EPISTOLA CCLXXVI.

✂ Man haver mærket ved Skue-Spill, at undertiden en maadelig Acteur udi Actionen haver distingveret sig, naar noget ham virkelig er hændet, som haver Overeensstemnielse med den Rulle, som han skal spille. Gellius anfører herpaa til Beviis en Græsk Comoediant ved Navn Polus, den samme havde mistet en Søn, som han meget elskede, og hvis Død han højligen begræd. Midt i denne Sorg maatte han agere een af Sophoclis Tragædier, nemlig Electra. Udi samme Sørge-Stykke forestilles Electra begrædende sin Broder Orestis Død, og bærende et Skriin, hvorudi hans Aske og Been ere lagde. Og, saasom Polus, der endnu var i dyb Sorg over sin Søns Død, forestillede Electræ Person, spillede han Rullen med saadan Livagtighed, saa at man paa Skue-Pladsen syntes at see den sørgende Electra selv, og Tilskuerne bevægedes af hans Sukke og Graad, ligesom de kunde være virkelige. En bedre Acteur havde maaskee ikke kunnet spille denne 200 Rulle saa vel. Han maatte exprimere en Affect, som ikke var virkelig, men forstilt, da Polus derimod var just slagen af samme Affect, som Electra; thi, ligesom en Hypocrit af gode Kiendere kand skilles fra en virkelig Devot, saa kand ogsaa en virkelig Passion kiendes fra en forstilt. Det er saadan een, sorn findes hos en Comoediant, hvilken derudover paa Græsk heder en Hypocrit. Jeg erindrer mig herved hvad som fortælles om Moliere, nemlig, at han aldrig bedre havde forestillet Personen af den indbildte Syge end den allersidste gang, da han virkeligen var syg: Thi det var det sidste Stykke, som han spillede, saasom hans Død fuldte kort derpaa. Jeg forbliver etc.