Tonernes Verden.
Festdigt til Musikforeningens Jubilæum 5. Marts 1886.
✂
Du skjønne Kunst, i Eden født og baaren -
i Toner svøbt, men barnedøbt i Taaren!
89
som Flammesværdet fløj forbi,
og steg fra Savnets Melodi
til Frydebud om Vaaren!
som var i Davids Harpebrus,
og i Tyrtaios' Sange -
seent hørte vi dit Vingesus
hen over Danmarks Vange!
✂
Vel kvælde der Toner af Nordens Grund
som Blomst i Lund,
som Straaler af Nordlysflammen:
Skjaldene kvad, før Sværd de svang -
Buens og Harpernes Strengeklang
saa vel kunde sammen
som Stormens Hvinen og Bølgens Sang.
✂
Og lifligt der toned fra Folkets Sjæl
et Sangens Væld,
til Alvor eller i Gammen:
Nonnernes Ave, Hornets Gjald,
Rosenlunden og Kongens Hal
saa vel kunde sammen
i Kæmpevisernes Tonefald.
✂
Dog længst de vandred fra Fruerbur
til straatakt Skur;
de klang under Bøgestammen:
Høstpigens Lin og Bondens Koft,
90
Sommer i By og Fiskertoft
saa vel kunde sammen
med hine Klange fra Højenloft.
✂
Og først med vor svulmende Digtnings Vaar
- vort Hundredaar -
skød Sommerfuglen af Hammen:
Visen kasted sit Hvergarns-Tøj,
vidt den paa Kunstens Vinger fløj -
de graa Melodier,
de ny' Harmonier
saa vel, saa vel kunde sammen
Weyses Viser og »Elverhøj«.
✂
Da aabnes disse Haller
for Verdens stolte Floder,
for Symfoniens Undre,
for wienske, rhinske Noder,
risted' af Mesterhaand!
Mens rige Tone-Dramer
faae Liv fra Holbergs Scene,
skal her for Fantasien
Toner og Ord alene
spejle Skjønhed og Aand.
✂
Højt for den lyttende Kreds nu lifligt Vældene springe:
Beethovens mægtige Fos, og Mozarts syngende Kilder!
91
Haydns legende Bæk, og Schuberts perlende Vande!
Webers og Mendelssohns de regnbufyldte Kaskader -
ja fra Sebastians Elv til Schumanns vindunkle Vover!
✂
Og nye, friske Kranse
fra Sjølunds fagre Sletter,
fra Oldtids Taageverden,
fra danske Elver-Nætter
flettes af Kunstnerhaand!
Og blanke Billed-Strømme
fra Østens Palmelande,
fra Hellas' Gude-Strande,
fra Torneroses Drømme
spejle Skjønhed og Aand!
✂
Her var i halvhundred Aar Musikens fredede Arne;
Kunstneren her hented Ild, Lærlingen her fik sin Daab!
Her har en Hærskare lært at fatte og dybere skatte
Strengenes herlige Kunst.
✂
Og dette Hav af Rhytmer,
snart oprørt, snart i Fred,
alle de Tonebølger -
hvad er deres Hemmelighed?
92
Hvad er det, som saadan bruser,
som - dryppet i Øret ind -
selv finder Vej til Hjertet
som Fugl til grønne Lind?
som tænder Glød i Sjælen,
som bringer Sommerduft -
hin Trolddoms Virkemiddel,
hvad er det? Lutter Luft!
men Luft, som vugge kan vor Fryd og Smerte!
✂
Med Tonens rige Verden
vi Mennesker dele Kaar -
tager man Luften fra os,
alle vi brat forgaar!
Og Tonen er Ordets Søster,
Ordets Opstandelses-Dragt -
først styred' af Menneske-Aanden,
faae Luftens Alfer Magt!
Aand maa holde dem begge
i Skjønheds Ligevægt -
ja med Menneskets Verden
er Tonernes nær i Slægt,
og derfor gaa de os saa nær til Hjerte.
✂
Du skjønne Kunst, i Lyst og Nød Veninden,
og tidt, hvor Ordet glipper, Trøsterinden -
saa lydig under Lovens Tvang
som Jupiters og Jordens Gang,
og dog saa fri som Vinden!
bliv rig og stor paa Danmarks Jord,
93
og tal os til i fulde Kor
- og baade med og uden Ord -
fra mange Tone-Scener!
Og vær vor Læremester i
den rette Livets Harmoni,
som Lov og Frihed ener!