Richardt, Chr. Ved Det kgl. Blinde-Instituts Jubelfest.

Af en Kantate ved Det kgl. Blinde-Instituts Jubelfest. 5. Novbr. 1883.

I.

»Bliv Lys!« saa lød det store Skaber-Ord
mod nyfødt Jord -
og Lyset fylder sine Straale-Kilder,
i Regnbu'farver Himmelrummet spiller.

»Bliv Lys!« saa lyder samme Almagtsord
end over Jord,
naar Barnet første Gang slaar op sit Øje,
og spiler op et lille dugget Spejl,
og af sin Moders Aasyn ej ta'r fejl,
men staver Smilets Runer uden Møje.

Men hvor Øjet er lukt,
hvor dets See-Kraft er slukt -
dér er Is om de spejlklare Vande!
Dér er Maanen bag Slør,
og hver Solstraale døer -
dér er Taagens og Skumringens Lande.

I de Blindfødtes Lejr,
dér har Natten sin Sejr,
uden Stjernernes Glimt fra det Høje!
17 dér gaar Livet i Løn,
dér har Moder og Søn
aldrig skuet hinanden i Øje.

Og hvor Øjet har seet,
men er atter tilsneet
lig et Indløb bag fygende Sande,
dér vil Længslernes Od
med en skarpere Brod
lægge Furer om Menneskets Pande.

De blinde Børn.

Hvem vil os styrke
til Vandring i Mørke?
Hvem vil trøste os?
Hvem vil forlyste os?
Hvem vil gjøre os bundne fri?

Stemmer.
Vi! Vi! Vi!
Blomsterne.

Saa sødt skal vi dufte
i vaarlige Lufte,
mens Solen og Vinden
Jer kysse paa Kinden
og varme jert Bryst, -
saa heelt I skal glemme hver klagende Røst!

18
Børnene.

Tak Blomster, bløde, linde -
gjør milde Hjerter og Sinde!

Fuglene.

Saa glad skal vi kvidre,
og sladre og slidre,
saa lystigen spille
og fløjte og trille,
det Embed vi fik -
saa selv I faae Lyst til at gjøre Musik!

Børnene.

Tak Fugle, lær os synge!
i muntert jublende Klynge!

Bølgerne.

Saa lydt skal vi bruse,
og Øret beruse,
saa frisk skal vi plaske
og flinkt Eder vaske
om Lænder og Led,
saa selv I skal friskes og styrkes derved.

Børnene.

Tak Bølger, lad os mærke,
hvor I kan gjøre os stærke!

Men hvem vil os bære
mod duftende Hang?
19 Og hvem vil os lære
den vingede Sang?
Og hvem vil os dukke
i Bølgernes Vugge -
og hvem vil os være et Lys paa vor Sti?

Stemmer.

Vi Seende, Vi!

Ja, lovet al Barmhjertighedens Gud,
thi naar han Savn og Mangel for os stiller,
da kalder han ad Hjertets bedste Kilder:
Tro! Haab! og Kjærlighed!
Hvergang vi fare frem med vort »Hvorfor?«
som hist paa Zion Jesu Lærlingskares,
da ved en Blindfødts Kaar de selv stod blinde -
da lukker han os Læben med et »Tro!«
tro, om Du kan, og Du skal see fremskinne
Guds Herlighed -
paa Slige skal hans Vælde aabenbares.

- Maaskee Han gjør, at denne Blinde seer -
han lader Kilden risle, Urten vinke,
ja Staalet blinke,
til Skaber-Haandens Vink vi fatter,
og taaget Øje skuer atter.

Men lader Han et Øje være lukt
- og lukt for tusindfold forbuden Frugt,
som blænder Øjet trindt fra Verdens Have -
20 da tænder han Barmhjertighedens Gnist,
og lægger os for Døren som en Gave
en Skare Hjælpeløse - ja som hist
hint Nilens Barn for Kongedattrens Fod -
at vi, som see, maa øves ind i Tak
for Lysets Strømme, vore Øjne drak,
for Alt hvad Herren undte os herneden,
og øves ind i Broderkjærligheden -
at de, som ikke see, dog grant maa skue
med Troens klare Syn Guds Faderøje
og stave Livets Runer uden Møje.

Her rejste sig et saadant Barmhjertighedens Hjem,
i Læ af lyse Linde,
for Børnene de blinde,
hvis fire gode Sanser maa stride for fem:
Hvor Haanden bliver Øje
og Fingren som en Kikkert,
saa der kan føles nøje,
ja læses fint og sikkert!
hvor Ørets lille Laage er Tankelivets Port,
og aabner fjerne Vidder af Sandt og af Stort.

Og Sundet sender Pust af sin salte, friske Luft!
Og fattes Æblet Rødmen,
saa har det dobbelt Sødmen!
Og Bølgen har sin Brusen, og Høet sin Duft!
Og Melodier søde
fra Violinen tone -
21 hvor Farverne er døde,
dér funkler Mozarts Krone!
Og Psalmesangen lyder til Frelser-Ordets Klang -
Ja tænder klare Stjerner i Natten saa lang.

II.

Koral.

Hav Tak Du Naadens, Trøstens Gud,
de Seendes og Blindes,
som har af Mørket friet os ud,
og kan af Alle findes!
Din Julestjernes Skjær
er Alle lige nær,
Din klare Paaskesol
har lyst fra Pol til Pol,
tændt op Din Pintselue!

Og dog der er saa mangen Sjæl
blandt denne Verdens Kloge,
der tørner haardt mod Korsets Fjæl
og famler som i Taage!
Et Sandskorn kan de see -
ej Synden og dens Vee!
Din Jord, Dit Himmelhvælv,
Dit Værk - kun ej Dig selv!
Et Kors - men ingen Frelser!

22

Den Blindhed fri os Alle fra,
saa Lys i Hjertet fødes!
I samlet, lydt Halleluja
lad alle Tunger mødes!
Spræng Øjets trange Baand,
og salv det med Din Aand,
til gjennem Vel og Vee,
i Døden selv at see
Dit Fader-Øje lyse