Holberg, Ludvig Epistola 195

EPISTOLA CXCV.

Til **

Min Herre mælder udi sin Skrivelse af 21de Octobris, at han ikke kand bifalde det, som jeg haver skrevet om Skue-Spill: I sær laster han dette, at jeg haver satt saa liden Priis paa Terentio, helst saasom mange af de lærdeste gamle Romere, som maa være de beqvemmeste Dommere, preferere ham for Plauto. Jeg svarer dertil, at jeg dømmer efter min egen, og ikke efter andres Smag. Om end Aristarchus selv fælder Dom udi en Ting, giør jeg mig dog Umage, at examinere, hvorpaa den grunder sig; thi Erfarenhed lærer, at en heel Stad undertiden, indtagen af en eeneste anseelig Mands Autoritet, renoncerer ligesom paa sine egne Sandser. Herforuden, hvad denne Materie angaaer, kand man sige, at de lærdeste og skarpsindigste Mænd ere ikke altiid Kiendere af Skue-Spill. Det synes vel, at man bør ansee det for en Formastelse at forkaste en saa skiønsom Mands Dom, som Horatii. Man seer, at samme store Poët udi sin Arte Poëtica fælder ikkun slet Dom over Plauto. Hans Ord ere disse:

At nostri proavi Plautinos et numeros et
Laudavere sales; nimium patienter utrumqve,
Nè dicani stultè, mirati.

173

Man kand jo ligesaavel sige, at det er en Formastelse af Horatio at vrage det, som de ældere Romere for ham have fundet Smag udi; helst saasom man seer, at Cicero for ham, Macrobius, Gellius, og fleere, efter ham, have været af andre Tanker: Plautus skinner ligesaa klart udi mine Øjne, efter at jeg haver læset denne Horatii censure, som før; ja, om Cicero selv havde været af Tanker med Horatio, havde jeg dog appelleret til mine egne Sandser; allerhelst saasom det kommer mig for, at med alle de herlige Qvaliteter, som denne store Romer haver besiddet, han dog ikke haver været den stærkeste Kiender af Skuespill. Thi de tvende af Plauti Comoedier, Pseudolus og Truculentus, som efter Catonis Beretning have stukket ham meest udi Øynene, kand ikke lignes mod Aulularia, Capteivei, Amphitruo, og Menechmi. Jeg forlader mig herudi heller paa Molieres Domme; thi om ham heder det: Artifici in sua arte credendum; thi ingen haver udstuderet Theatrum stærkere end samme Mand: Man seer, at han haver taget Plautum, og ikke Terentium, til Modéle, og at de tvende Skue-Spill, Amphitrion og l'Avare, som ere Plauti Amphitruo og Aulularia udi Fransk Klæde-Dragt, ere endnu de prægtigste Comoedier, som vi have. Jeg tilstaaer gierne, at man i Henseende til det Latinske Sprog heller kand recommendere Terentium: Jeg tilstaaer ogsaa, at theatralske Regler nøjere i Agt tages af den sidste, hvor vel derpaa er ogsaa meget at sige; thi der udf ordredes et stort Arbejde at sætte Terentii Comoedier udi ret Orden, og kunde jeg saadant let bevise, hvis jeg vilde foretage mig at examinere et hvert Stykke i sær. Jeg siger dog, at jeg agter meere Terentium i Henseende til Stilen og theatralske Regler; men deraf flyder ikke andet, end at den eene kand være bedre Lingvist, og den anden bedre Comoedie-Skriver, at man hos den eene mærker større Fliid, men hos den anden større Geist, og at den eene haver mindre Feil, men den anden fleere Qvaliteter. Thi ligesom man kand giøre et Poëma uden Lyder, og er derfor just ikke Poët; saa kand en anden giøre Vers fulde af Fejl, og

        

174 dog fortiene Laur-Krandsen. Jeg ligner Plautum ved et dejligt Jomfrue-Ansigt med adskillige Pletter, Terentium ved et glat, men derhos et hver Dags Ansigt. Det er ellers langt fra, at jeg vil paatage mig i Fleng at berømme eller at forsvare Plauti Comoedier; tvertimod jeg holder adskillige af dem saa slette, at jeg forundrer mig over, at den, som haver været Autor af Casina eller Cistellaria, kand ogsaa have været Autor af Amphitruo. Det kand man dog sige, at, hvorvel mange af hans Comoedier ere heel slette, saa finder man dog derudi Scener, hvorudi Plauti Geist fremskinner, item en særdeeles Riighed af Ord. Til Beviis derpaa vil jeg alleene anføre Begyndelsen af Alcesimarchi Tale udi Cistellaria.

