EPISTOLA CCC.

✂ Min Herre skriver, at nogle legge mig dette til Last, at jeg skiemter formeget i mine Skrifter. Jeg tilstaaer gierne, at mine Skrifter ere frugtbare paa Skiemt, men det er gemeenligen saadan Skiemt, som bevæger Latter og underviser tillige. Naar man ellers igiennemlæser alle mine Skrifter, seer man dog, at jeg lemper min Pen efter Materien, at jeg holder min Geist udi Tøylen i de Materier, som behøve at udføres udi en ærbar Stiil. Dette haver jeg fornemmeligen givet tilkiende udi Fortalen af rnin Kirke-Historie, hvoraf tydeligen sees, at jeg saadan Regel nøye iagttager; thi en Klygt, som paa en Tiid og paa et Sted kand være en Zirat, kand paa en anden Tiid og paa et andet Sted være en Vanheld. Jeg haver ofte bevidnet, at, hvis jeg enten var bleven Præst eller Advocat ved en høy Rett, vilde jeg stedse have beflittet mig paa, at intet udi mine Prædikener eller Actioner skulle høres, som kunde bevæge til Latter. Dette tages ikke af alle i Agt; thi der findes ad- 202 skillige Prædikantere, der paa Prædikestolen give deres lystige Geist Tøylen: Hos vore Advocater merkes denne Feyl udi største Grad; thi der findes Procuratores, hvilke dagligen søge at distingvere sig ved saadant, ey iagttagende, at hvad som er anstændigt udi et Selskab eller udi en Borgestue, er u-anstændigt og lastværdigt for en anseelig og høy Rett. De synes at indbilde sig selv, at en Sag af dem ikke med Applausu kand ageres, med mindre de kand komme Dommerne til at lee. En Arleqvin, Sganerel eller lystig Henric parerer ikke nær saavel udi et ærbart og anseeligt Domhuus som paa en Skue-Plads. De gamle Romere, som paa Skue-Pladser uden Anfægtning kunde anhøre de frieste Talemaader, som ofte ginge indtil Obscceniteter, gave intet Qvarteer til dem, som enten udi Ord eller Gebærder ey iagttoge den yderligste Sømmelighed for Retten. Aulus Gellius fortæller, at en Romer blev actioneret, efterdi han engang havde gispet, da han stod for Retten, og at intet befriede ham for Straf uden Vidnesbyrd om hans Svaghed. M. Popilius Censor, da han mynstrede Ridderskabet, og fandt at Rytteren var fæd og trivende, men Hæsten maver, spurte han om Aarsagen dertil: Rytteren svarede da: Det kommer deraf, at jeg plejer mig selv: Men min Stald-Karl Statius rygter min Hæst. Formedelst dette klygtige Svar blev han satt i Penge-Straf. Herom kand ikke for ofte giøres Erindring, saasom intet gaaer meere udi Svang. Den samme Advarsel kand ogsaa giøres til visse af vore Poëter, som uden at giøre Forskiæl imellem ærbare og lystige Materier, imellem Sørge- og Bryllups-Vers, give deres Geist lige stærkt Sporerne; gid man ikke kunde og sige det samme om adskillige geistlige Sanges Forfattere. Man haver ikkun at igiennemlæse vor gamle fuldkomne Psalme-Bog, for at see, at derudi findes adskillige Sange, hvoraf man saavel i Henseende til Materien som til Melodien kand græde og le paa eengang. Jeg forbliver etc.