Richardt, Chr. Billedtexter 1 - 7

Billed-Texter.

I.
Dæggelammet.

Hun gaar saa troligt og vogter Flokken,
og lige troligt hun passer Sokken;
men hvor hun sidder og hvor hun gaar,
har hun Besøg af det samme Faar.

Og tidt i Skjørtet det hende napper,
det venter sikkert, at hun det klapper;
saa smaat det mimrer: det er jo mig!
og Pigen nikker: naa det er Dig!

223

Det kan jo være, det kan jo hænde,
at det paa Strømper og Skjørt kan kjende,
at det er Uld af dets Moders Pels -
men den Forklaring dog ikke gjæld's.

Nej Tingen er, det er Dægge-Lammet,
i Husmands-Hytten med Mælk opammet,
hos Børn og Kyllinger elsket op,
til det fik Uld paa sin lille Krop.

Og naar det stormede koldt derude,
saa var det Bedstemors Varmepude;
og det fik Baand om sin uldne Hals,
og var for Slagteren ej tilfals.

- Naar selv Du voxer fra Dægge-Aldren,
og føler Træthed i al Rabaldren,
da kom tilbage til Moders Favn,
og hold i Ære dit Barne-Navn!

Og kom Du støvet, og kom Du skrammet,
hun skulde kjendes ved Dæggelammet -
nap Du kun Moder i Skjørtet smaat,
saa skal Du see, hvor Du har det godt!

224

II.
Forskrækkelse.

»Hvad er der? Hvad græder Du for, min Skat?
Du leged jo nylig med Vaps Tagfat!«
raaber lille Margretes Mo'er.
Sytøjet slængte hun, ud hun foer
uden Nølen,
da fra Haven der hørtes en gyselig Brølen.

Dér staar den Lille, og det med baade
Glugger og Forklæde lige vaade,
med rystende Haand og forpjusket i Klæderne,
lige saa fortvivlet som Robinson,
da han gjorde Bekjendtskab med Menneskeæderne.
I Haanden holder hun Dukkens Krop,
og da Vandfaldet hører en Smule op,
kommer det endelig frem som skulde:
»Vaps har bidt Ho'edet - bidt Ho'edet af Julle!«

»Af Julle, mit Lam! -
Han bider jo Hovedet af al Skam,
den stygge Vaps;
han har længe trængt til en god Deel Klaps!«
- Men han, Kannibalen,
staar ganske rolig og logrer med Halen.

Lille Margrete er nær ved at briste.
Hvergang hun seer paa den Hovedløse,
vil Taarerne aldrig holde op.
225 Men Vaps er inderlig vel til Mode,
som om ikke han vidste,
hvad Julle var for et udmærket Ho'ede;
han snuser behageligt til Parykken,
ja tænk Jer, han slap
den først, da han fik nogle dygtige Rap
- saa lusked han ind i det aabne Kjøkken.

Ak, hvor Julle saae ud, det stakkels Skind -
for hun var af Skind, hendes Krop at sige!
Ho'edet var Vox, af de nydelige,
hvis Øjne til alle Menneskers Glæde
kan kigge, kan lukke sig op og i,
og som sover i Vuggen uden at græde -
nu er al den Herlighed heelt forbi!

Men en Moder er dog en dejlig En!
Da Margrete først selv var vadsket reen,
saa faaer ogsaa Julle sin Overhaling,
først af en Dusch og saa af Maling.
Kinden faaer Sminke og Brynene Tusch,
Haaret, som Vaps har saa skammelig krammet,
bli'r kæmmet og børstet, redt og flammet,
og endelig kommer der Flag paa Toppen:
Hoved paa Kroppen!
Og til alle medlidende Sjæles Trøst
gaar Øjnene, ret saa det er en Lyst.
Nu er hun saa frisk, som hun altid har levet,
som om det Forfærdelige slet ikke skete,
og endnu mere rødmusset, paastaar Margrete -
men lidt koparret er hun jo rigtignok blevet.

226 Ja taber man Ho'edet, saa er det rart
at faae det i Orden igjen i en Fart
- det er klart!

III.
Fra Kysthospitalet.

A. Brevskrivning.

Paa Børnenes Sygestue
er Søndagsro og Hvile.
Men Længslen hviler ikke,
den flyver mange Mile;
og Kjærlighed hviler ikke,
det sees paa varme Blikke -
det sees paa travle Hænder,
som Hjemmet Hilsen sender!

Lidt om Kuren skal der meldes,
om Massage og Styrtebade;
lidt om Stranden skal fortælles,
og om Vandets vide Flade,
om de blanke, runde, rene,
farverige, vaade Stene!
lidt om ny' Veninde-Hjerter!
ogsaa lidt om gamle Smerter.
Dernæst Skallen af en Musling
sendes skal en Søster-Pusling.
227 Og mens Pennen sagte vrisser,
er Papirets hvide Flade
en taalmodig Patient,
tager sine Taarebade,
og Massage af Fingerspidser,
inden Alt er sagt paa Prent!
Dog som Lysglimt over Stranden
strejfer Smilet Margen-Randen:
Haab om blege Kinders Rundhed!
Haab om Gjensyn, Haab om Sundhed!
og de taaretunge Tanker,
meer og mere Sollys sanker,
blinke funklende og rene -
just som Strandens vaade Stene.

