Til min Hustru
paa Sølvbryllupsdagen
17. Nov. 1890.
✂
Du var saa ung og frejdig
som just dit Haar var lyst,
saa ung og uerfaren
i Livets Alvors-Dyst -
jeg var stundum lystig,
og stundum tung som Bly;
jeg kjendte vel til Skygger,
som kun for Korset fly.
✂
Ja vi var vidt forskjellige
og er det vel endnu -
dog Ingen i Verden
har været mig som Du
en Gave fra Vorherre
i Lyst og i Nød,
til Kvægelse og Styrke
for baade Liv og Død.
✂
Var jeg Hjemmets Viser,
Du var dets gode Værk,
der aldrig gik for langsomt
og sjelden lidt for stærk!
Var jeg sagtens Spiret,
der peged udadtil -
Du var Hjemmets Hjerte,
der gav vor Arne Ild.
✂
Ja, som Du op har elsket
med fast og kyndig Haand
vor Vinløvsgang derude,
og knyttet Baand ved Baand -
har over os Du hvælvet
en trofast Ømheds Tag,
der ranker sig mod Lyset
og tættes Dag for Dag.
✂
Og som dit Haar er mørknet
og mit er bleven lyst,
saa synes mig, vi begge
os ændred ganske tyst,
alt som vi sammen vandred
den hele lange Vej -
saa Du af mig fik noget,
og jeg jidt af Dig!
✂
Alt som vi sammen traved
paa Hverdagslivets Dæk,
alt som tilfjelds vi klavred
og drak af samme Bæk,
alt som vi vented sammen
naar Vinden var imod -
alt som vi knæled sammen
for samme Alterfod.
✂
- Og derfor Tak og atter Tak
fra mig og vore Tre,
for al din rige Kjærlighed
i Vel som i Vee!
219
og derfor min Marie,
min kjække Sølverbrud,
velsigne Dig og Børnene
al Kjærligheds Gud!