Richardt, Chr. Prolog til nordisk Musikfest

Prolog til nordisk Musikfest 4. Juni 1888.

Velkommen Venner, I fra Sverigs Dale,
fra Norges Fjelde, fra de danske Sletter -
hilsed' med Tonerne fra »Elverhøj«!
De Toner har en egen sælsom Saga -
og vil I lytte, skal jeg den fortælle!

Der var i gamle Dage en Mø saa favr og skjær,
hende maatte Alle laane Øre;
Hvad hed hun? Folkevisen! hun sang for Fjern og Nær
om det Bedste, som Hjertet kan røre!
Paa Borgen var hun født, men i Klostret voxet til,
der leged hun, mens Nonnerne de sømme;
ved Kveld hun lytted til Havmandens Spil,
der lærte hun sit Strengespils Drømme!
Om Ungersvendens Elskov hun lagde Kvad paa Kvad,
naar Kæmperne holdt Dyst, bandt hun Kransen!
155 Skjemte, det kunde hun ved Gammenbordet glad,
men fromt hun bøjed Knæ for Monstransen.
Hun sang om Svend Vonved, om Svend i Rosengaard!
om Olaf! om Dovrekæmper bolde!
Hun sang om Dronning Dagmar, som rejser sig af Baar!
om Havfru, om Lindorm og Trolde!
Hun kvad om Marsk Stig og om hans Døttre smaa,
om Jungfrun, som skulle sig till Øttesången gå -
lærte sig af Lundens Nattergale
og de andre Fugle smaa, som tale!
Og Fuglevinger havde hun, den højbaarne Mø,
dem svang hun over Bjerg, over Dale -
og derfor har hun Hjemstavn paa hele Nordens Ø,
hun med alle Fugle smaa, som tale!

Men nye Slægter fødes, Sværdenes Klang
døves af Kartovernes Brummen;
Skjønjomfru gaar ikke til Ottesang,
og det tørrer i Vievands-Kummen.
Ej længer ved Hove er Folkevisen Gjæst,
hun maa fly til Hytten ved Stranden;
Vadmel maa hun slide, tjene som bedst -
synge op ved Borgerstu-Kanden.
- Aarhundreder rinde - hun er nær ved at dø,
sin Strengeleg hun taber af Haanden -
da finder nogle Lærde den fattige Mø,
skuer hendes Skjønhed i Aanden!
156 Tvætte hendes Lok, kysse Liv i hendes Blik,
den Daad turde Skjaldekongen vove -
men Heiberg var det, som Tanken fik
at lade hende sjunge ved Hove!
- Og Tæppet gik op ved en Kongefest,
og Elverhøjs-Sangene toned -
de Klange laa Hjertet allernæst,
den gamle Harpe blev kronet.

Ja Folkevisen - hun er en Agnete,
der fjæled sig i Bondens ringe Hytte,
men løftes op til Brudebord i Hallen,
og hyldes som den ægte Ridderdatter,
hvern Kongen selv har staaet Fadder til!
Guddatter, som hun er af Nordens Aand,
hun kjendtes paa hans kongelige Gave!
hun ejed Ringen, Sangens ægte Guld!
Man vidste ikke rigtig, hvad det var
der virked som et gammelt Barndomsminde,
som Græssets, som Konvallens Morgenduft -
men der var Noget, som blev varmt herinde!
- Hin Kveld stod Folkevisen Brud med Kunsten,
i Kuhlaus fine, lette Brudeslør,
og vor Romance, vore bedste Toner,
de bærer alle hendes Modermærke!
Hun har sin Slægt trindtom i høje Norden,
de mylred' frem paa Fjeldet og i Dalen -
Vallpigens Sang, Hardangerguttens Fele
har taget hendes Strenge-Spil i Arv -
men i Alverdens ægte Tonekunst,
157 hvor store, rige Former end den rummer,
vil altid - under Rhytmers Bølgegang
og Harmoniers Brus og Farvers Glimren -
fornemmes fra det Dybe som en Rislen
af Folkevisens favre Tonefald:
det sjælfuldt Enkle, som kan Hjertet røre!
- Smyk Dig med den, Du Nordens Tonekunst,
alt mens Du gaar i Lære hos de Store:
den søde Hjemmeklang i Moll og Dur
fra Bøgeris, fra Elveløb og Sætre -
vrag ikke den for hundred Orchideer,
thi den er Toneskovens vilde Rose!

- Med dette Ønske byder jeg Velkommen -
Retten er sat, Dem selv tilhører Dommen!