Holberg, Ludvig Uddrag fra Epistola 78

Det synes, at min Herre legger mig til Last, at jeg prædiker saa ofte om Tolerance. Jeg meener at man kand ikke for ofte slaae paa den Stræng. Man seer hvilken fortreffelig Virkning de Bøger have haft, som mod Enden af forrige og udi Begyndelsen af dette Seculo ere skrevne udi 84 den Materie. Man seer, at de Roman-Catholske selv skiemrne sig ved deres Forfædres Nidkierhed, og er det troelig, at, hvis de herlige Skrifter om Tolerance vare Spanier og Portugiser bekiendte, samme Nationer vilde blive ligesaa tamme som visse andre Folk af den Romerske Kirke. Udi vor Norden ere saadanne Skrifter endnu høyt nødvendige: Thi man seer, at Kiettermagerie haver for faa Aar siden været regnet for en høy-christelig Dyd, og at det Mundheld, malus Christianus potest esse bonus Theologus, haver været agtet som et grundigt Axioma. Aarsagen dertil er i mine Tanker, at de omtalte gode Bøger her ere sildere bleven læsede end udi visse andre Lande. En ivrig Kiettermager, naar han angribes af den største Enthusiasmo, eller Nidkiærhed i at forfølge Kiettere, haver kun at forestille sig dette: End om jeg blev Borger udi et andet Land, hvor min Orthodoxie blev holdet for Kietterie, og hvor jeg saae mig forfult for det, som jeg nu forfølger andre /or, mon jeg da ikke vilde fordømme det Principium Intolerantiæ, som jeg hidtil saa meget haver forelsket mig udi? Det Axioma, qvod tibi non vis fieri etc. vilde strax moderere, om ikke gandske stille, hans Enthusiasmum, og giøre ham til et andet Menneske. Han vilde udi store Vildfarelser blive tolerant, og udi smaa syncretist, ja holde dem alleene for Kiettere, som føre et u-christeligt Levnet. Men dette overveyer Mennesker ikke alle Tider; hvorudover man seer mange, som ikke tage i Betænkning at leve i Communion med en Tyv, en Bedrager, en Horkarl, at separere sig fra dem, der ikke begribe en Ting paa samme Maade, som de selv. Thi det heeder med det første: Vi have alle en Daab, og underskrevet en Bog. Det forunderligste er, at saadant skeer ofte udi indifferente Ting: Ligesom det kunde være høyligen Magtpaaliggende, enten man communicerer paa Knæe, eller siddende, enten man forretter Tienesten udi hvide eller sorte Klæder, enten Kirkerne forestaaes af Biskopper, eller af simple Præster alleene. Om een troede, at Arius var lærdere Theologus end den Alexandrinske Biskop, skulde 85
jeg derfor separere mig fra ham? Og om een troer, at de Romerske Paver nedstamme lige fra St. Peder, skulde jeg derfor alleene hade ham? Skulde jeg skye at leve i Communion med ham, alleene fordi han ikke var eenig med mig udi en Successions-Orden eller et Slegte-Register? Deslige Ting seer man dog at have foraarsaget Separationer udi Christne Meenigheder. At Intolerance haver regieret lige saa stærkt blant vor Nordiske Geistlighed, sorn udi noget andet Land, kand vises af adskillige Historiske Exempler. De tvende store Mænd, Holger Rosenkrands og Johan Paul Resen blev actionerede alleene for nogle Expressioner af liden Betydelse, og alleene, efterdi de differerede fra Orthodoxis udi Stiilen, skiønt de vare eenige med dem i Materien. Georgius Dibvadius blev anseet, som en Kietter, efterdi han havde roset nogle Engelske Theologos, item Calvinum, som han havde satt i Classe med Luthero. Conradus Aslacus blev og svertet formedelst saadan Sag, skiønt han i det øvrige ikke veeg en Fodbred fra den Augsburgiske Bekiendelse. Af hvilke og andre Exempler vises, at den Nordiske Geistligheds Hidsighed haver fast været lige saa stor, som paa de Stæder, hvor Inqvisitionen er indført. Saadan Iver haver ogsaa varet her længer, end udi adskillige andre Protestantiske Lande, hvor man seer, at Engelske og Franske Skrifter om Tolerance efterhaanden meer og meer have udrøddet det gamle Surdey, og haft saadan Virkning, at det som forhen haver været holdet for en Christelig Dyd, nu bliver anseet som en Vederstyggelighed. Saavidt jeg haver kunnet mærke, ere endnu hos os Levninger tilbage af den gamle Surdey; Hvorudover jeg holder for, at de Prædikener om Christelig Tolerance og Sagtmodighed ikke kand for ofte igientages. GUD give, at det vilde blive en Hovet-Troens-Artikel hos os, at de fornemmeligen maatte blive anseet for Kiettere, hos hvilke var ingen Conformitet med andre GUds Børn udi Sæder og Christelige Dyder, og at man vilde dømme mildere om visse brave Mænd, der have søgt at opmuntre Christne til Fred og Samdregtighed, og 86 viset, hvor forargeligt det er at separere sig fra hinanden for visse smaa stridige og undertiden lige gyldige Meeninger. En Melanchton, en Grotius, en Clericus ere derfor blevne svertede med det forhadte Navn af Syncretister; og en Duræus, som udi saadant helligt Forsæt reysede fra Land til Land, vandt intet andet derved, uden at blive forhadt og beleed. Jeg tvivler ikke paa, at jo min Herre med mange andre vilde holde disse mine Erindringer ilde grundede, og maaskee forargelige. Men den Tiid kand komme, at de vilde ansee dem med gandske andre Øyen, og dømme at adskillige brave Mænd, som ere sværtede med forhadte Navne, bør ansees som Troens Støtter og Pillere, efterdi de have viset, hvorudi den sande Christendom bestaaer, og lært os ikke alleene at troe, men end og at leve som Cristne, det er, at have Medlidenhed med dem, som udi got Forsæt virkeligen vildfare, og at leve udi Communion med dem, som ikke ere eenige med os udi indifferente Meeninger. Thi intet zirer et Societet meere end Eenighed og broderlig Kierlighed; Og intet er falskere Principium end dette, at saadan Fred og Eenighed ikke kand have Sted udi de Lande, hvor Samvittigheds Frihed tillades: Thi det er klart, at U-roeligheder og indbyrdes Krige reyse sig lige saa lidt af differente Meeninger i Religion, som af different Smag udi Mad og Drikke; men de reyse sig alleene af Forfølgelser, og deraf, at den eene Borger vil tvinge den anden, til at finde Smag udi det, hvori han haver naturlig Afsmag, det er, at nægte sit eget Lys og sine egne Sandser. Jeg haver ofte givet tilkiende, at udi dette farlige Seculo er fornødent at sette curieuse Spørsmaal til Side, og at arbeyde paa Christelige Secters Foreening: thi det heeder nu: Cananiterne ere udi Landet, Hanibal eller Deismus ere ved Porterne, hvorudover indbyrdes Tvistighed og Borgerlige Krige maa ophøre. Jeg forbliver etc.