Holberg, Ludvig Epistola 119

EPISTOLA CXIX.

Til **

Min Herre bebreider mig en Slags Kaaldsindighed mod Slægtninger og Paarørende. Jeg bekiender, at min Opførsel kand have givet Anledning til slige Bebreidelser, helst saasom Kaaldsindighed mod Blods-Forvante holdes af meenige Mand u-naturlig og intet Axiorna holdes at være meere grundigt end dette, nemlig: at Blodet er aldrig saa tyndt, det er jo tykkere end Vand; item, at hvo der ikke præfererer sine Egne for Fremmede, er værre end en Tyrk og Hedning. Men, saasom jeg udi adskillige Ting gaaer fra den alfare Vey, saa holder jeg og for, at de almindelige Domme herudi grunde sig meere paa Skik og Vedtægt, end paa den sunde Fornuft, saa at min Opførsel herudi er en pur Virkning af Philosophiske Meditationer. Jeg tilstaaer vel, at fast alle Nationer ere eenige udi den Meening om en særdeeles Kjærligheds Pligt mod Slægtninger, og at derfore saadant almindeligt Samtykke kand ikke være uden af nogen Vægt: bifalder derfore gierne dem, som præferere Slægtninge for Fremmede, cæteris Paribus: det er, naar en Slægtning besidder ligesaa megen Dyd som en Fremmed: og holder for, at naar tvende Personer ere lige trængende, at jeg først maa rekke Haanden til min Paarørende. Men min Orthodoxie gaaer herudi ikke videre, bør ey heller strekke sig længere, saasom Fornuften byder at elske dem meest, som er meest Kiær- 107 lighed værd, og Taknemmeligheds Lov befaler heller at rekke dem Haanden, der ere mine Velgiørere, og som have ladet see Kierligheds Prøver mod mig, end mod dem, der have intet andet at beraabe sig paa end Forvandskab udi Blodet, grundende deres Prætensioner alleene derpaa, at de ere fabriqverede udi samme Verksted, som jeg. Jeg undtager herfra Forældre og Børn: De første er jeg Taknemmelighed skyldig, og maa de derfore alle andre foretrekkes; De sidste byder Naturens Lov mig at elske frem for andre, thi man seer end umælende Creature at være indplantet en inderlig Kiærlighed til deres Unger. Men, naar en anden Slægtning fremkommer med sine Prætensioner, og anfører saadan Syllogismum, nemlig, eftersom A haver giort mig, og B, som er en Broder af A, haver giort dig, saa kand jeg formedelst Fødselen paastaae visse Ting, sorn en Ret, begriber jeg ikke saadan Logica, sær, naar ingen andre Motiver anføres. Man seer ogsaa, at saadan Paastand ofte giver Anledning til Fiendskab imellem Slægtninge, og at mange med bedre Hierte lade see Velgierninger mod Fremmede, hos hvilke det faaer Navn af Gave, som hos de andre holdes for en Gield. Jeg begriber ikke saadan Gieids Rigtighed, med mindre den fodres af Forældre eller Børn; Og hvad de sidste angaaer, kand man sige, at den egentligen ikke strekker sig videre end til Opdragelse. Man seer, at de ældste Borgerlige Love ikke have meenet andet: thi Testamenter ere ældere end Successions-Ret udi Forældrenes Arv. Den allerældste Romerske Lov siger: Pater Familias uti legassit super Pecunia, tuteláve rei suæ, ita jus esto. Det er: Enhver Huus-Fader haver Ret at efterlade sine Midler, til hvem ham lyster. Hvoraf sees, at de Gamle have holdet for Got, at enhver maatte disponere over sine egne erhvervede Midler. Derudi er ogsaa en naturlig Billighed. At saadant siden er forandret, og at Børn er given Ret til at protestere mod Forældrenes Testamenter, flyder alleene af Borgerlige Love. Men jeg setter saadant til Side, og holder for, at Forældre og Børn herudi bør have Fortrin for alle andre. Jeg 108 sigter herved kun paa andre Slægtninge, hvis Prætensioner mig synes at være ilde grundede; Thi man kand her sige, at, saasom alle Mennesker ere i Forvandskab med hinanden, saa bør man ikke saa meget see paa Grader udi Slægtskab, som paa Grader udi Dyd og Meriter; Saa bør man præferere velgiørende, dydige og velvillige Mennesker for dem, der intet andet have at beraabe sig paa, end at de ere podede paa een Green. Det er hermed af samme Beskaffenhed, som med Lemmerne udi et Societet og Byes Børn, hvilke vel cæteris paribus udi Kierlighed maa foretrekkes Fremmede; men at præferere en Medborger, alleene i Henseende til tilfelles Fødested, for en Fremmed af Dyd og Meriter, derudi er intet naturligt: thi man maa ikke outrere særdeles Venskab saaledes, at man synder mod det almindelige. Nogle Moralister, blant hvilke Mylord Shaftsbury udi hans Caracteristiks, have dristet sig til at censurere dette udi Christi Morale, at det driver ikke paa den store heroiske Dyd, som er Kjærlighed mod Fædernelandet, og hvortil giøres saa mange og saa herlige Opmuntringer udi de gamle Philosophiske Skrifter. Men just dette viser det Christelige Morales Ypperlighed frem for det Jødiske og Hedenske. Man maa vel tilstaae, at Kierlighed til Fædernelandet er en stor Dyd, saasom deraf hænger et Societets Velstand og Vedligeholdelse; Men man havde for Christi Tider saa stærkt prædiket om Kjærlighed til Fædernelandet, at der ikke behøvedes nye Opmuntringer dertil, og man havde øvet Dyden i saadan Grad, at den var bleven forvandlet til en Last; saa at denne speciale Kjærlighed til Fædernelandet havde giort Skaar udi den almindelige Kiærligheds Pligt mod alle Mennesker, hvilken ikke maa tilside settes, og som er en Hoved-Lærdom udi Christi Morale. Jøderne havde outreret denne særdeles Pligt saaledes, at deraf avledes bittert Had mod alle andre Mennesker; saa at de holdte det for en Dyd, end ikke at vise en fremmed Vandringsmand Veyen.

