EPISTOLA CXXII.

✂ Intet er større Beviis paa daarlig Hovmod end dette, nemlig, at et Menneske bilder sig ind, den heele store Verden at være skabt for dets Skyld. En fattig Borger udi Athenen bildte sig fordum ind, at alle Skibe, som komme udi Stadens Havn, hørte ham til, og derfore blev dømt til at have en Skrue løs udi Hovedet. Hvad maa man da ikke dømme om Mennesker, hvilke i Henseende til den store Verden kand ikke anderledes agtes end som nogle usle smaa Orme, der krybe paa en liden Tue, naar de bilde sig ind, at den vidtløftige Verdens Skabning er for deres Skyld. Man kand nogenledes undskylde vore Forfædre, efterdi de ingen Idée have havt om Verden, men meenet, at Jorden befattede den største Deel af Skabningen, at Solen var et Corpus som Amager eller Salt-Holmen, og at Stjernerne vare nogle smaa Blommer, som vare satte til Zirat paa Himmelen. Men efter Astronomiens Forbedring, og efter den Oplysning man haver faaet ved Perspectiver, da man er bleven overbeviset om, at hver Stjerne er en Soel, og at enhver Soel kand være en Million gang større end Jorden, item at vi med vore Øyne see utallige Stjerner eller Verdener, og end utallige fleere med Perspectiver, saa at Skabningen for os synes u-endelig; ja saa stor, at det er ubegribeligt for Fornuften, hvorledes en saa liden Plet som vor Jord kand komme under GUds Direction, med mindre vi forestille os GUds Immensitet og U-endelighed. Naar, siger jeg, en er overbeviset orn saadant, og dog hænger ved den gamle Indbildning, maa man da dømme mildere om et saadant Menneske end om Don Qvixot, der troede, at den heele Jords Kiemper, ja alting, der bevægede sig, indtil Vind-Møller havde sluttet offensive Alliance imod sig; eller som den Franske Bonde, der troede, at det tordnede, efterdi han stegte en Pande-Kage 115 udi Dimmel-Ugen? Jeg siger, man kand ikke dømme mildere om saadanne Mennesker; thi det eene er ikke meere latterligt end det andet. Man bilder sig jo ofte ind, at Soel, Maane og Stjerner faae anden Skikkelse, og formørkes formedelst ringe Ting, som tildrage sig paa vor Jord-Kugle, og at Cometer lade sig see for at tilkiendegive fornemme Mænds Død. Deslige daarlige Raisonnemens høres ikke alleene af den gemeene Almue, men endogsaa findes udi de beste Historiske Skrifter. En Comete for Exempel lod sig see just paa den Tiid, da den Franske Minister Mazarin laae paa sit Yderste: Det maatte da heede, at saadant betydede Cardinalens Døds-Fald; hvorudover han selv maatte sige til de Omstaaende: cette Comete me fait trop d'honneur. Hvad som forleder Mennesker til saadan daarlig Hovmod, kand være den Sammenligning de giøre imellem sig og umælende Creature, hvilke naar de betragte, ansee de sig selv med store Øyen. Men det kand være, at, hvis Dyrene giøre sig nogle Reflexioner over deres egen Tilstand (thi man veed ikke, hvor vidt deres Imagination strekker sig,) de da kand fatte ligesaa høye Tanker om dem selv, ja holde for, at Mennesker ere skabte for deres Skyld. Jeg vil ikke tale om de ædelste Dyr, som Løver, Elephanter, Ørne etc. hvilke man med største Rimelighed kand holde for at foragte Mennesker. En Løve kiender sin Styrke, og seer ofte en heel Flok Mennesker at løbe i Skiul for sig. En Elephant, der undertiden med sin Snabel fælder heele Geleeder i en Fiendtlig Krigshær, kand ikke andet end bryste sig af sin Skabning og naturlige Kræfter. En Ørn, ja enhver Fugl, naar den seer Mennesker og andre Dyr at krybe langsom frem paa Jorden, kand ansee dem med samme Øyen, med hvilke vi ansee Snegle og Muldvarpe, og holde sig selv i Henseende til deres Flugt for de herligste af alle skabte Ting, ja bilde sig ind, at dem Herredømmet tilhører, saavel paa Jorden som paa Havet og udi Luften. Jeg siger, jeg vil ikke tale om de ædelste blant Dyrene, men betragte de ringeste. Et Sviin for Exempel, som holdes for det foragteligste Dyr,