B. Til Børnehospitalets Dekorationer
fra Fuglelivet.

Stæren.

Flyv ud, smaa Unger - ud af Kassen!
Saa maa I dele Skarnbassen!

Svanen.

Vel lærer I ej saa stolt at glide,
og bliver ej heller slet saa hvide -
men pjask Jer kun som en Svane,
for det er en dejlig Vane!

228
Hanen.

Naar Solen stiger af Bølgesale,
begynder Hr. Hane strax at gale:
Herud af Sengen, I dovne Ka'le!
- Ja han kommer nemt af Dynen op,
han svøber blot Dynen om sin Krop!

Ternen.

Paa Ternen bider slet ikke Vand,
er Vingerne nok saa vaade;
de er nok gjennemtrængt' af Tran -
vi ta'r den paa anden Maade!

Maager.

Maagerne de er helst tilsøs,
de fisker uden Snøre!
En Dukkert holder de meget af -
det maa I ogsaa gjøre!

Hjejlen.

Heelt over til Himmelbjergets Top
naaer Hjejlens Fløjtetone -
Smaabørns Klage naaer højere op,
heelt op mod Vorherres Trone!

229

IV.
Skuffelse.
(Mus med Unger, foran en tildækket Kurv.)

»Kom, skynd Jer nu smaa Nussebeen,
og brug saa Jeres Musebeen -
tro mig, der er nok en Klat i
Kurven - den maa vi ha'e fat i!«
Og med Lækkermundes Snusen
følger hende hele Rusen.

Troer Du, det er Flæskesvær?
Troer Du, det er Grisetæer?
Troer Du, det er Frikadelle?
Eller Kager? Eller Tælle?
Mor, hvad troer Du det kan være?
»I skal overraskes, Kjære!«

»Det Klæde dér maa vi ha'e væk -
kom, bor Jer ned som i en Sæk!
Fremad Gutter uden Standsen,
fremad - Førstemand paa Skansen !
Saa - nu har vi hele Klatten -
Ki-Ki-Killinger! Fy for Katten!«

Som et Soldater-Kompagni
for demaskeret Batteri -
som en Tyv for Gabestokken -
styrter, tumler hele Flokken,
een paa Been, og een paa Ho'edet -
der er kommen Skræk i Blodet.

230

Ak, Sejren var en Skuffelse -
i Hullet blev en Puffelse!
Gildet, det gik reent i Vasken -
ingen Skaaler, ingen Gnasken!
Ingen lækker Frikadelle!
Kun en artig Musefælde!

V.
I Bedring.

Saa, nu kom Inger op igjen,
skjøndt kun til Lænestolen;
men dér vil hele Huset hen,
og Vennerne fra Skolen.
Til Bedstemoders Kræmmerhus
forventningsfuld hun skotter -
det er vist ingen lille Mus,
men Kirsebær og Godter!

Og Øjet bliver blankere
for hver en Dag der kommer;
og Væxten bliver rankere,
hun voxer flere Tommer!
Og Kinden bliver blødere,
med Smilet atter hjemme;
og Munden bliver rødere,
og faaer sin gamle Stemme.

231

Det er som Alt blev nyt igjen,
ja som ved Foraarstide,
naar Solen, alle Smaafolks Ven,
har atter Straaler blide !
Men Moder staar bag Ingers Stol
og takker Gud saa stille,
at hun beholdt sin lille Sol,
som næsten slukkes vilde.

VI.
Vinde Garn!

Hvis Peter ej som et artigt Barn
vil hjælpe Moster med hendes Garn,
siger Peters gamle Tante Dorthe -
ja saa faaer Peter vist ingen Skjorte,
for det skal Garnet just bruges til
- nu kan han gjøre som selv han vil.

Men det er slet ikke kjedeligt,
at see, hvor Garnet bli'er redeligt;
og Peter arbejder som et Stempel,
enhver Maskine til godt Exempel!
Han løfter Albuen skiftevis,
og drejer Hænderne højst præcis -
ja holder Garnet, mens Tante vinder,
og vinder Tante, mens Garnet rinder,
saa mellem de To man aldrig meer
den mindste Kurre paa Traaden seer.

232

VII.
Ved Stranden.

Her Børnenes Leg en høstlig Dag,
- og hist et Vrag,
en øde, vingestækt Skude!
Hvo veed, om Folkene ret fik Tag
i Redningslinen derude!
Men knap er Uvejret stilnet af -
saa lege vi Store ved Tidens Hav
som Børn, der synge og tralle;
glemme, det er saa dyb en Grav,
der snart vil sluge os Alle !

Der kommer engang en høstlig Dag,
Du selv bli'er Vrag
under Jævndøgns-Stormenens Hvinen !
en dødsdømt Skude i Revlens Tag -
da gjælder det Rednings-Linen!
Der er kun een mellem Himmel og Jord,
som frelst vil bære Enhver som troer
mod Lysets evige Strande:
eet signet Haabets og Naadens Ord,
som frier fra de vilde Vande.