Non monstrare viam, eadem nisi sacra colenti. 108

109

En saadan Misantropie giorde dem latterlige og forhadte blant alle andre Nationer. Græker og Romere giorde og Misbrug af samme Lærdom; thi de øvede denne Dyd med saadan Iver, at de overtraadde alle Humanitets og Retfærdigheds Love mod andre, og havde fordybet sig saaledes udi en politisk Pligt, at de reent til Side satte den sunde Philosophie og det store Naturens Bud, som er almindeligt, og som byder at øve Kjærlighed og Medlidenhed mod alle Mennesker. Saa at den for Christi Tider prædikede Lærdom om Kjærlighed til Fædernelandet behøvede heller Tøyel end Sporer, heller Correction end nye Opmuntringer. Christus den store og rette Lære-Mester blev af GUD skikked ned paa Jorden, for at drive paa de store Naturens Bud, som vare satte til Side, og haver viset, at ved det Ord Næste ikke maa forstaaes en Medborger alleene, men et hvert Menneske. GUD give, at vi Christne havde efterlevet vor Lære-Mesters og Apostlernes Lærdom herudi! Historier og daglig Erfarenhed vise, at den gamle Surdey er endnu tilbage, og at de fleeste saavel af den hedenske Philosophie, som af de gamle Grækers og Romeres saa kaldne heroiske Gierninger giøre saadan Misbrug af den Lærdom om Kjærlighed til Fæderne-Land og Fæderne-Religion, at de ingen Dyder eller Meriter kand see hos Fremmede, ja at de holde det for en Dyd at hade og forfølge dem, som enten ere uden for deres Societet eller Kirke. Jeg for min Part holder for, at en Medborger er mig nærmest: Thi Societeters Stiftelser, som ere grundede paa Naturens Love, udfordre saadan Præference: Men jeg holder tilligemed for, at saadant bør ikke udstrekkes for vidt, saa at min Kiærlighed til Medborgere og Troes-Forvandte maa befatte Had og Afskye til Fremmede. Man maa herudi som udi alting holde Maade. Et er at være koldsindig mod Fæderne-Landet; et andet er at synde af Kiærlighed til det samme. Ligesom man kand paa en Side fordømme Theodori Tale, der holdt for, at en viis Mand underkaster sig ingen Fare for sin Fæderne Stad; thi, saasom de fleeste Indbyggere efter hans Sigelse ere Daa- 110 rer, saa er det u-rimeligt, om fornuftige Folk vove deres Liv for Narre: Saa kand man paa den anden Side ogsaa laste den, der elsker saa meget en Medborger, at han hader alle andre Mennesker. Jeg holder for, at man maa elske Dyd og Redelighed, hvor den end findes, enten den er i Europa, Asia, Africa eller America, enten den er paa denne eller hin Side af Æqvinoctial-Linien; og derfore, ligesom jeg haver større Ærbødighed for en skikkelig Soldat end for en uskikkelig Præst, for en dydig Samaritan, end for en udydig Levit, saa holder jeg heller Venskab med en redelig Jøde, Hedning eller Mahomedan, end med en Christen, der intet haver uden det blotte Navn af Christendom. Jeg forbliver etc.