✂ kand ogsaa ved en og anden Reflexion forfalde til samme Hovmod. Det seer Solen at oprinde hver Morgen, det føler dens Varme, og mærker sig deraf at vederqvæges. Det kand bilde sig ind, at saadant er ikke andet end en daglig Opvartning foranstaltet til sin Tieneste. Den Omsorg Mennesket haver for det og andre Sviin, kand ansees som en Trældom, og hver Hyrde agtes som en Domestiqve, der staaer i Tieneste hos Creature è gente Porcia: Ja den Ureenlighed selv, som Mennesker kaste fra sig, og som tiener Sviin til føde, kand holdes for en Skat, Tiende eller Afgift, hvortil de ere forbundne. Vel er sant, at saasom et Sviin ofte seer et andet Sviin af Mennesker at trækkes til Slagterbænken, det da kunde forestille sig en Slags Dependence; men det kand maaskee indbilde sig, at det alleene er en Tvistighed, som er reyset sig imellem andre Sviin og nogle Slagtere, og at Sagen gaaer sig ikke an: thi man mærker ikke, at noget Sviin lader sig af saadan Execution anfægte, eller derved geraader udi ringeste Frygt og Bekymring for sin egen Person; saa at slige Exempler ere ikke nær saa forskrækkelige for dem og andre Dyr som for Mennesker, hvilke derudover leve ideligen i Frygt for u-lykkelige Kendelser. Vil man sige, at saadant tiener til at bevise Dyrenes Uskiønsomhed, saa kand man og sige, at det tilligemed tiener til at bevise, at Dyr derudi ere lykkeligere end Mennesker, saasom Frygt for en U-lykke er haardere end U-lykken selv. Men lad være, at umælende Dyrs Betragtelse kand opvække Ambition hos Mennesker, saa bør og kand de dog ikke andet end lade det høye Mod falde, naar de betragte den store og fast u-endelige Verdens Machine, og ligne deres egen Uselhed derimod. Men, at Mennesker ikke fæste deres Tanker til saadant, sees ikke alleene af den Foragt, de vise mod Dyrene, men end ogsaa som et Menneske lader see mod et andet. De store Jordiske Monarcher betænke ikke, at de have en Oprindelse, og ville have samme Ende, som de ringeste Hyrder. En Alexander, der seer andre Mennesker an, som Myrer, maa høre af en Søe-Røver, at der er ingen Forskiel 117 imellem dem, uden at den eene commanderer en Flode, og den anden haver kun et Skib, og at i det øvrige de begge ere ikkun Fribyttere. De saa kaldne Rige, foragte Fattige, og Adel foragte Almue. Charles de Gonzague, som stiftede en nye Ridder-Orden, foreskrev saadan Eed: Jeg sværger ved GUD og mit gamle Adelskab. Man kand sige, at alt hvad et Menneske bryster sig af, er ikke andet end en Skygge, der synes større end Legemet, og er dog intet. Saa er udi alt, hvad Mennesket hovmoder sig af, ingen Realitet. Alexander maatte døe udi sin beste Alder: og det store Macedoniske Monarchie havde saadan Udfald, at den sidste af hans Successorer, nemlig Perseus blev en Slave, og hans Søn agerede Skriver udi Rom. Lucianus ligner Mennesker ved Vandblærer af det Skum, som Strømmen foraarsager, hvoraf nogle ere smaa, og nogle, som ere større forøges af de andres Undergang, indtil de ogsaa selv briste. Montagne siger: der behøves ikke en Hvalfisk, en Elephant, en Crocodil eller andre saadanne Dyr, for at dræbe Mennesker: Nogle Luus kand giøre Ende paa Syllæ Dictatur og Regimente; Den store Seyer-Herres Liv er kun en Frokost for en Madik. Og lad være, at ens Liv ved et eller andet Tilfælde ey forkortes, saa er dog alt Liv kun en Haandevending. Plinius siger: naar vi tage fra Livet ald den Tiid, 1) Hvad Søvnen giør til Død. 2) Hvad Sorrig og Sygdom giør værre end Døden, da kand en gammel Mand ikkun siges at have levet et Barns Alder. Hermed stæmmer overeens Martialis:

✂ At nostri bene computentur anni,
Et qvantum tetricæ tulêre febres,
Aut langvor gravis, aut mali dolores
A vita meliore separentur,
Infantes sumus, et senes videmur.

✂ Jeg forbliver etc.