Richardt, Chr. Ved 'Borgervennen's Jubelfest.

Ved »Borgervennen«s Jubelfest. (I Frue Kirke 4. Juni 1888.)

I.

For Himlens Stjernerader
er hundred Aar kun lidt,
233 for Evighedens Fader
er tusind Aar som et!
Men vi, hvis »Mene Tekel«
paa Væggen altid staar,
vi tælle dog et Sekel
som mange, lange Aar!

For os, hvis Værker bygges
for snart at rives ned,
maa Hundredaaret tykkes
vel værdt at dvæle ved;
og har en kjærlig Tanke
sat Frugt det Spand af Aar -
paa Hundredaarets Banke
med Tak og Haab vi staar!

Ja længe før »Vor Frue«
i vort Aarhundred blev Apostel-Kirken,
begynder »Borgervennens« Virken.
Og, var det en Forstandighedens Alder,
der maalte Troens Dyb med Tommemaal
og satte Aandens Sommerfugl paa Naal -
en Tid med Overtro paa egen Kunnen -
der var en kraftig Forsyns-Tro i Bunden,
parret med Drift til selv at være Forsyn
for alle Svage, Fattige og Smaa,
og Fremtids-Dagene at tænke paa!

Hin Stræben har vort Samfund fostret:
Selvhjælpens Ark mod Trængsels barske Vande!
234 Men Kjærlighed i Raad og Daad
var Ror og Sejl og Aare for vor Baad -
og naadigt blev den skærmet for at strande !
- Ej under Nødflag, under Korsets Flag,
med Smaa og Store ved hinandens Side,
imod et nyt Aarhundred frem vi glide
med Takkesang!

Naar Egen har sin sidste Stund i Skoven,
af barket, dødsdømt midt i Vaarens Pragt,
dog grønner den sin Krone rigt foroven
og kvæger dem, som Døden har den bragt -
det Billed af vor Frelsers Kjærlighed
tør vore Smuler ikke lignes ved!

Men Morbærtræet, som er svagt af Ælde,
og dog ved Omhu Frugter bære skal -
og Abildtræet, som er ved at helde,
men, om det støttes, reddes kan fra Fald -
det Billed af en hjælpsom Kjærlighed,
det blev vort Segl, det tør vi kjendes ved!

Dog ogsaa naar vor Abildgaard vi dyrke,
og sætte Støtter under Svagt og Træt,
og give spaltet Stamme Ringens Styrke, -
da har vi lært af ham fra Nazaret!
Af Ham, som skaaner hvor der kun er Liv,
af Ham, som knuser ej det brudte Siv!

235

Tusinde Aar hans Korstegn stod
plantet i Muld paa vore Sletter;
skiftet har Snee med lyse Nætter,
dybt dog Livskongens Træ slog Rod!
Giv os o Gud, det blomstre maa
til Broderkjærlighedens Frugter -
hver Gang Du skar, hver Gang Du tugter,
lad os Din Gartner-Haand forstaa:
Bedre Kjærlighed skal vi naae!

II. Lovsang.

Lover Herren min Sjæl og Aand,
alt mit Inderste Herren love!
Ham som knytted Alskabningens Baand,
gyldner Solen og grønner Skove!
Ham som aandede Verdner ud -
vor almægtige Skaber og Gud!

Takker Herren, min Tunge, min Røst,
hvert mit Hjerteslag Herren takke!
Ham som kjender vor skjulte Brøst,
ledte Sønnen til Korsets Bakke,
vilde læge det dybe Brudd -
vor alkjærlige Fader og Gud!

Priser Herren, min Fod, min Haand,
al min Vandrefærd Herren prise!
Ham som drager os ved sin Aand,
236 gjør af ringeste Smaafolk Vise!
Ham som skrev i vort Bryst sit Bud -
Ham vor hellige, eneste Gud!

Lover Herren, mit Øjenpar,
Ham som Seende gjør af Blinde!
Ham som bliver og er og var,
som i Mørket sit Lys lod skinne!
Alt i Alle Han være vil -
lov Ham, Harper og Strengespil!