Richardt, Chr. Tonernes Verden.

Tonernes Verden. Festdigt til Musikforeningens Jubilæum 5. Marts 1886.

Du skjønne Kunst, i Eden født og baaren -
i Toner svøbt, men barnedøbt i Taaren!
89 som Flammesværdet fløj forbi,
og steg fra Savnets Melodi
til Frydebud om Vaaren!
som var i Davids Harpebrus,
og i Tyrtaios' Sange -
seent hørte vi dit Vingesus
hen over Danmarks Vange!

Vel kvælde der Toner af Nordens Grund
som Blomst i Lund,
som Straaler af Nordlysflammen:
Skjaldene kvad, før Sværd de svang -
Buens og Harpernes Strengeklang
saa vel kunde sammen
som Stormens Hvinen og Bølgens Sang.

Og lifligt der toned fra Folkets Sjæl
et Sangens Væld,
til Alvor eller i Gammen:
Nonnernes Ave, Hornets Gjald,
Rosenlunden og Kongens Hal
saa vel kunde sammen
i Kæmpevisernes Tonefald.

Dog længst de vandred fra Fruerbur
til straatakt Skur;
de klang under Bøgestammen:
Høstpigens Lin og Bondens Koft,
90 Sommer i By og Fiskertoft
saa vel kunde sammen
med hine Klange fra Højenloft.

Og først med vor svulmende Digtnings Vaar
- vort Hundredaar -
skød Sommerfuglen af Hammen:
Visen kasted sit Hvergarns-Tøj,
vidt den paa Kunstens Vinger fløj -
de graa Melodier,
de ny' Harmonier
saa vel, saa vel kunde sammen
Weyses Viser og »Elverhøj«.

Da aabnes disse Haller
for Verdens stolte Floder,
for Symfoniens Undre,
for wienske, rhinske Noder,
risted' af Mesterhaand!
Mens rige Tone-Dramer
faae Liv fra Holbergs Scene,
skal her for Fantasien
Toner og Ord alene
spejle Skjønhed og Aand.

Højt for den lyttende Kreds nu lifligt Vældene springe:
Beethovens mægtige Fos, og Mozarts syngende Kilder!
91 Haydns legende Bæk, og Schuberts perlende Vande!
Webers og Mendelssohns de regnbufyldte Kaskader -
ja fra Sebastians Elv til Schumanns vindunkle Vover!

Og nye, friske Kranse
fra Sjølunds fagre Sletter,
fra Oldtids Taageverden,
fra danske Elver-Nætter
flettes af Kunstnerhaand!
Og blanke Billed-Strømme
fra Østens Palmelande,
fra Hellas' Gude-Strande,
fra Torneroses Drømme
spejle Skjønhed og Aand!

Her var i halvhundred Aar Musikens fredede Arne;
Kunstneren her hented Ild, Lærlingen her fik sin Daab!
Her har en Hærskare lært at fatte og dybere skatte
Strengenes herlige Kunst.

Og dette Hav af Rhytmer,
snart oprørt, snart i Fred,
alle de Tonebølger -
hvad er deres Hemmelighed?
92 Hvad er det, som saadan bruser,
som - dryppet i Øret ind -
selv finder Vej til Hjertet
som Fugl til grønne Lind?
som tænder Glød i Sjælen,
som bringer Sommerduft -
hin Trolddoms Virkemiddel,
hvad er det? Lutter Luft!
men Luft, som vugge kan vor Fryd og Smerte!

Med Tonens rige Verden
vi Mennesker dele Kaar -
tager man Luften fra os,
alle vi brat forgaar!
Og Tonen er Ordets Søster,
Ordets Opstandelses-Dragt -
først styred' af Menneske-Aanden,
faae Luftens Alfer Magt!
Aand maa holde dem begge
i Skjønheds Ligevægt -
ja med Menneskets Verden
er Tonernes nær i Slægt,
og derfor gaa de os saa nær til Hjerte.

Du skjønne Kunst, i Lyst og Nød Veninden,
og tidt, hvor Ordet glipper, Trøsterinden -
saa lydig under Lovens Tvang
som Jupiters og Jordens Gang,
og dog saa fri som Vinden!
bliv rig og stor paa Danmarks Jord,
93 og tal os til i fulde Kor
- og baade med og uden Ord -
fra mange Tone-Scener!
Og vær vor Læremester i
den rette Livets Harmoni,
som Lov og Frihed ener!