Holberg, Ludvig Epistola 319

EPISTOLA CCCXIX.

Til **

Min Herre skriver, at han ikke er fornøyet med den ham tilskikkede Cancelie- og Contoir-Calender, efterdi det Fornemmeste derudi fattes, som er Dagenes Navne. Han siger, at det er ham ikke saa Magt paaliggende at vide, om en Dag er indviet til Policarpo, Pontiano, Blasio etc. som orn den heder Mandag, Tiisdag eller Onsdag, hvilket at vide er høyligen fornødent. Jeg tilstaaer, at denne min Herres Anmerkning er vel grundet; thi, naar man stævner til Samling, byder til Giest, eller bestæmmer til Arbeyde, nævner man ikke den 3die eller 4de Dag i Maaneden, som heder Polycarpus eller Blasius, men man stævner at møde til en Onsdag eller Torsdag, og, naar det sidste skeer, veed enhver, hvad han skal rette sig efter. Jeg erindrer mig ved Leylighed heraf, at en fornemme Embedsmand engang udi et Selskab spurte, hvad Klokken var; ham blev svaret, at efter Stadens Klokke-Viser var Klokken 3, men man sagde derhos, at Byens Klokker ginge ikke rigtige, saa at de differerede fast en halv Time fra Soel-Viserne. Manden svarede da, at han aldeeles ikke tvivlede om Solens rigtige Gang, men at han kunde ikke rette sig derefter, thi naar man stævnes til at møde enten udi en Ret eller Forsamling, maa man passe Tiden efter Stadens Klokker, hvor urigtige de end gaae, og kand ikke undskylde sig med Solens Gang, om man kommer for silde. Hvad ellers den Omission angaaer, som min Herre støder sig over udi vor nye Calender, da kand jeg ikke besværge mig derover, saasom jeg ikke behøver at eftersee Dagenes Navne udi 210 Almanaker; jeg kand af min ordentlige Diæt og mine Middags-Maaltider vide enhver Dag udi Ugen; thi, naar min Kammer-Pige bringer mig til Middags-Maaltiid en Havre-Suppe med en Kalve-Steeg, veed jeg, at det er Mandag, og naar den 3die Ret, som er Fisk, kommer dertil, er det samme som hun vil sige, i Dag er Tiisdag, og saa fremdeeles. Udi denne ordentlige Diæt finder jeg en stor Magelighed, saasom ingen Tiid behøves at omspørge, hvad Mad jeg vil spise. Jeg meener ogsaa, at det hielper til Sundhed, og tilskriver jeg min ordentlige Diæt og Leve-Maade dette, at jeg imod all Formodning og imod alles Spaadomme haver opnaaet en saa høy Alder. Jeg siger imod all Formodning, efterdi jeg merker, at de Svagheder, som jeg plages af, have været ligesaa stærke, ja stærkere udi min Barndom og Opvæxt. Hoved-Pine eller Migraine haver været min bestandige Plage. Udi min Ungdom fandt jeg den oftere og hæftigere: Nu derimod finder jeg den ikke saa ofte; den raser ey heller saa hæftig, men holder derimod hver gang længere ud. Jeg haver stedse været meget kuldskier, saadant formeeres saa merkeligen hos mig med Alderen, at jeg om Vinteren sielden tør vove mig ud i Luften. Jeg haver ellers merket dette, at ingen taaler mindre Kulde end Nordmænd. Jeg haver med Forundring seet i Paris, hvor Kulden om Vinteren raser saa stærkt, at man kand gaae over den stridige Flod Seine, at Fruentimmer kand sidde den heele Dag paa offentlige Steder og udi deres Kramlader uden Varme; saadant kunde faa Norske Damer giøre dem efter. Jeg erindrer, at da jeg en Vinter besøgte den Spanske Minister, og klagede mig over Kulden, sagde han sig deraf aldeeles ikke at være incommoderet. Aarsagen til de Norskes Kuldskierhed tilskriver jeg deres meget varme Vinter-Stuer og deres forede Klæder og Støvle, som de bruge om Vinteren; thi, naar de aflegge de samme, finde de sig ligesom at være nøgne. At jeg selv nu saa lidet kand imodstaae Kulde tilskriver jeg fornemmelig Alderdommen, thi jeg haver opnaaet mine 65ve Aar, saa at jeg haver et Aar meere, end som mig er

        

211 tillagt udi mit trykte Liv og Levnet, som er forfattet af den Hannoverske Præst Ernst Ludewig Rathlef, thi jeg er fød udi det Aar 1685. Jeg forbliver etc.