Jactor, crucior, stimulor, versor in amoris rota miser,
Exanimor, feror, differor, distrahor, diripior, ita nubilammenten
Animi habeo: ubi sum, ibi non sum; ubi non sum, ibi est animus.
Ità me amor lassum animi ludificat, fugat, agit, appetit,
Raptat, retinet, lactat, largitur: qvod dat, non dat; deludit:
Modò qvod svasit, dissvadet: qvod dissvasit, id ostentat.

Her finder man udi et af Plauti sletteste Stykker Prøve paa Plauti Geist og Ordriighed. Hvad hans gode Comoedier angaaer, da ere de Mesterstykker. Jeg haver ikkun alleene anført fire, nemlig: Amphitruo, Menechmi, Aulularia og Capteivei, eftersom de alle ere saadanne, som ved en liden Forandring kand med Applausu forestilles paa vore Tiders Skue-Pladse. Nest efter dem regner jeg: Pseudolum og Mostellaria. Af den første haver jeg betient mig udi en af mine Comoedier, nemlig Menschenskræk, som er et af mine behageligste Stykker: Og den sidste haver jeg og i Sinde at benytte mig af, og at iføre en nye Klædning. Af alle Terentii Comoedier derimod haver jeg intet kunnet benytte mig nogen. Eunuchus er det eeneste Stykke, som kand giøre nogen Effect paa Theatro: Men derudi maatte meget forandres. Paleprat haver vel bragt den udi en an- 175 den Form, men haver efter min Skiønsomhed heller forværret end forbedret den. Udi den Sammenligning derfore, som kand giøres imellem Plautum og Terentium, tager jeg ikke i Betænkning at underskrive de Domme, som tvende beqvemme Dommere, een gammel og een nye, derudi haver fældet. Den eene er Julius Cæsar, der selv haver skrevet Skue-Spill, og ellers var een af de skarpsindigste Mænd, som Naturen haver produceret. Samme Cæsar udi en Tragædie, nemlig Oedipus, som han selv haver giort, taler om Terentio saaledes:

Tu qvoqve, tu in summis, o dimidiate Menander
Poneris, et meritò puri sermonis amator.
Lenibus atqve utinam scriptis adjuncta foret vis
Comica, ut æqvato virtus polleret honore
Cum Græcis, neqve in hac despectus parte jaceres!
Unum hoc maceror, et doleo tibi deesse, Terenti!

Det er:

Og du som er en halv Menander, du haver ogsaa med Billighed faaet Sted blant store Poëter i Henseende til Stilens Purhed. Det var at ønske, at du havde været ligesaa lykkelig udi den Comiske Geist, som du haver været udi Stilen, paa det at du kunde settes ved Siden af de Græske Comoedie-Skrivere. Men det eene, o Terenti, fattes dig; og det er i den Henseende at jeg græmmer mig. Af dette sees, at Cæsar giør Væsen af Terentio alleene i Henseende til Stilens Purhed. Det andet Vidnesbyrd, som gives af Mad. Dacier, er ogsaa af stor Vigtighed, saasom faa Skribentere udi vor Tiid haver været beqvemmere at dømme om Skue-Spill. Samme lærde og skiønsomme Dame taler her om saaleedes: Terentius haver viset meere Konst; men Plautus meere Geist: Terentius lader sine Acteurs meere tale end agere; Plautus lader dem meere agere end tale. Det sidste er et ret Skue-Spills Kiændemærke, som bestaaer heller udi Actionen end udi Talen. Udi Plauto er stedse noget, som giør Skue-Pladsen levende, da den derimod udi Terentio giøres død og magtesløs. Jeg forbliver etc.

176