Betientere, Embedsmænd. - Alexander 6., Pave 1492-1503. - Serail, Haremsbygning. - Præcaution, Forsigtighed. - Sylla, Sulla (138-78 f. Kr.); som Diktator tog han blodig Hævn over sine Modstandere, før han genoprettede Senatets Magt og abdicerede. - signaliseret sig, udmærket sig. - Sixfus 5., Pave 1585-90, udviste fra sin Tiltrædelse en naadeløs Strenghed mod Lovovertrædere. - Gevaldiger, Skarpretter. - Nero ... Capel-Mester. Da Nero begik Selvmord beklagede han, at Verden skulde miste saa stor en Kunstner, nemlig Cithersanger. - Diogenes, se Ep. 393. - Grimacer, Narrestreger. - Amanuenser, Medhjælpere. - Varillas (1626-96), fr. Historiker. - Lyschander, Claus Christoffersen (1558-1623/24), kgl. Historiograf. - Rudbeck d. Æ., Olaf (1630-1702), svensk Polyhistor. - Strelow, Hans (1587-1656), Historiker. De tre sidstnævnte fremsatte fantastiske Hypoteser om Nordens første Bebyggelse. Se Ep. 193. - Homer, var for Holberg Poëten fremfor nogen, og Poëter lyver. - Gregorio Leti (1630-1701), italiensk Historiker, hvis Mangel paa historisk Kritik paatales Ep. 504. - Almanakerne indeholdt ofte oplysende og underholdende Stof samt Vejrspaadomme og andre Forudsigelser.

S. 272. Nostradamus, Michel de Nostredame (1503-66), fransk Læge og Spaamand. - Laborere, lider. - Geert Westphaler, se Bind III. - Dollhuus, Daarekiste. - Pyrrhon fra Elis (ca. 360-ca. 275 f. Kr.), gr. Filosof af den skeptiske Skole - ligesom Arcesilaus, Arkesilaos (315-240) og Zenon fra Elea (ca. 490-430 f. Kr.). Theod. Stylita, muligvis Sammenblanding af Navnene paa Helgenen "Theodorus Studita" (dvs. fra Studion), som af Billedernes Bekæmpere o. 815 udsattes for haarde Forfølgelser, og Helgenen "Simon Stylita" (5. Aarh.), hvis Bodsøvelser Holberg haanede; begge er behandlet i Kirke-Historien (Udgave 1867-68, S. 451 og 256-57). - St. Franciscus, Frants af Assisi (1182-1226), Ordensstifter og Helgen. - Ignatius Loyola (ca. 1490-1556), Jesuiterordenens Stifter. - Cerberus, Kerberos, i den græske Mytologi Hund med tre Hoveder, der vogter Hades' Palads i Underverdenen. - om Hunde, i Ep. 120.

S. 273. Løfte, i Ep. 518. - De Bøger udi L'esprit des loix, Livres XXIV-XXV af den franske Filosof Montesquieu's De l'Esprit des Lois (1748). - Capitel, XXV, 13; Holberg medtager ikke Indledningen. - Suppliqve, Bønskrift, Ansøgning.

S. 274. Diocletianers Rulle, Diokletianeres Rolle. Den romerske Kejser Diokletian (245-313) iværksatte omfattende Kristenforfølgelser mod Slutningen af sin Regeringstid. - Naturens Lys, den men- 322 neskelige Fornuft. - foresætter, fremstiller. - Characteer, Særpræg, Væsen.

S.275.Præjudida, Fordomme. - Memorial, Skrivelse. - mm Epistel, Ep. 412. - Der hersker Uenighed om Mandens Identitet, men Enighed om, at Holberg - p. Gr. af Ep. 538's detaljerede Karakteristik - sandsynligvis ikke beskriver en fingeret Person. Holberg har aabenbart ikke faaet gjort Epistelen trykfærdig. Holberg sigter muligvis til den smidige og loyale Johan Sigismund Schulin (1694-13. April 1750), som ved sin Død var en af Landets ledende Ministre.

S. 276. Maluit etc., lat. Han vilde hellere være end synes. - ugemeen, ualmindelig. - Ximenes, Oxenstierne, Fleury, se Noter til Ep. 512. - Pilot, Styrmand; Lods. - Knuder, Vanskeligheder. - Axiomata, indlysende Grundsætninger. - insociable, uforenelige. - Oeconomie, Husholdning. - Zirlighed, net og smagfuld Standard.

S. 277. Panegyrister, Lovprisere.

323

BILLEDFORTEGNELSE

233. Titelblad til Synopsis Historiæ Universalis 1733 . 64

234. Titelblad til Compendium Geographicum 1733... 65

235. Holberg's Bolig 1734-40 paa Hjørnet af Gammeltorv og Nygade .. 80

236. Holberg besøger Marie Grubbe. Maleri af V. Neiiendam .. 81

237. Holberg skriver sine Epistler. Tegning af Wilh. Marstrand .. 152

238. Titelblad til Epistler Bd. 1 1748 ..................... 152

239. Titelblad til Epistler Bd. 5 1754 ..................... 152

240. Holberg i Fruentimmer-Selskab. Tegning af Vilh.Marstrand .. 153

241. Holberg og Diogenes med Tønden .................. 224

242. Holberg og Diogenes med Tønden .................. 225

243. Brev om P. E. Kraft's Formidling af Donationen til Sorø ... 240

244. Greve Henrik VI af Reuss. Maleri af A. Brunniche ... 240

245-246. Vaabnet Holberg fik som Baron ............... 241

247. Holberg's Laksegl som Baron ........................ 241

Kursiv i Billedtekster er Citat.